nov 16, 2021 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, STØR, Størfiskeri, Video
Vi er nu klar med del 2 af vores videoserie om sightfiskeri fra flyderingen efter beluga. I denne video demonstrerer Tom Sintobin de mere praktiske aspekter af fiskeriet – eksempelvis hvordan du bruger Garmins LiveScope til at spotte fiskene, se hvad der er hoved og hale – og så ellers præsentere agnen helt perfekt lige foran snuden på fisken. I videoen viser han også, hvilke takler, agn og grej der skal bruges – samt hvordan. Glæd dig til en video med massive stør på LiveScopet – samt masser af heavy action med størgrejet. Og hvis du ikke vidste, hvad en spiralwrap stang var – så ved du også både det og en hel masse andet efter filmen, der er optaget i Nordvestsjællands Fiskepark.
Videoen er på engelsk, men tekstet på dansk.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.
nov 12, 2021 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, STØR, Størfiskeri, Video
Forestil dig at spotte en kæmpestor beluga få meter under dig på LiveScope´et, hvorefter du ser fisken tage agnen og mærker det bundløse sug fra monsterfisken forplante sig i stangen, mens du bliver revet rundt i manegen, så linen hvisler i vinden. Kort fortalt: Det vildeste adrenalinkick! Alt dette kan let blive til virkelighed, hvis du lærer finesserne ved det vertikale medefiskeri. I vores nye videoserie på to afsnit viser den hollandske fiskeekspert Tom Sintobin dig, hvad der skal til for at dyrke dette fiskeri – samt hvordan du pimper din flydering op til formålet. Filmen er på engelsk, men tekstet på dansk.
I del 1, som netop er udkommet på Fisk & Fris Youtube kanal. gennemgås det, hvordan du monterer alt fra elmotorer til marineelektronik – og vi får rigeligt med sved på panden med en flot beluga på over to meter fra Nordvestsjællands Fiskepark.
I del 2, som udkommer om et par dage, går vi i dybden med det praktiske fiskeri – lige fra grej, takler og agn, til hvordan du rent praktisk bruger Garmins LiveScope til at spotte fiskene – samt præsentere agnen helt perfekt. Glæd dig til et forrygende fiskeri med heftige fights og masser sved på panden.
Selvom det er beluga vi går efter i denne video, vil der være masser af inspiration at hente til alle dem, der overvejer at opgradere deres flyderinge – hvad enten det er til kyst- eller søfiskeri.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris Youtube kanal.
sep 28, 2021 | Nyheder
Mallen er det ultimative bytte for predatorfiskere med hang til vilde hug og tunge udløb. Og det at fange en malle bliver bestemt ikke mindre vildt af at gøre det fra flydering, hvor man bogstaveligt talt sidder med røven i vandskorpen. Selvom der er maller en del steder i Danmark efterhånden, skal man dog sydpå for at opnå et reelt fiskeri i vilde omgivelser efter den attraktive sportsfisk.
I den sidste uge var jeg derfor et smut sydpå med Søren Beck og Henning Trier for at fiske maller på en fransk flod, hvor der efter sigende skulle være ret mange fisk. Desværre viste det sig dog, som så ofte før – at når man hører om et vand, så er det ofte for sent… Fiskeriet havde faktisk været ret vildt for 2-3 år siden, men på grund af stigende popularitet og et omfattende C & R fiskeri med hårdt fisketryk var fiskene blevet så sky, at fiskeriet viste sig at være virkelig svært. En klassiker.
På fem dages fiskeri lykkedes det dog at få et par følgere og to reelle hug – en 170 cm malle på jig til Søren og en 110 centimeters fisk på flåd og agn til Henning. Selvom vi havde håbet på mere action, kan vi roligt afsløre at selv med maller i denne størrelse bliver man revet rundt i ringen…
Jens Bursell

Søren Becks 170 cm malle taget på jig. Øverst Henning Trier med sin 110 centimeters fisk,
sep 27, 2021 | Nyheder
For rigtig mange geddefiskere starter fiskeriet først for alvor, når den første efterårsrusk sætter ind, og vi har hørt om en del fine fisk de sidste par dage – blandt andet fra Anders Bønnelycke Nørgaard:
– Alarmen ringer klokken 05:15 lørdag morgen, og jeg er allerede frisk, inden jeg drikker morgenkaffen. Frisk, fordi jeg skal på en længe aftalt geddetur med en ny fiskemakker. Det er altid spændende at fiske med andre gedde-entusiaster, så der kan nørdes og deles nye tips & tricks. Bilen er pakket med madpakke, geddegrej og flydering. Vi skal fiske en mellemstor sø, som jeg selv har fisket en del gange. Denne sø har tidligere givet store fisk og rigtig mange 5-8 kg gedder. Typisk byder søen på godt geddefiskeri, og en nultur har jeg aldrig haft.
– Da vi ankommer til søen, blæser det omkring 3 m/sek, og forholdene virker perfekte. Vi får fisket mine sædvanlige spots af, men vi mærker ingenting. Efter et par timers fiskeri begynder jeg at mærke nogle forsigtige hug, men desværre ingen gedder i nettet. Min makker tager dog én gedde på omkring 50cm. Efter tre timers fiskeri spørger han, om vi ikke skal sejle ind og spise frokost, og den er jeg med på. På vejen ind, formår jeg at tage en ”lille” gedde på 5,5 kg og 85 cm. Gedden blev taget på Westin Platypus 190mm i farven Drag Queen.
– Klokken 10 begynder det at blæse rigtig meget omkring 6- 8 m/s, og min makker bliver nødt til at pakke sammen og køre hjem, da kajakken blev for træls at styre. Heldigvis har jeg anker med og beslutter mig for at blive 2-3 timer mere. Strategien er at svømme ud på et spot, lægge anker, fiske alle vinkler af i 20 – 30 minutter, skifte mellem alle mine yndlingsagn og derefter finde en ny spot. Efter yderligere tre timers fiskeri uden nogle hug beslutter jeg mig for at svømme mod land og pakke sammen. På vej tilbage beslutter jeg mig for at give den et sidste skud med den samme agn, som gav fisk tidligere på dagen, nemlig Westin Platypus, og allerede i tredje kast på den selv samme strækning, vi har fisket mange gange, mærker jeg et kæmpe hug, og så endda på ikke mere end 1,5 meter vand. Efter fem minutters fight får jeg nettet fisken, og jeg kan godt se, at det er en mulig PR fisk. Da jeg allerede er tæt på land, svømmer jeg ind, hvor jeg måler og vejer fisken i nettet i vandkanten. Gedden er hele 114 cm og 11,3 kg. Og så var en ellers kedelig tur forvandlet til en stor succes med en monstergedde lige på falderebet.

Anders Bønnelycke Nørgaard med sin flotte 11 kilo+ gedde.
aug 28, 2021 | Nyheder
Mallebestandene er hastigt voksende i Benelux Landene, hvor de tager for sig af den invasive sortmundede kutling, som er eksploderet i antal i de fleste europæiske floder. I Holland er der mange som fisker mallerne fra flydering, og rekorderne får jævnligt et hak opad, som her forleden, hvor Tobias Stuurman fangede den største malle, der nogensinde er taget i Benelux Landene:
– Da jeg var ude i flyderingen sidste uge spottede jeg en stor malle på mit Garmin LiveScope, men fordi den lå tæt op ad bunden, var jeg ikke helt sikker på, hvor stor den faktisk var. Et par uger før så jeg også en kæmpestor monsterfisk på præcis det samme sted, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle prøve at fiske dette område meget grundigt igennem en gang mere.
– Denne gang havde jeg besluttet mig for at prøve med en ny metode, nemlig en død skalle. På mit LiveScope kunne jeg tydeligt se, hvordan den store malle langsomt bevægede sig hen imod min agn, og et par sekunder efter huggede den. I samme sekund eksploderede mallen i det vildeste udløb, men efter en brutal fight gav stormallen op og kom op til overfladen.
– Jeg vidste bare, at dette var en god fisk, og i et kort øjeblik håbede jeg beskedent på, at den ville slå min personlige rekord fra Holland på 225 centimeter. Men – den var med sine 237 centimeter ikke blot over min personlige rekord, men også langt over den tidligere hollandske/Benelux rekord på 227 centimeter. Overvældet af glæde tog jeg et par billeder, holdt fisken i vandet i et par minutter – og lod den svømme tilbage, hvor den kom fra. Hvilket fantastisk øjeblik og hvilket minde at have!
Mallen har sandsynligvis vejet i omegnen af 95-100 kilo – og er pt godkendt som længderekord.

Her kan du se, hvordan 237 centimeter mallen så ud på Tobias´s Live Scope.
aug 26, 2021 | Nyheder
– Tidligere på ugen købte jeg min første Sandeel kystwobler på 27gram, da jeg tror på, at store fisk også æder store byttedyr, beretter Henrik Sørensen. – I dag fiskede jeg så med den for første gang ´på den østsjællandske kyst – og hold nu op, hvor er den stor, når først den er bundet på linen og skal sendes afsted. Til at starte med troede jeg nok ikke helt på det alligevel, så efter en lille halv times fiskeri skiftede jeg til den i kan se på billedet – og for det ikke skal være løgn, så huggede fisken i første kast efter agnskiftet.
– Jeg var afsted i flyderingen, og hugget faldt cirka 250 meter fra kysten. Nå – da jeg så fileterede fisken her til aften, havde den en 16-17 cm tobis i halsen/spiserøret, og en Sandeel på 27 gram er 15 cm lang. Så nu tror jeg på den igen, når jeg fisker, hvor jeg ved, at der kan være store fisk.
– Havørreden var 65 centimeter og vejede 3,5 kilo

Selvom en kystwobler som denne Sandeel fra Savage Gear kan virke stor, har den faktisk den helt rigtige størrelse i forhold til en rigtig tobis.
feb 22, 2021 | Nyheder
– Søndag den 21/2 havde jeg og min rigtig gode fiske makker besluttet os for, at vi skulle ud efter nogle gedder fra flyderingen, nu hvor isen var begyndt at tø, fortæller Anders Nielsen. – Vi havde aftalt at mødes kl 09:00 ved et hemmeligt sted nær Harboøre. Det er et sted, vi har fiske mange gange før både fra land, båd og fra flydering, så vi vidste, at der ville være gedder at fange der.
– Solen var ved at komme frem, da vi begyndte at køre klar. D det blæste dog lidt, men ikke så meget, at vi ikke kunne komme ud og fiske. Det skulle så vise sig at være en god ide, at vi tog der hen den dag. Vi havde blot fisket i en halv times tid, da den første fisk var oppe i flyderingen. Det var en pæn lille hangedde på de små 50cm. Da klokken blev 12:00 besluttede vi os for at sejle ind for at få noget frokost.
– Da vi havde fået fyldt brændstof på rugbrødsmotoren igen, sejlede vi ud. Vi besluttede os for at ligge op af nogle siv og spinnefiske lidt, mens vi lå lidt i læ. Jeg smed en stang med en død skalle på ud og tænkte, at det kunne jo være, at der var en gedde, som ville lege med der. Den nåde dog ikke at være ude i mere end 20-30 minutter, før flåddet forsvandt og kampen gik i gang. Det tog lidt tid, men til sidst kom gedden ind. Det vidste sig at være en stor hungedde som målte 101cm og vejede 7,2kg. Der blev taget nogle billeder, og ud kom den igen.
– Så var det ellers på med en ny skalle, og ud med den. Efter små fem minutter var flåddet væk igen. Denne gang var det en lidt mindre hungedde, som målte 95cm og vejede 6,9kg. Det blev dog ikke til en større gedde de to første. Alt i alt fik vi 10 gedder fra 50cm – 101cm og fra 3 – 7,2kg.
nov 9, 2020 | Nyheder
Forestil dig at fange en malle, som den du ser her på fotoet taget fra en flydering! Det er helt normalt, hvis man som Tom Sintobin dyrker et målrettet driftfiskeri efter maller i hollandske floder og kanaler.
Tom har dyrket fiskeriet i flere år. Til at starte med fiskede han vertikalt under flyderingen, hvor han spottede mallerne direkte på skræmen, hvorefter han sænkede agnen – en stor klase orm – ned foran snuden på dem. Det virkede rigtig godt i starten, hvilket gav ham mange vilde fights, hvor store maller blev kroget på ganske kort line lige under flyderingen.
– Desværre er fiskene nu begyndt at blive noget mere sky, fortæller han. – Som det er nu, bliver de skræmt fra vid og sans, hvis man fisker lige over dem. Teknikken har derfor udviklet sig til, at vi stille og roligt driver med strømmen med et flåd 10 – 20 meter foran flyderingen, så mallerne ikke bliver skræmt.
Taklet, som vi fisker med, er to enkeltkroge str. 8/0 og 4/0. På den store krog, som er øverst, agnes en stor klase på 10-12 orm – typisk canadiske nightcrawlers. Den lille krog er nederst, og her er blot en enkelt orm, som er trådet op på selve krogen. De to kroge skal være så langt fra hinanden, at ormene fra den ene krog ikke filtrer sig sammen med ormene fra den anden krog. Flåddybden er typisk 2/3 af flodens gennemsnitsdybde, der varierer fra 3-12 meter. Og så er det ellers bare med at få afsøgt noget vand, slutter han.
Mallerne er ved at blive mere og mere almindelige i Holland – og deres snitstørrelse er stødt stigende – blandt andet fordi de tager for sig af de rigelige mængder af invasive sortmundede kutlinger.
okt 8, 2020 | Nyheder
– Jeg havde planlagt at fiske med min gode ven Steen Thams om eftermiddagen, fortæller Jesper Affeldt. – Vi fik pakket den lille Fiat med flyderingen, stænger, vaders og diverse grej. Velankommet til vandet finder jeg desværre ud af, at jeg har glemt min fluestang. Nå men fiske det skal vi, så turen går rimelig hurtigt hjem for at hente min stang. Da vil har spildt en del tid med kørsel, beslutter vi os for at fiske på en plads lidt tættere på, end vi havde planlagt.
– Da vi endelig ankommer til vandet i Køge Bugt, går det ret stærkt med at få tøjet på, pumpet flyderingene og rigget stængerne til. Vandet ser rigtig fint ud med små lette krusninger, vinden blæser frisk fra sydvest, så alt ser fint ud. Vi har fisket en del på pladsen før, men det er efterhånden noget tid siden, den har kastet en fisk af sig. Jeg fisker med en friskbundet flue – Brendas mor, en flue som jeg synes ser virkelig godt ud i vandet.
– Efter 30 minutters fiskeri, hvor vi hverken har set eller mærket noget, falder hugget: Den hugger rimelig hårdt og springer fri af vandet lige med det samme. Vi kan se, at det er en god fisk, som jeg har fat i. Jeg får justeret bremsen, da jeg kan mærke, at den trækker en del line af hjulet. Efter lidt tovtrækkeri, hvor fisken både går dybt og svømmer rundt i vandoverfladen, får Steen nettet fisken. Efter afkrogning og foto, sættes fiske ud igen. Jeg skyder fisken til omkring 60 cm. Steen beslutter sig for, at han også lige må prøve en af de nybundne Brenda fluer, så han plukker en i æsken. Vi fisker videre og efter lidt tid, har jeg bud efter fluen igen. Denne gang er fisken dog en lille en, som vælger at hoppe af efter flere krumspring. Kort inden vi sætter mod land får Steen også en fisk, men den vælger også den hurtige udvej og slipper fri efter lidt akrobatik. Alt i alt en herlig tur i flyderingene.
FOTO: STEEN THAMS
