– Vi var fire gutter, der tog på en tredages tur til Roskilde Fiskeland, hvor vi havde booket plads 5, 6 og 7 fra fredag til søndag, fortæller Dan Pedersen. – Vi fik et par flotte stør i løbet at fredag nat, og tidlig lørdag morgen, så vi var godt tilfredse… I løbet af dagen døde fiskeriet ud, så vi aftalte lige at gå over og kikke på den lille sø. Men – Jens Fjeldsø på plads 6 smed lige en krill bolie på den ene stang og kastede ud på det dybeste sted i søen, hvorefter han stak min søn Victor Reitz på 11 år receiveren til hans bidmelder og sagde: – Kan du ikke lige passe den her, imens vi er væk, og jo det skal jeg nok sagde Victor…
– Så nappede vi lige en gåpilsner og gik så en tur på cirka 20 minutter. Da vi kom tilbage, stod Victor og kæmpede helt vildt med en malle, der havde hugget mens vi var væk – blot ét minut efter vi var gået. Han havde derfor selv kørt den træt og helt ind til broen, hvor jeg hurtigt fik et par waders på, så vi kunne få mallen i slyngen. Victor var hammer stolt og meget træt i armene. Mallen – ja den vejede 25,59 kilo efter slyngens vægt var trukket fra. En super dejlig oplevelse.

Det var Victor, der fightede den store malle, men han ville hellere hygge med madlavningen end at hoppe i vandet for at blive fotograferet med den store fisk.