maj 30, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Red Tag Bastard er tydeligvis en krydsning og videreudvikling af de to Klassikere Red Tag og Big Hole Demon. Fra venstre til højre ses Big Hole Demon og Red Tag efterfulgt af bastarden i anden og første version.
Den kendte flue Red Tag har gennem mange år bevist sit værd som ørredstorfanger. Men – der er mange fede varianter over konceptet, og her får du en af dem.
AF BJØRN BIEDENWEG
GENERATIONER af fluebindere har med deres skaben af imitations- og provokationsfluer søgt den ”Hellige Gral”; – fluen, der altid fanger fisk. Og denne søgen fortsætter. Fluemønstre opstår, de fleste går i glemmebogen, andre overlever og enkelte fluer bliver videreudviklet. En brøkdel af dem bliver kendt og fisket med verden over.
Inden for evolutionsteorien kaldes evnen for en arts overlevelse ”survival of the fittest”. Det vil sige, at det individ og den art med de bedste tilpasningsevner, har størst chance for at overleve. Overført på fiskefluer, må det betyde, at de fluer, der fanger bedst OG får mest omtale, vil blive husket og fisket med. Det kan ligeledes være fluens lækre udseende, der ”snører” fiskeren og dermed gør mønstret populært. God markedsføring øger selvfølgelig ligeledes chancen for fluens eksistens.
EN ”NY” ART – Kystfluen Red Tag Bastard er et af mine egne bud på en effektiv flue. Den skal både imitere små krebsdyr og fiskeyngel og kan samtidig med sin fluorescerende hale provokere fisken til hug.
Denne grønlænder blev taget på den nye version af Red Tag Bastard.
Red Tag Bastard – en stilfuld flue
Fluen er, i mine øjne, ganske stilfuld og flot med sit klassiske islæt. Mønstret er tænkt som en krydsning af de klassiske fluer Red Tag og Big Hole Demon. Lige som Turboflammen, Pattegrisen og Polar Magnus – oprindeligt Flammen, Øland Spey Shrimp og Magnus – er Red Tag Bastard altså en videreudvikling. Fluen har indtil videre overlevet i en lille niche i min flueboks i mere end 20 år og er i fortsat udvikling – og måske kommer den nu til at udbrede sig til andre fluebokse?
En hybrid mellem Red Tag og Big Hole Demon
Navnet Red Tag Bastard skyldes krydsningen af Red Tag og Big Hole Demon, der begge var populære kystfluer i ´80erne. Dengang var fluefiskeri på kysten endnu ungt, og danske kystfiskere brugte gerne kendte ørredfluer, der kunne efterligne kystens fødedyr. Jan Grünwald har med sin bogklassiker ”Havørred – spin og flue i saltvand” haft stor indflydelse på kystfluers udvikling i Danmark. Red Tag og Big Hole Demon bliver begge præsenteret i bogen og får omtale som effektive havørredfluer.
Red Tag er måske verdens mest kendte og fiskede flue. Mønstret er opstået i 1850´ernes England, og var oprindeligt en tørflue tiltænkt de hjemlige stallinger. Kort efter fulgte en vådflue og en palmerhacklet version. Og – mon ikke ophavsmanden til den kendte svenske lakseflue ”Uldsokken” har haft Red Tag i baghovedet, da han for første gang bandt sin uforglemmelige lakseflue.
Big Hole Demon er en amerikansk flue fra 1964. Den er ung i forhold til Red Tag og er ikke helt så kendt, men har dog erobret mange fluefiskeres hjerte verden over. Dens slanke facon giver fluen en vis elegance og lethed. Den var beregnet til at overliste de store ørreder i Big Hole floden, når der var lav vandføring. Sidenhen blev den flittig brugt i Argentina under havørredfiskeriet og fandt så vej-en over Atlanten til Europa.
Forår, vind og klart vand er perfekte forhold til brugen af Red Tag Bastard. Her er et stykke sønderjysk sølvtøj, der faldt for fluen på en blæsende forårsdag.
Da Red Tag Bastard blev født
Red Tag Bastard bliver født, da jeg i 1989 flyttede fra Flensborg til Haderslev, hvor jeg ret hurtigt kom kontakt med lystfiskere, der fiskede på kysten efter havørred med flue. Jeg fiskede mest med spin, men blev fascineret af kystfluefiskeriet. Udvalget af købefluer var begrænset, så jeg blev fluebinder. I starten var det en nødvendighed med fluemønstre, der var nemme at binde, og som så ”pæne” ud.
Red Tag og Big Hole Demon var nogen af de første mønstre, jeg bandt. Med tiden fangede jeg havørreder på dem og i flere år havde de en fast plads i min flueboks. Dette gælder fortsat for Red Tag. En vinteraften i midten af 90´erne ønskede jeg at kombinere de gode egenskaber fra de to gamle ”travere”. Den flotte krop af påfuglherl og den provokerende røde hale fra Red Tag blev kombineret med Big Hole Demons slanke, sølvfarvede bagkrop. Samme aften blev fluen dog udstyret med en kobberfarvet bagkrop, hvilket gav fluen et mere harmonisk udseende.
Denne udgave var den første af bastarden, og den er præsenteret i Thomas Vinges flotte værk ”Havørred på kysten”, 2. del.
De første ændringer på Red Tag Bastard
Godt og vel 10 år senere var det tid til at give fluen et lille løft. Halen, der bestod af rød uldtråd, blev udskiftet med røde kaninhår og lidt Angelhair Flash for at give fluen lidt mere liv. Forkroppens påfugleherl blev erstattet med Ice Dubbing i farven peacock, der betyder påfugl. I konkurrencen mod moderne kystfluer som Pattegrisen, Kobberbassen og Turboflammen, fik bastarden dog efterhånden et liv i skyggetilværelsen. Den var fortsat i fluenboksen, men blev sjældent fisket.
Dette ændrede sig dog for et par år siden, hvor jeg genfandt glæden ved at bruge mere klassiske bindematerialer, der i århundreder har vist deres værd. Den oversete flue blev taget op af boksen til nærmere eftersyn, og det var tid til et nyt facelift. Ice dubbingen blev igen udskiftet med den klassiske påfugleherl, som har et vidunderligt farvespil, som kun naturen kan skabe. Bastarden skulle dog samtidig være mere synlig under vand. Netop i de senere år fokuseres der en del på agnens synlighed – og flour-scerende farver bliver brugt som aldrig før. Den oprindelig mørkerøde hale består derfor nu af et bundt fluorescerende rød antron yarn, og bagkroppens kobbertinsel er dækket af et let transparent miragetinsel for at give et indtryk af fiskeyngels iriserende sider.
Dette er Red Tag Bastard anno 2019 – en flue med klassisk udseende, der forbinder det gamle med det moderne. Hvis arten ikke uddør, fortsætter udviklingen måske. Bastarden er et godt eksempel på, at fiskefluer også er underlagt evolutionsmekanismen…
Red Tag Bastards styrke
På grund af sin slanke facon og lille størrelse lig ger fluens styrke i at blive fisket i klart vand og forholdsvis stille vejr. Udseendet minder både om fiskeyngel og krebsdyr, og den fluorescerende røde hale udgør et meget synligt hugpunkt.
Fluen kan dermed bruges som en helgardering, der fisker godt, når ørreden foretrækker mindre fødeemner. Jeg har haft størst succes med fluen i sommerhalvåret. Min største regnbueørred på 4 kilo tog jeg på fluen, – dog med den første version. Jeg fisker både med egne fluer samt med velkendte mønstre, og bastarden behøver bestemt ikke gemme sig bag Kobberbassen, Fyggi og Co.!
Det er dog mere det stilfulde og klassiske udseende, der får mig til at vælge fluen frem for andre gode fluer. Så længe jeg dyrker fluefiskeriet på kysten, vil Red Tag Bastard i hvert fald overleve…
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Sådan binder du Red Tag Bastard.
maj 25, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Fiskeri er jo en mafia verden, udbryder min kone undrende. Og hun må jo vide, hvad hun taler om, da hun jo har været bosiddende i Italien i mange år. – Hemmelige pladser, hemmelige agn, hemmelige tidspunkter, fortsætter hun, inden hendes stemme forsvinder via alle mænds hemmelige knap. Det er knappen, der skruer ned for volumen på koner. Men hun har jo egentlig ret den kloge kone.
AF CHRIS GREGERS HALLING
Fiskeri er blevet scenen, hvor man er villig til at beskytte lokationen på en fremragende fiskeplads, mere end man beskytter pinkoden til ens eget hævekort. Scenen hvor lange venskabet er drattet døde om på et splitsekund efter offentliggørelse af super hemmelige pladser eller for åbenmundet dialog på offentlige medier. Men fiskeri er også scenen, hvor nye og betydningsfulde venskaber starter og udvikler sig. Man skal bare lige se hinanden lidt an. Et par år måske? Sådan bare lige for at sikre sig, at man nu også kan stole helt og holdent på den person, som man nu står overfor.
En person jeg stoler på, er Per Smidt og i dag skulle der inddrives fiskegæld. I ved; den der gæld man opbygger, når man er blevet fortalt om gode pladser og derfor skylder at give igen af samme skuffe. I virkeligheden skylder Per mig intet. Jeg har kendt ham i flere år igennem vandmiljødebatten, hvor han har været mere aktiv end de fleste. Stikker man hænderne i en flok brændenælder, så brænder man labberne og Per har bestemt stukket hænderne i mange finurlige debatter på de offentlige medier. Han gør det godt og derfor møder han også stor modstand, fra dem som ikke anerkender vandmiljøets egentlige tilstand. Den historie gemmer vi til en anden god gang.
Vi havde længe snakket om en tur sammen, så da Per inviterede både Claus Primdahl og mig på tur, var vi ikke længe om at sige JA! Vi skulle se nyt vand, hvilket for mig er ret usædvanligt. Det starter rigtig godt. Bilerne finder ned af en snørklet meget lille vej, hvor jeg på et tidspunkt undrer mig over, om en så smal vej overhovedet er beregnet til biler. Måske var det i virkeligheden en cykelsti? Hemmeligt ser det i hvert fald ud, da vi bag højt buskads parkerer bilerne og kigger ud over noget vand, som tydeligvis ikke betrædes af mange. Og det starter rigtig godt endda. En havørred imellem myriader af hornfisk finder min flue og alt er lykkeligt.
Chris med en fin havørred fra turen. Øverst Per med sin flotte fisk på 62 centimeter.
Havørredgælden er betalt
Gælden er betalt… Vi kan nu videreudvikle det i forvejen rigtig gode venskab. Der er ikke flere havørreder på stedet og vi kører videre. Jeg ser med al tydelighed skiltet med påskriften “Privat. Al uvedkommende færdsel forbudt.” da jeg i bilen passerer det. Se sådan noget virker virkelig hemmeligt. Spændende på alle planer skulle jeg mene. Per forsikrer mig om, at aftalerne er på plads. og at han på den måde, har mange gode aftaler med omegnens lodsejere. Vi går en længere tur langs vandet og kysten ser hele vejen indbydende samt lækker ud.
Vi har ikke fisket i mere end to kast med en fluestængerne, da en fin lille havørred hamrer min flue hårdt og kontant, som om den ikke havde set et fødeemne i meget lang tid. Kropsformen på den dejlige fisk indikerer dog, at foråret skønt det noget kolde vejr, har kunne give temmelig meget mad i en lille havørredmave. Det hedder god kondition, når vi taler om havørreder. Snakker vi om mennesker, så hedder det bare at være fed.
Formiddagen går med ustyrlig mange hornfisk. Det er sjovt og jeg nyder både disse dejlige fisk og selskabet jeg er i. Imellem tusinder af hornfisk lykkedes det også, at finde lidt målshavørreder, så jeg kan godt se, at gælden er betalt tilbage. Endda med renter og renters renter. Nu er det vist mig, der nu skylder i fiske banken igen. Sådan er fiskelivet jo ofte. På afstand ser jeg Per og Claus opføre sig underligt. Der er baksen rundt med fangstnet. Jeg ser arme i vejret og hører dyrebrøl igennem vinden. Da jeg kommer hen til dem, står Per med en virkelig flot fisk. Den er fortjent på alle måder, selv om guiden jo normalt ikke skal overgå de guidede. Det er selvfølgelig fedt, at være midtpunkt i en regn af lykønskninger og misundelige blikke på en fisk, som man lige har fanget. Men blandt tætte venner er det nu også fedt, at være den der lykønsker og kaster de misundelige blikke.
Således har mine sidste historie været om andre end mig selv. Men næste gang – der handler det om MIG. Det er en flot 62 cm fisk Per har fanget, og den bliver på alle måder afslutningen på en helt igennem fantastisk fiskedag. Tusind tak til Per, for at drive mig til ukendt vand. Det er ikke noget jeg ellers gør ret meget i. Næste gang er det min tur til at imponere. Noget jeg ved kan blive svært, for Per er en af de her formidable havørredfiskere, som skal se noget usædvanligt for at blive imponeret. Nu er både bold og gæld på min banehalvdel igen. Et stort tillykke med fisken Per.
We fish, therefore we are.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
maj 3, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer
Ronni Lagoni Thomsen med en smuk laks taget på fluestangen.
Laksefeberen raser i Danmark – og i takt med, at åerne bliver bedre og bedre – bliver et særligt spændende fluefiskeri muligt. Tag med Fisk og Fri til de små danske lakseåer og bliv klædt på til fluefiskeri efter laks på den helt fede måde.
Af Ronny Lagoni Thomsen
ÅEN ER HØJ OG GRUMSET efter de mange regnbyger, der har fejet ind over landet, men naturen er vågnet, og nu er det forår. Flue efter flue er bundet i lyset af bindelampen vinteren igennem, og sammen med dem drømme om nye eventyr, om nye oplevelser, nye strategier… Sidste års erfaringer er kogt ned til hovedoverskrifter på nær ved og næsten eller reelle erfaringer… Tabte kampe, kampe der aldrig blev, men som sidder som en hengemt længsel og spænding i kroppen som en konstant venten på forløsning. Og så er der de få magiske øjeblikke, hvor det hele gik op i en højere enhed – laksen tog, blev hængende og kom på land.
Jeg er søgt op på nogle af de nedre stykker af Grindsted Å ved Mølby-Eg-strækket – ret tæt på der, hvor Grindsted Å løber sammen med Ansager Å og bliver til Varde Å på stykkerne nær Ansager by og det store genslyngede stykke ved Hodde ud mod Nørholm Gods og Karlsgårde sø. Åen er her smal og relativt lavvandet under normale forhold, men har nu dybe render, stærk strøm og et helt og aldeles fantastisk løb. Alle stræk fra sammenløbet og ud mod Vadehavet er højt belagt med fiskere, der er ude efter det samme som jeg: Et møde med den danske laks og det fiskeri vi elsker så højt. MEN – heroppe kommer der ikke så mange. Dette fiskeri er mere privat, og jeg har kun set én anden fisker på strækket. Det betyder, at jeg kan fiske på ret uberørt vand efter helt friske og nyopstegne laks – i nogle omgivelser, hvor jeg kommer helt tæt og uforstyrret i nærkontakt med naturen.
Mit take på mange af de moderne rørfluer overført til dobbeltkroge. Med disse fluer i forskellige nuancer dækker jeg mange forhold ved åen. Vingen bevæger sig godt på fluerne uden er være for stor, og dobbeltkrogens tyngde sørger for, at fluen kommer lidt længere ned i vandsøjlen.
Med enhåndsstang efter laks
Jeg er bevæbnet med enhåndsstang, synkende WF-liner og nogle særlige fluer designet specielt til dette fiskeri. Min flue – en dobbeltkroget zonker i Orange str. 6 med brunt fronthackle svinger over strømmen i et skarpt venstresving. Jeg begynder indtagningen ret hurtigt, da den smalle å tvinger mig til at lægge kastene i en noget mere nedstrøms vinkel end jeg ellers plejer at gøre. Det betyder, at jeg må give fluen mere liv og fart ved at strippe fluen hjem.
Idet jeg stopper indtagningen og langsomt hæver stangen til nyt kast, skyder en skygge op bag fluen i rasende fart. Åen sættes i bevægelse og i et kæmpe skum-sprøjt, der kaster vand op på sivene langs åen, forplanter en herlig og tung følelse sig i fluestangen. Herefter er der to gode rusk i stangen og så en følelse af absolut tomhed…Stangen står helt død i hånden på mig, og de eneste vidner til hændelsen er de store bølger de gynger hen over vandoverfladen og mit oprørte sind.
At få en laks til fluen er altid en helt fuldstændig fantastisk følelse, men når det sker i en relativt lavvandet, smal mindre å på enhåndsfluegrej, ja så bliver det i min verden bare ikke vildere. Laksen i fortællingen så jeg aldrig mere, men en måned senere i et regnvejr af en anden verden med storm og rusk op gennem ådalen fra vest lykkedes det: En sølvblank laks tog fluen lige i sammenløbet mellem Ansager Å og Grindsted Å. Det var en laks lige fra havet med lus – den havde højst opholdt sig tre dage i ferskvand, hvilket fortæller mig, at laksen potentielt svømmer langt allerede i første træk opstrøms, hvis vandstanden i åen er til det.
Laksen fra sammenløbet mellem Grindsted og Ansager Å, der blev fanget under så voldsomme stormforhold og kaskader af regnvand, at jeg ikke mødte andre fiskere ved åen. Det var mit held, og vejret skal absolut ikke være en undskyldning. Jo vildere, jo bedre nærmest.
Nyt vand – ny taktik til laksen
Historien er den samme, uanset hvor jeg zoomer ind i Laksedanmark… De ydre stræk af fx Skjern Å, Storåen, og Varde Å er nærmest belejret med fiskere, mens de øvre dele af å-systemerne er stort set uberørte. Hvorfor er det sådan? Jeg vil i denne artikel stille skarpt på laksefiskeriet i de mindre danske åer samt give mit bud på, hvordan du kan komme i gang med at finde disse ultra-intense øjeblikke ude ved lakseåen. Først er det vigtigt at forstå, at vandet du fisker på, når du bevæger dig langt op i systemet eller fisker i nogle af åens mindre tilløb, er meget mindre, og at grejet, fluerne og taktikkerne derfor må tilpasses. Og her skal man være villig til at gå helt andre veje…
Gode laksevande højt opstrøms:
Ser vi på de vandløb, hvor der efterhånden er gode forhold langt oppe i åsystemerne, så er det fx vandløb som Grindsted Å, Ansager Å, Vorgod Å, Karstofte Å, Sneum Å, Kongeåen, Holsted Å, der topper listen. Fælles for disse åer er deres smalle bredde, deres skiftende forløb og anderledes strømforhold. Særligt Grindsted Å udmærker sig ved sine steder at være stryg på stryg med gode dybe pools bagefter eller voldsomme sving, hvor dybderender skærer ned i bunden af åen og skaber strømlæ samt standpladser for laksen.
Det er meget ofte pladser, hvor du har to kast og så skal du videre ned over åen i en fart. I og med vandet er mindre, så stiller det også store krav til din præsentation af fluen, samt måden linen lander på vandet på. Der skal ikke plaskes alt for meget, for så trykker laksen bare, så du ikke får den ikke til biddet. Der er altså tale om et ret specialiseret fluefiskeri, hvor alt tilpasses nøje og det traditionelle laksegrej kommer til kort.
Fluen skal matches op mod de naturlige farver omkring vandløbet, så fluen er så kamufleret som muligt og derfor overrasker laksen, når den kommer ind i dens synsfelt.
Længe leve det lette laksegrej
Drop tohåndsstængerne – Hvis du gerne vil prøve denne form for fluefiskeri, så er det altafgørende, at dit grej sættes rigtigt sammen. Jeg bruger selv tre forskellige set-ups, men groft set kan du klare dig med et. Jeg vil dog først gerne komme med nogle generelle betragtninger på valg af stang og liner, inden jeg bliver helt konkret.
En god enhånds fluestang til dette fiskeri er 10 fod lang klasse 6 eller 7. Den skal ikke være alt for hurtig, men må gerne arbejde dybt ned i klingen samt have en hurtig genopretningshastighed – også kaldet recovery speed. Dette gør, at stangen er nem at lade selv med relativ kort line samt genererer høj hastighed i linebuen, så optimal grad af præcision opnås.
Enhånds fluestænger i klasse 6 og 7 på 10 fod fungerer rigtig godt til denne type fluefiskeri.
Valg af flueliner til laksefiskeriet
Linerne er et helt kapitel for sig selv. Alle laksefiskere i dag bruger stort set skydehoveder, også når deres stangvalg falder på en enhånds. Til fiskeriet højt oppe i åen er det dog ikke et særligt godt valg, for den irriterende samling mellem runningline og skydehoved er mere i vejen end til gavn. Den hæfter i stangens øjer og gør det nærmest umuligt at få et velfungerende dobbelttræk, som er afgørende for at tilføre linen den fornødne hastighed.
Selv om der i dag laves meget korte skydehoveder på omkring de 6 meter, så er de ikke gode til dette fiskeri. Jeg bruger RIOs Dart WF flyde/synke3, RIO Outbound short i intermediate/synke 3 og intermediate/synke 6. Disse helliner har den fordel, at de kan fiskes fleksibelt i forhold til den ønskede vinkel på vandet, præsentationen og åens bredde. Du kan altså kaste med klumpen både inden for og uden for topøjet. Den fleksibilitet er guld værd på de smalle stræk på åen.
Til disse liner bruger jeg polyleaders i synke 4, 5 og 6. Polyleaders er med til at trække fluen ned i vandsøjlen samt give mig et forfang, der kan ankres op i et underhåndskast.
Lige så snart vi snakker switchstænger, så foretrækker jeg dog skydehoveder, og jeg har et sæt, som jeg bruger, når åen får lidt mere bredde, og hvor pladsen er meget trang. Det er en switch klasse 4, som jeg monterer op med et meget kort skydehoved. Stangens længde gør også, at jeg kan nå lidt nemmere ud over siv eller forhindringer langs åen.
Magog Smelts i alle regnbuens farver. En helt fantastisk flue i str. 8 og 6 enkeltkrog. Husk dog også ubelastede udgaver af uldsok, eller meget lette og mindre udgaver af HKA Sunrays eller Tildaer – også meget letbelastede.
Lette laksefluer giver mere liv
Det er afgørende at forstå, at når vi bytter de tunge tohåndsstænger ud med lettere enhåndsstænger, så bærer de altså ikke samme størrelse fluer. Fluerne er derfor nødvendigvis mindre og ikke lige så tunge.
Der er en tendens i dansk laksefluebinding til, at vi binder enormt tunge og store fluer til laksefiskeriet – fx store rør med tungsten og zonkervinger af kanin eller opossum og hertil et vægtet conehead. Disse fluer har vist, at de kan fange fisk i vores store åer længst ude i systemerne, men der er langt fra den store, brede å til de små, mindre åer. Vi bliver nødt til at tænke fluevalget meget anderledes.
Dobbeltkrogede og enkeltkrogede laksefluer er her vejen frem, samt enkelte rør til særlige lejligheder. Det næste er, at jeg ikke belaster mine fluer ret meget til dette fiskeri. På krogen sætter jeg ingen belastning og på rør er det maksimalt et conehead, en enkelt lille drop weight eller en turbocone. Jeg fisker så i stedet fluerne på ret tunge liner, som kommer ned i vandet. Dette giver nogle meget levende fluer, der i den grad fisker. På mange af de traditionelle fluer, er det kun vingen der bevæger sig og ikke så meget fluen. Dette er derfor et alternativ, som jeg også har fisket med succes på de brede, ydre stræk af åerne.
Grindsted Å på Mølby Eg-strækket. En skøn å, der slynger sig i landskabet, hvor der er højt til himlen.
Kend din besøgstid til laksene
Også fiskeriet må gribes anderledes an, da vi fisker i smalle åer, hvor der ofte er god strøm, som gør det svært at komme ned. Derfor kaster jeg altid lidt opstrøms for der, hvor jeg gerne vil fiske, og så går jeg fluen ned samtidig med, at jeg ikke sænker stangen mod vandet, mens linen ruller ud: Jeg holder et højt stop og lader stangen blive der, indtil linen er landet, hvorefter jeg hurtigt sænker stangen. Dette skaber en god mængde løsline, der kan blive suget ned i vandet, uden det påvirker fluens drev – som skal først starte, når linen og fluen er nået ned i rette dybde.
Når fluen er nået ned, så sætter jeg fart på den ved at tage den hjem i halvlange tag, da jeg ofte er tvunget til at kaste ned ad åen og derved ikke kommer så meget på tværs. Det gælder samtidig om at komme over noget vand for at finde fisken – så se at få det lange ben foran og kom over noget vand.
Slutteligt så gælder det om at kende sin besøgstid. Alt for ofte er jeg taget til åen, hvor vandstanden har været for lav, og så sker der altså ikke ret meget. Kom, når store regnskyl og voldsom blæst fra vest sætter gang i vandet og dermed opgangen. Fisk der flytter rundt på sig er bare noget lettere at fange, da det åbner deres hugvindue på ny.
Smålaksen eller grilsen er en formidabel og sjov modstander på det lette grej på de øvre stræk i åerne.
Mine favoritfluer til laksefiskeriet
Mads Pedersen skrev for nogle år tilbage en artikel om Magog Smelt fluen, som var et mønster han var stødt på i Canada. Denne flue har vi modificeret lidt og fisket med i forskellige afskygninger – både herhjemme og i udlandet – med succes. Den er med sin bucktailvinge en meget levende flue i vandet, da den fanger enhver strøm og bliver ført fra side til side samt op og ned i vandsøjlen. Denne flue fungerer godt i de mindre vandløb fisket på en sink tip eller synkende line. Artiklen kan du finde på Fisk og Fris hjemmeside ved at søge på Magog Smelt, hvor der også er en bindevejledning.
En anden fluetype, som jeg har haft held med er varianter af den traditionelle dobbeltkrogede lakseflue bundet med 3 mm zonkerstrips af barred rabbit. Dobbeltkrogen er tungere end enkeltkrogen og placerer sig mere stabilt i vandet. Derfor vil jeg gerne bruge materialer, der lever mere i vandet, da fluen i sig selv ikke bevæger sig så meget i strømmen. Farvemulighederne er mange, så man kan afspejle omgivelserne ved åen på forskellige tider af sæsonen.
Statistisk set en dårlig beslutning
Statistikken for fangster i Varde Å taler sit eget klare sprog: At søge op i åsystemet er ifølge tallene en dårlig beslutning, for langt de fleste laks i Varde Å-systemet fanges på de nedre zoner. Mølby-Eg stykket står eksempelvis kun for 3% af den samlede fangst af laks i Varde Å. Den køber jeg dog ikke helt for en ting er tal – noget andet er fiskepres og derigennem påvirkning af sandsynlighed.
De gange jeg har fisket på Mølby-Eg strækkene ved Grindsted Å har jeg 8 gange ud af 10 fisket alene og ikke mødt andre fiskere. Det betyder altså, at disse stræk slet ikke fiskes nær så hårdt som de nedre, hvor jeg altid møder mange fiskere og aldrig har en tur, hvor jeg kan gå der helt selv. Det må alt andet lige påvirke fangststatistikkerne, at laksene på de nedre stræk præsenteres for langt flere fluer end længere oppe i systemet.
Jeg tror nærmere, at nøglen til succes på de øvre stræk handler om vandføring – de skal fiskes, når der er mere vand i åen.
Tre set-ups
Man kan som sagt nøjes med en enkelt stang, men jeg bruger alligevel tre forskellige setups, som, gør at jeg kan fiske forskellige stræk mere effektivt. Til de øverste stræk eller hvor åen kræver lidt mere lethed bruger jeg en LTS Explosive 10 fod klasse 6/7 med en RIO Dart WF 7 flyde/synke 3 (15,5 gram) eller en RIO Outbound short WF 6 Intermediate/synke 3 (16 gram). Desuden bruger jeg en Arcticsilver Zense 10 fod klasse 7 med RIO Outbound short WF 7 intermediate/synke 3 eller intermediate/synke 6 (17 gram) – samt en Scott T3H 10,6 fod klasse 4 med 6 m. skydehoved synke 3/4 (14 gram). 10 fod klasse 6 er mit allround setup ved åen. Det dækker de fleste situationer i de mindre vandløb. Når jeg kommer ud til de bredere dele af åen, så vælger jeg en 10 fod klasse 7. Hvis pladsen er trang eller jeg har brug for lidt mere længde på stangen, så vælger jeg min switchstang.
Med disse tre setups kan jeg klare alle de udfordringer, jeg kommer ud for langs åen. Men som sagt, et sæt klarer det også fint, og skulle jeg vælge bare et, så blev det 10 fod klasse 6, da dette setup klarer det meste.
Er åen bred på de ydre stræk er en let tohåndsstang i klasse 7 et godt valg under de fleste forhold. Stangens øgede længde giver dig mere kontrol over fluens drev på de bredere stræk af åen.
apr 13, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Sponsoreret
Uanset hvor og hvordan man fisker med flue, så er stangvalget af afgørende betydning – både for kastelængden, præsentationen samt selve nydelsen ved at stå og kaste. Vi har taget en snak med G. Loomis prostafferen Oliver Bernát fra København om sin indgangsvinkel til valget af fluestang.
AF JENS BURSELL
OLIVER BERNÁT har fisket flue hele sit liv og har altid gået meget op i at perfektionere sit fiskeri på alle fronter. – Første gang jeg stiftede bekendtskab med fiskeriet var på en havn i Portugal som fireårig, hvor jeg så nogle lokale stå og hive en masse fisk op på håndline. Og efter lidt plagen af min mor fik jeg en håndline, så jeg selv kunne prøve, hvilket ikke endte i de store fangster. Til gengæld blev jeg bidt af fiskeriet, og kort tid efter fik jeg min første fiskestang. Derfra blev det i løbet af få år til en fuldtidshobby, som bestemt ikke er aftaget i interesse, griner han.
Fluefisker siden teenageårene
– Fluefiskeriet prøvede jeg første gang i mine tidlige teenageår, men det fik ikke rigtig fat i mig første gang, da jeg ret hurtigt fik knækket min stang, fortsætter han. – Det andet forsøg på at komme i gang med fluefiskeriet var omkring år 2000, og der fik det hurtigt status som mit foretrukne fiskeri. Jeg elsker udfordringen samt de mange aspekter i fluefiskeriet. Specielt kastet og fluebindingen er noget, som jeg bruger meget tid på. Der er helt klart lettere måder at fange fisk på end med en fluestang, men det der direkte træk i linen, som hviler mellem fingrene, når en god fisk napper lidt i fluen – det er simpelthen uden sammenligning.
Hvad er de vigtigste egenskaber for en fluestang?
En lækker fluestang er en stor del af nydelsen ved at fiske med flue. Men – hvad er egentlig de vigtigste egenskaber en fluestang skal have? Her er Oliver ikke i tvivl: – Stangen skal have feeling! En god fluestang skal i bund og grund være en forlængelse af din arm samt give information tilbage til dig, så du har en god fornemmelse af, hvad din line og flue egentlig laver ude i den anden ende. Der er masser af stænger, som kan kaste langt, men hvis ikke du samtidig har føling med stangen, så hjælper det ikke til meget.
Oliver Bernát fisker en hel del på kysten. Denne flotte sydsvenske havørred huggede på en Cutthroat Kutling.
– Fluestangen skal selvfølgelig være letkastet og ikke mindst kunne håndtere en del forskellige liner, vindforhold samt diverse størrelser og vægte af fluer, understreger han. – Disse egenskaber på en fluestang kan typisk opnås af en dygtig designer, der forstår både kast og fiskeri. Jeg vil generelt helst have en stang med en relativ dyb aktion, men den skal være lavet i en hurtig kulfiber/tapering, så det ikke bliver en ”slaskepind”. Det er denne kombination, som giver den bedste balance mellem performance og fiskeglæde.
Valg af tohåndsfluestang
– Tohåndsstænger er et meget langt kapitel, da de enkelte vande, man fisker, ofte har meget stor indflydelse på hvilken type aktion, der er at foretrække, forklarer han. – De danske lakseåer byder typisk på mange udfordringer i form af både over- og underhåndskast, retningsskift, dårlig plads til D-loops, korte synke liner, tunge fluer og meget andet, som stiller ret store krav til stangen.
– En af de første ting, jeg lagde mærke til, da jeg testede de nye G. Loomis NRX+ og Asquith i Skjern, var hvor let, jeg pludselig havde ved at skifte retning selv med et dårligt anker – og så stadig få fluen til at lande præcis, hvor jeg ønskede det! Den stabilitet, der er i klingerne, gjorde en kæmpe forskel i, hvor effektivt jeg faktisk kastede og fiskede min flue under ret vanskelige forhold. Det er netop der, at stangvalget virkelig kan gøre en stor forskel.
– Til sidst er der det visuelle design, hvor det selvfølgelig er meget individuelt, hvad man bedst kan lide. Et tyndt håndtag er dog en ting, som jeg syntes er rigtig vigtigt, da det giver en bedre føling og kontrol med stangen.
Valg af fluestang til forskellige formål
– Der er jo stor forskel på, om stangen skal bruges til tørflue eller noget brutalt tropefiskeri, griner Oliver. – En ting, der dog er fælles for næsten alle stænger er, at de helst skal være hurtige. Dertil skal det nok lige forklares, at hvor hurtig en stang er, og hvor stiv den er – ikke er det samme. Hastighed kan opnås både ved hjælp af en bedre kulfiber samt den tapering klingen har. Man kan altså sagtens få en stang med en dyb, men stadig hurtig aktion. Stivheden styres typisk mere af materialemængden og selve taperingen.
– Til tørflue vil jeg næsten altid gå efter en ret dyb aktion med en rimelig blød spids for at opnå en delikat præsentation og for at beskytte tynde forfang. Stangen skal dog stadig være hurtig. Til fiskeri efter Giant Trevally vil jeg derimod have en noget stivere stang end til det meste andet. Det skyldtes, at der ofte ikke er meget tid til at lave blindkast, fordi flue og line skal kunne løftes af vandet samt placeres foran fisken igen uden mere end et eller to blindkast. Det er klart, at stangen skal have en lidt stivere klinge for at kunne håndtere den slags ekstreme forhold med store fluer og vandmodstand fra en stor linemængde på vandet – samt hurtige retningsskift.
Hvis du er til kystfluefiskeri, så har G. Loomis en række super lækre stænger, der passer perfekt til formålet.
Den perfekte kystfluestang
– Til vores hjemlige kystfiskeri er det nok mellemvejen, som jeg foretrækker, da vi bruger rigtig meget tid med linen i luften, pointerer han. – Der er jo ikke meget sjov ved at være mørbanket efter en halv dags fiskeri, fordi stangen stiller for store krav til kasteren, eller hvis der skal bruges for mange kræfter for at få en god distance på. Så da vi stort set kun bruger overhåndskast på kysten og næsten altid har god tid til af få ro på linen her, så er det helt klart komforten, jeg vægter højest her!
– I bund og grund skal man se på fluestørrelserne samt de vind- og vejrforhold man typisk render ind i ved det pågældende fiskeri. Her er det selvfølgelig ikke kun stangens aktion, men også klassen – eller skal vi sige linevægten – der spiller ind.
Derfor har Oliver valgt at fiske med G. Loomis
Når Oliver i dag er prostaffer for G.Loomis, så er et valg, han har truffet, fordi han mener at G.Loomis på flere punkter adskiller sig fra mange af de andre fluestænger på markedet:
– Loomis har siden 1982 altid været med til at flytte grænser – både med deres nye produkter og teknologi, fortæller Oliver. – Netop deres innovation har været med til at sætte nye standarder for performance-stænger, der stadig har masser af føling. Det er altså rigtige FISKE-stænger, der både kaster OG fisker fantastisk, hvilket er lige præcis det, som jeg forventer af high-end stænger!
– Deres mange års erfaring med stangdesign spiller selvfølgelig meget ind. Derudover er der jo selve teknologien, som kan gøre en stor forskel. Asquith er fx bygget med Shimano´s Spiral X teknologi, som giver en fantastisk stabilitet i klingen samtidig med, at den har en meget hurtig ”recovery”, hvor stangen retter sig hurtigere og falder til ro. Desuden har Spiral X en fantastisk tracking eller sidestabilitet, hvilket resulterer i et markant mindre energitab end i mange andre stænger. Det giver en større energioverførsel til linen og dermed længere kast uden større anstrengelser.
– NRX+ er dog uden Spiral X, men her har de mange års erfaring hos G. Loomis gjort det muligt at opnå mange af de samme fordele ved et noget mere avanceret ”Multi-Taper” design i kombination med deres Dynamic Recovery Technology. NRX+ taperingen er en hel historie i sig selv. Kort fortalt handler det om flere blødere og stivere sektioner, hvor de bløde skal gøre det lettere at spænde stangen op samt sikre en god præsentation, mens de stivere sektioner er til for at ”bære” de bløde sektioner samt opnå en god tracking. På den måde får man en behagelig high-performance stang, der har både føling og masser af power, slutter han.
Hvis du vil høre mere om G.Loomis stængerne er du velkommen til at kontakte Oliver Bernát på OliverGloomis@gmail.com eller via Instagram på @oliverb_fishing
—————————————————————————————————————————-
G. LOOMIS I DANMARK
Shimano Nordic, der forhandler G. Loomis stængerne i Danmark, vil i den kommende sæson føre disse stænger til de danske fluefiskere:
NRX+ LP(Light Presentation) i 4 modeller fra 8´3” #3 – 9´ #6
NRX+ i 10 modeller fra 9´ #4 til 10´ #8
NRX+ Salt i 7 modeller fra 9´ #7 til 9´ #12
Asquith i 9 modeller fra 9´ #4 til 9´ #12
IMX-PRO i 10 modeller fra 8´6” #4 til 10´ #8
Tohånds/Switch:
NRX+ i 3 switch og 4 tohånds modeller fra 11´ #6 til 13´3” #9
Asquith tohånds i 5 modeller fra 12´9” #6 til 15´ #10
IMX-Pro Short Spey i 5 modeller fra 11´11” #3 til 11´11” #7
Oliver Bernat med en flot midtnorsk laks taget på en Pattegris bundet på rør.
mar 25, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Claus Eriksens flue “Pattegrisen” er nok en af de mest kendte rejefluer, der er almindeligt kendt til kystfluefiskieri efter havørred.
Vandet langs de danske kyster er stadig præget af nattefrosten, men med forårets komme begynder livet i vandet langsomt at røre på sig, og det sammen gør fiskene. I programmet Fisk! på Radio4 giver havørredlegenden Claus Eriksen tips og tricks til at overliste de sultne forårsørreder med fluestangen.
AF THEODOR LANGSTON, FTOT: JENS BURSELL OG THEODOR LANGSTON
Havørrederne står gerne helt inde på lavt vand, og det gør de særligt i det tidlige forår. Når solen kommer frem, varmes det lave vand hurtigt op, og dét sætter gang i fødeemnerne samt trækker havørrederne helt kystnært.
Vandet behøver ikke være dybere end til knæene, før det kan holde fisk. En god regel er ifølge Claus Eriksen, at kan en svane nå bunden efter føde, så er det den perfekte dybde til forårsfiskeriet. Vær heller ikke bange for at fiske på områder med lav vegetation. Der skal ikke meget bundvegetation til, før havørrederne lusker rundt på tangloppejagt.
”Fremad march!”
– Selvom havørrederne langsomt begynder at sprede sig langs kysten, som vandtemperaturen stiger, holder de stadig til i flokke, siger Claus. – Vær derfor opsøgende i dit fiskeri. Fluefiskere har en særlig tendens til at stå stille, men der skal kilometer i benene, hvis fiskene skal findes. At du som nybegynder kun kaster 15 meter med din flue, skal ikke holde dig tilbage fra en tur i vandet. Det er alt rigeligt, til at nå forårets havørreder, der kan stå få meter fra dig. Bevæg dig derfor også forsigtigt frem.
Claus Eriksen i sit rette element med fluestangen efter havørred ved kysten.
Fluevalg til kystens havørred
Rejer- og tangloppefluer er gode valg til forårsfiskeriet. Men hvorfor ikke sætte en rejeflue med lidt farve på, for at fange fiskens opmærksomhed? Claus Eriksen fisker ofte med rejefluer til det opsøgende fiskeri. Er der fisk, skal de nok tage den, uanset om rejerne er dukket op langs kysterne endnu. Rådet lyder; ”er du i tvivl, så sæt en reje på!”
Udstyr til kystfluefiskeri efter havørred
– Skal du ud at investere i fluegrej, så brug pengene på stangen og linene og spar på hjulet, lyder det fra Claus. – Med en hurtig og lidt stiv klasse 6 stang er du godt dækket ind til de fleste forhold på kysten. Til forårsfiskeriet på det lave vand er flydelinen det eneste rigtige valg. Flere steder står tangbuskene op af vandet og så er det med at holde linene i toppen af vandet. Det samme gælder fluen. Vær ikke bange for at vælge en flue med lidt skum på, der går lige under overfladen. Havørreden skal nok falde for fristelsen.
I afsnittet Havørred – Fluefiskerens drengedrøm i Radio4-programmet Fisk! kan du høre havørredlegenden Claus Eriksen give flere tips til forårets fluefiskeri efter havørreder. Hør også hvorfor Claus har svært ved at få nye fiskekammerater.
Programmet kan findes på Radio4’s podcastside eller dér hvor du normalt finder podcast.
Fuld fart på optagelserne til Radio4 programmet Fisk! med Claus Eriksen (tv) og Theodor Langston (th ).
mar 13, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer
En smuk maj-laks som efter hård fight genudsættes i Mørrums. Pool 3.
Den 27 marts går det traditionelle startskud til laksepremieren ved Mørrumåen i svenske Blekinge. Peter Siedentopp fisker den kendte å hvert forår, og glæder sig lige meget hver gang. Hvis du skulle være i tvivl om hvorfor – så får du svaret her. Læs mere og bliv inspireret til din egen tur til laksedrømmenes å, som havde en rekord høj opgang sidste år.
AF PETER SIEDENTOPP
Forventningsfuld står jeg ventende på perron 2. Klar til at stå på toget i Esbjerg, for at tage toget til storlaksen i Mørrum. Jeg skal være i vogn 14, plads 18 på lyntoget til København. Med skifte. Derefter mod Blekinge i Sverige.
Rygsækken med fiskegrejet skubbes ind under sædet, stængerne placeres op langs ruden. Da toget sætter i gang venter 8 timer og 25 minutters togtur på tværs af Jylland over Fyn og Sjælland. Derefter endnu en bro over Øresund og sidst op langs vestkysten i Sverige. Den sidste standsning er ved trinbrættet på Mørrum Station. Forude venter fire dages fiskeri efter laks.
Da jeg sidder i toget, kigger jeg, om der skulle være et ubrugt eksemplar af ”Ud og Se”. Jeg finder et blad og bladrer frem. Der er artikler om rejser til Østrig, om et gammelt lokomotiv og ”Spørgsmål fra den rejsende”, men det fanger mig ikke.
– Tankerne flyver, har jeg ikke glemt? Jeg tager rygsækken og åbner fluekassen. Puh-ha, de er med. Bananfluerne. I farverne gul, orange, brun og oliven. Bundet i de mørke vinteraftner med sirlige tynde tråde, hår-vinger og junglecock. Fjer som pynt. I kassen er også de skærpede trekroge – str. 8 – klar til brutalt at blive hugget ind i kæften på laksen. Jeg mærker med neglen på spidsen af krogen. Jo, de er filet til. De griber fint i neglen. Klar. Mens jeg nu har tasken fremme, kan jeg da lige binde et par forfang til fluefiskeriet. Monofile liner i forskellige tykkelser bindes sammen. Først 0.50mm – så 0.45mm – 0,40mm. Sammenlagt ca. 150 cm. Knuderne efterprøves med hårde træk.
Aldrig helt klar til laksen
En lystfisker er aldrig helt klar. Uanset om der er 50 fluer i æsken, burde der være 53. Der er altid noget, der lige skal ændres eller tilføjes.
Inden jeg ser mig om, kører vi på den gamle Lillebæltsbro. Jeg læner mig tilbage i sædet, lukker øjnene og tænker på Mørrumsåen. Det er kun et år siden jeg var der sidst. Det føles som en evighed, for maj måned i Mørrum er højdepunktet. Man ankommer, man fisker, man bliver træt, man kører hjem – og allerede inden man når Øresundsbroen, har man mest af alt lyst til at vende om.
Jeg har skåret lidt ned. Dengang – i gamle dage – var jeg i Mørrum flere gange om året sammen med Michael. Han fisker ikke mere. Nu er det golf, der er hans sport. Tænk, at slå til en bold for så at gå hen til den. Bare for at slå til den igen, for til sidst at potte imod et lille hul. Birdie, Bogey og Cut. Nej, det er ikke mig.
Mørrums Pool 4, når den er smukkest.
Lakselekture i toget
Jeg tager bogen ”Laks” frem. Bogen skrevet af en af de helt store legender – Jan Grünwald. Han beskriver et livslangt kærlighedsforhold til laksefiskeriet. Laks i Norge og laks i Island. Men man fornemmer klart i hans bog, at Mørrumslaksen er hjerteblodet. Også for ham.
Der er fantastiske billeder fra en tid, hvor fotos blev eksponeret på filmstrimler. Han fortæller super dramatisk og meget intenst om fighten af storlaks i pool 8. Lige nedenfor ”Nakken”. På billederne, der er let kornede, ses fangeren samt et par andre lystfiskere som tilskuere. For mig er disse billeder og beskrivelser mere kunst, end en GoPro-redigeret film i superkvalitet er. Jeg er sgu ved at blive gammel.
I bogen er Mørrumsåens pools minutiøst beskrevet. Ja, ”Nakken” kender alle, der har været i Mørrum. Lige opstrøms ligger pool 8. Her kan man ved aftenstide, når solen står lavt, med polaroid solbrillerne spotte laksen stå to-tre meter opstrøms det lille fald.
Laksefighten i Pool 8
Her i pool 8 kan jeg huske en fight. Jeg kendte ikke manden. En laks tog hans flue, lige under højspændingen. Straks den var kroget, sprang laksen højt ud af vandet. Fiskens blanke skæl glimtede i lyset fra solen. Da laksen landende i åen og halen, som en motorskrue, fik fat, farede fisken nedstrøms gennem ”Nakkens” fald. Med linen rundt om de skarpe sten, der klæder vandoverfladen, var chancerne for en sikker landing minimale. Linen tog utvivlsomt skade. Den store fisk, anslået 10-12 kilo, var i sit rette element, og her lod den sig ikke styre i den kraftige strøm. ”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” Lød det lettere desperat fra fiskeren, hvis navn jeg aldrig fik. Ingen af fightens tilskuere nåede at svare, før laksen igen sprang fri af vandet. Den slog med sin store krop, og fluen flåedes ud af kæften på den. Linen blev slap. Fra nu af var sceneriet i slowmotion. Lystfiskeren faldt slapt ned på knæ, som havde han fået et knytnæveslag. Han smed fiskestangen og bandede. ”Fanden også..”. Dækkede ansigtet med hænderne. Den store mand græmmedes. Han havde lige mistet ”sin” laks. Efter et par minutter samlede han kasketten op, tog – uden et ord – sin stang og gik op fra åen mod vejen. Han blev slået. Laksen vandt.
På vej mod målet
– Odense – næste gang Odense. Toget gør et lille holdt. – Vi skal sammenkobles med andre vogne, lyder det. Lyden af den metalliske stemme i højtaleren river mig ud af min tanke. Jeg retter mig op og kigger ud ad vinduet.
De nye passagerer kommer ind. En skøn blanding af unge og ældre. En ung mand sætter sig over for mig, kigger på bogen i min hånd, men siger intet. Jeg læser ikke. Bladrer. Er det ikke det, man gør i fiskebøger. Bladrer.
Afsnittet om fluemønstre fanger mig. Hvad fiskede ”den gamle” laks med? Jo, den kender jeg. Og den der har jeg da med. Og jo, kongen over alle laksefluer i Mørrum. ”Uldsokken” i utallige varianter. Uldsokken. En uanseelig flue med mange – rigtig mange – store laks på samvittigheden. En lidt lang flue, sort krop, 3 hackler af brun hanenakke og en rød tvistet hale. Det er det. Sådan laver man laksefluernes svar på en Mercedes. God, stabil og sikkerheden selv!
Den unge mand overfor spørger, om jeg skal på fisketur. En fiskebog åbner altid for en samtale. – Ja! jeg skal en lille tur til Mørrum i Sverige, svarer jeg. – Bare det var mig, siger han prompte. Tydeligt interesseret. – Min far har fortalt om det. Jeg selv fisker mest i søer og lidt på kysten.
En samtale er i gang. Igen en af gevinsterne ved at være lystfisker. Vi er en loge, men en loge, på den gode måde. Jeg fortæller ham, at jeg tager toget denne gang, så kan jeg slappe af hele turen. Bladre lidt og tænke. Jeg har lejet mig ind privat deroppe, og de har nok også en cykel, jeg kan låne. Alle de gode steder for mig deroppe, er inden for cykelafstand.
Den friske unge er interesseret. – Min far har fisket deroppe flere gange, og han har lovet vi skal derop. Er det stadig godt deroppe?, spørger han. – Det har nok aldrig været bedre, påstår jeg tørt.
Samtalen går lystigt, selvom aldersforskellen vel nok er 35-40 år. Den unge mand skal af i Nyborg. Han henvender sig til mig igen. – Jeg kræver af min far, at vi skal derop til næste år. I maj, slutter han. En ny Mørrumsfisker er født.
Turen over Sjælland går hurtigt. Præcis som køreplanen foreskriver, kører vi ind på Københavns Hovedbanegård. Der er 25 minutters pause, inden Kystbanetoget kører de sidste ca. 200 km. Så er det op i banegårdshallen for at købe en sandwich.
Inde i hallen møder jeg en af mine gamle venner. Ja, faktisk lige under uret. Allan. Verden er lille, og skal man møde nogen, ja, så er banegårdshallen åbenbart stedet. Vi udveksler et par sætninger, hvor jeg lidt beklagende må sige, at mit tog kører om lidt. Jeg skal til Mørrum. Vi ses. Tilbage står Allan, og ved rulletrappen kan jeg se, han står der endnu. Jeg læser hans tanker. Skøre lystfisker!
Knap to timer mere og jeg er i Mørrum.
I Laksens Hus er der også museum og en stor grejbutik.
Vel ankommet til Mørrum
Kommer man med bil, mødes man, efter afkørslen fra E20, af de hvide skilte. Et af dem med blå skrift og tegninger af blå laks. Velkommen til Mørrum. I toget er det bare stemmen. ”Næste stop Mørrum. Udstigning til højre.”
Da jeg står af toget, rammes jeg af lugten. Den lugt som alle forbinder med Mørrum. Cellulose. Eller måske rettere kogt grantræ. Kun 10 minutters gang fra stationen står jeg og kigger ud over Pool 4, der er en af verdens mest kendte fiskepools. Datoen er den 18. maj. Vejret er lunt, og træerne langs åen er begyndende grønne. Jeg har været her 100 gange. Men uanset hvad, så må jeg hive lidt efter vejret.
Mørrum – mit – Mørrum. Og som en gestus viser en laks sig lige foran stenen på modsatte side. Tre sekunder efter fisken har brudt overfladen, er der igen blankt vand, som om intet var hændt. En enkelt fluefisker står ved svinget. Han bøvler med linen, og uden at jeg egentlig ville det, hører jeg min mund sige ”klovn”. Var det mon konkurrencegenet, der viste sig?
En perfekt aften i Mørrum
Jeg har en aftale med Fiskekontoret om, at mine fiskekort er i det aflåste dueslag. Lågen åbnes med den tilsendte kode. Jeg går op gennem promenaden. Luften er mild. Det er tydeligt, at de få fiskere, der er langs de fire kendte pools, slapper af før skumringens hektiske fiskeri. Laks viser sig og hilser velkommen. Særligt for enden af Pool 2, og lidt ind i de dybe render i Pool 3 er fiskene aktive. Erfaringen siger mig, det bliver en af de aftner. En af de aftner, hvor fisken vil trække. Hele scenen er som en opera. Alt er tilrettelagt og præcist. Forventeligt og alligevel fuldstændig uforudsigeligt.
Sikkert er det, at én fisk senere vil starte forestillingen. Den vil gå først, og de andre vil drypvis følge efter. Scenen for fiskeriet er sat. Det er nu, scenen vil blive til. Der vil komme nye fisk i disse ikoniske pools. De gamle fisk på standpladserne vil afvise de nye. Høje spring og indbyrdes jagt vil skabe uro. Det er her lystfiskeren har sin chance med en velplaceret flue. Uanset om det er med fluestangen eller den specielle Mørrum metode – spinfluen – så er det nu, for laksen er hugvillig og irriteret. Dette ”skuespil” er en stor gave for beskueren. Og for mig er det livet.
Den længe ventede start
Uha, der er stadig et par timer til fisken vil opføre ”operaen”. Jeg har tid nok, men laksefeberen gør mig urolig. Urolig på en god måde. Jeg skal nå og nå og nå. Det er stressende. Tænk, jeg har prøvet det hundredvis af gange. Alligevel giver det nøjagtig samme følelse, som allerførste gang.
Koden til boksen i dueslaget passede. Jeg har nu mine kort, og hytten, jeg har lejet, er klar. Jo, der var en gammel damecykel udenfor. Jeg er i himlen – jeg er i Mørrum. Fire dage med laksefiskeri er foran mig. Laksefiskeri, nørdet snak, kedelig hjemmelavet mad, hvor det eneste formål er overlevelse. Og så ellers turene langs dette smukke, og nu i maj -smukkeste, natur med Mørrumsåen som hovedrolle indehaver.
I aften. I aften vil jeg stå med fiskestangen, og jeg vil fiske med den gule bananflue. Eller er det for lyst til den? Så bliver det nok den olivengrønne.
Jeg vil stå på min plads. Sammen med venner fra nær og fjern. Og intet vil kunne erstatte dette. Fire dage ved Mørrumsåen. Uden en eneste tanke på andet end laks. Og fiskegrej. Tak. Tak er et meget fattigt ord, for sådanne oplevelser.
Tag til Mørrum
Du kan finde alle relevante oplysninger om laksefiskeriet ved Mørrumsåen på på Mørrums udmærkede hjemmeside: www.morrum.com. Her kan bookes fiskekort, Du kan også finde henvisninger til overnatningssteder. God tur.
mar 8, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Fluefiske verdenen mistede en af sine helt store profiler den 30. december 2018, da takkede den 82 årige Charlie Hezekiah Smith af for denne gang. Charlie som var født og opvokset på Bahamas, var en legendarisk fiskeguide, innovator, entertainer, og betegnede sig selv som den uofficielle stamfar til bonefiskeri på Bahamas. Og så er han selvfølgelig evigt forbundet med den ikoniske bonefish flue Crazy Charlie.
AF SØREN BLOK HONORE
CHARLIE BLEV FØDT den 13. marts 1936 på Grand Cayo en lille ø på Bahamas. Og sådan et sted, helt omkranset af krystalklart vand, er det naturligt at han allerede som 7 årig, kastede sig ud i lystfiskeriet mange glæder sammen med sin far. Som 13 årig kom han til Gran Bahamas Island, hvor han arbejdede på en amerikansk militær base, og i de næste fem år, skiftede han mellem flere jobs, indtil han som 18 årig blev chef på den lokale bar Lighthouse Club på øen Andros. Når han ikke underholdt med calypso musik i baren på sin banjo, brugte han al sin fritid på sin helt store hobby, nemlig fluefiskeri efter bonefish. Det var også i denne periode han fangede en bonefish på 18 eller 19 pound, alt efter hvem der fortæller historien. Det havde helt sikkert været en verdensrekord, men tiden var anderledes dengang, måske på grund af Charlies hudfarve, landede fisken på familiens middagsbord.
Charlie bliver en berømt fluefisker
Historien spredte sig dog lynhurtigt, og lagde yderlige et par alen til Charlies voksende berømmelse. Kendte personer, politikere og ledende industrifolk insisterede på Charlies guidning, når de besøgte den lokale klub på Bahamas for at fiske efter bonefish. Den store interesse gjorde at Charlie i 1968 kunne åbne sin egen fiskelodge på Bahamas største ø Andros. Charlies Haven hed lodgen, som som var den første lodge ejet af en indfødt bahamianer. Desværre brændte den i 1983, men kun få år efter overtog Charlie en anden lodge Bang Bang Club.
Bonefishfluen Crazy Charlie
Mange besøgende på Charlies lodge
Under Charlies ledelse blev stedet tilholdssted for for flere og flere kendte personer, der udover at fiske bonefish, også gik på andejagt. Gangsteren Al Capone var i en periode ”udstationeret” her, men også så prominente lystfiskere som George H.W.Bush, Benny Goodman, Jack Hemmingway, Dag Hammarskjôld, samt en lang liste af tidens mest anerkendte fluefiskere blev gennem årene guidet af Charlie.
Alderen kan ingen dog løbe fra, og den havde stille og roligt indhentet Charlie, og hans tid som guide var overstået. Så for en del år siden, overtog tre af Charlies mange sønner lodgen Bang Bang. Charlie kunne så nyde sit otium, mens han hengav sig til sin drøm om at skabe en skole, hvor unge bahamians kunne lære om øernes naturlige ressourcer. Her kunne de også arbejde som guider og opsynsmænd med økoturisme – samt ikke mindst, lære at fiske med flue og andre former for fiskeri.
Charlie var dog aktiv til det sidste, og sin interesse for kvinder mistede han aldrig. Han havde gennem årene, ind imellem fiskeriet fået 15 sønner og 9 døtre, og da han stillede sine vadestøvler for evigt, havde han 66 børnebørn og 15 oldebørn. Det er hvad der sker, når man kun har fisk, musik og mad i hovedet var hans kommentar. Man må sige, at Charlie har sat sig nogle dybe spor – og ikke kun ud i kunsten at fange bonefish på flue.
Historien om fluen Crazy Charlie
Crazy Charlie er en flue til fiskeri i saltvand efter bonefish og permit. Men der er stærkt delte meninger om, hvornår den blev taget i brug første gang. Charlie Smith havde allerede i 1960 været guide for Canadas Premiere minister Pierre Trudeau, og aftenen før turen genkaldte han et minde fra sin barndom, hvor hans far havde sat en andefjer på en krog, og fanget bonefish på den. Så aftenen inden ministeren skulle på fisketur, bandt Charlie en del fluer med kyllingefjer på krogen, og døbte den Charlie. 17 år efter i 1977 besøgte Bob Nauheim, der var indehaver af et rejsebureau for sportsfiskere, Charlie Smith på en af sine mange ture til Bahamas. Sammen finpudsede de den lille flue med kuglekæde øjne, som de døbte “Nasty Charlie”.
Tilbage i San Francisco tog Nauheim den lille “Nasty Charlie” med til ejeren af Orvis, Leigh Perkins, som populariserede den og satte den i produktion, samt lagde den i firmaets katalog. Perkins kunne dog ikke lide navnet “Nasty Charlie” og med Charlie Smiths tilladelse, døbte han fluen Crazy Charlie. Crazy Charlie er i dag nok den mest populære flue til fiskeri efter bonefish, permit og andre fisk på the flats.
Variant over Crazy Charlie fluen
mar 5, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Når det drejer sig om havørred, skal man som Chris Gregers Halling ikke glemme at lytte til sin sjette sans.
Kender du det, når du bare ved, at det er lige nu, du skal smide alt, hvad du har i hænderne for at komme ud at fiske? Og det kan kun gå for langsomt. Her får du historien om en af de dage, som man altid håber på, men yderst sjældent oplever.
AF CHRIS GREGERS HALLING
Jeg ikke om der findes en sjette sans, men jeg ved, at jeg arbejdede på fuld skrue til klokken 02:30 sidste nat. Formålet var at være godt med, så jeg kunne tage på fisketur torsdag eftermiddag. Jeg gik i seng lidt før 03:00, hvorefter jeg havde møde med “vores” tredje største kunde klokken 08:00. Og møde med vores næststørste kunde klokken 09:30 – samt møde med produktionen i Indien 11:00. Og så var der også lige de e-mails, der tikkede ind som sekundviseren på et ur. Men – jeg ville fiske denne eftermiddag. Jeg VILLE! Jeg ved ikke hvorfor, men det var det, som stemmen i hovedet sagde til mig. Og pludselig lå der kun fem mails i indbakken. De var ikke vigtige og kunne udsættes til i morgen. Som var jeg ude af kontrol, blev grejet smidt i bilen lidt før 14:00. Og som ude af kontrol fandt Fyns hurtigste Renault Kadjar frem til en parkeringsplads ved noget vand. Ude af kontrol syntes det hele at være, for jeg styrede ikke dette øjeblik. Min hjerne fortalte mig instinktivt, at det var nu – LIGE NU….. at jeg skulle fiske.
En fæl og urimelig kold nordenvind føg over det valgte stræk. Det var væsentligt koldere og mere blæsende, end jeg havde forestillet mig i indkørslen derhjemme. Men hjernen sagde FISK til kroppen, så det gik den i gang med. Snart kom jeg til et sted, hvor sporadiske tangpletter blev til massiv mørk tætbevokset bund. Vandet var ikke dybt her. Måske blot til midt på lårene, men bunden skiftede tydeligt karakter.
En skærpet tro på den helt store havørred
Der var noget særligt og uforklarligt ved denne plads. Noget der skærpede fokus og tro. Fluen landede små 10 meter ude i det kompakte mørke bælte, og indtagningen begyndte. På intet tidspunkt havde jeg forventet, hvad der nu skulle ske inden for de næste 10 træk i linen. Måske den uforklarlige sjette sans vidste det allerede i går, siden det var den, som havde drevet mig herud i isnende nordenvind. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der nu skete det, som man som lystfisker ALTID drømmer om, men ALDRIG er forberedt på.
En Polar Magnus landede på vandets overflade i et mørkt og kompakt tangbælte. En voksen havørred havde den sidste times tid jaget hundestejler i netop dette bælte. Den så øjeblikkeligt det potentielle fødeemne, og svømmede langsomt samt interesseret imod det. Fluen lignede ikke de hundestejler, som den havde jagtet den sidste times tid, men der var noget underligt dragende over dette nye væsen i vandet. Lysende pink foran og en nuance af blålig krop. Fisken speedede op, da det underlige væsen flyttede sig i små hurtige ryk. Kunne den spises?
Vinteren har været kold, så et nemt og hurtigt fødeemne måtte ikke undslippe. Havørreden fornemmede, at den var opdaget, da det pink og lysende blålige væsen skød afsted væk fra den i to hurtige ryk. Den måtte slå til nu, hvis den skulle komme i godt huld inden foråret. Den slog tre hurtige slag med den store hale og inhalerede det lille fremmede væsen. Man ville ikke blive 73 centimeter lang, hvis man lod potentielle fødeemner slippe med skrækken.
Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.
Storørreden hugger
Endelig kom monsterhugget, og da jeg spændte stangen op til fisken, rejste en anseelig hale sig over vandspejlet. Fluestangen var spændt på en måde, som indikerer alt andet end de normale 45 centimeters havørreder, der normalt er herude. Jeg mærkede øjeblikkeligt, at dette ikke var en normal fisk, for der var noget helt andet for enden af linen her. – Kan du se hvad jeg sagde? – spurgte min sjette sans mig, som stod den nærmest personificeret ved siden af mig. Dette var øjeblikket. Det øjeblik man utallige gange har forestillet sig, men som sker så ufattelig sjældent. Og alt går som regel helt anderledes, end i drømmen i hovedet på de mange kystture, hvor dagdrømmen finder sted.
Jeg vidste nu, at denne fisk var god. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre nu. Det har jeg nemlig læst om mange gange. Problemet var, at ingen havde fortalt denne store havørred, hvordan den skulle opføre sig under sådan en fight. Den plaskede voldsomt i overfladen. Det er ikke noget, som jeg bryder mig om, så jeg slækker på presset. De næste 7 – 8 minutter stod jeg blot med stram line til fisken, mens dens fra tid til anden lavede korte udfald og dunkede kraftigt i grejet.
Det er ikke ofte, at en havørred får mine ben til at ryste længere, men her stod jeg nu som et andet epilepsi offer. Seriøst! Man drømmer om den her fight hver eneste dag. Når det så sker, så reagerer kroppen helt anderledes, end i alle de drømme man havde. Overblikket man havde i drømmene erstattes af panik. Coolness bliver til nervøsitet. Overlegenhed erstattes af en følelse, hvor alt er ude af kontrol. Man har ikke lyst til at miste sådan en fisk, så jeg lod stang og fisk gøre arbejdet. Ville fisken væk, så fik den lov. Når den slappede af, så lagde jeg en lille bitte pres på den.
Endelig kommer havørreden i nettet
Den isnende nordenvind var som sunket i jorden, da fisken for første gang kom ind til linekurvens kant. Det samme var almindelig vejrtrækning og normal puls. Men det var ikke tiden endnu, skønt denne fight havde taget længere tid end vanligt. Jeg følte fisken i håndfladen, men det kunne den tydeligvis ikke lide, og i skumsprøjt samt plaskeri som tilførte mit ansigt det endnu vinterkolde vand, skød fisken atter udad. Jeg er ret sikker på, at jeg på dette tidspunkt bad en sagte bøn, til magter jeg end ikke tror på.
Andet forsøg så bedre ud. Fisken var nu træt og lod sig stille bugsere ind over håndfladen. Stangen blev placeret under armhulen, og den nu anden frie hånd tog et fast greb om haleroden på fisken. Hold kæft hvor var det rart, at trække vejret igen efter 4 minutters pause. Det kan virke underligt, at komme med fagter og glædesudbrud, når man nu står helt alene et øde sted…… Men det skete. Fisketuren var slut. For hvilken mening giver det, at fange det antal grønlændere vi ikke længere nævner bagefter sådan en fisk? Dem gemmer jeg til en dag, hvor det er dem, der skaber glæde på dagen.
73 centimeter havørred kunne nu placeres i bilen. – Kan du se, hvad jeg sagde, gentog min sjette sans. Men nej. Jeg kunne ikke se det. For jeg ved ikke om sådanne sanser overhovedet findes. Men – det jeg helt sikkert ved er, at jeg virkelig gerne ville fiske denne eftermiddag. Og den beslutning traf jeg allerede i går. Eller gjorde jeg? Måske der er noget om det med 6te sanser alligevel? I fish, therefore I am.
Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.
feb 21, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Der findes masser af fluer, der imiterer hundestejler eller fiskeyngel. Nogle er gode efterligninger, mens andre er mere fantasifulde eller ’impressionistiske’. Begge typer fanger fisk – men de mønstre, som har indbygget liv, vil nu engang altid fiske bedst. Fluen Crazy Ivan er et godt bud på en flue med masser af liv og et specielt bevægelsesmønster.
AF BJØRN BIEDENWEG
CRAZY IVAN er med sin levende og uforudsigelige gang som skabt til vinterfiskeriet. De ofte sløve havørreder, der har et nedsat stofskifte, skal til tider ”vækkes” med farverige og levende fluer. Den originale udgave er en efterligning af en hundestejle holdt i naturlige farver. Men – binder du Crazy Ivan i fluo pink eller hvid, så får du en aldeles giftig vinterflue, der kan danse Polka med Sølvtøjet!
Ønsker du at fiske fluen en etage dybere, kan den forsynes med ekstra tungstensbelastning under hovedet eller med et tungstens conehead. Skal den oprindelige gang bibeholdes, kan man fint vælge at fiske med et synkende polyleader-forfang. Så – lad fluestikket blive rødglødende, find de lange underhylere frem og tag kampen op med de blanke overspringere!
Når Crazy Ivan-punkfluen er bundet upside-down, er det ikke for at undgå bundhug. For bundhug får man sjældent på kysten. Nej – det handler om, at fluen er mindre stabil, når den trækkes gennem vandet med krogspidsen opad. Så får den nemlig et ret højt tyngdepunkt og har derfor tendens til at kæntre. Særligt i pauserne, hvor den dykker som en jig, lægger den sig på siden og skejer ud til samme side. Nogle gange vakler den til højre, andre gange til venstre. Fluens let slentrende gang og ikke helt forudsigelige bevægelsesmønster gør, at den skiller sig ud og virker interessant.
Crazy Ivan – Havørredfluen med den russiske forbindelse
Navnet ”Crazy Ivan” fandt jeg på efter at have set den amerikanske action-thriller ”Jagten på Røde Oktober”. I filmen benytter besætningen om bord på en sovjetisk atomubåd en særlig taktik kaldet ”Crazy Ivan”, når de mistænker, at ubåden bliver forfulgt af en fjendtlig ubåd. Taktikken går ud på, at ubåden fra tid til anden drejer skarpt til en af siderne og stopper motoren, hvorefter der lyttes efter tegn på en forfølgende angrebsubåd. Også Crazy Ivan-fluen slår under indtagningen små slag bort fra den udstukne kurs, og synet af en ”mini-ubåd” med den adfærd kan være lige det, der får en forfølgende havørred til at angribe!
Bind Crazy Ivan fluen med marabou
Marabou er et fremragende materiale til kystfluer. Binder man en flue med en lang vinge af marabou, vil materialet blive klemt sammen, når man trækker i linen, hvilket giver fluen en åleslank figur. Omvendt – i pauserne ”puster” marabou-vingen sig op, så fluen ændrer silhuet, og denne vekselvirkning giver et lækkert pulserende liv i fluen.
Ideen med brugen af marabou i Crazy Ivan er dog en anden, nemlig at skabe en livagtig flue, der ikke ændrer facon under indtagningen. Derfor indbindes marabou-vingen som en ”punkvinge”, det vil sige som en række små og ganske korte vinger, der stikker op fra fluekroppen. Marabou-vingerne ”smelter” på den måde sammen med dubbingen som en del af fluens krop. Resultatet er, en flue, der nærmest simrer af liv.
Valget af marabou er vigtigt. Til denne flue dur kun den korte og kraftige såkaldte Wooly Bugger Marabou, som er kraftig med ensartet længde af fibrene. Dermed kan man binde korte punkvinger, der hverken ændrer fluens silhuet eller vikler sig omkring krogen under kastet. Fluens falske muddlerhoved laves ved at spinde hår fra polarræv i en dubbingløkke, vinde det omkring krogskaftet og siden klippe hårene i facon, så der dannes et lille, tæt hoved. Til slut farves muddlerhovedet med vandfast tusch.
Variationer er der gode muligheder for. Crazy Ivan er med sine hvide og olivengrønne farver en fin hundestejle-imitation. Binder man også en brunlig version, har man en god kutling-imitation. Om vinteren kan en helt hvid eller en pink særudgave være på sin plads – og en helsort udgave med kraftigt hoved og et sæt gummiben er en god skumringsflue.
Sådan binder du kystfluen Crazy Ivan:
- Sæt krogen i stikket på almindelig vis med krogspidsen nedad og belast den med blyfri tråd forrest på krogskaftet. Sørg for at holde de forreste 3 mm af krogskaftet fri. Belastningen langt fremme på krogen får fluen til at dykke med hovedet først under stop i indtagningen.
2. Bind et bundt 1,5-2 cm langt hvid marabou ind som den nederste del af halen.
3. Vend krogen, så spidsen peger opad. Bind der på et lidt kraftigere og længere, cirka 2-2,5 cm, bundt olivengrøn marabou ind som overhale. Pres marabouen ned, og bind den fast med halvdelen på hver side af krogbøjningen. Det kan være en fordel at tage krogen ud af stikket og holde den mellem fingrene, mens man forsigtigt sikrer halen med tråden – eventuelt fugtes roden på marabou-bundtet lidt med fingrene.
4. Kroppen laves ved skiftevis at tørne dubbing og indbinde små punkvinger af marabou, så de stritter op fra krogskaftet. De enkelte dubbing-sektioner skal blot være 2-3 mm brede. Det sikrer, at marabou-vingerne ligger tæt op ad hinanden. Fluen skal i alt have 5-6 punkvinger. Hver punkvinge består af først et bundt hvid og dernæst et bundt olivengrøn marabou. Marabou-bundterne skal være rimeligt store, men korte – højst 1,5 cm lange. Den sidste punkvinge indbindes ovenpå den første del af belastningen og må gerne være lidt længere end de foregående.
5. Fluens gæller laves af to bundter orange Fluoro Fibre eller antrongarn indbundet på hver side af fluen. De klippes ned til en længde af 4-5 mm.
6. Til hovedet bruges hvide hår fra polarræv. Lav først en dubbingløkke. Fordel dernæst små bundter polarræv i en hårklemme. Hårene skal ikke ligge for tæt. Hårene placeres i dubbingløkken og spindes, hvorefter de tørnes om krogskaftet.
7. Klip hårene forsigtig ned for at danne et lille og tæt hoved. Til natfiskeri kan man lave en flue med et noget større, sort hoved.
8. Hovedet dekoreres med vandfaste tusser i farverne grøn, oliven, brun og sort. Hovedet skal som resten af kroppen være hvidt forneden og oliven-brunt foroven.
Artiklen blev oprindeligt bragt i Fisk & Fri 1/2019
