feb 12, 2025 | Nyheder
Thierry Du Brail har gjort det godt på det sidste med hele tre østdanske blankfisk over 70 cm på ganske kort tid. De to første har vi for nylig skrevet om på fiskogfri.dk. Her får du historien om den tredje, som blev taget på Møn:
– Klokken 06.45 stod jeg klar på kysten med den flotte klint tårnende højt over mig. At det er vinter, gør fiskeriet til en både fascinerende og kompliceret oplevelse, hvor vejret spiller en afgørende rolle. Minusgrader giver ikke kun mindre behagelige forhold, men kan også påvirke fiskens adfærd. De mange skred fra 2023 har gjort, at vandet ofte er stærkt farvet af kalken, så fiskene har tendens til at trække sig tilbage, hvis vandet er højt.
– Selv i disse udfordrende forhold finder jeg dog som regel muligheder. Det at tilpasse sig den aktuelle vejrsituation er altid lærerigt – og en mulighed for at forny sin tilgang samt tage udfordringen op. På stranden besluttede jeg mig for at fiske den venstre side af bugten og kaste mit lille 15 grams sort/røde knivblink parallelt med stranden. Men tre timers fiskeri fordelt på to kilometer gav desværre nul fisk.
– Undervejs skiftede jeg blink to gange, og nu sad der en lille hjemlavet wobler i sort med gul på bugen – men uden succes. Mine fingre var efterhånden helt følelsesløse af kulde, så jeg satte min rygsæk ned og spiste en god sandwich, hvorefter den stod på lidt mørk chokolade og the. Heldigvis var jeg stadig varm om tæerne – og det er vigtigt.
– Det var blæst lidt op, og små bølger ridsede ovefladen. Noget måtte ske, så jeg skiftede til noget lidt utraditionelt på kysten – nemlig en rød gul kondomspinner, som man normalt bruger i åen til laksefiskeri. De andre fiskere jeg gik forbi, de grinede lidt af mig, men jeg fortsatte mit fiskeri med den 24 gram tunge spinner. Den skulle nok larme godt i vandet… 30 minutter senere – efter et spinstop, gav det pludselig et hårdt ryk, idet en rigtig god fisk tog min agn. Havørreden lagde ud med et voldsomt udløb, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig – WAUUUUWWW……………
– Jeg fiskede på et stykke med ret ren bund, så den store havørred fik bare lov at lave flere udløb – og der var rigtig god flex på min Sportex klinge. Fighten mindede mig meget om den anden fine havørred på fine 75 cm, som jeg fik for seks dage sidsen. Hjulet sang ved hvert eneste lange udløb, så jeg var snart sikker på, at det var en rigtig god fisk. Efter ti minutters fight og tre landingsforsøg – kunne jeg lade den blanke overspring glide over mit net. WAUUUUUWWW. Den var totalt blank, og hurtigt kunne jeg måle den 3,8 kilo tunge fisk til 73 cm. Jeg har været utrolig heldig på det sidste. Det er min tredje overspringer over 70 cm på blot fem fisketure – hvoraf to var nulture.
– Jeg satte mig på stranden, nød en protein bar og kiggede på den fine vinter havørred. Uanset om det er vinter eller sommer, så er det umuligt ikke at blive grebet af de fantastiske stunder, der kan opleves langs den smukke danske kyst, slutter han..
Læs om Thierrys forrige store blankfisk på kysten her.
Tjek den første af de tre store blankfisk Thierry fik her.
feb 10, 2025 | Nyheder
– Forleden var jeg tidligt ude på den sjællandske østkyst, fortæller Thierry Du Brail. – Det var ikke lette forhold med 6 m/s pålandsvind fra øst-sydøst, men jeg tog udfordringen op efter efter den tykke blankfisk på 74 cm, som jeg fangede for nogle dage siden.
– Omfavnet af den bidende kulde, mens bølgerne slog hård mod kysten, stod jeg klar med varmt tøj på med min WS7 merino halsedisse over ørerne. – Det bliver ikke nemt i dag, tænkte jeg med den iskolde havluft i mine lunger. Jeg kunne næsten allerede mærke adrenalinet pumpe. Udstyret var i orden, og blinket var nøje udvalgt til at lokke selv de mest kræsne havørreder – troede jeg da, for det kan være lidt af en udfordring at fiske efter havørred om vinteren. Vandtemperaturen falder, og fiskene bliver mere passive, men bølgerne skulle nok får havørrederne i gang.
– Min jagt på en blank 80 cm+ fisk var ikke bare et mål, men en passion. I hvert kast kan det være den, der hugger næste gang, og hvert et ryk i linen får hjertet til at banke hurtigere. Efter nogle timers fiskeri i grumset vand og bølger, havde jeg kun dog fået en enkelt havørred på 45cm, som smuttede hurtigt tilbage .
– Ved frokosttid holdt jeg en pause, tændte for min varmevest – samt fik en banan, to protein barrer og lidt kold thé. Jeg kiggede i min boks, men mine bedste 5-6 wobler og blink havde ikke fået nogen interesse fra havørrederne. Det skal være måske være en 28 gr D360 Distance fra Westin, hvor maling og lak var skrællet helt af. Ja hvorfor ikke?
– Jeg kastede parallelt med nogle store sten på over to meter dybt vand ikke en gang 20 meter ude. Efter tre omdrejning på hjulet, fik jeg et så voldsomt hug, at hjulet sang helt vildt, og kurven på min trofaste Sportex stang signalerede ikke bare god fisk, men også stor fisk. Jeg holdt den stærke havørred hårdt; den skulle ikke få lov til at skære min 0,11 fletline på en sten. Fisken tog udløb efter udløb og hjulet sang. Den blev bare ved.
– Bølgerne skubbede godt til mig. Jeg pressede lidt mere, mens fisken gik rundt på bunden fem meter fra mig. Jeg blev ved til den kom op i overfladen, og jeg fik nettet under den i det først forsøg – YES!!! Det her var belønningen for en masse kolde timer. Når man står der med den flotte, blanke overspringer, så er alt besværet glemt. Fiskeriet er mere end bare fiskeri; det er at skabe oplevelser, der vil leve videre i minderne. Odds’ var ikke til min side, men det lykkedes alligevel at lande to store overspringere med få dages mellemrum.
– Den flotte blankfisk var 75 cm og 3,9 kg, slutter Thierry. Læs om den sidste havørred han fangede her.
Har du selv fanget en flot fisk, så send gerne 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36
jan 3, 2024 | Nyheder
– Jeg valgte at bruge min tid på kysten d. 1 januar, da der ingen tømmermænd var, fortæller Martin Bukowski. – Jeg startede dagen på en plads i fjorden, der kastede en enkelt grønlænder af sig. Men da pladsen ikke var særlig aktiv, besluttede jeg mig for at rykke ud til et område på den åbne kyst, der 14 dage forinden havde kastet et flot stykke sølvtøj af sig på 58 cm.
– Det skulle vise sig at være god beslutning. Der gik nemlig ikke mange minutter, før jeg mærkede en fisk, der viste interesse for min kystwobler. Et par kast skulle der til, og så huggede den. Jeg tror ikke, den var klar over, at den var kroget til at starte med. Først da den var 10 meter fra mig, stak den af, men jeg fik et syn af den i bølgen og kunne se, at det var en større fisk.
– Fisken tog flere udløb og virkede ikke til at blive træt med det første. Hver gang jeg fik fisken tættere på, fik den fornyede kræfter og trak afsted igen. Det første forsøg på at nette den mislykkedes desværre, og den valgte at stikke af igen ved at springe forbi nettet. Efter nogle minutters tovtrækkeri lykkedes det dog endelig at lande den – en 71 centimeters overspringer på årets første dag. En bedre start på det nye år findes næppe. Må det fortsætte sådan! Godt nytår, slutter han.
Få det fulde overblik over hvordan du fiskeri efter kystørred med spin, flue og bombarda i bogen “Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).
dec 2, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Med tanke på alle de tusindvis af kast, som man ofte tager på kysten, uden at der sker det store, er der ikke noget federe, end når blinket bliver taget et splitsekund efter agnen har ramt vandet. Og hvis det så oven i købet er en stor, blank havørred, som er for enden af linen, bliver det næppe særligt meget bedre. Præcis denne fantastiske følelse oplevede Jack Schultz fra Team Daiwa her i formiddags.
– Drømmescenariet skete klokken 10.30 i dag, da mit blink – ”Den Stive Long Cast” – landede cirka 40 meter ude, fortæller han. – Fiskene huggede vitterlig i selve nedslaget, og stangen bukkede sammen blot et sekund efter. Det var en helt vanvittig og samtidig fantastisk oplevelse. Havørreden målte 65 centimeter, og vægten stoppede ved 3,2 kilo. Grejet går jeg ikke på kompromis med: Stangen var min Daiwa Luvias 5-25 gram på 9 fod monteret med et Caldia 2500 med 0,10 mm Daiwa Morethan fletline, slutter han.
Har du selv fået en god fisk, så send meget gerne din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36. Skriv 10-15 linjer – og dit foto må meget gerne være vandret.

Jack går ikke på kompromis med grejet: Stangen var en Daiwa Luvias 5-25 gram på 9 fod monteret med et Caldia 2500 med 0,10 mm Daiwa Morethan fletline.
dec 16, 2022 | Nyheder
Når den første frost for alvor har sat ind, er det traditionen tro tid til de helt store overspringere. Vi har samlet en række links til gode artikler fra Fisk & Fris store on-line artikelarkiv, der kan hjælpe dig tættere på drømmefisken:
HAVØRRED: TRE SIKRE VINTER-KYSTFLUER – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
HAVØRRED: VINTER PÅ KYSTEN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
KYSTØRRED PÅ FLUE OM VINTEREN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
VINTERSØLV I ØSTERSØEN – Fisk & Fri (fiskogfri.dk),
En hot flue i en kold tid – Fisk & Fri (fiskogfri.dk),
Havørredkliken ser sølv – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
God læselyst samt held & lykke med at gå op opdagelse i fiskogfri.dk´s store artikelarkiv.
jan 12, 2022 | Nyheder
Hvad siger du til at vinde den ultimative kyststang – Westin W10 Spin? Det er meget simpelt. Alt hvad du skal gøre er at fange en lynende blank 5 kilos overspringer på en Westin agn, og tilmelde den konkurrencen. De første fem blanke femkilos havørreder, som overholder disse meget simple kriterier, vinder alle den ikoniske kyststang, som allerede har kultstatus – til en værdi af 7499 kr.
Konkurrencen løber fra nu og indtil den 31. maj 2022, så det er bare med at komme ud og fiske. Som dokumentation sender du et godt foto af dig selv med fisken samt et nærfoto af havørreden med den Westin agn, som den blev fanget på. Tag også et foto af fisken, hvor den ligger på jorden med et målebånd – eller andet, hvormed fiskens længde tydeligt kan bedømmes. Fisken kan ikke deltage i andre konkurrencer. Send venligst tilmelding til konkurrencen til os før du evt lægger den på Facebook eller Instagram. Farvede- og nedfaldsfisk tæller ikke med i konkurrencen.
Send straks efter fangsten disse fotos samt en god røverhistorie om fisken på mindst 10-15 linjer til jb@fiskogfri.dk, så er du med i konkurrencen. Husk at skrive dit fulde navn, adresse, e-mail og telefon nummer i mailen nederst, så vi kan få fat på dig, hvis du ender med at blive en af konkurrencens vindere.
Vinderne af Westins Kyst Cup offentliggøres løbende på fiskogfri.dk. Vi ser frem til at høre mere om dine fangster af solide, blanke havørreder på Westin agn!
Du kan frit vælge imellem de tre modeller af W10 Spin som du kan se her.
Tjek Westins video om W10 Spin her.
Læs Fisk & Fris anmeldelse af Westin W10 Spin her.

Præmien i dette års Westin Kystcup er en Westin W10 til de første fem, der får en femkilos blank havørred i perioden januar til udgangen af maj 2022

Westin W10 er mindst lige så unik at se på, som den er at fiske med!

Westin W10

dec 20, 2021 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har en tradition, som går ud på, at jeg i min juleferie prøver jeg at få en af de flotte juleoverspringere, fortæller Mads Brinkløv Kentov. Denne tradition har lykkes for mig de seneste år med nogle flotte fisk.
– I år startede jeg ud med første tur på min første dag i ferien, som var her lørdag den 18 december. Jeg startede dagen meget tidligt med at tage nissehuen på, og overbeviste mig selv i spejlet om, at det var den der skulle til. Jeg kørte tidligt for at være på spottet, inden solen stod op.
– Da jeg kom frem til det rev, hvor jeg skulle fiske, var der en anden fisker på pletten. Jeg måtte derfor finde på noget andet og bevægede mig langt op af kysten, til et andet hotspot. Solen stod op og jeg fangede fire fisk i mindre størrelser. Det var faktisk en okay morgen. Jeg gik tilbage mod bilen efter at havet snakket med en kammerat, som også var ude og fiske, og jeg besluttede mig for skifte plads over til dem.
– På vej tilbage gik jeg forbi den anden fisker. På stenen lå der en 70cm flot overspringer, og mine tanker løb i kort tid af med mig. “Pokkers også, det kunne havet været mig”, tænkte jeg, men jeg fik hurtigt rystet det af mig igen, og fik sagt tillykke med fisken. Nu var jeg helt i stemning og jeg fik hurtigt tilsluttet mig de andre. Vi fiskede op af kysten på en strækning med en god blandet bund af sten samt små rev, og vandet var godt farvet til.
– Vi gik på række, hvor vi snakkede og hyggede. Lige pludselig kom fiskene i en stime. Første mand råbte, ”der er fisk”, mens hans stang flexede. Imens de var to mand om at lande den fisk kastede jeg ud. Jeg satte tempoet helt ned og havde alle sanser rettet mod vandet. Det næste der skete var, at jeg først mærkede et lille hug, som var efterfulgt af en række af hug, som om der var en kamp om, hvem der skulle havde min gennemløber, imens fiskene brød overfladen. Men det sidste hug var markant mere kontant og voldsomt.
– Fisken startede ud med at være meget tung uden at gøre meget væsen af sig. Men efterhånden som den kom ind på det lave vand tog den godt med line og gav min Westin W10 10’2 noget af arbejde med. Stangen flexede i bund, og det hele kunne mærkes i armene. Vennerne blev pludselig opmærksomme på, hvad der var gang i, så jeg kunne fighte fisken med tilråb og højt humør. Det hele var bare perfekt. Efter en ret lang fight, hvor fisken bare ikke ville i overfladen til landing, lykkedes det at få den i nettet. Her blev det pludselig klart, hvorfor det have var så vildt. Fisken var en bombe af en fisk med god kondi fordelt over kun 70cm hvilket virkede småt, for hvad der lå i nettet. Fisken var et pragteksemplar og virkelig smuk. Det er ikke så tit, at jeg ser en havørred med dette udtryk.
– Efterfølgende stod vi alle på stranden og snakkede, og jeg måtte lede opmærksomheden hen på de andres første smarte kommentarer til min nissehue. Jeg var helt sikker på, at det var huen, som var skyld i dagens fangst. I ved – en fiskers hat er altid noget særligt…
Traditionen tro, er mission juleoverspringeren lykkes igen i år, og julen kan bare komme nu. God jul herfra, slutter han.
Fisken faldt for Westin Sømmet på 28 gram.
feb 1, 2020 | Nyheder
Man kan vist roligt sige, at det har været en helt vild dag for Martin Sommar for Skåne. Eller for at være helt præcis en fiskedag, som han nok aldrig nogensinde vil glemme. Dagen bød nemlig på hele to hug i den hel grove kaliber, men det var kun én, der blev hængende. Men – det var heldigvis den suverænt største, han landede. Her får du historien:
– Vandstanden var 50 centimeter over normalen, og vinden stod lige ind i hovedet på mig fra V-SV med 7-8 m/s i middelvind, så der var sus i både bølger og fluestang, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg startede lidt hen af morgenen og havde faktisk fisket i over tre timer uden så meget som det mindste hug. Jeg var egentlig ved at være lidt flad, og gik så småt at overvejede at tage hjem, da jeg pludselig fik jeg et virkelig tungt hug fra en stor fisk. Desværre mistede jeg havørreden, men jeg nåede dog at se blankfisken, og den var helt sikkert i omegnen af de fem kilo.
– Klokken var nu 13.45, og jeg havde efterhånden affisket næsten en kilometer strand i området omkring Hälsingborg, fortsætter han. – Tændt af hugget besluttede jeg mig for at fiske lidt videre, for man ved jo aldrig, om der er mere en bare én…. Efter blot 15 minutters fiskeri i den hårde vind får jeg et super tungt hug på min Magnus str. 6, der på helt klassisk vis føles som et bundhug det første splitsekund. Men så tager fanden ved fisken.
– Storørreden lægger ud med et voldsomt udløb, og da en pæn del af backingen er løbet ud efter kort tid, er jeg udmærket klar over, at det er en virkelig stor fisk. Fisken kæmper som besat, og jeg har god grund til at være nervøs, for jeg har ikke fået mit net med på kysten i dag. Jeg er bange for at miste fisken ved landingen på trods af, at den er fint kroget i saksen. Jeg forsøger derfor at tage et foto med min mobil af fisken i vandet, men mine fingre er for våde og kolde til at kunne betjene telefonen, så det mislykkes. Jeg sætter derfor alt på et bræt og begynder at gå de halvtreds meter mod land for at kane fisken i land på stranden.
– Til alt held kommer et ældre ægtepar spadserende forbi på stranden, i det samme fisken kommer ind, så jeg kan bede dem om at tage tre fotos af fisken i vandkanten, hvorefter jeg kan genudsætte den flotte overspringer hurtigt og fuldstændig uskadt.
Fisken, der var 86 centimeter og i god stand, blev ikke vejet, men for mig er det at se fisken svømme retur i god behold vigtigere end at kende vægten. Når jeg tænker tilbage på det, så er jeg faktisk glad for, at jeg mistede den femkilos fisk, for havde jeg ikke gjort det, så var jeg sikkert taget hjem og således ikke fanget denne pragtfisk, der nok har vejet 7-8 kilo, slutter Martin sin beretning til Fisk & Fri.
Har du også fanget en stor fisk, som du gerne fil dele med Fisk & Fris brugere, så kontakt Jens Bursell på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk