– Min kammerat Emil og jeg havde i går den vildeste dag på kysten, fortæller Frede Juul Geisler:
– Vi var taget på kysten for at teste nogle nye farver på nogle Tobis-woblere, som vi selv støber. Forholdene var perfekte, vindretning, vandstand og skydække gik alt sammen op i en højere enhed. På vej ud til pladsen gik vi og snakkede om, at hvis vi nogensinde skulle have et fynsk “møgsvin” af en havørred, så skulle det være i dag. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi fandt fisk.
– På en lille lavvandet muslingebanke fik Emil i andet kast et godt hug. Han smed dog fisken, men krogede i kastet efter en mindre havørred. Det viste sig at være en pæn stime havørreder, dog med mange små fisk. Vi havde et par fine fisk med inde og vende, men de vendte af lige for fødderne af os. Dette skulle vise sig at være et godt billede på dagen, hvor der var mange fisk, som dog var svære at få til at hugge. De næste par pletter, som vi fiskede henover, holdt alle sammen fisk, men aldrig har vi set så mange havørreder, der bare ikke vil hugge.
– Vi kom snart ud på et stort rev, hvor der førhen var taget rigtig store fisk i perfekte forhold, midt i vandskiftet fra høj til lav. Men underligt nok så vi ikke skyggen af havørreder. Det undrede os, når der nu har været fisk på alle de andre pletter. Jeg gik et stykke ud på revet, og kastede så langt ud, som jeg overhovedet kunne. Helt ude i kastet satte wobleren sig i en stor sten. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg et par sekunder efter så et kæmpe haleror bryde overfladen, nok 70 meter fra mig. Herefter tog fisken et ordentligt udløb.
– Hold kæft den er stor, råbte jeg til Emil, som hurtigt smed alt sit udstyr på stranden og stillede sig klar med nettet. – Den her er større end min overspringer, sagde jeg, imens fisken bare stod helt stille ude i strømmen. Jeg kunne ikke rykke på den, og jeg var sikker på, at den havde sat sig i et eller andet derude. Heldigvis besluttede fisken sig for at svømme langsomt indad, og da fisken kommer ind til land, gik det op for os, hvor stor fisken var. “Den kan ikke være i nettet”, råbte Emil. “Det skal den!”, råbte jeg tilbage.
– Emil nettede den med hovedet først, og greb fat om halen på den for at hjælpe den op i nettet. En vanvittig følelse bredte sig i kroppen, og det sortnede kortvarigt for mine øjne. Fisken vi gik og snakkede om på vej ned til pladsen, den lå nu i nettet, og det var en kæmpe farvet hanfisk med ordentlig krog. Vi fik hurtigt målt fisken. Da halefinnen passerede de 80 cm, kiggede vi forbløffet på hinanden. Vi skød hurtigt et par billeder, inden vi sendte fisken videre mod åen.
– Det var en fuldstændig vanvittig tur med 20 fisk i hånden. Det sjove ved det hele var, at Emil og jeg næsten præcis et år tidligere d. 10. september 2025, havde vores allerførste fisketur sammen, hvor vi på samme plads havde en fantastisk tur med 23 fisk i hånden. Det hele gik bare op i en højere enhed den dag. Jeg lægger lidt klip op fra fighten på vores instagram – @fedtfinnefeber, slutter han.
Den flotte fisk og fantastiske beretning deltager naturligvis i både Daiwa Open 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.
Frede Juul Geislers fantastiske fynske havørred svømmer stadig rundt derude – og er sikkert snart på vej op i åen.
