HUCHO HUCHO: DRØMMEN OM EN DONAULAKS PÅ FLUE

Klaus og Rasmus med den flotte donaulaks fra Sora taget på flue.

Et billede af en donaulaks i familiens fiskeatlas tændte ilden i mig helt tilbage, da jeg var en lille dreng. Billedet af den store fisk, der lå i det hvide sne ved siden af en gammel glasfiberstang, husker jeg stadig. Men der skulle alligevel gå et kvart århundrede, før jeg endelig kunne gøre drømmen til virkelighed.

 

AF KLAUS BOBERG PEDERSEN

 

DET ER MIDT OM NATTEN , da Jure banker på døren. Han er vores guide, som vi har mødt aftenen forinden. Min makker Rasmus og jeg er begge noget groggy, men Jure koger af energi. Han har slet ikke kunne sove, for han har vendt og drejet slagplanen for dagens fiskeri igen og igen. Den slags energi smitter, så vi kommer hurtigt ud i bilen. 10 minutter senere er vi i nattens mulm og mørke fremme ved flodens bred.

Vi er tilbage i 2010, hvor vi befinder os ved floden Sora, som ligger 30 kilometer nordøst for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Mindre end én kilometer ned – strøms løber floden ud i den mægtige Sava, som igen er et tilløb til selveste Donau. Rasmus og jeg har ikke foretaget nogen forudgående rekognoscering. Vi kender ikke floden – vi har sågar aldrig set den i dagslys, så det er en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg træder ud i vandet og mærker vandets pres mod mine lægge. Strømmen er kraftig, og efter lyden at dømme befinder vi os ved et relativt hurtigt stryg.

Arm i arm fører Jure mig frem i mørket, indtil han gør holdt og befaler mig ikke at gå længere ud. Store Donaulaks er nemlig meget sky, og Jure forsikrer mig, at der står et par fisk på lige omkring en meter i denne pool. Rasmus bliver placeret kun 10 meter nedstrøms. Så er vi i gang!

 

 

1) En enhåndsstang klasse 10 erperfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.

1) En enhåndsstang klasse 10 er perfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.

 

Den tunge flue slynges ud i mørket til donaulaksen

At kaste en tung flue er en prøvelse, men at kaste en tung flue i bælgravende mørke er noget nær umuligt. Det ender da også med, at vi nærmest bare slynger fluen ud. Det vigtige her er ikke skønkast, men at vi fisker så tæt på bunden som muligt. På denne tid af året er Donaulaksen nemlig yderst selektiv – den skal virkelig provokeres, og hugger kun, hvis den får agnen  præsenteret lige foran snuden.

Selvom det er mørkt, kan man fornemme silhuetten af en række træer på modsatte bred. Jeg forsøger at kaste så tæt på træerne som muligt, og selvom fluen er tung, svinger den hurtigt tilbage mod egen bred. Efter fem minutter begynder vi at få kontrol over kast og lineføring, og et par minutter senere vurderer jeg, at området foran mig er gennemfisket. Jeg tager fire fem skridt nedstrøms, og sender fluen mod modsatte bred.

Fluen synker, før jeg løfter stangspidsen op. Den svinger i strømmen og jeg mærker tydeligt med jævne mellemrum, at fluen rammer bunden. Jeg tager et par meter line ind, og netop som jeg vil lade fluen svinge igen, mærker jeg et resolut sug forplante sig op gennem stangen. Tilslaget falder instinktivt, stangen spændes og i mørket kan jeg høre lyden af en fisk, der ruller og plasker i overfladen lige foran mig.Det er overraskende tydeligt at høre, at der er tale om en virkelig stor fisk.

En tung fight i mørket

 Adrenalinen suser så voldsomt i min krop, at jeg næsten paralyseres. Heldigvis falder der lidt ro over fisken, som nu i stedet stiller sig urokkeligt i hovedstrømmen. Jeg står stadig midt i floden opstrøms for fisken, men beslutter mig for at rykke ind mod land og nedstrøms, så jeg kan komme til at lægge pres på fisken fra siden.

Grejet er klasse 10, og det føles perfekt afstemt til situationen. Ikke helt uventet stikker fisken nu hastigt nedstrøms, og der er ikke andet at gøre, end at følge med. Jeg løber så hurtigt jeg kan på den stenede flodbred, og er tæt på et snuble flere gange. Men først efter 100 meter gør fisken holdt. Jeg kommer ned på siden af den, og med det kraftige grej lykkes det faktisk at få pumpet den ud af hovedstrømmen og ind på det lave vand. Den er nu så tæt på mig, at jeg kan ane den i lyset fra pandelampen – gisp den er stor.

 

1) Det kræver en tung flue at nåbunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.

1) Det kræver en tung flue at nå bunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.

 

Jure vil gribe fisken ved haleroden, men da han forsøger, bliver fisken skræmt, så det nærmest ligner en eksplosion i det lave vand. Sekundet senere står den igen i hoved strømmen, men efter nogen tid begynder den igen at følge med ind. Vi har ikke noget net, så taktikken lyder, at kane fisken ind til den nærmest strander sig selv – og det lykkes til alt held. Fisken har inhaleret den kæmpestore flue, og Jure bløder kraftigt fra hånden, da fisken endelig er afkroget.

Vi står nu tre mand og betragter dyret. Den er større end antaget og større end jeg havde turde håbe på. Vel findes donaulaks i større eksemplarer, men ligegyldigt hvor – dan man end vender og drejer det, er 98 centimeter en stor fisk, og der er virkelig langt i mellem, at der fanges så store Donaulaks på flue. Jeg er rejst hjemmefra med store forhåbninger om, at min drøm ville gå i opfyldelse. Og nu – efter blot 10 minutter med støvlerne i det sorte vand, er det hele lykkedes. Jeg har fået, hvad jeg kom for: Turen er reddet, og det er ikke engang blevet lyst endnu!

Som jeg står der i mørket, fuld af lykke og lader adrenalinen dampe af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det hele gik lige en tand for stærkt. Den slags er man jo ikke vant til som lystfisker. Og jo, det gik vist lidt stærkt, men da floden næste dag flommer og gør fiskeriet umuligt resten af ugen, er jeg klar over, at det ikke gik ét sekund for stærkt. Lystfiskeri vil altid være uransageligt…

 Om donaulaksen

Donaulaksen Hucho hucho kræver rent, køligt og iltrigt vand, vokser langsomt og er i det hele taget sårbar overfor menneskelig indgriben. Der er derfor kun nogle få steder tilbage, i blandt andet Slovenien, Slovakiet og Østrig, hvor man med en vis succes kan fiske målrettet efter donaulaks. Af samme årsag er adgang til fiskeriet ekstremt reguleret. For det første må den nat-aktive fisk kun fiskes om dagen (fra en time før solopgang til en time efter solnedgang). Desuden må man kun fiske om vinteren (16. november-15. februar), hvor fisken er svær at fange og hvor utilregnelige vejrforhold gør det svært at planlægge en tur.

Fiskeriet er dyrt – mellem 45 og 60 Euro pr. døgn, og dertil gælder den særlige regel, at man skal ledsages af en certificeret guide. Men – en guide er i det hele taget uundværlig, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning om at fange noget som helst, og vores behagelige samt über-passionerede guide Jure Ramovz må være blandt Balkans bedste. Jure kan kontaktes på e-mail: jramov@gmail.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

43,5 MILLIONER KR TIL SEKS PROJEKTER DER HJÆLPER NATUREN I HAVET

Det danske havmiljø og naturen under overfladen er i en sørgelig forfatning, hvor der rigtig mange steder mangler de fysiske strukturer, som ofte er en forudsætning for en rig natur i havet.  Stenrev, ålegræs og muslingerev udgør fundamentet for tang og mange bunddyr samt fungerer som skjul, fødesøgningsområder og ynglepladser for fisk som eksempelvis skrubbe, brakvandsgedder, savgylte og torsk.

– Nu får seks lokale naturgenopretningsprojekter støtte til at etablere de livsvigtige rev og ålegræsenge fra en pulje under Havnaturfonden, der er aftalt mellem regeringen, SF, K, EL og RV, lyder det i en udmelding fra Miljøministeriet. Puljen er på 43,5 millioner kroner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond. De seks projekter ligger i Limfjorden ved Gjøl, i Horsens Fjord, ved Drejø i Det Sydfynske Øhav, ved Voerså syd for Frederikshavn, i Lillebælt ved Vejle Fjord og i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord ved Næstved.

– Hverken vi, eller havet, kan vente på, at naturen kommer til sig selv uden hjælp, siger Miljøminister Magnus Heunicke. – Vi skal aktivt og direkte genopføre fundamenterne for livet i havet. Vi skal bygge stenrev, plante ålegræs og lave levende rev af muslinger. Og der har vi Havnaturfonden som hjertestarter for havet. Med 43,5 millioner kroner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond kan seks projekter nu hjælpe havnaturen godt på vej med konkret naturgenopretning, der for eksempel hjælper klyden, torsken, ålen og skrubben. Interessen for puljen vidner om en enorm vilje rundt om i landet til at få livet og naturen tilbage i havet. Det gælder både foreninger, kommuner og private fonde, og det er den opbakning, der skal til for at rette op på livet under vandet.

Den Danske Naturfond har givet 14,5 millioner kroner til puljen for at give mulighed for at hjælpe havets biodiversitet endnu mere.

Læs mere om projekterne her.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: UL SPIN I PUT AND TAKE´EN – DEL 1 – DET BEDSTE GREJ

Hvis du drømmer om at knække koden og fange mange flotte fisk på UL-spin i put and take´en, så er det vigtigt at have styr på det helt rigtige grej, samt hvilke agn og teknikker der skal benyttes i forskellige situationer.

I del 1 af vores serie af to afsnit om Ul-spin i putten, tager Casper Bjerregaard Larsen og Mathias Gundestrup fra Westin os med til put and take søen Ørsted Outdoor, hvor de gennemgår alt det bedste grej til UL-spin efter ørred. De gennemgår systematisk stænger, hjul, liner og forfang, samt giver en kort introudktion til de forskellige typer af agn. Og- undervejs fanger de masser af flotte fisk på de forskellige teknikker. Glæd dig til en fantastisk dag ved søen med masser af action.

Se filmen på Fisk & Fris YouTube her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

UGENS KONKURRENCE: VIND DE NYE SHIMANO HJUL –  SUSTAIN FK OG NASCI FD

Som abonnent på Fisk & Fris YouTube får du nu muligheden for at deltage i Ugens Konkurrence, hvor du kan vinde to af efterårets nye Shimano fastspolehjul Sustain FK til en værdi af 2.599 kroner og Nasci FD til en værdi af 1,099 kroner – sponsoreret af Shimano Nordic.

Alt hvad du skal gøre – ud over at klikke på subscribe-knappen, hvis du ikke allerede er abonnent på vores YouTube, er at svar på følgende spørgsmål: Hvad bidrager Anti-Twist Fin konstruktionen på hjulene med? Svaret poster du i de tråde på Fisk & Fris facebook, der laver PR for konkurrencen i den kommende juletid.

Læs mere om de to nye fastspolehjul fra Shimano under Grejnyt på fiskogfri.dk, hvor du også kan læse om hvad Anti-Twist Fin er.

Abonner på Fisk & Fris YouTube her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

LAKSESÆSONEN 2025 – FLERE FANGSTER, MEN VAR DER OGSÅ FLERE FISK?

Da man i starten af året hørte om prognoserne for lakseopgangen i fx Skjern Å lød det relativt dystert – blandt andet med lukning for hjemtagning af laks i hele sæsonen. Men spørgsmålet er så – hvordan er det egentlig gået, og ser det faktisk helt så sort ud som først antaget?

I Skjern Å er der i 2025 fanget og genudsat 842 laks, hvilket er noget mere end i 2024, hvor der blev fanget i alt 676 laks, hvoraf 40 blev genudsat. Dette skal ses i forhold til det bedste år i nyere tid – nemlig 2022, hvor der blev fanget 1911 laks i systemet. I Storåen blev der også fanget flere laks end i 2024 – nemlig 832 med 164 hjemtagne mod 780 laks og 193 hjemtagne i 2024. I Storåen var det bedste år i nyere tid 2016 med 1422 laks fanget og 302 hjemtaget. Tilsvarende blev der i Varde Å fanget 798 laks med 95 hjemtagne i år mod 686 fangne og 125 hjemtagne i 2024. Altså flere i 2025. I Gudenåen blev der fanget 333 i år mod 421 sidste år og 342 forrige år.

Når man ser tallene, så tænker de fleste nok umiddelbart, at det ser ikke så slemt ud som frygtet før sæsonens start. Måske ligefrem tværtimod. Men et er fangster – noget andet er et regulært bestandsestimat. For det første ved man ikke hvor mange laks, der er genfanget og for det andet ved man ikke helt præcist, hvor mange timer der er fisket af hvor mange lystfiskere i de forskellige sæsoner.

– Mit indtryk er dog, at der faktisk er fisket mindre og fanget mere ved Skjern Å, siger Kenny Frost fra Laksens Hus, der har sin daglige gang ved åen. Og – forholdstallet mellem genfangster af laks i 2024 og 2025 er sandsynligvis det samme. Der har ikke været langt mellem huggene i 2025. Jeg vil skyde på, at jeg havde kontakt med en laks på fluen på hver anden tur i dette fiskeår. Mit indtryk er derfor, at der faktisk er masser af laks i åen. Vi ser dem dog ikke så meget i overfladen som tidligere, hvilket i min optik måske skyldes en adfærdsændring efter laksens forsinkelse og spredning i tid og rum under opgangen på grund af fejlvandring igennem Hestholm Sø. En udfordring, som vi må håbe snart bliver løst, slutter han.

Alt i alt er det dog klogt at vente et par måneder med at drage for mange konklusioner om, hvordan det gik med lakseopgangen i 2025. I forbindelse med forvaltning af laksebestandene er biologer og myndigheder lige nu i gang med at analysere en række biologiske parametre for både at kunne vurdere årets opgang samt lave en faglig prognose for mængden af laks i den kommende sæson. Dette gøres blandt andet ved de opgangsundersøgelser, som netop nu bliver foretaget i nogle af de største vestvendte vandsystemer.

Online info og viden om laksebestande og lakseforvaltning – også de mindre åer, som ikke er omtalt i denne artikel, finder man på fiskepleje.dk her.

FOTOS: KENNY FROST/LAKSENS HUS OG JENS BURSELL

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: EFTER SØLVØRRED I LYSTFISKEROASEN

Lisa Dalgaard fra girlfishing.dk er en erfaren put and take fisker, men har aldrig fanget en sølvørred før – indtil her i weekenden. Med sig havde hun sin mand Hardy til at fotografere – og han havde aldrig nogensinde fanget en fisk før:

– Jeg tænkte, at jeg lige skulle prøvet at kaste lidt – for tredje gang nogensinde, og pludselig strammede linen og hjulet skreg, fortæller Hardy. – Og så jeg stod der og spurgte: “Øhh… hvad gør jeg nu?”. Efter en vild fight og lidt guidning af Lisa lykkedes det at fange min første fisk nogensinde – en sølvørred på 4,31 kg. Den blev fanget på en glasgennemløber i blå/lilla med glimmer – og på Lisas gamle Shimano Catana, som virkelig fik kamp til stregen. Jeg konkluderede bagefter, at “så var det ligesom prøvet” – men indrømmet… det var ret fedt!  Vi fiskede der begge dage – og på andendagen, var det så Lisas tur til at fange noget:

– Der var godt selskab ved vandet, fortæller hun. – Jeg startede med den gennemløber, der dagen før havde givet Hardy sin store sølvørred, og allerede efter tre kast sad der en smuk regnbueørred på krogen. Kort efter fik vinden dog fat i linen, og gennemløberen endte i en busk… Heldigvis kom Rasmus og Emil dog til undsætning – og det lykkedes faktisk at redde den, uden at nogen måtte i vandet!

– Mens redningsaktionen stod på, skiftede jeg til en Bulldog 4g i farven Rudolf, og pludselig kunne jeg mærke noget tungt for enden af linen. Emil spottede det med det samme: “Det er en sølvørred!” Pulsen steg, men efter en god fight lykkedes det at lande min første sølvørred på 1,4 kg! Tak for hjælp, grin og gode fiskestunder – og ja, svigermor havde ret: Bulldog’en virker, slutter hun og tilføjer at beretningen skal deltage i Daiwa Open 2025 og lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas.

Føstnævne er sponsoreret af Daiwa Scandinavia mens sidstnævnte er sponsoreret af iFish Travel.

 

Tradera

 

 

Lisa med sin første sølvørred fra Lystfiskeroasen.

Lisa Dalgaard med sin første sølvørred fra lystfikseroasen. Øverst Hardys flotte sølvørred, som var hans første fisk nogensinde.

drømmerejse iFish Travel

NASCI FD – NYT FASTSPOLEHJUL FRA SHIMANO

Nasci-serien fra Shimano er designet til dem, der ønsker et pålideligt og godt hjul – uden at skulle investere en formue.

I efteråret kom den nye opgraderede 2025 udgave – FD – til Danmark – og vi har netop fået hjulet i hånden her på redaktionen: 2025-udgaven af Nasci har et minimalistisk, elegant look og er et let, godt afbalanceret fastspolehjul, der med en kombination af Hagane Gear, Infinity Drive og X-ship teknologi –  kører rigtig godt under det praktiske fiskeri. Med den seneste Silent Drive er indspinningen lydløs og med en kombination af AR-C spole og Anti-Twist Fin opnås nedsat risiko for slæk og et supergodt lineoplæg, der bidrager til bedre kast og en stabil linekontrol.

Hjulet er godt beskyttet mod elementerne med Coreproject, der er vandafvisende efter IPX4 standarden. Serien byder på tolv hjul fra det lille UL-hjul 500 FD over det mellemstore 3000FD, som er  perfekt til allround letspin efter fx kysthavørred – til de større 5000 hjul, der er et godt valg til fx tungt fiskeri med wobler efter gedder.

Den vejledende pris er 1099 kroner. Læs mere om Shimano Nasci FD her.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: MASSIV OVERSPRINGER NAKKER SANDEEL PÅ NORDKYSTEN

Der kan godt være langt imellem de store overspringere på Nordsjællands kyst, men i fredags lykkedes det for Esben Tønder fra Helsingør:

– For nogle dage siden havde jeg været ude og havde fået flere fine halvmeterfisk inklusiv en virkelig tyk og smuk havørred på 55 cm, fortæller han. – Den blev taget på en af mine nye 23 grams SG Sandeels i en for mig ny farve – nemlig mat hvid. Stærk i troen om, at der måske stadig var fisk på pladsen, havde jeg lige en time efter arbejde, inden jeg skulle hente børn. Og så gik det over stok og sten ned til pladsen. Der var rimelig god vind på – og de første 5-6 kast var der ålegræs på hele tiden. Jeg skiftede derfor lige til en enkeltkrog, mens jeg stod ude i vandet.

– Allerede i første kast fik jeg et massivt hug langt ud i kastet, og der var totalt tværstop. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kunne ikke rokke fisken så meget som en eneste centimeter, mens den stod og baskede med halen derude i overfladen, så vandet stod til alle sider. Det var virkelig voldsomt at se på. Til sidst lykkedes det mig at trække den omkring fem meter ind, hvorefter den kvitterede med et langt og ustoppeligt udløb ud over det mørke. Og sådan blev det ellers ved i en rum tid – hver gang den kom tættere på, tog den bare et langt udløb igen.

– Til sidst kom den dog tættere på, og nu var gode råd dyre, for jeg havde glemt mit net. Der var temmelig lavvandet, så jeg sørgede for, at fisken var helt udtrættet, inden jeg til sidst kanede den ind over sandet, indtil den var i sikkerhed. Min tidligere PR var 61 – så jeg var ovenud lykkelig over den 73 cm lange blankfisk med helt løse skæl. Jeg har helt alene, så det blev nogle hundeluftere, der tog det billede du ser, slutter han og tilføjer, at fisken både skal deltage i Daiwa Open 2025 – og drømmerejselodtrækningen om en fisketur til Amazonas i 2026, sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

ET PAR FLOTTE SPINNEGEDDER FRA FLYDERINGEN

– Tiden går, og fiskene fanger jo ikke sig selv, så for nogle dage siden tog jeg ud for at fiske et par timer, fortæller Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear. – Jeg fiskede en del rundt i den sø, jeg havde valgt, men uden det helt vilde resultat.

– Først da jeg kom til et område med en ret stor grødebanke, og jeg fik sat den gode gamle Savage Gear Hardeel på i den store model i sort/rød, kom der et godt kontant hug. Det var en superflot gedde på 104 cm, som snart kom i nettet, og det blev turens eneste gedde – men skidt, for det var jo en virkelig flot fisk.

– Nogle dage efter havde Jens Nordmark og jeg aftalt, at vi skulle ud at fiske. Vi havde holdt øje med vejrudsigten, og det endte med, at vi fandt en lidt større sø, hvor vi smed vores flyderinge i. Da vi skulle køre lidt over to timer for at komme til søen, ringede vækkeuret, før fanden fik sko på, så kaffen blev brygget. Efter en lang køretur og en god slæbetur med udstyret ned til søen passede det perfekt med solopgang, da vi kom på vandet.

– Jeg fik fisk med det samme, men det var dog ikke nogle kæmper. Jeg havde sat en af de helt nye Savage Gear Hybrid Pike på, og i løbet af de første kvarter fangede jeg fire gedder, mistede én og havde flere følgere. Den største var vel lidt over 90 cm, så vi var godt i gang. Jens startede lidt mere stille ud med en enkelt mistet fisk.

– Vi sejlede videre, og en lille time senere, uden et eneste hug, kom Jens endelig på tavlen med en superflot gedde på den gode side af 95 cm. Det var helt perfekt, men der var ikke mere at hente i det område.

– Først lidt længere henne på søen, ret tæt på land, havde jeg en kæmpegedde efter min Hybrid Pike helt ind til flyderingen. Jeg vil skyde fisken til 12–13 kg, og det var netop den fisk, vi var taget afsted for… Desværre viste den sig ikke mere. Kort efter fik Jens en superflot gedde på 104 cm, og næsten samtidig fik jeg en på mere eller mindre samme tid på ca. 90 cm. Vi fik et hurtigt billede af min, og mens jeg var ved at finde målebånd til den fisk, Jens havde fanget, tog han et par kast mere – og haps, så fik han bid igen. Denne gang var det en superflot gedde på hele 111 cm, så det var godt, at vi havde to net! Vi valgte at sejle ind på lidt lavere vand for at måle og veje hans to meget fine gedder. De var ikke over 10 kg, men den på 111 cm vejede 9,2 kg, og den på 104 vejede 8,2 kg, så det var stadig superflotte fisk. Efter lidt billeder fik de selvfølgelig deres frihed igen.

– Vi fiskede videre, men resten af dagen stod mest på mindre fisk. Jeg mistede dog en rigtig tung fisk, men sådan er fiskeri jo. Da vi nåede slutningen af turen, havde vi haft 18 gedder i nettet med en del over 90 cm, og så de to super fisk, som Jens fangede. Alt i alt en rigtig godkendt tur. Tjek ind på min Instagram og tiktok og se flere af fiskene fra vores fiskeri, slutter han.

 

 

Jens Normark med den flotte 111 cm gedde.

Jens Normark med den flotte 111 cm gedde. Øverst – Mads med en af sine flotte gedder fra turen.

drømmerejse iFish Travel