– Endnu engang gik turen til den smukke svenske ø – Öland, fortæller Teis Bro Nielsen, der også guider på Öland. – Denne gang havde min gode ven Jim og hans kommende kone spurgt, om ikke jeg kunne mødes med dem og fiske nogle dage i deres ferie – og selvfølgelig siger aldrig nej til at fiske på øen. Morgenfiskeriet søndag og mandag var på skemaet, og søndag morgen startede vi fiskeriet på et af de mange smukke rev, der findes over det hele.
– Bare 15 minutter skulle der til, før det første hug til mig faldt, og det var ikke bare et almindeligt hug! Det var i sandhed et solidt hårdt hug, som viste sig at være en af dem, man drømmer om og tit kæmper for i meeeeget lang tid, men samtidigt også et af dem, der er en af grundene til, at jeg elsker denne ø. Det var en stor stærk hanfisk på 72cm og 4,4 kg, som havde slugt min Cicerello wobler og prøvede at flygte for livet!
– Mandag morgen skulle vi igen afsted. Vi kørte ud til et nyt rev, og der gik ikke længe, før Jim fik et kontant hug fra en smuk blankfisk på 51cm, som hurtigt fik friheden igen. 5 minutter senere kommer der endnu et hårdt og kontant hug. Denne gang er det igen min stang, der bukker, og hjulet der hviner. Det er endnu en blank tyk fisk på 60 cm, som kort efter blev landet til et hurtigt foto. Vi er allerede spændte på, hvad de sidste dage kan byde på, da vi stadig er i gang med fiskeriet, når du læser dette.
– Siden oktober 2019 har jeg været måske Sveriges heldigste danske fisker! Den smukke fisk jeg fik i mandags var nemlig ikke bare den første, men nu min femte fisk over 4 kg herfra. I oktober 2019 fik jeg en smuk tyk fisk på 68cm og 4,7kg. Marts 2020 fik jeg en overspringer på 73 cm og igen i april fik jeg endnu en på 70cm og den sidste var 4.5kg. Og så har jeg fanget rigtigt mange fisk i 60’erne. Det har været et fiskeår, som jeg næppe vil glemme og altid vil være taknemmelig for!