– I forgårs var jeg afsted efter arbejde på en tur til kysten ved Faxe Bugt på Sjælland, fortæller Mads Kentov. – Jeg havde holdt øje med strømmen de sidste mange dage, og nu så det hele spændende ud. Da jeg ankom til pladsen, var der en skøn stærk strøm langs kysten. Det havde bestemt potentiale til en god tur.
– Jeg havde planlagt at spise aftensmad på stranden og nyde totalt afslapning efter en hård dag på arbejde. Men allerede inden aftensmaden fik jeg et fint hug – og på denne årstid kan man virkelig møde bomstærke fisk på kysten. Efter en tung fight, hvor fisken spillede med musklerne og lige skulle have et sidste spring foran stangspidsen, kom den i nettet. Fisken var lige over to kg, og det var en flot efterårsfisk i alle dens imponerende farver. Efter et hurtigt billede blev den sat tilbage igen. Fisken blev fanget på Sømmet i 28 gram fra Westin. Da jeg fisker med gopro kan I se fangsten her (tryk grene på HD).
– Efter aftensmaden fangede jeg to små ørred mere. Det var dog slet ikke nødvendigt, fordi både stresset og den hårde arbejdsdag havde nu helt forladt mit system. Jeg blev på pladsen ind til det blev mørkt og nød synet af de utallige små lysende krill, som gjorde mig selskab i vandet på vej tilbage mod bilen. En skøn tur, så man kan blive nulstillet og klar til en hverdag igen.
Har du selv været på kystfisketur, så hører vi meget gerne om dine oplevelser og fangster. Skriv til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.