– Jeg har netop været en tur til Island efter især ørred, fortæller Mathias Heller. – Vi var otte mand afsted, og udover gutterne fra Nordic Anglers, kendte vi ikke hinanden i forvejen.
– Vi fiskede i Þingvallavatn og besøgte flere forskellige pladser. I denne sø er der virkelig mulighed for at fange nogle store fisk, men det er heller ikke nemt. Jeg gik personligt i to dage med fiskeri fra morgen til aften og fik kun to små på 30-35 cm.
– På tredjedagen så jeg en fisk springe, og som udgangspunkt ville man jo normalt ikke kaste på springene fisk. Men som min turmakkere, Leif og Jan nok ville mene, så var jeg i lidt dårligt humør. Det lykkedes dog at tage fisken som sprang, og derfra var det tæt på vanvittigt.
– Jeg fulgte fiskene langs bredden og fik fire fisk i fem kast. Alle mellem 60 og 70 cm samt tromletykke. Jan og Leif kom også i gang efter en omgang råben, og de fik begge kontakt til flere fisk. Det var super sjovt, da pladsen vi fiskede var karakteriseret med dybe render og vi skulle derfor, når fisken tog agnen, have den hurtigt op og væk fra kanterne. Det var en fin balance mellem for lidt og for meget pres på fisken. Det var en mega fed oplevelse og helt klart noget der skal prøves igen. Alle ørred huggede på Seeker fra SG som gennemløber og et Snaps blink på 25 gram. Genrelt var det brede blink der virkede bedst.
Fiskene er tilmeldt Daiwa Open 2025 – og deltager i fiskedrømmerejse lodtrækningen om en tur til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Mathias Heller med sin flotte søørred fra Tingvallavatten på Island taget på spin








