En smuk maj-laks som efter hård fight genudsættes i Mørrums. Pool 3.

Den 27 marts går det traditionelle startskud til laksepremieren ved Mørrumåen i svenske Blekinge. Peter Siedentopp fisker den kendte å hvert forår, og glæder sig lige meget hver gang. Hvis du skulle være i tvivl om hvorfor – så får du svaret her. Læs mere og bliv inspireret til din egen tur til laksedrømmenes å, som havde en rekord høj opgang sidste år.

AF PETER SIEDENTOPP

 

Forventningsfuld står jeg ventende på perron 2. Klar til at stå på toget i Esbjerg, for at tage toget til storlaksen i Mørrum. Jeg skal være i vogn 14, plads 18 på lyntoget til København. Med skifte. Derefter mod Blekinge i Sverige.

Rygsækken med fiskegrejet skubbes ind under sædet, stængerne placeres op langs ruden. Da toget sætter i gang venter 8 timer og 25 minutters togtur på tværs af Jylland over Fyn og Sjælland. Derefter endnu en bro over Øresund og sidst op langs vestkysten i Sverige. Den sidste standsning er ved trinbrættet på Mørrum Station. Forude venter fire dages fiskeri efter laks.

Da jeg sidder i toget, kigger jeg, om der skulle være et ubrugt eksemplar af ”Ud og Se”. Jeg finder et blad og bladrer frem. Der er artikler om rejser til Østrig, om et gammelt lokomotiv og ”Spørgsmål fra den rejsende”, men det fanger mig ikke.

 – Tankerne flyver, har jeg ikke glemt? Jeg tager rygsækken og åbner fluekassen. Puh-ha, de er med. Bananfluerne. I farverne gul, orange, brun og oliven. Bundet i de mørke vinteraftner med sirlige tynde tråde, hår-vinger og junglecock. Fjer som pynt. I kassen er også de skærpede trekroge – str. 8 – klar til brutalt at blive hugget ind i kæften på laksen. Jeg mærker med neglen på spidsen af krogen. Jo, de er filet til. De griber fint i neglen. Klar. Mens jeg nu har tasken fremme, kan jeg da lige binde et par forfang til fluefiskeriet. Monofile liner i forskellige tykkelser bindes sammen. Først 0.50mm – så 0.45mm – 0,40mm. Sammenlagt ca. 150 cm. Knuderne efterprøves med hårde træk.

Aldrig helt klar til laksen

En lystfisker er aldrig helt klar. Uanset om der er 50 fluer i æsken, burde der være 53. Der er altid noget, der lige skal ændres eller tilføjes.

Inden jeg ser mig om, kører vi på den gamle Lillebæltsbro. Jeg læner mig tilbage i sædet, lukker øjnene og tænker på Mørrumsåen. Det er kun et år siden jeg var der sidst. Det føles som en evighed, for maj måned i Mørrum er højdepunktet. Man ankommer, man fisker, man bliver træt, man kører hjem – og allerede inden man når Øresundsbroen, har man mest af alt lyst til at vende om.

Jeg har skåret lidt ned. Dengang – i gamle dage – var jeg i Mørrum flere gange om året sammen med Michael. Han fisker ikke mere. Nu er det golf, der er hans sport. Tænk, at slå til en bold for så at gå hen til den. Bare for at slå til den igen, for til sidst at potte imod et lille hul. Birdie, Bogey og Cut. Nej, det er ikke mig.

 

Lakselekture i toget

Jeg tager bogen ”Laks” frem. Bogen skrevet af en af de helt store legender – Jan Grünwald. Han beskriver et livslangt kærlighedsforhold til laksefiskeriet. Laks i Norge og laks i Island. Men man fornemmer klart i hans bog, at Mørrumslaksen er hjerteblodet. Også for ham.

Der er fantastiske billeder fra en tid, hvor fotos blev eksponeret på filmstrimler. Han fortæller super dramatisk og meget intenst om fighten af storlaks i pool 8. Lige nedenfor ”Nakken”. På billederne, der er let kornede, ses fangeren samt et par andre lystfiskere som tilskuere. For mig er disse billeder og beskrivelser mere kunst, end en GoPro-redigeret film i superkvalitet er. Jeg er sgu ved at blive gammel.

I bogen er Mørrumsåens pools minutiøst beskrevet. Ja, ”Nakken” kender alle, der har været i Mørrum. Lige opstrøms ligger pool 8. Her kan man ved aftenstide, når solen står lavt, med polaroid solbrillerne spotte laksen stå to-tre meter opstrøms det lille fald.

Laksefighten i Pool 8

Her i pool 8 kan jeg huske en fight. Jeg kendte ikke manden. En laks tog hans flue, lige under højspændingen. Straks den var kroget, sprang laksen højt ud af vandet. Fiskens blanke skæl glimtede i lyset fra solen. Da laksen landende i åen og halen, som en motorskrue, fik fat, farede fisken nedstrøms gennem ”Nakkens” fald. Med linen rundt om de skarpe sten, der klæder vandoverfladen, var chancerne for en sikker landing minimale. Linen tog utvivlsomt skade. Den store fisk, anslået 10-12 kilo, var i sit rette element, og her lod den sig ikke styre i den kraftige strøm. ”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?” Lød det lettere desperat fra fiskeren, hvis navn jeg aldrig fik. Ingen af fightens tilskuere nåede at svare, før laksen igen sprang fri af vandet. Den slog med sin store krop, og fluen flåedes ud af kæften på den. Linen blev slap. Fra nu af var sceneriet i slowmotion. Lystfiskeren faldt slapt ned på knæ, som havde han fået et knytnæveslag. Han smed fiskestangen og bandede. ”Fanden også..”. Dækkede ansigtet med hænderne. Den store mand græmmedes. Han havde lige mistet ”sin” laks. Efter et par minutter samlede han kasketten op, tog – uden et ord – sin stang og gik op fra åen mod vejen. Han blev slået. Laksen vandt.

 

 

På vej mod målet

– Odense – næste gang Odense. Toget gør et lille holdt. – Vi skal sammenkobles med andre vogne, lyder det. Lyden af den metalliske stemme i højtaleren river mig ud af min tanke. Jeg retter mig op og kigger ud ad vinduet.

De nye passagerer kommer ind. En skøn blanding af unge og ældre. En ung mand sætter sig over for mig, kigger på bogen i min hånd, men siger intet. Jeg læser ikke. Bladrer. Er det ikke det, man gør i fiskebøger. Bladrer.

Afsnittet om fluemønstre fanger mig. Hvad fiskede ”den gamle” laks med? Jo, den kender jeg. Og den der har jeg da med. Og jo, kongen over alle laksefluer i Mørrum. ”Uldsokken” i utallige varianter. Uldsokken. En uanseelig flue med mange – rigtig mange – store laks på samvittigheden. En lidt lang flue, sort krop, 3 hackler af brun hanenakke og en rød tvistet hale. Det er det. Sådan laver man laksefluernes svar på en Mercedes. God, stabil og sikkerheden selv!

Den unge mand overfor spørger, om jeg skal på fisketur. En fiskebog åbner altid for en samtale. – Ja! jeg skal en lille tur til Mørrum i Sverige, svarer jeg. – Bare det var mig, siger han prompte. Tydeligt interesseret. – Min far har fortalt om det. Jeg selv fisker mest i søer og lidt på kysten.

En samtale er i gang. Igen en af gevinsterne ved at være lystfisker. Vi er en loge, men en loge, på den gode måde. Jeg fortæller ham, at jeg tager toget denne gang, så kan jeg slappe af hele turen. Bladre lidt og tænke. Jeg har lejet mig ind privat deroppe, og de har nok også en cykel, jeg kan låne. Alle de gode steder for mig deroppe, er inden for cykelafstand.

Den friske unge er interesseret. – Min far har fisket deroppe flere gange, og han har lovet vi skal derop. Er det stadig godt deroppe?, spørger han. – Det har nok aldrig været bedre, påstår jeg tørt.

Samtalen går lystigt, selvom aldersforskellen vel nok er 35-40 år. Den unge mand skal af i Nyborg. Han henvender sig til mig igen. – Jeg kræver af min far, at vi skal derop til næste år. I maj, slutter han. En ny Mørrumsfisker er født.

Turen over Sjælland går hurtigt. Præcis som køreplanen foreskriver, kører vi ind på Københavns Hovedbanegård. Der er 25 minutters pause, inden Kystbanetoget kører de sidste ca. 200 km. Så er det op i banegårdshallen for at købe en sandwich.

Inde i hallen møder jeg en af mine gamle venner. Ja, faktisk lige under uret. Allan. Verden er lille, og skal man møde nogen, ja, så er banegårdshallen åbenbart stedet. Vi udveksler et par sætninger, hvor jeg lidt beklagende må sige, at mit tog kører om lidt. Jeg skal til Mørrum. Vi ses. Tilbage står Allan, og ved rulletrappen kan jeg se, han står der endnu. Jeg læser hans tanker. Skøre lystfisker!

Knap to timer mere og jeg er i Mørrum.

 

 

 

 

 

 

 

Vel ankommet til Mørrum

Kommer man med bil, mødes man, efter afkørslen fra E20, af de hvide skilte. Et af dem med blå skrift og tegninger af blå laks. Velkommen til Mørrum. I toget er det bare stemmen. ”Næste stop Mørrum. Udstigning til højre.”

Da jeg står af toget, rammes jeg af lugten. Den lugt som alle forbinder med Mørrum. Cellulose. Eller måske rettere kogt grantræ. Kun 10 minutters gang fra stationen står jeg og kigger ud over Pool 4, der er en af verdens mest kendte fiskepools. Datoen er den 18. maj. Vejret er lunt, og træerne langs åen er begyndende grønne. Jeg har været her 100 gange. Men uanset hvad, så må jeg hive lidt efter vejret.

Mørrum – mit – Mørrum. Og som en gestus viser en laks sig lige foran stenen på modsatte side. Tre sekunder efter fisken har brudt overfladen, er der igen blankt vand, som om intet var hændt. En enkelt fluefisker står ved svinget. Han bøvler med linen, og uden at jeg egentlig ville det, hører jeg min mund sige ”klovn”. Var det mon konkurrencegenet, der viste sig?

En perfekt aften i Mørrum

Jeg har en aftale med Fiskekontoret om, at mine fiskekort er i det aflåste dueslag. Lågen åbnes med den tilsendte kode. Jeg går op gennem promenaden. Luften er mild. Det er tydeligt, at de få fiskere, der er langs de fire kendte pools, slapper af før skumringens hektiske fiskeri. Laks viser sig og hilser velkommen. Særligt for enden af Pool 2, og lidt ind i de dybe render i Pool 3 er fiskene aktive. Erfaringen siger mig, det bliver en af de aftner. En af de aftner, hvor fisken vil trække. Hele scenen er som en opera. Alt er tilrettelagt og præcist. Forventeligt og alligevel fuldstændig uforudsigeligt.

Sikkert er det, at én fisk senere vil starte forestillingen. Den vil gå først, og de andre vil drypvis følge efter. Scenen for fiskeriet er sat. Det er nu, scenen vil blive til. Der vil komme nye fisk i disse ikoniske pools. De gamle fisk på standpladserne vil afvise de nye. Høje spring og indbyrdes jagt vil skabe uro. Det er her lystfiskeren har sin chance med en velplaceret flue. Uanset om det er med fluestangen eller den specielle Mørrum metode – spinfluen – så er det nu, for laksen er hugvillig og irriteret. Dette ”skuespil” er en stor gave for beskueren. Og for mig er det livet.

Den længe ventede start

Uha, der er stadig et par timer til fisken vil opføre ”operaen”. Jeg har tid nok, men laksefeberen gør mig urolig. Urolig på en god måde. Jeg skal nå og nå og nå. Det er stressende. Tænk, jeg har prøvet det hundredvis af gange. Alligevel giver det nøjagtig samme følelse, som allerførste gang.

Koden til boksen i dueslaget passede. Jeg har nu mine kort, og hytten, jeg har lejet, er klar. Jo, der var en gammel damecykel udenfor. Jeg er i himlen – jeg er i Mørrum. Fire dage med laksefiskeri er foran mig. Laksefiskeri, nørdet snak, kedelig hjemmelavet mad, hvor det eneste formål er overlevelse. Og så ellers turene langs dette smukke, og nu i maj -smukkeste, natur med Mørrumsåen som hovedrolle indehaver.

I aften. I aften vil jeg stå med fiskestangen, og jeg vil fiske med den gule bananflue. Eller er det for lyst til den? Så bliver det nok den olivengrønne.

Jeg vil stå på min plads. Sammen med venner fra nær og fjern. Og intet vil kunne erstatte dette. Fire dage ved Mørrumsåen. Uden en eneste tanke på andet end laks. Og fiskegrej. Tak. Tak er et meget fattigt ord, for sådanne oplevelser.

Tag til Mørrum

Du kan finde alle relevante oplysninger om laksefiskeriet ved Mørrumsåen på på Mørrums udmærkede hjemmeside: www.morrum.com. Her kan bookes fiskekort, Du kan også finde henvisninger til overnatningssteder. God tur.