Efter nogle år ude af det danske marked, er det nu igen blevet muligt at købe en fluestang fra det anerkendte amerikanske mærke G. Loomis, som altid har lavet gode stænger inden for både fluefiskeri og spinnefiskeri. Stængerne bliver bygget på fabrikken i Woodland, Washington og en af hoveddesignerne af fluestængerne er den verdensberømte fluekaster Steve Rajeff, som om nogen ved hvordan man laver fluestænger.
Af René Gerken
I 2010 offentliggjorde G. Loomis den første NRX og serien blev hurtigt en stor succes. Faktisk så stor, at de aldrig før havde prøvet at sælge så mange af en ny stang i det første år, hvor stangen var i butikkerne. G-Loomis er ikke kendt for at lave en ny stangserie hvert år, da de selv mener, at det kræver års udvikling at komme op med noget nyt. I 2019 kom afløseren til NRX, som G-Loomis kalder for NRX+. Den kommer i 4 forskellige serier. NRX+, NRX+ LP (Light Presentation), NRX+ S (Saltwater) and NRX+ Switch/Spey og der er 26 forskellige stænger at vælge imellem.
Loomis NRX+ – let og velkastende
Vi har testet NRX+ 690-4 stang med en hurtig action, som jeg har testet siden den kom med posten for 2 uger siden, 5 gange på kysten og hver dag på græsplænen.
Førstehåndsindtrykket, da jeg pakkede stangen ud af det det lette aluminiumrør, var hvor let stangen føltes i hånden. At en stang er let, er ikke ensbetydende, at jeg kan lide stangens kasteegenskaber, men jeg er i forvejen vild med lette stænger til kysten. Straks vejede jeg stangen, og vægten viste 95 gram, hvilket man må sige er let for en moderne enhåndsstang i klasse 6. Dette svarer også meget godt til G. Loomis valg af materialer i stangen, som de kalder Mega Modulus+, og G8 resin som gør, at stangen er ca. 15 % lettere, men lige så stærk som dens forgænger NRX.
Jeg lagde også mærke til det lidt tyndere full wells håndtag og til mig med mindre hænder passer det helt perfekt, da det giver en god følelse af, at man har fuld kontrol over stangen i kastet. G-Loomis har også valgt at sætte en lille fightbutt på, som jeg syntes matcher stangen rigtig godt. Det sidste jeg lagde mærke til på stangen, er at G.Loomis virkelig har tænkt på kosmetikken denne gang, og der er virkelig sket noget siden de lavede den første NRX.
Testet med både skydehoveder og helliner
Jeg har testet stangen med 14 til 18 gram skydehoveder, samt tilsvarende helliner. Stangen beviste sig stærk på både korte og lange afstande. Dette betyder, at jeg kan mærke, at stangen bøjer i både rulle og overhåndskastet, hvilken beviser, at stangen progressivt arbejder længere og længere ned i klingen, afhængigt af hvor meget linevægt der uden for topøjet. Min præference var dog 16 gram skydehoved på 10 meter, hvor jeg følte, at jeg fik det bedste ud af stangen.
På de 5 ture jeg har været ude, har jeg fisket i næsten alt slags vejr, og stangen gør det godt i sidevind op til 8-9 meter i sekundet, hvor jeg følte, at jeg sagtens kunne kaste linen ud i mod/medvind op til 5-6 meter i sekundet. Jeg valgte også at teste stangen i meget hårde vindforhold, men måtte indse, at det stadig var en klasse 6, og at stangen havde sine udfordringer i det danske forårsvejr. På græsset har jeg også testet stangen med forskellige weight forward liner, som egner sig til ørredfiskeri ved åen samt put and take søen. Jeg prøvede også diverse longbelly liner, som dog varierer væsentligt mere i vægt end almindelig liner.
En god stang til havørredfiskeri på kysten, i åen og i putten
Jeg har fanget fisk på hver eneste tur, jeg har haft med stangen, og det har været alt fra små grønlændere til blanke fisk på ca. 50 cm samt en lidt større nedgænger. Stangen bukker progressivt under fighten med de lidt større fisk, og samtidigt følte jeg, at jeg havde fuld kontrol over fiskene, så jeg er ikke tvivl om, at når den store 70+ plus hugger, kan stangen nemt håndtere sådan en størrelse. Det var også sjovt at fighte de lidt mindre fisk, da de stadigvæk kunne bukke stangen under fighten.
Konklusionen er, at G-Loomis har lavet en rigtig god og let stang, som egner sig godt til havørredfiskeri på kysten og i åen, samt til ørreder i put and take. Man mærker, at G-loomis virkelig har tænkt over alle detaljerne, samt at sweetspottet er blevet større. Så selvom stangen har en hurtig action, føler man, at stangen bøjer med både en kort og lang line uden for topøjet, som gør at mange fluefiskere ville kunne få glæde af NRX+ stangen. Husk inden du køber at få prøvet stangen først.
Denne stang er ikke saltvandsvandsmonteret, men husker man bare at tørre stangen af, så ruster øjerne ikke. Prismæssigt ligger NRX+ i den dyre halvdel, men dog rammer prisen ikke det helt dyre segment på markedet.