sep 10, 2020 | Nyheder
Der er rigtig godt gang i havørredfiskeriet på kysten lige nu. En af dem, der har haft godt sug i stangen, er Jack Schultz, der netop har været på den fynske kyst:
– Her i år er jeg startet med at fiske inderfjordene tidligere end mange andre, for havørrederne har længe været i gyde-mode, fortæller han. – Det virker det som om, at det varme vand har mindre magt nu end deres instinkt for at søge mod lavt vand og åen.
– Den anden dag, da jeg var ude, fik jeg et solidt havørredhug på en 15 grams Hotshot i hvid med grøn ryg fra Jack Rapid. Fisken tog blinket 25 meter fra land, og den var faktisk stærk – vildt stærk! Den flotte havørred tog adskillige fine udløb, men til sidst kom den i nettet. Det kan være svært at sætte ord på store oplevelser! Men 72 cm og 4,1 kg er et godt bud på de mest velvalgte ord.
Hvis du selv har været ude på kysten for at fiske havørred, så hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 10, 2020 | Nyheder
– I forgårs var jeg afsted efter arbejde på en tur til kysten ved Faxe Bugt på Sjælland, fortæller Mads Kentov. – Jeg havde holdt øje med strømmen de sidste mange dage, og nu så det hele spændende ud. Da jeg ankom til pladsen, var der en skøn stærk strøm langs kysten. Det havde bestemt potentiale til en god tur.
– Jeg havde planlagt at spise aftensmad på stranden og nyde totalt afslapning efter en hård dag på arbejde. Men allerede inden aftensmaden fik jeg et fint hug – og på denne årstid kan man virkelig møde bomstærke fisk på kysten. Efter en tung fight, hvor fisken spillede med musklerne og lige skulle have et sidste spring foran stangspidsen, kom den i nettet. Fisken var lige over to kg, og det var en flot efterårsfisk i alle dens imponerende farver. Efter et hurtigt billede blev den sat tilbage igen. Fisken blev fanget på Sømmet i 28 gram fra Westin. Da jeg fisker med gopro kan I se fangsten her (tryk grene på HD).
– Efter aftensmaden fangede jeg to små ørred mere. Det var dog slet ikke nødvendigt, fordi både stresset og den hårde arbejdsdag havde nu helt forladt mit system. Jeg blev på pladsen ind til det blev mørkt og nød synet af de utallige små lysende krill, som gjorde mig selskab i vandet på vej tilbage mod bilen. En skøn tur, så man kan blive nulstillet og klar til en hverdag igen.
Har du selv været på kystfisketur, så hører vi meget gerne om dine oplevelser og fangster. Skriv til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.
sep 9, 2020 | Nyheder
– Efter at have haft dagvagter, hvor jeg var oppe kl. 04:45 og skiftede til aftenvagt, vågnede jeg tidligt i går på trods af, at jeg kun havde fået fem timers søvn, fortæller Tom Rydstrøm. – Jeg kiggede ud af vinduet. Randers Fjord viste tænder, det var diset og let støvregn, men jeg tænkte, at det måske var det, som kunne friske en op. Og så var det ellers bare på med joggingbukser og trøje, på med vaders, fat i grejet som altid er parat til hurtig udrykning i garagen – og så afsted på en tur i fjorden.
– Der blæste en frisk vind, og der var begyndende opklaring med god strøm og stigende vand. Ja – der var fine forudsætningerne for en havørred til middag. Jeg lagde ud med en Ilures Kutling bronze på 12 gram. Der skete ikke så meget, men lidt små nap og en lille ørred blev det til. Så skiftede jeg til samme blink i en rå udgave, og så begyndte der at ske noget. På dette blink fik jeg et par stykker lige under målet, og en hun på cirka 50 cm. Den gav en god fight, og jeg syntes den fortjente at svømme videre til næste år, efter hun har været i åen.
– Kastet efter kom der igen et godt hug, og denne gang var det en han på 45-50 cm, som passede til gryden derhjemme, så den kom i galgen. Der skete ikke noget i et stykke tid, men så sagde det ellers bang, helt ude i kastet, som denne gang var blevet lagt ind mod land over 30 cm vand. Den fik travlt, sprang to gange og så svømmede den ellers mod mig, så det gjaldt om at spinne hurtigt ind, samtidigt med der skulle lægges pres på. Den gik lige forbi mig og fortsatte en 20-30 meter. Jeg dirrede, for jeg kunne se, at det var en pæn fisk. Den lagde sig i strømmen, og jeg lagde pres på, så meget jeg turde med det lette grej, og efter flere udløb kom den tættere på, så jeg kunne se størrelsen, og den var bare STOR. Den cirklede omkring mig uden at komme op til overfladen, og jeg måtte bakke flere gange, da den var ved at svømme mellem benene på mig. Endelig kom den dog op i nettet ved første forsøg.
– Jeg fandt min priest frem, hvorefter den fik et gok, og så gik den lange tur ind til land, hvor jeg endelig kunne se og nyde en fantastisk han havørred, som samtidig var min personlige største efter at have genoptaget mit fiskeri for 2½ år siden efter næsten 30 års pause. Så fik jeg fat i målebåndet, mens mine hænder stadig dirrede – 68 cm. Herefter sad jeg og sundede mig, rensede mine to fisk, og gik hjem – glad og tilfreds. Vægten hjemme stod stille ved 3145 gram i renset stand.
– I fjorden anvender jeg altid en let spinnestang fra SG 8’1” 3-14 gram med et Daiwa Fuego LT 2000. Linen er en 0,08 mm og jeg bruger lette agn. Mine favoritter er Sillingen, små Snurrebasser og ikke mindst Ilures, som har udviklet en ”Kutling”, der fisker fantastisk, når der er noget vind. Denne gang var det som sagt en rå Kutling på 12 gram, som var det effektive våben mod en grov fjordørred.

To flotte havørred til Tom Rydstrøm taget i Randers Fjord.
sep 9, 2020 | Nyheder
Traditionen tro afholder Danmarks Sportsfiskerforbund ”Lystfiskeriets Dag” for at inspirere nye lystfiskere til at komme ud at fiske. Normalt afholdes det i maj, men i år er det blevet udskudt til de kommende weekend – nemlig søndag den 13 september.
Kender du nogen, der trænger til at få en på fiskeopleveren, så er det bare med at komme op af lænestolen og pakke fiskegrejet. Du kan læse meget mere om de forskellige arrangementer på DSFs hjemmeside sportsfiskeren.dk, hvor det lyder:
– Sportsfiskerforeninger, fiskesøer og grejshops står klar til give jer en fiskeoplevelse i det fri, hvad enten I er rutinerede lystfiskere eller aldrig før har fisket. Måske fanger I endda jeres allerførste fisk! Mange arrangører tilbyder udlån af fiskegrej og hjælp til at komme i gang med at fiske, og flere tilbereder spændende fiskeretter sammen med jer, så I kan smage på naturens spisekammer.
Vær opmærksom på, at en lille andel af arrangementerne foregår på andre datoer end den 13. september.
Et andet godt initiativ er Fiskeekspressen, der drives af DSF. Konceptet består kort fortalt i en trailer fuld af fiskegrej, man kan låne til forskellige former for fiskearrangementer. Du kan læse meget mere om dette samt diverse arrangementer med Fiskeekspressen her.
sep 9, 2020 | Nyheder
– Klubmesterskabet i den lokale lystfiskerforening – Stevns LF – skulle afholdes her i weekenden, fortæller Christian Cruckov Andersen. – Jeg var egentlig ikke så opsat på det, da jeg ikke synes, at forholdene var optimale. Men – i gang det skulle vi alligevel, og da vi kom til vandet ved Stevns, var det faktisk overraskende fine forhold.
– Fiskeriet startede klokken cirka 7.30, og der gik ikke lang tid, før den første fisk afslørede sig selv i et flot spring. Jeg fiskede med naturlige farver, og der skete ikke rigtigt noget. Så skiftede jeg til kobber/sort for at prøve om efteråret virkelig var startet. En fisk sprang fri af vandet lige ved siden af mig, og jeg kastede med det samme til den. Jeg havde den med inde i første kast, men den vendte rundt igen. Den fik et kast mere, og så var der en fisk på 48 cm, som tog agnen.
– Jeg fiskede videre med det samme, og efter 10 minutter var der solidt hug på Sandeelen i kobber, hvorefter en flot fisk på cirka 55 cm blev sikkert landet. Nu var jeg egentligt godt tilfreds. Klokken var blevet 11, og jeg skulle sådan set også lige nå lidt arbejde senere på dagen. Med god ro i maven gik jeg derfor tilbage mod bilen. Imens jeg gik, kastede jeg lidt på et stræk, som jeg altid prøver af, når jeg er på det sted. Jeg havde lidt ondt i lænden, da jeg nåede det sted, hvor jeg plejer at stoppe fiskeriet. Jeg måtte lige have det berømte sidste kast – og BANG – ud af det blå var der fast fisk! Det var oven i købet midt i et meget ukoncentreret kast og på en stor linebue, men den sad fast.
– Jeg kunne mærke, at det var en god fisk og da den viste sit flotte haleror langt ude samt sprang helt fri af vandet, begyndte knæene at blive bløde. Efter et par fine udløb var den dog træt, hvorefter jeg stille og roligt kunne nette den. Førstepladsen til klubmesterskabet var sikret og jeg kørte hjem på job fuld af forundring over, hvor heldig man har lov at være.
Har du selv været på kysten, må du meget gerne sende et par linjer og et foto af din fangst til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 8, 2020 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
En af de spændende nyheder fra Daiwa i 2020 er fastspolehjulet 20 Saltiga, der som sine forgængere i serien er bygget til at fange de helt store drømmefisk. Hjulet, der er lavet i Japan, har blandt de mange super features ATD bremse, Long Cast ABS spole, Aluminium Air Rotor og Monocoque hjulhus, der er magnetisk forseglet samt magnetisk forseglede kuglelejer og linefører
ATD bremseystemet giver en bedre støtte på spolen, hvilket gør det muligt at eksekvere et større jævnt bremsetryk – uden at bremsen kommer til at køre i ryk. Long Cast ABS bremsen gør, at linen fordeler sig bedre på en måde, som gør, at du kan fylde spolen helt op til kanten – uden øget risiko for kludder på linen i kastet. Aluminium Air Rotoren er endnu mere stiv end forgængeren, hvilket bidrager til øget styrke og en endnu mere perfekt gang end forgængerne. For at være helt præcis er den dobbelt så stiv som 15 Saltiga – og over 50 % mere holdbar end serien Saltiga Z fra 2002.
Monocoque konstruktionen eliminerer brugen af skruer, hvilket giver en stærkere og lettere konstruktion, som er nemmere at forsegle 100 % end de traditionelle hjulhusdesigns. De magnetiske forseglinger hjælper til effektivt at holde saltvand og snavs ude af hjulets ædlere dele, hvilket betyder rigtig meget for, hvor længe du har et hjul, der kører helt perfekt uden mærkbar friktion under indspinningen.
Saltigas 2020 model fås i 9 varianter i 8000-2000 klassen, der alle koster 8299 kroner.
Du kan læse mere om 2020 versionen af Saltiga her.
Følg Daiwa Scandinavia på facebook og Instagram
sep 8, 2020 | Nyheder
– Klokken 04:00 holdt Victor klar på P-pladsen, hvorefter turen gik til det sydlige Stevns for at teste nye UL-agn, fortæller Dan Christiansen fra DC Lures. – Velankommet til pladsen kunne vi se, at forholdene var gode, og vi fik da også hurtigt et par småfisk i solopgangen. Derefter døde fiskeriet ud, for vandet var for klart, og vinden gjorde ikke noget godt for os. Vi valgte derfor at køre til Møn for at teste nogle tungere blink – en beslutning vi ikke kom til at fortryde…
– På Møn var vandet grumset, så langt som øjet rakte, og der var en del ålegræs, som besværliggjorde at teste blinkene. Efter mange timers fiskeri, hvor adskillige pladser var besøgt i jagten på det perfekte grumsede vand og fiskbare forhold, fandt vi endelig en plads med gang i vandet, hvor både strøm, bølger og svævende partikler gav fornyet optimisme.
– Jeg stod på spidsen af et rev med den nye Knægten Slim i 25 gram, og Viktor stod bagved mig og affiskede revets sider med en 17 grams model, da fisken nærmest rev stangen ud af mine hænder. Jeg vendte mig om og råbte til Viktor: – DEN ER STOR! I samme sekund sprang dyret fri af vandet, og så skal jeg ellers love for, at den tog ved! Efter noget tid, hvor den tog 30-40 meter udløb adskillige gange, og jeg kun fik 10 meter tilbage ved hvert udløb, vendte fisken. Nu kom den med fuld fart imod os, og det lykkedes os at bremse den på siden af revet, hvorefter Viktor og jeg ellers måtte bakke baglæns i utallige tætte cirkler med fisken 1 meter fra stang spidsen. Den var fuldstændig umulig at presse til overfladen, selvom jeg til tider pressede stangen til bristepunktet. Eller kort fortalt: Fisken styrede showet totalt!
– Til sidst lykkedes det at få nettet ned til fisken uden den stak af, og da den gled ind i nettet eksploderede vi i jubel. Euforien påvirkede desværre både video og fotos, da vi havde travlt, for denne hanfisk skulle ud igen. Derfor blev den målt i nettet og den var ikke under 85 cm. Vi estimerede den til at veje i omegnen af de 8 kilo. Turen sluttede kort efter solnedgang, og vi glæder os over, at vi måske ser fisken til el fiskeriet oppe i Køge Å med Køge SF. Knæk og bræk alle sammen, slutter han.
Der sker iøvrigt mange spændende ting hos DC Lures lige nu, men det løfter vi sløret for her på fiskogfri.dk den 1. oktober.

Victor genudsætter Dan Christiansens fantastiske 85 centimeters havørred, der huggede på Knægten Slim. Øverst ses Dan himself.
sep 8, 2020 | Nyheder
– Vi var fire gutter, der tog på en tredages tur til Roskilde Fiskeland, hvor vi havde booket plads 5, 6 og 7 fra fredag til søndag, fortæller Dan Pedersen. – Vi fik et par flotte stør i løbet at fredag nat, og tidlig lørdag morgen, så vi var godt tilfredse… I løbet af dagen døde fiskeriet ud, så vi aftalte lige at gå over og kikke på den lille sø. Men – Jens Fjeldsø på plads 6 smed lige en krill bolie på den ene stang og kastede ud på det dybeste sted i søen, hvorefter han stak min søn Victor Reitz på 11 år receiveren til hans bidmelder og sagde: – Kan du ikke lige passe den her, imens vi er væk, og jo det skal jeg nok sagde Victor…
– Så nappede vi lige en gåpilsner og gik så en tur på cirka 20 minutter. Da vi kom tilbage, stod Victor og kæmpede helt vildt med en malle, der havde hugget mens vi var væk – blot ét minut efter vi var gået. Han havde derfor selv kørt den træt og helt ind til broen, hvor jeg hurtigt fik et par waders på, så vi kunne få mallen i slyngen. Victor var hammer stolt og meget træt i armene. Mallen – ja den vejede 25,59 kilo efter slyngens vægt var trukket fra. En super dejlig oplevelse.

Det var Victor, der fightede den store malle, men han ville hellere hygge med madlavningen end at hoppe i vandet for at blive fotograferet med den store fisk.
sep 8, 2020 | Nyheder
– Endnu engang gik turen til den smukke svenske ø – Öland, fortæller Teis Bro Nielsen, der også guider på Öland. – Denne gang havde min gode ven Jim og hans kommende kone spurgt, om ikke jeg kunne mødes med dem og fiske nogle dage i deres ferie – og selvfølgelig siger aldrig nej til at fiske på øen. Morgenfiskeriet søndag og mandag var på skemaet, og søndag morgen startede vi fiskeriet på et af de mange smukke rev, der findes over det hele.
– Bare 15 minutter skulle der til, før det første hug til mig faldt, og det var ikke bare et almindeligt hug! Det var i sandhed et solidt hårdt hug, som viste sig at være en af dem, man drømmer om og tit kæmper for i meeeeget lang tid, men samtidigt også et af dem, der er en af grundene til, at jeg elsker denne ø. Det var en stor stærk hanfisk på 72cm og 4,4 kg, som havde slugt min Cicerello wobler og prøvede at flygte for livet!
– Mandag morgen skulle vi igen afsted. Vi kørte ud til et nyt rev, og der gik ikke længe, før Jim fik et kontant hug fra en smuk blankfisk på 51cm, som hurtigt fik friheden igen. 5 minutter senere kommer der endnu et hårdt og kontant hug. Denne gang er det igen min stang, der bukker, og hjulet der hviner. Det er endnu en blank tyk fisk på 60 cm, som kort efter blev landet til et hurtigt foto. Vi er allerede spændte på, hvad de sidste dage kan byde på, da vi stadig er i gang med fiskeriet, når du læser dette.
– Siden oktober 2019 har jeg været måske Sveriges heldigste danske fisker! Den smukke fisk jeg fik i mandags var nemlig ikke bare den første, men nu min femte fisk over 4 kg herfra. I oktober 2019 fik jeg en smuk tyk fisk på 68cm og 4,7kg. Marts 2020 fik jeg en overspringer på 73 cm og igen i april fik jeg endnu en på 70cm og den sidste var 4.5kg. Og så har jeg fanget rigtigt mange fisk i 60’erne. Det har været et fiskeår, som jeg næppe vil glemme og altid vil være taknemmelig for!