– Jeg fisker normalt meget med flue og især efter gedderne i vinterhalvåret, som er mit favorit fiskeri, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Den 29. december 2024 besluttede jeg dog, at jeg ville gøre noget andet. Der var noget der trak i mig, så jeg trodsede en 9-10m/s middelvind og tog ud i min flydering med et par stænger for at prøve at dørge lidt med nogle agnfisk.
– Efter nogle timer uden at mærke noget, kom det første hug på det ene flåd, og den lille gedde der havde hugget kom hurtigt ind til flyderingen og ud igen. Der gik endnu et par timer, hvorefter det næste flåd gik under. Igen var det en mindre fisk, men denne gang slap den dog inde ved flyderingen. Der gik ikke langt tid før mit flåd endnu engang gik under, men denne gang slap fisken, før jeg kunne sætte krogen. Jeg fik en fornemmelse af, at det var i dette område, at jeg skulle bruge den sidste tid – også selvom vinden var hård at fiske i på pålandsvindssiden, hvor jeg var.
– Det sidste lys begyndte at forsvinde, og jeg var på vej ind mod land igen. Pludselig skreg bremsen på det set-up, hvor jeg freelinede en lille brasen på en enkeltkrog 7 meter bag stangspidsen. Jeg skyndte mig at slå bøjlen over og forsøger at spænde bremsen, men gedden hev så hurtigt line af hjulet, at det var svært at komme ind til spolen. Det lykkedes at få spændt bremsen tilpas, og så var jeg klar til at give modhug. Den plaskede to gange i overfladen 40-50meter fra flyderingen, og jeg tænkte, at det var en fin fisk. Det næste lange stykke tid tog gedden voldsomme udløb, trak flyderingen rundt og viklede sig ind i en anden line, som jeg heldigvis fik rullet ind, før det var for sent. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. De fleste større gedder kan godt tage nogle gode ryk og give nogle fine udløb, men den her blev bare ved og ved og ved – jeg havde ingen chance for at stoppe den, når den stak afsted.
– Pludselig steg fisken roligt op og befindt sig ved siden af min flydering. Min reaktion er holda, holda, holda kæft den er stor! – efterfulgt af fem sekunders hyperventilation. Jeg stak hånden ned til fisken og fik fat med et gællegreb samt forsøger at løfte fisken op i min vejeslynge med besvær. Jeg fik fisken i vejeslyngen, sejlede ind til land og fik sat alt klar til opmåling og billeder.
– Jeg måler fisken til at være 130cm, og vejede dn til at være 17,5kg – samt fik taget nogle billeder. Det viste sig ikke at være helt nemt med så stor en fisk i bølgerne, og jeg kunne lige pludselig godt mærke, at jeg ikke havde fået trænet nok, men det gik da. Og det er vist i øvrigt et luksus problem… Ved afkrogningen så jeg, at enkeltkrogen sad perfekt i saksen, men krogen var blevet en lille smugle deform, så jeg følte mig ekstra heldig, at den kom ind. Den fik et par minutter til at komme sig, og så satte den ellers kraftfuldt af ud i de mørke vand, hvor den kom fra, slutter han.
– Min gedde er over den gældende længderekord for gedde i Danmark på 126cm, så jeg har nu fået sendt en anmeldelse ind til rekordudvalget, og så må vi se om den bliver godkendt som en officiel danmarksrekord. Uanset vil det nok til evig tid være min største gedde og den vildeste oplevelse fra flyderingen. Næste skridt må være ny PR-gedde på flue, slutter han.
Selvom længederekorden for gedde ”kun” er 126 cm er der taget 10-15 lystfiskerfangede gedder opgivet til 130 cm eller derover gennem tiden, siger Henrik Carl fra Fiskeatlasset. – Den bedste dokumenterede af disser er nok 142 cm gedden på 19,5 kilo fra Knapsø i Herthadalen ved lejre. Den blev taget i 1956. I 1890 blev der omtalt en brakvandsgedde fundet død vad Farø på hele 31 kilo og 150 cm, og Grarup gedden skulle også have været 150 cm, men den er desværre tvivlsomt dokumenteret.