okt 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Rejsefiskeri
Panará og Corrientesfloden i Argentima byder på et fantastisk fiskeri efter golden dorado. Følg med Jesper Roholm Pedersen til Sydamerika – og hør hvad du også selv får mulighed for at opleve på en kommende tur med Ifish Travel i 2026.
AF JESPER ROHOLM PEDCERSEN
De sidste halvandet år er meget af min fiskefritid gået med at nørde fluehjul, stænger og fluer til at fange golden dorado, fortæller Jesper Roholm Pedersen. – Jeg har samlet informationer om vanddybde, agn, krogstørrelser – alt er blevet vendt og kigget på nogle ekstra gange, for når man tager afsted og bruge lommepenge for et år, så skal der ikke mangle noget, når man står der ude, hvor der er langt til grejbutikker, og man nok højest kan låne et bøjet søm af den nærmeste bonde.
Fiskeriet efter golden dorado foregår som her også fra land.
Der bliver hygget til den store guldmedalje på lodgen om aftenen, så man har masser af ny energi til den kommende fiskedag.
Efter golden dorado på Panará og Corrientes River
Jeg har netop været afsted igen efter golden dorado, og her var der sørget for alt, for vi havde booket det største værelse på Don Joaquin River Lodge med fuld forplejning i seks dage med fem dages fiskeri fra båd i Panará og Corrientes River – samt det omkring liggende delta. På grund af den lave vandstand i Corrientes River, hvor lodgen ligger helt ned til, skulle vi hver morgen på en lille køretur til havnen i Esquina, hvor alle både lå klar til at tage dagens fisketurister med ud på tur. Det var ikke mange andre fluefiskere, jeg så derinde, da der bliver fisket en del med livebait og woblere i området.
Efter en dejlig uge med forskelligt fiskeri, hvor jeg lærte, hvordan træstammerne skulle fiskes for at få absolut fleste chancer, havde jeg haft 42 golden dorados i båden, hvilket må siges at have levet op til de forhåbninger jeg havde haft til turen.
Lodgen levede også op til alle mine forventninger. Det var ren luksus med den største morgenbuffet med friskbagt brød i flere afskygninger, scramled æg og en rigtigt fornuftig kaffe samt friskpresset appelsin juice – lige sådan man ønsker at starter dagen, når en hård fiskedag venter. Frokosten bliver som regel spist i båden, mens man skifter pladser, og her mangler heller ikke noget. Der er store sandwiches, frugt og kæmpe tapas anretninger med ost, brød og forskellige pølser. Ja alt, hvad der skal til, så man ikke mangler kræfter, når den store dorado inhalerer fluen.
Det sker dog også, at der bliver holdt frokost på en af den små øer, hvor fiskerne mødes til afslapning i solen, hvor de får vendt formiddagens fiskeri. Hver aften, når fiskedagen er slut, samles alle fiskerne omkring højbordet på terrassen efter et hurtigt bad. Her bliver dagens pralebilleder vist frem, og der bliver snakket om, hvad den næste dag bringer.
Man spiser sent i Argentina, så klokken 20-21 bliver fiskerne kaldt ind til bordet, og her venter der mad i alle afskygninger. Man skal igennem tre retter, og alt hvad man ønsker sig at drikke. De lokale gaucho’s sørger, at der aldrig mangler noget.
Lodgens manager Felix (tv) ved, hvad det drejer sig om, når det gælder golden dorado på flue.
Sådan fisker man golden dorado
Fiskeriet efter golden dorados foregår med #7 og 8 stænger med forfang bundet af 60 pund hard mono og bite tippet i form af stålwire i 40 pund. Fluerne er mellem 15-20 centimeter, som kan være vægtet forskelligt, alt afhængigt, hvor de skal bruges.
– Der er tre måder at fiske dorado på i floderne. Den første er at fiske ved de store træstammer, som er faldet ned i floden. Her gælder det om at komme så tæt på de underliggende store grene som muligt, da fiskene står i læ bag disse i den hårde strøm i floden. Den anden måde er blindfiskeri, hvor man kaster til store klaser af vandliljer, træstammer og dybe render tæt på bredden. Den sidste er at fiske ved de store sandbanker, som flytter sig jævnligt alt efter vandstanden i floderne. Her spejder man efter jagende fisk i overfladen, og nogle gange forlader man båden, for at kunne komme tættere på de jagende fisk, så de ikke bliver skræmt af lyden fra motorbåden
– Hvis vinden går i syd, når man skal ud og fiske, bliver man tvunget væk fra floderne og ind i deltaet. Her fisker man efter sete fisk, som jager flere forskellige steder, bl.a. omkring små strømfald, i kanaler og i strømme omkring de små øer. Fiskene i deltaet er generelt mindre end i floderne, men man kan stadig lande fisk op til 4 kilo, og der er også mulighed for wolffish og pacu på krogen, samt at komme tæt på anaconda´er og andre vilde dyr.
Tilbage til dorado paradiset
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke har fået nok af golden doradoer, så jeg må og skal tilbage til Don Joaquin og Paraná river, da jeg har en aftale, med en lidt større dorado denne gang.
Hvis du vil prøve kræfter med et verdensklassefiskeri efter golden dorado og opleve den luksus, som Don Joaquin River Lodge har at tilbyde, så arrangerer IFish Travel en tur til Argentina i 2026. For at høre mere kan i kontakte mig på telefon 26 23 61 25 eller sende en mail til info@ifish.dk. Læs mere om Ifish Travel her.
Du kommer ikke til at gå ned på mad på den golden dorado tur Ifish Travel afholder i 2026.
sep 27, 2024 | Artikler, Miljø og debat
DTU Aquas tunmærkning foregår fra denne båd – lige nu i det nordlige Øresund.
I forgårs holdt Kim Aarestrup, der er projektleder på DTU Aquas tunmærkning, foredrag om den blåfinnede tun – samt hvad man indtil videre har af resultater baseret på de 819 tun, der indtil denne aften er blevet mærket af de danske tunfiskere.
AF JENS BURSELL, FOTO: BETTINA PEDERSEN
Foredraget, der blev afholdt på Øresundsakvariet i Helsingør, var fuldt booket, og der var stor spørgelyst blandt deltagerne. Ud over en introduktion til den fisk, som det hele handler om – nemlig den blåfinnede tun, blev en række af forskergruppens midlertidige resultater afsløret:
Hvad har man fundet ud af om tunen?
Med uvurderlig hjælp fra de cirka 900 lystfiskere, der siden 2017 har hjulpet med at fange tun til mærkning, afslørede Kim Aarestrup fra DTU Aqua følgende resultater:
- Undersøgelser af maveindhold på især kvotefisk viser – næppe overraskende – at tunens føde især består af hornfisk, makrel, sild og torsk. De store og voksne fisk spiser 30-40 kilo fisk dagligt.
- Gennemsnitslængden af fiskene er steget fra 246,7 cm i 2018 til 258,3 cm i 2023 (hvilket er ca 15-20 cm større i snit end de store vestatlantiske tun, der fanges ud for Canada)
- DTU Aqua har udviklet ny metode til at skelne hunner fra hanner ved en gelprøve. Cirka 2/3 af de fisk, som svømmer til Danmark, er hanner, som typisk er de største fisk.
- Hovedparten af fiskene er – ikke overraskende – fra den østlige bestand, som gyder i Middelhavet
- Tagging data bekræfter velkendte gydeområder ved fx Mallorca samt Sardinien/Korsika – og med flere data kan nye måske identificeres
- Dødelighed ved C & R er ifølge DTU Aqua i omegnen af 2-3 %
Det bedste danske tunfiskeår so far i nyere tid var i 2021, hvor der blev mærket 174 fisk – og den største fisk har været 290 cm samt cirka 400 kilo.
Tunbestanden er ikke truet længere
Tunbestanden estimeres af ICCAT. Den er pt ikke truet længere – og ligger i kategorien ”least concern”. Hvis bestandene af både tunene og dens byttefisk forvaltes fornuftigt, så er den største trussel mod bestandene på den lange bane måske, at vandet i gydeområderne på grund af klimaændringer bliver for varmt.
Pr. i forgårs aftes havde DTU Aqua ifølge Kim Aarestrup mærket 82 blåfinnede tun i 2024, hvoraf de 43 var taget i Skagerrak. Mærkningsfiskeriet på Øresund med udgangshavn i Helsingør fortsætter til og med på søndag, hvis vejret vil det – og tunene forventes at svømme retur mod varmere breddegrader inden for den næste halvanden måneds tid.
Læs mere om forvaltning af tunbestandene på ICCAT – The International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas – hjemmeside her.
Man arbejder på sigt med at skaffe en tunkvote til Danmark – hvor det ifølge Kim Aarestrup sikkert bliver sådan, at skippere med licens til fiskeriet kan få del i denne.
Læs mere om Øresundsakvariet her.
Ved mærkningen får tunen et vådt klæde over øjnene, og der spules frisk saltvand over gællerne, så risici for skader minimeres.
sep 20, 2024 | Artikler, Miljø og debat, Nyheder
Martin Lidegaard fra Radikale Venstre ¨har i samråd med DSF og Dansk Lystfiskeri lavet et forslag til, hvordan vi ret hurtigt kan styrke det danske lystfiskeri. Foto: Marie Brandt
Som du kunne læse tidligere i morges, blev der i dag afholdt en konference på Christiansborg med temaet ”Hvordan styrker vi lystfiskeri i Danmark”. Vi har talt med initiativtageren – Martin Lidegaard fra Radikale Venstre – og stillet ham et par spørgsmål for at få uddybet nogle af målsætningerne.
AF JENS BURSELL
I samarbejde med DSF og Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri har Martin Lidegaard fra Radikale Venstre opstillet en række gode forslag til tiltag, der kan gavne fiskebestandene og dermed det danske lystfiskeri. Selvom forslagene selvfølgelig langt fra løser nogle af de kæmpestore udfordringer, som er hovedårsagen til vores forarmede vandmiljø, vil det, hvis det lykkes at få alle punkter gennemført, uden tvivl være et godt og tiltrængt quickfix, der på flere områder sagtens vil kunne give et markant boost til både fiskebestande og dansk lystfiskeri.
Martin Lidegaard, Radikale Venstre, ser ingen politisk hindring for at gedde, aborre, sandart, havørred og laks kan beskyttes mod kommercielt fiskeri, hvis man kan få politisk opbakning til det. Foto: Peter Lyngby.
Vi har stillet Martin Lidegaard seks skarpe:
1: Gamefish – forbud mod salg af gedde, aborre, sandart, havørred og laks
Radikale Venstres forslag om at indføre et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks vil i en række sammenhænge kunne få kæmpestor positiv betydning for dansk lystfiskeri – og det er helt sikkert en lavt hængende frugt, da det kun vil været et meget marginalt tab for det kommercielle fiskeri: Hvor hurtigt tror du det kan implementeres – og skal der afsættes ekstra ressourcer til at håndhæve forbuddet?
– Jeg ser ingen politisk hindring for, at vi kan komme hurtigt i gang, svarer Martin Lidegaard. – Vi står netop overfor vigtige forhandlinger om fiskeriets fremtid, og her vil vi forsøge at opnå tilslutning blandt de øvrige partier og sikre de nødvendige midler til Fiskeristyrelsens opgave med at håndhæve forbuddet, hvis det skønnes nødvendigt.
2: En mere effektiv skarvregulering
I foreslår at øge indsatsen mod skarvens prædation på sårbare fiskebestande: Hvordan tænker du man mest effektivt kan regulere antallet af skarv – med respekt for den samlede biodiversitet og EU-reglerne?
– Det kræver først og fremmest, at indsatsen koordineres på landsplan, så vi sikrer fokus på de områder, hvor fiskeyngel er mest udsat, og så de tildelte reguleringstilladelser bliver bedre udnyttet, pointerer han. – Det er prisværdigt, at Dansk Lystfiskeri og Danmarks Sportsfiskerforbund nu har samlet midler og ansætter en national rådgiver, men det er selvfølgelig grundlæggende ikke lystfiskernes opgave alene.
3: Flere penge efter krone-til-krone princippet
Radikale Venstre lægger op til at styrke Fiskeplejen efter krone-til-krone princippet: Hvor tænker du især pengene skal bruges – hvordan skal de eksempelvis fordeles på habitatsforbedring, udsætningsfisk, forskning og administration?
– Det meget radikale svar er både-og. Vi har både behov for at forbedre fiskenes levesteder, øge udsætning og ikke mindst mere forskning på området, siger han. – Det vigtigste for os er, at pengene målrettes og prioriteres de områder, hvor de har størst effekt. Det kunne fx være en opgave for det udvalg, som allerede rådgiver omkring fisketegnsmidlerne. En øget indsats på både habitatsforbedring, udsætningsfisk og forskning vil i mine øjne gavne alt fiskeri i Danmark. Jeg håber samtidig, at der vil kunne bevilges flere penge til lokale projekter, hvor vi ser en stærk frivillig indsats, så vi får størst mulig effekt for pengene og styrker fællesskabet omkring lystfiskerne.
4: Hvad skal der ske i brakvandsområderne?
Du nævner at ændre status og bekendtgørelser for brakke områder: Betyder det, at du vil lukke helt ned for både fritidsfiskeri og kommercielt fiskeri i eksempelvis de vestjyske fjorde samt brakvandet omkring Sydsjælland og Møn?
– Kommercielt fiskeri i brakke områder vil stort set forsvinde, hvis omsætningsforbuddet på gedde og aborre gennemføres. I de nævnte områder bør der selvfølgelig også ses specifikt på lokale bekendtgørelser for at sikre en beskyttelse af de mest sårbare områder og vigtigste arter for lystfiskeri.
5: Slip de store åer fri
Radikale Venstre lægger op til at skabe fri passage på Gudenåen og Storåen: Vil du slippe åerne fuldstændig fri ved at genskabe det originale løb eller tænker du i løsninger i med omløbsstryg mv? Kan du give nogle flere detaljer?
– Mit ønske er at genskabe sammenhængen mellem søer, vandløb og vores kyster, så fisken frit kan vandre, uddyber han. – Vi er bagud med indsatsen for vandløbene – og naturgenopretning helt generelt – hvis vi på nogen måde skal i mål med vandrammedirektivets krav. Vi skal snart til forhandlinger om den grønne trepart, og her vil det være oplagt at indtænke naturgenopretning, herunder også vandløbene i national skala, frem for i brudstykker langs det enkelte vandløb. Vi er nødt til at se på helheden.
6: Hvordan bruger vi pengene bedst på mere natur og flere fisk?
Kommer alle Radikale Venstres forslag igennem, vil det betyde et markant løft til finaniseringen af tiltag, der kan gavne både fiskebestandene og fiskeriet. Som det nu – og har været det i årtier – har DTU Aqua i praksis monopol på forskning og faglig rådgivning betalt af Fisketegnsmidlerne. Kan du se en pointe i en form for udbud eller konkurrenceudsætning på forskning og videnskabelig rådgivning, så vi kan sikre bedre faglig kvalitet samt mest muligt natur og fisk for pengene?
– Det vigtigste for Radikale Venstre er, at vi får styrket forskningen og ikke mindst sikrer, at forskningen kommer ud i virkeligheden og bidrager til et levende lystfiskeri i Danmark, afrunder Martin. – Vi har ikke lagt os fast på, hvordan midlerne skal bruges – ej heller, om vi bedst styrker eksisterende forskningsmiljøer, eller afsætter midler til nye projekter og institutioner – det må være op til en forhandling med de øvrige partier på Christiansborg og ikke mindst repræsentanter for lystfiskeriet i Danmark.
sep 20, 2024 | Artikler, Miljø og debat
Bliver oplægget fra DSF, DL og Radikale Venstre vedtaget er der lidt mere grund til optimisme for fremtidens lystfiskere, selvom der stadig vil være lang vej igen med at forbedre naturgrundlaget gennem fx habitatsforbedringer og forureningsbekæmpelse mm.
I samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund og brancheforeningen Dansk Lystfiskeri har Martin Lidegaard fra Radikale Venstre lavet et visionært oplæg på, hvordan man relativt simpelt kan skabe store forbedringer i Dansk Lystfiskeri. Eller sagt på en anden måde – lægge ud med at plukke nogle af de lavest hængende frugter til glæde for fiskebestandene, lystfiskerne og ikke mindst samfundet som helhed.
AF JENS BURSELL
Netop dette er omdrejningspunktet for en konference, der i dag afholdes på Christiansborg under temaet ”Hvordan styrker vi lystfiskeri i Danmark?” Der vil være deltagelse af ministre, politikere, DSF, Dansk Lystfiskeri, Lystfisker Danmark og en række interessenter omkring dansk lystfiskeri – samt selvfølgelig Fisk & Fri.
Udspillet, der skal præsenteres og debatteres på Borgen midt på dagen – får du i uforkortet længde her, hvorefter vi senere på dagen følger op med et interview med Martin Lidegaard om nogle af de vigtigste punkter i oplægget.
Martin Lidegaard fra Radikale Venstre har i samråd med med Dansk Lystfiskeri og DSF – lavet et oplæg til, hvordan man på en række punkter ret hurtigt kan styrke dansk lystfiskeri. Foto: Peter Lyngby
Et levende lystfiskeri i Danmark
PRESSEMEDDELSE: – Set ovenfra byder Danmark på en rig og varieret vandnatur. Overalt ses rindende vand i åer og bække, mens talrige blå pletter viser søer og moser. Ikke mindst er Danmark omgivet af hav og har flere tusinde kilometer kyster. Rent geografisk burde Danmark være et eldorado for fisk og lystfiskere fra nær og fjern. Sådan er det desværre ikke. Vores vande og mange fiskebestande er under hårdt pres, og vi er langt fra at udfolde lystfiskeriets rekreative og økonomiske potentiale i Danmark.
– Vores vande og mange fiskebestande er under hårdt pres, og vi er langt fra at udfolde lystfiskeriets rekreative og økonomiske potentiale i Danmark. Mere end 500.000 danskere tilbringer hvert år tid i den danske natur med en fiskestang i hånden eller net i havet. Det samme gør flere hundrede tusinde udenlandske turister. Samlet set er lystfiskeri en af de mest udbredte fritidsinteresser i Danmark, og lystfiskeriet omsætter for flere milliarder kroner i den danske økonomi. Alligevel har der ikke været det nødvendige politisk fokus på at sikre et levende lystfiskeri i Danmark, og det ønsker Radikale Venstre at gøre op med i dette forslag til en ny politisk handlingsplan for dansk lystfiskeri. Handlingsplanen er blevet til i tæt samarbejde med Dansk Lystfiskeri og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Radikale Venstre foreslår at:
- Fokusere fiskeriforvaltningen i retning af lystfiskeriets potentialer, herunder et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks fanget i Danmark, så disse arter alene kan fiskes af lystfiskere.
- Styrke lystfiskeriet gennem flere økonomiske ressourcer til Fiskeplejen.
- Øge indsatsen for begrænsning af skarvens pres for at genetablere sårbare fiskebestande.
- Pensionister fremover skal indløse det statslige fisketegn, og at flere af fisketegnsmidlerne går til fiskepleje.
- Opbakning til og udvikling af det frivillige engagement, som tusindvis af frivillige lystfiskere hvert år bidrager med.
- Sikre adgangsforhold for lystfiskere til den danske natur.
- Opprioritere det rekreative lystfiskeri i en række danske vandom råder, blandt andet ved at ændre status og bekendtgørelser for brakke vandområder.
- Genetablere frie passager for de to store vandsystemer ved Gudenåen og Storåen.
Med det nye oplæg skal det ikke kun være folk mellem 18 og 67, der skal betale fiskekort – nu skal pensionister også betale.
En politisk handlingsplan der går fra vision til virkelighed
– Lystfiskeri i Danmark kan styrkes markant ved at opnå politisk opbakning til en række konkrete indsatser og sigtepunkter. Afgørende er at få forbedret vandmiljøet og især nedbragt udledning af kvælstof fra landbruget og udslip af spildevand. Derfor er det af vital betydning for lystfiskeriet, at den grønne trepart går fra vision til handling og virkelighed. Men på den korte bane er der også brug for andre tiltag, der kan styrke lystfiskernes vilkår i Danmark – til gavn for dem, naturen og kommende generationer.
– Radikale Venstre glæder sig over, at der nu er afsat midler til en videreførelse af den nationale lystfiskerstrategi i Assens, hvilket gør det muligt for lystfiskerne at spille en mere aktiv rolle i at fremme og udvikle dansk lystfiskeri. En strategi gør det imidlertid ikke alene. Der er brug for politisk handlingsplan for lystfiskeriet i Danmark, der bør indeholde følgende elementer:
En fiskeriforvaltning, som fokuserer på lystfiskeriets potentialer.
– Fiskeriforvaltningen bør rette fokus mod lystfiskeri, hvor en række fiskearter tilfører langt højere rekreativ og økonomisk værdi som ’lystfisker-fisk’ end ved erhvervsfiskeri. Turisme omkring lystfiskeri er voksende, og sunde fiskebestande kan sikre nye veje til økonomi i naturen – ikke på bekostning af naturen. Derfor foreslår vi et omsætningsforbud på gedde, aborre, sandart, havørred og laks fanget i Danmark, så disse arter alene kan fiskes af lystfiskere. Arterne har helt marginal betydning for det danske erhvervsfiskeri, men stor værdi for lystfiskere.
– Fiskeriforvaltningen bør ligeledes opprioritere det rekreative lystfiskeri i en række danske vandområder. F.eks. ved at ændre status og bekendtgørelser for brakke vandområder generelt, eller lokalt i områder som vestjyske fjorde og på Sydsjælland, hvor der er et stort rekreativt potentiale for lystfiskeri.
Øge indsatsen mod skarvens pres på sårbare fiskebestande
– Skarven er en smuk og fascinerende fugl, som altid bør have sin plads i den danske natur. Skarven var tidligere en truet fugl og blev fredet i EU. Nu er fuglen langtfra truet, og Danmark har en høj bestandstæthed af skarv. En voksen fugl spiser omkring 500 gram fisk om dagen, og den nuværende skarvbestand vanskeliggør genetablering af vores sårbare fiskebestande og fastholder fiskebestandene på et kritisk lavt niveau. F.eks. er der netop indført totalt hjemtagningsforbud for torsk i Østersøen, hvor torskebestanden er udsat for en lang række alvorlige presfaktorer – men alene antallet af skarv er isoleret set nok til helt at forhindre en reetablering af torskebestanden. I lystfiskerhistorisk sammenhæng er Skjernå-laksens tilbagevenden et af de helt store fyrtårne, men biologer vurderer i øjeblikket, at mere end halvdelen af de unge laks, som trækker mod havet for at vokse op – bliver spist af skarv i nedre dele af åen og i fjorden. Den nuværende skarvforvaltning bør derfor ændres og en national koordinering af reguleringen bør understøttes med respekt for den samlede biodiversitet og inden for EU’s regler på området.
Pensionister skal også indløse fisketegn og flere midler bør gå til fiskeplejen
– Danske lyst- og fritidsfiskere skal indløse fisketegn for at fiske. Prisen på et fisketegn udgør et par hundrede kroner årligt, som går videre til fiskepleje. Det er en god model, hvor alle, uanset indkomst, kan være med og nyde fiskeriet langs de danske kyster, søer og åer. Folkepensionister og personer under 18 år er i dag fritaget for at indløse fisketegn, men på grund af den demografiske udvikling udgør folkepensionister en stadig større del af medlemmer i lystfisker- og fritidsfiskerforeninger. Det betyder at færre lystfiskere i fremtiden vil skulle indløse fisketegn. Det risikerer at underminere fiskeplejen i Danmark – et arbejde vi alle bør bidrage til. Unge såvel som ældre. Derfor foreslår Radikale Venstre at afskaffe pensionisters fritagelse fra at skulle indløse fisketegn. Herved øges kendskab til fiskeregler om bl.a. mindstemål og fredningstider, styrkes datagrundlaget for lystfiskeri og der kommer flere midler til fiskeplejen. I dag går der 10 mio. kroner til vandpleje-arbejde i kommunerne, som er Danmarks egen finansiering for at modtage EU-støtte for at kunne leve op til vandrammedirektivet. Dette beløb kommer ikke nødvendigvis fiskene til gode og bør føres tilbage til fiskepleje. Derfor foreslår Radikale Venstre at midlerne til vandpleje indgår i finansieringen af den kommende grønne trepart.
Med forslagene fra Radikale venstre lægges der blandt andet op til at nye lystfiskere skal have mere viden og information om fiskeriet inden de går i gang.
Fisk er levende væsener og skal håndteres korrekt
– Radikale Venstre foreslår, at der i forbindelse med indløsning af fisketegnet stilles viden om korrekt håndtering og en frivillig test til rådighed for lystfiskeren. Der er udviklet en test af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med Dansk Lystfiskeri og Lystfisker Danmark.
Styrke lystfiskeriet gennem flere økonomiske ressourcer til fiskeplejen
– Fiskeplejen gavner alle dele af dansk fiskeri og bør derfor også understøttes af staten med en tilskudsordning, hvor lystfiskernes indsamlede midler fra fisketegnet, suppleres krone til krone fra staten til øget fiskepleje og regionale indsatser, finansieret fra de betydelige tilskudsordninger, som fiskeriområdet oppebærer, årligt 30-40 mio. kroner.
Opbakning til og udvikling af det frivillige engagement
– I Danmark findes der mere end 200 lystfiskerforeninger, som hvert år bidrager med mange tusinde frivillige arbejdstimer. Alene i Danmarks Sportsfiskerforbund udfører medlemsforeninger mere end 60.000 timers frivilligt arbejde årligt. I Grøn trepart ligges der op til øget lokal involvering gennem kystvandråd og vandoplands styregrupper. Dette er centralt, da det vil skabe en lokal forankring og opbakning til den grønne omstilling. Dette kan sikres med enkle midler, så det frivillige engagement omkring vandpleje gøres større. Ressourcer tilført til at håndtere det administrative arbejde forbundet med vandpleje i ferskvandet, vil gøre det lettere at fremme frivilligt engagement omkring lokale grusbander og vandplejeteams. Dette er en særdeles vigtig indsats, fordi kvaliteten af det udbredte kystfiskeri efter havørred i høj grad afhænger af tilstanden i de helt små vandløb. Og mange af dem er ikke medtaget i vandrammeprojekterne.
– Kystfiskeri efter havørred er nærmest nationalsporten blandt danske lystfiskere, ligesom dette fiskeri hvert år tiltrække mange tusinde udenlandske lystfiskerturister. I forbindelse med forhandlinger i regi af Grøn trepart vil Radikale Venstre afsætte ressourcer til at håndtere det administrative arbejde (tilladelser m.m.), som er forbundet med marin vandpleje samt understøtte foreningslivet med uddannelse og rådgivning af de frivillige.
Sikre bedre adgangsforhold til Danmarks fiskepladser
– Lystfiskere er engagerede brugere og beskyttere af den danske natur, og de bør sikres adgang til danske vande. Derfor bør der nedsættes en task-force til at belyse, hvordan man i fremtiden sikrer offentlighedens adgang til lystfiskeri, bl.a. via almen adgang til fiskepladser herunder problemstilling i forhold til nationalparker, beskyttede områder og private opkøb af ferske vande.
De store vandprojekter
– Som nævnt burde Danmark være et internationalt eldorado for lystfiskeri. Det er dog svært at leve op til denne vision, så længe to af Danmarks største vandsystemer er amputerede. Der er tale om Gudenåen og Storåen. De to vandsystemer vil kunne forbedres markant ved at sikre frit løb for vandløbene ved at fjerne spærringerne ved Tange og Holstebro. Med dette udspil ønsker Radikale Venstre at skabe rammerne for levende lystfiskeri i Danmark på tværs af generationer, så endnu flere børn, unge og ældre kan dele minder fra naturen langs vores skønne kyster, søer og vandløb.
sep 13, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Området omkring Lillebælt, Kolding- og Vejle Fjord byder på fine muligheder for kystfiskeri efter havørred. Vi har fulgt i fodsporene på tre lokale storfangere – Jan Jensen, Thomas Andersen og Lasse Søbjerg Pedersen, som her giver dig masser af tips, hvad enten du er spinne- eller fluefisker.
AF JENS BURSELL
I den centrale del af Trekantsområdet mellem Middelfart, Vejle og Kolding er der muglighed for et fint fiskeri efter kystørred, når man kender pladserne. Her – midt imellem det urbane og landlige – findes så varierede muligheder for at fange sig en havørred, at man bliver helt svimmel ved tanken. Faktisk kan man meget let gå hen og få akut havørred-feber. Så hvis ikke du kan afse lidt tid til symptombehandling af denne frustrerende sindstilstand, må du hellere stoppe lige her.
– Uanset hvilken retning vinden kommer fra, er det muligt at finde en god plads inden for en halv times kørsel, fortæller Jan, der selv bor i Fredericia. – Sammen med faren Svend Erik Jensen har han i over tredive år fisket de lokale kyster tynde for havørred. Men det er bestanden dog ikke blevet tyndere af – tværtimod, griner han.
Her kan du se de vigtigste kystpladser til havørred i Trekantsområdet.
Valg af kystpladser i forhold til vindretningen
Vindretningen har altid stor betydning på kystpladserne, og som det er tilfældet ved mange andre kystpladser, er det helt generelt ofte fralandsvind, der giver det bedste fiskeri. Her får du Jan og Thomas’s bud på de bedste områder og pladser ved forskellige vindretninger – 360 grader rundt.
Nordenvind eller NVog til en vis grad også NØ-vind er helt perfekt i Lillebælt på strækket fra den gamle bro til Sønderskov. I Vejle Fjord er hele nordsiden rigtig god i nordenvind. Her vil jeg især fremhæve pladser som Stenhøj Strand, Rosenvold, Skyttehuset, Ulbæk Hus og Fakkegrav, der er en fantastisk forårsplads. Tilsvarende er der også mange fine pladser på nordsiden af Kolding Fjord, der er oplagte i nordenvind, men jeg fisker ikke så meget selv i det område.
Østenvind kan også byde på godt fiskeri. Her er det især Gals Klint overfor Sønderskov og Røjle Klint på Fyn, der spiller max. Lidt længere mod nord er Holster Hage og Andkær Vig i Vejle Fjord et rigtig godt bud på noget action i østenvind.
Sydøstenvind er optimalt, hvis du vil fiske på Strib Fyr, men også Gals- og Røjle Klint er gode under disse forhold. Denne vind er ligeledes god ved Treldekysten på nordvestsiden af Trelde Næs. Her vil jeg især fremhæve pynten ved Trelde Sande, der er god, hvis vinden er alt for kraftig. Lidt længere nordøstpå er Holsterhage og Andkær Vig også gode under disse forhold.
Holster Hage i Vejle Fjord er et rigtig godt bud på noget action i østenvind, men fungerer også fint i søndenvind.
Søndenvind er ikke overraskende god på hele sydsiden af Vejle Fjord – lige fra broen og ud til Trelde Klint. Ligeledes er sydsiden af Kolding Fjord god ved sydlige vinde. Blæser det fra syd, er det sjældent godt i de centrale dele af Lillebælt.
Sydvestenvind er drømmevinden. Den er simpelthen super rigtig mange steder – blandt andet Trelde Næs og hele Treldekysten vest for Trelde Næs. Tilsvarende er Østerstrand ved Fredericia omkring fælleden et godt bud under disse forhold. Hele strækket fra Skanse Odde til Hybylund kan være rigtig fint. Tilsvarende kan Erritsø Strand fra Motorvejsbroen op til Lystbådehavnen give rigtig mange fisk, når vinden kommer fra sydvest. Hagenør i Lillebælt er også fin.
Vestenvind er helt perfekt til Trelde Næs, og er som SV-vind helt generelt en af de rigtig gode vinde, når man bor i Østjylland. Så kører nemlig stort set alle pladser på hele den Østjydske kyst. En anden favoritplads ved vestenvind er helt klart Hagenør i Lillebælt.
Nordvestenvind er fin både ved Hagenør, Sønderskov samt nordsiden af Kolding- og Vejle Fjord. Præcis denne vind er endvidere helt ideel ved kysten fra Trelde Næs og hele vejen ned til Fredericia. Dette er et utroligt spændende og flot stykke natur. Her er masser af væltede træer ud i vandet, og adgangsforholdene er ret besværlige, fordi der ikke er nogle stier eller trapper ned ad de til tider ret stejle klinter. Men – der er masser af fede havørredpladser, og under de rigtige forhold kan belønningen for alt besværet være et helt og aldeles uspoleret fiskeri.
Har du mod på udfordringer og en lang travetur, så er dette stræk derfor helt klart værd at satse på. Hybylund eller Kirstinebjerg Skov er et oplagt startsted. Har du adgang til båd, er det et godt sted at lægge den næste tur.
Bagerst th den originale Olling-wobler fremstillet af Ib Olling i halvfjerdserne. Nederst Kinetics Mini Goby, som Tom Schmidt har udviklet med Ollingwobleren som inspirationskilde. Sidstnævnte kan købes i de fleste grejbutikker.
Olling-wobleren er en fantastisk wobler til det helt lette fjordfiskeri. Her en skøn blanding af originaler samt Jan og Thomas’s egne epoxyafstøbninger.
Spinnefiskeri efter havørrederne
– Ib Olling– woblersnedkeren fra Nørre Åby på Fyn – var allerede for 15 år siden en stor inspirationskilde til mit spinnefiskeri, afslører Jan. – Til dagligt arbejdede jeg sammen med ham på fabrikken Kemira. – Før jeg mødte ham, gik jeg meget med tunge pirke og blink i 20-30 grams klassen, men da jeg på egen hånd oplevede hans meget overbevisende fangststatistik på bittesmå kystwoblere i 4-10 grams klassen, tog jeg et markant skift til det lettere udstyr.
Jeg fik et par af hans woblere, og så begyndte der for alvor at ske noget i mit kystfiskeri efter havørred. Eller for at gøre en lang historie kort – jeg fangede klart flere fisk. Der er selvfølgelig også nogle fisk, man ikke når ud til med så lette agn, men hvad gør det, hvis fiskene er tæt på – og det er de ofte langs de østjydske kyster.
– Vores favorit-Olling til natfiskeriet har altid sort ryg, men bundfarven betyder ikke så meget, supplerer Jan’s faste kystmakker – Thomas Andersen fra Løsning, som han har fisket med de sidste fire sæsoner. – Bugen på vores Olling-woblere til natfiskeri er normalt lys eller blank, mens vi i dagslys ofte bruger mere gullige versioner uden markant kontrast mellem ryg og bug. Til at starte med brugte vi originalerne, men nu støber vi vore egne versioner af epoxylim, som fungerer mindst lige så godt.
De originale Ollingwoblere har i øvrigt dannet forbillede for kystwoblere, der senere er videreudviklet af Tom Schmidt til den kommercielt producerede Mini Goby fra Kinetic, beretter Jan og Thomas. Så hvis du ikke orker af indhalere epoxylim, skal du bare købe en af disse. Det er klart, at indspinningsteknikken skal varieres efter forholdene, men normalt kører vi den stille og roligt ind i jævnt tempo. Fire omdrejninger på hjulet og så et spinstop er normalt den rytme, der giver bedst. Ser eller mærker jeg en fisk, som ikke tager på det efterfølgende spinstop, speeder jeg farten voldsomt op, hvilket normalt kan få ørreden til at gå til makronerne.
Thomas Andersens far Hans med en flot sekskilos blankfisk fra Sønderskov i Lillebælt.
– Især i de beskyttede fjorde og vige er Ollingwobleren vores helt klare favorit, pointerer Thomas, men på dage med meget strøm i fx Lillebælt, skifter vi normalt om til et lidt tungere blink – og her er vores favorit helt klar Sølvpilen i 16-24 gram – enten i grøn/hvid eller sort/hvid. Den kaster som en drøm og kommer godt ned i vandet, selv ved relativt hurtig indspinning, som er det optimale tempo til dette blink. Også her øger vi normalt tempoet efter et spinstop, der ikke udløser hugget.
Originalkrogene skifter vi til Owner ST 36 BC X str. 6 til 16 grams versionen og str. 4 til 20-24 grams versionerne. Møresilda i 6, 10 og 16 gram i kobber/rød er også et vinderblink i mange situationer. Til allround spinnefiskeri bruger de to gutter Shimano Speedmaster i 5-20 gram. Jan har en tifods og Thomas foretrækker en nifods. – Det er en virkelig fed stang, som er let, kaster godt og har kraft nok til at fighte selv store fisk, understreger Jan. Og – da han i maj 2010 krogede og landede en 10,7 kilos kystlaks på netop denne stang, må man sige, at der er vægt bag disse ord. Hjulet er et Shimano Aspira 3000 fyldt med 0,14 Fireline. Vores favoritblinklås er Owner Sinker Hook Crane Swivel str. 18-16, der, modsat alle andre blinklåse vi har prøvet – aldrig åbner sig på det forkerte tidspunkt.
Lasse Søbjerg Pedersens favoritfluer til natfiskeriet: Nightskaters (tv – øverst), Børsteorms imitationer af kaktus chenille (tv – bund og midt th) samt
forskellige varianter over Sølvræven (th).
Med bombarda eller fluestang efter havørred
Bombardafiskeriet kan også være effektivt, og her er det især reje- og børsteormsimitationer, der kommer på forfanget. vi må dog indrømme, det er sjældent, at vi gør det. Normalt fanger vi nemlig rigeligt med fisk på det normale spinnegrej, slutter de to gæve spinnefiskere.
Kystfluefiskerne har ligeledes ofte fint fiskeri i Trekantsområdet. Lasse Søbjerg Pedersen har igennem de sidste 10 år fisket røven ud af bukserne langs de mange fjorde, og det er efterhånden blevet til en solid stak sølvblanke på fluestangen. – Grundlæggende set fisker jeg fuldstændig de samme pladser som spinnefiskerene – fluestangen er den eneste forskel, fortæller han.
Lasse og Thomas’s far udveksler sølvblanke røverhistorier ved Vejle Fjord.
Med flue om natten på kysten
– Til natfiskeriet forår og sommer er mine favoritfluer Nightskaters, Børsteorms imitationer af kaktus chenille samt forskellige varianter over Sølvræven, afslører han. – Nightskaters bliver normalt bundet med blødt afrundet skumkrop, men jeg foretrækker at kroppen er firkantet, for så streamer den bedre, når man trækker den igennem overfladen. Fluen binder jeg på en Scierra Techpoint str. 8.
– Børsteormsimitationer er super i det tidlige forår, understreger Lasse. Børsteormsimitationen Aarn bruger jeg egentlig ikke så meget mere, da man får en del fejlhug på den lange bløde hale. Her er en børsteormsimitation bundet på et tandem-krogsæt bedre, fordi man også har en chance for at kroge fisken, når den napper efter halen. Når man anvender kactus chenille fluer som denne, foretrækker jeg et lille conehead forrest på fluen, da det ellers let kommer til at føles som om, at man kaster med en plasticpose, hvilket er ret irriterende. Bagerst på fluen er en lille lokkende hale af marabou.
Med tobisfluer efter Trekantsområets havørreder
– Tobisimitationer er også gode, og her anvender jeg ofte en variant over Sølvræven, der kan flytte noget vand, samt tiltrække sig en del opmærksomhed i nattemørket, beretter han. – Når den bindes på et rør, anvender jeg en ordentlig dusk polarræv kombineret med et par sølvfarvede flashstrå.
Bindes den på en enkeltkrog str. 8 lægger jeg et sort hønehackle foran polarræven. Krogen er belastet på undersiden med et stykke tin-tråd og beviklet med sølvtinsel. Denne flue finder jeg normalt frem, når jeg har svært ved at tage ørrederne på fx Nightskaters helt oppe i overfladen. Så skal der nemlig et helt andet bevægelsesmønster til for at tricke fiskene. Denne ret tunge flue er perfekt til at jigge fluen ind med små hurtige 8-10 cm lange ryk, og det er ofte det, som skal til, når alt andet kikser.
Sønderskov ved Lillebælt er en fantastisk kystplads med god dybde tæt under land – og til tider en hel del strøm. Det var præcis her Jan fangede sin 10,7 kilos kystlaks i maj 2010. Læs mere i Fisk & Fri 5/2010.
– Til dagsfiskeri i sensommeren og det tidlige efterår anvender jeg ofte streameren Eriks flue, der er en god allround fiskeimitation, fortæller Lasse. – Herudover anvender jeg ofte diverse rejeimitationer. En rigtig god allround flue til dagfiskeri i området er Brun Bomber – en slags Red Tag bundet på en stor krog med tre store, brune fasanhakler ned langs krogskaftet. Den røde butt er den samme som på Red Tag. Om natten går jeg ofte med en klasse 8 Greys G-Tec kombineret med et Okuma # 8 hjul. Jeg fisker altid med et flydende skydehoved fra Rio – ikke fordi jeg har noget imod WF-liner, men fordi de kaster en anelse længere. Men – her er vi dog ude på marginalerne. På de helt stille dage går jeg med en klasse 6 stang, som i mit tilfælde er en A. Jensen AHT Advanced kombineret med et Scierra CTC Trout hjul og et flydende skydehoved fra Rio. Som backing på alle mine hjul bruger jeg ganske normal fletline – det fylder nemlig meget mindre end dacron bagline af tilsvarende brudstyrke. Hvis man får et hug af en fisk som Jans kystlaks på 10,7 så vil man ikke fortryde denne dispostion, slutter han med et glimt i øjet, der vidnerom, at han ikke har noget mod at være den næste der får en flidspræmie af denne type.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010
sep 3, 2024 | Betalt samarbejde, Nyheder, Video
Mikrosoftbaits kan være en super effektiv agn til put and take søens ørreder. I denne video er vi taget med put and take eksperten Casper Bjerregaard Larsen, der præsenterer de tre nye mikrosoftbaits fra Kinetic – Curlypup, Wriggly og Nyx. På turen, der foregår ved Store Rosenbusk, viser Casper, hvordan de forskellige softbaits – henholdsvis curlytails, worms og creature baits – skal monteres og fiskes under forskellige forhold i put and take´en. Glæd dig til en sjov og underholdende dag ved putten med masser af fisketips, action og flex på klingen.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
aug 31, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Hav – kutter og småbåd
Denne makrel på lidt over kiloet kunne ikke modstå en spoonfly – præcis som den to-kilos kamp – fighter jeg krogede, men desværre ikke landede et par minutter forinden dette foto blev taget. Læs mere om Spoonflies på www.fiskogfri.dk’s artikelarkiv.
Sensommerens makreller er en fantastisk oplevelse på fluegrejet. Følg med Bo Nettelbladt og lær, hvordan du bedst takler den hidsige bolværkstun.
AF BO NETTELBLADT
TIDEVANDET er på vej udefter. Det er en sen, smuk aften i august. Pludselig kan jeg se en stime fisk blive jaget ind imod bropillerne. Lynhurtigt lægger jeg et kast på tværs af strømmen, og idet fluen svinger ind foran stimen, mærker jeg et let stød i linen. Sekundet efter hyler mit fluehjul som et skræmt dyr, og inden længe begynder backingen at forsvinde fra rullen.
Fisken svømmer utrætteligt rundt i store cirkler, indtil jeg om sider kan få fat om den muskuløse krop: Det er en flot makrel på lidt over kiloet! Hvilken fighter og hvilken skønhed. Det her vil jeg bare opleve igen og igen – og det kommer jeg også til. De høstfede makreller jager nemlig småsild i sundet hele aftenen. Og hver gang de kaster sig over fluen og bliver kroget, farer de som missiler ud over åbent vand.
En anden aften fisker jeg fra en odde direkte ud mod det åbne hav. Pludselig er det som om dele af overfladen vibrerer, og med polbrillerne kan jeg skimte en mosaik af glimt, der synkront bevæger sig lige under overfladen. Det er gællelågene fra flere hundrede makreller. Hvilket syn. Et stykke tid efter kan et par bådfiskere iagttage en hysterisk Huggene er mange, men det er nærmest umuligt at kroge fiskene, så efter lidt tid, sætter jeg mig ind på land for at dulme nerverne. Som for at provokere mig, trækker fisken nærmere, og inden længe går de helt inde langs land. Jeg er nem at narre, og kort efter har jeg kastet min flue ud igen. En fisk spurter frem og tager fluen, sluger den – og spytter den ud igen. Alt sammen på under et sekund…
– Næste gang må jeg hellere påbegynde krogningen, inden fisken hugger, tænker jeg, idet jeg lægger fluen til en ny fisk. Og med dette mantra i baghovedet lykkes det mig hurtigt at kroge og lande seks flotte makreller. Jeg er meget nysgerrig, da jeg renser fisken, og i maven finder jeg noget der minder om orange grød – halvtfordøjede dyreplankton og bittesmå krebsdyr, som er alt for små til at imitere ved fluestikket.
Når du fisker om dagen fra båd er synkeliner det bedste bud på et effektivt fiskeri.
Sådan fisker du makrel på flue
Fisketeknikken er forskellig afhængig af, hvad fisken jager. Til plankton ædere øger du chancen for fast fisk ved at lægge modhugget med strip-strike – dvs at gøre modhugget ved at lave et hurtigt træk i linen med linehånden. Sildeædere, derimod tager fluen med stor fart, og er derfor meget lettere at kroge. Om dagen skal man ofte fiske lidt dybere med synkende liner, men om aftenen er der gode chancer for at tage fisken højere og tættere på land med flydeline. Kast ud foran stimen i god tid inden de når fluen, så de ikke bliver skræmt. Selvom du måske ser fisk i overfladen, så tænk over, at stimens forreste fisk ofte svømmer under vandet foran dem du umiddelbart ser.
Fiskeimitationer som denne er perfekte, når de store makreller er på jagt efter fx småsild og brisling.
Grejet til fluefiskeri efter makrel
Mit favoritgrej er en hurtig stang i # 7-8 og tilhørende hjul kombineret med udskiftelige skydehoveder, så du er rustet til alle situationer. Fra drivende båd vælger jeg en hurtigt synkende line og tager linen hurtigt ind med begge hænder, mens stangen er klemt fast i armhulen. Affisk først de øverste vandlag, og lad gradvist linen synke mere og mere, hvis ikke du får hug. Flydelinen er mest velegnet, når du fisker fra land i godt vejr – og når fisken går helt oppe i overfladen tæt på land.
Makrellen er ikke forfangssky og et ni fods forfang med en spids på 0,28 er derfor fint til flydelinefiskeri. Med synkelinen anvender jeg et forfang på en meter 0,30-0,35 mm. Anvend altid et taperet forfang – så undgår du, at planktonæderne hugger på knuderne! Her er det bedst med rejefluer i str. 6-10 – gerne med et farvestærkt hugpunkt. Til de større og ofte fiskeædende makrel er fiskeimitationer af Deceiver-typen i str. 4-1/0 rigtig gode. Husk en linekurv, så du hurtigt kan flytte plads.
Makrellen er en helt enestående fighter – der bare skal opleves på fluestangen.
aug 30, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Tv: Kaj Møller med danmarkshistoriens første tun fanget på stang og hjul. Det som ingen troede muligt beviste han. Th: Forsiden af Ludvig Svendsens legendariske bog “Tun” fra 1949, hvor tunkongen Bauder sidder i stolen og fighter en at sine utallige tun.
Det danske tunfiskeri går mange år tilbage – og historien om dette helt vilde fiskeri, er om nogen en historie om drømme, store fisk og ømme arme. Fisk & Fris lystfiskerarkæolog Per Ekstrøm har kigget tilbage i tiden.
AF PER EKSTRØM
Er der noget der kan få rigtige lystfiskere til at blive euforiske, så er det store fisk. Fascinationen af kæmpefisk sidder så dybt fastkroget i enhver rigtig lystfisker, at det er meget svært at imponere vedkommende med andet, og så har store fisk altid skabt gode historier – noget som er en del af fænomenet – lystfiskeri.
Dette er både historien om den store blåfinnede tun, der hver sensommer, for et halvt århundrede siden i tusindvis, kom ind i vore farvande. Tunen skabte legender, men også en klub, der eksisterer den dag i dag, selvom det er over en generation siden, at tunen sidste gang skabte virak i de danske farvande.
Der var engang
Sådan starter de fleste eventyr, men vi kunne passende begynde historien med hvordan startede det hele egentligt, for tunen dukkede jo ikke pludseligt frem fra det rene ingenting. Næ! – Den var trofast kommet gennem årtusinder, der var bare ingen der havde taget den rigtigt alvorligt. Lynhurtig og med en størrelse der gjorde den umuligt at fange, var årsagen til en ringe interesse, i en hverdag hvor det daglige brød var det vigtigste punkt på dagsordenen, og hvor lystfiskere var særlinge der ikke blev taget alvorligt.
Erhvervsfiskerne kendte godt tunen, der så den i jagten på føde – makreller, hornfisk og sild. På den sjællandske nordkyst var de ofte ude for, når de røgtede deres garn, at stimer af tun eller ”springere” som de kaldte dem, kom tæt på for at tage del i ædegildet, når sildene forsøgte at undslippe. Populære var de imidlertid ikke. Kom en tun i garnet kunne det meget let skabe en del ravage med tabt fangst og ødelagte redskaber til følge.
Starten på målrettet lystfiskeri efter tun i Danmark
Først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte et meget spædt, men mere målrettet fiskeri efter disse makreller i megastørrelse. De første personer man kan sætte navne på, når det gælder tunfiskeri, var to erhvervsfiskere fra Sjællands Odde. I årene under 1. verdenskrig var brødrene Peter og Valdemar Madsen, sidstnævnte gik under navnet øgenavnet ”Valdemar Lampepudser”, fordi han passede fyret på Sjællands Rev, begyndt at fange tun med tovværk og hjemmesmedede kroge fremstillet af tænderne fra en hesterive.
Ikke fordi der var afsætningsmuligheder i Danmark, for det var der ikke. Der var ingen tradition for at spise hvaler eller kæmpefisk, men i de sidste krigsår kunne de afsættes på det tyske marked, hvor alt spiseligt blev afsat til en rigtig god pris. Efter krigens afslutning hørte det op, og først i 1926 var der atter nogle, der fik øje på tunfiskeriets muligheder.
Et hold af københavnske lystfiskere begyndte at dyrke fiskeriet mere målrettet. Først med håndliner, men allerede året efter med stang og hjul. Håndlineudstyret var ikke særligt kostbart og ganske simpel. Med en lang bambustang holdt man forfanget agnet sild eller makrel udfra bådsiden. Samtidig kastede man masse af sild eller makrel ud for derved at imitere en fiskestime. Nogle lokkefisk var bunder sammen med små korkstykker så det ikke sank så hurtigt. Ofte skulle der adskillige kasser fisk til for at lokke tunen hen til båden, men når den så endelig viste sig, var det ofte stimer at tun. Tunene jagtede i stimer og en folk tun angreb en stime fisk ved at komme fra alle sider. Det skabte forvirring og ofte kogte vandet af makrel og hornfisk der i panik røg helt ud af vandet.
Selve forfanget med agnen var fastgjort med en knækline, så når tunen tog agnen og blev linen frigjort og tunen kunne tonse derud af. I enden af linen var monteret en bøje, som regel en solid 20-liters petroleumsdunk der fungerede som flåd. Linen skulle være placeret i en kurv eller anden beholder, så der ikke skete ulykker, når en masse line pludselig rutsjede henover dækket. Så sejlede man efter dunken, og når tunen var blevet lidt træt, sejlede man hen og samlede bøjen op. Herefter startede en ægte tovtrækningskonkurrence. I de fleste tilfælde med tunen i taberens rolle. Tun på 200 – 250 kilo var ikke usædvanlige.
Tunfænomenet Kaj Møller
Den første der forsøger at fange en tun på stang og hjul var Kaj Møller. Møller var blevet inspireret af amerikaneren Zane Grey, der malende havde beskrevet kampene med havets storvildt, og på en tur til London og efter et meget dyrt besøg hos Hardy Bros. på Pall Mall var Møller klar til kamp på havet.
Den 7. august 1928 gik Møller ombord på kutteren ”Lars Kruse”, opkaldt efter den berømte redningsmand, som Skagensmalerne mange gange havde portrætteret i både ord og billeder. Skipperen var noget skeptisk, da han så Møllers udstyr. Københavnere var en særegent folkefærd med vanvittige ideer, og skulle han på havet med det udstyr, så var det en betingelse, at også håndliner skulle med. Han skulle ikke være til grin i hele havnen, hvis de kom hjem uden tun, blot fordi en ”køvenhavner” havde fået en sær idé.
Ude på Kattegat begyndte jagten. Udstyret med kassevis af sild, begyndte forfodringen for at lokke tunen til. Klokken havde lige passeret 5 minutter over 6, da hugget faldt, og tunen i første udløb flåede 350 meter af hjulet. Kampen var i gang. I næsten 3 timer var Møller travlt beskæftiget med henholdsvis at hale og slække. Da tunen omsider kom ind til skibssiden var den død. Den havde sprængt sig selv. I Odden Havn vejes den til 478 danske pund. Danmarks første lystfiskerfangede tun var en realitet.
I den følgende uge fulgte Møller succesen op, og fangede tun nr. 2 og 3. Tun nr. 3 var samtidig lidt af en sensation. Det var tidlig morgenstund, kl. 4.57, da tunen huggede ca. 2 mil N.V. for Gniben, og satte Møller på et arbejde, han næppe selv havde forestillet sig. Tunen, der var rigtigt stor, tog omgående 400 meter af linen og så begyndte en kamp der er de få lystfiskere forund at opleve. De første 3 timer var det umuligt at få nogen line ind på hjulet, mens tunen trak båden rundt i det kystnære område langs Sjællands Odde. Den bevægede sig i store cirkler og synes utrættelig. Ved 9 tiden begyndte Møller omsider at få lidt hold på tunen, troede han, da det lykkedes at bjærge næsten 100 meter linen. På det tidspunkt var den kun 150 meter ude. Det synes som om den var ved at være død, men det var en vildfarelse.
Pludseligt tog en vis person ved dyret, og den satte kursen nordover ret mod Hesselø. Båden havde bare at følge med, og i løbet af nogle minutter tog tunen 300 meter line. Nu begyndte man at sejle hastigt op mod tunen, og man fik den rigtig tæt på, men atter trak den line af og gik i dybet. Atter begyndte den at gå i cirkler, og det var næsten 9 timer siden den huggede. Vejret viste sig samtidigt fra sin ubehagelige side. Det var blæst op, der var heftige regnbyger og søen havde rejst sig. Det var blevet sværere, men det skulle blive endnu mere besværligt. Tunen foretog et pludseligt ryk og håndtaget på stangen knækkede. Samtidigt begyndte den at vise træthedstegn, og Møller pumpede på livet løs. Den var nu inden for 40 til 50 meter fra båden. 20 minutter i 4 knækkede stangen 2 centimeter under hjulet, men tunen var så tæt på, at man efter 10 minutter kunne hale kæmpen indenbords. Et minut i 4 anså Møller kampen som overstået, da fangstkroge halede rekorden ombord. 11 timers hårdt arbejde var forbi. Møllers psykiske tilstand kan vist alle sætte sig ind i, men hans fysiske er nok sværere, men mon ikke han har trængt til en kold bajer. 638 danske pund vejede tunen (316 kilo). Møller var kun 24 engelske pund (små 12 kilo) fra den daværende verdensrekord på 758 lbs.
Tunfiskeri ved Sjællands Odde
De følgende par år fisker et hold af datidens prominente lystfiskere jævnligt efter tun fra Odden. Det er folk som Ludvig Svendsen, (1883-1959) legendarisk grejforhandler og forfatter til utallige bøger om lystfiskeri, Valdemar Nielsen og Bøje Benzon. Fra en privat båd fanger de en del tun de fleste mellem 100 – 200 kilo. I årene fra 1930 til 35 hører man ikke så meget til tunfiskeriet ved Sjællands Odde. Ifølge Ludvig Svendsen fordi mængden af sild og makreller ikke var så store som tidligere, men i 1934-35 begynder erhvervsfiskerne fra Snekkersten at fange en del store tunfisk i området mellem Lappegrundens fyrskib og ned til Hven, og i slutningen af 30´erne sker der atter en opblomstring af fiskeriet.
Tunens udbredelse
Hvad der drev tunen så langt ind i de indre danske farvande er svært at sige, da mængden tilsyneladende har været meget varierende. Men antallet set i relation til den samlede bestand var været meget begrænset. Man skal tænke på, at fiskeriets effektivitet på daværende tidspunkt var beskedent, og for de fleste fiskeres vedkommende begrænsede sig til det kystnære fiskeri. For at få et indtryk af bestandens størrelse, er det nok lettere at gengive den norske havbiolog Jacob Sømme´s iagttagelser. Han fortæller om en tur engang i 20´er eller 30´erne med et havundersøgelsesskib.
Mellem Shetlandsøerne og Bergen sejlede man ind i så tætte stimer af tun som gik over hinanden. Så langt syd – og nordover som øjet rakte. De kunne sejle i disse kæmper i timevis, og da de kom indenskærs langs den norske kyst mødte de mange stimer med 100 meters mellemrum, men de var at regne for en bagatel for hvad det havde set ude på havet.
I 1945 blev der alene af erhvervsfiskerne til auktionerne i Skagen, Thyborøn og Esbjerg indbragt 7.100 tun med en samlet vægt på knap 477 tons. Isoleret set var det derfor kun en ubetydelig mængde der fandt vej til Øresund, men deres berømmelse blev ikke desto mindre så meget større.
Tungrejet var en kostbar investering
Når det gjaldt det primitive fiskeri med håndline, var den økonomiske investeringer i fiskergrejer overkommelig, men kom stang og hjul på tale, så var de kun de få der kunne være med i båden.
Kunststoffer var en ukendt begreb. Stængerne blev primært produceret af Hickory eller splitcane. Hickory er amerikansk valnøddetræ, og navnet er det indianske for træsorten. Det var rimeligt bøjeligt, men krævede som alle andre naturprodukter vedligeholdelse. Splitcane er som bekendt flækket bambus, der er limet sammen igen i enten 5 eller 6-kanter. Begge var almindeligt forekommende. Den kendte danske standfabrik Norden, der producerede mange typer splitcanestænger opkaldte sine stangmodeller efter fiskepladser rundt om i Danmark. Tunstangen hed dog kort og godt bare ”TUN”. Løberingene var kraftige og som regel udført i rustfrit stål. Enten med rulleøjer eller med agatbelægning.
En almindelig tunstang kostede nemt mellem 2 og 300 kroner, men så holdt de heller ikke længe. Ludvig Svendsen der var eneforhandler i Danmark udtrykte det vist meget præcist, da han beskrev den gennemsnitlige levetid på en billig tunstang: ”Første år bliver den bøjet, hvis der har været mange fisk på, og året efter knækker den som regel”. Skulle det være solidt og luksus, stod der stå Hardy på stangen, men så kostede den nemt det dobbelte.
Stængerne var klassificeret som i dag. Men hvor vi enten anvender lbs. eller kg for at klassificere stangen til linens brudstyrke, brugte man dengang antallet af tråde i det såkaldte Cuttyhunk til at klassificere linen. Cuttyhunk er en treslået fastsnoet hørline af specielt lange hørfibre. Den var kun let imprægneret og tynd i forhold til brudstyrken. Linens brudstyrke var afhængig af kvaliteten på materialet, men fælles for dem var at de var snoede og flettet på en sådan måde, at de ikke svulmede op, når det blev våde. Alle liner blev derfor benævnte med numre 6, 9, 12, 15, 18 og op til 72. Nummeret henviste til antallet af tråde som linen bestod af. Trådens brudstyrke, der var angivet i våd tilstand, var angivet i henholdsvis 2, 2½ og 3 lbs brudstyrke. En line nr. 9 med højeste brudstyrke havde derfor en brudstyrke på 27 lbs, men den kraftigste, nr. 72 havde en på 216 lbs. Eneste ulempe var at linen skulle tørre efter brug, så en del stole i den små hjem har nok været anvendt som tørrestativer, når manden kom hjem fra en hård dag på vandet.
Man kendte ganske vist til nylonliner, men det var kun i sin tidlige vorden, og havde ikke de brudstyrker som i dag. Nylon har også den ulempe, at det er elastisk og kan ødelægge en hjulspole, hvis den lægges meget stramt op på hjulet, og det var jo nærmest uundgåeligt med en så stort pres.
De store hjul til tunfiskeriet
Hvad hjulet angik, så var der stor forskel. Der blev produceret store Nottinghamhjul, uden udveksling, amerikanske Penn var naturligvis også på banen med hjul med udveksling og stjernebremse. Et alternativ var Jagt og fiskerimagasinets kopi af en Penn 16/0 – model ”Tuna”, fabrikeret på licens. Det kunne fås for under det halve af, hvad tunehjulenes Rolls Royce. en model Hardy Zane Grey, der kunne fås en 2 udgaver en 12/0 eller14/0. Numrene henviser til hjulets diameter. Ønskede man sig et etui til sit Hardyhjul, i håndsyet læder naturligvis, måtte man slippe mere end 100 kroner yderligere. Den ukronede tunkonge Carl Bauder udtrykte det i Jagt & Fiskerimagasinets årlige katalog i 1950 sin begejstring for Hardy`s grejer således: ”Min Hardy-Zane Grey stang kan tåle at fighte de allerstørste tunfisk. Man behøver ikke at have ængstelse for, at den skal knække ved at tage for hårdt på meget store fisk. Det er smukt arbejde som alt andet af Hardys redskaber”. Sagt af en mand med forstand på tun.
Tunfiskeri med stang og hjul var ikke for hvem som helst, når man ser på datidens grejpriser. For at få indtryk af priserne, skal man sammenligne den gennemsnitlige lønindtægt for en lønmodtager. I 1945 lå den på cirka 100 kroner om ugen, så et godt tunudstyr kostede cirka 5 måneders løn.
Tunfiskeriets guldalder i Danmark
Det egentlige boom kom først i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, men så blev Danmark også for alvor sat på verdenskortet som stedet for de store tun.
I årene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og fiskeri i Øresund blevet forbudt på grund af krigsudbruddet i Europa, men gennem hele krigen fangede Snekkerstenfiskerne mange tunfisk i Øresund, mens lystfiskerne kunne bare se på.
Allerede i sensommeren 1945 var de første tunfiskere dog på plads i ”Tunfeltet” (området mellem Helsingør og Helsingborg og ned til Hven). Svenske Jægermester Callander fanger, med stang og hjul, i løbet af 7 dage i oktober ikke færre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. Den største var på 240 kilo. Året efter er Callander på færde og fanger i løbet af bare 4 dage 9 tun. Samme Callander fortsætter i 1947 forrygende stil og fanger ene mand 24 tun, hvoraf de 6 tilsammen vejede ca. 1 ton. Den største på 320 kilo som på det tidspunkt er skandinavisk rekord.
Året 1948 er tunhistoriens mest fantastiske fangstår, og her skabes Danmarkshistoriens største ”tunlegende” – Carl Bauder. Carl Bauder var søn af Vekselerer Bauder, som blandt andet ejede Nordisk Film. Men det sønnen præsterende var ingen fiktion. Det var virkelighed. I løbet af sæsonen fangede han ikke færre end 68 tun med en samlet vægt på ikke mindre end 10.301 kilo, svarende til en gennemsnitsvægt på 151 kilo. Det skønnes, at der i rekordåret 1948 blev landet omkring 400 tun i Øresund. Nogle kilder anslår 600 tun.
Flere og flere begynder at fiske tun
I takt med tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere på vandet. Den korte afstand til fiskepladserne fra havnen og ikke mindst den korte afstand til København gør at flere forsøger sig som tunfiskere. Havde man ikke selv båd kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerene i Snekkersten for hvem det blev en god forretning at sejle tunhungrende lystfiskere på Øresund. Var man nogle stykker kunne man slå sig sammen og chartre en båd. Det kostede 100 kroner for en dag, men så tilfaldt fangsten også skipperen for nu var der i modsætning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I 20 érne var der overhovedet ingen der ville sætte tænderne i en tun, men langsomt ændre folk syn på tunen. I begyndelsen af 30érne kunne man få omkring 10 øre kiloet ,men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun på dåse kom der mere fart i priserne. Var man heldig, kunne en tun måske indbringe 2,50 krone kiloet, og så var der pludselig god økonomi i fiskeriet. Derfor var det ikke altid let at få skibslejlighed hos erhvervsfiskerne, der helst ikke ville have de rene novicer med, for det var der ingen penge i. Til gengæld var det også af største vigtighed, at have en skipper, der forstod at sejle efter tunen og holde den rette vinkel til fisken under fighten.
Alternative løsninger var at danne tunlag, hvor man slog sig sammen om båd og grej. Så kunne omkostningerne holdes nede.
Flere hundrede både ude efter tun
På gode dage kunne der ligge flere hundrede fartøjer i området af forskellig størrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Det var derfor nødvendigt med færdselsregler. Fik man tun på, var det det første stykke tid tunen der bestemte farten. Man måtte bare følge med. For at advare andre om, at nu havde man tun på hejste man et gult tunflag. Det var markeret med et stort ”T” og så havde man forkørselsret i forhold til andre. Gudskelov var skibstrafikken ned gennem Øresund ikke så voldsomt den gang, og hastighederne på større skibe knap så hurtigt. En stor supertanker, der normalt bruger 5 kilometer til at tage farten af, ville nok ikke have haft de store chancer for at undgå en kollision, fordi en lille båd kom henover separeringen, fordi en kroget tun nu havde bestemt sig for at gå den vej. Tolerancen var nok større dengang, og færgerne respekterede også når tunflaget var sat.
En af de personer der også fortjener en plads i historien om tunfiskeriet er Bent Lind Jacobsen, måske mere kendt under synonymet ”Peter Pirk”, som han skrev under gennem mange år i Politikens Lystfiskerspalte.
Inspireret af specielt Carl Bauders gode resultater købte han eget skib, som blev henlagt i Skudehavnen i København. Skibet, som tidligere var hjemmehørende i Karrebæksminde, blev døbt, men erhvervsfiskerne i Skudehavnen genkendte skibet under et andet navn – Daskelas og så fik skibet lov til at beholde sit oprindelige navn.
Peter Pirk fortæller om sine oplevelser med tunfiskeriet i bogen ”Et liv med fiskestangen”. Det var nemlig ikke ligetil at fange tun og der var mange tun på kontoen ”over mistede fisk”. Carl Bauder omdøbte drillende båden, på grund af de mange tabte tun, til ”Fumlelas”, men det til trods lykkedes det meget godt for Peter Pirk, at få fanget sin andel af tunene. Han er så vidt vides den eneste, der kan prale af at have fanget 3 tun over 300 kilo.
Kæmpetunen – og den man aldrig så!
Enhver god lystfiskerhistorie rummer også fortællingen om kæmpen. Fisken som kun er forbeholdt den ene. Historien tager sin begyndelse søndag d. 13. august 1950. Knud Kyvsgaard er taget på Øresund i sin båd. Med i båden er kone og datteren Birgitte på 11 år. De var startet fra Snekkersten havn ved halv tolvtiden og havde hele eftermiddagen ikke set skyggen af tunfisk. Omkring klokken halv fem midt ude i Sundet lidt nord for færgeruten Helsingør-Helsingborg sker der noget. Han fordrer med makrel, som skåret i stykker for at tiltrække tun. Så kommer hugget. Hjulet hviner. Fisken står stille. Kyvsgaard tager stangen og strammer op, og så kommer der fart på fisken. Han råber til sin kone, at hun skal starte båden.
Hun er kender båden, får startet motoren, sat tunflaget, alt mens tunen raser derudaf. På dækket kan Kyvsgaard ikke andet end at se til, da hans harnisk ligger inde i styrehuset, og han kan ikke selv hente det, da han har nok at gøre med at holde fisken. Omsider får harnisken på, lægger pres på tunen og får halet line ind, mens den nu går ned mod bunden. Her står den stille og er ikke til at rokke ud af stedet. Den cirkler lidt rundt uden at det er muligt, at få bare en enkelt centimeter ind på hjulet. Det står på i cirka 20 minutter, og Kyvsgaard begynder at lægge yderligere pres på, da han tror, der er tale om en mindre tun. Han begynder at pumpe. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig tager fanden ved tunen, og den pløjer af sted som en torpedo gennem vandet. Intet synes at kunne stoppe den. På et tidspunkt, hvor motoren var slået fra trækker den båden på 22 fod over Øresunds bølger. På et tidspunkt er det ved at gå galt, da den har ret kurs mod en anden båd, hvor der også er tun på. På forunderlig vis lykkedes det lige akkurat, at få passere den anden båd, hvis skrue kun er få meter fra Kyvsgaards line.
Tunen fortsætter med uformindskede kræfter sydover mod Hven, og Kyvsgaards hustru er nød til at starte motoren for at følge med. Men det skal blive meget værre, da tunen får en ny idé. Det vil til Sverige og tager kurs direkte mod en tysk damper. Kaptajnen synes ikke at kende til det gule tunflag, så han fortsætter sin kurs. Der bliver råbt og forsøgt at få hans opmærksomhed indtil de kun er få meter fra damperen, da han endelig slår kursen om og svinger rundt. Samtidig ændrer tunen retning og man undgår lige akkurat at blive ramt af agterstavnen på damperen.
Det er blæst op, og bølgerne generer Kyvsgaard, men ikke tunen, der de næste par timer trækker på kryds og tværs over Sundet. Kyvsgaard ligger et kæmpepres, men lige lidt hjælper det. Hans krop begynder at værke, og på et tidspunkt er de i nærheden af Snekkersten havn, da den trækker over mod 2 række bundgarnspæle. Mellem bundgarnspælene går den rundt i cirkler dybt nede, men det lykkedes at få så meget line ind, at den bliver presset så meget op, at han får et enkelt glimt af fisken, før den atter går i dybet. Denne gang på vej direkte mod det ene sæt bundgarnspæle. Kyvsgaard tager en beslutning og pumper alt hvad remme og tøj kan holde – tunen stopper. Den kommer så tæt på, at hans kone kan få fat i forfanget. Han kommer til og sammen med datteren, holder de alle 3 i forfanget.
Kyvsgaard stikker fangstkrogen ned og får den solidt gaffet, væltet om på ryggen og dolket. Den måtte blive i vandet. Det var umuligt at få den indenbords. Alt mens klapsalverne og hurraråbene lyder fra omkringliggende både fortøjres tunen, og kursen sættes mod Snekkersten. Vel inde i havnen kunne vægtkontrolløren bekende, at dyret vejede 744 pund. Ny rekordfisk. Som en rigtig sportsmand tildelte Kyvsgaard en stor del af æren til sin kone og datter. Konen fordi hun havde sejlet som fremragende, og datteren fordi hun under hele fighten havde sørget for, at rælingen var tør, så han kunne stemme imod med fødderne.
Beretningen om Kyvsgaards kæmpe tun kunne ligesom godt være endt som historien om den man aldrig så. Den historien kan tilgengæld fortælles af Axel Svendsen, Ludvig Svendsens søn. Sammen med en kammerat lå han i august 1949 udfor Kronborg, da hugget falder ved halv ettiden.. Efter et udløb på 200 meter giver Axel Svendsen modhug og kampen begynder. Kammeraten sejler mod fisken og der hales line ind. Tunen går ned og går i store cirkler og er ikke til at rokke ud af stedet. Der går omkring 2 timer ,og trætheden er ved at indhente Axel. Kammeraten vil gerne overtage stangen, men det vil Axel ikke. De beslutter at hale den ind i hånden. Tunen trækker nordover, mens de haler line ind. Den kommer så tæt på båden, at de har fat i dobbetlinen.
Der er kun 12 meter ned til fisken. Axel lægger stangen fra sig for at hjælpe med at håndline tunen ind. Linen der er 162 lbs line skærer et dybt hak i rælingen, men tunen forsætter nordover mod Kullen. Der er nu gået 6 timer, og de beslutter at sætte en bremsedunk på linen som straks bliver trukket under, men kort efter dukker op igen . De er blevet sultne og beslutter at gå nedenunder for at spise. Imens fastgør de linen til pullerten og mens de spiser trækker tunen båden på omkring 5 tons nordover. De ændrer taktik. Hver gang de får line ind giver de den en tørn om pullerten. Linen er spændt som en violinstreng og synger ligeså. Mørket er ved at sænke sig, da solen er ved at gå ned, men tunen trækker stadig med uformindsket kraft. Klokken halv ti sprænger linen efter en kamp som ingen ende synes at få. Ved midnat når de atter havnen, hvor de mødes med Ludvig Svendsen, der fyrer følgende salut af til sønnen: ”Om så jeg skulle være blevet derude hele natten, havde jeg aldrig givet mig!”. Forskellen var nok bare, at sønnen var knap så entusiastisk som faderen.
Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys
Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 synes det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efterår får ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub, og allerede i vinteren 1948/49 bliver klubben en realitet. Blot ændrer man navnet til The Scandinavian Tuna Club for at få et mere internationalt islæt. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmelder 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere. Til bestyrelsen vælges som præsident Mogens Mogensen, vicepræsident bliver Peter Balle, sekretær Wahl-Asmussen, kasserer Börje Velander samt bestyrelsesmedlemmerne Carl Bauder og Arvid Carlander. Der er store planer om allerede samme år at arrangere et stor tunkonkurrence på Øresund, og da Børge Munk Jensen på vegne af Berlingske Tidende udsætter en vandrepokal til værdi af 5.000 kroner, synes der at være støbt et solidt fundament for en fiskemæssig succes på internationalt plan.
- og 24. august 1949 indbydes der for første gang til Skandinavisk Tuna Cup på Øresund. Cirka 80 fiskere fordelt på 40 både har meldt deres deltagelse. De fleste garvede tunfiskere fra begge sider af Øresund. Snekkersten havn er udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro er stedet for den efterfølgende afslutningsfest. Kuvertprisen er 35 kroner for en 2 retters menu incl. drikkevarer, dog ikke ad libitum, men incl. mokka og efterfølgende dans, hvis man skal få et indtryk af datidens prisniveau.
Der fiskes efter nogle regler, der er helt på niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor kan sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der er nemlig begrænsning på linens brudstyrke, som maksimalt på være på 54 tråde, svarende til en brudstyrke på 162 lbs (3x 54), Heraf må de yderste 6 meter kun være lagt dobbelt ligesom forfanget kun må have en længde på 6 meter. Tunstangen, der kan være 2 delt og have en længde på mindst 198 centimeter, svarende til 6 fod og 6 tommer. Topstykket må maksimalt være 44 ounces eller 1,25 kilo. Desuden er der regler for hjælp og udtrætning af fisken. Konkurrencen afgøres efter et pointsystem, hvor man får 1 point pr. kilo tun, men fiskeren der fanger den første fisk får desuden 50 point oveni, mens den fisker der har de fleste fisk får 50 point oveni. Det er et krav, at fisken skal være stukket inden den indvejes, og er det ikke sket, får man et fradrag på 5 kilo. Vinderen er den fisker der sammenlagt over begge dage har flest point. Der indvejes 7 tun, og den første vinder af Tunacuppen, den prægtige sølvbowle, der er indkøbt som præmie tilfalder Kristian Nüchel.
De følgende år kommer der et utroligt fokus på den årlige konkurrence, der efterhånden udvikler sig til en mediebegivenhed. Radio og ikke mindst det nye fænomen fjersynet, bliver en god reklamesøjle for konkurrencerne. Der vises reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kommer tæt på den drabelige kampe mellem tun og fisker. Bl.a. vises en kamp hvor Jack Iversen kæmper længe med en tun, men hvor tunen sejrede efter 4 timer og 19 minutter, som det malende udtrykkes i reportagen. Jack Iversen tog det dog som sportsmand med en god cigar og sagde, at man burde skænke en sølvpokal til den fighter, der vandt over ham. Det var faktisk så populært, at man på BT-Centralen på Rådhuspladsen kunne købe billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud på Øresund, så man på nærmeste hold kunne betragte fiskeriet.
Der kommer tilmed også et royalt islæt over konkurrencerne, da Hans Kongelige Højhed, den fiskebegejstrede Prins Axel (1888-1964) bliver præsident for Skandinavisk Tuna Club og samtidig protektor for Skandinavisk Tuna Cup.
Færre tun i Danmark
Desværre løber man i begyndelsen af 1950´erne ind i det problem, at tunen begynder at svigte. I 1953 bliver man nød til at udsætte den årlige konkurrence, der var planlagt fra 24. til 29. august til 1. til 6. september, da der i midten af august endnu ikke var set tun i Øresund. Det synes at være en god idé, for allerede den første dag bliver der fanget 3 tun, men da konkurrencen er fordi, er den samlede fangst kun på 5 tun, med den største på 270 kilo fanget af Erling Lauemøller, der derved løber med Skandinavisk Tuna Cup. I relation til deltagerantallet på omkring 70 deltagere synes det som et meget begrænset udbytte. Sidste år der afholdes Skandinavisk Tuna Cup på Øresund er i 1954 hvor der kun fanges en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele Øresund anslås til omkring 35 eksemplarer. De følgende år udebliver tunen helt fra Øresund.
I 1959 skiver Børge Munk Jensen en artikel i Sportsfiskeren med overskriften: Hvor er tunfisken blevet af? For det er ikke kun Øresund der svigtes af tunen. På den nord-amerikanske østkyst ved Nova Scotia har man ligeledes måtte aflyse konkurrencerne på grund af manglede tun. Tunen har tilsyneladende ændret trækruter, da de optræder i samme mængder som tidligere, men på andre breddegrader. Nu er de europæiske konkurrencer henlagt til Biscayen og ved Amerika forgår det nu så lagt sydpå, som ved Bahama-øerne udfor Florida. Tunfiskeriet i Danmark synes, at være en saga blot.
De sidste krampetrækninger giver de største
I 1960 da man næsten havde opgivet håbet om nogensinde at se tun igen, skete det alligevel. Tandlæge Jan Grabowski, der nok mere er kendt som Danmarksmester på vandski, fangede på Lappegrunden 2 tun hvoraf den største vejede 250 kilo. På den svenske side af Øresund satte den erfarne tunfisker Erik Öhrn svensk rekord med 360 kilo, da han ligeledes på Lappegrunden d. 29. august fik et kæmpe hug. Kampen, der startede på Lappegrunden, lige nord om færgeruten, endte 3 timer senere oppe ved Höganäs.
Året 1961 var som en genfødsel af de gode gamle dage. Forekomsten af tun eksploderede. Den samlede fangst lå på omkring 300 tun – og det var tilmed store. Men det var ikke kun i Øresund. Også i Storebælt mellem Korsør og Nyborg kunne iagttages store mængder af springende tun. Som Sportfiskeren skrev: ”I hundredvis har både være ude, og på de fleste har tunflaget blafret i blæsten og fortalt om hug og kamp – og de nærmeste både værsgo havde at holde sig pænt på afstand. Olso-båden var dog ligeglad. Det gik udover den kvindelige europamester Birgitte Kyvsgaard, som fik line kappet at det store skib med en dyst med en kroget tun”.
Det var stortunenes år. Største tun var på 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev også noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-årige Per Johansen, der på sin første tur overhovedet fangede en tun på ikke mindre en 327 kilo. Familien Kyvsgaard, hvor faderen Knud Kyvsgaard 11 år forinden, med hele familiens hjælp, havde sat dansk rekord med 372 kilo havde ”tur i den” Datteren, førnævnte Birgitte fangede en tun på 317 kilo og satte europarekord for kvinder, men fangede desuden 2 yderligere på 272 og 246 kilo. Mor, Nina Kyvsgaard, fangede en på 293, 5 kilo, mens far Knud måtte ”nøjes” med en ”lille” på ”kun” 248 kilo.
Det var den sidste rigtige tunsæson. I de kommende år var der kun tale om enkelte sporadiske fangster af tun og i 1964 var det endelig slut, da den sidste tun blev taget af Sven Marcussen. Tunkongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 – sølle 51 kilo vejede den. Håbet forsvandt dog ikke helt. I en annonce i Sportsfiskeren fra 1966 annoncerer den kendte sundskipper Per Thuesen med tunfiskeri fra hans skib Syveren. Selskaber 4 a´5 personer incl. tungrej kostede 100 kroner. Til gengæld var turen gratis for alle deltagere bare der blevet fanget en tun. Et godt initiativ desværre ikke gav gevinst.
Siden har der kun været spredte fangster af erhvervsfiskere. Den største jeg umiddelbart kan erindre er et eksemplar på ikke mindre end 450 kilo, der i sommeren 1981 blev landet af en erhvervsfisker i Odden Havn. Den blev solgt til den lokale havnerestaurant, hvor dagens ret i mange dage var tunbøffer.
Tunen vender aldrig tilbage – troede man
Årsagen til tunens endelig exit fra dansk farvand skyldes ren og skær opfiskning og rovdrift. I mange år turde man ikke håbe på, at tunene nogensinde kom tilbage til dansk farvand – men sådan gik det jo som bekendt ikke.I dag er der nemlig igen masser af tun i dansk farvand i perioden fra sommer til tidligt efterår, hvilket blandt andet er resultatet af en langt bedre forvaltning ved tunenes gydeområder i Middelhavet. Men det er en helt anden historie.
Læs også artiklen “Da tunfeberen rasede” her.
Læs om tunens tilbagekomst omkring 2016 i Danmark i denne artikel.
Kildemateriale:
Ludvig Svendsen: Saltvands-Fiskeri (1946)
Ludvig Svendsen: Håndbog i Saltvands-Fiskeri (1948)
Ludvig Svendsen: Fiskeri og fiskesteder i Danmark (1958)
Politikens Lystfiskerhåndbog (1957-1972 -udgaverne)
Mogens Espersen: Så stor! (1996)
Tips og grej 1953
Sportsfiskeren
Fisk & Fri
Interne optegnelser fra Skandinavisk Tuna Klub
aug 14, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Medefiskeri, Nyheder, Video
Overfladefiskeri efter karper er en af de allermest spændende former for karpefiskeri. I denne video er Jens Bursell taget med Dennis Rasch og Martin Hubert til den lille sø i Roskilde Fiskeland, hvor der er masser af karper – og et super godt fiskeri på overfladen. I filmen viser Dennis og Martin, hvordan man fisker karper med Bolt Bubble – en slags bombardaflåd – på overfladen – og du får også tips og tricks til både bundforankret overfladefiskeri “zig-style” samt godt gammeldags løslinefiskeri på overfladen.
Glæd dig til en video med masser af inspiration til optimering af foder, agn, takler og fisketaktik – samt en masse fede hug, fights og landinger af flotte karper i den lille idylliske sø ved Roskilde. Du kan selv booke fiskeri i søen via roskilde-fiskeland.dk
Se filmen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis – her.
