Det kolde vejr med sne, slud og hårde vinde kombineret med korte mørke dage indbyder ikke til hyggeture på kysten, og derfor ofte drosles der desværre ofte ned på fiskeriet i takt med, at nattefrosten indfinder sig. Det sværeste er dog at tage sig sammen til at komme ud, for når man først er i gang, har vinterfiskeriet sin helt egen charme – og fiskeriet kan være intet mindre end forrygende. Her får du David Thormars opskrift på et givtigt vinterfiskeri langs Østersøens havørredhotspots.
Af David Thormar. Foto Andreas Aggerlund og David Thormar
To sølvglinsende årsager til at trodse vinterkulden, i stedet for at sidde i sofaen og vente på foråret.
DET ER DEN 3. DECEMBER, og vinterens første sludbyger har netop indfundet sig – præcis ligesom de første af en lang række julefrokoster. Aftenen igår stod på herrejulefrokost med gutterne, og det kan i den grad mærkes, da jeg står klar på gaden kl. 7 for at blive samlet op af min fiskemakker. Den varme kaffe kombineret med de kolde snefnug mod mit ansigt, får mig til at live lidt op, og langsomt begynder tankerne at samle sig om dagens fiskeri. Vi har ikke aftalt, hvor turen skal gå hen andet end sydover. Stevns, Møn, eller Falster står for skud. Men valget er svært, da jeg har gode meldinger fra alle områder.
Da jeg stiger ind i bilen lyder et højlydt grin. – Du er da ikke en potte pis værd i dag, griner min makker. Jeg følte mig ellers lige så frisk, men må ligne noget, der er løgn. Hvor skal vi hen, bliver jeg spurgt. Jeg må lige tjekke vejret i bilen. Og så må vi tage den derfra.
Der er andre fisk end havørreder, som svømmer rundt langs Østersøens kolde kyster. Her ses artikelforfatteren med en hårdtkæmpende steelhead.
VINDEN indbyder klart til Møns nordlige side til at begynde med, men senere på dagen ser det bedst ud længere syd på ned mod Falster. Jeg ved, at vinterens korte dage er væk, før man ved af det, og jeg ved hvor vigtigt det er at vælge rigtigt i første hug. Ellers ender det med, at man har kørt dagen væk. Vi beslutter at satse på Møns klintekyster. Bilturen går utroligt hurtigt, da jeg åbenbart er faldet i søvn, og wupti så bliver jeg vækket ved at vinduet bliver rullet ned, og vinden står ind i hovedet på mig. – Vi er der nu sovetryne, lyder det fra pladsen bag ved rattet.
Det er fugtigt i luften, lidt råkoldt, og der er en blid vind direkte ind på kysten. Vandet har en let hvidlig farve, og det ser faktisk ud, præcis som det skal. På vej hen af kysten stopper min makker pludselig op og bukker sig ned. I vandkanten ligger en halvdød kongetobis og spræller… uha det er gode tegn. Meget overraskende finder vi flere, mens vi bevæger os videre ned af stranden, og da vi begynder fiskeriet, har vi dem også hurtigt efter vores blink! Det her må bare blive godt – fødefisk i rå mængder og perfekte forhold.
Perioder med mildere vejr efter en længere tid med hårde minusgrader, kan ofte levere eksplosivt godt havørredfiskeri.
Jeg fisker med et søm i Mad Tobis farven, og der går ikke længe, før der er bud efter det. Det er en mindre fisk på cirka 45 centimeter, der hurtigt får lov at svømme videre – der kommer jo mange flere i løbet af dagen? Vi kæmper løs, men først efter yderligere et par timers fiskeri lykkes det igen. Min makker fanger en målsfisk. I kastet efter får han en fisk på godt 1,5 kilo, der ryger med hjem og kort tid efter endnu en i samme størrelse. Jeg ser på lang afstand hans fangster og skynder mig at fiske mig derhen ad. Et par gange ser jeg ham med kraftigt buet stang, men da jeg endelig når frem, fortæller han at jeg nok er kommet for sent til festen, da han ikke har mærket noget de sidste 10 minutter.
Men han kan også berette, at det var helt vildt, da det stod på. Der var tobis, som blev jaget ud af vandet, springende fisk med flere omkring 3-4 kilo og udover de fisk han fangede, havde han yderligere et par hug. Jeg fisker lidt slukøret videre uden at mærke noget, indtil vi er lige ved at slutte. I det sidste lys hugger en større fisk på min D360, men jeg mister den desværre efter kort tid.
Den smukke klintekyst på Møn er ikke mindre storslået om vinteren. Her ses resterne af Store Taler Fald, som styrtede ned lige syd for Jydelejetrappen i januar 2007. På klintekyster som denne er det en god idé at holde øje med nedbør og temperatur. Store mængder nedbør gør klinten porøs og er der samtidig temperatursvingninger mellem plus og minusgrader er risikoen for skred øget.
Samme aften bliver jeg ringet op af en bekendt, som ligeledes har været ved en af Østersøens spændende kyster. Han er rendt ind i et forrygende fiskeri nærmest som på en af de bedste forårsdage. Han oplevede som os også, at tobiserne er »strandet« og mødte et par gange i løbet af dagen stimer af tobis, hvor der i dette tilfælde også var havørreder i hælene på dem. Han fangede 12 fine havørreder og toppede med fisk på 3 og 4,1 kilo – alle stålblanke og smeldfede! Dagens sidste timer var endt i et rent torskebonanza, hvor en stime mindre torsk omkring kiloet havde slået sig på ædegildet og først da det var bælgragende mørkt, så han sig nødsaget til at slutte fiskeriet.
SÅ LÆNGE den hårde og stabile frost ikke har sat ind, er min erfaring, at fiskeriet kan måle sig selv med gode forårsdage. Og ser man på Østersøkysterne generelt er jeg sikker på, at hvis der blev lagt det samme antal timer her om vinteren, som man gør i foråret, ville antallet af fangede store fisk over 5 kilo være det samme. Men dage som ovenstående er selvfølgelig ikke hverdagskost, heller ikke i de kolde måneder, men »mellemdage« med 1-3 fine blankfisk per mand er ikke sjældne.
Mange ser vinteren som en død periode, hvor fiskeriet hovedsageligt foregår foran computeren. Indkøb af diverse grejer holder humøret oppe og »fiske-porno« i form af billeder, historier og videoer af årets ture og fangster – både egne og andres – bliver gennemkigget igen og igen. Dette er i mine øjne en stor fejl, da det som havørredfisker kan være en af de meste spændende og produktive årstider. I december og januar er langt de fleste farvede fisk trukket i åerne og nedfaldsfiskene er ikke rigtig kommet ud af åerne endnu. Det er derfor kun »de helt rigtige varer« i form af grønlændere og stålblanke og fede overspringere man møder på kysten, og man ved med 99% sikkerhed at det er blankfisk, når hugget falder.
I de koldeste måneder er 99% af fiskene i det salte grønlændere eller de eftertragtede overspringere som denne.
KOLDE VANDTEMPERATURER betyder, at fødegrundlaget mindskes, og derfor hugger fiskene villigt på de fleste agn. I takt med, at efteråret ændres til vinter og temperaturerne skifter fortegn om natten, bliver fiskeriet langs Østersøkysterne gradvist bedre og bedre. Det ferskere Østersøvand passer bedre til havørredens osmosebalance, og så længe temperaturerne ikke slår ind med bidende kulde og konstante minusgrader, så opholder fødefiskene sig stadig – på de rette dage – helt kystnært.
På dette tidspunkt af året er der stadig en del liv i kystens tangskove og stenrev. Føde i form af tanglopper, pungrejer og hundestejler er stærkt repræsenterede, og så længe frosten ikke har været for hård vil havørredens byttefisk som tobis, sild og brisling besøge det lave vand for at få et hurtigt og nemt måltid, før de trækker mod dybere vande med mere konstante og milde temperaturer.
Einar Gjaldbæk med en af de rigtige. Sølvglinsende vinterørreder som denne står højt på de fleste kystfiskeres ønskeseddel.
I DENNE MELLEMPERIODE mellem efterår og hård vinter går jeg ikke så meget op i, hvordan eller hvad jeg fisker med. Fiskene tager det hele – hvis de er der. Selvfølgelig imiterer jeg tobiser, hvis jeg ved de er der, men det er sjældent et must. Der er heller ikke rigtig system i, om fiskene skal hentes langt ude eller om de går lige ved ens fødder – og fluestangen er tit ideel. Mit indtryk er, at der bliver fanget godt på det hele, og det er da også min egen erfaring.
Nej det store udslag er fiskeeffektivitet på denne tid. Dagene er korte, og jeg har alt for mange gange været for vægelsindet eller oplevet, at delte meninger mellem turens deltagere, har gjort, at vi har endt med at bruge det meste af dagen på at skifte plads. Det er derfor alfa og omega at lægge en plan hjemmefra og benytte vejrtjenesterne så godt som muligt. Mere end to pladsskifter er i mine øjne for meget, med mindre der er noget helt galt. Det gælder om at tro på pladsen, og at der nok skal komme fisk, hvis altså forholdene er nogenlunde ok.
Det bedste fiskeri har jeg klart haft, når der har været et par dage med nattefrost efterfulgt af nogle varmere dage. Vandtemperaturen må gerne være nede omkring de 5-7 grader, med cirka samme dagstemperatur i luften – det kan i den grad få de blanke Østersøfisk op i gear, og kan man så finde kyststræk, hvor en let pålandsvind står ind og giver en anelse farve i vandet, så er det som regel perfekt.
Se op
Når man fisker på klintekysterne er det vigtigt at være opmærksom på faren for skred. Det gælder både på Stevns, Møn og Falster. Værst er det dog ved Møns klint, hvor der næsten hvert år er større eller mindre skred. Så sent som april 2013 var der et mindre skred og i 2004 skete et stort skred, der strakte sig 300 meter ud i Østersøen. Skreddene sker som regel efter længere tids nedbør i kombination med momentvis frost. Man skal ikke være bange for at færdes under klinterne, men dog udvise respekt sund fornuft og have et vågent øje. Enkelte dage oplever man, at der falder ekstra meget sediment ned og her er det måske en ide at skifte plads! På Stevns og Falster er skreddene ikke nær så store, men dette gør dem ikke mindre farlige.
De store skred er fascinerende både for fiskeren og forsiljægere. Efter en årrække vil alt sediment så som jord og kridt være skyllet væk, og nye spændende rev komme til syne. Et nyt skred kan også være med til at give havørreden optimale jagtforhold i et lokalt område. Strømmen eller vinden kan trække et sløret spor langs kysten og netop her vil der være en hel tilpas sigt til ørreden. Dette kan kystfiskeren selvfølgelig udnytte, men der skal ikke meget før det bliver for grumset, og de første par år går man ofte forgæves.
