Den længe ventede high-end kyststang fra Westin – W10 Spin – lander i slutningen af april, men her får du lige en teaser. Skal vi sige det helt ærligt, så har vi næsten ikke kunne vente med at bringe nyheden om W10, siden Fisk & Fri var på kysten med David Thormar og Andreas Aggerlund for at teste det nye flagskib fra Westin for et par måneder siden. Så nu får du den – og du kan roligt glæde dig til denne stang, der selvfølgelig også kan bruges til alt andre rovfiskearter som fx aborre, gedde, sandart og laks.

Stangen er designet for at kunne leve 100 % op til de krav til den perfekte kyststang, som den moderne havørredfisker stiller. Og – den er designet hands-on af hardcore kystfiskere med masser af praktisk erfaring – dedikeret til alle de mange kystfiskere, der bare er trætte af at gå på kompromis.

Den nye W10 flytter grænserne for, hvad der er for fedt – både hvad angår funktionalitet og design. Klingen er super let, tynd og velafbalanceret, samtidig med at der er masser af rygrad og kraftreserver til at levere de ondeste kast helt ud på langdistancen. På trods af, at stangen føles fjer let og er super følsom, har den samtidig en utrolig høj svingningsstabilitet, som gør, at stangen retter sig op et nanosekund efter, at blinket er kastet. Dette – kombineret med en uhyggelig præcis centrering af klingens rygrad i forhold til øjerne, giver en høj kastepræcision samtidig med, at risikoen for at blinket slår ud til siden i kastet reduceres markant, så man tydeligt kan mærke det under det praktiske fiskeri.

Stangen er en decideret nydelse at fiske med, og ikke blot rent lavpraktisk, men også æstetisk, er W10 Spin i absolut særklasse. Når man står med stangen i hånden, er det især de flotte letvægts G-Hyper kulfiber håndtag, der fanger øjet, og giver lidt samme følelse som når man sætter hænderne på rattet i en Jaguar. Men – håndtaget er ikke bare unikt og eksklusivt. Det er også praktisk, fordi det giver et virkelig godt og komfortabelt greb om stangen i både koldt og varmt vejr. Og – skulle du have lidt slimede hænder med masser af sølvskæl på, så giver den krydsvævede struktur af kulfiberen nok friktion til, at du har et godt greb alligevel.

Hver eneste stang er håndlavet med X5 kulfiber teknologi, og de 4-axiale krydsvævede kulfiberforstærkninger på yderlaget giver den perfekte kombination af en sublim aktion, optimal følsomhed og maksimal styrke. – Takket være den super hurtige Torayca Nanoalloy 55TON kulfiber fra Toray og de nyeste nano resin bindemidler, er det lykkedes at lave en stang, der både er ekstremt tynd, let og stærk – og hver eneste stang er manuelt styrketestet inden de forlader fabrikken, fortæller Westins produktudvikler David Thormar til Fisk & Fri.

Blandt de eksklusive fittings kan nævnes Fuji non-slip gummicoated hjulholder, kluddersikre Fuji Titanium Torzite løberinge og en krogholder af rustfrit stål fra Seaguide. Klingerne, som har topkvalitets spigot ferruler, er holdt i et eksklusivt matsort look. Stængerne leveres i Pentagon Cordura rør og en stangpose af fløjl.

Stangen fås i længder på 9,2 og 5-24 grams kastevægt, 10 fod og 7-28 grams kastevægt – samt 10,2 fod i 10-34 grams kastevægt til det helt tunge kystfiskeri efter havørred. Den vejledende pris er 6999 kroner for alle modeller, men du får, hvad du betaler for – nemlig det bedste af det bedste. Nærmeste forhandler henvises af W10 fra Fairpoint Outdoors på telefon 48 10 38 00.

 

Westin W10 Spin til kystfiskeri

Med den nye W10 Spin er der ikke gået på kompromis med nogen detaljer, så du kan roligt glæde dig til at se denne superstang hos din grejhandler.

 

Westin W10 Spin

Det unikke kulfiber håndtag på W10 Spin giver et unikt look og er fantastisk at holde på både sommer og vinter.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This