maj 2, 2020 | Nyheder
– Jeg var taget et smut til Lystfiskergaarden for at få en kop kaffe med folkene derude, fortæller Christian Pabst til Fisk & Fri. – Under en kort tur rundt om søen falder mine øjne på en fisk, der viser ryggen, og en flot silhuet af en spejler bryder overfladen. Med tanke på fisken forsætter vi rundt og ender ude foran butikken igen, hvor en kop kaffe skulle nydes.
– Allerede efter den første mundfuld spottede jeg igen i samme område en fisk bryde overfladen, og det var ikke en stør, fortsætter han. – Min første tænke var, at det var fantastisk så aktive de var. Med blikket rettet ud over vandet og noget mumlen, forsøger jeg at besvare de spørgsmål, der blev stillet, men inderst inde krøllede karpefeberen sig om hjertet. Da koppen var ved at være tom, gik endnu en fisk fri i selv samme område, og så var der ingen tvivl: Nu måtte jeg afsted.
– To stænger blev fundet frem, og afsted det gik. Sweet Ariena fra CFC kan fiskene bare ikke lade være, og disse boilies har gjort det fantastik godt i køligt vand her i vinterhalvåret. Bostet godt i samme spray uden nogen form for forfoder, blev den sendt ud i det samme område på ren bund, hvor der var en dybde på 2.5 meter. Det andet takel kastede jeg ud på lidt dybere vand.
– 12 minutter skulle der gå, før bidemelderen kørte, og jeg gjorde et kontant modhug. Klingen fleksede totalt sammen, og karpen bød på en solid fight for til sidst at lande i nettet. Det var en skønhed af en spejler, som tvang vægten op på sprøde 15 kilo. En dejlig dag, hvor både fiskene og vejret viste sig fra sin bedste side, slutter han.
apr 28, 2020 | Nyheder
– Efter en lang og rimelig god geddesæson, blev det tid til karpefiskeriet, som fylder alt mit fiskeri fra april til november, fortæller Morten Billegaard Rasmussen. – Jeg lagde ud, som jeg plejer, i Pedersborg Sø, der ofte giver en fisk eller to fra sig, mens vandet stadig er koldt. Søen skuffede ikke og gav nogle fine fisk – bl.a. end skælkarpe på 13.2 kg, som er sørekord, samt to flotte spejlkarper på 15.3 og 14.2 kilo – plus en håndfuld mindre fisk.
– Så var det ligesom afprøvet, hvorefter jeg vendte blikket mod mit hjerte barn – nemlig Sorø sø, fortsætter han. – I denne sø har jeg fisket i snart 50 år, og den betyder derfor utrolig meget for mig. Den første enkelt overnatning gav ingen karper, men en flot rudskalle på 1550 gram. Den anden overnatning blev en større succes end den første, da jeg her får et hårdt take efter få timers fiskeri, lige da solen er forsvundet. Karpen får hurtigt viklet linen om nogle siv, så jeg hopper i båden og sejler ud mod den. Ude i søen får jeg den fri uden at se den, hvorefter den igen giver den gas, så jeg får kamp til stregen. Det bliver en ret spændende og hård fight imellem siv og grene, men det ender med, at jeg får den smukke skælkarpe nettet simultant med et højlydt råb af glæde! Årets første fisk fra min favorit sø viser sig at veje 15.5 kg, og er i fantastisk kondition, slutter den gæve karpefisker – alias Morten Gandalf.
Du kan læse mere om Morten i denne artikel fra Fisk & Fris artikelarkiv, skrevet af Michael Howald Petersen.
Sorø karpernes overmand
apr 18, 2020 | Nyheder
– Jeg startede så småt karpesæsonen op i januar, men på trods af en pæn indsats, havde jeg endnu ikke fanget en karpe i 2020, hvilket tydeligt kunne aflæses på min sindstilstand, fortæller Brian Høeg-Beck. – Måske var det derfor, at min hustru nærmest beordrede mig af sted på fisketur for anden nat i træk?
– Jeg tog derfor ud til karpesøen med min søn efter arbejde i går, fortsætter han. – Jeg fik hurtigt slået vores bivvyer op og lagt tre takler ud på mine spots. Ved hvert takel blev der fodret med et par håndfulde krill pellets, knuste boilies og majs. Det hele boostet i krilljuice og toppet op med 20-30 blandede 15 og 20 mm boilies.
– Allerede efter kort tid, mens junior sad i sin bivvy og så tegnefilm på sin iPad, var der flere gange et par tydelige bip og løft af swingeren på den ene stang. Jeg forklarede ham, at det sikkert var ‘liners’ – altså fisk, der svømmede ind i linen – hvilket var et godt tegn.
– 00.30 stak stangen så af i et vaskeægte screaming take, og en super god fight med en tung og meget vred karpe kunne begynde. Lange udløb i åbent vand og gennem siv var med til at holde spændingen vedlige gennem hele fighten. En kold, men meget fed, fornøjelse i bare ben. Heldigvis var det mig, der trak det længste strå, og til sidst kunne jeg med lidt hjælp fra min søn skyde nettet under en dejlig tyk og bred spejlkarpe på 12,75 kilo.En ganske fin fisk at starte sæsonen med, må man sige, slutter han.
apr 14, 2020 | Nyheder
CFC-Baits har efterhånden skabt sig noget af et ry som en storkarpemagnet, og det er bestemt også tilfældet med Spicy Squid boilien. Det sidste skud på stammen af danske drømmekarper på denne agn står Janus Hjort for.
For lidt under en uge siden, og efter en kortere foderkampagne, hvor et større område var blevet fodret op med Spicy Squid boilies soaket i krill- og leverolie, oplevede Janus et karpefiskeri, som er de færreste forundt. Det var det første sats i en større sjællandsk sø, og Janus ramte jackpot, da han fiskede sine stænger op mod et sivbælte mellem de spæde åkander. – Jeg havde vinden i ryggen, hvilken ikke er optimalt, fortæller Janus. – Heldigvis så passede vejrudsigtens forudsigelser for en gangs skyld, og vinden vendte 180 grader i løbet af natten. Og med den ændrede vindretning fulgte også karperne. Lidt over midnat blev jeg vækket at et brutalt run, hvor bidmelderen hylede som aldrig før. Da jeg fik kontakt til fisken, var det tydeligt, at der var tale om en tung fisk. Karpen gik dog uden problemer fri af åkanderne, og efter en relativt udramatisk fight, kunne jeg lande det, der viste sig at være en solid ny, slutter Janus.
Og en Solid PR var det i den grad, for vægten blev trukket helt ned til imponerende 18,8 kilo. Sikke en fisk. Så vidt vi ved her på redaktionen, er det årets første karpe over 18 kilo. Det næste halve døgn bød på fire andre fisk i samme område, hvoraf de alle var over 10 kilo, og den største af de fire var en skælkarpe på 12 kilo.

apr 13, 2020 | Nyheder
Der er nu for alvor begyndt at komme godt gang i karpefangsterne. En af dem der har været ude er Thomas Holm Østergaard Hansen:
– Jeg havde egentligt ikke lige planlagt en overnatning, men eftersom vejret havde været fantastisk, besluttede jeg mig for at tage en hurtig overnatning, fortæller han. – I området jeg valgte at fiske, er der en muslingebanke, som går fra helt lavt til cirka tre meter vand. Jeg spredte 1,5 kg Spicy Squid samt 0,5 Hot Amanda boilies fra CFC Bait ud over området, hvorefter jeg fiskede to stænger med Hinged Stiff Rigs med en 18 mm Spicy Squid pop-up på hver. Klokken 01.00 kørte min inderste stang, og jeg kunne kort efter lande årets første karpe på 12,4 kg, slutter en glad Thomas Holm.
Har du også været ude på nogle af dine første overnatninger efter karper, vil vi meget gøre høre om dine oplevelser på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 11, 2020 | Nyheder
– Jeg tog afsted sent om aftenen for at få morgen fiskeriet med den efterfølgende dag samt valgte at blive der et døgn mere, fortæller Mikkel Riis Christensen, der var taget afsted på tur sammen med kammeraten Allan Vinkelgaard. De to har sammen forsøgt at skabe et godt karpevand – og fiskeri ved Kaldred Put and Take.
– Som sagt, så gjort. Vi fiskede igennem, og det endte med, at vi fik to flotte skælkarper, fortsætter han. – Jeg fik en på 10,05 kilo og Allan fik en fire kilos. Den sidste fisk var yngel fra 2018, så den må siges at være vokset rimelig godt. Den store var vokset cirka 500 gram siden sidste sommer, hvor jeg fangede den på 9,5 kilo. Begge fisk blev taget på snowman over majs og boilies.
– Vi kunne gå rundt om søen og spotte de store fisk stå i sivene, hvor de nød det varme vand og solen. Det er tydeligt, at det varme vejr har haft en stor indflydelse på fiskene, og vandtemperaturen er også gået op. Den er nu oppe på 10-11 grader, slutter han.
Har du også været ude med karpestængerne her i påsken, så lad os få din fangsrapport her til fiskogfri.dk. Send den sammen med et foto til jb@fiskogfri.dk
apr 10, 2020 | Nyheder
– Mig og min kammerat Tobias havde aftalt, at vi skulle have et par overnatninger efter karper her i påsken, så vi tog afsted til søen, hvor vi skulle være de næste par dage, fortæller Mathias Lindquist. – Vi havde pakket let, så vi skulle ikke ha´ noget fest måltid. Den stod på toast og nudler, for det kan vi sagtens leve af i lang tid, så længe vi bare er ved vandet.
– Vi ankom til søen sidst på eftermiddagen og fik valgt os en plads, fortsætter han. På denne plads fisker vi på langdistancen, og derfor havde vi taget gummibåd med for at kunne komme ud til pladserne. Vi fik lagt taklerne ud på plads, og så var vi egentligt klar til en karpe.
– Der var ikke den helt store aktivitet ved søen, da vandtemperaturen endnu ikke er så høj. Efter et par brasner fik min makker Tobias den første karpe ved 23.00 tiden. Vi åndede lettede op, nu hvor turens første karpe var i hus. Han fik lagt taklet tilbage ud på pladsen, og vi gik i seng. Tidligt på morgenen blev jeg vækket af min bidmelder, og jeg var sikker på, at det var en karpe, så jeg fløj ud til stængerne for at gøre modhug. Men – da jeg tog stangen, var der til min overraskelse ikke noget, der fightede igen, og det viste sig at være endnu en brasen.
– Jeg fik lagt taklet ud igen og smuttede tilbage under soveposen. Da vi stod op nogle timer senere, var der det fineste solskins vejr, og vi sad ude og nød solen det meste af dagen, hvor der ikke rigtig skete noget. Engang hen ad ved en 17-18 tiden besluttede vi os for at lægge taklerne om, så de var klar til endnu en nat.
– Det blev lige så stille mørkt. Vi fik lavet en toast og hoppede under soveposen, men ved midnats tid blev vi vækket af bidmelderen igen, og vi fløj ud. Jeg fik kroget fisken og kunne godt mærke, at det ikke var en brasen denne gang…
– Den fulgte dog pænt med ind, og der var ikke den vilde fight i karpen, da vandet stadigvæk er koldt. Den kom sikkert i nettet, og vi fik sat kameragearet op samt taget billeder og vejet den. Skælkarpen, der vejede 11 kilo, blev hurtigt genudsat slutter Mathias og tilføjer, at fisken blev fanget på en fodring at NG Squid med en hvid 15 mm Coconut Milk Pop Up fra Proline fisket på et klassisk Blow Back Rig.
Har du også været ude at lufte karpefstængerne, så lad os høre og se hvad du har fanget her på fiskogfri.dk. Send os din rapport til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 30, 2020 | Nyheder
– I starten af marts lagde jeg ud med at fodre 2-3 gange om ugen i en sø, som jeg ikke havde fisket i før, fortæller Nicklas Asmussen. – I tiden før starten af fodringen, blev tiden brugt med marker stangen og polaroidbrillerne.
– Planen blev lagt, og jeg besluttede mig for at fiske to spots. Første spot var på hård sandbund og cirka tre meter vand, og det andet var i 5-10 centimeter grøde på 1.5 meter vand med en masse højt stående grøde rundt om. Der er generelt meget grøde i søen, så der skulle bruges tid på at finde spots som kunne fiskes.
– Efter fjorten dages fodring blev det tid den første tur. Jeg ankom til søen ved omkring klokken sytten, og fik lagt mine to stænger ud på mine spots. Begge stænger fik et Heli Save Leader med et 60 grams lod kombineret med et blowback rig og en størrelse 4 krog. Krog agnen bestod af Kraken Wafter, Nutty Crunch Wafter samt en White Nutty 14 milimeter boilie med en gul plastik majs fra Vitalbaits.
– Mørket faldt på, og den varme pose kaldte. Klokken halv elve om aftenen kom det run, jeg havde arbejdet på. En vild, hård og tung kamp gik i gang, og nogle minutter efter kunne jeg lande en smuk gylden skælkarpe i mit halvt frosne net. Fik fisken op på måtten og fik den vejet. Vægten sagde 11.4 kilo. Efter nogle billeder blev fisket genudsat i den helt vindstille sø.
– Det gav helt vildt blod på tanden at kunne lande så fin en fisk som den første, så de næste seksten dage blev det til seks overnatninger med elve fisk på land med et fint gennemsnit alle over 6 kilo og de største på 8 – 8.4 – 8.6 – 9.2 – 9.9 – 10.2 og 11.4 kilo. Allesammen skælkarper.
– Nu forsætter mit projekt hen i april, og forhåbentlig får jeg en af de store spejlkarper, som skulle være i søen. Fodringen forsætter to til tre gange om ugen med ca. 1.5 kilo per gang. Efter, at jeg har fisket karper i over ti år bliver man aldrig træt af, når et projekt lykkes så godt og succesfuldt. Et vellykket fodringsprojekt koster mange timer ved søen, både uden og med stang i vandet, men det gør bare fangstlykken meget større, slutter Nicklas.

Her kan du se det takel Nicklas har haft succes med på de sidste karpeture.
mar 24, 2020 | Nyheder
– Foråret over os og fiske-abstinenserne er på det højeste. Sådan lyder det fra Emil Nørgaard, der netop har været ude at nyde den spirende varme i selskab med fiskestængerne. – Grejet har man haft det meste af vinterhalvåret til at nusse om, og det eneste man venter på er solskin, fuglefløjt, mildt og stille vejr. Eller med andre ord – en rigtig forårsdag!
– Jeg ankom til søen og havde husket alt på nær min kasteske, som hurtig blev erstattet med en spandske fra bunden af bilen. Jeg fandt min plads, og det hele blev gjort klar. Mit valg var klart: Jeg ville fodre et sted med partikler samt knuste, halve og hele boilies plus pellets i forskellige størrelser. Jeg smed to takler på fodringen og en tredje til at eksperimentere med. Inden for kort tid fik jeg det første run, som var en mindre skælkarpe. Senere fik jeg to mere på hhv. 7 og 9,2 kilo.
– Med tre fisk på én dag kan man så forlange mere? Jeg var super tilfreds, og abstinenserne havde efterhånden lagt sig. Jeg spekulerede nu kun på én ting. Hvorfor virkede min fodring ikke? Alle tre fisk, fik jeg på den tredje stang og en sølle PVA-pose kastet ud med ”lukkede øjne”. Dagen efter kom der PVA-poser på to stænger og en enkelt stang på fodringen. Igen efter kort tid var der bid på et takel med PVA-pose og kort efter igen… Nu var jeg oppe på fem fisk på den metode Jeg følte mæthed for en stund, men var ovenud lykkelig og havde nu igen fået en kanon oplevelse.
– Alt var nu klar til at forlade søen og de fantastiske omgivelser for at komme hjem til hverdagens pligter. Jeg havde pakket den første stang ned og havde efterhånden styr på det meste. Jeg kiggede op og hørte et enkelt bip… Min første tanke var bid! Men der blev ro igen. Jeg gik ned for at hente den næste stang for at pakke den sammen, og kiggede nu på hangeren i et par sekunder, som i det samme begynder den at gå op. Jeg havde bid!
– Jeg løfter stangen op, og denne gang var hugget på min fodring! Fisken virkede tung i forhold til gennemsnittet af de fisk, som jeg havde fanget. Ingen af fiskene viste den helt store kampgejst, for de virkede stadig lidt påvirkede af vinteren, hvor de for det meste er ret inaktive. Fisken gled efter en kort fight i nettet, så jeg måtte atter finde vægten og vejeslyngen frem. Vægten viste 13,2 kilo, hvorefter slyngen blev trukket fra og fiskens vægt sluttede på imponerende 11,8 kilo. Jeg havde ikke forventet så tung en fisk, for den var ikke synderligt tyk, men jeg fandt målebåndet frem og den var hele 93 centimeter lang. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en utrolig gammel fisk. Det er vildt fascinerende at stå med sådan et dyr, slutter Emil sin beretning.
Har du også være ude på årets første karpetur: Send os en beretning og et godt foto af din fangst til jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.

Emil med en af de fine skælkarper fra turen