– Jeg lægger stor vægt på den rette besøgstid på mine fiskespots, og jeg foretrækker at starte fiskeriet inden solenopgang, da det ofte er her, at havørrederne trækker ind for at jage aktivt, fortæller Stefano Cinus fra @fishingchroniclesdenmark. – En hård uge på arbejde kunne derfor ikke stoppe os to motiverede lystfiskere, og klokken fem om morgenen var min ven Filippo og jeg allerede i vandet på Stevns. På spottet var der god strøm, og en let sidevind gav godt gang i vandet, hvilket altid er godt i klart vand.

– Filippo fiskede med fluestang, men under disse forhold valgte jeg at bruge min spinnestang, hvor jeg riggede en hjemmelavet tobiswobler fra MTN Lures. Det tog ikke mere end 15 kast, før en fin nedgænger huggede hårdt på min wobler, og fem minutter senere fik jeg anden fisk – igen en nedgænger lidt over 55 cm. Fiskene var altså på pladsen, og snart fik Filippo også ”flex” på sin fluestang, men da solen gik op, mærkede vi en markant nedsat aktivitet i området.

– Jeg besluttede at øge kastlængden ved skifte til en tungere wobler for at søge fiskene længere ude, hvor jeg kunne se en markant strøm. Og det skulle vise sig at være den rigtige beslutning: Jeg fik først et kraftigt hug fra en god fisk, som efter få sekunders fight slap fri – sådan er det jo! Fiskene var dog stadig aktive, og de startede med at bide konstant langt ude.

– Det var en fantastisk dag med i alt 10 havørreder på krogen, mange kontakter samt to gode følgere helt inde under stangspidsen. Alle fisk blev genudsat. Turen var dog ikke slut endnu, da jeg fik et fint hug – troede jeg. Det viste sig dog at være årets første hornfisk for mit vedkommende. Så nu er hornfiskene i hvert fald også ankommet til Stevns, slutter han.

 

Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This