De fleste fisker langs de bornholmske kyster i den kolde tid, men hvad de færreste ved, er at der kan være et udmærket fiskeri om sommeren, hvis man griber det rigtigt an. Og det gode ved det, det er – at så kan man få mange af kyststrækkene helt for sig selv. Det har Martin, som gerne vil være anonym med sit efternavn – gjort med stort held, og han har fået flere flotte fisk de sidste par dage.
– Vandet er ret varmt – cirka 16 grander, så jeg har primært fisket om aftenen, fortæller han. Forleden var jeg ude og startede med Fabio´s Danser Blink i sort/rød. Det gav dog ikke noget, så jeg skiftede til en rå version på 22 gram. Jeg fiskede fra SV siden af Bornholm, og det blæste godt fra øst, da jeg klokken 19.30 fik det vildeste dunderhug cirka 70 meter ude. Vandstanden var mere end 60 cm under normalen, så tangen stod højt i overfladen, hvilket betød, at jeg virkelig måtte presse fisken hårdt for at holde den fri af vandplanterne.
– Havørreden leverede en sindssyg fight, hvor den hoppede en hel masse gange, så det var ikke let at få den presset tilbage over tangbælterne. Men ind det kom den til sidst – og den var ikke lille: 78 cm og vel i omegnen af de 4,5 kilo.