Havørredkliken ser sølv

Over 200 kystture sidste år, 118 års erfaring fra de danske kyster og ialt 15 blanke havørreder over de magiske fem kilo! Sådan et fiske-CV kan få selv Jens Ploug Hansen til at vende sig i graven af misundelse. Følg med Fisk & Fri’s Mikkel Jungersen, når han lirker hemmeligheder op af waderslommen på sit fiske­slæng, der alle er passionerede havørredfiskere

Tekst og foto: Mikkel Jungersen

LUFTEN er bidende kold og vandet under nulpunktet. Klipper og sten er glaseret med is. Jeg balancerer forsigtigt ned mod vandet og begynder at trække line af hjulet. – Yes! gjalder Jacob, der allerede har fået lagt første kast ud. Straks da han løfter stangen i et modhug, gengældes det af et par dybe rusk i flueklingen. – Der er sku vægt bag. Mikkel må jeg ikke lige låne dit net? – Jo selvfølgelig, svarer jeg og stavrer over til Jacob med nettet, inden jeg febrilsk får lagt et kast ud over vandet. – Hold op den er flot, råber Jacob inde fra land, da han pakker en trind overspringer ud af netmaskerne. – Jeps, så er den der, råber jeg tilbage, da fluen i andet kast bliver taget hårdt i dybet. En sølvblank skønhed stiger til vejrs, så overfladen splintres i et inferno af vanddråber, der et øjeblik hænger i luften som små krystaller. – Det er sku en rigtig god blankfisk den her Jacob. Jeg skal nok have nettet tilbage. Jacob balancerer ned over stenene med nettet og lægger hurtigt et nyt kast ud. – Yes, der er sku fisk igen, råber han grinende, da klingen spændes på ny. Og så står vi ellers der og dobbeltflexer. Begge med noget der ligner en to-trekilos overspringer for enden af linen.

JACOB DREYER er et godmodigt gemyt. Stor, stærk og firskåren. Rødmosset og rar som fiskedagen er lang. Men på kysten er han uhyggelig. Han kan hive fisk op af et dødt hav, når alle andre går i nul. Hvordan han gør? Jeg prøver at spørge ind til det, da vi tager en pause

– Jeg tror på det gælder om at være kreativ og udfordrende, fortæller Jacob. – Jeg skifter endeagn konstant samtidig med, at jeg holder øje med, hvad andre bruger, indtil jeg har fundet dagens medicin. Får de gevinst på en type agn skifter jeg over til den. Omvendt, er der ingen der fanger noget, så prøver jeg noget andet. Jeg går over til flue, hvis de andre fisker med blink eller prøver bombarda, hvis fluefiskerne ikke har held. Det kan også være jeg skifter til en skrigende rød flue, hvis de andre går med brune nullermændsfluer. Jeg prøver mig frem hele tiden, understreger han. Jeg nikker genkendende, for gang på gang forundres jeg over, at Jacob når hele sin æske igennem, mens jeg kun har skiftet en enkelt gang

Jacob taler af erfaring. Jeg gyser bare ved tanken om alle de gange jeg har set eller hørt om, at Jacob har uddelt fiskerøvfuld til ellers hardcore havørredfiskere. Og det gælder både i antal og størrelse

– Bornholm, siger Jacob drømmende. – Jeg elsker simpelthen at fiske her. Naturen er så storslået, og klippekysten holder jeg meget af – nok fordi den adskiller sig så meget fra de steder jeg normalt fisker på Sjælland. Jeg bliver glad, og jeg tror på at glæde og lyst er vigtig, hvis man skal fiske indlevende og koncentreret en hel dag. Og det er altså det, der skal til, hvis man skal fange mange og store fisk igen og igen. Kulden kryber ind under tøjet på os, så vi rejser os og kigger ud over vandet. Men inden vi går ud, skal vi lige over og nyde synet af sølvtøj i solskin

– Drenge, hvad har vi gang i? Det er den værste vejrudsigt jeg nogensinde har set til havørredfiskeri, stod der i en rundsendt fællesmail lige inden afrejsen på den årlige Bornholmertur i februar. Og det så ikke for lovende ud. Prognosen lovede hård dagsfrost, tocifrede kuldegrader om natten, hård vind fra øst og varsel om overisning for Østersøen. Jacob og jeg kan derfor næsten ikke tro vores egne øjne, da vi står og beundrer tre stivfrosne overspringere på stribe i stenene. Vinterfiskeri kan være iskoldt og lunefuldt på en gang. Et par nedgængere og en overspringer senere, har vi de helt store smil fremme, da vi tilbage i sommerhuset præsenterer de andre gutter for en kasse kølige blankfisk på 1,7 – 1,9 – 2,3 og 2,9 kilo

Om aftenen er der hygge i fiskehytten. Dagens dont giver en herlig ro i kroppen og fiskelykken et smil på læben. Jeg snupper en pilsner og en sludder med Kay og Morten om deres fiskeri. – Jeg fik engang en 5+ havørred, fortæller Kay. – Da den blev kroget svømmede den i en stor bue ind mod mig. Så stak jeg nettet lodret ned i vandet og så svømmede den lige ind i maskerne. Det var den fight. Men det er vist ikke sådan du netter dine store fisk Morten? spørger Kay drillende. – Næ, ikke helt, trækker Morten på det. – Det lykkedes mig engang ganske ufrivilligt at »genudsætte« en 5+ fisk ved at sætte wobleren i netkanten. Til min makkers store fornøjelse, der stadig påstår, at jeg løb efter fisken med nettet højt hævet over hovedet

– Til gengæld har jeg fået nogle gode fisk på fluestangen, giver Morten igen og fortæller om en fisk fra Stevns på 4,9 kilo samt en forårsfisk fra Vestsjælland på 4,5 kilo, der blev håndfightet uden fluehjul, da skydelinen lavede unoder og fik filtret sig sammen til en uløselig kæmpeknude. – Men ind kom den, med Kays Den Gule siddende lige i saksen.

KAYS DEN GULE er Kay Scharks kreation. En forholdsvis simpel rejeflue som alle vennerne bruger. Den bindes på en let belastet Partridge CS 54 Saltwater Shrimp krog i str. 6 med dubbingkrop af golden olive SLF og grizzly palmerhackle samt en hale af grizzly hackle tilført et par strå Crystal Flash. Den må gerne være bundet med forstærkende rib af bindetråden, for ørrederne sætter tænderne i den. – Den har stået for rigtig mange fisk, ikke mindst på Vestsjælland, fortæller Kay.

MORTEN LYHNE nikker anerkendende, og forklarer hvorfor han sværger til at fiske varieret og som årstiden foreskriver. – På nogle pladser og årstider skal man være udholdende samt målrettet og bare blive ved og ved – så skal der nok dukke noget op. Som en sommernat på et rev. Andre gange skal man være opsøgende og affiske mange pladser, indtil man finder fiskene, frem for at spilde tiden ved at stå på den samme topplads hele dagen, fremhæver han. – Det fiskeri I fandt i dag er et godt eksempel på årstiden. Først skal man være opsøgende for at finde fiskene, men når de så er fundet, skal man fiske ihærdigt og koncentreret på pladsen. Fiskene kan stå meget lokalt om vinteren, og hugperioderne være ultrakorte

På denne måde har Morten mange gange præsteret at finde en stime havørred i fjorden, fiske på dem målrettet og rundet 20 fisk på en dag. – Det får mig i øvrigt til at tænke på en anden ting, der gør sig gældende ikke mindst om vinteren, siger Morten, tager en slurk øl og fortsætter. – gi’ den gas og fisk 3-4 gange om ugen når det rigtige fiskeri er i gang på en given plads. Og husk samtidig at det er OK at aflyse en tur, hvis vejr og vind ikke er rigtig, slutter Morten.

NÆSTE MORGEN kører vi om kap mod gårsdagens iskolde hotspot. Vi springer ud af bilerne, som gjaldt det livet. Men det er ikke blot et spørgsmål om liv eller død, næh nej, det gælder blankfisk eller nulbon. Men der er ingen hug­villige fisk på pladsen, og efter

en stund søger de andre nye pladser, mens Kay, Jacob og jeg stædigt bliver ved på den plads, der gav så godt dagen forinden. Og fliden bliver belønnet, da Jacob trækker endnu en overspringer op fra dybet. En blankfisk på 3,5 kilo ligger således og stråler, da de andre kommer tilbage senere på dagen. De gør store øjne. Kort efter er der køfiskeri på kysten

Sidst på dagen falder et par af de helt drøje hug. Først kroger Peter en kæmpe farvet fisk på 86 centimeter. Kort efter får jeg selv en monster opgangsfisk i fuld gydedragt på godt over 90 centimeter, spændt til bristepunktet med store modne rognkorn. Den tog en dybt og langsomt fisket str. 12 nullermandsflue! Et par smukke vildfisk, som understreger den uspolerede skønhed ved det Bornholmske havørredeldorado. Om vinteren er der en del blanke overspringere på kysten, men hovedparten er farvede gydefisk på vej til eller fra åen. Og dem skal man huske at værdsætte. – Jeg synes det er ærgerligt når kystfiskere bliver blankfisksnobbere, siger Peter. – Blankfisk er den ultimative gevinst, men store trækfisk eller velkonditionerede nedgængere kan byde på ligeså store oplevelser. Sidste år var det dog Peter der trak det lange sølvstrå, da han den første dag hev en sprit­blank havørred på 4,5 kilo et godt stykke ude på Broens Rev.

PETER behøver ingen introduktion. De fleste fiskere kender Peter Kirkby fra fiskeblade og – bøger samt grejreklamer, hvor han har haft sit virke siden han skrev sin første artikel til Fisk & Fri tilbage i 1987. Jo, han har fisket og beskrevet de danske vande, så længe nogen kan huske. – Jeg fangede mine første ørreder i Vellerup Vig i 80’erne, men mit fiskeri tog for alvor fart i 90’erne, da jeg fik chancen for at være med i en af Jens Ploug Hansen’s film om ørredfiskeri. Så var det bare i gang

Min erfaring siger mig, at man skal fiske med både fiskestang og gearstang. De dygtigste kystfiskere jeg kender, er også dem der er bedst til hurtigt at fiske en plads af. Sker der ikke noget, så er det videre til næste plads. Indspinningen må godt være maskinagtig, men husk spinstop. Især når blinket er en stanglængde fra topøjet, gælder det om at lave et langt spinstop og være opmærksom. Nogle gange faldet hugget knaldhårdt andre gange afslører en lille hvirvel i overfladen eller et svagt glimt i vandet, at der er fisk i området

Historierne vælter ud af Peter. – Lyden af tunge plask i mørket og en hvinende spole gjorde oplevelsen intens. Jeg var lykkelig da jeg endelig kunne lande min drømmeørred på 7,5 kilo, fortæller han videre, inden jeg får spurgt ind til teknikken. – Størstedelen af mit fiskeri efter store kystørreder foregår med gennemløbere, og her er taklet vigtigt. Jeg monterer gennemløberen på et stykke 0,38 mm RIO Fluoroflex, forklarer Peter. – Til overgangen mellem fletline og fluorocarbon bruger jeg to glidende uniknuder. Fluorocarbonforfanget skal køres 5-6 tørn rundt om fletlinen, mens fletlinen skal hele 9-10 tørn rundt om fluorocarbonlinen, så holder overgangen optimalt.

 

 

På det seneste er jeg begyndt at anvende en syleskarp Trokar

Octo­pus krog. Netop fordi øjet på denne krog er opadbøjet, bør den monteres med en styrende knude for at få den rette eksponering af krogspidsen. Til dette formål anvender jeg en uniknude med 5-6 tørn rundt om skaftet og forfanget op gennem øjet, hvilket giver en fin krogning. – Mellem krog og gennemløber har jeg en lille oval perle, slutter Peter.

PÅ DAG FEM skal østkysten have et forsøg på trods af hård vind og store dønninger. Klipper, sten, planter – ja alt i nærheden af brændingen er indkapslet i et tykt lag is. Flot ser det ud med glimtende is på alle sten og hvert et strå. På vestkysten har vi døjet med is i øjerne som aldrig før på grund af kombinationen af vand under nulpunktet og hård frost. Det er blevet rutine at tømme øjer for is, når et kast er lagt ud. Men det er ingenting mod, hvad der venter os på den blæsende østkyst, hvor bølgerne brækker, så skummet sprøjter.

I Årsdalebugten bliver min jakke snart til en rustning af is, min ketcher ligner mere en ispind og mit fluehjul kan ikke dreje rundt. Jacob holder sit hjul kørerne ved at kroge en kleppert af en fisk, der stryger af sted, så isen smelter af rullen. Det viser sig at være en fandenivoldsk nedgænger på 84 centimeter, der snart efter svømmer tilbage i vandet med pulserende gællelåg

Længere mod nord har de andre trodset en iset Bobbevej og er taget ned i Salenebugten. Forholdene er rå, men gutterne er seje, og da de igen kravler op til bilen, har Kim en flot blankfisk på 2,3 kilo hængende i bæltet. Det får humøret op og tungen på gled. – Den huggede helt ude i kastet, bang, smiler Kim.

KIM RÆGÅRD og jeg får os en lang sludder om hans fiskeri og hvordan det startede. – Tilbage i halvfemserne skulle jeg høre på drillerier fra mine fiskevenner, fordi de havde fanget større fisk end mig. Men så en septemberdag landede jeg en fantastisk blank hanfisk med begyndende kæbekrog på 9,5 kilo på Sjællands nordkyst. Det hjalp lidt på drillerierne, fortæller Kim grinende

Men historien stopper ikke her. Kim har fanget store sataner som få og havde en sommer med en respektindgydende statistik: ni ture gav tyve blankfisk, hvoraf fem var over fem kilo og den største trak vægten ned til 8,4 kilo. Føj

– Alle ved, at det gælder om at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Et godt bud på at ramme plet, argumenterer Kim, – er at planlægge turen til favoritrevet efter det tidspunkt, hvor tidevandskiftet rammer lige i den gyldne time. Fiskene skifter ofte side på revet, når strømmen vender, og i det tidlige morgengry komme de store ofte tæt under land. Kombinationen af de to ting, øger helt klart chancerne for at komme i kontakt med storfisk. Og husk så at holde fisken hårdt, siger Kim med erfaring i stemmen. Det er vigtigt at lægge et ordentligt pres på især de lidt større havørreder. Jeg har ikke mistet mange store fisk, men når det er sket, har jeg stået tilbage med fornemmelsen af, at jeg har været for forsigtig

Alting har en ende, og da vi ruller gennem snelandskabet på vej mod færgen går snakken allerede om det kommende fiskeri; fjordfiskeriet når isen bryder, foråret på Vestsjælland og sommeraftenerne under klinterne. Men vi har stadig Bornholmerfiskeriet siddende under huden. En flok fine fisk fik vi. Men ud over fisk på tasken, er vi også alle blevet klogere på det vinterfiskeri, der om noget er mere uforudsigeligt end vejret. For selvom frosten knager, så korken knirker og forventningerne lægges på is – ligger drømmefiskeriet måske blot et par kast længere henne ad kysten.