jun 15, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Den nye 23 udgave af Daiwas fastspolehjul Exceler LT er netop kommet til Danmark, og der er tale om et hjul, hvor man får rigtig meget kvalitet for pengene. Takket være den nye Airdrive Rotor er opstartsmodstanden ved indspinning nu endnu mindre, og hjulet er blevet endnu lettere samt har en bedre balance, hvilket bidrager til optimeret kastekontrol.
Hjulhuset, der er lavet af materialet Zaion V, giver en super beskyttelse for Digigearet, som sikrer en silkeblød gang. Den nye Airdrive linefører og bøjlearm er også gjort lettere, uden at det er gået ud over styrken, mens ATD L-bremsen har fået minimeret opstartsfriktionen, så bremsen kører endnu mere smooth end tidligere. Det især er vigtigt, når der fightes store fisk på tynd line eller med meget små kroge. Longcast ABS spolen af aluminium, har en speciel spolekant, der forbedrer lineafgivelsen og dermed kastelængden – og Twistbuster III designet af lineføreren fungerer perfekt med spundne liner, fordi linen ikke komprimeres under indspinningen, hvilket minimerer risikoen for snoning og kink af linen.
23 Exceler LT fås I fem versioner fra str. 1000-4000 med bremsetryk fra 5-12 kilo og vejledende priser fra 968 – 1042 kroner.
Læs mere om det nye 23 Exceler LT på Daiwa Scandinavias hjemmeside her.

Med Daiwas 23 Exceler LT fastspolehjul, der netop er kommet på markedet i Danmark, får du masser af kvalitet for pengene.
jun 14, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Når du fisker med softbaits efter sandart med de normale metoder, kan det være svært at kroge fiskene ordentligt – selv når der bruges stingerkrog. Løsningen får du med Jens Bursells nye 2025 udgave af moving hook rigget til spin og vertikalfiskeri, hvor krogene kan bevæge sig helt uafhængigt af agnen. Hermed kan du sætte krogene perfekt, selv når fisken låser agnen helt fast imellem kæberne. Dette komibneret med små og skarpe kroge, der er perfekt eksponeret, gør at du med disse rigs får en langt højere landingsrate på dine softbaits.
Hos releaserigshop.com, der er specialiseret i rigbits og materialer til forskellige typer af release rigs, kan du nu købe alt, hvad du skal bruge til disse moving hook rigs i et samlet kit, så du får alle de bedste og helt rigtige dele på én gang.
Køb det samlede kit til sandart moving hook rigs hos releaserigshop.com her (REKLAME)
Se hvordan du fisker med moving hook rigget – og så en masse tips til hvordan du laver det i denne sandart video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.
jun 13, 2025 | Nyheder
Kender du det? Man kører forbi så mange små idylliske men helt almindelige søer, hvor man tænker – gad vide, hvad der egentlig er i den. De er derude i massevis samt i alle størrelser. Lige fra gadekær og damme til små moser, ler og mergelgrave. Næsten alle bor tæt på småsøer – eller kører måske forbi dem til og fra arbejde eller alle de andre daglige gøremål. Og fælles for dem alle er, at de hver i sær kan byde på de fineste små hverdagsfiskeeventyr i lokalområdet. Mange er måske bare 20 x 50 meter, og det var præcis sådan en sø, jeg i går aftes havde udset mig.
Vejret var perfekt, og der var stadig god varme i strålerne fra aftensolen, da jeg i et lille hul mellem nogle siv fik placeret min gamle medestol, to banksticks og mig selv, sagde hunden. Med mig havde jeg en superlet flådstang, et lille hjul med 0,15 mm nylonline og et lille crystal wagler flåd med cirka 1 meters takel og en lille str. 12 krog for enden. Eller sagt på en anden måde, grej der var så let, at selv den mindste fisk nok skulle kunne give fuld valuta for pengene.
Med mig havde jeg en dåse majs og en pose rasp fra Netto. Og så lige en kølig pilsner, der stod perfekt på køl – halvt i vand i skyggen bag sivene i et perfekt formet hul mellem rødderne på en delvist oversvømmet gammel stub. Raspen blev fugtet med majssaft fra dåsen, og inden længe lå der et par fine foderkugler på bunden tre meter ude – efterfulgt at et par håndfulde majs. Dybden blev målt, og den perfekt afbalancerede Drennan Insert Crystal Wagler blev vippet ud med et blødt underhåndskast. Flåddet rejste sig helt perfekt, da krogen med et majskorn landede lige så fint på bunden. Og så var det ellers tid til at læne sig tilbage og nyde solens sidste stråler.
Der gik ikke længe, inden en stime små rudskaller indfandt sig, så jeg koncentrerede hovedparten af haglene 15 cm over bunden med et naphagl 5 cm over bunden. Planen var naturligvis at nedsætte chancen for alt for mange småfiskehug ”on the drop” i midtvandet – og øge muligheden for en lidt større fisk på bunden – eksempelvis en suder eller karusse. Man ved jo aldrig rigtig, hvad der hugger.

Rundt omkring i landet ligger der masser af bittesmå søer som denne, der kan give sjove, spændende og overraskende fiskeoplevelser i hverdagen.
Efter et par rudskaller taget på bunden skete der det, som man gerne vil se, når der har været lidt for mange hurtige flåddyk, som man bare ved er småskaller, der knapt nok kan gabe over agnen… Flåddet løftede sig roligt og begyndte at vandre – stille og roligt. Modhugget faldt promte, og et splitsekund efter fleksede den lette matchstang godt i bund. Fisken tog et voldsomt udløb til højre, så jeg måtte give den fuldt pres, for at undgå at den gik ind under nogle udhængende pilegrene. Men til alt held lykkedes det mig at vende den.
Karpe – tænkte jeg, men efter et par gode udløb og en tur rundt om en sivtot, kunne jeg se haleroden og finnen i overfladen. Snart efter kom den til overfladen, hvor jeg tydeligt kunne se at det – fuldstændig uventet – var en græskarpe. Turens grad af spontanitet var ligefrem proportional med mængden af glemte ting – hvilket blandt andet indebar, at pandenettet lå derhjemme. Så – dette kombineret med en relativt stejl brink betød, at den i forvejen fine fight blev forlænget en smule, indtil jeg kunne kane den smukke gyldne græskarpe ind. På trods af den vilde fight på det ultra lette grej, var den – set i forhold til hvor store græssere rent faktisk kan blive – ikke særlig stor. De var vel i omegnen af to kilo´ish. Jeg afkrogede den bare i vandet – og et sekund efter svømmede den retur, hvor den kom fra.
Græskarpen havde lavet så meget ravage på foderpladsen, at rudskallerne blev skræmt væk, hvilket gav en oplagt mulighed for igen at læne sig tilbage, tage en god slurk øl – og nyde de efterhånden gyldenorange solstråler mellem sivene, der vuggede blidt i den svage vind. Kort efter gik solen ned over træerne, og rudskallerne kom aldrig rigtig tilbage i større mængder. Jeg fiskede og fik et par enkelte karusser, inden det blev så mørkt, at det blev svært at se flådtoppen. En fantastisk aften ved en tilfældig lille sø. Det skal ikke vare længe, inden jeg napper en anden tilfældig aftentur ved en ny tilfældig sø efter nogle nye tilfældige fisk.
Vi ses derude – Jens Bursell

En hyggelig aften med flådfiskeri i mange af landets små søer, kan give nogle rigtig fine og uforglemmelige fiskeoplevelser.
jun 12, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Garmin har i dag lanceret en ny og anderledes GPS-plotter: GPSMAP 1523xsv. Hvis man er bekendt med GPSMAP-serien, vil man med det samme genkende 1523xsv som et nyt medlem af den populære x23-familie. Men den er alligevel helt sin egen med en formfaktor, som aldrig har set lignende i Garmin-regi – nemlig ultrawide! Med flere og flere informationer tilgængelige på en båd stiger behovet for skærmopdeling og for optimal pladsudnyttelse på skottet, og det løser GPSMAP 1523xsv lækrere end nogensinde – eksempelvis ved at have to krystalklare skærme i én.
– Vores nye widescreen bør være interessant også for lystfiskersegmentet, som jo om nogen har brug for at holde øje med flere ting ad gangen – såsom fx søkort og forskellige typer ekkolod. Hvis man sidder inden for rimelig læseafstand af sin skærm, kan GPSMAP 1523xsv være en lækker, kompakt løsning med optimal pladsudnyttelse. Jeg glæder mig til at se de første i brug på småbåde, joller og kajakker, siger Lars Frithjof Nielsen fra Garmin.
Læs mere om GPSMAP 1523xsv på Garmins hjemmeside her.
Hvad bådfiskere vil elske ved GPSMAP 1523xsv:
- Ultrabred skærm: Oplev forbedret visning med den 15” højtopløste touchscreen, der er 74 % bredere end en standard 9” kortplotter.
- Opdeling af skærm: Den ultrabrede skærm er optimeret til visning af applikationer side om side og bruger sidebjælke-kontroller, så brugere nemt kan tilpasse og se de data, de bruger mest, uden at skifte skærm.
- Indbygget ekkolod: Ultra High-Definition ClearVü™ og SideVü™ scanningsekkolod tilbyder levende, højkontrast farvepaletter, der hjælper med at skelne fisk fra strukturer3. Valgfri Panoptix™, LiveScope™ live-ekkolod og traditionelt CHIRP-ekkolod understøttes også.
- Kort: Oplev enestående dækning og detaljer med understøttelse af Garmin Navionics+™ søkort, som inkluderer Auto Guidance+™ teknologi2 og en étårig plan for daglige downloadbare opdateringer. Brugere kan også vælge Garmin Navionics Vision+™ for premium-funktioner som højopløsnings reliefskygger, satellitbilleder og mere.
- Force®-integration: Når den er integreret med en Garmin Force elmotor, kan lystfiskere oprette ruter, mønstre og spor, som elmotoren følger, mens de fisker. Fra kortplotterskærmen kan de også styre hastighed, tjekke batteritid og mere.
- Sømløs tilslutning: Byg nemt et maritimt system ombord med kompatibelt ekkolod, autopilot, radarer, instrumenter, stereoanlæg, kameraer og mere ved hjælp af NMEA-netværk eller Garmin Marine Network.
- Motordataunderstøttelse: Se vigtig motorinformation såsom omdrejningstal, brændstofforbrug og mere for kompatible motormærker.
- Styring af systemer ombord: Kontrollerer alle bådens funktioner på én skærm. Brug Garmins EmpirBus™ digitale switching til at styre belysning, strømhåndtering og mere, eller brug OneHelm™ integrerede løsninger, der giver brugerne mulighed for at styre tredjepartssystemer og -enheder.
For forenklet eftermarkeds- og OEM-installation tilbyder GPSMAP 1523xsv to forskellige monteringsmuligheder. En bøjlemonteringsmulighed med indsatte drejeknapper og et beslag til at understøtte de unikke flydende displayinstallationer, mens en bagmonteringsmulighed giver sikre plan- og fladmonterede styreløsninger.
GPSMAP 1523xsv har en vejledende udsalgspris på 34.899 kr.

Garmin GPSMAP 1523xsv
jun 12, 2025 | Nyheder
Farvandet ud for Vancouver Island i det vestlige Canada byder på et spændende trollingfiskeri efter blandt andet laks: – Fiskedagen startede meget tidligt, hvor vi mødte op på havnen i Campbell River, fortæller Birk Tanderup Sørensen på 9 år. – Vi sejlede ud med en motorbåd til det første sted, vi skulle fiske.
– Ude på fiskepladsen kastede vi snøren i vandet, og for enden af linen sad der en hvid og grøn wobler. Få minutter efter var der hug. Efter et hårdt modhug startede fighten, og det blev en hård kamp, men det lykkedes mig at få den op. Det var en flot og blank chinock laks på 61cm, men den var 1cm fra at vi måtte tage den med hjem.
– I alt fangede vi fire chinock laks og vi måtte tage én med hjem. Bagefter sejlede vi hen til et andet sted, hvor vi skulle fiske efter coho laks. Det var aktivt fiskeri, hvor der kom mange bid og der blev fanget mange coho laks. Her fik vi seks flotte laks på køl, da alle vilde coho laks med fedtfinne skulle slippes fri igen. Vi fangede i alt femten laks, og det var en fantastisk dag, slutter han.
Birk deltager som alle andre, der i 2025 indsender en fangstrapport eller ny artikel til fiskogfri.dk, i lodtrækningen om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, som du kan læse mere om her.

jun 11, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Forleden blev der skrevet historie i Roskilde Fiskeland, da Nikolaj Jensen fangede hele fire karper over 20 kilo på under et døgn. Det er så vidt vides aldrig sket før.
– Her i pinseferien havde jeg besluttet at tage ud i to dage, fortæller han. – Efter at have hørt, at karperne så småt var begyndt at stå, hvor de plejer at gå på leg, ændrede jeg mit pladsvalg, hvilket viste sig at være den vigtigste beslutning, for allerede ved ankomsten kunne jeg se et par fisk, der viste sig på pladsen. Jeg havde ugen forinden været herude i fem dage, hvor jeg havde fået tre fisk på land op til 18 kg, så forhåbningerne var høje.
– Den første fisk huggede klokken 22.40 den første aften, og derefter fik jeg yderligere to fisk i løbet af natten. Blandt de tre fisk var den mindste på 14,5 og den største på 16 kilo, så det var en helt vild start. Hen fra morgenen og så det meste af søndagen havde de lovet regn, og så snart regnen begyndte, så kørte den første stang, og derefter kørte de næste to stænger også inden for et par timer i voldsom regn.
– Da regnen stilnede af, var det tid til at få fotograferet de tre fisk. Vi startede med den mindste spejlkarpe, som vejede sig ind på 20 kg. Den næste fisk var en massiv skælkarpe på 20,1 kilo så kom en stor spejler, der viste sig at veje 20,4 kilo på vægten.
– Resten af turen bød på yderligere fem runs med tre på land, som vejede 16, 19 og 20 kilo lige ud. Turen endte altså ud i ni fisk med hele fire fisk over de magiske 20 kilo hvilket er for vildt at opleve og specielt med en skælkarpe over 20 kilo som en af dem, slutter han. Fiskene blev taget på pop-ups over en blandet fodring med boilies og partikler.
jun 10, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Den demografiske udvikling kræver en samtale om sikkerheden til søs, og det handler om ansvar, omsorg og frihed. Sådan lyder det fra Søsportens Sikkerhedsråd, der sejler til Folkemødet på Bornholm den 12-14 juni for at snakke om sammenhængen mellem brugen af redningsvest og demografi.
– Søsportens Sikkerhedsråd vil gerne have flere aktive seniorer på vandet, fortæller Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd. – Men det skal være uden en stigning i antallet af druknede. I 2030 vil næsten 30 procent af borgerne i Danmark over 60 år. Derfor må man forvente, at der også vil være en stigning i antallet af personer over 60 år på havet. Af Søsportens Sikkerhedsråds druknestatistik fremgår det, at det er mænd over 50 år, som er overrepræsenteret blandt de druknede. Siden begyndelsen af 2021 er der druknet én kvinde. I samme periode er der druknet 34 mænd. 24 af dem var over 50 år.
– Der er naturligvis en sammenhæng mellem tendenserne i druknestatistikken og demografien blandt dem, som benytter vandet. Men det viser, hvem som er i risikogruppen, fortsætter Martin. – Vi ved fra vores tidligere undersøgelser, at det er den gruppe, som er dårligst til at bruge redningsvesten – og vi ved, at redningsvesten faktisk redder liv.
– Søsportens Sikkerhedsråd har siden 2015 aktivt arbejdet med at opbygge viden om danskernes vaner, adfærd og viden, når det gælder om sikkerhed til søs. Og viden er fundamentet for vores arbejde. Den seneste observationsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Als Research for Søsportens Sikkerhedsråd viser, at det kun er 53 procent af alle mænd, som bruger redningsvest. Undersøgelsen blev foretaget i 15 havne i 2022. 5600 personer blev observeret.
– Unge under 16 år bruger i 83 procent af tilfældene redningsvest. Voksne over 45 år bruger kun i 51 procent af tilfældene vesten. -Der hersker en enten-eller-kultur i søsportsmiljøet. Vi ved, at hvis en bærer vest, er der større sandsynlighed for, at alle bærer vest. Derfor er det vigtigt, at vi kan tale sammen om det her emne. For det redder liv, understreger Martin.
– Vi kan ikke passe på alle. Men alle kan passe på nogen. Det handler om ansvar, omsorg og frihed. Du kan læse mere om Søsportens Sikkerhedsråd, Rådets arbejde og vejledninger samt dykke ned i druknestatistikken på hjemmesiden soesport.dk.
Lær meget mere om redningsveste samt hvordan man plejer dem samt skifter CO2 patroner i denne video på fiskogfri.dk.
jun 10, 2025 | Nyheder
Danske lystfiskere laver en masse frivilligt vandpleje-arbejde til gavn for fiskebestandene, og det arbejde skal styrkes. Derfor lancerer Lystfisker Danmark, som implementerer Den Nationale Strategi for Lystfiskeri, nu det landsdækkende projekt ”Flere fisk & mere frivillighed”. Projektet skal ledes af Rune Hylby (ovenfor), som er en fredelig bandeleder – især kendt for sit arbejde med den sjællandske grusbande.
– Der er en lang tradition i dansk lystfiskeri for frivilligt vandplejearbejde for at forbedre fiskebestandene og gavne biodiversiteten, siger Arne Kvist Rønnest der er projektchef hos Lystfisker Danmark. – Arbejdet nyder anseelse, og mange danskere hører om, hvordan grupper af frivillige mødes mange dage om året for at lave gydebanker og udlægge sten. Men! Frivilligt arbejde er bøvlet. Man skal tegne, skitsere og regne. Der er dialog med lodsejere – og kommunen skal have det hele i høring. Man skal være noget af en planlægger for overhovedet at komme i gang, og mange medlemmer i den lokale forening bakker ud, fordi de kører sur i det.
– Projektet ”Flere fisk & mere frivillighed” handler om at løse dette problem: Der skal tilføres ressourcer til den administrative del af arbejdet. Stopklodsen skal ryddes af vejen. På den måde er det forventningen, at projektet vil føre til gennemførelse af flere projekter og et øget omfang af frivilligt engagement.
– Det er oplagt, at den nationale lystfiskerstrategi aktivt bakker op om noget så nyttigt og meningsfuldt som lokale fællesskaber, der arbejder for at forbedre lystfiskeri. Rune har via sit arbejde med Den Sjællandske Grusbande fuldt ud vist, at han kan både det tekniske og det menneskelige. Derfor har vi store forventninger til samarbejdet, slutter Arne.
Flere fisk – forventningens glæde er stor
– Nej, hvor jeg glæder mig! Det bliver fantastisk at samarbejde med lokale ildsjæle, foreninger, Danmarks Sportsfiskerforbund og forskerne om at gennemføre endnu mere vandplejearbejde rundt i Danmark, siger Rune. – I første omgang handler det om at skabe et netværk af vandplejefolk og om at støtte dem i det administrative arbejde. Alt sammen for at nå frem til det, som betyder så meget for os – nemlig de klukkende vandløb med ørreder som trives.
jun 10, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Det klassiske efterlegsfiskeri efter gedder er ved at være slut for i år herovre i Sydsverige, fortæller den danske fiskeguide Christian Krintel, som arbejder i området. – Det har været ret godt med hel del fine fisk.
– Topfisken kom til Mads, der efter 20 minutters fiskeri en tidlig morgen i maj nappede en brutal fisk 112 cm og lige godt 9 kg. En fisk der nok havde ligget på 11 kg en måned før. Og så var der 14-årige Max, der snuppede adskillige gedder over meteren over to dage med 9,8 kgs fisk på toppen med maven fyldt med brasen. Derudover er der landet en væld af 3-5 kgs gedder i april og maj. Blandt andet Lars og Milius, der oplevede, hvordan hugperioder kan vende, da en meget stille morgen lige pludselig vendte rundt og leverede to hurtige fisk på 3-4 kg i løbet af 20 minutter. Det bedste fiskeri har været på gummidyr på 20-30 cm fisket over 4-6 meter vand. Nu glæder vi os til oktober, når geddefiskeriet igen tager fart.
– Imens er sommerfiskeriet efter sandart i gang. Her køres der alt fra sigtfiskeri med LiveScope til almindeligt jigfiskeri eller trolling, så alle kan være med. Vil du selv prøve at fiske med mig, så kan du stadig booke pladser i juli og august, hvis du vil prøve dette.
Læs Christians tips til sandartfiskeri for begyndere i artiklen “Jig og wobler – sandart for begyndere” her.
Læs mere på swedfishing.com