SØRØYA: TEAM SVINET PÅ SKREIFISKERI

Jesper Lyngsie fra Team Svinet er lige nu på Sørøya som guide hos Sørvær Gjestehus. – Jeg har sejlet guidebåden sammen med Anders, Gunnar samt Kristoffer, og fiskeriet har for det meste været godt, fortæller han. – Og når hugperioderne har toppet, har fiskeriet været rigtig godt. Vi har landet en hel del 20’ere med min største på 26.5 kg.

– For nogle dage siden tog Anders Christenson og jeg en lille tur – og det fortrød vi ikke. På 3.5 times fiskeri fangede vi mange store torsk, hvor 5 var over 20 og den største på hele 30.5 kg til Anders. Det var ny PR i torsk til ham, så stort tillykke. Vi havde hele aftenen store jagende torsk under båden, så det var skreifiskeri, når det er bedst. Tak for en super uge til Gunnar og Anders.

– Forleden kom Kim, Jonas og Sebastian op, og vi har bestilt de nye Premium-rejser som Anders og Daniel nu tilbyder her i Sørvær. Et koncept hvor standarden på land er meget høj, og vi har et hus for os selv, hvilket er lækkert, når der skal hygges om aftenen eller på indedagene.

– Senest har jeg fået selskab af Gustav, som er en af Gjestehusets guider. Det tror jeg han blev glad for, for først landede han en flot skrei på 21,5 kilo og siden slog han til med et monster på 35.5 kilo. Man må sige, at det er fint at have en PB på 35.5 kg i torsk som 19-årig.

Du kan følge med i Team Svinets bedrifter på deres hjemmeside her.

 

drømmerejse iFish Travel

 

35,5 kilos skreitorsk til Gustav fanget med Team Svinets Jesper Lungsie, som du ser foroven med en 26 kilos torsk.

                      35,5 kilos skreitorsk til Gustav fanget sammen med Team Svinets Jesper Lyngsie, som du ser foroven med en 26 kilos torsk.

Friluftsland

GIGANTGEDDE NAPPER WESTIN BULLTEEZ CURLTAIL

I Norge har isen netop sluppet sit tag i Telemarken, og den erfarne geddefisker Tore Tveit fra Team Westin har vært på årets første geddetur, hvilket han næppe kom til at fortryde:

– Vandet var stadig koldt, og fiskeriet gik trægt, men jeg fik alligevel et par mindre gedder, fortæller han, – Jeg afsøgte vandet grundigt med mit ekkolod, og til sidst fandt jeg et interessant område, hvor jeg spottede en fisk, hvis størrelse det dog er svært at bedømme på skærmen.

– Med det samme kastede jeg min Westin Bullteez Curltail i farven Goldrush med 10 grams belastning og lod den synke mod bunden. Der skulle blot et par enkelte omdrejninger til på hjulet, før det gav et tungt sug i stangen, da fisken huggede – fast fisk! Til at starte med fulgte fisken ret let med op, men da den nærmede sig båden gik den helt amok, og selv med mit ret kraftige geddegrej var det svært at holde den store fisk. Fisken tog et massivt udløb, og nu var jeg ikke i tvivl om, at det var en stor fisk.

– Efter nogle minutters hård kamp kom fisken op bag båden, og jeg turde knapt nok tro mine egne øjne, for den var langt større end nogen gedder jeg tidligere havde set eller fanget. Da jeg gjorde nettet klar, tog den endnu et par lange udløb, så nerverne var godt uden på, da jeg omsider kunne løfte den kæmpestore gedde på 19,46 kilo og utrolige 135,5 centimeter op i nettet. 

Monstergedden er kun 80 gram under den norske rekord.

 

Hvidovre Sport

Friluftsland

NORSK STORGEDDE PÅ MONSTERTEEZ

Kun ganske få skandinaviske geddefiskere har landet mere end fem gedder over den nærmest uopnåelige 15 kilos grænse. En af dem er norske Petter Støttum fra Team Westin, der for nylig fik sin sjette fisk over den magiske drømmegrænse.

– Gedden, som var 15,05 kilo og 124 centimeter, er den største jeg har fået på spinnefiskeri, fortæller han til Fisk & Fri. – Den brutale og mega stærke fisk tog en Monsterteez i farven EKG knaldhårdt. Disse baits har jeg fået utrolig mange fisk på, og de kan holde til virkelig meget – også når de er så gennemtyggede, at de holdes sammen af sekundlim… Til dette fiskeri bruger jeg mine Westin Monstersticks, som kan fås i både W4, W4 og W10 udgaver. Denne gang var det en W4 jeg brugte. Den kroger perfekt og er virkelig god at fighte store, stærke fisk på.

 

Friluftsland

Friluftsland

KYSTEFISKEVAGABOND I NORGE

Jesper Larsen fra Gilleleje er lige nu – igen – på det vildeste roadtrip i Norge, hvor han rakker rundt og medefisker direkte fra klipperne efter havål og andre spændende arter, der måtte blive lokket af hans velduftende lækkerier for enden af taklerne.

– Jeg er sejlet alene ude i min gummibåd på en lille ø i den norske skærgård på Vestlandet tæt på Sognefjorden, skriver han til Fisk & Fri. – Den flotte kuller du ser nedenfor på billedet fik jeg, mens jeg riggede til – og derefter fik jeg et dobbelt run, hvor fiskene desværre begge gik i klipperne. Det var sikkert havål Men – der gik dog kun kort tid, inden der var hug igen, og det viste sig at være en flot “kyst lange” på 13kilo (ovenfor). Så nu er min norske roadtrip nu skudt i gang – og jeg har lige toppet op med et par flotte havål også, slutter han.

Vi vender tilbage med mere nyt fra turen.

Du kan læse mere om Jespers tur til Norge sidste år her.

 

Friluftsland

 

Denne vildt flotte kuller fik Jesper næsten inden han var kommet rigtigt i gang med at fiske.

Denne vildt flotte kuller fik Jesper næsten inden han var kommet rigtigt i gang med at fiske.

 

Det er med denne gummibåd Jesper har fragtet sig selv og sit grej ud på den lille ø i den norske fjord.

                                               Det er med denne gummibåd Jesper har fragtet sig selv og sit grej ud på den lille ø i den norske fjord.

 

Et par flotte havål som denne blev det også til den første nat.

                            Et par flotte havål som denne blev det også til den første nat.

 

Sådan har jesper pakket til sin lille norske roadtrip.

Friluftsland

216 CM HELLEFLYNDER & GROVE RØDSPÆTTER

– Vi har sagt det før – og vi siger det gerne igen: Efterårsfiskeriet ved norske Nappstraumen er en fantastisk tid. Sådan lyder det fra Nordic Sea Anglings Johan Mikkelsen. – Der er både masser af fisk – samt chancen for en af de helt store flyndere. I den forgangne uge har der været hård vind, og dermed svært fiskeri, som primært har været begrænset til nærområdet, fordi bølgerne på ydersiden af Lofoten har været i omegnen af 3 meter høje. På trods af de svære forhold har vi dog haft et super godt fiskeri på sydsiden af Lofoten med masser af rødspætter, torsk og sej.

– I løbet af ugen blev det dog igen muligt at fiske på ydersiden af øerne, hvilket straks gav godt med helleflyndere. Og siden da er det gået bedre og bedre med flynderfiskeriet, hvilket kulminerede i dag med et hug fra en virkelig grov flynder: Vores gæst Keith ser pludselig noget stort nede ved hans agn – og ganske kort efter får han et hårdt hug, hvor han ikke er et sekund i tvivl – den er STOR. De andre spoler op, mens linen pisker ud, og vores skipper Calle bliver tvunget til at sejle efter fisken, så den store helleflynder ikke tømmer spolen.

– Efter 30 minutter kommer den massive helleflynder op og vender ved båden første gang – og nu ved vi, at den er RIGTIG STOR. Først efter et kvarters yderligere fight får vi fisken til bådsiden, hvor den viste sig at være 216 centimeter – eller i omegnen af de 140 kilo. Efter et par hurtige fotos fik den flotte fisk sin frihed igen.

– Det er sæsonens tredje helleflynder over 2 meter fra Nappstraumen i år – og det kan sikkert gå hen og blive endnu vildere slutter Johan, der sammen med guide Calle Hjelm og fotografen Marcus Pettersson arbejder for Nordic Sea Angling.

 

drømmerejse iFish Travel
Friluftsland

NORSK GIGANTLANGE

– Sommeren har vært vældig spændende, og der er fanget mange store langer, fortæller norske Amund Gjeitnes. – Min personlige rekord på 12 kilo blev hurtigt forbedret til 18, så til 25 – og så til 26 kilo. Jeg havde således set sommerens fiskeri som en god succes. Men – det skulle gå hen og blive endnu vildere.

– Jeg havde studeret søkortene hvor jeg selv bor ved Molde i Møre og Romsdal, og havde fundet et sted, som jeg virkelig troede på. Pladsen, der står markeret som Kua på kortet, har et kraftigt fald fra 0-200 meter i et sund med meget strøm og bevægelse. Vejrmeldingerne var gode, så jeg ringede til en kammerat med båd i nærheden, og spurgte ham, om han var interesseret i at tage ud på fisketur. Og det blev et rungende ja. 

– Aftenen før klargjorde jeg et takel bestående af et 800 grams lod, solide svirvler og split-ringe med 1,2mm fluorcarbon – monteret med grønne lightsleeves, knæklys og grønt blinklys. Jeg havde også bestemt mig for at teste nye kroge – nemlig en mallekrog str. 14/0 og en trekrog fra Owner i str 5/0. Agnen var en hel makrel. 

– Vel ude over det dybe vand begyndte vi at fiske. Det tog ikke mange minutter, før turkammeraten råbte ”Fish on” – og snart efter kunne vi lande en flot 18 kilos lange. Vi lagde os på præcis det samme sted igen, og så var det min tur til at råbe.

– Jeg har tidligere fisket meget efter helleflynder, og dette hug føltes lidt på samme måde. Bremsen var stillet ret hårdt, men uanset hvad jeg gjorde, flådede fisken line af hjulet. Der gik et stykke tid, hvor jeg ikke fik noget som helst line ind igen, men så begyndte den store fisk langsomt at komme tættere på. Pludselig kunne jeg se noget lyst nede i vandet – og inden længe kom der en enorm lange på 180 cm og 37 kilo på dækket, hvilket var en ny PR.

 

drømmerejse iFish Travel

Friluftsland

FANTASTISK HAVFISKERI PÅ HITRA

Når sommeren går på hæld, kan man opleve et ofte fantastisk havfiskeri i Norge. En af dem, der netop har været afsted er Kevin Dyszkant.

– De første to dage, hvor vi fiskede ved vores camp Kvenvear Hitra, var fiskeriet ikke specielt let, for det var ikke nemt at skaffe gode agnfisk som fx makreller. Efter en ihærdig indsats lykkedes det dog os at få en stak fine makreller, hvorefter vi satsede fuldt ud på fiskeri over dybt vand.

– Til at starte med tog vi nogle drev efter rødfisk, men det eneste vi fik var små hajer. Vi sadlede derfor om og begyndte at lede efter nogle gode pladser til langefiskeri. Om eftermiddagen lykkedes det at finde et par gode steder, og så var der ellers masser af action, hvor vi landede fisk efter fisk – inklusiv en flot lange på 158 centimeter og 23 kilo.

– På turens tredjedag lykkedes det os at finde en plads med masser af rødfisk, så det endte med at blive en helt fantastisk tur.

 

Daiwa Open 2025

 

Turen til Hitra i Norge bød på en del flotte rødfisk som denne.

Turen til Hitra i Norge bød på en del flotte rødfisk som denne.

Friluftsland

PÅ KONFIRMATIONSFISKEREJSE TIL NORGE

Rasmus Westergaard med turens største sej på 10 kilo.

Efter over et halvt års ventetid var dagen endelig kommet. Turen gik til Norge på havfiskeri. Det var mine forældres konfirmationsgave.

 

AF RASMUS WESTERGAARD

 

MIN FISKETUR TIL NORGE, sammen med min far, startede med, at vi sejlede fra Hirtshals til Langesund og kørte resten af vejen i bil. Vi havde fået anbefalet en lille campingplads af nogle bekendte, som lå ved Rødvenfjorden, der er en lille fjord, som munder ud i Romsdalsfjorden.

Første dag lavede vi lidt trolling med wobler og kastefiskeri i inderfjorden. Her fangede vi masser af makreller, lyssej og nogle knurhaner. Om aftenen sejlede vi ud igen. Vi havde fået lidt spots fra de lokale, men fordi der var så meget strøm, besluttede vi os bare for at drive. Det viste sig at være en god idé. Vi drev hen over stimerne og kunne dermed fange ganske godt, og vi fangede både sej og et par langer den aften. Fiskene havde en fin størrelse på omkring 3-4 kg, som egentlig er den idéelle spisestørrelse.  Vi endte med at have godt med filet allerede på første dagen, så alle var godt tilfredse.

Efter gårsdagens succes var forventningerne til den næste dag høje, men fiskeriet levede bestemt ikke op til forventningerne. Vi fangede et par enkelte langer, brosmer og en hvilling på godt 60cm som er en fin størrelse for en hvilling, da de typisk ikke bliver over 70cm.

 

Geddefeber

 

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.

 

Massevis af sej

Vi havde besluttet os for at stå tidligt op næste morgen, og sejle ud til et spot, som vi havde luret lidt på i forvejen. Det drejede sig om en laksefarm, hvor vi håbede på, at det overflødige foder kunne tiltrække en masse sej. Og det viste sig, at vi ikke var helt forkert på den.

Det var en stille morgen, og temperaturen lå lige omkring de 13 grader. Da vi kom ud, begyndte vi at afsøge vandsøjlen med ekkoloddet, og det tog ikke lang tid, før vi fandt fiskene. Bøjlerne blev klappet om, og pirkene susede ned mod bunden. Da pirkene havde nået bunden, blev de ellers bare kranet op med fuld hastighed i bedste speedjigging stil. Og midt i vandsøjlen kom det længe ventede hug så endeligt.

Kort efter realiserede fisken, hvad der skete, men så skød den afsted. Bremsen på mit hjul blev strammet op, men fisken var ikke til at stoppe. Fisken tog line, indtil den havde nået bunden. Det var det rene tovtrækkeri.  Vi lå på omkring 80-90 meter vand, og fisken susede flere gange ned mod bunden. Da jeg var ved at fighte min fisk, havde min far også fået en rigtig god fisk på, som endte med at sætte sig fast og så rive sig af.

Det tog ikke langt tid, før min fisk også satte sig. Vi var drevet ind over et af laksefarmens fortøjningspunkter, så humøret var ikke specielt højt længere. Linen blev viklet rundt om gaffens skaft, og båden blev sat i bakgear. Pirken løsnede sig, men al linen var kludret sammen. Jeg måtte skære linen over og binde den sammen igen af flere omgange. Da jeg begyndte at hente linen op igen, var det meget tungt. Jeg tvivlede stærkt på, at fisken stadig var der. Men – da der kun var få meter line tilbage i vandet, og jeg kunne begynde at se pirken, og det der hang på, blev jeg meget positivt overasket. Fisken var der stadig! Selv efter al den tid havde fisken været så godt kroget, at den stadig hang på krogen. Det endte med at blive min største sej på turen på 97cm og godt og vel 10kg.

 

Mange asf de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

                      Mange af de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.

 

Afsted til laksefarmen igen

Næste dag havde vi noget fint fiskeri, hvor vi fangede lidt mellemstore sej og nogle makreller. Vi havde besluttet os for at stå tidligt op igen og sejle ud til laksefarmen, fordi det var vores sidste hele fiskedag. Vi startede ud med at drive lidt, da vi ikke kunne finde fiskene. Så kom der igen et kraftigt ryk i stangen. Denne gang var det ikke i min stang, men i min fars.

Fisken startede ud med at tage nogle lange udløb, og fighten trak sig ud over mere end 10 minutter. Stangen, som i dette tilfælde blot var en Kinetic Pitcher 30-80g blev presset hårdt.

Da fisken nærmede sig vandoverfladen, kunne vi se, hvad det var. Der kom en sej på ca 8kg op, som havde taget øverste ophænger, og min far var godt tilfreds, men et splitsekund senere, fik vi øje på, at der var en mere på samme størrelse, som ikke kunne modstå pirken. Han havde haft to sej på hhv 7,7kg og 8,5 kg på samtidig.

 

Far - Niels Westergaard - meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hivbe fisk i land. Her en flot sejdoublet.

                Far – Niels Westergaard – meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hive fisk i land. Her en flot sejdoublet.

 

Den morgen fangede vi lidt flere sej, som ikke var helt så store som de to, men vores tur nærmede sig enden. Det var nu sidste dag, og vi havde en halv dag tilbage, hvor vi kunne komme ud og fiske. Der var meldt kraftig regn, men da det var sidste dag, sejlede vi ud alligevel. Jeg startede med at fange en enkelt torsk. Efter det skete der ikke meget i et godt stykke tid.

Efter kort tid begyndte det at regne meget, men vi blev ude. Det tog lidt tid, men så havde vi også fundet en stime sej, hvorefter vi fangede en håndfuld med de to største på 6-7kg. Da fiskeriet døde lidt ud, sejlede vi ind i inderfjorden og prøvede at fange nogle langer. Vi fik begge en enkelt og mistede nogle stykker.

Et uventet sejt hug

Under langefiskeriet fik jeg også en uventet gæst på besøg ved bundforfanget. I starten troede jeg, at jeg havde et helt normalt hug, og efter et øjeblik gav jeg modhug. Den kæmpede ikke specielt meget, og det føltes som en lille lange. Men midt i vandsøjlen gav den pludselig gas. Bremsen på mit multihjul var stram, men fisken tog alligevel nogle udløb. Jeg kunne hurtig regne ud, at det var en sej. Fisken var på omkring de 6kg og havde taget et makrelfilet, der lå på bunden. Det var en rigtig fin afslutning på turen.

Alt i alt havde vi en rigtig god tur. Vi fangede mest sej og en del langer, hvilket også primært var de arter, vi gik efter. Vi prøvede også at fange kulmuler, men dem kunne vi desværre ikke få på krogen.

 

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.

 

Grejet til det norske havfiskeri

Det endegrej vi brugte, var primært pirke fra 100-250g og gummifisk på 15-20cm. Og så fiskede vi også med selvbundede ophængerforfang. Stængerne til det aktive fiskeri var nogle tunge spinnestænger samt lette pirkestænger på 20lbs. På de stænger havde vi fastspolehjul i størrelse 4-5000 med noget 0,22 flet monteret.

Til medefiskeriet brugte vi 500 grams lodder og nogle selvbundede forfang samt makrelfilet som agn. De var jo nemme at skaffe. Stængerne vi benyttede til medefiskeriet var 30lbs pirkestænger på 7’ med store multihjul monteret med 300 meter kraftig fletline i 0,30mm/ 30kgs brudstyrke. Man ved jo aldrig, hvad der hugger.

 

Hvidovre Sport

 

Turen gav også mange andre fine overraskelser - blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.

Turen gav også mange andre fine overraskelser – blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.

Friluftsland

GIGANT RØDFISK FRA NORGE

Tyske Sven Peine er netop kommet hjem fra Norge, hvor han efter at have kørt 2700 kilometer tur/retur sammen med en gruppe på otte venner har fisket i Loppa Havfiske Camp. – På en af fiskedagene var der blikstille, og vi sejlede ud til den mest fantastiske fiskeaften, fortæller han. – Vi lagde ud med at fange nogle agnfisk og skære dem i stykker til agnstrimler, hvorefter vi var klar til at fiske ved 19-tiden.

– Taklet med en 450 grams pirk og baitede krogtafser ovenfor blev sænket ned på 170 meters dybde over 200 meter vand. Pludselig fik jeg et godt hug, og det blev hurtigt klart, at det var en noget større fisk. Til alt held havde jeg mit elektriske hjul på, hvormed det blev knapt så hårdt arbejde at hale den op fra så stor dybde. Efter de første 100 meter gik strømmen dog, og så var det ellers bare med at hjule ind på klassisk vis.

– Ved landingen hjalp min ven Jan Thiede mig, og det tunge hug viste sig at være en enorm rødfisk på 13,1 kilo. Fisken aspirerer til at blive en ny norsk rekord, hvis den godkendes, slutter han.

 

Hvidovre Sport

 

Sven Prine med sin enorme rødfisk der aspirerer til at blive ny norsk rekord.

Sven Peine med sin enorme rødfisk der aspirerer til at blive ny norsk rekord.

Friluftsland