maj 18, 2020 | Nyheder
– For at få lidt afveksling i de meget ens coronadage tog jeg den 15. maj til Storåen, for at få noget frisk luft og måske være heldig at overliste en laks, fortæller Michael Aagaard Jensen. – Dagen begyndte, mens solen stadig stod meget lavt – og på de øvre stræk af HOFs fiskevand, blev det første kast med en tung synkeline lagt ud over vandet. Her fiskede jeg med to kammerater det meste af formiddagen uden resultat. Vi besluttede at prøve længere nedstrøms. Efter frokost var det imidlertid blæst meget op, og jeg besluttede at lade fluestangen blive i bilen og tog i stedet spinnestangen. En gul og sølv FC-spinner blev bundet på.
– Vi gik nedstrøms og startede fiskeriet, fortsætter han. – Efter ti minutter kom jeg til et interessant sted. På modsatte bred havde strømmen blotlagt en masse store sten og grus. Det måtte betyde, at der her også lå godt med sten og grus på bunden. Muligvis havde en laks taget ophold netop her. Første kast gav ikke resultat. I andet kast mærkede jeg to bump. Først troede jeg, at det var stenene på bunden. Så kom et større bump, og jeg gav tilslag. Men linen blev slap. Det ændrede sig dog kort efter. Et voldsomt rusk afslørede, at det ikke var bunden.
– I første omgang fulgte fisken pænt med, men holdt sig i dybet. Da den kom nærmere, vendte den resolut og gik hurtigt opstrøms. Bølgen den pressede op afslørede, at der var tale om en større fisk. Jeg famlede med mobiltelefon for at tilkalde en af mine fiskekammerater. Fisken besluttede, at den ville ind under det eneste piletræ på strækket. På trods af, at jeg strammede bremsen, så meget jeg turde, havde laksen fast kurs mod grenene og friheden. I sidste øjeblik ombestemte den sig dog, og gik lige så hurtigt nedstrøms. Efter flere adrenalinpumpende minutter ankom min fiskekammerat. Fisken viste sig nu for første gang, og det gjorde ikke, at hjertet slog langsommere. Fisken var helt sikkert på den rigtige side af 10 kilo. Nogle spændte minutter senere kom fisken i nettet. Målebåndet viste 104 centimeter og vægten stoppede ved 12 kilo rent. Efter et par hurtige billeder kunne fisken atter vende hjem.
Foto: Richard Mayrick
maj 13, 2020 | Nyheder
Den 12. maj var ved at være sidste udkald , hvis en kvote laks af de store skulle med hjem, fortæller Thomas Bundgaard Christensen. – Valget fandt på åens ydre stræk ved Nørre Vosborg. Fiskepresset er nemlig mindre her, og området holder ofte nye friske fisk.
Et setup med et lille 8 grams glideflåd, 3 gram belastning og et flourocarbon forfang med cirkelkrog og 2-3 store orm bliver metodevalget til en blæsende dag.
– I udgangen af et 90 graders sving blev taklet sendt opstrøms – og næsten med det samme efter flåddet er landet, indikerer det et heftigt hug. Jeg giver øjeblikkeligt et nedstrøms tilslag, og laksen er kroget i saksen. 30 minutter senere og efter en tur i åen, for jeg har glemt nettet, kommer en smuk blank 100 centimeters laks på land. Den fine laks vejer 9,3 kilo. En smuk og frisk fisk med lus.
maj 10, 2020 | Nyheder
– Mig og min onkel var taget til Storåen lørdag d. 9 maj for 7. gang i år, i jagten på forårslaksen, fortæller Andreas Holm Andersen. – På en af de tidligere ture mistede jeg to laks inden for en time, så jeg håbede på, at den næste blev hængende.
– Vi startede på en af de gode pladser, hvor vi før har fået laks her om foråret. Her fiskede vi stykket stille og roligt igennem med ekstra koncentration på de pladser, hvor vi ved, at der plejer at stå fisk. Da jeg nåede til den sidste plads lige opstrøms et stemmeværk, kastede jeg fluen til modsatte bred. Da min flue havde landet, så jeg at jeg stod ovenpå min skydeline nede i mudderet. Så jeg begyndte at vaske mudderet af min skydeline, og lige da jeg begyndte at fiske fluen aktivt igen, var den svunget lige over midten.
– Da jeg lavede det første lille nyk i fluen, blev stangen blev nærmest rykket ud af hånden på mig. Herefter blev det lidt hektisk, da fisken begyndte at tage udløb ned mod stemmeværket. Switchstangen blev presset til det maksimale, og det lykkedes at få fisken vendt. Herefter gik den stille og roligt nede foran med enkelte små udløb til modsatte brink. Efter 10 minutters fight gled den stille roligt ind over netrammen i første forsøg, og der lød et højt jubelråb. Fisken blev målt til 87 centimeter og vejede 6 kilo, slutter han.
maj 3, 2020 | Nyheder
– Min gode ven Daniel, havde lovet mig en tur til storeåen, fortæller Jimmy Storm. – Laksefiskeriet er en helt ny verden for mig, så havde ikke de vilde forventninger om at fange fisk på min debut-tur. Men jeg så frem til en tur med fed natur og så ellers bare, masser af laksesnak.
– Efter et par timer ved åen, er jeg så heldig at se en af de lokale lande en smuk laks omkring de 90 cm, fortsætter han. – På daværende tidspunkt er det kun en lille aborre på 15 cm, der har nappet lidt i ormen, som vi fisker på bunden. Efter noget tid ved åen beslutter Daniel, at vi skal prøve en ny plads. Denne gang kører vi helt ud, hvor kragerne vender, og naturen er super fed.
– Da vi er fremme på pladsen, hilser vi på et par flinke gutter som også er ude og jagte laks. Da vi er færdige med at snakke, går vi mod åen. Ude i horisonten kan jeg se et par lækre sving, som virkeligt lugter af fisk. Men jeg kan til gengæld også se fire andre fiskere stå i svinget, så beslutter at prøve lige efter svinget. Det første kast ligger perfekt ved modsatte brink, og jeg har virkelig troen på det. Desværre sker der ikke noget.
– Kastet efter ligger i midten af åen, og denne gang er der noget, der napper til min orm, og jeg er ret sikker på, at det er en aborre igen. Jeg prøver igen at kaste til det, som jeg er ret sikker på er aborren. Denne gang kommer huggene igen samme sted, men nu er det et par voldsomme hug, som jeg tænker sagtens kan være laks. Da jeg 8 – 10 sekunder efter løfter stangen, tror jeg, at jeg sidder i bunden. Men så begynder bunden at røre på sig, og jeg råber fisk til Daniel.
– Daniel kommer med det samme løbene og siger, at det er laks. Til mit held er gutterne fra bilen på vej op til os. Den ene er udstyret med et net, som de låner os. Efter mit livs fedeste kamp på cirka 25 minutter kan Daniel nette laksen på 110 cm og 12 kilo. Jeg tror aldrig, at jeg har råbt så højt af glæde før, og kommer nok aldrig til at gøre det igen. Det er en så fantastisk oplevelse, at jeg mangler ord. Jeg er bare så taknemmelig over, at Daniel præsenterede mig for laksefiskeriet, og at gutterne fra bilen kom med nettet, lige som jeg havde mest brug for det. Nu ved jeg hvad laksefeber betyder!
Har du selv været ude og svinge kæppen, så lad os høre om du har fanget noget stort på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 29, 2020 | Nyheder
– Efter at have givet den fuld gas de første to dage af premieren i Storåen – uden held – men med håbet om en blank intakt, så var der dømt weekend, beretter Niels Ulrich Sørensen til Fisk & Fri. – Arbejdet ventede igen mandag nat, meeen der var jo måske heller ikke så presset ved åen mere…hmmm… Derfor stillede jeg vækkeuret til kl. 06.00 mandag morgen, men vågnede en halv time før og var klar.
– Afsted til åen det gik, og skal da lige love for, at jeg blev vækket, for i første kast var der flex, fortsætter han. – Det er jo sådan noget, man drømmer om, der sker, men det blev hurtigt hverdag igen, da jeg mistede den efter 15 sekunder. Men – så var jeg da helt vågen.
– Der skulle dog heller ikke gå mere end 20 minutter efter dette, og så var der fast fisk! Jeg fiskede hen over en god standplads som den første denne tidlige morgen. Det lykkedes mig at få kastet helt tæt på modsatte bred, og efter få omdrejninger på hjulet mærker jeg et voldsomt hug… et af de slags, hvor man slet ikke er i tvivl. Straks starter tankerne: Er den kroget ordentligt? Hvad med de nedhængende grene lidt opstrøms? Er der nogle, som kan hjælpe med landingen og hvor kan den landes osv.
– Jeg får en lille smule ro på, da Per kommer til undsætning, og vi nyder bare fighten, der byder på heftige udløb i rigelige mængder, og især de nedhængende grene lidt opstrøms giver ekstra spænding. Det hele slutter i et forløsende jubelbrøl efter cirka 10 minutter, og vi kan konstatere, at der ligger en fantastisk laks foran os på 102 centimeter og en vægt på 10,2 kilo. Jeg skal da lige love for, at det var godt at ramme opladeren kl. 07.00 den efterfølgende morgen, træt, men også fyldt af glæde over den fede oplevelse ved åen. Tak for hjælpen til Per, og tak til de frivillige kræfter der har gjort en fantastisk indsats igennem mange år, som har gjort laksefiskeri i verdensklasse muligt her i Danmark, slutter Niels. Knæk og bræk derude.
Har du selv haft succes ved fiskevandet, så glem ikke at sende os en beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 17, 2020 | Nyheder
Laksefiskeriet kører derudaf i de vestjyske åer, og en af dem, der har haft et godt fiskeri, er Senja Furbo:
– Efter en fantastisk præmiere, hvor min mand Frederik havde æren af en flot laks, var mine abstinenser ikke blevet mindre den 17 april, fortæller hun. – Så klokken seks var jeg atter på pladsen, hvor vi startede med at se en fisk fri af vandet. Så er vi ligesom i gang! Klokken cirka 6.30 krogede Frederik endnu en laks og i det øjeblik, var jeg næsten klar på en skilsmisse…
– Det måtte være den lykkehat han havde på, så den skulle jeg selvfølgelig låne af Frederik, fortsætter hun. – På med hatten og afsted – og heldigvis virkede “lykkehatten” også for mig, da jeg omkring middagstid kunne lande en smuk laks på 88 cm og 6.8 kg fyldt med lus, der endnu havde haler. Som altid leverer storåen igen – og vi har haft nogle fantastiske dage ved åen i godt selskab og med noget utroligt flot vejr, slutter hun.
Har du også været ved åen for at fange en laks, så skynd dig at sende en fangstrapport og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 16, 2020 | Nyheder
På trods af, at klokken kun er 8.45, er der allerede fanget godt med fine laks rundt omkring i de vestvendte åer, hvor der er premiere i dag. Især i Storåen har vi set en del fine fisk, der har været oppe at bide i græsset. En af dem, der har haft succes her til morgen er Jesper Kaarup Johansen, som til daglig arbejder for Normark.
– Jeg havde blot fisket en halv time på Fårefolden mellem Holstebro og Bur med min hjemmebundne gul-brune flue, da jeg fik hug, idet jeg stripper ind langs med min egen siden af åen, fortæller han. – Til at starte med går den stille og roligt, men så tager fanden pludselig ved laksen, som tager et godt udløb på 20-25 meter opstrøms. Til alt held får jeg vendt fisken, som kommer tilbage, hvor den danser lidt frem og tilbage lige foran mig, indtil ham, der går bag mig, kommer til undsætning med sit net og lander den. Meget pudsigt så landede jeg en fisk på samme sted for samme mand til premieren sidste år, hvor han stod med et net, der var alt for lille. Min premierelaks var 100 centimeter og cirka 9 kilo, slutter Jesper sin dugfriske beretning fra laksepremieren ved Storåen.
Har du selv fået en premiere laks, så send os en beretning og et godt foto, som gerne må være vandret, til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
dec 21, 2012 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer
Fisk & Fri’s rundrejse til landets dygtige fluebindere er denne gang endt i Holstebro hos Kim Sørensen, som her giver sit bud på en god flue til efterårets havørred- og laksefiskeri i de jyske åer
Af Lars Chr. Bentsen
(mere…)
dec 19, 2012 | Åfiskeri, Artikler, LAKS, Lakseåer
Efter utallige nedtællinger på Facebook, nybundne fluer og skærpede trekroge – uden modhager … oprandt en længe ventet 16. april 2012 – endelig. Rapporterne er væltet ind – hvilket én time inden deadline kulminerede med den største danske fluelaks nogensinde på 20,4 gode danske kilo fra Skjern Å.
Af Lars Chr. Bentsen
(mere…)