dec 1, 2020 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI
– Den bornholmske havørredbestand er en unik og selvproducerende stamme, der har en adfærd, som er tilpasset den specielle geografi og de særlige leveområder ved kysten, fortæller naturfotografen Mikkel Due Andersen. Åerne er korte og generelt ikke særligt vandfyldte. Nogle år er der ugevis uden vand nok, så de ikke kan komme op i åerne, og så pludseligt kommer der et heftigt regnskyl, som giver bonus med det samme.
– At se de trækkende havørred på vej op imod gydepladserne er et virkelig fascinerende syn. Et af de steder, hvor man let kan se det – og hvor jeg har lavet nogle af de fotos, du kan se her – er Smaragd Søen ved Bagå. Her kan man se havørreder, som springer op af søen for at prøve at komme videre op i vandløbet, der løber til. Du kan også se de trækkende ørreder i Øleå, hvor der er en fredet sluse ved en vandmølle. Den besværliggør ørredens rejse, og det er kun de færreste, som kommer over. Man har forsøgt at etablere en trappe, men den har næsten endnu mindre succes. Den døde havørred på billedet nederst er resultatet af den farlige optur mod Øleå. Den var et festmåltid for havfuglene.
– Jeg elsker at fotografere storheden i naturen, og ørredens vandring for at parre sig er helt unik samt en vidunderlig markering af det mørke efterår samt den tidlige vinter på Bornholm. Først i år har det lykkes mig at få solskin med kraftigt lys den dag, hvor der sprang flest op ad slusen. Andre år har været mørke og melankolske med medfølgende alt for sparsomt lys til at indfange de hurtige bevægelser, men endelig lykkedes det mig at få nogle gode fotos. Nyd dem – indtil vi igen går imod lysere tider.
FOTOS: MIKKEL DUE ANDERSEN
Denne flotte springende havørred er fotograferet på Bornholm i Øleå.
Springende havørred i Smaragdsøen.
Denne havørred klarede ikke færden op ad Øleå.
nov 30, 2020 | Nyheder
– De sidste par uger har jeg ”kun” fanget små 30-35cm havørreder, der suser rundt i stimer, og ellers har det været 0-ture, fortæller Jan Pryds. – Jeg har brugt lidt tid på at lære min lokale strand at kende rigtigt godt, og det betaler sig, har jeg nu erfaret. Selv har jeg to fiskespots, som jeg har brugt en 4-5 uger på at udforske, og har sat punkter på google maps for at kunne huske ”spottene”.
– Jeg er spinnefisker, men har også en passion for fluefiskeriet, hvor jeg dog aldrig rigtig er kommet i gang. Lørdag gjorde jeg det, at jeg tog til en af mine hot spots med spinnestangen og gik målrettet efter at gennemfiske et stræk 50 meter kyst. Der var heldet med mig, for jeg fik en 53cm helt blank havørred på gennemløberen.
– Søndag ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde fluestangen med, hvilket udløste en ny tur, så spottet skulle prøves igen, men med fluekæppen. Jeg tog afsted til samme spot. Vinden var taget til, og bølgerne var høje. Jeg startede 200 meter før spottet, og det var rigtigt koldt. Jeg lagde ud med fluen ”Juletræet” i pink, og gik hele stykket forbi hotspottet, men der var ingen fisk. Jeg tog derfor den beslutning, at der skulle skiftes flue på tilbageturen, så jeg satte mit eget mønster på – nemlig ”Kløver-Fisken”.
– Jeg gik langs stranden og gik kun i vandet, da jeg var ved mit hot spot. Her tog jeg fire kast og BUM, så sad den der. Fighten tog 6-7 minutter, og det var helt vildt med flere heftige udløb. Belønningen var en 63cm blank havørred, så jeg blev helt høj af det. Alt i alt en perfekt weekend med to store fisk – helt uvirkeligt!
Kløverfisken
nov 29, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Vinteren nærmer sig, og fiskeriet i de danske fjorde bliver bare bedre og bedre! Tag med Tobias H. Schultz et smut i Isefjorden, og bliv klogere på hvordan du griber fjordfiskeriet an om vinteren.
AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: ASK FUTTRUP, TOBIAS SCHULTZ OG MICHAEL ZINN:
SKAL VI ikke snart kaste håndklædet i ringen? Jeg fryser ad helvede til, og det her føles sgu som det døde hav … Spørgsmålet kommer fra fiskemakker Jakob, og det føles overordentligt relevant. Vi er midt i december måned. Klokken nærmer sig 15. Vi har været ude siden solopgang. Den iskolde sjat i bunden af thermokanden har samme temperatur som fødderne, og ingen af os har mærket det mindste ryk i kæppen.
Jakob kaster endnu engang sin 17-gram stripper så langt ud over revet som muligt, mens han venter på svaret. Igen-igen hænger han fast i bunden halvvejs inde og bander stygt. I ren desperation har jeg selv været dybt i grejæsken og fundet en lille, grøn wobler med orange bug, jeg ellers aldrig bruger. Revet virker dødt, så i mangel på bedre idéer, kyler jeg den skråt ind mod kysten og spinner ind i små ryk. – Jo, lad os skride. Mine tæer skal brækkes fra hinanden med et kobe … HOV … Jeg har FISK! Et hårdt ryk i stangen efterfulgt af et gevaldigt plask i overfladen fortæller mig, at der er tale om en god fisk. Hjulet skriger om nåde, mens linen bliver flået af spolen i et tempo, der får mig til at glemme alt om temperaturen.
Iskold ørredaction i fjorden
Bremsen bliver kortvarigt strammet, og fisken vender 20-30 meter længere væk, end den huggede. Nu sætter den i rasende fart kursen stik mod mig og stopper først, da den ser mig. Et par minutter lægger vi arm. Den tager et par meter line, jeg vinder dem tilbage og så fremdeles. Den ruller i overfladen og afslører, at jeg har fat en vaskeægte overspringer på den gode side af de 60 centimeter.
Jeg søger mod den del af revet, der rager op over vandet. Nettet ligger af uvisse årsager i bilen, så der skal kanes. Fisken er snu. Den går ret efter benene, der usikkert balancerer rundt på de glatte sten. Den har held til at svømme mellem vadestøvlerne, og jeg løfter det ene ben, mens jeg piruetterer med en flodhests elegance. Succes! Jeg har igen fisken, hvor jeg vil have den. Langsomt men sikkert, får jeg bugseret den op i vandkanten. Sejrsbrølet, da jeg slår neoprenhandsken i nakken på den, giver udslag på richterskalaen.
En 64 cm smuk hunfisk ender sine dage med en solid sten i nakken. Jeg tænder en smøg og byder Jakob én. – Nej tak … Jeg har ikke lige haft sex, svarer han, uden at gøre det mindste forsøg på at skjule en ordentlig omgang grum misundelse.
Artiklens forfatter med en smuk fjordørred, fra en kold decemberdag.
Få succes med vinterfiskeriet efter havørred
Ovenstående beretning er nogle år gammel. Fisken blev taget på et kendt spot i Isefjorden, og jeg fortæller den nu, fordi præcis den fisk, markerede et vendepunkt for mig. Jakob og jeg lavede nemlig alle de fejl, der er helt typisk for folk, der endnu ikke har knækket koden til vinterfiskeriet i de smukke, lavvandede fjorde, vi har så mange af her til lands.
Skal man have succes med vinterfiskeriet på muslingebankerne, i mudderhullerne og på de små rev, skal der simpelthen tænkes radikalt anderledes, end man som kyst-og-godtvejrsfisker er vant til. Især, hvis man er spinnefisker. Fluedrengene, som jo altid er ganske begrænsede i kastelængde, har det generelt lidt lettere. De er vant til at skulle finde fiskene tæt på land og derfor er de nok lidt bedre til at analysere mulighederne dér.
Gamle fiskevaner er svære at slå ihjel
Jeg konstaterer det hver eneste gang, jeg har kystfiskere med i fjorden. Særligt om vinteren. Tilmed synes det at være næsten ligegyldigt, hvor godt jeg har forberedt folk. Har jeg en flok kursister med på en guidet tur, har jeg altid skrevet en længere smøre om grej og agn på forhånd.
Alligevel tropper en god del af dem med sikkerhed op med kystagn på 17-23 gram. Og mindst en tredjedel lærer aldrig at holde op med at kaste udad mod dybt vand. Konsekvensen er helt klar: Dem, der lærer at kaste let agn på lavt vand, fanger fisk. Dem, der ikke kan smide de gamle vaner, trækker en 0-bon. Der er masser af fisk i fjordene om vinteren. Tilmed er der pæne chancer for at få den store, blanke drømmefisk. Det er, når vandet er koldt, at de store trækker tæt på kysten og ind i fjorden.
Man skal selvfølgelig altid passe på med, hvad man lover. Og hvis man påstår, at man ved alt om havørredfiskeri, har man i samme moment afsløret, at man ved ALT for lidt og egentlig burde holde sin kæft. Der findes sikkert også andre måder at fiske effektivt på om vinteren, end den jeg sværger til. Men jeg garanterer, (næsten) at hvis du følger nedenstående råd slavisk, får du fjordfisk inden for dine næste tre-fem ture.
Fluefiskerne har ofte succes, når fjordens ørreder skal overlistes.
Grejet til vinterfiskeri efter havørred
Lavt vand! Jeg kan ikke understrege det nok: Fiskene jager på lavt vand om vinteren. Det hjælper dig ikke en skid, at du kan kyle 28 gram 130 meter ud. Der er stort set ingen fødeemner så langt ude. Fiskene jager der, hvor der er bytte. Det er der i forvejen ikke for meget af, når vandtemperaturen når under 5 grader. Men det der er, går og gemmer sig i beplantningen tæt under land. Til gengæld ligner næsten enhver agn, du kan holde over bunden på under en meters vand, en virkelig lækkerbisken for en sulten ørred. Har du problemer med at finde fiskene, så fisk på endnu lavere vand. Ikke dybere!
Jo jo … en 28 gram Bornholmerpil er en fremragende agn, og den har helt sikkert mange ørreder på samvittigheden. På kysten … I relativt varmt vand. I fjorden skal der noget HELT andet til. I og med, at du skal finde fiskene på lavt vand, skal du bruge en agn, der går lige under overfladen. Ikke 20 eller 30 centimeter under. Der hænger du bare fast. Du behøver i øvrigt ikke at spendere formuer på dyre designerblink og håndmalede woblere. Vinterfisk er ikke kræsne.
Jeg har selv succes med små og halvstore woblere og SMÅ livlige blink. Gerne med noget farve på. I solskinsvejr er blank eller rå blink også et godt bud.
Havørreder er koldblodige dræbere
Det, at havørreden er et koldblodet dyr, betyder, at de ikke har ret meget energi og bevæger sig mindst muligt, når vandet er rigtig koldt. Din agn skal altså helst ligne et let bytte, det er værd at bruge energi på at jage. En syg fisk, der bevæger sig underligt i vandet, vil altså tiltrække sig mere opmærksomhed, end en rask tobis, der fiser afsted i fuld vigør. Har du først mærket fisken, kan du godt sætte tempoet lidt op. Husk varieret indspinning og lange spinstop. Jo længere, jo bedre.
Skinner solen, er det bare med at komme ud at fiske en masse vand af. Find en god bugt eller langt stræk med halvmudret bund og varierende beplantning. Der skal nok være fisk. Men du skal finde dem, de leder ikke efter dig. Kombinationen af vandstand et stykke over normalen og solskin, er en næsten sikker vinder. Er der oven i købet lidt krøl på overfladen, er din fiskelykke gjort.
Kast efter de lyse pletter midt i al bevoksningen. Det lyder måske skørt, men det er ofte over den lyse bund, at fisken ser din agn. Den hugger sandsynligvis først over den mørke bund, hvor vandet er varmere og mulighederne for et bagholdsangreb bedre, men den skal altså se den først. Dette gælder i øvrigt for fjordfiskeriet hele året. Badekar i solskin er også gode!
Er vejret lidt mere skiftende eller overskyet, så find de små rev, kanter og badekar, som fjordene er så rige på. Fisk på kanterne. Lidt bølger er altid godt, men flygt ikke fra blankt vand. Det kan sagtens holde gode fisk.
Underholdningen er til at tage og føle på, når ørrederne kæmper i vinter-fjordenes kolde vand.
God latin til havørred i fjorden
Det har alle dage været god latin, at havørreder bider tidlig morgen og sen aften. Og det er også fuldstændig korrekt – når vandet er varmt … Om vinteren, når vandtemperaturen er mellem syv og to grader, er fiskene mest aktive, når vandet er varmest. Altså nogenlunde midt på dagen. I de tidlige morgentimer skal du være heldig for at lokke en fisk til andet end at glo sløvt på dit fine blink. Tag en time eller to mere på ryggen LETTE STÆNGER og hjul er også en vigtig faktor. Bevares – Du kan selvfølgelig sagtens tyre en meget let agn afsted med din 10 fods kystkæp, og jeg vil ikke advokere for, at du skal skifte hele sættet for tre fjordture på en vinter. Men bor du tæt på en fjord, og falder den type fiskeri i din smag, skal jeg anbefale, at du anskaffer dig et regulært sæt til fjorden.
Stangen skal kunne kaste godt og præcist (præcision er langt vigtigere end kastelængde) med agn omkring 10-15 gram, og du skal kunne mærke selv de mindste små nap i stangspidsen. Gå efter 8 eller 9 fod. Hjul i størrelse 2500 eller 2000. Hellere for let grej end for tungt!
Havørred – når frosten bider
Det burde næsten give sig selv, men det gør det desværre ikke altid. Når der er frostgrader i luften og under fem plusgrader i vandet, bliver varmen suget ud af dig. Jeg går med tre lag uld inderst, en god, tyk fleece og yderligere en uldtrøje om vinteren.
I vadestøvlerne er der et par tynde bomuldsokker inderst og to par MEGET tykke sokker uden på. Det er vigtigt, at dine vadestøvler er store nok til mageligt at rumme alle de sokker. Sidder de stramt, kan det være lige meget, hvad du har under, så fryser du alligevel. Og bruger du al din energi på at fryse frem for at fiske, fanger du sjældent noget. HUSK tykke neoprenhandsker! Dem der siger, at man bare skal dyppe fingrene i vandet, er enten ravende sindssyge eller også har de aldrig fisket i vand under 10 grader. Husk også en solid madpakke. Det koster energi at holde varmen!
Fjordørreder er ofte mindre blanke, end dem vi kender fra den åbne kyst.
Forfatterens favoritagn til fjorden
SALTY: 12g eller 18g i virkeligheden vejer de hhv. 10 og 14, og de har stor overflade i forhold til vægten. Gerne i sort/rød eller grøn/orange.
GLADSAXEWOBLER 16G: Denne gamle, gamle agn er som skabt til vinterfiskeri i fjorden. Den går helt oppe i vandsøjlen og kan fiskes meget langsomt. I sær kombinationen hvid/orange synes at være effektiv.
SANDEEL 11G.: Fisk den varieret og med høj stangspids, så er den god. Gerne i kobberagtig farve.
FLADBUK 15G: Egentlig lidt tung, men en stor overflade kompenserer for vægten. Den kan fiskes helt oppe i overfladen og synker meget langsomt ved spinstop. Endnu mindre kan også anbefales. I vintersolen er den rå variant møg giftig.
LAWSON HUGO 12.: Et let og livligt blink, som for mig har langt over 100 vinterfisk på samvittigheden. Skinner solen lidt, er grøn/blå overside og blank bagside en ren killer.
STRIPPER/DORADO 7G: Noget lort at kaste med, men helvedes effektiv, når den er i vandet.
SNURREBASSE STR. 1: Jeg er normalt ikke kæmpe fan af basserne, men den lille 1’er er nogle gange svineeffektiv om vinteren. (lad for guds skyld dine 200 varianter af str. 3 blive hjemme)
nov 27, 2020 | Nyheder
– For et par dage siden var jeg ved Stevns inden solopgang for at teste lidt forskellige blink, fortæller Kim Faber. – Vinden stod skråt ind fra sydvest, og ved kysten var der en del ålegræs. Men da jeg rundede en pynt, klarede vandet op, og jeg kunne teste et let blink på 15 gram over en leopardplettet bund. I løbet af et kvarter landede jeg en smuk, farvet havørred på cirka et kilo.
– I den første sol tog vinden af, og jeg bevægede mig mod et dybere område. Jeg skiftede til et blink på 25 gram og koncentrerede mig om, at få det så langt ud som muligt. Straks efter havde jeg en fisk kroget, der dog blev tabt. Ærgerlig over at tabe den var jeg lige ved at fortsætte mod næste plads, men gav alligevel stykket et skud mere. Og det var en god beslutning, for snart efter var nok en havørred landet. Endnu engang var det en fin, farvet fisk – og lidt større. Formentlig på et par kilo.
– Forholdene ændrede sig nu i det næste parti vand i mere urolig retning med skumtoppede bølger og mindre dybde. Et tredje blink kom på – en sølvfarvet variant i 20 gram og med en afslutning på bagpartiet i hidsigt grøn. Det var ret bøvlet med glatte sten og vinden lige i hovedet – og jeg var faktisk ved at opgive, da et efterhånden noget træt kast pludselig blev gengældt med et heftigt hug. Halvt overrasket lod jeg ørreden trække stangen mod vandoverfladen, men jeg fik alligevel sat et godt modhug. Denne gang huggede fisken tæt ved land, og den rykkede vildt og voldsomt udad, inden den satte i et spring fri ud af de frådende bølger. Det var en stor fisk, kunne jeg se – så jeg fik lettet bremsen lidt, og så begyndte tovtrækkeriet ellers. Udløb, vundne meter, udløb vundne meter. Det var en virkelig herlig fight. Men det var også nervepirrende, da havørreden satte i endnu et spring.
– Små 10 minutter var nok gået på den måde, og nu var den igen ret tæt på mig, så jeg kunne se den blanke side flere gange. Jeg fik nettet i den ene hånd og havde nogenlunde styr på fisken med stangen i den anden hånd. Men hver gang den nærmede sig nettet, endte det alligevel med endnu et udløb – alt imens jeg, skridt for skridt, måtte bevæge mig mod højre uden at kunne se bunden og med glatte sten under mig.Nettet blev slået rundt i bølgerne, og jeg overvejede flere gange at prøve at kane den på land, men det var umuligt med store sten nær land og et spejlglat underlag. Så jeg tog chancen, strammede bremsen og pressede den mod netrammen. Og hvilken lykkefølelse det var, da jeg kunne løfte havørreden fri af vandet – en 72 centimeter lang, fed, dyb og bred blankfisk! – Og sjovt var det også, afslutter Kim. – Det viste sig at den havde en halvstor og lettere fordøjet ål i maven!
