SVENSK SØLV: EN SUVERÆN HAVØRREDFIGHT

– Her i går fik jeg denne fine overspringer på blink, fortæller Belal Abdul Rahim til Fisk & Fri. – Jag havde fri fredag formiddag, og tog afsted tidligt om morgenen for at fiske.

– Jeg havde bestemt mig for at fokusere på tre pladser i forvejen. Der var stærkt pålandsvind, så det var svært fiskeri. Der skete absolut intet på nogen af pladserne, så jeg tog afsted for at finde et bedre spot. Undervejs fandt jeg en mindre vig, hvor der var lidt mere læ, og bare efter nogle minutters fiskeri her, havde jeg den første følger Det gav mig ny energi.

– Efter en halv times fiskeri, var der tværstop under indtagningen. Der var fuld flex på klingen, idet fighten, som varede i ti minutter, stoppede, med at 72 centimeter svensk sølv gled over netrammen. Det er virkelig en dag, jeg vil mindes, slutter han.

Læs mere om kystpladserne til havørred i Skåne her.

Tjek også artiklen Skånes Østersøperler her.

 

Daiwa Open 2025

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

LAKS I MØRRUM – GAMMEL KÆRLIGHED RUSTER ALDRIG

Artiklens forfatter Peter fisker med en 15 kilos laks taget på spinflue til venstre – og i vandet ses Curt Johanson.

Gennem 85 år har man afholdt premiere ved den sydsvenske Mørrumså, og her i 2025 sker det den 1. marts. Det skal fejres med en historisk tur langs med de traditionsrige pools – med masser af gode minder.

 

AF PETER FISKER

 

Tænk, hvad der har været af smil og tårer fra voksne mænd, som enten jublede over fangsten eller faldt stortudende på knæ, når laksen – som det ofte sker her – vandt kampen. Har du endnu ikke oplevet områdets fiskeri, bør du prøve. Her vil jeg forsøge at inspirere dig lidt og beskrive stemningen. Fangster samt antal fisk er sekundært i denne fortællin

30 år med laksefiskeri ved Mørrum

I over 30 år er jeg kommet til Mørrum, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Nogle er blevet til venner, andre bekendte og så er der da også lystfiskere, som jeg aldrig skænker en tanke.

På min tur down memory lane ved den ikoniske å, skal jeg mindes storfangere – legender og ganske almindelige fiskere. Alle nogen jeg har lært at kende ved Mørrumsåens magiske vand. Jeg stopper op ved de kendte pools, genopfrisker mine minder samt fortæller om mennesker, jeg mødte og som alle har bidraget med viden, dedikation og vindunderlige lystfiskerhistorier.

At fiske i Mørrum er så meget andet end at fange. Min bedste fiskeven Boye K. Petersen siger altid – en god fisketur måles ikke i kg og cm. Det er en totaloplevelse. Han er om nogen ramt af Mørrum’s bacillen og har kommet ved Mørrum siden starten af 90´erne. Sammen skal vi til Mørrum mindst to gange i år. Vi skal fiske til premieren og en uge i maj. Og lur mig, om vi ikke lige tager nogle dage i september.

 

Endnu en nervepirrende fight er i gang ved den ikoniske Mørrumså.

Endnu en nervepirrende fight er i gang ved den ikoniske Mørrumså.

 

Daiwa Open 2025

 

Besat af laksefiskeriet i Mørrum

Det er umuligt at forklare, hvad det er, der trækker ved Mørrum – udover, at jeg med et – absolut ikke fyldestgørende ord – kan forsøge, nemlig besættelse. At være ved åen i det sydsvenske er blevet et must for os. Vi fisker, vi snakker, vi nørder og vi slapper af. Vi er begge mættet af held og gode fangster gennem et langt lystfiskerliv, så jeg gentager lige – vi måler ikke kvaliteten af vores fisketure i kg og cm, vi måler det i kvalitetstid.

Som sagt – denne historie er min fortolkning af åens personligheder. Det er alle nogen, jeg har mødt, talt med og lært af – nogle blev venner, andre bekendte, men fælles er det dog, at vi elsker alle de 32 pools, som udgør det traditionelle Mørrum Kronolax fiskeri.

 

Laksens Hus til premieren.

Laksens Hus til premieren.

Kronolax ved Mørrum

Min pilgrimstur langs med Mørrumsåen starter ved mødestedet og Kronolax’s kontor, butik, kortsalgssted, samlingspunkt og museum – nemlig Laksens hus.

Fiskemesteren Curt Johansson var chef for hele området i perioden 1983 – 1995, ja, der er ”n” i enden af titlen – Fiskemesteren, Curt – og før ham hans far, som var en af folkene bag det nuværende koncept. Det blev oprindeligt struktureret i 1941. Derfra er der kun ændret og tilslebet ganske få gange indtil nu. Det nuværende Laksens blev indviet den 10. maj i 1992, som ”dåbsdagen” for det eventyr som Kronolax fiske har været og til dels stadig er.

Laksens Hus har siden været samlingspunktet for tusindvis og atter tusindvis af håbefulde lystfiskere samt nysgerrige tilskuere og turister. Det er i min optik uden tvivl det sted i verden, hvor lystfiskeriet har haft den bedste branding. Sikkert også fordi, at grejfirmaet ABU har hovedsæde i Svängsta og deres blad ”Nap og Nyt”, har omtalt fiskeriet i Mørrumsåen utallige gange gennem bladets 80-årige udgivelse.

Curt Johansson, som i dag lever en stille pensionisttilværelse, bor stadig i Mørrum. Han har siden barnsben været lystfisker, og mange gange har jeg mødt denne venlige, men også bestemte mand, der i sin tid som pladschef gjorde meget ud af at indføre regler – og altså regler, som nidkært blev kontrolleret. Dengang blev man kontrolleret, og det grej man benyttede blev tjekket. Og ve den, som forsøgte sig med ulovlige metoder, for straffen var inddragelse af kort og karantæne. For nogle ville det være en næsten ubærlig straf. Tænk at skulle stoppe sit fiskeri efter måneders forberedelse, fordi man enten havde overset en regel – eller fordi man i frustrationen over, at de ”fordømte laks” ikke ville bide på, lige havde forsøgt sig med et diskret – ryk – lige da laksen viste sig i overfladen.

Den originale Pool 1 ved Mørrum

Når man står på pladsen foran Laksens Hus, befinder man sig ved åens Pool 1, som er midtpunktet af hele det originale Mørrumfiskeri. Går man til venstre og følger broen ud over åen, kan man opstrøms se Kongsfossen, som er åens længste og største foss. Vender man blikket nedstrøms ses så pool 1. For at visualisere opdelingen er de første 16 pool`s nedstrøms Kongsfossen og de resterende pools 17-32 opstrøms. 

Pool 1 er et naturligt mødested for mange af åens fiskere. Fra østsiden kan man via en gangbro gå ud til de to øer – Whisky Island og Cognac Island. Her sidder fiskerne i venteposition og afventer, at de, som allerede fisker i pool 1, kommer gennem fiskevandet, så næste fisker kan indtage fiskepladsen.

Særligt når maj-laksen stiger ind i åen er fisketrykket stigende, og det er ikke unormalt, at der befinder sig omkring 8-10 fiskere i venteposition på øerne, mens tre fiskere gennemfisker poolen. Fiskeriet foregår glidende, typisk ved at man tager et kast, går et par skridt, og fremdeles. Så når en fisker har fisket ned til Cognac Island og går op, gør næste mand sig klar.

 

Karl-Heinz Kleine med dagens fangst fra Mørrum.

Karl-Heinz Kleine med dagens fangst fra Mørrum.

 

Karl Heinz Kleine – prototypen på en fluefisker

På Vest siden af Pool 1 er der kun få, der vader ud og fisker. Stenen uden for den store pilebusk kaldes ”Kleine-stenen”, for på denne sten stod Karl-Heinz Kleine, der var ulasteligt klædt med læderkasketten, den rød/sorte halsklud, vesten, den røde skjorte og så sine waders. Blandt Mørrumsfiskerne var Kleine en ener. Han har boet i Mørrum i mange år, var oprindelig tysker og derfor tilflytter, som i øvrigt flere af mine venner – udelukkende for at bo ved åen.

Mine første møder med Karl-Heinz Kleine er tilbage til midt 90erne. Særligt husker jeg, når han førte sine ”kunder” rundt til diverse hotspots.  Kleine havde nemlig en mindre bibeskæftigelse med at arrangere og guide lystfiskere – primært fra Tyskland. Især var han glad for at placere de, som han var guide for, nær ved betonvæggen i pool 4, og så selv stå på jernbanebroen oven over med polaroidbriller for at spotte, hvor laksen stod, hvorefter han så dirigerede lystfiskeren til de rette kast. Jeg siger ikke – slet ikke – at det var snyd, men tilstår, at jeg synes det var spøjst. Set-uppet var ofte et samtaleemne ved åen.

Karl-Heinz Kleine døde for år siden og har, som det er skik i Mørrum, når en ”af de store går bort” fået en mindebænk ved åens bred.

 

Bornholmske Torben Hansen med en flot spinfluelaks fra Mørrum.

Bornholmske Torben Hansen med en flot spinfluelaks fra Mørrum.

Efter laks med spinflue i Mørrums Pool 2

Nogle af mine bedste venner i Mørrum er bornholmerne. De er altid glade og optimistiske samt noget så sjældent som spin-fluefiskere. Dem finder man altid i Pool 2 om aftenen i maj.

For få år siden var fiskeriet i Pool 2 forbeholdt spin og spinflue. Kort fortalt er spin-fluefiskeriet bare, at man benytter traditionelt spinnegrej, og for enden af linen, har man så et rig, der består af synk, og en line på et par meter, hvorpå fluen bindes i enden.

Det lyder let og enkelt, men som alle andre former for lyst/sportsfiskeri, er denne metode, som i øvrigt netop er opfundet i Mørrum, gennem tiderne naturligvis blevet forfinet. De fluer, der benyttes, er bundet lidt anderledes, end de som bruges på fluestængerne. Ikke mindst hastigheden på fluens bevægelser, er en vigtig parameter for, at dette meget effektive fiskeri, kan blive optimalt.

Bornholmerne består af grundstammen Torben Hansen, Simon Rømer og Jacob Blom. Hertil kommer nogle af deres venner, så det forstås, at når Bornholmerne er i Mørrum, så er der liv i Pool 2.

Torben, Simon og Jacob har sammen mange laks på samvittigheden. De er dygtige og har virkelig nørdet med spinflue metoden. Sammen har de udviklet deres helt eget system til at belaste fluerne på, og at intet overlades til tilfældighederne, er man ikke i tvivl om, når man står mellem disse gutter. Fluevalget er også blevet en videnskab for de tre; nuancer i farverne, hvornår på dagen de forskellige fluer benyttes og lignende. Alt det gør, at fangsterne sjældent udebliver. Dog skal det tilføjes, at de også passer deres fiskevand, for tæller man timerne, de er ved åen, så skal der stadig foretages tusindvis af kast, før én af de smukke laks tager fluen.

Når de ikke er ved åen går meget tid med at forfine, rense grej og hygge på campingpladsen ved Åkrogen – og ingen kan som Simon Rømer skille og rense et multiplikatorhjul.

 

Geddefeber

 

En tysker i fight med en af Mørrums flotte laks - og til højre Henrik Madsen med en flot laks.

En tysker i fight med en af Mørrums flotte laks – og til højre Henrik Madsen med en flot laks.

Grünwalds hood – Pool 7

Jan Grünwald er forfatteren til bl.a. bogen ”Laks” – og han er danskernes grand old mand ved Mørrum. Men hvem er egentlig Jan Grünwald? Forfatteren, fotografen, laksefiskeren?

Nakken, kælenavnet for det vanvittigt smukke stemlignede fald lige i midten af Pool 7, samt ned i det hidsige strøm i Pool 8 på den øster side af åen, var Jan Grünwalds legeplads. Det var en velvalgt plads, når man ser på de maleriske scener, området er så begunstiget af, men dæleme ikke det letteste sted at fighte fisk på. Mange har gennem tiderne lige skullet prøve et kast ud i det smukke vand, hvor efter laksen hugger og en næsten umulig fight, for de som ikke kender pladsen, begynder. Laksen fører på point allerede fra starten, og får man landet en fisk her, så må det betragtes som et stort trofæ.

Jan havde desuden en anden evne. Han forstod at fiske direkte under de ellers meget generende træer opstrøms pool 7 på østsiden, der med store og lavt hængende grene ud over vandet, gjorde fiskeriet yderst vanskeligt. Så her – under træerne – kunne man finde Grünwalderen fiske, især i middagsstunden, hvor andre fiskere typisk var til frokost eller gået fra åen for at holde en velfortjent pause.

Jan er det hele, men nok mest – laksefisker. Ingen kan vel rigtig huske hvornår Grünwalderen startede med at laksefiske i Mørrumsåen, men i mange mange år var han en af eliten, ikke kun af navn, slet ikke, men primær af gavn. Grünwald, Erik Erlandsson, Michael Frödin, Lars Terkildsen, Ulf Siil og ikke mindst Kent Håkansson, var dem ”man” gerne ville møde. De var – og er – hver især gode ambassadører for området,

Jan Grünwald, som jo gjorde lystfiskeriet til sin levevej, skrev bøger hvoraf flere er blevet til bestsellers – bl.a. LAKS et digert værk på 380 velskrevne sider, krydret med gode aktive billeder og tydelige forklaringer på hvad og hvorfor en metode, der bare er at foretrække frem for en anden.

Jan Grünwald havde gennem mange år en fast lørdagsside i Politikken. Her formåede han uge efter uge, at fortælle levende og nyt om alt fra fladfiskeri på Sundet til Laksefiskeri i Mørrum. Artiklerne havde mange læsere, for husk at tiden var uden internettet så informationerne, fik man fra månedsbladene og artiklerne i dagpressen eller magasiner.

Uagtet, at Jan Grünwald nærmest havde fri adgang til alt af Skandinaviens og de Britiske øers bedste laksefiskevand, så står netop Mørrum’s te-brune fiskevand klart for ham, som en første prioritet. Han kan om nogen fortælle om de vanskelige laks, der vandrer ind i åen i maj. Og om fighter og mistede fisk, tænk…

Vi er stadig nogen, som bare aldrig bliver kureret for den ”satans” sygdom – Mørrumsbacillen.

 

Børge Munk Jensen

Børge Munk Jensen

Pool 13 – Munkens favorit

Børge Munk Jensen – globetrotteren, den snu journalist, Berlingskes mand på stedet. Børge Munk Jensen – CIM eller bare Munken var en både fræk, snu og interessant personlighed. Jeg har mange nætter siddet og ikke bare lyttet, nej blevet underholdt, når Munken sad på Kongestolen i ABU hytten på Ekebergsvägen ned mod Mørrumsåen, lidt nord Mørrum by. For når Munken fortalte, var det med store armbevægelser.

Mit første møde med Munken, var netop på en af fiskebroerne i Pool 13. Jeg kom gående fra Pumpestationen op langs åen. På en af broerne ser jeg en ældre mand, som med nogen besvær forsøger at dreje sig, for at komme ind. ”Hej, Du hjælp mig lige”, råbte Munken. ”Jeg kan fandeme ikke få de gamle ben til at makke ret”… Den sætning blev startskuddet til et årelangt venskab. Munken fyldte godt i et rum, hans fortællinger var drabelige og som Jyde mente jeg, man skulle trække lidt fra, når det blev FOR vildt.

Eksempelvis da fortællingen var, at han nær havde fået armen bidt af en haj. Metaforene om hvordan blodet farvede båd og vand rødt, mens hajen bare frådende kastede sig rundt var…utrolig. Eller hvad med den om fighten med sværdfisken, som tog 24 timer. Anekdoterne om de mange laks i Namsen og alle de mange Verdensrekorder, linetykkelses rekorder osv. Men lige så store armbevægelser var, ligeså nærværende kunne han være – faktisk næsten, som en slag bedstefar.

Munken var altid på farten, og som den første dansker overhovedet arrangerede han fiskerejser bogstaveligt talt Jorden rundt. Eksempelvis ture til Grønland, Afrika, Sydafrika, De Kanariske øer og naturligvis til hans elskede norske Namsen, hvor han i over 50 år arrangerede fisketure, som alle kunne – mod betaling naturligvis – tilmelde sig. Men – han arrangerede også til Mørrum, både med fiskeri i Kronolax`s fiskevand og på ABU strækket. Det var de såkaldte ”Drømmerejser”

Mange af disse historier var, som sagt både drabelige og utrolige – men jeg fik syn for sagen, da jeg senere overtog en del af hans artikler i kufferter og kasser, som dermed blev mit vidne om et fantastisk lystfiskerliv, dette gør bare, at min respekt for Børge Munk Jensen er kæmpe stor.

Munken er stadig repræsenteret i Guinness rekordbog, som den journalist der har været aktiv i flest år. Omkring 35 gange var Munken til premiere ved Mørrumsåen, altid boede han der, og følget på Hotel Valhalla og fiskeriet foregik for det meste med spin. Særligt havde Munken kærlighed til det tidlige forårsfiskeri, og så fik han jo også oprettet de ikoniske Drømmerejser til ABU hytten. Det var en konkurrence, hvor særligt heldige eller dygtige lystfiskere, fik et ophold med alt betalt i ABU hytten. Og for de mange, der har været på sådan en tur, blev det en oplevelse for livet.

Janne Nielsson ved Pool 15/16

Janne og hans Kone Eleonore havde værelses udlejning til lystfiskere i deres hjem på Glasvägan. Her boede dedikerede lystfiskere hele sæsonen igennem. Eleonore styrede udlejningen og rengøringen, og Janne skaffede nye ”kunder” langs åen. Det var også sådan, at jeg kom ind i varmen, hos disse flinke og gæstfrie mennesker.

Det sted jeg havde lejet var desværre overbooket, så jeg stod pludselig uden noget sted at overnatte, men så kom Janne. Han havde hørt, at jeg manglede husly og tilbød mig et værelse. Siden boede jeg primært på Glasvägan, når jeg var i Mørrum.

Janne Nielsson, var en guttermand. Han var optimist, når vi andre klagede over, at laksen endnu ikke var kommet, så var svaret altid… ”jo jo, men de går rakt igennom”. Det var umuligt at overbevise Janne om, at der i perioder, bare ikke var fisk i åen.

Janne var her og der – og alle vegne, men mine bedste minder om hans erfaringer var, når han var på udkig. På udkig efter når årets første laks, skulle komme op i åen.  Så var Janne i sit es. Ved de nederste pools – 15 og 16 – stod han med blikket rettet, mod unormale krusninger eller fisk der viste sig i overfladen. Klar med fluestangen, så de første kast og den første præsentation af en flue – den var ofte Jannes.

Hans storhedstid varede i mange år. De første år boede familien i Malmø, og de havde så deres Campingvogn, stående sæsonen igennem på campingpladsen ved Forshaga. Senere flyttede de også til Mørrum og ind i huset på Glasvägan.

Jeg ved ikke, hvor mange laks Janne har fanget i Mørrumsåen, men vi taler om rigtig mange, store stærke fisk, og et par gange endda ”Årets fisk ”– altså sæsonens største laks fanget enten flue eller spin.

På værelserne og i fællesrummet hos Janne, var der billeder af mange af fangster og naturligvis også af Janne og hans søns fangster. Særligt husker jeg et billede med Janne og hans søn, hvor de stolt viser dagens fangst; på cyklen mellem dem hænger tre laks. Denne ene dag i maj fangede Janne og hans søn hele fem blanklaks.

Janne var indbegrebet af hjælpsomhed, tit når jeg skulle skrive en artikel til fx Fisk og Fri, havde jeg venner med til Mørrum. Venner som ikke havde prøvet fiskeriet Mørrumsåen før.

Janne overtog guidningen af disse debutanter og hans største ønske var hver gang – bare de nu kan fange en af åens kæmper.

Når jeg taler med vennerne om tiden, som var 10 – 15 år tilbage, så er det Janne de fremhæver. Janne og den viden samt hjælpsomhed, han altid med stor dedikation, delte ud af. Og så det at langt de fleste spørgsmål, der blev stillet til Janne, blev besvaret med – ”javist” …

Så, når jeg ankommer til Mørrum, er et af ritualerne, at skal jeg forbi mindebænken ved Pool 16 og derefter Jannes gravsted, hvor denne kæmpe og gode ven, nu hviler med udsigt over Pool 1 og 2. Æret være Jannes minde.

 

Geddefeber

Pool 18 – mindet om Jens Ploug Hansen

Jens Ploug Hansen var her, der og alle vegne, han var dog ikke, hvad jeg vil forbinde med en Mørrum’s entusiast. Men Jens havde næse for, hvor der skete noget, og hvor der var penge at tjene på en artikel.

Så derfor var han jævnligt ved åen – og gerne Pool 18. Hans ligefremme måde, at tale med lystfiskerne på gjorde, at han mange gange var først med historier om, hvordan fiskeriet i Mørrum gik. Det var jo som nævnt en anden tid. I dag er nyhederne om fangster på nettet få minutter efter fisken er nettet, hvilket ses på fiskertrykket i dag. Det stiger eksplosivt i dagene efter første blanklaks er fanget.

Uden at virke alt for konservativ, var der en charme i at komme til Mørrum – typisk for mit vedkomne omkring 11. maj. At være ved åen og fornemme spændingen om, hvornår kommer de… blank laksene….

Hele området summede af liv, intensitet og forventning. Det oplever man desværre ikke så meget længere.

Jens var formidleren. Jeg har ikke indtryk af, at han selv var den guds benådede lystfisker, men skrive – det kunne han. Og det siges at han havde Europas største arkiv med fiskebilleder, og altså igen – husk det var ikke på telefoner og digitale enheder, det var dias og papirbilleder. Så når landroveren var i området var ingen i tvivl; lystfiskervagabonden var på jagt efter en drabelig historie.

At Jens Ploug var produktiv, behøver man bare at kigge på udbuddet af lekture om lystfiskeri i 80erne og 90erne for at indse. Jens Ploug skrev og fotograferede med arme og ben og stilen i hans fortællinger greb læseren, så  han var en kæmpe ambassadør for lystfiskeriet i en periode på vel 25 år.  

 

Lars Terkildsen

Lars Terkildsen

Pool 32 – Lars Terkildsen – forretningsmanden

Jeg springer ud i det. Første gang jeg mødte Lars Terkildsen var i Rosendala engang i starten af 90´erne. Min gode ven og fiskekammerat Michael Sørensen og jeg var på vores årlige tur til Mørrum. Vi havde til denne tur brugt vinteren til at aptere vores nyerhvervede Kunnan klinge, således, at ”kæppen” på 16 fod, kunne bruges i Mørrum. Den var tung som et ondt år og stiv som et kosteskaft, men vi var glade og tilfredse.

Vi sad så på skrænten ned mod åen i Pool 32. En ”tosse” stod på ”vores plads”. Der var en lystfisker med betydeligt mere teknik og meget bedre grej end os. Han stod cirka fem meter ude i åen, og med lange samt smukt udførte kast susede fluen ud igen og igen – præcist placeret på laksens standplads. Bare lyden af kastet var fantastisk, for her dybt nede i ådalen blev selv de mindste lyde forstærket. Og den energi Lars fik overført fra linen, ind i stangen for så igen at blive overført til udkastet – ja, den lyd elsker jeg. Ikke én eneste bevægelse var ukontrolleret, men vi to unge bonderøve fra det vestjyske sad højlydt og kommenterede fiskeren. Ord som blærerøv, svensker og ”om han var groet fast” ytrede vi nok lidt for højt. Efter et par kast trak fiskeren hårdt i stangen – fluen blev flået ud af vandet og sekundet efter grebet i luften. Smask – lige i hånden. Så vendte han sig om og på klingende dansk sagde han smilende ”så er det jeres tur – drenge”. Om vi var flove…

Det var Lars Terkildsen, endnu en tilflytter, men Lars var som overskriften også forretningsmanden og ejer af butikken All Fly, som senere blev til Fiskeshopen, der var et sted alle kom – ALLE. For udover, at der var diverse grej, så var det også stedet, hvor alle informationer om fiskeriet, prognoserne og sladderen florerede. Butikken har levet en omtumlet tilværelse. Den første placering var ved Røgeriet i Pool 17, og derefter inde i byen på samme sted, hvor et af pizzeriaerne nu ligger. Nu er den endelig placering i hjertet – nemlig i Laksenshus.

Vores første besøg var inde i byen, hvor alle kvadratcentimeter var fyldt med grej – en hule, hvor alle ens drømme om grej var. Vi var meget imponeret. At Lars Terkildsen så også var en af åens kendte, gjorde jo ikke oplevelsen mindre. Særligt husker jeg skuffe nr. 2 i disken, for når Lars stod bag disken kunne han lige ”finde på” at trække den famøse skuffe ud, hvorefter en kæmpe samling af medajler for fangst af trofæfisk i Mørrumsåen blev fremvist…

Lars og hans hund – en stor godmodig berner sennen, ses dagligt når runden om åen, ved hjælp af broerne ved jernbanen og ved Kongsfossen, skal gennemføres. Ligeledes er det næsten sikkert, som ammen i kirken, at skulle man fighte laks i Pool 2, som bogstaveligtalt ligger i Lars Terkildsens baghave, kan man være sikker på, at han kommer ned, bare lige for at se, om fiskens landes og hjemtages eller genudsættes, jeg har forsøgt at spotte, om der er opsat kameraer, uden held.

 

Ulf Sill - manden bag Beiss fluen, der også anvendes meget i danske lakseåer.

Ulf Sill – manden bag Beiss fluen, der også anvendes meget i danske lakseåer.

Pool 32 – Ulf Siil – Mr. Mørrum

Ull Siil er i min optik en af verdens bedste fluebindere og desuden opfinderen af bl.a. Beis fluen.  Han er også en tilflytter til Mørrum. Han var endnu en af dem, man bare ville se fiske, Ulf er, uden noget forkert i det, ikke speciel høj, men det forhindrede ham ikke i, at vade ud til pladser, som andre ikke turde vade til. Tit så man Ulf stå med løftede arme, mens vandet sneg sig til kanten på hans waders – og på trods af denne meget ubekvemme armstilling, blev fluen lagt ud på fiskens standplads med en præcision som få.

Ulf kunne komme til en fisk, som havde vist sig i længere tid, hvorf flere andre fiskere havde forsøgt sig måske i timer uden held – og såp …vupti – fik ”Silden” hug. Den umulige fisk kunne ikke står for fluen. Vi var mange, der gerne ville vide, hvad hemmeligheden var. For noget var der.

I en lang periode, måske over flere år var Ulf Siil med rette, nok en af de mest eksponerede lystfiskere ved Mørrumsåen. Altid diskret smilende og med en stolt blik blev han fotograferet med store smukke blanke majlaks.

Ulf Siil var også i en lang årrække guide for åens lystfiskere, så nogle af jer læsere har nok oplevet det at følge Ulf og modtage gode råd som efterfølgende forhåbentlig har givet jer mange laks.

Som nævnt var Ulf opfinderen af flere storfangende fluer og ikke mindst hele konceptet med Beis fluen. Ikke et hår og da slet ikke et fjer, sidder forkert, og det gode ved hans fluer er, at de er skabt til brug.

Har man oplevet Ulf binde en flue, er det som at se en kunstner skabe et værk. Hastigheden på fluebindingen er utroligt, og alt bruges til at holde tråde, fjer og hår på plads, når fingrene bruges til at placere fx vingen, holdes tråden stram med munden. Når Ulf binder en flue, så er det en kunstner, der arbejder.

Ulf bor stadig i Mørrum, men umiddelbart har han lagt fiskeriet på hylden. Det er i hvert fald længe siden, vi har set ham ved åen. Men Ulf Siil – er stadig Mr. Mørrum.

 

Laksefiskehygge ved Mørrum.

Laksefiskehygge ved Mørrum.

Historien bag Kronolaxfisket ved Mørrum

Laksefiskeriet i Mørrum er meget gammelt og siden oldtiden kongeligt. I dag forvaltes laksefiskeriet af Sveaskog gennem Mörrums Kronolaxfisket.

Den tidligste kendte bekræftelse af kongeligt ejerskab af laksefiskeriet i Mørrumsåen findes i den danske konge Valdemar II.’s Jordebog dateret 1231. I denne står der: “Mørum caputra salmonum”, oversat til “Mørrum med laksefangst er en del af det danske kongelige hof.

I 1333 pantsatte den danske konge fiskeriet i Mørrum til biskoppen i Lund. Mere end tre hundrede år efter i 1658 erobrede Sverige blandt andet Blekinge fra Danmark, hvilket drastisk ændrede vilkårene for kronens laksefiskeri i Mørrum. Denne overtagelse begrænsede den danske konges rettigheder ved åen. Bl.a. betød det, at kongens rettigheder blev begrænset til strækningen fra Grinderna i nord (Pool 19) ned til Vecklebäcks i syd (Pool 15).

Dagene for kongens rettigheder var talte den 21. november 1645, hvor Mats Andersson Kock fik ret til at bruge laksefiskeriet i Mørrumsåen på livstid for en årlig afgift på 200 rigsdaler. Han blev dermed ikke blot den første dokumenterede forpagter af Mörrums Kronolaxfiske, men også den sidste i dansk tid.

Mørrum’s ældste bevarede røgeri, og Laxagården kan man bo i dag, da det er en af Mørrum Kronolaxfisket overnatningsmuligheder. Senere indløste staten de individuelle laksefiskerettigheder på Kronolaxfisket strækning af Mørrumsåen i slutningen af 1920’erne og 1930’erne.

Der var et intensivt kommercielt fiskeri efter laks i åen frem til 1960’erne. I dag er alt kommercielt laksefiskeri ophørt, men de gamle permanente fiskepladser ved Kongsfossen og Hönebygget kan stadig ses. Alt lakse- og ørredfiskeri udøves i dag som sportsfiskeri.

I løbet af den første del af det 20. århundrede blev der gjort nogle tapre forsøg af englændere på at udøve sportsfiskeri i åen. Blandt andet forsøgte to lystfiskere fra England i 1908 at fiske laks i åen, men desværre var det midt i sommervarmen og efter 14 dages intensivt fiskeri gav de op, hvorefter de sås aldrig mere ved åen.

I 1910 blev der foretaget en ny test af to andre englændere. De fik laks på flue! Ejerne blev dog direkte vrede, da de fandt ud af, at englænderne var ved at afkroge og genudsætte fiskene i stedet for at hjemtage. Det resulterede i at disse englændere hurtigt fik inddraget deres licens og sendt hjem til England.

I 1937 blev Gunnar Johansson udnævnt til fiskemester på det dengang nyetablerede lakse- og ørredklækkeri i Mørrum, og i årene 1939-1940, midt under den rasende verdenskrig, blev der udført prøvefiskeri for egnethed til sportsfiskeri af blandt andre lystfiskeren Sven O. Hallman, der var anerkendt på det tidspunkt. Og så – altså lige siden foråret 1941 – har Mörrums Kronolaxfiske været det, som vi kender i dag. Nemlig et sted, hvor lyst- og sportsfiskere har valfartet til og som nu altså kan indlede sin sæson nr. 85.

Vil du fiske i Mørrum?

Pas på – har man én gang været i Mørrum og mærker man suset, så er man solgt. Herefter vil Mørrumsåen spøge i dit baghoved, og du vil få bacillen. Som noget helt nyt starter sæsonen allerede 1. marts – næsten en måned før normalt. Fanger stemningen din opmærksomhed, bør du give det et skud, gå ind på hjemmesiden www.morrum.com og se hvad der tilbydes af dagkort og langtidskort.

God fornøjelse

Litteratur: Nap og Nyt, Laksen – Jan Grünewald, Pool Guide til Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen, Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen og Havørred i åen – Jens Ploug Hansen

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

KARPEBONANZA PÅ EN VINTERNAT

– Fiskefeberen var ulidelig og med en fire døgns næsten-nulbon ugen før, var det ikke blevet bedre, fortæller Kristian Graubæk. – Kuren var heldigvis lige til. Nemlig mere fiskeri….

– Jeg kender mine lus i pelsen, så det med at vælge det rigtige vand var nemt. Valget faldt på en mindre grusgrav, der på papiret dog burde være svær. Varierende topografi og meget store områder med tæt grøde er klare minusser. Men den har før haft givet karper i vintermånederne.

– Søen ankom jeg til i løbet af formiddagen, og jeg lagde stængerne ud på dagspladserne, hvor det kunne forventes, at karperne i den relativt varme og solrige dag ville indfinde sig. Det gav dog intet, så sidst på dagen blev stængerne flyttet til natpladserne. De korte kombi-multirigs med Butterfish boilies direkte fra posen, blev lagt ud på dybere vand under større udhængende pilebuske. Et par enkelte håndfulde krymlet boilie med ukogt basemix og Butterfish Glugg blev kastet ud over taklerne sammen med 5-7 boilies. Den agn har før virket i de kolde måneder, så tilliden til den fremgangsmåde var høj.

– Efterhånden som solen gik ned, og stjernerne kom frem på himlen, begyndte temperaturen at falde til under frysepunktet. Der var ingen vind, så vandoverfladen var helt stille, og det eneste man kunne høre, var de tudende ugler og galpende ræve. Ingen karper sprang eller rullede. Det var okay. Fiskefeberen var så høj, at de manglende livstegn fra karperne blev ignoreret. Fokus blev rettet på den lækre februarnat og med det varme tøj samt thermokedeldragten, var det ingen udfordring at sidde på afkrogningsmåtten, og bare nyde det.

– På trods af de manglende livstegn, begyndte der at komme linenap på flere af stængerne. Spændingen steg og ligeledes gjorde motivationen. Ved 19-tiden var der et meget lille dropback på den ene stang, og den blev samlet op. Linen blev spolet ind til kontakt, og så var der fast fisk og kraftig hovedrysten. Fighten er meget rolig, og fisken fulgte bare med. Han valgte at gå i båden efter den, for at undgå at den satte sig i grøden.

– Årets første karpe er en realitet. En flot spejlkarpe på 10,5 kg. Så er vi i gang! De følgende timer var der enkelte linenap, og ved 22-tiden gik jeg i seng. Men noget søvn nåede jeg ikke, da der kort tid efter var et heftigt bipperi på den samme stang igen. Da jeg stod over stangen, blev der revet line af hjulet, og en heftig fight begyndte. Igen gik jeg i båden, da denne fisk havde sat sig i grøden. Efter noget tovtrækkeri, og stadigt stigende mængde af flydende grøde i den mørke nat, kom fisken fri og blev synlig. Spændingen steg, da det var en okay god fisk. Den blev hurtigt nettet og sikret. Godt – nu var to karper landet. Ved kontrol af tacklet kunne det konstateres, at agn, krog og rig som helhed kunne godkendes til genanvendelse, så taklet og de sidste 5 Butterfish boilies bliver lagt ud igen.

– På turen retur til pladsen, så han to ting. Den søde køter var der ikke mere, og der var hug på den anden stang. Vildt med dobbelthug på en vinternat. Hunden blev heldigvis hurtigt fundet, da den stod og åndede drabeligt ned i et rottehul. Den anden stang blev samlet op, og det konstateredes, at karpen havde lavet drop back og sat sig i grøden. Den kom dog ret hurtigt fri, og gik i overfladen. Efter en kort fight blev den sikkert nettet.

– Euforien var høj og feberen, puha, den havde lagt sig, men tanken om at den var kronisk, lurede i baghovedet. Altså, hattrick og dobbelthug på en vinternat med 3 flotte karper på 10,5 10,5 og 12,8 kg. Det var jo bedre end hvad der kan opnås i en realistisk drøm. Resten af natten forløbe roligt, og turen blev afsluttet med fotografering i det spæde morgenlys, med fuglefløjt og morgenis på søen, slutter Kristian, som du kan følge på Instragram: @kgraubaek

Har du selv fanget en god fisk, så send 10-15 linjer og et par fotos til jb@fiskogfri.dk

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

LOOSE SCALES FRA SAVAGE GEAR

Savage Gear er netop kommet med en kollektion af nye farvekombinationer til fiskeri efter havørred på kysten, der, som navnet antyder, er inspireret af overspringernes løse skæl. De fås på flere af Savage Gears efterhånden klassiske kystagn – fx kystwobleren Line Thru Sandeel, samt rotationsgennemløberne Zerling og Seeker LT plus ISP. 

Loose Scale serien giver et irregulært flashmønster, der sammen med klassiske farver og UV-aktive røde prikker, giver nogle super lokkende agn. Blinkene leveres som altid med en glowperle, en rød UV perle, en klar glasperle, springring samt både enkelt og trekrog, så man selv kan vælge. Priserne ligger fra 60-80 kroner stykket.

Nærmeste forhandler henvises fra Pure Fishing på 86 44 78 99.

En af dem, der netop har været ude at teste de nye farver er Savage Gears Prostaffer Kim Christoffersen: – Så var den gal igen igår med en super fin fisk på LT Sandeel med Loose Scales i det stille fjordvand, fortæller han. – Den gav en rigtig god fight, og der gik alligevel noget tid med at få den landet. Den huggede min agn hårdt og kontakt samt tog nogen fine udløb. Jeg vurderede den i starten til at være større, men fik målt den til næste 60cm (øverst tv) og herunder.

Loose Scales Limited Edition for enden af forfanget i fjorden:

 

Den nye farvevariant Loose Scales Limited Edition fås som her til LT Sasndeel, men også Zerling og Seeker. Alle tre perfekte agn til kystspin efter havørred.

Den nye farvevariant Loose Scales Limited Edition fås som her til LT Sandeel, men også Zerling og Seeker. Alle tre perfekte agn til kystspin efter havørred.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

EN FLOT BLANKFISK PÅ BLINK

– I onsdags havde jeg en aftale med Louise om, at vi skulle til Djursland for at se, om vi ikke kunne finde et par havørreder, fortæller Irena Mathiasen. – Jeg har lært Louise at kende igennem Facebook gruppen “Kvinder i Waders – Lystfiskeri i fokus”, og det er fantastisk, hvordan vi på kryds og tværs af landet skaber venskaber, der i sidste ende kan skabe de skønneste oplevelser ude ved vandet.

– Selvom jeg havde glædet mig meget til dagens tur, var jeg også lidt skeptisk. Vandstanden så dagen forinden allerede dårlig ud, men vi holdt fast i planen. Da Louise samlede mig op om morgenen, så det endnu værre ud. Jeg havde taget et kig på vandene i nærheden og kom til den konklusion, at Limfjorden havde rigtig fine forhold. Vi blev hurtigt enige om at lave planen om – og afsted det gik.

– Vi ankom til første plads ved Skive Fjord. Vi konstaterede hurtigt, at flydende ålegræs var der i hvert fald nok af på pladsen. Men da vi primært fik det på krogen langt inde, skiftede vi begge til enkeltkrog og kløede på. Vi skiftes til at fange lidt fisk og have flere kontakter samt mistede et par stykker hele pladsen igennem. Nærmest alle havørreder var imellem 38-45 cm. Og selvom det var dejligt at have god action, så savnede vi lidt en bedre fisk og var begge enige om, at den måtte være der ude! 

– Helt ude i kastet krogede jeg pludselig en god fisk. Den sprang helt fri af vandet flere gange under fighten, så det var med stor glæde, da Louise skovlede den i nettet. Vi tog et hurtigt billede af den smukke blankfisk og sendte den retur til fjorden. Billedet viser desværre ikke helt, hvor bred over ryggen ørreden var. Det var virkelig en vinterørred i god form. 

– Humøret var helt i top efter sådan en fisk og vi kørte kort efter videre til endnu en plads i Limfjorden med høje forventninger. Her fandt vi også fisk, og man må bare elske, når ens gamle pladser levere som de plejer. Det er så tilfredsstillende, når man træffer gode beslutninger, der belønner sig. Vi fortrød i hvert fald ikke et sekund, at vi var kørt mod nord i stedet for til Djursland, og vi havde på alle måder en skøn dag ved vandet.

– Jeg fiskede med min Abu Garcia Sölv AG1 9′ 5-21g, Abu Garcia Revo SX2500, og alle mine fangster blev taget på en Sölv Skärr, 12 gram i farven Matte Red. En af mine absolutte favorite agn og farver til det kolde vand.

Du kan følge Irena på Instagram her.

 

 

Geddefeber

 

fiskede med min Abu Garcia Sölv AG1 9' 5-21g, Abu Garcia Revo SX2500, og alle mine fangster blev taget på en Sölv Skärr, 12 gram i farven Matte Red.

Irena fiskede med sin Abu Garcia Sölv AG1 9′ 5-21g, Abu Garcia Revo SX2500, og alle mine fangster blev taget på en Sölv Skärr, 12 gram i farven Matte Red.

 

 

drømmerejse iFish Travel

MØD GARMIN PÅ MARITIME DAGE 2025

Maritime Dage – tidligere kendt som Fredericia Boatshow – er det største danske event for sejlerfolket, og i år stiller Garmin op med sin største messestand nogensinde på dansk jord. Garmins brandfamilie er vokset løbende over de seneste år med opkøbene af varemærker som inReach, Fusion og JL Audio stereo, Navionics søkort, Vesper kommunikation, EmpirBus digital switching og senest Lumishore belysning – Garmins univers vokser hver dag. Kom og se de seneste nyheder og drøm dig hen til sommerens hyggeaftener i båden i vores lydhjørne.

Hos Garmin ser vi altid frem til at møde vores slutkunder, og har man brug for en god handel, er der stærke Garmin forhandlere på plads som Shipshape, Herning Trailer- og Bådcenter, Dansk Marinecenter, Bådudstyr og Honda-Shoppen, så messen er altid et godt sted at handle.

På Garmins stand kan du blandt andet møde Lars Wichmann fra Navionics, og første weekend (lørdag og søndag klokken 12-15) kan sejlerfolket hilse på top-kapsejleren Henrik Jørgensen og få et indblik i hans dybdenørderier omkring sin nye X-Yacht XR 41 racer, der er spækket med Garmin-udstyr.

Køber du et nyt Navionics søkort på messen, kan du på Garmins stand få udleveret en 50 % rabatkode til Navionics Boating app. Du finder Garmin på stand A-1302 på Maritime Dage 21.-23. februar og 28. februar til 2. marts 2025 – vi ser frem til at møde dig, slutter teamet bag Garmin Danmark.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

KOM TIL FISKERINGENS GREJAUKTION 2025

Onsdag den 5. marts 2025 kl. 19.00 afholder Fiskeringen, i samarbejde med Sport Dres, grejauktion i Nærum Fiskeklubs lokaler under Skovlyskolen, Borgmester Schneidersvej 40, 2840 Holte.

Der er eftersyn af de udbudte emner fra ca. kl. 18.15. Auktionslister vil ligge på Fiskeringens Facebookside fra den 1. marts 2025. Du skal indlevere dit grej til Kris i Sport Dres på Frederikssundsvej 50, 2400 København NV i perioden fra mandag den 10. februar 2025 til tirsdag den 25. februar 2025, begge dage inklusive.

Du bedes venligst medbringe en liste med navn på de enkelte effekter. Alle er velkomne til at indlevere – også ikke-medlemmer af Fiskeringen. Vi ønsker kun velfungerende og ordentligt grej, så sorter venligst i sagerne, inden du indleverer dem. Auktions udvalget forbeholder sig retten til at lade ting udgå inden auktionen. Man har mulighed for at sætte en mindstepris, dog kun på ca. 10 % af varerne. Der vil være en provision på 15% af salget til Fiskeringen, som sælger betaler.

Auktionen er åben for alle og budsteps er minimum 20 kr. Betalingen under auktionen sker ved MobilePay eller kontanter og foretages ved hvert enkelt køb. Deltagere ved auktionen skal have et købernummer for at kunne byde. Nummeret udleveres ved indgangen. Der er gratis adgang og der kan købes øl og vand.

Vel mødt – Fiskeringen og Sport Dres

Har du behov for yderlige info så skriv til: kris@fiskeringen.dk

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

AKTIV FRITID – KOM TIL KYSTCUP 2025

Kystcuppen har været en kæmpe succes de sidste par år, og arrangementet, der afholdes af butikken Aktiv Fritid i Køge samler altid en masse passionerede fiskere til en weekend fyldt med spænding og fællesskab.

– I år afholdes Kystcup fra fredag den 21. marts til søndag den 23. marts 2025, fortæller Kristian Skopljak. – Deltagerne har mulighed for at fiske langs kysterne på Sjælland, Falster, Lolland, Møn og de tilknyttede øer. Kun havørreder fanget ved spin- eller fluefiskeri fra kysten kan deltage i konkurrencen. Indvejning af fangster foregår personligt i Aktiv Fritids butik.

 Præmier:

  1. Gavekort på 20.000 kr
  2. Simms G4z waderes og G4 støvler
  3. Shimano Stella og Shimano Lesath

Der vil være præmier til de største 12 fisk

 Tilmelding:

Deltagelse i Kystcup 2025 koster 350 kr, hvilket inkluderer en velkomstgave. Tilmelding kan ske via hjemmesiden eller direkte i butikken på Torvet 19, 4600 Køge.

Kystcuppen er en fantastisk mulighed for både nye og erfarne fiskere til at teste deres færdigheder, nyde naturen og være en del af et engageret fiskerfællesskab. Uanset om du deltager for konkurrencens skyld eller for oplevelsen, lover vi, at Kystcup 2025 bliver en fantastisk weekend.

Læs mere om Aktiv Fritids Kystcup 2025 her.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

PR-GEDDE PÅ FLUE FRA FLYDERINGEN

– For mit vedkommende er 2 ugers ferie lige startet her i februar, og det betyder selvfølgelig, at jeg skal ud og fiske gedder med fluestangen i hånden, skriver Johannes Thorbjørn Hansen. – Den første dags fiskeri gik meget stille og roligt i de første timer, uden nogen form for aktivitet. Pludselig strammede linen op, og jeg satte krogen i noget tungt.

Der kom ingen hovedrysten og fluen flyttede ikke på sig – jeg havde fået et massivt bundbid… Det var først, da der kun var to timers lys tilbage, at jeg fik knækket koden. Jeg skiftede til en nybunden flue som skulle imitere end doven suder eller rudskalle. Det første hug kom ret hurtigt og efter 1 times fiskeri havde jeg fanget 3 små gedder og bommet 2, hvoraf den ene havde noget størrelse.

– I det sidste lys skiftede jeg igen tilbage til en hvid/sølv flue, men jeg mærkede ikke mere efter det. Næste dag tog jeg ud igen med en viden om hvor fiskene højst sandsynligt stadigt var, med en flue som jeg ved kunne fange dagen forinden. Der gik heller ikke mere end en time, før jeg havde det første hug, men det var dog kun en lille en.

– Jeg drev ca. 30-40 meter, og pludselig satte jeg krogen i noget tungt. Fluen stod igen helt stille, men begyndte stille og roligt at stige mod overfladen. Lidt ligesom når man krogen en kæp. ”Kæppen” begyndte dog lige pludselig at bevæge sig en mærkelig vej, og der blev jeg klar over, at det var en stor fisk, jeg havde kroget. Den stillede sig under flyderingen, og gjorde sig tung – og når jeg fik hevet den mod overfladen, så svømmede den bare ned af igen. Den tog nogle tunge udløb, hvor jeg ikke kunne stoppe den, og efter en god fight fik jeg håndlandet fisken.

– Opmålingen sagde 106cm og vejningen 9,3 kg, så efter flere år nu, har jeg f¨ået en ny PR-gedde på flue. Efter et par billeder kunne den svømme stærkt videre igen.

Efterfølgende fangede jeg 2 gedder på omkring de 80 og havde nogle hug, slutter Johannes, som du kan følge på Instagram her.

Læs om Johannes kæmpegedde på spin på over 17 kilo her.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel