Når vinteren for alvor har taget fat langs de danske kyster, kan fiskeriet mange steder være svært og chancebetonet. Men når Kong Vinters klamme hånd slipper sit tag og isen forsvinder fra de danske fjorde, gælder det om at være på pletten. Simon Gad viser dig her, hvor fiskene skal findes i de kolde måneder.
Tekst og foto: Simon Gad
VINTERREN har fået et solidt tag i den danske muld. De kolde sibiriske østenvinde drager ind over landet og dagene bliver mørkere. Vandtemperaturen falder og mange havørreder er stadig i åerne for at gyde. Specielt på den åbne kyst er der tale om et chancefiskeri, hvor man kan gå længe uden kontakt med fisk. Sådan er vinterfiskeriet langs landets åbne kyster, for mange danske kystfiskere.
Men det behøver det ikke at være. Prøv at opsøge kyststrækninger, hvor der løber ferskvand ud – eksempelvis ved klintekyster med bagvedliggende marker. Disse små udløb har en magnetisk kraft på de havørreder, der stadig er herude i det salte vand. Ofte er der tale om sværme af grønlændere, der samler sig om vinteren og har man først fundet dem, kan man opleve et forrygende fiskeri.
DET ER MORGEN og klokken har passeret otte, men det er som om vinternatten ikke vil slippe grebet, da jeg drager af sted mod kysten. Da jeg ankommer til parkeringspladsen, har jeg ikke den store lyst til at forlade min varme hule – i form af en opvarmet Opel Astra. Tanken om at skulle klæde om i kulden udenfor, får mig til at skænke endnu en kop kaffe fra den allerede halvtomme termokande. Da jeg har tømt koppen, tager jeg en dyb indånding og skynder mig ud for at klæde om og rigge grejet til.
Fra parkeringspladsen har jeg en lille gåtur på 500 meter henover et engområde, inden jeg når kysten, og i det tidlige morgenlys har rimfrosten lagt sin hinde omkring vegetation og småbuske. De lysner op i et spøgelsesagtigt skær, hvilket sender tankerne på langfart ud i fantasiens afkroge, mens jeg dvæler lidt ved naturens skønhed.
Jeg får løsrevet mig, drager ud i eventyrlandskabet og lander på kysten lige da solen bryder horisonten i øst og sender sine gyldne stråler mod land. Ikke en vind rør sig, og vandet ligger som et kæmpe spejl for mine fødder – en perfekt ramme for mit fiskeri.

To blanke fra badekarret. Årstidens få fødeemner finder du ofte i badekarret og havørreden ved alt om det.
UDGANGSPUNKTET for dagens udfoldelser er en 2-300 meter lang strækning, hvor de bagvedliggende marker ender i en lerklint, der står lodret på kysten. Jeg ved, at der netop her løber en del små kilder ud i vandet og satser på, at vinterhavørredens trang til ferskvand, kan ende med lidt action netop her. Et skvulp fra en halefinne, der bryder vandspejlet 15 meter ude, giver mig varme i tæerne og forhåbninger om, at jeg kan indfri forventningerne til aftenens forestående middag.
Jeg har valgt at fiske med et gennemsigtigt intermidiate bombardaflåd på 15 gram og en stor polar magnus flue for enden af fluorcarbonforfanget. Mit valg af fluorcarbon skyldes, at fiskene har en tendens til at være mere påpasselige i det kolde og spritklare vand.
Det første kast er altid noget særligt, uanset hvor mange fisketure man har haft. Jeg får ført flåddet ud til siden og svunget stangen bagud og op, inden jeg i samme bevægelse trykker stangen fremad og slipper linen lige i det øjeblik spændingen er størst. Den syngende lyd fra mit hjul, der lader linen gå, burde jeg have som ringetone på min mobil. Flåddet bliver med et hult sug opslugt af vandet og jeg strammer linen op. Jeg når blot at få taget et par meter line ind på hjulet, inden et karakteristisk slag i stangen forplanter sig til min hånd. Jeg står med fast fisk. I løbet af den næste times tid oplever jeg et forrygende fiskeri, med kontakt til fisk i størstedelen af mine kast, og inden formiddagen er omme kan jeg gøre status med tre veltrimmede grønlændere på tasken – og mange flere der fik friheden igen.
I FJORDEN kan vinterfiskeriet være rigtig godt. Det kan tit svare sig at opsøge små vige og bugter, da havørreden typisk vil samle sig her. I den kolde tid er fiskelykken meget afhængig af vandtemperaturen, og i en vig hvor solen får lov at arbejde lidt, kan vandtemperaturen måske stige den ene grad ekstra, der gør udslaget.
Slår vinteren for alvor igennem, kan vi opleve, at fjordene fryser til og så er det med at være der, i de dage hvor isen går. I den forbindelse er der mange faktorer som det kan betale sig at sætte sig lidt ind i, hvis man vil være sikker på, at være på pletten når det sker.

Det lave vand varmes hurtigt op på en solrig dag og temperaturstigninger, på ganske få grader kan virkelig samle vinterørrederne.
TEMPERATUREN påvirker selvfølgelig isudviklingen, men noget der i højere grad kan sætte skub i isen er en tiltagende vind, der blæser ud af fjorden. Det kan gøre, at der pludselig opstår åbent fiskevand, selvom temperaturen siger noget andet. Man kan ligeledes opleve, hvordan en bestemt strøm kan sætte gang i løjerne, uden at temperaturen nødvendigvis følger med. Disse forskellige faktorer kan man holde sig ajour med på www.dmi.dk.
Søger man lidt mere konkrete meldinger fra sit lokalområde, så kan det måske være en idé at slå vejen forbi søværnets hjemmeside, www.forsvaret.dk/sok, hvor man kan finde daglige farvandsmeldinger med hensyn til isudviklingen rundt omkring i de danske farvande. Selvom meldinger gives på baggrund af, hvorvidt et område er sejlbart, kan man fint få et billede på hvordan forholdende er inde ved kysten. En anden mulighed er at tjekke www.smhi.se/polarview, hvor man på radar kan få et overblik over, hvordan issituationen er i dit område. Endelig er der den mulighed, at man kan være heldig at få direkte livebilleder via webcams der er placeret rundt omkring i Danmark. På siden www.webvejr.dk kan man søge efter et webcam i ens lokalområde og måske være heldig at få et direkte billede af forholdene.

Neoklassikeren Pattegrisen virker året rundt, men den skrappe farve og de pulserende hacklefibre har en magisk effekt har på de træge vinterfisk.
HVAD VEJRET ANGÅR, så er det min erfaring, at højtryksvejr med en klar blå himmel og stille vind er de bedste forhold at fiske under om vinteren. Det kan være ren meditation at stå under en dybblå himmel i blikstille vand med den klare friske vinterluft i lungerne. Men andre har haft gode erfaringer på lunere dage med regnvejr og hård pålandsvind.
De bedste agnvalg her i den kolde tid er tit farvestrålende fluer som polar magnus og pattegrisen samt flammen og juletræet. Er man mere til spinnefiskeri, så er farverne hvid og pink at foretrække. At fiske blink eller flue langsomt til de vintersløve fisk er generelt et godt tip, men ikke et must. Selv den mest kuldslåede havørred kan nemlig med lethed fange en hurtigt fisket kystagn.