Klaus og Rasmus med den flotte donaulaks fra Sora taget på flue.
Et billede af en donaulaks i familiens fiskeatlas tændte ilden i mig helt tilbage, da jeg var en lille dreng. Billedet af den store fisk, der lå i det hvide sne ved siden af en gammel glasfiberstang, husker jeg stadig. Men der skulle alligevel gå et kvart århundrede, før jeg endelig kunne gøre drømmen til virkelighed.
AF KLAUS BOBERG PEDERSEN
DET ER MIDT OM NATTEN , da Jure banker på døren. Han er vores guide, som vi har mødt aftenen forinden. Min makker Rasmus og jeg er begge noget groggy, men Jure koger af energi. Han har slet ikke kunne sove, for han har vendt og drejet slagplanen for dagens fiskeri igen og igen. Den slags energi smitter, så vi kommer hurtigt ud i bilen. 10 minutter senere er vi i nattens mulm og mørke fremme ved flodens bred.
Vi er tilbage i 2010, hvor vi befinder os ved floden Sora, som ligger 30 kilometer nordøst for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Mindre end én kilometer ned – strøms løber floden ud i den mægtige Sava, som igen er et tilløb til selveste Donau. Rasmus og jeg har ikke foretaget nogen forudgående rekognoscering. Vi kender ikke floden – vi har sågar aldrig set den i dagslys, så det er en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg træder ud i vandet og mærker vandets pres mod mine lægge. Strømmen er kraftig, og efter lyden at dømme befinder vi os ved et relativt hurtigt stryg.
Arm i arm fører Jure mig frem i mørket, indtil han gør holdt og befaler mig ikke at gå længere ud. Store Donaulaks er nemlig meget sky, og Jure forsikrer mig, at der står et par fisk på lige omkring en meter i denne pool. Rasmus bliver placeret kun 10 meter nedstrøms. Så er vi i gang!
1) En enhåndsstang klasse 10 er perfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.
Den tunge flue slynges ud i mørket til donaulaksen
At kaste en tung flue er en prøvelse, men at kaste en tung flue i bælgravende mørke er noget nær umuligt. Det ender da også med, at vi nærmest bare slynger fluen ud. Det vigtige her er ikke skønkast, men at vi fisker så tæt på bunden som muligt. På denne tid af året er Donaulaksen nemlig yderst selektiv – den skal virkelig provokeres, og hugger kun, hvis den får agnen præsenteret lige foran snuden.
Selvom det er mørkt, kan man fornemme silhuetten af en række træer på modsatte bred. Jeg forsøger at kaste så tæt på træerne som muligt, og selvom fluen er tung, svinger den hurtigt tilbage mod egen bred. Efter fem minutter begynder vi at få kontrol over kast og lineføring, og et par minutter senere vurderer jeg, at området foran mig er gennemfisket. Jeg tager fire fem skridt nedstrøms, og sender fluen mod modsatte bred.
Fluen synker, før jeg løfter stangspidsen op. Den svinger i strømmen og jeg mærker tydeligt med jævne mellemrum, at fluen rammer bunden. Jeg tager et par meter line ind, og netop som jeg vil lade fluen svinge igen, mærker jeg et resolut sug forplante sig op gennem stangen. Tilslaget falder instinktivt, stangen spændes og i mørket kan jeg høre lyden af en fisk, der ruller og plasker i overfladen lige foran mig.Det er overraskende tydeligt at høre, at der er tale om en virkelig stor fisk.
En tung fight i mørket
Adrenalinen suser så voldsomt i min krop, at jeg næsten paralyseres. Heldigvis falder der lidt ro over fisken, som nu i stedet stiller sig urokkeligt i hovedstrømmen. Jeg står stadig midt i floden opstrøms for fisken, men beslutter mig for at rykke ind mod land og nedstrøms, så jeg kan komme til at lægge pres på fisken fra siden.
Grejet er klasse 10, og det føles perfekt afstemt til situationen. Ikke helt uventet stikker fisken nu hastigt nedstrøms, og der er ikke andet at gøre, end at følge med. Jeg løber så hurtigt jeg kan på den stenede flodbred, og er tæt på et snuble flere gange. Men først efter 100 meter gør fisken holdt. Jeg kommer ned på siden af den, og med det kraftige grej lykkes det faktisk at få pumpet den ud af hovedstrømmen og ind på det lave vand. Den er nu så tæt på mig, at jeg kan ane den i lyset fra pandelampen – gisp den er stor.
1) Det kræver en tung flue at nå bunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.
Jure vil gribe fisken ved haleroden, men da han forsøger, bliver fisken skræmt, så det nærmest ligner en eksplosion i det lave vand. Sekundet senere står den igen i hoved strømmen, men efter nogen tid begynder den igen at følge med ind. Vi har ikke noget net, så taktikken lyder, at kane fisken ind til den nærmest strander sig selv – og det lykkes til alt held. Fisken har inhaleret den kæmpestore flue, og Jure bløder kraftigt fra hånden, da fisken endelig er afkroget.
Vi står nu tre mand og betragter dyret. Den er større end antaget og større end jeg havde turde håbe på. Vel findes donaulaks i større eksemplarer, men ligegyldigt hvor – dan man end vender og drejer det, er 98 centimeter en stor fisk, og der er virkelig langt i mellem, at der fanges så store Donaulaks på flue. Jeg er rejst hjemmefra med store forhåbninger om, at min drøm ville gå i opfyldelse. Og nu – efter blot 10 minutter med støvlerne i det sorte vand, er det hele lykkedes. Jeg har fået, hvad jeg kom for: Turen er reddet, og det er ikke engang blevet lyst endnu!
Som jeg står der i mørket, fuld af lykke og lader adrenalinen dampe af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det hele gik lige en tand for stærkt. Den slags er man jo ikke vant til som lystfisker. Og jo, det gik vist lidt stærkt, men da floden næste dag flommer og gør fiskeriet umuligt resten af ugen, er jeg klar over, at det ikke gik ét sekund for stærkt. Lystfiskeri vil altid være uransageligt…
Om donaulaksen
Donaulaksen Hucho hucho kræver rent, køligt og iltrigt vand, vokser langsomt og er i det hele taget sårbar overfor menneskelig indgriben. Der er derfor kun nogle få steder tilbage, i blandt andet Slovenien, Slovakiet og Østrig, hvor man med en vis succes kan fiske målrettet efter donaulaks. Af samme årsag er adgang til fiskeriet ekstremt reguleret. For det første må den nat-aktive fisk kun fiskes om dagen (fra en time før solopgang til en time efter solnedgang). Desuden må man kun fiske om vinteren (16. november-15. februar), hvor fisken er svær at fange og hvor utilregnelige vejrforhold gør det svært at planlægge en tur.
Fiskeriet er dyrt – mellem 45 og 60 Euro pr. døgn, og dertil gælder den særlige regel, at man skal ledsages af en certificeret guide. Men – en guide er i det hele taget uundværlig, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning om at fange noget som helst, og vores behagelige samt über-passionerede guide Jure Ramovz må være blandt Balkans bedste. Jure kan kontaktes på e-mail: jramov@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
