sep 21, 2026 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Westin har netop lanceret to nye serier af fastspolehjul til kyst- og saltvandsfiskeri – en mindre udgave Westin W4 C‑SW som er oplagt til kystfiskeriet og det lette havfiskeri – samt de noget kraftigere Westin W4 W-SW der er bygget til at kunne deale med blandt andet tropisk fiskeri efter store, stærke og hårdtfightende hurtigsvømmere.
Westin W4 C‑SW er som nævnt især designet med henblik på vores hjemlige skandinaviske kystfiskeri efter havørred. Det er konstrueret med et super stift K‑Alloy-hus, der sikrer maksimal vridningsstabilitet under belastning, hvilket giver en jævn geardrift og holdbarhed i korrosive miljøer. Et forseglet 5+1 lejesystem i rustfrit stål sikrer en lækker jævn indspinning samtidig med, at det beskytter mod saltvand. Den forseglede Carbon Matrix-bremse giver jævnt og pålideligt bremsetryk i hele sit område plus sikrer langvarig ydeevne under barske forhold. W4 C‑SW har endvidere dobbeltanodiseret aluminiumspole for maksimal korrosionsbestandighed, der er optimeret til brug med tynde fletliner, samt et aluminiumshåndtag, der er fræset i et stykke med en komfortabel TPE-knop, som leverer en solid kraftoverførsel og godt greb.
Hjulet kan naturligvis bruges til alle former for spinnefiskeri – lige fra krævende kystfiskeri i brak- og saltvand til hardcore spin efter rovfisk i fersk- og brakvand. Priserne for hjulene, der fås i tre størrelser fra 3000-5000. ligger fra 1.699 – 1.899 kroner i vejledende udsalgspris.
Læs mere om Westin W4 C‑SW på Westins hjemmeside her.
Læs mere om Westin W4 W‑SW på Westins hjemmeside her.

De noget kraftigere Westin W4 W-SW (W = warm water) er bygget til at kunne deale med blandt andet tropisk fiskeri efter store, stærke og hårdtfightende hurtigsvømmere. Øverst Westin W4 C‑SW, der især er designet med henblik på vores hjemlige skandinaviske kystfiskeri efter havørred.
sep 21, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Efteråret viste sig forleden fra sin smukkeste side, fortæller Arne Biering:
– Der var godt med vind og støvregn, men det var stadig lunt, hvilket måtte betyde hugvillige ørreder! Jeg kørte derfor til Fyelmose Put and Take i håbet om, at der kun var få mennesker. Og det holdt stik.
– Søen er krystalklar med masser af vandplanter og liv, så det er virkelig et skønt sted. Et par store guldørreder cruisede lige under overfladen, så dem forsøgte jeg mig på. Gummidyr, mikroblink og bait blev forsøgt på alle mulige måder med farveskift, forskellig hastighed og dybde, men de var fuldstændig ligeglade.
– Så gik jeg over til systematisk affiskning med bait, hvor alt blev forsøgt, men det blev kun til et enkelt nap og ingen fisk. Imens nød jeg det smukke område, og alt det liv der var, alt imens lidt aktivitet blev observeret et stykke væk. Jeg flyttede plads dertil, og så hurtigt et par gode ørreder tæt på brinken. Et mikroblink røg på, og fisket hen lige foran en fisk. Den inhalerede øjeblikkelig blinket, og en kort men aggressiv fight fulgte. Snart efter lå en smuk 2,5 kgs ørred i nettet.
– Det blev til endnu et hug samme sted, men den ville ikke med ind. Langt nede på modsatte bred havde jeg set god aktivitet, så snart var det atter ud at gå. Her var en del grøde og åkande grupper, men også se synlige ørreder ude mellem åkanderne. Iført waders gik jeg derfor så langt ud jeg kunne. Ørrederne nærmest stod ved siden af mig, og det varede kun få kast, før en rigtig god fisk huggede. Den eksploderede, da den blev kroget, hvorefter den svømmede ud mellem og rundt om åkanderne, hvorefter fighten foregik få meter ved siden af mig. Det var intenst, alt imens den også gik ned i grøden. Så med linen ude omkring åkanderne bevægede jeg mig langsomt nærmere. Jeg var magtesløs, så jeg måtte tættere på, og nu lå den klar på én meter vand. Det er så her, at jeg igen måtte sande, at jeg har for korte ben, men ørreden kom i nettet, mens vandet løb ned i wadersne. Nå men vandet var heldigvis varmt, pulsen godt oppe og fisken i nettet.
– Jeg måtte dog kappe linen, som sad uhjælpeligt fast rundt om åkanderne. På land kunne jeg nyde en virkelig smuk femmer med gode proportioner og en fin længde, så det var det hele værd at få våde sokker (og bukser), slutter han og runder af med, at den naturligvis skal tilmeldes Daiwa Open 2026 og drømmerejselodtrækningen.
Læs alle vores artikler om put and take fiskeri her.
sep 20, 2026 | Artikler, Betalt samarbejde, GRÆSKARPE, Græskarpefiskeri, Medefiskeri, Nyheder
Jens Bursell har altid drømt om en stor græskarpe, men har aldrig rigtig fået gfjort noget ved det. Men – i sommers blev han enig med sig selv om at gøre noget ved det, og sammen med sin fiskekammerat Søren Beck tog han til Tyskland for at indfri den gamle drøm om en seriøs vegetarisk amurkarpe. Glæd dig til en fed medevideo med masser af lejrhygge og svedige karpefights fra gummibåden.
Se vidoen på Fisk & Fris Youtube kanal her. Husk at abonnere.
sep 20, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i dag tog jeg til Simested Å, for at teste en wobler, jeg lige havde vundet i en fiskekonkurrence, fortæller Viktor Stokholm Østerballe på 14 år.
– Til at starte med gik jeg med en spinner og vandrede langt opstrøms. Der skete dog ikke det store, indtil jeg valgte at fiske hjem og nedstrøms med den to-delte gule Rapala wobler, som jeg havde fået i præmie. Jeg nåede til et sted, hvor jeg havde tænkt, at der skulle det sidste kast lægges. Og pludselig – ud af det blå, kunne jeg mærke noget meget tungt for enden af linen. Fisken gik tungt og dybt, og jeg så den ikke i hele 2 minutter! Fisken svømmede lige forbi mig, da den tog turen på vej opstrøms. Fighten gik frem og tilbage, og midt i kampen knækkede stangen. Nu skulle den bare i nettet, så jeg lagde alt på et bræt og fik den til sidst ned i nettet, hvor den slog voldsomt med hovedet, så krogen blev rettet helt ud, imens wobleren fløj ud af nettet, og jeg brød ud i kampjubel. Fisken var 6.5 kg og 83 cm, slutter han.
Fisken deltager både i Daiwa Open 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen.
sep 19, 2026 | Nyheder
Den 22. september er der høringsfrist for den nye Vildskadebekendtgørelse, der kommer til at udgøre fundamentet for reguleringen af skarver i de kommende år. Som du har kunne følge med i her på fiskogfri.dk, så hviler narrativet om mellemskarven som en naturlig del af den europæiske nartur på et nærmest ikke eksisterende fagligt grundlag. Med afsæt i dette har Fisk & Fri afsendt følgende høringssvar til bekendtgørelsen:
Til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – høringssvar til ny bekendtgørelse af vildtskader.
Skarvforvaltningen – og dermed skarvreguleringsdelen af den kommende nye Vildskadebekendtgørelse – hviler på et udokumenteret udsagn om, at mellemskarven er en hjemmehørende art i Danmark og Europa. Faktatjekker man eksisterende forskning på området står det klart, at der er betydelig bedre dokumentation og videnskabelig evidens for, at mellemskarven er indført og potentielt invasiv – end der er for, at den skulle være en oprindelig del af den Europæiske natur.
Baggrunden for dette er forklaret og dokumenteret i detaljer med komplet oversigt over videnskabelige kilder i nedenstående tre artikler:
https://fiskogfri.dk/er-mellemskarven-hjemmehoerende-i-danmark-del-1-af-3/
https://fiskogfri.dk/er-mellemskarven-hjemmehoerende-i-danmark-og-europa-del-2-af-3/
https://fiskogfri.dk/er-mellemskarven-indfoert-og-invasiv-i-europa-del-3-af-3/
Der er altså med ovenstående tre artikler fremlagt solid evidens for, at mellemskarven sandsynligvis er indført i Europa. Det har selvsagt stor betydning for den fremtidige tilgang til forvaltningen – inklusiv det lys, som den nye Vildtskadebekendtgørelse bør ses og udarbejdes i.
Indtil disse nye teorier og vinkler på skarvdebatten er blevet afprøvet og fagfællebedømt videnskabeligt, kan der argumenteres for et forsigtighedsprincip, hvor rettidig omhu her og nu – baseret på best available science – vil være at nedregulere bestandene af mellemskarv kraftigt, men reversibelt.
På denne måde kan man relativt hurtigt få nedsat det voldsomme prædationstryk, der lige nu er på de europæiske fiskebestande, samtidig med, at man altid kan lade populationen af europæiske mellemskarv brede sig igen, hvis det med senere studier skulle vise sig, at den faktisk er en oprindelig del af den europæiske natur. Vi har siden firserne set, hvor hurtigt mellemskarven kan ekspandere, hvis den får lov til det. Så længe vi bibeholder en population af mellemskarv, der akkurat er stor nok til, at den med sikkerhed kan klare sig, vil der oplagt være mere at vinde for naturen ved denne tilgang – end det modsatte.
FOTO: LARS LAURSEN
sep 19, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg er midlertidigt i Sydgrønland og har naturligvis undersøgt mulighederne for fiskeri heroppe, fortæller Mathias Heller.
– I en artikel fra Fisk & Fri i 2012 faldt jeg over beretningen om Rene Mørkhøjs super spændende fiskeri, da han fangede atlantiske laks fra kysten, og endda en grov én. Det skulle jeg jo så også lige prøve….
– Jeg tog derfor min bedre halvdel med på tur – flere gange. Og vi har haft fint fiskeri, selvom de ikke hænger på træerne. Det er super fedt, men der er langt mellem de større fisk på grund af et fald i bestandsstørrelsen. Der er fanget 2 over 7 kg de seneste 8 uger, hvor vi fisker – resten er omkring 3-5 kilo. Og som du kan se var kone var også heldig at fange en.
Til fiskeriet har vi brugt almindeligt kystgrej bare i den lidt grovere ende. Så det er 10 fods stænger og 4000 hjul kombineret med primært brede gennemløbere, der kan rotere godt i vandsøjlen. Vi kaster langt ud, får kontakt til agnen og så er det ellers bare at spinne ret hurtigt ind med korte stop. Jo koldere det bliver, desto dybere fisker vi. Det er endnu ikke lykkes at få en fisk lige så stor som Renes, men timerne lægges og så må universet gøre resten. Da det primært er SW1 fisk, ca. 95% af bestanden, så er der langt til en stor fisk. Men det er et super fedt og unikt fiskeri, som bare ikke må misses, hvis man er her i august-oktober, slutter han.
I 2025 var Mathias på Island og fiske – det kan du læse om her.
Beretningen deltager i både Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.

Mathias Hellers bedre halvdel med en flot kystlaks fra Sydgrønland fanget på gennemløber. øverst ham selv i gerningsøjeblikket.

Mathias med en af de fine kystlaks fra Grønland.
sep 18, 2026 | Nyheder
– Vi var forleden fem afsted ved Gudenåen et par dage, fortæller Ronni Juul Jensen, der skulle forsøge at fange en laks eller ørred – og helst laks:
– Den første dag var sløj, men der var god stemning og hygge, så vi var klar til dag to. Her var vi rundt flere steder, men heldet var ikke med os, idet kun nogle halvstore aborrer blev fristet til at hugge. Om eftermiddagen kørte vi retur til hytten, hvor nogle blev i hytten og ville sørge for aftensmad, mens andre gik til åen igen.
– Der gik noget tid, og vi skulle til at pakke sammen samt vende næsen hjemad, da en fisk tog min spinner hårdt i det sidste kast. Den trak en del line af, og der blev en lidt panisk stemning. Fisken var stærkere end noget, jeg før havde fanget, og nogle gange da jeg fik den tæt på, trak den afsted igen. Først efter nogle intense minutter fik vi den op. Det var en 4,1 kilos laks, der var min allerførste, så jeg tog den med hjem. Efter fangsten var humøret i top, og der var masser af kampgejst – også til den næste dag. Alt i alt en super fed oplevelse!
Fisken deltager både i Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning.
sep 17, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i går var jeg en tur ude ved Tørskind ved Vejle å i dag med min gode fiske makker Thomas, fortæller Kristian Holm Jørgensen:
– Jeg havde fået en blokade i fingren i fredags så jeg ville egentlig bare hygge mig med en prop og orm – og så ellers fiske med min lille 7 fods stang. Og det skulle vise dig at være en rigtigt god beslutning, for jeg fiskede kun i cirka 15 minutter, før drømmehugget kom!
– Det var en tung fisk, og den lagde ud med at tage et hurtigt udløb på 50-60 meter, men så kom fisken tættere på, og jeg troede faktisk, at jeg havde styr på den. Jeg kunne se, at det var en meget stor fisk, og så løb den ellers afsted igen med 7-8 lange udløb på 50-60 meter. Der gik mange tanker igennem hovedet på mig, og jeg var sikker på, at jeg nok ikke fik fisken, da den valgte at trække ind under et træ, der hang ud over åen.
– Det gjorde den mange gange, og med en 7 fods stang samt et lille str. 1000 hjul, blev grejet virkelig sat på prøve! Efter en fight på cirka 15 minutter lykkedes det dog at få drømmefisken i land, og det viste sig at være en laks på 87 cm samt 6,3 kg. Det er min første laks og så fra den å, hvor jeg har fisket i siden jeg var en lille dreng. Fantastisk! Thomas var også heldig at lande en lille fin blank havørred på 44 cm, så alt i alt var det en meget vellykket tur
.Fisken deltager både i Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-tur for to til Egypten til en værdi af 33.000 kroner.
sep 17, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Min kammerat Emil og jeg havde i går den vildeste dag på kysten, fortæller Frede Juul Geisler:
– Vi var taget på kysten for at teste nogle nye farver på nogle Tobis-woblere, som vi selv støber. Forholdene var perfekte, vindretning, vandstand og skydække gik alt sammen op i en højere enhed. På vej ud til pladsen gik vi og snakkede om, at hvis vi nogensinde skulle have et fynsk “møgsvin” af en havørred, så skulle det være i dag. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi fandt fisk.
– På en lille lavvandet muslingebanke fik Emil i andet kast et godt hug. Han smed dog fisken, men krogede i kastet efter en mindre havørred. Det viste sig at være en pæn stime havørreder, dog med mange små fisk. Vi havde et par fine fisk med inde og vende, men de vendte af lige for fødderne af os. Dette skulle vise sig at være et godt billede på dagen, hvor der var mange fisk, som dog var svære at få til at hugge. De næste par pletter, som vi fiskede henover, holdt alle sammen fisk, men aldrig har vi set så mange havørreder, der bare ikke vil hugge.
– Vi kom snart ud på et stort rev, hvor der førhen var taget rigtig store fisk i perfekte forhold, midt i vandskiftet fra høj til lav. Men underligt nok så vi ikke skyggen af havørreder. Det undrede os, når der nu har været fisk på alle de andre pletter. Jeg gik et stykke ud på revet, og kastede så langt ud, som jeg overhovedet kunne. Helt ude i kastet satte wobleren sig i en stor sten. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg et par sekunder efter så et kæmpe haleror bryde overfladen, nok 70 meter fra mig. Herefter tog fisken et ordentligt udløb.
– Hold kæft den er stor, råbte jeg til Emil, som hurtigt smed alt sit udstyr på stranden og stillede sig klar med nettet. – Den her er større end min overspringer, sagde jeg, imens fisken bare stod helt stille ude i strømmen. Jeg kunne ikke rykke på den, og jeg var sikker på, at den havde sat sig i et eller andet derude. Heldigvis besluttede fisken sig for at svømme langsomt indad, og da fisken kommer ind til land, gik det op for os, hvor stor fisken var. “Den kan ikke være i nettet”, råbte Emil. “Det skal den!”, råbte jeg tilbage.
– Emil nettede den med hovedet først, og greb fat om halen på den for at hjælpe den op i nettet. En vanvittig følelse bredte sig i kroppen, og det sortnede kortvarigt for mine øjne. Fisken vi gik og snakkede om på vej ned til pladsen, den lå nu i nettet, og det var en kæmpe farvet hanfisk med ordentlig krog. Vi fik hurtigt målt fisken. Da halefinnen passerede de 80 cm, kiggede vi forbløffet på hinanden. Vi skød hurtigt et par billeder, inden vi sendte fisken videre mod åen.
– Det var en fuldstændig vanvittig tur med 20 fisk i hånden. Det sjove ved det hele var, at Emil og jeg næsten præcis et år tidligere d. 10. september 2025, havde vores allerførste fisketur sammen, hvor vi på samme plads havde en fantastisk tur med 23 fisk i hånden. Det hele gik bare op i en højere enhed den dag. Jeg lægger lidt klip op fra fighten på vores instagram – @fedtfinnefeber, slutter han.
Den flotte fisk og fantastiske beretning deltager naturligvis i både Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.

Frede Juul Geislers fantastiske fynske havørred svømmer stadig rundt derude – og er sikkert snart på vej op i åen.