Mallen er det ultimative bytte for predatorfiskere med hang til vilde hug og tunge udløb. Og det at fange en malle bliver bestemt ikke mindre vildt af at gøre det fra flydering, hvor man bogstaveligt talt sidder med røven i vandskorpen. Selvom der er maller en del steder i Danmark efterhånden, skal man dog sydpå for at opnå et reelt fiskeri i vilde omgivelser efter den attraktive sportsfisk.
I den sidste uge var jeg derfor et smut sydpå med Søren Beck og Henning Trier for at fiske maller på en fransk flod, hvor der efter sigende skulle være ret mange fisk. Desværre viste det sig dog, som så ofte før – at når man hører om et vand, så er det ofte for sent… Fiskeriet havde faktisk været ret vildt for 2-3 år siden, men på grund af stigende popularitet og et omfattende C & R fiskeri med hårdt fisketryk var fiskene blevet så sky, at fiskeriet viste sig at være virkelig svært. En klassiker.
På fem dages fiskeri lykkedes det dog at få et par følgere og to reelle hug – en 170 cm malle på jig til Søren og en 110 centimeters fisk på flåd og agn til Henning. Selvom vi havde håbet på mere action, kan vi roligt afsløre at selv med maller i denne størrelse bliver man revet rundt i ringen…
Jens Bursell

Søren Becks 170 cm malle taget på jig. Øverst Henning Trier med sin 110 centimeters fisk,