Kyststrækket ved Nordfeld set fra luften. Selvom dette billede er taget om sommeren, fortæller det klart og tydeligt at her er tale om en glimrende vinterplads med gode badekar afgrænset af lavt vand.

Vinterfiskeri efter kystens overspringere behøver ikke at være en ulige kamp, hvor der skal slides i dagevis for en enkelt fisk. Fisk & Fri’s Tue Blaxekjær har taget en snak med nogle af Danmarks dygtigste kystfiskere om danske vinterpladser til havørred – og serverer her syv af dem på et sølvfad.

TEKST TUE BLAXEKJÆR, FOTOS: LARS LAURSEN, JESPER L.ANDERSEN, MARTIN ANDERSEN, TUE BLAXEKJÆR OG PRIVATE

 

– HALKÆR BREDNING ved Sebbersund i Limfjorden er en traditionel vinterplads i den forstand, at bunden hovedsagligt består af sand og mudder, fortæller Martin Andersen. Martin er udover at være certificeret fiskeguide født og opvokset i det jyske. De mange vandløb, der har udløb i bredningen, gør at den er mere brak end resten af fjorden. – Det brakke vand virker som en ren magnet på havørreden om vinteren, fortsætter Martin og tilføjer, at pladsen er god – hvad enten man er spinne- eller fluefisker.

Ved gennemsejlingen fra Sebberssund er der en dyb rende med stejle skrænter, og fiskeriet på skrænterne samt ind over det lave vand kan være rigtig giftigt. Resten af bredningen byder på traditionelt vadefiskeri, hvor man skal huske at fiske det lave vand af, inden der vades ud, da fiskene ofte går på meget lavt vand.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Der er en del fredningszoner i bredningen, b.la. ved Sebbersunddæmningen. Man kan på www.havørred.com hurtigt se, hvor fredningszonerne befinder sig. Martins tips til endegrej på pladsen er mindre blink i naturtro farver, som normalt er det, der skal til for at lokke fiskene, men er det er rigtigt koldt, kan blink i skarpe og krasse farver gøre udslaget. Der skal fiskes langsomt, og ofte hugger fiskene i et spinstop. Fluer som Polarmagnus, Glimmerrejen og Brenda har Martin haft gode erfaringer med. Fluerne skal fiskes langsomt med flere lange stop. – Ofte tager fisken fluen lige efter et langt stop, beretter Martin.

 

Jesper Lindquist med en flot fluefanget vinterfisk fra De Grønne.

Jesper Lindquist med en flot fluefanget vinterfisk fra De Grønne.

Super havørredfiskeri ved Marianger Fjord

Ørnedalsbugten i Mariager Fjord er en anden af Martins favoritpladser. – Denne plads er en af fjordens hotteste vinterpladser, afslører han. – Selvom Ørnedalsbugten ligger lige i udkanten af Superligabyen Hobro, er den stadig meget naturskøn, og der er mulighed for at løbe ind i et super fiskeri. Pladsen fisker rigtig godt i de kolde måneder, og på den rigtige dag kan man løbe ind i et fantastisk fiskeri. Området er lettilgængeligt, og der kan parkeres næsten i vandkanten ved det lille bådleje. Der kan fiskes på begge sider af bådlejet. Ind mod Hobro skal man være opmærksom på det nye fredningsbælte ved Kirkebæk.

Fredningen gælder fra 16. september til 15. marts. Bunden består af områder med blød bund, sand og spredte muslingerev. Fisk ekstra koncentreret omkring muslingerevene, det er ofte her fiskene skal findes. Flere steder løber der lidt ferskvand ud, og disse steder kan i de rigtig kolde perioder være ekstremt giftige.

Mellem revene kommer fiskene ganske tæt på land, og kan fanges både med flue og lette blink. Pladsen kan i perioder være meget besøgt, men går man mod øst, skal man ikke ret langt, før man når urørt vand. Hvis man er rigtig hardcore vinterfisker, kan man overnatte i områdets opstillede shelters og derved være på spottet før alle andre. Igen er det mindre blink i naturtro farver eller provokationsagn, når det er rigtig koldt, som skal bruges. Her skal fiskes langsomt med mange spinstop. En Gulp børsteorm fisket langsomt efter et bombardaflåd kan til tider være hamrende effektivt.

Polarmagnus, Glimmerrejen og Brenda er fluerne til denne plads, og de skal fiskes langsomt. Fiskeriet ind i tusmørket har ofte budt på spændende og givtige oplevelser efter ringende ørreder, ofte på ganske lavt vand. Det er altid spændende at jage sete fisk og fange dem, slutter Martin.

 

Specielt fiskeri med små fluer kan være effektivt til vinterens sølvtøj.

Specielt fiskeri med små fluer kan være effektivt til vinterens sølvtøj.

Vinterhavørred på Fyn

– ”De grønne på Fyn” er en anden kystplads, som altid er et besøg værd om vinteren, fortæller Jesper Lindquist fra Go Fishing på Fyn. – Den er måske ikke en af de pladser, hvor man tænker, at her er en rigtig vinterplads. Men specielt i vintermånederne kaster denne plads hvert år rigtig fine fisk af sig. Ifølge Jesper leverer denne plads langt flere grove overspringere end de fleste andre fynske pladser.

Pladsen fiskes fra de to små grønne sommerhuse og hele vejen ud til Risingehoved. Specielt i højvande er denne plads ekstrem giftig, og fiskene kommer meget tæt på land. Et lille fif til pladsen er at fiske kystnært med korte kast – uden at gå ud i vandet. Dette giver specielt for fluefiskeren sig selv, da skrænten bagved kan drille i bagkastet.

Badekarret, som strækker sig hele vejen i bugten ud mod selve hovedet, er temmelig smalt og let at affiske. På selve Risinge Hoved er det muligt at vade længere ud. Her har spinnefiskeren god mulighed for at dække noget topspændende vand – enten med en langt kastende kystwobler i lidt kradse farver eller et bombardaflåd, hvor langsom indspinning med enten en jiggende Polar Magnus eller en giftig Pattegris kan være den rette medicin. Også for fluefiskeren vil disse fluer selvfølgelig være det helt rette valg på denne plads i jagten på den store overspringer.

»De grønne« er en af de få pladser på Østfyn, som er fiskbar i sydlig vind. Desuden kan der parkeres ved vandet, og fiskeriet kan startes med det samme. Vær opmærksom på fredningen ved Kauslunde Å, og her er et redskab som hjemmesiden havørred.com virkelig en god spiller at have med på smartphonen.

Martin Andersen med en flot vinterkold overspringer fra det nordjyske.

Martin Andersen med en flot
vinterkold overspringer fra det
nordjyske.

Kølige ørred ved Gamborg Fjord

Ellebæk Vig er en lille vig i Gamborg Fjord, som ved første øjekast kan virke ret kedelig. – Men sådan er det jo med de fleste rigtige vinterpladser for havørred, fortæller Jesper. – Fiskeriet foregår langs en sivkant, hvor der vades ud fra sivene. Der kan fiskes langs hele sydsiden, og fiskeriet startes ved den lille havn i bunden af vigen, og det er ligeledes ved havnen, at man skal parkere.

Bunden er til den bløde side uden at være helt ufarbar sump. Fiskene kan være alle steder over den kedelige sandede bund, som ikke rigtig har standpladser for havørreden. Hvis man fisker denne plads, skal der virkelig affiskes noget vand. Både ud mod det dybere og ind langs selve sivkanten. Finder du først fiskene, er der ofte rigtig mange fisk samlet på meget begrænset område.

Fluefiskeren kan med fordel fiske små rejefluer langsomt ind med lange pauser i indtagningen, hvor fluen bare daler ned gennem vandsøjlen. Ifølge Jesper skal man på denne plads altid fiske med to fluer på forfanget, for her er virkelig chance for fuld flex i form af dobbelt op af mindre målsfisk. Der bliver dog hvert år landet virkelig flotte fisk fra vigen.

Spinnefiskeren kan selvfølgelig afdække en hel del vand i vigen med et bombardaflåd og flue. Pladsen er også oplagt til UL spin med små blink i 6-10 grams klassen. Her er Stripperen og Snapperen supergode. I vigen kan man i perioder støde på et friskt pust i form af vildtfarende regnbuer fra de danske havbrug. Ellebæk vig er næsten fiskbar i al slags vind, men en hård nord vestlig vind vil sætte sine begrænsninger, da det lave vand i vigen hurtigt bliver uklart, slutter Jesper.

Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

 

En langsomt fisket STF reje blev denne havørredes sidste mundfuld.

En langsomt fisket STF reje blev denne havørredes sidste mundfuld.

Røsnæs – en fin vinterplads til havørred

– Røsnæs på Vestsjælland har altid stået højt på min liste over gode vinterhavørred-pladser, og der er flot natur, fortæller Lars Juel. Lars som mange kender fra www.seatrout4you.com samt sin passion for hans kreation, kobberbassen, har fisket på Røsnæs gennem de sidste 20 år på alle tider af året.

– Røsnæs har det, der kendetegner en god vinterfiskeplads, fortsætter han. – Her er stor vandudskiftning, variation, god dybde og blæretangbælter. Røsnæs har det hele i form af rev, badekar, blæretang, stenbund og strækninger med sandpartier. Da næsset ligger i indløbet til Kalundborg Fjord er der næsten altid lidt strøm, der sikrer, at vandtemperaturen er lidt højere pga. det varme vand fra Kattegat. Jeg besøger oftest nordsiden og sydsiden ved Røsnæs Naturskole, da der ofte ikke er så mange fiskere, og der er masser af vand som kan gennemfiskes.

Strækningen nord for Røsnæs Naturskole er en blanding af en del pynter og bugter med store sten og blæretang. Som vinterfisker skal du altid gennemfiske store strækninger da fiskene kan være meget spredte. Nogle gange finder Lars havørrederne helt inde i bugten på et stort blæretangsområde mens han andre gange finder dem på pynterne. Når vinden kommer fra syd og sydvest, plejer det at være de bedste forhold for fangst på nordsiden. Husk vadestaven, da det er hårdt terræn at vade i med alle de store sten og blæretang. Sydsiden er også en naturskøn fiskeplads, hvor det kræver, at man går et stykke, inden man når vandet. Følg altid de mærkede stier på Røsnæs, da man skal ned af store skrænter. Sydsiden har ligesom nordsiden mange mindre rev og blæretangsområder, der gerne holder fisk. Gennemfisk altid stækningen grundigt, da fiskene kan være på forskellige spots alt efter strøm og vandstand.

Et af de sikre spots på sydsiden er i Lumskebugten, hvor der er et mørkt bælte med blæretang og sten, som går fra første revle og langt ud på det dybe vand. Et andet godt spot på sydsiden er selve den sydlige spids »Hjørnet«, hvor der ofte er strøm og masser af gemmesteder til havørreder pga. af alle de store sten i vandet. Lars fortæller, at pladsen fisker bedst, når vinden er i det nordlige hjørne. Endegrej, som går dybt i vandet er at fortrække, da der ofte er meget strøm. Møresilda eller Sømmet er gode agn til spinnefiskeren. Selv bruger Lars en forholdsvis tung belastet Kobberbasse på et Intermediate skydehoved og trækker fluen forholdsvis hurtigt ind i lange tag. Kobberbassen er fast monteret på Lars’ forfang, så den kan varmt anbefales.

 

Spinnefisker ved »De Grønne« på Fyn.

Spinnefisker ved »De Grønne« på Fyn.

På havørredfiskeri i Isefjorden

Isefjordens Nakkehage er et andet af Lars’s favorit vinterspots, der ligger syd for Rørvig i den nordlige vestlige del Isefjorden. Der kan parkeres for enden af Nakkehagevej. Nakkehage har noget af de samme forhold Røsnæs. Her er stor vandudskiftning, da Nakkehage er »hjørnet«, hvor vandet skal forbi på vej ind og ud af ydrebredningen af Isefjorden.

Vandtemperaturen kan variere meget på Nakkehage – alt efter strøm og vindforhold. Bundforholdene skrifter meget efter hvilken vej man går fra parkeringspladsen. Hvis du går til højre, vil du møde små pynter, badekar og små rev med blæretang og stenbund. Vanddybden bliver lavere jo længere til højre du fisker ind mod Nykøbing Sjælland. Går du til venstre for P-pladsen, vil du ramme det dybe vand, der kommer helt tæt på land, og her er altid godt at fiske over de mørke områder med sten og blæretang. Længere ude til venstre på det åbne stræk med marker, vil du møde blæretangsområder og rev, der ofte holder fisk.

Fanger du først en havørred på Nakkehage plejer der gerne at være gode chancer for flere fisk, da havørreden ofte går i stimer. Går du endnu længere op til venstre for P-pladsen, vil du møde nogle skrænter kaldet Skredbjerg, hvor der er nogle fine badekar og rev, som ofte holder fisk i den kolde tid. – Hold altid fokus på de mørke områder og bevæg dig langs med kysten. Så finder du hurtigere fiskene, slutter Lars og tilføjer at Nakkehage fisker bedst, når vinden er i det vestlige og nordlige hjørne.

Endegrej som går dybt i vandet er at fortrække, da der ofte er meget strøm. Mindre blink er altid et godt valg til fjorden. Fluer som virker godt i Isefjorden i vinterhalvåret er bl.a. Kobberbassen, Glimmerrejer og rejeimitationer generelt.

 

Stålblank fluefanget overspringer fanget kort inden solnedgang.

Stålblank fluefanget overspringer fanget kort inden solnedgang.

Efter vinterhavørred på Møn

Nordfeld på Møn er en af mine egne favorit vinterpladser. For at komme til pladsen, køres der ad Nordfeldvej, indtil vandet nås, hvor der parkeres i skovkanten. Når man står og ser ud over vandet, kan man til venstre se et mindre rev, og til højre endnu et rev som er markeret af flere store sten. Mellem revene er et langt og bredt badekar. Specielt i vinterhalvåret holder dette badekar ofte fisk.

Som spinnefisker kan hele badekarret affiskes fra land. Mod højre ved stenene kan der vades ud, så man kan gå på revlen mellem kysten og badekaret. Jeg har her haft god succes med at fiske med flue ind mod land og vestover. Ved fiskeri fra revlen er det meget vigtigt, at man holder så god afstand til de mørke områder som muligt. Fiskene står ofte meget tæt på kanten af disse områder.

Det er med Nordfeld som med mange andre vinterpladser. Fiskene skal findes. Det er derfor ofte en god idé af affiske så meget vand som muligt – hurtigt. Når fiskene først er fundet, kan man til tider opleve et rigtig godt fiskeri med fisk i alle størrelser. Af blink vil jeg anbefale mindre gennemløbere som fx Snurrebassen no. 2 og 3, eller Bornholmerpilen på 16 gram. Af fluer er jeg helt klart til en lille Kobberbasse eller en pink rejeflue.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2015

 

Jans Lystfiskershop

 

Tue Blaxekjær overlistede denne fisk med den nye OGP Scale Snurrebasse lige inden deadline. Mon ikke Scale gennemløberne kommer til at stå for mange af vinterens hotte fangster?

Tue Blaxekjær overlistede denne
fisk med den nye OGP Scale
Snurrebasse lige inden deadline.
Mon ikke Scale gennemløberne
kommer til at stå for mange af
vinterens hotte fangster?

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This