jun 20, 2025 | Nyheder
De store brakvandsråder langs Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland husede tidligere enorme mængder af flotte brakvandsgedder, hvor der var basis for at virkelig attraktivt kastefiskeri på lavt vand efter smukke og hårdtkæmpende fisk.
Selvom fiskene stadig er der, er det desværre for længst slut med champagnefiskeriet, men der arbejdes på flere fronter på at forsøge at genskabe det naturgrundlag, der skal til for at bestandene kan komme til at udvikle sig positivt, så vi måske engang igen vil have chancen for at genopleve det potentielt set fantastiske fiskeri efter brakvandskrokodiller. Nogle af de lokale bestande er måske allerede forsvundet – og det er især de små lokale bestande af fisk, som gyder i ferskvand, der er særligt hårdt presset.
DTU Aqua har netop lavet en statusopdatering over bestandene af brakvandsgedder, samt hvad der pt fremadrettet sker for at forbedre forholdene for vores unikke brakvandsgedder – blandt andet som en del af projektet ”Rovfiskene Retur”.
Læs statusnyheden om brakvandsgedderne på fiskepleje.dk her.
Se også denne video om brakvandsgedderne – samt hvad der gik galt – på Fisk & Fris YouTube her.
Foto: Jens Bursell med en fin brakvandsgedde taget på spin og vadefiskeri med Westin Platypus i farven natural pike.
jun 20, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Det går rimelig godt for Kristian Graubæk derude ved karpevandene for øjeblikket: – Her forleden sejlede jeg rundt i et stort åkandebælte, for at lokalisere karperne forud for valg af plads. Den kraftige østenvind lod bølgerne rulle ind i mellem åkanderne og gjorde det svært at se karpernes bevægelser på afstand. Lige pludselig var jeg omgivet af en håndfuld karper, og spændingen steg. Kunne jeg undgå at skræmme dem? Heldigvis slørede bølgerne min tilstedeværelse, så jeg fik rigelig med tid til at nyde synet af dem. Og så blev beslutningen truffet. Dem skulle jeg fiske efter.
– Jeg har ændret min tilgang til karpefiskeriet i år. Det drejer sig nærmere bestemt om, hvordan ældre karper fouragerer i søer, hvor der er et stort overskud af føde til dem. Tidligere har jeg været af den opfattelse, at jeg med min agn kunne holde på dem og få dem til at æde sig mætte. Men mine fangstrapportdata har vist, at det ikke har fungeret. Jeg fangede færre og mindre fisk end ventet. Og jeg må ærligt erkende, at det til tider har været mentalt smertefuldt. I vinters stenede jeg en del karpefiskeri på YouTube og faldt over en video med Simon Crow og Steve Briggs, hvor de diskuterede hvorfor ”single hookbait” fungerede så godt på den franske karpesø Lac de Cassien. Det har jeg diskuteret meget med kloge mennesker og er endt med en form for konklusion. Nemlig at karperne kan være vant til at samle et fødeemne op af gangen, og at de ofte er mætte, når de kommer til min krogagn. Under disse forhold nytter det ikke noget at fodre med den vanlige mængde, da de alligevel ofte ikke får tygget sig igennem al den mad.
– Overført til mennesker, svarer det til, at man har spist en 7-retters på en Michelin restaurant. Bagefter har man plads til en lækker softice, men der er næsten ingen, der tager på Jensens Bøfhus og æder all you can eat spareribs. Men softicen er der plads til, og det skulle gerne svare til hvordan karperne har det med min krogagn… Netop denne tankegang har jeg overført til karpefiskeriet i år, og har i flere tilfælde fisket over normen for de pågældende søer.
Den første fisk er den vigtigste, for ellers fanger man ikke noget, men desværre bommede jeg det første hug. Pokkers. Tidsmæssigt passede det med, at alle tre stænger skulle lægges om. Da jeg kom tilbage med den tredje, var der hug på den første igen. Det var syret at opleve på den sø. Jeg tog stangen og begyndte fighten inde i åkanderne. Efter noget tovtrækkeri i den kraftige vind, kunne jeg lande en gammel kending, nemlig en skæller der her efter legen var nede på 12,3 kg. Så var jeg i gang!

En gammel slidt kriger – måske 40-50 år gammel. Øverst Kristian Graubæk med sin flotte skælkarpe.
– Jeg lagde snowman rigget ud igen og fodrede med de vanlige fem Butterfish boilies og lidt boiliekrymmel. Da jeg gik i posen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det var det for den her tur. Statistisk set har jeg haft de hug, som jeg kunne forvente. Men den gik heldigvis meget anderledes. Huggene fortsatte igennem natten og det følgende døgn, og jeg endte med seks hug med fire på land, hvilket er godt over gennemsnitsfangsten for søen. Og hvad så med kvaliteten af fiskene? Den var uhørt i bogstaveligeste forstand, for jeg fangede en af de oprindelige karper i søen, hvilket ikke var sket før i de 20 år jeg har fisket der. Derudover fik jeg skælkarpe med Lammefjordsgener, der ikke har været set, siden den blev sat ud som 3 kilos fisk for 18 år siden.
– Det var derfor en rigtig god tur, hvor jeg fik årets anden fisk under 10 kg. Men det er okay, for det var en spejlkarpe og en af de oprindelige. Det var virkelig en trofæfisk og jeg har nomineret den til at være min ”årets fisk”. Jeg kender ikke alderen, men et forsigtigt bud er, at den er 40-50 år gammel med stort hoved, slidte skæl, lidt tynd og vandbidt at se på. De øvrige var bl.a. skælkarpen på 12,3 kg, den jomfruelige stockie på 12,7 og en bomstærk hanfisk 14,8 kg
Se flere billeder og video på min IG @kgraubaek
Læs om Kristians sidste karper her.
jun 20, 2025 | Nyheder
Bestandene af pukkelaks, der er en stillehavslaks, som ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, har over de sidste mange år spredt sig gradvist så langt nordvestover via russiske udsætninger, at de oftere og oftere ses vandre op i norske, islandske og sågar danske åer. De har en toårig livscyklus, så det er typisk hvert andet år i ulige år, at den usædvanlige gæst fanges i danske åer. Laksen dør typisk efter gydningen, når den er to somre gammel.
Sidste gang pukkelaksen var her, det var i 2023. Her var der også var virkelig mange i Norge, hvor Jesper Fohrmann fangede den flotte fisk på flue, som du ser på fotoet ovenfor. Det er ofte i vestjyske vandløb, at der har været fanget pukkellaks i Danmark, og da cyklussen som nævnt er to-årig, så forventer man, at fiskene måske dukker op igen her i 2025. Hvis du fanger en, så er DTU Aqua, der moniterer de danske fiskebestande, meget interesseret i en indrapportering, da den potentielt set på sigt måske vil kunne have en negativ effekt på de danske vandløb, hvis forekomsterne gradvist øges.
Fanger du en pukkellaks, som smager fint, bør den aflives, da den er uønsket og som sagt ikke er hjemmehørende i Danmark. Send meget gerne en fangstrapport til Fisk & Fri, så den kan deltage i drømmerejsekonkurrencen til Amazonas sponsoreret af iFish Travel – og i forhold til registrering kan du indrapportere din fangst til DTU Aqua her.
Læs om de danske pukkellaks i 2021 her.
Læs mere om pukkellaksen i Danmark her.
jun 19, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…

Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.

I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.

Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.

Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.

Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 18, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Hos GrejXperten, der ligger i Lynge på Nordsjælland, er der alt, hvad hjertet begærer af fedt fiskegrej til næsten alle former for lystfiskeri – lige fra kystspin og flue til put and take og medefiskeri.
Den 5. og 6 juli inviteres der på åbent hus, så du selv kan browse rundt i alt det lækre grej og lade dig inspirere til nye fisketure. – Så kom og vær med, når vi inviterer til to hyggelige sommerdage fyldt med vilde tilbud, lækkert grej, godt humør og gang i grillen, lyder det fra Kristian Thorsen, der kører biksen. – Der vil være gode tilbud på alt fra beklædning, spinnegrej og fluestænger til endegrej og tilbehør. Eller sagt på en anden måde – alt hvad du behøver til dit sommerfiskeri derude ved vandene.
Der vil være åbent lørdag d. 5. juli kl. 10–16 og søndag d. 6. juli kl. 10–14, og vi tænder op i grillen fra kl 11-15 lørdag og kl. 11-13 søndag. Der er gratis pølser, øl og sodavand til alle vores gæster, og der vil også være spændende konkurrencer med præmier. Så kom og deltag – måske er det dig, der løber med gevinsten!
Tilmeld dig begivenheden på Facebook her og hold øje med mere info – vi glæder os til at se dig her hos os til et par hyggelige dage i butikken i Lynge, slutter han.
Tjek det store udvalg af fiskeudstyr hos GrejXperten her.
Se hvordan Kristian Thorsen fra Grejxperten fisker havørred i denne video på Fisk & Fris YouTube.
jun 18, 2025 | Nyheder
Helt nye britiske undersøgelser publiceret den 9 juni på gov.uk viser, at en effektiv beskyttelse af marine områder over en tyve årig periode – potentielt set vil kunne give samfundet en økonomisk gevinst på faktor 400 i forhold til, hvis der tillades bundslæbende redskaber i området. Ja du læste rigtigt – faktor 400!!! Ok – der er rundet op fra faktor 397,43, men budskabet bør stå lysende klart for vores politikere. Det bør være fuldstændig slut med at betragte dansk erhvervsfiskeris systematiske og mangeårige ødelæggelse af de danske have som en hellig ko.
Det er ikke længe siden, at Fiskeriministeriet gik ud med, at de ville stramme gevaldigt op på reglerne med forbud mod det skadelige trawlfiskeri i 37 områder tæt på de danske kyster, men i dag highlighter DR, at en meget stor del af de ”beskyttede områder” faktisk slet ikke reelt set er beskyttede. Årsagen er et meget væsentligt aberdabei med potentielt store negative konsekvenser for havmiljøet: Områder med fiskeri for en værdi af over én million kroner skal nemlig friholdes fra forbuddet i en række Natura 2000 habitatområder indenfor tremilesøgrænsen. Det har mødt stor kritik fra både forskere og miljøfolk.
– Det er paradoksalt, at Fiskeriministeriet sætter så lav en pris på beskyttede havområder, der inkluderer uvurderlige Natura 2000 habitatområder i fx Skagerrak og både Unesco Verdensarvs og Natura 2000 habitatsområder i Vadehavet. Det er meget uheldigt, og kan føre til store skader på økosystemerne i disse områder, kommenterer Mads Christoffersen, der er chefbiolog hos Tænketanken Hav til Fisk & Fri.
Konklusionen af undersøgelsen om den samfundsøkonomiske gevinst ved at lukke ned for blandt andet bundtrawlfiskeriet lyder helt præcist således:
“The total benefit over the 20-year appraisal period, accounting for total net costs to UK businesses and public bodies of £7.8 million, and the benefits from enhanced environmental protection, including enhanced fish populations, nutrient cycling and climate regulation is estimated to be approximately £3.1 billion”.
Man skal være mere eller mindre ligeglad med både miljø, natur og hvad der er bedst for samfundet som helhed, hvis man vælger at vende det blinde øje til disse britiske undersøgelser. Vi må håbe på, at Fiskeriministeriet bliver tvunget til at revurdere undtagelserne, så vi kan få skabt de bedst mulige rammer for at beskytte de danske havområder til glæde for både naturen og samfundet.
Vi ses derude – Jens Bursell
Læs om den britiske undersøgelse på gov.uk her.
Læs artiklen om Fiskeriministeriets undtagelser for travl i beskyttede områder på dr.dk her.
Tjek denne fine artikel om emnet fra The Guardian.
Læs DSF høringsvar til de nye udspil om bundslæbende redskaber her.
jun 17, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var jeg var taget afsted på endnu en gedde-tur med min far, fortæller Tobias Møller Malmqvist, og denne gang var det i båd. – Vi har i år tilsammen fanget over 200 gedder i forskellige vande op til 96 cm, men vi har aldrig fået dem over meteren, hvilket var vores fælles mål. Forholdene denne dag virkede dog helt perfekte.
– Det var ikke for varmt med en let vind og mørk himmel med drivende skyer. De først par timer fik vi nogle fine fisk på 70-90cm samt en enkelt på 95 cm, der i øvrigt gylpede en 45 cm gedde op. Alle gedderne blev fanget på Westin Swim Suspending 53 gram i naturtro farver fisket med modhageløse kroge.
– Vi besluttede os for at sejle på tværs af søen for at prøve skrænterne på den modsatte side. Jeg satte en Westin Swim-tail på, så der kunne dørges på vejen over på den anden side. Cirka midt på søen fik jeg et tungt hug tæt under overfladen. Jeg mærkede straks, at det var en bedre fisk. Da vi så den nær båden første gang kunne vi begge se, at her var muligvis en fisk på meteren. Efter en dramatisk fight fik vi den i nettet. For at kunne håndtere fisken måtte vi sejle ind til bredden og hoppe i vandet, og glæden ville ingen ende tage, da vi fik målt den: Det var nemlig en 104 cm slank sommergedde. Den blev herefter genudsat og svømmede stille og roligt ud i det mørke vand igen.
Gedden er tilmeldt Westin Cup 2025, som afsluttes fredag den 28 juni. Tobias deltager som alle de andre, der indsender nye fangstrapporter eller artikler i 2025, i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas i 2025 sponsoreret af iFish Travel.
jun 17, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg var i lørdags den 14. juni taget et smut til Kolding Å i håb om en havørred, fortæller Sebastian Klinge. – Jeg har de sidste tre sæsoner gået langs åen, men uden så meget som en eneste havørred i nettet. Men lørdag skulle blive anderledes.
– Jeg kørte direkte fra arbejde ned til åen og nåede at tage to kast, før jeg sad fast i bunden -troede jeg. “Bunden slap” nemlig. En havørred havde taget min orm, men jeg krogede den ikke. Jeg tog tre kast mere, og så var den der. Efter en god fight lykkedes det mig at nette en flot fisk på 71 cm og 4,2 kilo. Det var virkelig en længe ventet dag, og så endda med sådan en flot debut fisk, slutter han.
Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025 – og deltager som alle andre indsendte fangstrapporter i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Sebastians havørred fra Kolding Å blev taget på orm.
jun 16, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Når man håndterer en gedde, er det om at være forsigtig, for man kan meget let få revet hånden til blods af de skarpe tænder. Det er sket for mange – også for Kristoffer Hviid, her forleden. – Det er aldrig sket for mig før, men faktisk skete det ikke blot på én men på hele to ture i træk, fortæller han. – Begge de to fine gedder, som du ser her, blev taget på flue – den ene på en grøn flashflue, som jeg selv har bundet. Den anden på en sort flue, som jeg har købt. Den store fisk nederst vejede 5,2 kilo, mens den, som du ser ovenfor var 3,98 kilo, slutter han og tilføjer at fiskene skal deltage i Westin Cup 2025.
Vandet er efterhånden ved at være så varmt, at det vil blive sværere og sværere at genudsætte fiskene med en høj overlevelsesprocent. Fisker du målrettet catch & release efter gedder er det derfor en god ide at lægge stængerne på hylderne til vandet igen bliver køligere i efteråret.
Læs mere om Westin Cup 2025 her. Konkurrencen slutter den 28 juni.

Det er om at passe på nallerne, når man afkroger gedder…

Kristoffers fine femkilos gedde havde temmelig skarpe tænder…