– Lørdagens dejlige vintervejr ligefrem lugtede af fisketur, så jeg besluttede mig for at tage afsted, fortæller Arne Biering. – Jeg tog derfor atter en gang til Moesholm Put and Take. Måske kunne jeg være heldig at fange endnu af de store?
– Jeg startede fiskeriet i vinden, og det var trods alt blevet en del varmere end for to uger siden. Igen var det det ultra lette pladeblink Fidusen, der sad for enden, og det kaster ret godt på mit super lette UL.grej. Mens jeg stod og fiskede, så jeg noget aktivitet på modsatte side, så der gik jeg over. Her affiskede jeg et hjørne, da jeg så ringende fisk længere henne af bredden. Her gik jeg hen til et lille hul mellem sivene og kastede så langt, jeg kunne. Det var dog ikke nok til at nå ud til den ringende fisk, men jeg spandt langsomt ind alligevel. Puf, puf, puf og så sagde det ellers BANG med en solid fast fisk for enden af linen. Den havde virkelig leget med Fidusen.
– Snart var en voldsom fight i gang, og det var vildt på det lette grej stående mellem sivene. Det var helt tydeligt en god fisk. Da først jeg så, at det var en af de store sølvørreder, så steg både puls og temperatur. Det var en ønskefisk, der bare måtte på land. Vildt fightende fik jeg den endelig i nettet, og wooww for en fisk. Det var min første større sølvørred på lige godt tre kilo. Et ønske mere var blevet opfyldt.
Læs om Arnes seneste put and take tur her.








