BORNHOLM: LAKSETROLLINGSÆSONEN GODT I GANG

– De lovede endelig fint vejr, så nu var det, at det skulle prøves, at sejle langt efter laksene, beretter Kim Finne fra EastSide Trolling. – Målet var lagt omtrent 22 sømil nordøst fra Nexø. Jeg kom frem relativt sent omkring klokken 11 om formiddagen, og grejet blev hurtigt sat.

– Først søgte jeg lidt rundt, da vandet stadig er lidt varmt – for at være mere præcis 9,4 grader i overfladen. Efter 1 time fandt jeg lidt køligere vand, og der var de: Først gik den yderste sideplaner, og jeg kunne straks se, at det var en god fisk, der susede derudaf med en masse hop. Da den kom op i båden, kunne jeg se, at den var fedtfinne klippet.

– Jeg fik næsten kun lige sat grejet igen, og så gik den midterste stang på riggen i 55 fod. Snart kom endnu en fin fisk ind, og næsten lige efter gik der en sideplaner. Da den kom ind til båden, kunne jeg se, at den også var fedtfinne klippet. Herefter fik jeg endnu et hug på riggen i 40 fod cirka 30 minutter efter. Denne laks gik direkte op og fri af vandet, men den smed krogen i sit hop. Sidst på dagen kom der også en lille fed blank havørred på et blink i overfladen. Alt dette skete på kun 4,5 times fiskeri, så i dette område var det en stor procentsats, der var fedt finne klippet.

 

ForshagaAkademin 2026

Garmin Marinedeal

Vintersæsonens første laks for Verona Sportsfiskeri

Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri er netop nu på Østersøen med fem kammerater, der er taget til Bornholm for at fiske og få lidt frisk luft. – Mine fem københavnske gæster skal have en dags trolling efter laks, og skal de selvfølgelig også fiske efter havørreder fra kysten en enkelt dag. Humøret er højt ombord – især da Johan Gammeltoft netop har landet den flotte laks, du kan se ovenfor. Det er Johans første laks, og den huggede på en brisling fisket helt oppe i overfladen med 30 grams belastning og et langt slæb, slutter han.

Har du selv været en tur ude at bådfiske, så send os gerne et par linjer og et godt foto fra turen. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Tradera
Garmin Marinedeal

SOMMERØRRED PÅ BORNHOLM

De fleste fisker langs de bornholmske kyster i den kolde tid, men hvad de færreste ved, er at der kan være et udmærket fiskeri om sommeren, hvis man griber det rigtigt an. Og det gode ved det, det er – at så kan man få mange af kyststrækkene helt for sig selv. Det har Martin, som gerne vil være anonym med sit efternavn – gjort med stort held, og han har fået flere flotte fisk de sidste par dage.

– Vandet er ret varmt – cirka 16 grander, så jeg har primært fisket om aftenen, fortæller han. Forleden var jeg ude og startede med Fabio´s Danser Blink i sort/rød. Det gav dog ikke noget, så jeg skiftede til en rå version på 22 gram. Jeg fiskede fra SV siden af Bornholm, og det blæste godt fra øst, da jeg klokken 19.30 fik det vildeste dunderhug cirka 70 meter ude. Vandstanden var mere end 60 cm under normalen, så tangen stod højt i overfladen, hvilket betød, at jeg virkelig måtte presse fisken hårdt for at holde den fri af vandplanterne.

– Havørreden leverede en sindssyg fight, hvor den hoppede en hel masse gange, så det var ikke let at få den presset tilbage over tangbælterne. Men ind det kom den til sidst – og den var ikke lille: 78 cm og vel i omegnen af de 4,5 kilo.

 

Garmin Marinedeal
Garmin Marinedeal

NY HAVØRRED TAGER FØRING I WESTIN KYST CUP 2021

– Jeg tog til Bornholm med min makker Morten og hans far Arne på en mini fiskeferie, og det var min første tur til Bornholm, fortæller Casper Lundqvist. I de sidste uger inden afgang, brugte jeg tiden på at nærstudere krak, videoer og læse diverse artikler. På øen var der frisk vind fra vest på 14-17 m/s, så vi brugte lidt tid på østkysten, inden vejret skiftede over de næste dage.

– På førstedagen fik jeg fire havørred med den største på 66 centimeter. – Morten fik tre og Arne fik en – alle over målet. Det var min største havørred i år, så turen var, for mit vedkommende, en succes. Men det skulle vise sig at blive en tur over al forventning… Næste morgen tog vi til samme spot, hvor vi fik de fleste dagen før: Vi stod spredt ud på et langt stræk. Det var en smuk men noget kold morgen med kraftig fralandsvind, hvor vi stod og nød naturen, og det var dejligt at være ude igen. Klokken lidt over kl. syv får jeg så kontakt helt ude i kastet, og det er de tunge hovedrusk, som man ikke kan tage fejl af… Det er en rigtig god fisk.

– Det var en rigtig god fight med gode udløb, og jeg var meget nervøs, da den skulle nettes, da jeg stod i lavvandet område med meget blæretang. Heldigvis lavede den ikke ballade, og jeg kunne snart nette en smuk havørred på 70,5 cm. Fisken, der tog en Westin D360 på 28 gram, havde helt klart den helt rigtige form og var stålblank. Den havde intet i maven, og vægten var 3,6 kg. Dette var kun andendagen om morgenen… Det blev til flere gode oplevelser og flere fisk.

– Den sidste dag var vi tidligt på pladsen. Jeg mister et par fisk på mellem 45-50 cm. Den ene viklede sig ind i min vadestav, imens en stor bølge skubbede mig ud af balance. Jeg satsede så en netning, og fangede mit blink, men ikke fisken…Så får jeg en på 45-48 cm lidt senere, der som får friheden. Der er grumset vand og pæne dønninger fra den kraftige vind dagen før. Det er perfekte forhold, og fiskene er på finnerne.

– Langt ude over revet midt i de store dønninger får jeg et godt tungt hug. Fighten er god med fine udløb. Jeg får den ind og har fokus på bølgerne, da den nærmer sig. Jeg skal bare ikke miste denne som den i morges. Jeg presser den det sidste stykke vej ind, og snart ligger en flot havørred på 67 cm i nettet. Den blev taget på Sømmet 28g i farven Mad Tobis. Alt i alt en fantastisk tur med vildt fiskeri og hygge med to gode fiskekammerater, slutter han.

Et stort tillykke med fiskene skal der lyde fra redaktionen. Den største indtager 1. pladsen i Westin Kyst Cup 2021 – og den næststørste på 67 cm placerer sig på tredjepladsen. Konkurrencen kører indtil udgangen af maj – og husk at der også er en lodtrækningspræmie, hvilket betyder, at alle blankfisk over 50 cm har en chance for at vinde en præmie.

Stillingen i Westin Kyst Cup 11. maj 2021:

  1. plads: Casper Lundqvist, havørred 70,5 cm
  2. plads: Anders Blomkvist Korshøj Nielsen – havørred 68 cm
  3. plads: Casper Lundqvist, havørred 67,0 cm
  4. plads: Niclas Johan Bech – havørred på 66 cm
  5. plads: Søren Erhard Hansen – havørred på 65 cm
  6. plads: Niclas Johan Bech – havørred på 65 cm
  7. plads: Niclas Johan Bech – havørred på 61 cm
  8. plads: Frederik Lundov – havørred på 61 cm
  9. plads: Frederik Lundov – havørred på 59 cm
  10. plads: Kim Christensen – havørred 57 cm
  11. plads: Kim Christensen – havørred 53 cm
  12. plads: Kim Christensen – havørred 53 cm
  13. plads: Jørn Poulsen – havørred 53 cm

 

Med denne 67 cm havørred indtager Casper Lundqvist også 3 pladsen i Westins Kyst Cup 2021. Øverst ser du ham med 70,5 cm blankfisken, som givert ham en føring i Cuppen.

Med denne 67 cm havørred indtager Casper Lundqvist også 3 pladsen i Westins Kyst Cup 2021. Øverst ser du ham med 70,5 cm blankfisken, som giver ham en føring i Cuppen.

 

 

 

 

 

Garmin Marinedeal

NY PR-HAVØRRED FRA BORNHOLM

– Fruen og jeg var inviteret til Bornholm af min søster og svoger – dels for at fælde et træ og dels for at holde en forlænget weekend på øen, fortæller Henrik Mølck. – Vi drog afsted torsdag aften med sigte på klokken 20.30 færgen fra Ystad. Det regnede og blæste en del – og der var travlt med optørring og poser på færgen…

– Lørdag morgen vågnede jeg klokken 05.42, der hvor mit vækkeur normalt ringer. Vejret så fint ud, og der var kun noget gammel sø tilbage, så nu var ud i bilen og afsted på udkig efter en plads, der var fiskebar uden waders eller noget. Gudhjem så fin ud, og det blev mit valg. Efter en lille gåtur ud på havnen, var jeg klar til at fiske efter en tangtorsk, eller hvad der nu kom forbi. Jeg valgte en Jensen kastepirk på 50 gram for at komme tæt på bunden en 5-6 meter nede. Efter en lille time meldte en trang til kaffe og en tur forbi bageren sig. Men jeg besluttede lige at give den 10 minutter mere. Og det var et godt valg.

– Pludselig kom der et tungt hug lang ude i kastet. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en pæn fisk, men jeg tænkte, at den nok var fejlkroget, for den var ikke nem at flytte. Til sidst fik jeg den dog ind under molen, for så at konstatere, at den fisk nok ikke ville blive så nem at få op… Hvad gør en klog, når der er fem meter ned, og man kan se, at der er en rigtig stor havørred på krogen? Det eneste, der var at gøre, var at bakse den rundt om molehovedet og få den fightet inde i havnen, mens jeg gik på molen i håb om af finde et sted, hvor jeg kunne nå den uden net eller noget.

– Til sidst fik jeg den ind i bunden af havnen og kunne komme ned til vandkanten der efter et hop ned på glatte sten. Det gik heldigvis fint, og kort efter kunne jeg trække den ind på lavt vand og få fat i nakken på den. Og jeg siger, at jeg holdt fast. Min største havørred var landet, og nu var den endelig sikkert på land: 5,7 kg spejlblankt bornholmerstål fordelt på 73 cm. Nu var jeg fri for at skulle overbevise familien om, at jeg mistede en stor havørred. 1,5 kg file røg på grillen til aftensmad, og den var god. Så var det tid til morgenkaffe!

 

De nye Owner UV-kroge kan fås i Flash orange og Ghost White med en lakering, der holder i længden. Læs mere på fiskogfri.dk om krogene.

 

Henrik Mølck med sin flotte havørred, der huggede på en Jensen pirk langs den bornholmske kyst ved Gudhjem.

Henrik Mølck med sin flotte havørred, der huggede på en Jensen pirk langs den bornholmske kyst ved Gudhjem.

 

Tradera
Garmin Marinedeal

PÅ FLADFISKETUR VED BORNHOLM

Line med 7 kilos brudstyrke, og gennemløbsbly i vægtklassen 30 til 150 gram, og på krogen friske sandorm, så kan det ikke gå helt galt.

Solskinsøen Bornholm er i fiskerkedse mest kendt som et eldorado for laksetrolling og kystfiskeri efter havørred, men øen har meget andet at byde på. Vi blev inspireret af erhvervsfiskernes helt fantastiske fangster af fladfisk, og planlagde en test-fisketur sammen med Anders Shou-Jensen, der er formand for Bornholms Trollingklub. Her kan du læse hvordan det gik.

AF SVEN HILLE

FORBEREDELSERNE til denne testtur begyndte derhjemme. Feriebagagen blev opgraderet med det udstyr, som er nødvendigt for at fange fladfisk. Blandt andet et par korte bådsstænger med fastspole og baitcasthjul, inkl. fletline med 7kilo brudstyrke, som skulle give en bedre føling med huggene. Vi kronede vores setup med nogle selvbundne forfang og gennemløbsbly, i vægtklassen fra 30 til 150 gram.

En væsentlig del af forberedelserne var selvfølgelig også, at lokalisere fangstområderne, og her hjalp Anders gode kontakter til nogle venner blandt erhvervsfiskerene. De fisker mest i de sandede områder syd og øst for øen. På det lavere vand, benytter de garn, og på det noget dybere, fra 30 meter og nedad trawler de. Deres fangster er både rødspætter og store skrubber, men skrubberne fanges bedst på det dybe vand. Denne viden gav os et godt grundlag til at starte fiskeriet, og heldigvis ligger Anders båd i Arnager Havn, så det skulle blive nemt at komme ud til de spændende fiskepladser.

Friske agn til fladfiskene

Men inden vi kunne starte det første forsøg, skulle vi sørge for friske agn. Mange tests har vist, at friske sand- og børsteorm slet ikke kan erstattes af selv de bedste gummidyr. Jesper Schiøtt fra Sport Dres i Rønne er leveringsdygtig i juni til november med friske sandorm og frosne tobiser. Men de fleste af hans kunder fisker mest i sommermånederne efter rødspætter fra havnemolerne. Med tasken fyldt med friske agn, mødtes jeg med Anders på havnen, en varm sommerdag i starten af august, og der var ikke en sky på himlen. Nu skulle det være!

 

Garmin Marinedeal
Her er lidt af det grej du kan få brug fo0r til de Bornholmske fladfisk.

Her er lidt af det grej du kan få brug for til de Bornholmske fladfisk.

 

Friluftsland

 

Valg af fiskeplads til fladfiskene

Sidste sommer var jo helt fantastisk, og vandtemperaturen i overfladen var næsten 22 grader. Da erhvervsfiskerne i de seneste dage ikke havde haft nogen særlig succes på det lave vand,  besluttede vi at udlade dem. Vi plottede et sted ind med ca. 15 meters dybde, hvor der var mange små render. Efter ca. 10 minutters sejlads nåede vi ud til pladsen, og stor var forventningen da vi lagde vi de første liner ud. I starten var der meget svag vind og strøm, og især den svage strøm er dårligt til fiskeri efter fladfisk. Ved svag strøm trykker fiskene inaktivt i sandet, og selv den mest livlige agn har svært ved at lokke dem til at hugge. Da forholdene ikke var optimale, blev vi derfor  ikke ret længe på denne plads.

I stedet valgte vi en plads lidt længere vestpå, med dybt vand. Allerede på vej derhen kunne vi se på loddet, at der var mange flere fisk i dette område – både i midten af vandsøjlen og ved bunden – så vi var overbevist om at vi ville få succes på denne plads.

Fladfiskesucces fra start til slut

Og ganske rigtigt, allerede få sekunder efter at den første agn nåede bunden, vippede  stangspidsen tydeligt, og da vi lidt senere kunne se silhuetten af en fladfisk i 4 meters dybde, var jubelen stor! Det var en ca. 30 cm rødspætte, og vores forberedelser havde båret frugt, og testen en succes, nu da vi i det mindste havde fanget en af dem, vi kom efter. Men på denne plads fangede vi endnu et par rødspætter, men også en præsentabel ulk og et par småtorsk kom med op. Selvom vinden var svag, var der trods alt en god strøm, og det var helt klart strømmen, som satte gang i fiskene og fiskeriet. Efter en times tid på denne plads, besluttede vi at prøve nogle pladser med dybere vand.

Da vi kom derhen kunne vi dog fastslå, at den tiltagende vind blæste i modsat retning af strømmen, hvilket betød at båden drev langsommere. Fiskene var stadigvæk meget aktive, der var en høj hugfrekvens, og som bifangst fangede vi flere og flere torsk – et par op til 3 kilo! Torskene huggede både på synkende agn, men også når vi spolede linen ind, så vi havde tit dobbelthug. Vi fik endvidere også et adrenalin-kick, da en havørred, eller en lille laks fulgte med agnen helt op til båden. Kort tid efter begyndte en stor flok makreller at jage i overfladen, og vi glemte næsten at fiske, mens vi nød sceneriet. Vores beholdning af sandorm skrumpede ind, så vi begyndte at fiske med kun en krog efter loddet. Og for at optimere vores chancer for fladfisk forlod vi dette hotspot, og ledte målrettet på ekkoloddet efter steder med færre torsk. Vores strategi gav pote, så vi fangede færre torsk og flere fladfisk.

Selvom det var en testtur efter de flade, kunne Sven ikke undgå de mange småtorsk, så flere gange måtte testholdet skifte pladser.

Selvom det var en testtur efter de flade, kunne Sven ikke undgå de mange småtorsk, så flere gange måtte testholdet skifte pladser.

 

I den sammenhæng var det påfaldende, at vi på dybt vand, fik langt flere hug på de forfang med selvlysende mini-blæksprutter. Nede i dybet lokkede kombinationen af det selvlysende og minitrykbølgerne fra blæksprutternes bevægelige arme, fladfiskene målrettet hen til sandormene. Dette bekræfter blot mine erfaringer med fiskeri efter store skrubber på det dybe vand ved øen Rügen.

På de sidste fiskepladser havde vi næsten 30 meter til bunden, og endelig lykkedes det, som vi havde håbet på: I blandt de sidste fangster, var der endelig også skrubber, og således satte vi glade og tilfredse i den tiltagende vind kursen mod land. Med i bagagen havde vi nogle friske fladfisk og torskefilletter, og på den måde fik vores familier også del i denne test-succes. Sammen med bornholmske kartofler, gulerødder og en Svaneke-øl smagte de stegte fisk som en drøm!

Prøv selv de bornholmske fladfisk!

Har du ikke selv en båd, så kan du leje en og tage på fladfisketur med den skønne bornholmske kyst som panorama i baggrunden. Årets bedste tid til denne fornøjelige oplevelse er sommer og efterår.

Sådan skaffer du agn til fladfiskene

Du kan købe friske agn hos Sport Dres i Rønne. Jesper sælger helt friske levende sandorm og frosne tobiser, som er helt uundværlige, hvis du skal have succes med dit fiskeri efter fladfisk. Hos Jesper finder du desuden et stort udvalg af fiske- og outdoorudstyr, skulle du stå og mangle noget. Hos Sport Dres kan du desuden også få gode tips, samt de nyeste spot til alt slags fiskeri på øen. Kontakt: St. Torvegade 96, 3700 Rønne, Telefon: +4556910370, Email: bornholm@sportdres.dk

Udlejning af båd til fladfiskeriet

Du kan leje en 23 fods Proliner med styrepult og masser af plads til 6 personer billigt hos Verona Sportsfiskeri. Så kan du tage familien eller dine fiskekammerater med ud. Kontakt: Verona Sportsfiskeri, Langebjergvej, Allinge, Telefon: +45 23 24 98 41, Email: per@verona.dk

 

Westin Cup 2026

 

Det gav indlysende langt flere hug på dybt vand med de selvlysende mini- blæksprutter, og deres bevægelige arme, lokkede fladfisken hen til sandormen.

Det gav indlysende langt flere hug på dybt vand med de selvlysende mini- blæksprutter, og deres bevægelige arme, lokkede fladfisken hen til sandormen.

 

Artsrigdommen i vandet omkring Bornholm er stor, men der var dog fisk vi godt kunne være foruden.

                                           Artsrigdommen i vandet omkring Bornholm er stor, men der var dog fisk vi godt kunne være foruden.

Garmin Marinedeal

STORLAKS TIL RØDLOK

– Efter en noget sløj laksesæson med alt for meget blæst, koldt vand, og for meget arbejde, havde de mange dårlige ture givet mig lidt grå hår, fortæller Rasmus Hachmann. – Jeg så derfor frem til ugen, hvor vi skulle have været til TMB. Lidt motorproblemer satte dog lige dette en uge frem. Og jeg måtte tilmed fiske på turen alene.

– Vel ankommet til Bornholm fik jeg lige nogle hyggelige dage på Nordvestsiden med de andre fra Raymarine holdet, men det blev dog ikke til meget, da de fleste fisk var undermålere – på nær en enkelt flot fisk på cirka ti kilo, som jeg smed på netkanten! Om det var iveren, utålmodighed eller bare lidt rust, der skulle bankes af ved jeg ikke, men krogholdet røg og væk var skønheden.

– I mellemtiden havde min gamle ven Kasper indfundet sig, og efter endnu en dag med 5-6 undermålere kunne han berette om bedre fiskeri på efterårs/vinterpladserne syd for Nexø. Så afsted det gik med at få flyttet båden. Den gode slidsomme rutine for en trollingfisker. Men jeg skal da lige love for, at det gav pote: Allerede på første dag havde jeg otte fisk oppe at vende med fem pæne spisefik iblandt, og der var et blændende flot solskinsvejr. Så dagen efter måtte jeg selvfølgelig tilbage til samme lykke spot.

– Jeg havde set, at vandet var en anelse varmere, og med de forgående dages observationer vidste jeg, at fiskene ikke ville bevæge sig hurtigt og alligevel gerne have noget, der var lidt bevægelse i. Jeg derfor havde rigget op med alt, hvad den kunne trække af flashere med korte forfang og brisling/løjer, små hidsige blink, dodgere foran blink samt alt hvad skuffen ellers havde af tricks. Godt ude mod området satte jeg hurtigt grejet, og endnu før kaffen var løbet igennem gik den første fisk på, og så tog tingene ellers fart! Jeg nåede ikke længere end til den halve kop kaffe den dag, for hver gang jeg fik sat grejet, gik der en ny stang. Laksene var praktisk talt over alt; i dybet, på overfladen og alt der imellem.

– På et tidspunkt stod jeg endda med fire fisk på, og flettede liner i vildskab. Og bedst som jeg endelig ville sætte mig og nyde vejret med en kold øl, gik endnu en stang. Ak – satans tænkte jeg, nu igen! Denne gang var det den næstyderste sideplaner. Jeg troede egentlig ikke, at det var så stor en fisk igen, og da den havde viklet sig godt ind i to andre sideplanere, gik jeg i gang med at filtre det lidt ud, efterhånden som jeg trak dem alle tre ind. På et tidspunkt stod jeg med linen med laksen i hånden, og overvejede om det ikke måske ville være nemmere bare at hale den ind sådan, og slippe for at filtre linerne ud!

– Meeeen – ved nærmere eftertanke var det nok ikke så kvikt et træk, da jeg var alene, og en landing på håndline statistisk ikke er skide godt, men eftersom fisken opførte sig meget pænt gav jeg mig tid til at kludre linerne ud. Jeg fik hevet fisken godt ind, og først en 5-6 meter fra båden indså jeg, hvor stor den var, og at det trods alt nok var klogt at have den på stangen i stedet for hånden. Jeg fik bakset nettet frem, og med rutinen fra de forgående 11 fisk, skovlede jeg den hurtigt i nettet, og føj for en overraskelse! Den var sgu noget større end først antaget, og da vægten viste rundt de sytten kg, kunne jeg kun takke lakseguderne for endnu en pragtfuld dag på havet. Mig bekendt en af de få fisk på den størrelse i denne sæson. Så klokken 13.30 kunne jeg konstatere, at jeg var sulten, glad, havde et net med hul i samt en kølekasse med havets lækkerier, så nok måtte være nok: Jeg riggede af og tøffede langsomt i havn imens jeg nød turen, og de gaver havet kan velsigne os med.

– Storlaksen blev for øvrigt snuppet på en gammel kending, der har stået for langt størsteparten af de grovere fisk jeg har fået igennem tiden, nemlig et af mine gamle norske Delfin blink, Kulpkrokodil i kobber på 30 gram. Det blink kan noget helt særligt, når det kommer til vandrelaks, og tvivler i, så spørg de lokale guider, der vil grine smørret og påstå at løbet er tæt imellem det og den næsten identiske ABU Hammer. Jeg kan ikke være mere taknemmelig for en dag som denne, og at rusten igen er støvet af Rødlok og hendes skipper.

 

ForshagaAkademin 2026

 

Rødlok på laksetrolling ved Bornholm

Garmin Marinedeal

LAKS: EN KONGEDAG PÅ ØSTERSØEN

I går startede Bornholm Trolling Cup 2021 som en spontan konkurrence arrangeret af Kim Finne og Sannes Familiecamping. Der er blevet landet flere gode fisk i går, men i dag er så vidt vides alle både inde, da det blæser for meget til sikker og behagelig sejlads. I går nævnte vi kort de flotte laks taget fra båden Manilla af Torben Andersen og Søren Seneca Nielsen her på fiskogfri.dk. Her får du historien:

– Det første hug fladt på en løje fiske efter en VK-flasher i overfladen, fortæller Søren. -Torben fightede fisken, som efter en god kamp kom sikkert i båden. Flere timer efter blev den vejet til 16,04 kg. Kort efter den var kommet i båden gik endnu en overflade stang, og hugget var faldet på et stort Hybrid-blink i kyllinge farven. Efter nogle gode udløb kom en super flot laks på dørken. Denne laks blev senere vejet 13,14 kg, da vi kom i land.

– Efter alt grejet var sat igen, gik der en lille times tid, og så var den gal igen. I løbet af dagen havde vi set flere laks på loddet, men nu var der endelig en, der gerne ville hugge i 75 fod på en løje efter en dogder. I samme øjeblik gik også en stang på den anden rig i 85 fod, og denne fisk tog en Mini Hybrid i glow. Ind kom to flotte laks på godt 9 kg stykket, og vi endte dagen med fire flotte laks, slutter han og tilføjer at der måske kommer et mindre vindue i blæsten i morgen, så der er muligt at komme på vandet i et par timer.

 

Hvidovre sport - hornfisk

 

Garmin Marinedeal

LAKS: DOBBELTHUG OG NY PR TIL MATHIAS

Mathias Wehlast Jessens mål for årets Bornholmertur med trollingbåden var at prøve et dobbelthug og slå hans 9 år gamle PR. – Dobbelthugget kom så i går med to laks på 4,4 og 5,6 kg – og i dag fik jeg også den nye PR, fortæller han. – Laksen gav et lidt spøjst udløb i små ryk, og den var hurtigt ude af vandet 200 fod ude. Herefter stod den ellers dybt og var svær at flytte. Den var inde ved båden flere gange, men ville ikke overgive sig. Der blev skiftet side utallige gange, da den hver gang gik dybt og stod godt fast, hvilket var lige spændende nok, da vi havde set størrelsen på den…

– Efter cirka en halv time måtte den overgive sig og kom i nettet – og jublen var stor, da den lå på dækket. Vægten ude på vandet sagde 13 kg, men vi vejede den igen på havnen, hvor vægten balancerede ved 12,5 kilo. Mathias og laksen kommer i TV2 Bornholm kl. 19.45 i aften. Linket er på facebooksiden Team Lima Fishing.

 

Garmin Marinedeal

Garmin Marinedeal