HAVØRRED: FANTASTISKE DAGE PÅ GOTLAND

– Tak Gotland for et par fantastiske dage – igen. Sådan lyder det fra Lars Terkildsen. – Denne fantastiske havørred, som du ser ovenfor, kan man vel sætte i kategorien fejlfri. Den er nok lidt over 70 cm, for den som vil vide lidt om størrelsen. Fisken svømmede tilbage efter et par hurtige billeder.

– Havørreden blev fanget den 30 april på en 25 grams ”Sill” gennemløber fra OGP i farven Stockholm Rød/Sort på en af de fantastiske pladser, der er på nordvest Gotland. På Gotland er der ingen udsætninger af havørreder, men man arbejder med at gøre alle småbække og åer selvreproducerende. Mindstemålet er 50 cm, og der er en meget udbredt genudsætningskultur, så rekrutteringen af havørreder langs den Gotlandske kyst er fantastisk. Vist kan man have dage med 0 fisk, som alle andre steder, men under mine fem dagens fiskeri i år, blev det til 18 landede havørreder og mange kontakter samt tabte fisk. Og som sagt – de har haft en sygt fin gennemsnitsstørrelse.

– Man kommer til Gotland med båd fra Oskarshamn, og det er en godt tre timers overfart. Hytter kan lejes, og mange steder er der Airbnb fra 4-500 sek for en nat – alt efter hvor meget lukus man vil have. På Gotland findes en del guider, man kan hyre, hvilket er en god ide den første gang, man besøger øen.

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRREDHOTSPOTS VED AABENRAA

Kystområderne ved Aabenraa byder på et spæn­dende fiskeri efter havørred. Følg med Bjørn Biedenweg på stranden og få serveret alle de gode havørredpladser på et sølvfad.

AF BJØRN BIEDENWEG, FOTO: BJØRN BIEDENWEG & JENS BURSELL

 

DEN SØNDERJYSKE ØSTKYST er spækket med gode pladser både for spinne- og fluefiskeren. Om­rådet er fyldt med fjorde, mindre rev, næs og vige – og fælles for dem er vandets lave saltholdighed samt fraværet af tidevand. Dette spiller en forsvindende lille rolle i forhold til vandstand og strøm, som mere styres af vindretning og – styrke.

Da de store ismasser for omkring 15.000 år siden trak sig tilbage, efterlod de det kuperede mo-rænelandskab, der i dag præger Østjylland og øerne syd for bæl­terne. Kystens karakter ændres ofte ganske hurtigt inden for få hundrede meter, hvilket er grun­den til, at populære Sønderjyske kystpladser ligger som perler på en snor.

Fiskeriet dyrkes primært i et mindre, overskueligt område, men til gengæld kan fiskeren ofte parkere tæt på et hotspot, li­gesom pladsskift generelt er min­dre tidskrævende. Foretrækker du at fiske uforstyrret, er det bare med at køre til næste spot, når der er flere ude med snøren! Især fiskeriet i den kolde årstid tiltrækker havørredfiskere fra nær og fjern. Det brakke vand gør, at grønlændere og overspringere om vinteren søger ind i inderfjorde­ne, som stedvis mere minder om en stor sø med sivbræmmer end om en saltvandskyst.

Manglen på åben og salt kyst afspejler sig i lystfiskernes fore­trukne grej, for blink og woblere på 25 gram og opefter er sjældent brugt. Til gengæld vil tilhængere af UL-spin og let fluegrej få fuld valuta for pengene i det sønder­jyske. Her får du et overblik over nogle af de bedse pladser. Mojn, – å knæk å bræk, ven I ska langs!

Lillehoved

Lillehoved

1 – LILLEHOVED/DUNDELUM

Det er oplagt at starte præsen­tationen af kystpladser omkring Aabenraa her i bunden af Diernæs Bugt. Nord for hovedet er der et halvårs-fredningsbælte og endnu længere nordpå et helårs-fredningsbælte, hvor Hoptrup Å munder ud i bugten. Denne å er især kendt for sin opgang af store regnbuer.

Pladsen kendetegnes ved en kuperet, lerholdig bund med veks­lende tang- og sandområder, der fortsætter sydover til næste spot ”Gåsevig”. Lillehoved kan fiske fint året rundt, og i efteråret fore­kommer der en del opgangsfisk – til tider ret store!

Ved højvande eller pålandsvind bliver vandet helt hvidt af ler, og så bør du opsøge andre jagtmarker. En af mine fedeste kystture har jeg oplevet på Lillehoved: En mild december-dag krogede jeg en stor regnbueørred på let fluestang. Fisken kvitterede modhug­get med adskillige saltoer, som kunne få en hver springgymnast til at blegne, men pludselig søgte den ind mod kysten i en stor bue. Ørreden endte med at stå helt ind under land, og der, hvor ørreden lige havde vist sig i sin fulde størrelse, kom to marsvin, – mor med unge, til syne. De var tydeligvis blev lokket til området på grund af fiskens postyr… Efter at de små tandhvaler fortsatte deres søgen efter føde, trak regnbuen ud på dybere vand igen og tovtrækkeriet fortsatte, som om intet var hændt. Men – jeg trak det længste strå og kunne efter en fornem fight håndlande en ægte ”burhøne” på fire kilo. Men det var ikke fiskens størrelse, der gjorde dagen uforglemmelig.

Der er parkeringsmulighed ved Vikær Strand Camping.

Gåsevig

Gåsevig

2 – GÅSEVIG

En lille kilometer syd for Lillehoved drejer ky­sten mod sydøst. Her er Gåsevigen, en populær og fin lille plads, der især om vinteren kan holde på mange blanke grøn­lændere. Her er der fine forhold for både flue- og spinnefiskeren. Generel er bunden mere mørk med færre sandpletter, dog er der en lille sandbanke midt i den sidste del af bugten, som man i lav­vande kan fiskes fra. Gåsevig fisker bedst i sydlig til vestlig vind, og bortset fra den varmeste tid kan du møde fisk året rundt. Der er gode parkeringsforhold direkte ved stranden: Kør mod Gåsevig Camping og drej så til højre lige inden campingpladsen.

 

Sønderballe

Sønderballe

3 – SØNDERBALLE HOVED

Strækket fra Gåsevig til Sønderbal­le Hoved kan for fluefiskeren være en stor udfordring, for det er en stenet kyst med forholdsvis dybt vand under land og begrænset plads til bagkastet. Kysten her er kendetegnet ved høje klinter, buske og træer ved stranden. Selve hovedet er en af Sønderjyllands mest kendte og besøgte pladser. Det stikker langt ud i Lillebælt. Her er der ofte en god strøm, som gør pladsen til en super helårsplads, hvor der hvert år fanges store blankfisk.

Bunden er meget varieret med muslingerev, stenbanker, store tangfyldte sten, badekar og huller samt sandpletter. Stedvist kan du vade langt ud ved lavvande, men lær pladsen godt at kende, inden du tager på natfiskeri. Så øger du chancen for at undgå en mindre svømmetur!

Sydsiden af Sønderballe Hoved er mindre besøgt, da der er ret sandet med få tangpletter. En tidlig forårstur i lunt solskinsvejr kan dog overraske positivt. Inden du når Sønderballe Strand i Genner Bugt, er der dog en meget dyb bugt med mørk bund og store sten. Her kan det være en udfordring at vade. Dette sted kan bedst nås fra Bådlaget ved Sønderballe Strand.

Parkering ved selve Hovedet foregår i skoven på vej ud til hove­det. Kør ad skovvejen mod hovedet, indtil vejen drejer skarpt mod højre. Her er der mulighed for at holde i vejkanten uden at genere andre trafikanter.

Kalvø

Kalvø

4 – KALVØ

Denne halvø er en klassisk vinter- og forårs­plads. Brakt vand, opgangsåer, blød og mørk bund i om­rådet virker som en magnet på havørreder i den kolde tid. Bortset fra den sydvestlige del af Kalvø, der er helårsfredet, kan der fiskes hele vejen rundt om halvøen. Også området før selve Kalvødæmningen holder på fisk.

Ydersiden af Kalvø er præget af tangbælter, spredte sten og sand­pletter. På indersiden derimod er der blød bund og sivbræmmer. Her bør du være forsigtig med at vade, da du nemt kan sidde fast. Ønsker du at fiske på indersiden af Kalvø, så vær venligst skån­somt i dit fiskeri, for der er fyldt med undermålere og nedfalds­fisk. Personligt mener jeg ikke, at der burde fiskes på stedet, da det blot er én ud af 20 fisk, der er blank og holder målet! Har du ellers overskud til at se andet end, hvad der sker bag dit blink eller flue, så er der fine chancer for at se isfuglen her. Parke­ring foregår enten ved havnen på Kalvø eller på en lille plads på venstre side inden dæmningen.

 

Hvidovre Sport

Dybvig

Dybvig

5 – DYBVIGHOVED

Dette næs ligger øst for Kalvø. Bundforholdene ligner først­nævnte, og pladsen er derfor også mest besøgt fra oktober til april. Der parkeres ved bådelauget. Herfra kan du fiske de første 100 meter mod venstre langs sivkanten over blød bund. Nu bør du gå på land og gå i gennem skoven til spidsen, da stykket mellem bugt og spids er MEGET sumpet!  Går du derimod til højre mod selve hovedet, bliver bunden tiltagen­de mere sandet og stenet med tangpletter. I næste bugt mod nord gentager billedet sig, – bugtens bund kendetegnes ved blød bund.

Sandskær

Sandskær

6 – SANDSKÆR/NØRRESKOV

Ved Sandskær ligger der et langt muslingerev, hvorfra der i skumringen kan fanges pæne torsk med tungere spinnegrej. Revet er hyppigt besøgt, men fiskeriet mod vest under Løjt Nørreskov kan ligeledes være godt efter havørred. Her er der mørk, stenet bund med en god dybde tæt under land.

En vestlig vind foretrækkes af de fleste fiskere. Fisker du til gen­gæld mod højre forbi lystbådehavnen og campingpladsen, møder du overvejende sandbund med få tangpletter. Der er anlagt en række små høfder. Spinnefiskeren har de største chancer her, for med lange kast er det muligt at nå et tangbælte.

Først når du har gået en god kilometer og har lagt høfderne bag dig, bliver pladsen spændende for fluefiskeren igen. Denne plads er faktisk nemmere at nå fra ”Barsø Landing”, hvor der cirka hver time går en færge til Barsø. Denne ø kan i perioder byde på et fantastisk fiskeri efter havørred, men det er en anden snak. Ved Sandskær kan du parkere ved stranden direkte ud for muslin­gerevet. Kør fra Løjt Kirkeby mod Sandskær Strandcampingplads og forbi selve campingpladsen, hvor du fortsætter din kørsel på en grusvej. Ved vandet svinger vejen skarp til venstre. Fortsæt et par hundrede meter.

Her kan du se hvor de nævnte pladser ved Aabenraa ligger.

Her kan du se hvor de nævnte pladser ved Aabenraa ligger.

7 – LODDEHØJ

Dette et ret populært sommerhusområde, som også huser en campingplads. Der er parkeringsplads ved vandet i den sydlige del af området. Et par hundrede meter mod nord er der en lille bæk, der er halv­årsfredet fra 16.09-15.03. I denne periode må du først starte dit fiskeri ved den første pynt (der er to) mod sydøst. Her ligger der en ret stor sten 70 -80 meter fra land, som ofte er optaget af en sæl. Dem er der ret mange af i området, og de kan – grundet deres nysgerrighed – være ganske underholdende at observere. Jeg kan ikke forestille mig, at de er i stand til at æde alle ”vores” ørreder, så i stedet for at blive irriteret over dem og muligvis bruge sæler­nes tilstedeværelse som undskyldning for udeblivende fangster, burde vi nok hellere være glade for den nogenlunde intakte natur, vi er omgivet af.

Kysten her ligner igen den klassiske kystplads med sandrevler, ålegræs, tang og sten i mange størrelser, hvilket er en oplagt plads – også i den lune sommernat. Denne plads er en rigtig fin flueplads.

Fortsætter du dit fiskeri forbi den anden pynt, øges vanddybden brat, og du må vade tæt ind under land. Den næste kilometer ned ad kysten kan være en udfordring for fluefiskeren, da der er be­grænset plads til et fornuftigt bagkast. Brug underhåndskast eller læg dine kast meget skråt, for ørrederne går tæt under land. Der er tæt tangbevoksning på hele strækket. Bortset fra hård vind fra nordøst, er det muligt at fiske i alle vind­retninger. Ved Loddenhøj fiskes der året rundt.

Knudshoved

Knudshoved

 

8 – KNUDSHOVED/LØJT LAND

På vej sydover mod Aabenraa kommer vi nu til den foreløbig sidste og måske også den mest spændende plads; Knudshoved. Området lugter decideret af store, blanke ørreder, der i sommer­natten eller på en lun forårsdag fouragerer i overfladen på jagt efter alt godt fra havet. Fra selve hovedet strækker sig et langt undersøisk rev, og ved almindelig vandstand er det muligt at vade de første 70- 80 meter. I bugten mod venstre er det lidt mere sandet, men med en god dybde. Syd for det store rev er det et par mindre rev og dybt vand med masser af sten og tang. Fluefiskeren foretrækker vestlig vind, mens man med spinnefiskeriet i mod-, sidevind og rullende bølger har en god chance for at få hug af storfisken.

Ønsker du at fiske i dette herlige område, må du være indstillet på en 1,5 kilometer lang gåtur, men til gengæld er pladsen sjældent overrendt. Skulle det store rev alligevel være optaget af andre fi­skere, så fortvivl ikke. Hele strækket byder på spændende fiskeri! Erfaringen har vist mig, at det til tider er de jævne stræk og små vige, der kan være mere givende end rev og pynter.

En jævnlig gæst er dog også her sælen, som oftest ligger og får sig en lur på en af stenene eller nysgerrigt viser sit kuglerunde hoved, der stikker op af vandet.

Parkering: Kør østpå ad Barsmark Bygade. Fortsæt lige ud, hvor den asfalterede vej går over i grusvej. Lige efter det første skarpe knæk mod højre, har den lokale bonde skabt en fin, lille p-plads. Med lidt hensyntagen er der plads til tre biler.

Om fredningsbælter i området

Den Sønderjyske østkyst er fyldt med mange små vandløb, hvoraf en del af dem igen er blevet til produktive gydebæk­ke – takket være stor indsats af lokale kræfter. For enhver god lystfisker er det vist en selvfølge at overholde regler omkring fredningsbælter. Det er i dag meget nemt at informere sig om fredningsbælter og -tider. Gå ind på fiskeristyrelsen.dk. På hjemmesiden kan du finde et rigtig fint oversigtskort med in­formationer om vandets navn, placering og fredningsperioden.

Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

Kystområdet ved Aabenraa byder på fantastiske fiskeoplevelser med både flue og spinnestang.

Kystområdet ved Aabenraa byder på fantastiske fiskeoplevelser med både flue og spinnestang.

drømmerejse iFish Travel

EN FLOT HAVØRRED FRA TÅSINGE

– Turen gik til Tåsinge som så mange gange før, fortæller Simon Øder. – Pladserne var valgt, og vi startede på en af de ”hemmelige” pladser, vi har fundet. Her fik vi blandt andet en enkelt undermåler til makkeren, men da der ikke skete mere, kørte vi til Vornæs, hvor vi ramte en god stime. Her lå fiskene alle sammen mellem de 38 og 42 centimeter – og vi tog to målsfisk med hjem. Dagen var grå og regnfuld, men humøret var højt. Det skulle dog blive meget bedre, for jeg fik et par fisk mere som røg retur – samt et enkelt horn.

– Pludselig fik jeg et vanvittigt og kontant hug lige foran mig. Den tog ikke så mange deciderede udløb, men plaskede bare rundt lige uden for rækkevide. Der var nerver på, men til sidst gled den i makkerens net. Havørreden var en ny PR til mig – og så fra mit yndlings sted – Tåsinge, som vi nok efterhånden har sort bælte i. Alt i alt en super tur, som jeg vil huske i lang tid, slutter han.

Har du selv fanget en godt fisk, så husk at sende os din beretning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

EN EFFEKTIV MORGENTUR EFTER HAVØRRED

– Jeg lægger stor vægt på den rette besøgstid på mine fiskespots, og jeg foretrækker at starte fiskeriet inden solenopgang, da det ofte er her, at havørrederne trækker ind for at jage aktivt, fortæller Stefano Cinus fra @fishingchroniclesdenmark. – En hård uge på arbejde kunne derfor ikke stoppe os to motiverede lystfiskere, og klokken fem om morgenen var min ven Filippo og jeg allerede i vandet på Stevns. På spottet var der god strøm, og en let sidevind gav godt gang i vandet, hvilket altid er godt i klart vand.

– Filippo fiskede med fluestang, men under disse forhold valgte jeg at bruge min spinnestang, hvor jeg riggede en hjemmelavet tobiswobler fra MTN Lures. Det tog ikke mere end 15 kast, før en fin nedgænger huggede hårdt på min wobler, og fem minutter senere fik jeg anden fisk – igen en nedgænger lidt over 55 cm. Fiskene var altså på pladsen, og snart fik Filippo også ”flex” på sin fluestang, men da solen gik op, mærkede vi en markant nedsat aktivitet i området.

– Jeg besluttede at øge kastlængden ved skifte til en tungere wobler for at søge fiskene længere ude, hvor jeg kunne se en markant strøm. Og det skulle vise sig at være den rigtige beslutning: Jeg fik først et kraftigt hug fra en god fisk, som efter få sekunders fight slap fri – sådan er det jo! Fiskene var dog stadig aktive, og de startede med at bide konstant langt ude.

– Det var en fantastisk dag med i alt 10 havørreder på krogen, mange kontakter samt to gode følgere helt inde under stangspidsen. Alle fisk blev genudsat. Turen var dog ikke slut endnu, da jeg fik et fint hug – troede jeg. Det viste sig dog at være årets første hornfisk for mit vedkommende. Så nu er hornfiskene i hvert fald også ankommet til Stevns, slutter han.

 

drømmerejse iFish Travel
drømmerejse iFish Travel

HAVØRREDEN DER NÆSTEN VANDT

Mig og makkeren var tilmeldt fiskekonkurrencen med Snurrebassen’s Disciple i weekenden, så vi var klar til at tæske noget vand, siger Ahmet Cakaloglu. – Vi begynder fiskeriet klokken 06.00, og der var næsten ingen vind til at starte med. Først affisker vi i flere timer uden at mærke en eneste hug, men omkring formiddag begynder der at komme lidt mere vind, hvilket sætter gang i vandet, ligesom vi vil have det.

– Vi fortsætter fiskeriet med cirka 40-50 meter afstand til hinanden, og lige pludselig ser jeg en stor fisk springe fri af vandet. Jeg kigger på min makker og råber ”så du den”. Han kigger tilbage og siger ikke noget, men jeg kan se, at han er i gang med at fighte en fisk, så jeg tænker, at det må være den fisk, der sprang op. Men da jeg ser ham nette den fisk, som han har fanget, så tænker jeg – nej – det kan ikke være den fisk, der sprang op.

– Jeg tager et skråt kast over området, hvor den hoppede, og efter 10-15 hurtige omdrejninger på hjulet, siger det klask. Det er et kontant hug, og jeg ved med det samme, at det er en god fisk, da den bare går dybt. Jeg råber alt, hvad jeg kan til min makker, at det er en stor fisk, men på grund af vinden kan han ikke forstå, hvad jeg siger. Efter fem minutters fight kan jeg nette den stålblanke fisk. Da jeg ser fisken på tæt afstand råber jeg til min makker, at det er vinder fisken, men han er stadig ikke helt med på, hvad der sker, så han begynder han langsomt at gå imod mig. Da han så ser fisken, kan han godt forstå, hvorfor jeg e så glad og siger tillykke.

– Fisken bliver målt til at være 71.5cm, og det giver mig en førsteplads på dag et, men på dag to bliver min fisk slået ud af Martin Theysen, som får en havørred på 72.5cm. Det gør dog ikke noget. Jeg skal nok få den førsteplads næste gang, slutter han.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: Når nordenvinden driller…

– Jeg har lige været på tur med nogle af gutterne til Samsø, for at få lidt genoprejsning fra en noget kold Bornholmertur i marts, hvor vinden drillede vildt, og vi havde vindstød op til 27m/s samt sne… Sådan lyder det fra Per Fischer: – Vi besluttede derfor, at vi skulle have en ordentlig forårstur, men så var det lige, at vejrudsigten bød på flot vejr. Men – det var nordenvind, og som mange nok ved fra ordsproget – så – ”når vinden er i Nord – bliv hjemme hos Mor”.

– Turen første fisketimer startede egentligt tilfredsstillende: Vi landede med aftenfærgen fra Kalundborg, og kunne lige nå et par times aftensfiskeri på Vesborg Fyr. Her mødte vi nogle gutter, der havde haft lidt træk i fluen, og kort tid efter kunne Christian Balle lande turens første målsørred, der fik sin frihed igen. Og så var der igen en kontakt, der desværre smuttede. Det blev resultatet af aftenes fiskeri, hvilket egentligt var fint, da vi jo lige var landet. Men så skete der ikke mere de næste to dage!

– Vi kørte rundt på øens og fiskede armene halvt af, men vi kunne hverken finde fisk eller deres føde… Den var sgu lidt hård. Vi hyggede dog bravt i forårssolen, plukkede muslinger og tilberedte dem over bål – Moules Marines er bare så konge ude i det fri med et køligt glas Chardonnay selvfølgelig. På den sidste dag kørte vi til Sælvig i forhåbning om, at solen havde varmet vandet mere op der end ude ved det åbne kyst, så måske ville det være muligt at finde havørredsføde og dermed de fisk, som vi var kommet for. Efter en lille times fiskeri kom så belønningen… Endnu engang slog den dræbende effektive Omøbørste/Brendaflue til og udløste hugget fra en 59 centimeter fed overspringer på godt over de to kg, der leverede en forrygende fight. Havørreden var ude af vandet flere gange. Turen var reddet, men lidt som en udligning i overtiden… Det var ikke en stor sejr, men et resultat hvor man ikke vil vende retur med en hængemule. Vi tjekkede fiskens maveindhold, for det var da spændende at se, hvad den havde spist, nu hvor vi nærmest ikke havde kunne finde nogle byttedyr de sidste dage. Maven var fyldt med sandorm! Der er ikke så tit, at jeg har set det.

 

Friluftsland

 

 

Der var ikke meget action på turen til Samsø, men denne flotte fisk reddede alligevel turen.

Der var ikke meget action på turen til Samsø, men denne flotte fisk reddede alligevel turen. 

 

Brenda er ofte et sikkert fluevalg på kysten.

Den klassiske Omøbørste – her bundet med Rainbow Dubbing fra Fishmadman.

drømmerejse iFish Travel

HVORDAN FÅR VI FLERE FISK PÅ KYSTERNE? – del 1

Lystfiskeriet er boomet i popularitet, og i kølvandet på det, er presset på vores fiskebestande vokset betragteligt. Spørgsmålet er – er der fisk nok? – og er det bæredygtigt med yderligere vækst i lystfiskeriet, hvis ikke der først kommer flere fisk? Vi har taget en snak med biolog og fiskeekspert Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum om, hvad han mener problemstillingen er – samt hvordan man måske kan løse den.

AF JENS BURSELL

BÆREDYGTIGHED defineres ikke af gode intentioner, men af mængden af ressourcer set i forhold til forbruget – her og nu. Overført til vores fiskebestande betyder det, at bæredygtigheden af vores fiskeri handler om, hvor mange fisk der er lige nu – set i forhold til det aktuelle fiskepres i samspil med de øvrige faktorer, der kan påvirke bestandene negativt.

Vores fiskeri her og nu bliver altså ikke nødvendigvis bæredygtigt af, at vi parallelt med et stigende fiskepres igangsætter tiltag, der måske på lidt længere sigt kan øge bestandene. Det bliver først bæredygtigt, når bestandene rent faktisk er så store, at vores fiskeri her og nu ikke påvirker bestandene negativt. Hvorvidt det er tilfældet nu er så spørgsmålet?

Er dansk kystfiskeri bæredygtigt?

Vi har talt med biolog og fiskeekspert Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum om status i dansk kystfiskeri, samt hvad man kan gøre for at forbedre bestandene og ikke mindst fiskeriet for alle de mange danske kystfiskere.

FISK & FRI: Tror du der er naturligt reproducerede vildfisk nok langs kysterne til, at det markant stigende antal lystfiskere, som vi ser lige nu, ikke vil betyde faldende bestande og forringet fiskeri for alle?

Henrik Carl: Nej, det tror jeg ikke, og vi skal huske, at den naturlige reproduktion af vildfisk i forvejen var så utilstrækkelig, at man laver bestandsophjælpning mange steder. Det synes sandsynligt, at den merfangst, som boomet i lystfiskeri (og fritidsfiskeri) har medført, må beløbe sig til 10.000-vis af ørreder, og det har naturligvis en betydning. Allerede nu melder erfarne kystfiskere om meget svært fiskeri ved adskillige af vore kyster, og jeg hører om mange nye kystfiskere, som er ude rigtig mange gange, før det lykkes at fange noget. Lystfiskeriet har således allerede taget skade i et eller andet omfang. Om ynglebestandene i sig selv tager egentlig skade kommer an på, om antallet af gydefisk falder så meget, at de ikke er i stand til at producere yngel nok til at udfylde vandløbenes bærekapacitet. Det er nok for tidligt at svare på, men i nogle åsystemer kunne man sagtens forestille sig dette senarie.

Henrik Carl med en flot farvet havørred, der blev genudsat forsigtigt.

Henrik Carl med en flot farvet havørred, der blev genudsat forsigtigt.

 

FISK & FRI: Kan man risikere, at fastholdelse af den nuværende udsætningspolitik kombineret med et stigende antal lystfiskere, faktisk ikke vil være bæredygtigt, fordi presset på vildfiskene simpelthen bliver for stort?

Henrik Carl: Jeg er i tvivl om, hvorvidt man overhovedet har kunnet bruge ordet bæredygtigt om et fiskeri, der i forvejen er båret oppe af udsætninger, men situationen vil naturligvis blive værre, hvis man fjerne flere fisk fra bestanden uden at den bliver hjulpet ekstra andre steder. Med den interesse, der er for havørredfiskeri, er jeg dog i tvivl om, hvorvidt åerne nogensinde vil kunne producere tilstrækkeligt med fisk til at følge med efterspørgslen – uanset hvor produktive de så end måtte blive.

Flere fisk og bedre habitater

Det giver god mening at gøre alt, hvad man kan for at ophjælpe bestandene af vildfisk samt skabe habitatsforbedringer, så fiskene på den lange bane bliver selvreproducerende og kan klare sig selv. Men – alt dette er jo en proces, der kan tage årtier selv i politisk medvind. Spørgsmålet er derfor – hvad kan vi gøre imens, så vildfiskebestandene ikke overfiskes af det stigende pres fra lystfiskere?

FISK & FRI: Hvilke former for udsætninger laver man typisk nu til dags – og vil de på den korte og lange bane være nok til at supplere de vilde bestande og i tilstrækkelig høj grad kompensere for et øget fiskepres fra lystfiskerne?

Henrik Carl: Lige nu udsættes yngel, ungfisk og smolt i åer og åmundinger. Da især yngel og ungfisk er afhængige af vandløbenes tilstand, er der grænser for, hvor mange man kan sætte ud, da en øgning af antallet blot vil medføre en større dødelighed. Det forholder sig lidt anderledes med antallet af mundingsudsatte smolt, da de i hvert tilfælde i teorien svømmer ud i havet ganske hurtigt efter udsætningen. Desværre ser man undertiden, at de ikke forlader å og åmundinger, hvorfor man kan frygte, at mange går til grunde. Der har været beretninger om, at de svømmer tilbage op i åerne, og når de står samlet i åmundingerne er de et let bytte for fx skarver.

Flere udsætninger er ikke nødvendigvis uforeneligt med kampen for flere vildfisk

FISK & FRI: Når man hører beretninger fra firserne og halvfemserne, hvor der var kystudsætninger, er der meget der tyder på, at kystfiskeriet var lysår bedre dengang? Hvad skal der til for at nå dette niveau igen – og kan det ske, uden at det går ud over målsætningen med flere vilde fisk og større selvreproducerende bestande?

Henrik Carl: Der er ingen tvivl om, at kystfiskeriet var langt bedre i dele af landet, da man lavede kystudsætninger, og hvis der var politisk vilje til at genoptage kystudsætningerne, ville man kunne skabe et meget attraktivt fiskeri i løbet af nogle ganske få år. Da der ikke er grund til at tro, at konkurrence om føden er en begrænsende faktor for ørrederne i havet, bør kystudsætninger i sig selv ikke påvirke de vilde bestande.

FISK & FRI: Hvad var egentlig argumentet været for at stoppe kystudsætningerne – og holder det?

Henrik Carl: Problemet med kystudsætninger er, at fiskene mangler et vandløb at vende tilbage til (den såkaldte homing), når de bliver kønsmodne. De strejfer derfor rundt på må og få og trækker mere eller mindre tilfældigt op nærliggende vandløb, når de bliver kønsmodne. Derved kan de lave en genetisk forurening af bestandene. De fleste steder er problemet til at overse, da ørredbestandene alligevel er skab af/suppleret med udsætninger fra mange forskellige steder gennem tiden, men som udgangspunkt er det fornuftigt af prøve at forhindre yderligere genetisk forurening.

Genudsætning af havørred er en god måde at skåne bestanden for øget fiskepres - men spørgsmålet er om det alene kan gøre det, hvis vi skal have et attraktivt kystfiskeri.

Genudsætning af havørred er en god måde at skåne bestanden for øget fiskepres – men spørgsmålet er om det alene kan gøre det, hvis vi skal have et attraktivt kystfiskeri. Det mener biolog Henrik Carl ikke.

Hvordan kan vi få flere kystørred – uden at spænde ben for flere vildfisk

FISK & FRI: Vil man, som det ser ud i 2021 kunne supplere med flere eller andre former for udsætninger, der vil kunne give flere fisk til lystfiskerne og samtidigt mindske presset på vildfiskene – uden at det risikerer at gå ud over målsætningen med vilde og selvreproducerende bestande? Eller er der andet, man kan gøre for at beskytte bestandene?

Henrik Carl: Hvis fokus primært er på at skabe et bedre lystfiskeri til glæde for både eksisterende og nye lystfiskere, er det hurtigste naturligvis at skrue op for antallet af smolt, der udsættes. Desuden kunne man overveje midlertidigt at genoptage kystudsætningerne og ikke kun sætte ud i åmundingerne. Hvis fokus er på at beskytte de vilde bestande, kunne man overveje at hæve mindstemålet til fx 50 cm og/eller indføre såkaldte ”baglimits” (fx 3 ørreder pr. fisker pr. dag). Disse tiltag bør selvfølgelig gå hånd i hånd med miljøforbedringer i vandløbene på den lidt længere bane.

FISK & FRI: Hvis man skulle tænke i helt nye baner – hvad kunne man så gøre for at give dansk kystfiskeri et seriøst boost – stadig uden at gå på kompromis med målsætningerne om flere vildfisk og selvreproducerende bestande?

Henrik Carl: En oplagt mulighed var at lave kystudsætninger af sterile fisk (enten havørreder eller andre laksefisk). Derved ville man være ude over problemet med genetisk forurening. Hvis man fx finneklippede de sterile fisk, som man gør med laksene nogle steder, kunne man kende dem fra ”vildfiskene”. Derved ville man vide som lystfisker, hvilke fisk man med god samvittighed kunne tage med hjem. Udsætning af sterile fisk er for øvrigt ikke ”at tænke i helt nye baner”. I store dele af Nordamerika er lystfiskeriet båret oppe af sådanne udsætninger, og det er en milliardforretning. Meget ofte er det forskellige ørredhybrider, der udsættes i Nordamerika, men man kan også fremstille sterile fisk af de rene arter. Allerede nu udsættes fx sterile regnbueørreder i mange af landets put-and-take-søer. Der vil sikkert være modstandere af at omdanne kysterne til en slags put-and-take-fiskeri, men på sin vis er både lakse- havørredfiskeriet allerede et put-and-take, og bestandene/fangsterne skal nok ikke falde meget fremover, hvis vi skal fastholde nogle af de nye lystfiskere i fiskeriet. Og jeg synes, at de skal fastholdes i fiskeriet! Det er nemlig de personer, der interesserer sig for naturen, der passer på den – også selv om de lige nu lægger lidt ekstra pres på ørredbestandene!

Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.

 

Hvidovre Sport

 

 

 

 

drømmerejse iFish Travel

EN DYR, MEN DEJLIG FISKETUR…

– Forleden besøgte jeg forskellige fiskepladser inde i fjordene og på den åbne kyst, fortæller Filippo Bernardis. – Vejrudsigten sagde høj sol samt nordøstlig vind, og hvis I ikke kender de Østsjællandske kyster, kan jeg fortælle, at østenvind gør det lidt sværere at finde vand. der er fiskebart her omkring.

– Mit fiskeri starter normalt før solen går op. Men – på grund af hygge med vennerne natten før blev det lidt sværere at komme op meget tidligt. Fiskeriet kunne derfor først begynde klokken 10 om morgenen, hvor vandet var helt stille og meget klart, men hyggen trumfede fiskeriet… Jeg fiskede med fluestang, og mine venner med blink. Da vi stoppede klokken16, var der desværre 0 fisk – men vi hyggede os! Dagen efter – søndag – startede fiskeriet meget tidligere omkring klokken 5.30. Desværre satsede vi på den forkerte plads. Der var meget tang i vandet, og vi fik tang på krogen ved hver eneste kast. Til gengæld var solopgangen den smukkeste!

– Når jeg er træt har jeg en tendens til at lave dumme fejl, og dagen bliver altid mere spændende jo trættere jeg bliver. I lørdags gik det ud over mine blink. Jeg lagde dem på taget af bilen lige før vi kørte hen til plads nummer 2. Da vi ankom kunne jeg se, at jeg manglede min boks med 20 woblere og blink. Denne lille fejl kostede mig 400 kroner i ødelagte blink og mere end en god times fiskeri til mig og Stefano.

– Endelig kom vi dog på plads klokken 8 om morgenen, og vandet på Stevns var som vi håbede – nemlig dejlig grumset og uden tang. Perfekte forhold for jagende havørreder! Vi sagde knæk og bræk til hinanden og fiskeriet kunne startes. Det tog kun fem kast før en solid og blank havørred tog mit F35 blink fra MS Lures i fuld fart. Den var ikke den største, men den var en af de smukkeste havørreder, jeg nogensinde har set. Og det er jeg også glad for!

– Efter adrenalinen stilnede af, kom der ro på igen og den fortsatte resten af dagen. Vandet begyndte at blive klarere, solen blev stærkere, og fiskene forsvandt. Jeg tror mere og mere på, at når solen er høj, og vandet bliver mere roligt, er det en smule sværere at snyde en havørred. Men sådan er det bare!

 

Friluftsland

 

 

 

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: Morgenfiskeri kan bare noget!

– Søndag morgen var min gode ven Dan og jeg afsted på havørred tur på Sydsjælland, fortæller Mads Kentov. – Vi ankom tidligt på pladsen, og var fulde af forventninger. Ved solopgangen startede fiskeriet, og fiskene blev aktive. Vi startede nu med at fiske strategisk, hvor Dan fiskede med bombarda, og jeg fiskede med en Salty inline gennemløber for at give fiskene flere valg.

– Jeg fik hurtigt et godt hug og mærkede to tunge hovedslag, hvorefter fisken var væk igen, Øv! Nu var der gang i “den”, og kort tid efter var der igen bud efter min agn. Denne gang var det en bedre fisk, som kom i nettet. Nu var det allerede en god morgen! Dan skiftede hurtigt til gennemløber, og fik hurtigt et hug lige efter, men den ville ikke med ind. Vi havde en stor stime fisk inde og 2 sekunder huggede en god fisk, og denne gang ville den heller ikke være med, så den smuttede igen fem meter fra mig. Vi havde flere kontakter og godt med action. Og så kom der lige denne gode fisk forbi, som gav en “rigtig” fight samt gik dybt med kræfter bag. Det var helt perfekt, og vi sluttede vores morgentur ikke så længe efter.

Har du selv fanget en flot kystørred på en kystagn fra Westin så husk, at du kan være med i Westin Kyst Cup 2021 og vinde flotte præminer. Der er også en flot lodtrækningspræmie, som du kan vinde, uanset om din fisk er stor nok til at blande sig i top 3.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel