DAIWA OPEN 2025: NY PR-SØLVØRRED FRA MOESHOLM PUT AND TAKE

– Lørdagens dejlige vintervejr ligefrem lugtede af fisketur, så jeg besluttede mig for at tage afsted, fortæller Arne Biering. – Jeg tog derfor atter en gang til Moesholm Put and Take. Måske kunne jeg være heldig at fange endnu af de store?

– Jeg startede fiskeriet i vinden, og det var trods alt blevet en del varmere end for to uger siden. Igen var det det ultra lette pladeblink Fidusen, der sad for enden, og det kaster ret godt på mit super lette UL.grej. Mens jeg stod og fiskede, så jeg noget aktivitet på modsatte side, så der gik jeg over. Her affiskede jeg et hjørne, da jeg så ringende fisk længere henne af bredden. Her gik jeg hen til et lille hul mellem sivene og kastede så langt, jeg kunne. Det var dog ikke nok til at nå ud til den ringende fisk, men jeg spandt langsomt ind alligevel. Puf, puf, puf og så sagde det ellers BANG med en solid fast fisk for enden af linen. Den havde virkelig leget med Fidusen.

– Snart var en voldsom fight i gang, og det var vildt på det lette grej stående mellem sivene. Det var helt tydeligt en god fisk. Da først jeg så, at det var en af de store sølvørreder, så steg både puls og temperatur.  Det var en ønskefisk, der bare måtte på land. Vildt fightende fik jeg den endelig i nettet, og wooww for en fisk. Det var min første større sølvørred på lige godt tre kilo. Et ønske mere var blevet opfyldt.

Læs om Arnes seneste put and take tur her.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

ALIEN EELS: STORGEDDER OG GUMMI FRA DET YDRE RUM

Henrik S. Lund med en flot gedde på 12,6 kilo og 118 cm fra Rügen. Sigten var god, så det var de naturlige farver, der gav fisk. Her er det farven Magic i sølv/blå, der normalt fisker godt i klart vand.

De ligner noget fra en fjern galakse, men det er tankevækkende, hvor mange store fisk, der bliver taget på gummiål, i forhold til hvor få der fisker med dem. Her får du opskriften på en sikker succes til storgedderne, der – på trods af mange år på bagen, stadig sparker røv.

 

TEKST: HENRIK S. LUND, FOTO: HENRIK S. LUND, CHRISTIAN MØLLER & JENS BURSELLL

 

FØRSTE GANG jeg så en gummiål troede jeg simpelthen ikke på, at denne slaskede gummi agn kunne fange gedder. Det forekom mig meget mystisk, at denne agn kunne være så attraktiv for gedderne. Der er ikke nogen lokkende gang fra side til side eller et stort spinnerblad, der skaber vibrationer i vandet – kun en lang slasket gummi hale, der bevæger sig stille og roligt, når agnen blev trukket gennem vandet.

Al min tvivl blev dog gjort til skamme, hvorefter en for mig ny super agn, der af og til udfisker alt andet, blev en fast plads i min grejkasse. Det hele startede med, at min fiskekammerat Christian Møller havde været en tur til Rügen, hvor han havde fanget et par fine vintergedder, ved kastefiskeri med ålene. Så måtte jeg jo krybe til korset og konkludere, at de faktisk kunne fange fisk. Det endelige gennembrud for mig, kom dog først i Norge.

 

Friluftsland

 

Alien Eels fra Savage Gear

Et kig ned i Henrik S. Lunds softbaittaske med et pænt udvalg af Alien Eels i alle regnbuens farver. Mon ikke der skulle være en enkelt der passer…

 

Geddesucces med Alien Eel i Norge

Vi havde haft rigtigt godt fiskeri de første fem dage, men på sjette dagen gik alt dødt. Vi fiskede i en smal kanal med vanddybder fra 4-8 meter, hvor det omkringliggende område kun var 1½ meter dybt. Jeg koncentrerede mig om at båden fiskede optimalt midt i kanalen, mens Christian prøvede forskellige farvekombinationer af woblere. Af ren desperation søsatte han en alien eel lige bag båden, der ikke nåede at være i vandet i mange minutter, inden der sad en gedde på den.

Det var satans! Her lå vi og trollede med fem forskellige wobler ude, og så huggede gedden på den latterlige ål! Ud med ålen igen og fem minutter senere fik vi endnu en gedde! Inden vi så os om, fiskede vi med Alien Eels på alle stænger, og fangede bunker af gedder. På sidste dagen huggede desuden turens største gedde på 12,4 kilo på en alien eel, fisket på en paravane fire meter nedeover 6 meter vand (en metode der her mange år efter ikke er tilladt i Danmark).

Det var noget der gav stof til eftertanke. Den anden tur, hvor ålen igen viste sit værd, var en sommer trolletur i brakvand til Rügen. Fiskeriet foregik over 6-15 meter vand, hvor downriggeren skulle vise sig at gøre en forskel. Vi fiskede med wobler ud til siden og alien eels på downriggerne. Første større fisk blev godt nok fanget på en wobler, men så stod ålene også for resten af de større fisk på denne tur – der i blandt turens største på 12,6 kilo. Fiskene blev trollet ved en fart på hele 3 knob eller 5,4 km/t, og selv ved denne forholdsvise høje fart, fiskede ålene effektivt.

 

Christian Møller vælger en Alien Eel på tyske Rügen

Christian Møller tager ingen steder uden et solidt arsenal af Alien Eels – her skal han til at søsætte en ål på Rügen.

De tyske gedder var vilde med Alien Eels

 Turen, hvor jeg for alvor blev overbevist om gummiålenes effektivitet, var på efterårets geddeekspedition. Vi var kørt til Tyskland for at prøve et helt nyt vand, der dog skulle vise sig, at blive en rigtig hård nød at knække. Fiskeriet var utroligt svært, og syv dages fiskeri gav kun 19 gedder. Vi prøvede alt! Forskellige områder af søen, varierende dybder og agn, diverse farver og forskellige hastigheder, men vi kunne ikke finde noget, der syntes at virke.

Den andensidste dag blev ålene fundet frem, og sikke en start de fik. Efter bare fem minutters fiskeri krøllede Christians stang, der fiskede ålen på et paternoster rig, med et 100 grams lod på 13 meter vand helt sammen. En kort intens fight fulgte, hvorefter en rigtig god gedde viste sig under båden i det klare vand. Ved overfladen kunne jeg hurtigt nette en flot gedde, der viste sig at veje hele 15,6 kilo.

Sidste dag startede vi med at fiske samme metode som den foregående dag med patarnoster rigs og Alien Eels tæt på bunden i et andet område af søen, men hele formiddagen gik uden resultater. I desperation begyndte vi at trolle pelagisk over 40 meter vand, men dette gav ikke noget, før vi igen nærmede os lavere vand: Over 18 meter vand kom der hug på den ene paravane, der fiskede en Alien Eel fire meter nede. Igen var der tale om en større gedde på 12,3 kilo. De næste 2½ times fiskeri, inden mørket sænkede sig, gav yderligere tre hug, alle på alien eels med gedder op til 9,7 kilo. Her var endelig noget fiskeri, hvor vi følte at vi ramte dent helt rigtige teknik.

På årets tre store fisketure i 2009, til tre vidt forskellige vande i henholdsvis maj, juli og november havde vores Alien Eels stået for de største gedder på alle ture med de fire største på 15,6-12,6-12,4 og 12,3 kilo, hvilket understreger samtidig at de der ål altså kan noget som en wobler ikke kan.

 

Christian Møller med storgedde fra Tyskland taget på en Alien Eel fra Savage Gear

Henriks makker Christian Møller, med sin personlige rekordgedde på 15,6 kilo og 120 cm fra Tyskland, taget på Alien Eel.

Sådan fisker du med Alien Eels og gummiål

 Gummiål kan fiskes på rigtig mange måder, men overordnet er det dog vigtigt at sigten i vandet helst ikke er under 1 meter, og vandet må heller ikke være for koldt. Generelt bruges der skrappe farver, hvis sigten er under 1½ meter og mere naturlige farver, hvis sigten er over, men der er ingen regel uden undtagelser. Farten skal være over 2 km/t før halen begynder at gå rigtigt, og vi har i varmt vand om sommeren fisket ålene med hastigheder helt op til 6 km/t, og stadig fanget gedder på dem. 

Savage-Gear har lavet to forskellige Alien Eels: En på 124 gram og 30 cm samt en lille udgave på 56 gram og 20 cm. Der ud over findes der en lettere variant der kaldes Shallow Runner på 100 gram og 30 cm, samt 40 gram og 20 cm. Vær opmærksom på, at Shallow Runners ikke kan tåle så meget fart som den almindelige ål, inden den begynder at tilte. Den er lettere, og øjets placering gør, at denne agn fisker meget højt i vandet, hvor i mod 124 grams modellen går noget dybere ned.

Til vores fiskeri bruger vi udelukkende de store ål. Den mest simple måde at fiske en alien eel er at kaste den direkte ud efter båden, og hvis man firer 25 meter line ud, og sejler 3 km/t vil den tunge model fiske 4-5 meter nede. Hvis man vil have den endnu længere ned, kan den fiskes på et paternoster rig med fx et 200 grams lod. Endelig kan den også fiskes på en down rigger, hvilket vi har haft stor succes med. Her ved man meget præcist i hvilken dybde ålen fisker, selv om farten ændres lidt. En anden god metode til at få noget spredning på sine agn, er at fiske med planer boards til hver side af båden. Her fires der først 20-30 meter line ud, inden planer boardet fæstnes på linen, hvorefter den køres ud til siden. På denne måde kan vand der ikke oversejles med båden dækkes effektivt.

 

Bulldwags

De amerikanske Bull Dawgs, der oprindeligt blev udviklet til muskies og gedder, har dannet forbillede for mange af de europæisk
designede gummiål, der findes på det danske marked.

Alien Eel – upside down

Ålen kan også fiskes på en lidt speciel måde, man kunne kalde upside down, hvor den forreste krog simpelthen afmonteres, og linen i stedet hæftes her. Det bevirker, at ålens krop virker som en stor ske, og trækker ålen dybere ned end ellers. Gummiål er i stand til at klare utrolig mange fiskesituationer, når først man bliver fortrolig med den. Til kastefiskeri kan ålen også være super effektiv, da den i modsætning til en wobler, vil kunne fiskes på vanddybder fra 0-10 meter, og meget aktivt ned i huller eller op over skrænter.

Ålene har gennem det sidste århttps://fiskogfri.dk/gigantgedder-i-tyskland/ gang på gang bevidst, at den kan være uhyggelig effektiv, og at det er en agn som gedderne hugger ekstremt aggressivt på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fiskere, der ligger og troller efter gedder kun med wobler. Hvad kunne de ikke fange, hvis de udskiftede et par af deres wobler med de her ål, der ligner noget fra en anden planet!

 Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010

Læs om geddefiskeri i Norge her.

Læs om geddefiskeri i Tyskland her.

 

Hvidovre Sport

 

Gedde på Alien Eel fra Savage Gear

Endnu en gedde, der uden betænkelighed inhalerede ålen. Når man fisker med ål, bliver de ofte slugt i én mundfuld – måske fordi gedderne ved, hvor svært det kan være at få slugt en modvillig ål, når man kun har fået fat i halen…

 

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: 70 CM SPEJLBLANK HAVØRRED FRA BORNHOLM

– Jeg nåede lige en hurtig morgentur på den bornholmske vestkyst, som gav cirka halvanden times fiskeri, fortæller Immanuel Borby Steimel. – Vandet var farvet, og der var lidt møg i vandet, men overfladen lå næsten spejlblank med en svag strøm – præcis som jeg foretrækker det.

– Det startede stille, men efter cirka 500 meters fiskeri op ad kysten, så kom den første følger. Efter et par ekstra kast skiftede jeg tempo, fiskede langsommere og lagde længere stop ind i indspinningen. Det skulle vise sig at være nøglen. I en af pauserne faldt den første fisk en fin lille blankfisk på cirka 45 cm. Jeg fortsatte op ad strækket, og nu hvor jeg havde knækket koden, gik der kun 5 til 10 minutter, før den næste fisk var på. Det var en virkelig flot blankfisk på 49 cm, som fightede hårdt og tog flere lange udløb. Der blev fisket yderligere en halv time med flere følgere og et par mistede fisk.

– På vej tilbage mod udgangspunktet skete det. Pludselig sagde det bang på min grøn/hvide Bornholmerpil, og jeg kunne med det samme mærke, at det var en rigtig god fisk. Den stod og piskede vandet hvidt få meter fra mig, og nervøsiteten tog over. Fisken kom dog relativt hurtigt ind, og jeg kunne se, at krogen sad helt ude i yderkanten af munden. Jeg tog chancen og forsøgte at nette den, men den sprang ud af nettet ved første forsøg. I andet forsøg lykkedes det, og da jeg løftede nettet, var den der. Puha – krogen sad kun lige akkurat i det yderste skind. Fisken målte 71 cm på kysten og 70 cm derhjemme, men det ændrer ikke på det. En ny PR på blankfisk fra kysten og en helt fantastisk morgen på Bornholm, slutter han.

Fisken er tilmeldt både Daiwa Open 2025 og drømmerejselodtrækningen om en fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.4

 

Tradera
.

 

Se fighten med Immanuels flotte havørred her:

 

drømmerejse iFish Travel

FK – NY 2025 MODEL AF SUSTAIN FRA SHIMANO

Efteråret har budt på flere lækre nye hjul fra Shimano til det danske marked – blandt andet en helt ny 2025 FK udgave af det kendte og velgennemtestede fastspolehjul Sustain fra Shimano.

Fastspolehjulet Sustain har i snart mange år været kendt for at være et virkelig velkørende hjul, der holder til hårdt brug, hvor man får virkelig meget topklasse hjul for pengene. Jeg har selv gået en del med tidligere udgaver af Sustain på kysten, og har været godt tilfreds med det. En ny og endnu bedre version af denne klassiske model er derfor godt nyt – og det nye Shimano Sustain FK, som lige er landet på redaktionen, føles mindst lige så let, lækkert og eksklusivt, som det ser ud:

Sustain FK er en del af Magnumlite serien, der kendetegnes ved et super minimalistisk design med meget lav vægt, og hjulet har et knivskarpt look af elegante linjer omgivet af sort, chrome og ”guld”. MGL rotoren af ultra let Ci4+ composite kombineret med Hagane gear og teknonolgier som MicroModule II, X-SHIP, Infinityxross og Infinitydrive, leverer varen med en silkeblød gang, hvor følingen er i top; man skal nærmest bare kigge på håndtaget, før det drejer helt lydløst rundt uden skyggen af opstartsfriktion.

Den nye Sustain FK er konstrueret med Duracross bremsesystemet, der giver en fuldstændig jævn lineafgivelse også ved et hårdt bremsetryk til større fisk. Med X-protect teknologien er hjulet godt beskyttet mod saltvandssprøjt. Kombinationen af den langsomme Infinityloop rotation og AR-C spolen giver et super lineoplæg. Anti-Twist Fin konstruktionen supplerer med at minimere slæk og dermed bidrage yderligere til optimering af lineoplæget. Alt sammen faktorer, der giver det bedste udgangspunkt for endnu et godt kast og indspinningsforløb med perfekt linekontrol.

Serien dækker hele spektret fra det lettere spinnefiskeri på fx kysten til det tunge ferskvandsfiskeri efter gedder. Sustain FX fås således i syv modeller i størrelserne 2500 – 5000 – inklusiv highspeed versioner.

Hjulet, hvis vejledende pris er 2.599 kroner, er allerede ude i de danske butikker, men i den næste ”Ugens Konkurrence” på fiskogfri.dk får du også chancen for at vinde dette superfede hjul, hvis du abonnerer på Fisk & Fris YouTube og svarer rigtigt på konkurrencens spørgsmål. Så – stay tuned på fiskogfri.dk.

Læs mere om Shimano Sustain FK her.

Jens Bursell

 

 

Tradera

 

Shimano Sustain FK er et fastspolehjul, hvor du får virkelige meget topkvalitet for pengene.

Shimano Sustain FK er et fastspolehjul, hvor du får virkelig meget topkvalitet for pengene.

drømmerejse iFish Travel

KOM TIL LYSTFISKER MESSE D. 11. JANUAR I MIDDELFART

Traditionen tro diskes der i starten af det nye år op med en sprudlende Lystfisker Messe i Middelfart med hele 33 spændende udstillere, der er klar til at give dig en på grejopleveren. Lystfisker Messen afholdes søndag den 11 januar 2026 kl 10-15 i Lillebæltshallerne, som ligger på Færøvej 74, 5500 Middelfart.

Udover Fisk & Fri & Jens Bursell med releaserigshop.com kan du møde iFish Travel, Sixty Lures, OGP & Jens Petter Strømmen, Noah’s Endegrej, Fishnote, Steen Jæger, Mogens Poulsen, Fiske-eventyr, DGSK ved Brian Neergaard Hansen, Bilok, Waterstar, Thomas Hermansen, Kenneth Iversen, Bombardashop, OLR, Flemming Lundberg Petersen, Nytgrej, Rene Voltelen, TM blink,  Salmo-Hunter, Onlinefiskeri, Jakob Svenden og Kasper Røjsmose, Grej.dk, A-Krog, Piscatore,  Lars Stenberg Clemmensen, Norsker Flyfishing, Christian Svendsen, Putshoppen, Søren Dencker,  Njord Lures og Aar Knive

– Der er over 400 gratis parkeringspladser samt handicapparkering, og det koster 50 kr at komme ind, fortæller arrangøren. – Vi har igen i år lotteri med nogle vilde præmier, så skal du have fingrene i nogle af præmierne, skal du være hurtig med at få nogle lodder.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

SHIMANO NORDIC FÅR NY SÆLGER I DANMARK

I Danmark er Shimano i sær kendt for hjul og stænger i absolut topkvalitet – og fra i dag har firmaet fået en ny salgsrepræsentant i Danmark – nemlig David Sølling Johnsen, der i mange år har stået for fiskeriafdelingen hos Mertz Jagt & Fiskeri i Nykøbing Falster.

– David, der er 26 år, har fisket siden han var 5-6 år gammel. – Mit fiskeri tog for alvor fart ved tolvårsalderen, og siden da har jeg fisket efter alt fra havørred og aborrer til tun og fladfisk, fortæller han. – Det er dog især prædator- og kystfiskeriet jeg har dyrket rigtig meget. Da jeg fiskede mest havde jeg et sted mellem 200 og 250 havørreder om året fra mit fiskeri – primært på Lolland, Falster, Møn og Stevns.

David har derfor stor personlig erfaring – både med fiskeriet og grejet fra Shimano, som han nu altså står for salget af i Danmark.

Læs mere om Shimano her.

 

 

David Sølling Johnsen, som nu er sælger for Shimano i Danmark, med en massiv aborre.

David Sølling Johnsen, som nu er sælger for Shimano i Danmark, med en massiv aborre. Øverst ser du ham med en guddomeligt smuk havørred – et fiskeri han har dyrket intensivt i mange år.

drømmerejse iFish Travel

GEDDER PÅ FRANSK

Franskmanden Frédéric Jullian, der har bevist sine evner til store turneringer i både USA og Europa, er en af de mest kendte predatorfiskere i Sydeuropa. Han lever stort set af at fiske og er konstant på vandet for at blive dygtigere og dygtigere. Følg med da Fisk & Fri for år tilbage hoppede med i hans toptrimmede fiskebåd, for at aflure hans bedste geddefiduser.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

FRÉDÉRIC JULLIAN kommer kørende i en kæmpestor pickup truck med sin enorme båd på slæb. Det er bare så vildt et syn, at jeg må samle kæben op fra bådrampen, inden vi kan komme i gang. Jeg har set lignende både til de store bassturneringer i USA, men det er nok første gang, at jeg´har set en fiskemaskine i denne kaliber i Danmark. Det er en 19 fods Ranger Bass Boat med en´175 hk Mercury Verado motor på hækken og en front monteret Minn-Kota elmotor med fodpedal.

Hele båden er stort set en stor gulvtæppebelagt kasteplatform med et behageligt siddeområde, når der skal sejles stærkt. Og sejle stærkt – det kan den. Båden stikker ikke mere end 35 centimeter, men kan skyde en topfart på 54 knob svarende til 100 kilometer i timen. Båden er plastret til i mærker fra Frédéric s sponsorer: Gambit, Illex, Sensas og Pezon Michel. Disse mærker er stort set ukendte i Danmark, men er blandt de største mærker i Frankrig, hvor Frédéric kommer fra. I dag skal vi fiske, men alligevel er det bare en helt almindelig arbejdsdag for Frédéric. Lige nu er han på fisketour igennem Europa for at promovere disse mærker – samt mødes med de største fiskemedier i de respektive lande. Ugen før har han fisket i Sverige og Norge og i morgen skal han lave en grejdemo i samarbejde med Sportdres. Dagen står på geddefiskeri på Stege Nor med Fisk & Fri, så vi kan få en snak om hans vej til toppen og hans teknikker til geddefiskeriet.

 

Hvidovre Sport

 

Frideric Jullian i sin perfekte prædatorbåd.

1) Frédéric giver den gas, når det kommer til fiskeriet. 100 kilometer i timen i båden og over 140 fiskedage om året. 2) Frédéric sejler en ond ond fiskemaskine. Hans Ranger 188VS er fuldt ustyret med en 175 hk Verado Mercury motor. Tre transducere er linket til to Humminbird lodder – 1197si and 198si, og så er der rigelig plads til at stå op og fiske på det store dæk.

 

Massevis af geddegrej

Vi stopper et sted, der ser lovende ud. Hans båd er proppet med grejæsker. Softbaits og swim baits lader til at være hans foretrukne valg til gedderne. Stængerne er også meget lettere og mere delikate, end det man primært ser blive brugt til gedderne herhjemme. Jeg får en let japansk Gunki spinnestang i hånden monteret med en Super Freddy 145 Real Swim. Frédéric fisker en Freddy 145 Catwalk, og der går heller ikke længe før han fighter sin første gedde, mens den franske fotograf der følger ham på hele touren fyrer løs.

Gedden er ikke stor, men selv – om Frédéric er på vandet omkring 140 dage om året, og fanger masser af fisk, er begejstringen ægte. Også når kameraet ikke er på. – Alt for mange i branchen glemmer hvor de kommer fra, fortæller Frédéric. – Mange går kun op i størrelsen på fiskene, og får de ikke fanget rekordeksemplarer er det en dårlig dag. Jeg elsker bare at fiske og kan stadig komme helt op at køre over at fiske på en stime små aborrer. Udfordringen for mig ligger i at regne den ud – og kunne fange fisk under alle forhold.

Frédéric lever på ingen måde op til fordommen om arrogante franskmænd, og selvom Frédéric har noget at ha det i, er der ingen overlegenhed at spore – tværtimod.  Kærlighed til fiskeriet spiller uden tvivl en stor rolle i Frédéric´s fiskeri. Han har udelukkende fisket med kunstagn, siden han som 13-årig fangede sin første gedde Og siden er han kun blevet dygtigere og dygtigere. Han klarede sig glimrende i de franske fisketurneringer, og begyndte at tage over grænsen til Spanien, hvor de afholder store bassturneringer. Han blev også involveret i grejudvikling og PR for flere brands. Desuden har han som formand for den franske lystfiskerorganisation AFCPL, været med til at starte Streetfishing konceptet.

Fiskekonkurrencer med masser på spil

De største fiskekonkurrencer foregår i USA med millioner på spil, men i Spanien er der også relativt store konkurrencer med pæne pengepræmier. I Spanien fik han også gjort indtryk med sine fangster – og sin karismatiske personlighed. Således blev han inviteret til at deltage i konkurrencen Euro Bass Cup, som for bass – fiskere er, hvad Ryders Cup er for golfspillere. I løbet af en uge dyster de tolv dygtigste nordamerikanske bassfiskere mod de tolv dygtigste europæere.

Der er en fra hvert kontinent i samme båd, og hver dag scorer hver båd et point til det hold, der har klaret sig bedst i båden. Til sidst vinder det ene hold på samlet point. – Dette var en kæmpe oplevelse, og jeg lærte utroligt meget af at fiske i samme båd som Mike Iaconelli, Kelly Jordon og Shaw Grigsby, der er store etablerede navne, fortæller Frédéric. Dette var et vendepunkt i hans karriere. Igen var det hans evner som lystfisker kombineret med hans personlighed, der gjorde, at han blev gode venner med flere af sine amerikanske konkurrenter fra Euro Bass Cup, som herefter inviterede ham til at komme og fiske i de store bass tours i USA.

Normalt deltager europæere sjældent i disse turneringer, men det lykkedes Frédéric at opnå en femteplads i Bass Masters Elite series på Lake Amistad i New York, hvor flere hundrede fiskere deltager. – Fiskeriet er sværere i Europa, og de dygtigste europæere har faktisk gode chancer for at opnå resultater i de største amerikanske konkurrencer, fortæller Frédéric. – Bare vent, om nogle år, når vi har lært deres turneringer at kende, og udnyttes dette, skal der nok være nogle europæere, der opnår topplaceringer.

 

Frideric Jullian med en flot gedde.

1) Her er det en gedde, der huggede på en Flatbone Clicker. En lidt spøjs agn med ske og gummihale. Frédéric fortæller, at gedderne gerne tager den, når der er lidt bølger, og den skvulper rundt i overfladen. 2) Båden er stort set en stor kasteplatform belagt med skridsikkert gulvtæppe. Her er mange små detaljer, som fx denne stang – holder, der forvinder ind i skroget når den ikke er i brug.

 

Flest ”franske” gedder i båden

Topplaceringen i vores båd er der vist ikke meget tvivl om. Vi er fire i båden, og foreløbig har Frédéric fanget dobbelt så meget som os andre tre til sammen. Og det er der ingen skam i. Jeg nyder bare at være i selskab med så dygtig en fisker og prøver at suge så meget viden og teknik til mig som overhovedet muligt. 

Vi fisker med samme agn – en to delt Freddy 145 swimbait, men Frédéric har lige det der skal til for at få den til at gå rigtigt. Med swimbaits som disse skal fiskeren faktisk ikke gøre så meget. – De går suverænt, hvis man bare hiver dem ind, forklarer han, og viser hvordan agnen vugger forførisk af sted. – Alligevel er de ikke helt lette at mestre, da hver agn har sin optimale fart. Er det fx en dag, hvor vandet er koldt og jeg vil sætte farten ned, spinner jeg ikke bare langsommere ind. Næh så skifter jeg til anden swimbait som jeg ved går optimalt ved en lavere fart. Tilsvarende har jeg også nogle baits, som jeg kan lide at fiske hurtigt.

Jeg beder Frédéric uddybe. – Freddy 170 Cat Walk er en klassiker for mig og den starter jeg som regel med under lune forhold. Den har en heftig gang og er god til at gennemfiske store vande. Jeg benytter den i suspending når vandet er lidt koldere. Super Freddy 145 Cat Walk er meget langsom i sine bevægelser og jeg fortrækker den, når vandet er koldt og fiskene ikke er så aktive. Den kan fiskes helt oppe i overfladen ned til to meters dybde, og dens vrikken kan få aggressiviteten frem i fiskene. Flat Bone Clicker er fed i kolde forhold lige henover grøden. Især når der er meget vind. Under disse forhold tager de den ofte når den fiskes med lange spinstop og skvulper rundt i overfladen pga. bølgerne.

En analytisk tilgang til geddefiskeriet

Hans tilgang til fiskeriet er meget analytisk. – Nogle folk er intuitive, men jeg tager udgangspunkt i min biologiuddannelse og mit tidligere arbejde i fiskeopdrætsindustrien, for at forstå hvordan fiskene reagerer. Desuden prøver jeg at lære af alle mine fisketure – også dem, hvor fiskeriet er dårligt. Lystfiskere har tendens til kun at huske de gode dage og glemme de dårlige. Således vælger de ofte agn, fordi de har haft nogle gode oplevelser med den, men glemmer at tælle de timer de ikke fangede noget på denne agn med i deres analyse.

Det er fint nok at have en favorit agn, som man fanger halvdelen af alle sine gedder på. Men hvis man fisker med den mere end halvdelen af tiden, så er den jo faktisk statistisk dårligere end alle de andre agn, påpeger han. Der er ingen tvivl om, at Frédéric er nået så langt på grund af en meget vel – overvejet holdning til, hvorfor han fisker netop som han gør i de forskellige situationer.

 

Frideric Jullian har vundet mange fiskekonkurrencer.

Turneringer er en stor del af Frédérics fiskeri. Her er han med holdmakkeren Olivier Irailles. I AFCPL Boat Tour’s første divisions konkurrence vandt de i gedde kategorien og fik en
samlet andenplads.

 

Efter gedder med swimbaits

– Swimbaits er en suveræn agn til gedder, fortæller han. – Heroppe i Skandinavien er mange vilde med hidsige jerkbaits, der glider fra side til side i voldsomme bevægelser. Disse agn fanger også masser af fisk, men jeg fortrækker som regel enkelte vuggende bevægelser i agnen. Jeg tror, at når en gedde ser et bytte, som den skal bruge meget energi på at jage og måske ikke rammer, er det ikke sikkert den vælger at gøre forsøget. Så er der større chance for, at den angriber en fisk, der kommer luntende forbi i et roligt tempo og er lige til at snuppe.

Hvis vandet er koldt, kan jeg dog godt finde på at give agnen en anelse, walk the dog action, og giver stangen et lille nøk med hyppige små mellemrum, for at få agnen til at svinge lidt længere ud til siden. På den måde er agnen livlig, men svømmer ikke for hurtigt væk fra den jagende gedde. Et godt tip til at mestre denne indspinningsteknik, er i øvrigt først at indøve den med overfladeagn, hvor man kan se resultatet af stangbevægelserne. Senere kan man så overføre det til agn, der går under vandoverfladen. Det hele ligger i at give den rette mængde slækline, efter man har nøkket stangspidsen, pointerer han.

Store eller små agn til gedder?

 Store agn er også meget populære heroppe i Norden, men jeg mener I med fordel kunne begynde at fiske lidt mindre agn, forklarer Frédéric og afkroger endnu en gedde. – Bevares den der med store gedder vil ha’ store agn, den holder da, men jeg har også set mange situationer, hvor bittesmå agn har været det, der skulle til for at få fiskene i tale. Jeg ser på det på denne måde. Lad os sige du lige har spist en rigtig lækker gryderet med kartoffel mos. Kommer der en og tilbyder dig en steak, siger du nej tak, selvom den ser appetitlig ud og du egentlig har lyst. Men er der en, som byder på en peanut eller et stykke chokolade, snupper du altid lige en eller to. Derfor tror jeg også, at gedderne reagerer bedre på en lille agn…

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025 – SIDSTE HEAT I GANG

Så er sidste heat af Daiwa Open 2025 i fuld gang, efter at vi har fundet en vinder på november heatet, som blev Kaspar Juel-Wendelin med en smuk gedde (ovenfor).

Den første arbejdsdag i det nye år, som der bekendt kun er 33 dage til, afgør vi, hvem der bliver vinder af præmien for december måned – nemlig en Morethan AGS Coast Commander – en super let og lækker kyststang til over 4.000 kroner, som er sponsoreret af Daiwa Scandinavia. Vi har her på redaktionen testet stangen siden i sommers og kan roligt afsløre, at der er tale om en virkelig fed stang, man kan kaste med i en uendelighed uden at blive træt. Men – det kan jo være, at du selv komme til at opleve den sublime kastekomfort, hvis du indsender en god fangstrapport med et par lige så gode fotos – og vinder det sidste heat i 2025.

Du kan indsende din fangstrapport via menupunktet ”INDSEND FANGSTRAPPORT” lige her. Her kan du også vælge at deltage i lodtrækningen om en fantastiske drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Se Morethan AGS CoastCommander i aktion med et par heftige søørreder i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: PR-ABORRE – SIKKE EN AFTEN OG SIKKE ET MINDE

– Her forleden nat fik jeg en ny PR-aborre på hele 48 cm – ren muskler og rå power, fortæller Holger Vestergaard. 

– Jeg er stadig helt oppe at køre over den! Jeg kan seriøst ikke stoppe med at genopleve øjeblikket i hovedet. Det er sådan en fangst, man drømmer om, og som bare brænder sig fast: Der var god stemning, grin, og fuldt fokus på det, som vi elsker allermest – nemlig jigfiskeri langs bunden, hvor vi tålmodigt arbejder med agnen og håber på, at det helt store hug kommer. Forholdene føltes helt rigtige, luften var rolig, og solnedgangen var bare magisk. Og så – ud af det blå – BANG! Det var et fuldstændig brutalt hug lige i droppet. Stangen blev tung på et splitsekund, og uden at tænke råbte jeg “STOR FISK!” Jeg fik hjertebanken, mens den tog hårde udløb, for det var en stærk fisk, der var i den anden ende. Pulsen var helt i top. Drengene var klar med det samme, og der var fuld koncentration samt ingen fejl.

– Da vi endelig fik den landet, vidste vi det med det samme, at det her var ikke en almindelig fisk. Målebåndet kom frem, og da vi så de 48 cm, var der ingen tvivl – det var en ny PB! Mine hænder rystede, og så stod den på et kæmpe smil samt et totalt kaos af glæde. Jeg har aldrig været så stolt og lykkelig over en fangst før, men når fiskeri ikke bare er en hobby, men en passion, så rammer sådanne øjeblikke bare på et helt andet niveau. Det er præcis derfor, vi bruger så mange timer, mens vi fryser om fingrene og aldrig stopper med at kaste. Jeg er for evigt taknemmelig for denne fisk, dette øjeblik og disse mennesker, som omgiver mig. Sikke en aften. Sikke et minde, slutter han. 

Beretningen er tilmeldt Daiwa Open 2025, hvor vi nu er i gang med sidste heat. Vinderen får som altid en splinterny Morethan AGS Coast Commander til en værdi af 4.000 kroner sponsoreret af Daiwa Scandinavia.

Som alle fangstrapporter i 2025 deltager fortællingen også i lodtrækningen om vores fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel, som du kan læse mere om her.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel