NY VIDEO: SKAB EN KARRIERE I SPORTSFISKERBRANCHEN – LÆS PÅ FORSHAGA AKADEMIN

Drømmer du om en uddannelse som professionel inden for fiske-, jagt eller outdoorbranchen, så er svenske Forshaga Akademin ved Karlsstad nord for Vänern som skabt til at infri netop dine ambitioner. I denne video, som er produceret af elever på Forshaga Akademin, får du et inspirerende og lærerigt indblik i, hvad der venter dig af spændende oplevelser på den svenske uddannelse – både hvad angår praktisk fiskeri og mere teoretiske fag, som ruster dig til en karriere inden for sportsfiskebranchen.

Se videoen på Fisk & Fris YouTube kanal her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: HAVØRREDTROLLING MED MADS GROSELL

Hvis du drømmer om den helt store havørred – så er den sikreste genvej til drømmen uden tvivl at kaste sig ud i trollingfiskeriet. Mads Grosell fra Savage Gear har dyrket dette fiskeri med stor succes i mange år – og har især i de sidste par år landet uhyggelig mange rigtig store fisk. I denne spændende og informative video er vi taget på Øresund med Mads for at se, hvordan han griber fiskeriet an om foråret – og undervejs i filmen får du et grundigt inblik i alt fra den mest fundamentale viden om, hvordan fiskene skal findes – til hvordan du fisker efter dem. I filmen går vi ned i samtlige detaljer omkring agn, takler og grej – og der er også en masse specialtips, som selv erfarne trollingfiskere vil kunne få stor glæde af. Undervejs bliver du naturligvis ikke snydt for at par solide sølvtorpedoer for enden af linen.

Se filmen på Fisk & Fris Youtube her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

BRAKVANDSGEDDER I DANMARK – HVAD SKER DER LIGE NU?

Fiskeriet efter brakvandsgedder er et helt utroligt spændende fiskeri, hvor alle kan være med. Og – synet af en flot gedde, der i spritklart vand inhalerer din agn samt kvitterer med både luftakrobatik og hårde udløb på klods hold, er intet mindre end vanedannende. Så er du advaret. Desværre har fiskeriet de sidste par år kun været skyggen af sig selv.

I denne video tager vi pulsen på fiskeriet – hvad er historien, hvad gik galt, hvordan går det nu – og hvad kan vi gøre for igen af få det fantastiske brakvandsgeddefiskeri tilbage i Danmark – både i Sydsjælland og Vestjylland. I filmen møder du Jens Bursell fra Fisk & Fri, fiskeguide Nick Wallem fra Predator Guide DK og Lars Frithjof Nielsen Garmin Danmark/Dansk Lystfiskeri, der alle giver sit besyv med til situationen samt hvad der kan gøres.

Se filmen om brakvandsgedderne i Danmark her på Fisk & Fris Youtube, hvor det selvfølgelig er gratis at abonnere.

 

drømmerejse iFish Travel
drømmerejse iFish Travel

HVIDOVRE SPORT – I DE GODE GAMLE DAGE

Carsten Faber og Poul Riboe med to flotte 20 kilo+ skrei fra Nordnorge taget på en af butikkens mange kundearrangementer.

For ti år siden, da denne artikel blev trykt i bladet Fisk & Fri, var det tredive år siden, at familien Riboe rykkede ind i Hvidovre Sport – og 50 år siden, at butikken blev startet. Den 1. maj 2023 kan du lægge ti år til, og som en lille teaser på butikkens kommende 40/60 års jubilæum, som du vil kunne læse meget mere om på fiskogfri.dk – får du her en insiders beretning om nogle fantastisk spændende år med masser af grej, lystfiskere, flotte fisk og røverhistorier. Fisk & Fri’s Allan Zeuthen – skribent gennem mange år – inviterer indenfor i den legendariske forretnings gyldne fortid – set med 2013 briller.

 

AF ALLEN ZEUTHEN, FOTOS: ALLAN RIBOE

 

JEG SIDDER PÅ EN STEN ved Holmen. I selskab med Poul Riboe – min ven siden de tidlige teenageår – har jeg brugt de sidste timer på at jagte en forårsørred, og nu nydes teen, mens snakken går. Hvad meget få sikkert ved har Poul faktisk arbejdet i Hvidovre Sport et par år længere end sin far. – Børge Post, den oprindelige ejer af forretningen, spurte mig en dag, om jeg ikke ville have et job efter skoletid med at pakke sandorm og gå til hånde, fortæller Poul. – Jeg var 15 år, og det var en drømmetjans for en fiskesyg knægt. Et par år senere overtog min far, Allan, jo som bekendt butikken, og jeg har været der stort set hver dag siden.

 

Friluftsland

 

I 1983 overtog en ungdommeligAllan Riboe og fru Inge Hvidovre Sport efter Børge Post, som havde haft butikken i ca. 20 år. Dette blev fejret med et glas koldt fadøl i butikken, sammen med Børge og hans kone.

I 1983 overtog en ungdommelig Allan Riboe og fru Inge Hvidovre Sport efter Børge Post, som havde haft butikken i ca. 20 år. Dette blev fejret med et glas koldt fadøl i butikken, sammen med Børge og hans kone.

 

DET VAR EN HEKTISK START, da min far kom til, fortsætter Poul. – Allan stod for en noget anderledes stil i grejbranchen. Ud over at servere skarpe priser var her en mand, der slog ud med armene som en anden Muhammad Ali, og proklamerede, at han var »Danmarks smukkeste grejhandler«. Og det mener han vist stadig, selvom han er kommet lidt op i årene.

Der er sket store forandringer inden for lystfiskeriet i de 30 år, vi har haft butikken. Dengang var fiskeforeningerne store, og næsten alle vores kunder havde tilknytning til en af områdets mange foreninger. Det var ikke usædvanligt, at 15 mand på vej på tur pludselig stod i butikken, og flåede det nødvendige isenkram ned af hylderne, siger Poul, og klukker lidt. I dag står kunderne langt mere på egne ben. Vi har dog en stærk forening i HSLF, som trofast besøger butikken.

SOM BUTIK er vi blevet langt mere levende, understreger Poul. – I løbet af et år har vi i dag mange ture, både dem min far arrangerer til varme himmelstrøg men også fladfisketure om sommeren og ørredture til det lokale P&T. Skal jeg nævne én ting, som vi er særligt stolte af, fortsætter Poul, er det vores fluekastekurser, som Ove Sindt tager sig kærligt af. Han er en fabelagtig instruktør, som formår at gøre denne teknik tilgængelig for alle. Det er snart 25 år siden, vi afholdt det første kursus i samarbejde med Fisk & Fri – og med mindst to kurser om året, har vi igennem årene ført over 3.000 lystfiskere ind i fluefiskeriets verden. Det er også Ove, som hvert år smider tredive mand i en bus, og kører til det smukke Trysil i Norge, hvor man fisker ørred og stalling.

 

Teamet bag Hvidovre Sport– fra venstre – Poul Riboe, Allan Riboe, Daniel Høegh, Ove Sindt og Carsten Faber.

Teamet bag Hvidovre Sport i 2013 – fra venstre – Poul Riboe, Allan Riboe, Daniel Høegh, Ove Sindt og Carsten Faber.

 

Carsten Faber har de seneste år stået for vores Skreiture på Lofoten, og her sender vi forventningsfulde lystfiskere op i samarbejde med Nordic Sea Angling – Hold nu op, med torsk, vi får hevet op fra dybet. Poul lader sig rive med nu, kan jeg mærke. – Jeg var selv turdeltager sidste år, smiler han, – og vi fik nogle ægte drømmebamser. Det bedste er næsten, at vi kan sætte mange af dem ud igen, og det er en vild fornøjelse, at slippe en torsk på +20 kilo tilbage i friheden.

Carsten startede i Hvidovre Sport for 4 år siden, for butikken har nemlig stadig vokseværk. Det var i den periode, hvor Poul overtog roret, efter Allan droslede lidt ned, fordi han skulle have tid til lidt flere fisketure. Som Poul har Carsten aldrig arbejdet med andet end fiskegrej, og de to sætter i fællesskab shoppens varesortiment sammen.

 

Danmarks smukkeste lystfisker– ifølge ham selv – Allan Riboe – med en flot thailandsk snakehead.

Danmarks smukkeste grejhandler – ifølge ham selv – Allan Riboe – med en flot thailandsk snakehead.

 

JEG HAR SELV KENDT POUL, siden han arbejdede for Børge Post – for jeg var også bidt af en gal fisk, og fik arbejde i butikken. Senere kom jeg også i lære hos Allan. Konceptet var klart: Alle bag disken skulle selv fiske. Allan gik forrest, og deltog i alt, hvad der var af havkonkurrencer. Koryfæer som Svend Erik Vardrup, Jens Ploug Hansen og Børge Munk kiggede også forbi, og fik serveret kaffe af Mor Inge i baglokalet.

»Munken« ringede i øvrigt hver eneste uge, inden han skrev sin spalte i Berlingeren. Han vidste, at få havde så god adgang til fangstrapporter, som butikken på Hvidovrevej. Poul og jeg tog ofte ud til vandet efter arbejde. Vi var fisketossede, så et par timers nattesøvn i bunden af båden, var rigeligt. Specielt én tur fortæller rigtigt meget om familien Riboe: Poul og jeg var på søen, selvom vi var klar over, at det ikke ville blive det bedste vejr. Som natten skrider frem, bliver det tydeligt, at det er noget skidt. Før vi får set os om, begynder bølgerne at slå ind over rælingen. Vi når efter noget af en kamp frem til læ i kanalen – og det syn, der møder mig her, glemmer jeg aldrig. Allan var vågnet ved uvejret om natten, og nu stod han i mørket, og råbte os an. Den historie fortæller alt om Riboefamilien – kærlige og hjælpsomme, og nøj, hvor smagte Mor Inges madder godt den nat.

HVOR vil butikken bevæge sig hen de næste 10-20-30 år, spørger jeg Poul. – Jeg tør ikke give noget bud på, hvad der sker om 20-30 år, for alt går så stærkt, men der er ingen tvivl om, at vores kunder bliver mere og mere kvalitetsbevidste både omkring grejet og turene, svarer han og fortsætter. – Vores udvalg skal afspejle, hvad vores kunder fisker. – Og jeg kan sige, at aldrig før har man fået så godt grej til så få penge. De stænger, vi i dag sælger for 500 kroner, har samme kvalitet som stænger til 2.000 kroner for 15 år siden. Udviklingen går ekstremt stærkt, men gudskelov i den rigtige retning…

 

En af Allans seneste ture gik tilTanzania i december 2012. Allan er blevet lidt mere afslappet på sine ældre dage, så denne 17 kilos yellowfintun, fightede og landede han siddende.

En af Allans seneste ture gik til Tanzania i december 2012. Allan er blevet lidt mere afslappet på sine ældre dage, så denne  17 kilos yellowfintun, fightede og landede han siddende.

 

VORES KUNDER fisker alt fra hav og søfiskeri til kystfiskeri, og her nyder vi godt af alt det udsætningsarbejde som bl.a. Ishøj- og Køgeforeningerne laver. – Ellers er der ingen tvivl om, at vi som butik skal blive ved med at arrangere ture. Både de små hyggelige, som fx fladfisketure på en sommeraften, men også drømmeturene efter sailfish i Malaysia eller de store torsk i Nordnorge. Der skal fortsat altid være kaffe på kanden, både til dem vi kender og til de nye ansigter – og her får vi så de nyeste dessiner, om hvor fiskene fanges – til glæde for alle kunder.

Det er utroligt vigtigt, slutter Poul, at vores shop vedbliver med at være et sted, hvor man ikke blot handler sit grej, men også får de oplysninger, der giver flere fisk. Jeg selv kan ikke lade være med at tænke på den glade pludren og imødekommenhed, som jeg altid oplever, når jeg som kunde træder ind ad døren på Hvidovrevej – »Vi er bare bedre«, som den altid beskedne Allan Riboe yndede at råbe ud i lokalet. Det var de – og det er de.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2013

Læs om Hvidovre Sports nyere historie her

Læs om Hvidovre Sports mange kundearrangementer her.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: FORÅRSRIMTER I ÅEN – MED FLÅD OG ORM

Flådfiskeri efter rimter er en super sjov og spændende form for fiskeri. Vi er taget til åen med Nicolai Ulrik Hansen, der har dyrket medefiskeriet efter rimter i over tredive år. I videoen får du masser af inpsitration samt praktiske tips til driftfiskeri – også kaldet “trotting” – med flåd og orm. Undervejs giver Nicolai en masse praktiske råd & tips til fiskeriet. Glæd dig til en fantastisk forårsdag ved åen i godt selskab med lærker, viber og ikke mindst smukke rimter.

Se videoen her på Fisk & Fris Youtube kanel, hvor du kan abonnere gratis.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

MADS GROSELL: SÅDAN MONTERER JEG MINE GENNEMLØBERE

Mads Grosell med en fin havørred, der nappende en SG Sandeel fisket på stiff-rig.

Manden bag en række topagn som fx Savage Gears velkendte Line Thru Sandeel – Mads grosell – er vild med at fiske på kysten, og gør det hvert år super godt med masser af flotte fisk. Her får du Mads´s favoritmontage på kysten – en stiff-rig – til gennemløberne.

AF JENS BURSELL

Der findes mange måder at montere en gennemløber på – og alle kystfiskere har deres favoritmetode. Det gælder også Mads, der bruger masser af tid på kysten efter de blanke – typisk i godt selskab med sine forskellige udgaver af kystwobleren Line Thru Sandeel.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Når man fisker efter kystørred, er der en række forskellige forhold, der kan influere på, hvorvidt man kroger fisken ordentligt, når den hugger. En ting er skarphed, wiretykkelse og krogdimensioner – som vi har skrevet en del om på fiskogfri.dk igennem tiden. Noget andet er faktorer som ”bortsynkning” af krogen ved spinstop – samt risikoen for at en ophægtning af krogen på forfanget, der kan føre, at krogen vender forkert – eller i værste fald linebrud og mistet fisk.

På en normal gennemløber vil man ofte risikere, at krogen synker baglæns væk fra bagenden af gennemløberen ved spin-stop, hvilket naturligvis øger risikoen for at fisken ikke kroges, når den hugger – netop ved det forførende spin-stop. Gennem 15 år har nogle kystfiskere modvirket dette med et flådstop uden alt for hård friktion foran gennemløberen, men det kan gøres mere elegant med powergum eller super simpelt med et stykke mono, der er den form for stop, som Mads foretrækker på sit semi-fikserede gennemløbs set-up.

I dette lille videoklip fortæller Mads Grosell om, hvordan han monterer gennemløberen med et stiff-rig:

 

Stiff-rig til gennemløberen

Mange bruger løst-hængslet krog til deres gennemløber, men Mads foretrækker at vælge en anden vej. – Jeg synes helt klart, at det fungerer bedst med en krog, der ikke kan svinge rundt, understreger han. – Ved i al enkelhed at binde krogen i en ”styrende knude” eksempelvis den super lette 4-tørns blodknude – forebygger man – i kombination med stopknuden lige foran agnen, at krogen svinger ind under gennemløberen og i værste fald ”vender modsat”, når fisken hugger, hvilket selvsagt ikke er optimalt for krogningen. Mellem krogen og gennemløberen sætter jeg typisk 2-3 perler, der dels fungerer som strikepoint og ekstra attraktion – og dels skaber en perfekt rotation for gennemløberen.

 

I denne lille video fortæller Mads Grosell om sit foretrukne valg af kroge til stiff-rigget:

 

Savage Gear STY-trebles

Savage Gears STY-trekroge – med og uden hotspot. Som det ses er grensamlingen limet på bagsiden begge steder for at undgå, at forfanget/linen kan sætte sig fast her, hvis en stor fisk ruller med agnen under fighten.

 

Den perfekte trekrog til havørredfiskeri med stiff-rig & gennemløber

– For at undgå, at linen ved hægtning kan få fat på bagsiden af trekrogen i samlingen – med deraf følgende risiko for mistede fisk under fighten, har vores trekroge til gennemløbere, altid ”lukket gab” mellem grenene på bagsiden af trekrogen, fortsætter Mads. – Det gælder for begge vores Y-trekroge, hvor en dråbe epoxy – farvet som strikepoint (”Hotspot”) – eller ”neutralt” på den normale STY krog, modvirker netop dette. Se hvorfor dette er relevant under en fight med større fisk i videoen herunder.

– Næste gang du skal ud at fiske med gennemløber, kan jeg klart anbefale dig at montere agnen med et stiff-rig, slutter Mads.

 

Friluftsland

 

Mads grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.

Mads Grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.

 

 

drømmerejse iFish Travel

CLAW FLY SHANKS DEL II – IN-LINE CLAW FLY

Med de nye In-line Claw Fly shanks kan du fiske dine fluer med en langt højere landingsrate end normale krogfluer. Det er super let og elegant – helt uden brug af svære knuder eller takler.

Med en helt ny in-line konstruktion af clawfly-shanks er det nu super let at opnå en skyhøj landingsrate samt mulighed for afkrogning 100 % under vand på alle fluer – helt uden brug af specielle takler, redskaber eller svære knuder.

 

AF JENS BURSELL

 

PÅ REJEFLUER bundet på eksempelvis str. 6-4 enkeltkroge lander selv erfarne flue- og bombardafiskere normalt kun 40-45 % procent af alle kontakter – uanset hvilke og hvor skarpe kroge du bruger. Men – med de nye metoder, jeg har udviklet gennem de sidste 13 år, hæves landingsraten fra de gennemsnitlige 41 % på enkeltkrogfluer til 85-90% på fluer fisket med småkrogsmontager og bittesmå trekroge – typisk str. 14-16. Dette er ekstremt veldokumenteret igennem 13 år på kysten, hvor et team testfiskere har haft næsten 1.400 kontakter på kystfluer til havørred – og noteret hvert et nap. Du kan læse meget mere om dette i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”. Det drejer sig eksempelvis om rørfluer på L-rigs samt modificerede enkeltkrogede fluer med release rigs, Releasefly Connectors – eller fluer bundet på Clawfly-shanks.

 

Friluftsland

 

In-line Claw Fly Shanks er den perfekte måde at fiske en rejeflue, hvis man vil maksinere sin landingsrate samtidig med at man ønsker at bruge den mest skånsomme metode til kystflue og bombardfiskeri.

In-line Claw Fly Shanks er den perfekte måde at fiske en rejeflue, hvis man vil maksimere sin landingsrate samtidig med, at man ønsker at bruge den mest skånsomme metode til kystflue- og bombardfiskeri.

Overblik over gamle og nye småkrogsmontager til fluer

Rørfluer med L-rig er stadig en suverænt let og effektiv metode, der egner sig perfekt til de lidt mindre og lette fluer. Landingsraten er skyhøj og set-uppet er elegant samt let at kaste uden kludder på både flue- og bombardastang. L-rigget egner perfekt til mindre symmetriske fluer. Det har dog den svaghed, at hvis man vil fiske rejefluer effektivt på denne måde, kræver det nogle – for nogen- svære modifikationer, som virker bedst med bombardagrej. Desuden kan det på selv tynde rør være svært at binde fluerne, så de ikke virker lidt klodsede – og fordi der ikke er meget vægt under fluen, kan det være svært at få større rejefluer til at gå korrekt i vandet uden at ”kæntre” med et L-rig.

De første udgaver af release rigs til modificerede enkeltkrogsfluer giver skyhøj landingsrate og går korrekt i vandet, men det kan være svært at skaffe de rette dele og binde taklet perfekt, så det ikke ”fejludløser”, når den fiskes på fluestangen. Disse udfordringer er 100% løst på fluer fisket med Releasefly Connector eller når fluen bindes bundet på en Claw Fly Shank, der også begge giver en korrekt orientering af fluen i vandet.

Men hvad nu hvis man kunne få de bedste egenskaber fra alle disse nye flueteknikker med småkrogsmontater på én måde, hvor det er endnu lettere under det praktiske flue- og bombardafiskeri – og hvor det samtidig giver mulighed for afkrogning 100 % under vand med en disgorger? Det er faktisk muligt.

 

Øjeg på In-line Claw Flys shanks kan laves på flere måder - her er vist to af dem. Enten kan øjet twistes som vist i bogen "Havørred - Refleksioner på kysten" - eller det kan bukkes som vist. Selvom fisken næppe kan se forskel, vil perfektionistiikse fluebindere ofte mene at versione til venstre giver et mere elegant resultatat: Det åbne øje surres sammen med bindetråden og det er let at binde en vellingnede krop, der ikke "kæntrer" på fluen.

Øjet på din In-line Claw Fly Shank kan laves på flere måder – her er vist to af dem. Enten kan frontøjet twistes som vist i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten” (th) – eller det kan bukkes som vist til venstre. Selvom fisken næppe kan se forskel, så vil perfektionistiske fluebindere ofte mene, at versionen til venstre giver et mere elegant resultat: Det åbne øje surres sammen med bindetråden, og det er let at binde en vellignende krop, der ikke “kæntrer” på fluen.

 

In-line Claw Fly

Får at udnytte de suveræne krogningsegenskaber på små trekroge, kræver det, at krogen er asymmetrisk eksponeret under fluen. Skal man opnå dette på fx større rejefluer kræver det, at fluen går korrekt orienteret i vandet. Det indebærer, at der skal være tilstrækkeligt med vægt under fluens længdeakse, til at der skabes en ”køl” – og på de lidt større rejefluer er trekrogens vægt alene lige i underkanten.

På en Claw Fly som beskrevet i del 1 af artiklen opnås dette perfekt med den bøjede shank under fluen – kombineret med vægten af springring og krog. Dette set-up giver også en super høj landingsrate, men udfordringen for nogle kan være, at krogskift med de bittesmå spring-ringe kræver gode øjne samt en speciel micro spring-rings tang. Og – med den gamle type af clawfly-shanks er det ikke muligt at afkroge 100% under vand på dybtkrogede fisk med en pushback-disgorger, eftersom krogen sidder fastmonteret på fluen.

Det var med dette i baghovedet, at jeg udviklede de nye In-line Claw Fly Shanks, som i princippet er en variant over en fluetype, jeg allerede har eksperimenteret med i en del år – uden at publicere det.

Sådan glider din In-line Claw Fly på forfanget:

 

Afkrogning 100 % under vand

Med normale enkeltkrogede fluer i str 6-4 med en fyldig krop er det normalt ikke muligt at afkoge dybtkrogede fisk 100 % under vand med en pushback-disgorger. Årsagen er dels, at der ikke er disgorgers med de rette dimensioner på markedet, men også at hvis man endelig lavede en sådan – ville den – pga fluekroppens størrelse kombineret med kroggabets spændvidde – typisk blive så stor, at den let gjorde skade på mindre fisk. Til  bittesmå trekroge str. 12-16 findes der derimod allerede disgorgers med de rette dimensioner på markedet – og de er så små, at det er muligt at afkroge selv mindre fisk på denne måde.

Pushback disgorgers er uden tvivl den mest skånsomme afkrogningsmetode til dybtkrogede fisk – og fordi de i praksis kun er mulige at bruge på små trekroge, der sidder for enden af et frit eksponeret forfang, hvor det er muligt at “slide” disgorgeren ned over forfanget til krogen – er flueteknikker som fx Releasefly Connector og In-line Claw Fly Shanks betydeligt mere skånsomme end de traditionelle enkeltkrogede fluer.

Du kan se, hvordan man afkroger 100 % under vand med pushback-disgorger, i denne video: 

 

– eller læse side 262-267 i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købes signere her (REKLAME).

 

Når du fisker din flue på en In-Line Claw Fly Shank er det let at afkroge dybtkrogede 100 % under vand med en pushback disgorger. Det er som regel ikke muligt uden at skade især mindre fisk, hvis man fisker samme størrelse flue på en enkeltkrog. Se hvordan princippet fungerer i denne video.

Når du fisker din flue på en In-Line Claw Fly Shank, er det let at afkroge dybtkrogede fisk 100 % under vand med en pushback disgorger. Det er som regel ikke muligt uden at skade især mindre fisk, hvis man fisker samme størrelse flue på en enkeltkrog. Se hvordan princippet fungerer i videoen ovenfor.

Sådan laves en In-line Claw Fly Shank

En In-line Claw Fly Shank laves næsten som en Claw Fly Shank, blot med en anderledes vinkling af øjerne og en helt anden måde at fiske den på: I stedet for at bruge det bagerste øje til at montere den lille trekrog  via en springring – vinkles det parallelt med det forreste øje – og bukkes ind under fluen i en vinkel som vist på billedet, så det kan bidrage til en in-line konstruktion, hvor krogen kommer til at dingle perfekt eksponeret under fluen i den helt rigtige vinkel for en uovertruffen krogning. Det bagerste øje presse så fladt med en fladtang, at Rapala-kunden ikke kan gå igennem den, hvorved krogen hænger løst under det bagerste øje. Løkken på Rapalaknuden bør maksimalt være 2-3 mm lang. Det er vigtigt, at det bagerste øje er bukket indad, så det ligger næsten vandret, for at opnå den helt perfekte eksponering af krogen – og dermed den maksimale landingsrate.

Med denne konstruktion af shank´en er det nu muligt at få både en perfekt eksponering med korrekt tyngdepunkt – og en fri gennemløbskonstruktion der sikrer, at fluen kan glide op af forfanget under fighten. Det, at fluen kan glide på forfanget. betyder ikke så meget for landingsraten, for der er sjældent meget brækstang på en kort, kurvet og fleksibel claw fly shank – men det har stor betydning for, at dybtkrogede fisk i praksis let kan afkroges med en pushback-disgorger. Dette er ellers kun muligt med modificerede krogfluer fisket med Releasefly Connector, som i forhold til en In-Line Claw fly har den ulempe, at den er knapt så elegant – samt at selve release-mekanismen i Release Fly Connectoren ikke lever evigt. Det gør en In-line Claw Shank i rustfrit stål derimod.

 

Der er mange måder at variere tyngde- og balancepunkt på en in-line claw fly shank perfekt - så det giver lige den gang og synkehastighed, som du ønsker af fluen på et givent mønster.

Der er mange måder at variere tyngde- og balancepunkt på en In-line Claw Fly Shank perfekt – så det giver lige den specifikke gang og synkehastighed, som du ønsker af din flue på et givent mønster. Øverst er en tungstensperle sat ind på kølen under den vandrette del af shank´en for at stabilisere gangen på eksempelvis fluer, der har mange fibre på undersiden af shank´en. I mindten ses det hvordan man kan forskyde tyngdepunktet fremefter med en tungstensperle bag det forreste øje. Nederst er vist en alternativ metode til bukke shank´en for at forskyde tyngepunktet fremefter – uden at fluen i sig selv bliver særlig meget tungere.

 

Præcis hvordan den bagerste/underste del af shank´en skal vinkles, kommer lidt an på det eksakte fluemønster – samt hvordan man ønsker tyngepunktet og fluens gang. Her kan man variere på længden af den del af shank´en, der er bukket und inder fluen – samt vinklen den er bukket ind med. Er der brug for en forstærket “køleffekt” – eksempelvis på fluer med mange fibre på undersiden, kan man eksperimentere med  at indsætte en lille tungstensperle på “kølen” lige bag det bagerste øje (se foto ovenfor) – eller der kan indbindes belastningstråd eller lignende forskellige steder på shank´en for at variere tyngde – og balancepunkt. Ved at variere valget af wirens tykkelse, kan du justere synkehastigtighen. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan variere konstruktionen af fluen, så den får den helt perfekte gang, tyngde- og balancepunkt.

Hvordan wiren bukkes for at skabe øjerne kan du læse i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME). Wire i de rette dimensioner på 0,55-0,6 mm kan købes hos releaserigshop.com, hvor du også kan skaffe de små trekroge til formålet. Her kan du også købe de nødvendige redskaber til fremstillingen af Claw Fly Shanks.

Du kan købe hånd- og færdigtlavede In-line Claw Fly Shanks her (REKLAME)

Færdigt bundne In-line Claw Flies kan købes her (REKLAME)

 

Daiwa Open 2025
drømmerejse iFish Travel

CLAW FLY SHANKS DEL I: THE CLAW FLY

Med Jens Bursells Claw Fly Shanks er det super let at fiske fx rejefluer med en markant højere landingsrate, end det er muligt med de traditionelle enkeltkroge. Og så er det også mindre skadeligt, fordi de bittesmå trekroge ofte sidder mere yderligt, er lettere at få ud og giver mindre krogsår.

I den nye version af kystørredbogen ”Havørred – Refleksioner på kysten” fra oktober 2022 lancerede jeg en helt nye fluetype bundet på Claw Fly Shanks med bittesmå trekroge, der kroger markant bedre end de traditionelle kystfluer på enkeltkroge – men skader minde og er lige så lette at bruge både på flue- og bombardastang. Her får du for første gang on-line en teaser på principperne bag The Claw Fly, som for første gang præsenteres “live” på Fisk & Fris stand til Danish Fly Festival 2023.

 

AF JENS BURSELL

 

Den nok simpleste metode til at opnå en markant højere landingsrate med bittesmå trekroge på større asymmetriske fluer – eksempelvis rejefluer – er i min optik at fiske den på en Claw Fly shank. Faktisk har jeg arbejdet på at udvikle denne idé siden omkring 2010, men har holdt kortene tæt til kroppen siden, og først for alvor fået udviklet konceptet siden 2017-18. I denne artikel får du en teaser på, hvad der allerede blev publiceret i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten” i oktober 2022. I del 2 af artiklen, som udkommer fredag den 3 marts 2023, følger op med en anden, upubliceret og om muligt endnu federe variant over samme tankegang. Glæd dig – for det kommer til at give dig MANGE flere fisk på en super let måde.

The Claw Fly

Teknikken går i al sin enkelhed ud på at sikre den perfekte asymmetri og styring af krogen ved at bukke en wire-shank med et øje i hver ende, som vist oven for her. For at passe til en Y-trekrog (s. 258 i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”) skal det bagerste øje være parallelt med krogens længderetning, mens det skal stå vinkelret pa fluens længderetning, hvis man vil bruge en trekrog af T-typen.

Claw Fly shank´en bukkes i princippet fuldstændig som en Claw Connector (s. 277 i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”) blot med den forskel, at der anvendes en lidt tyndere wire – fx 0,55- 0,6 mm rustfri stålwire, samt at formen ikke er helt identisk. Med en Finesse Split Ring Plier sattes en str. 00-0 springring pa en str. 16-14 trekrog, som herefter monteres i Claw Fly shank´ens bagende, så én gren peger fremad som vist pa illustrationerne. Lettere bliver det ikke. Den helt store fordel ved denne teknik er, at når først du har bundet dine fluer på Claw Fly shanks, så kan du binde dem på forfanget med en hvilken som helst knude du ønsker – eksempelvis med en løsthangslet rapala løkke, hvis man hører til typen, som mener, at dette har betydning. Og – bliver krogen sløv, så skifter du den blot, lige som man gør det på et almindeligt pladeblink med en spring-ring. Claw Flies kaster perfekt på både fluestang og bombarda – og den løsthængslede krog giver ikke flere ophægtninger end en normal flue.

Læs meget mere om principperne bag The Claw Fly – samt hvordan den laves i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten” som du kan købe signeret her (REKLAME).

Wire i de rette dimensioner på 0,55-0,6 mm kan købes hos releaserigshop.com, hvor du også kan skaffe de små trekroge til formålet. Her kan du også købe de nødvendige redskaber til fremstillingen af Claw Fly Shanks.

På Danish Fly Festvial 2023 vil jeg lørdag den 4 marts demonstrere, hvordan man laver Claw Flies, som du også kan købe håndlavet på Fisk & Fris stand. Og kan du ikke selv binde, så kan du også få dine shanks bundet af fluebinderne Peter Rødsgaard og Erik Tveskov med fx ”Høtyven” eller en ”Polarmagnus”. Samme dag holder jeg klokken 12 foredrag om småkrogs til fluer – blandt andet Claw Flies.

I del 2 af artiklen publiceres som sagt en ny og upubliceret variant over The Claw Fly, som du mildest talt godt kan se frem til: Tjek ind på fiskogfri.dk fredag den 3 marts og læs artiklen.

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

GEDDEMADAMMER PÅ LAVT VAND

Christian Lang Jensen med turens største gedde.

Vinterfiskeri efter gedder foregår ofte over forholdsvist dybt vand, hvor et sløvt gummidyr eller en død agn på bunden kan kaste en af søens helt grove damer af sig. Jeg er dog mere til aktivt kastefiskeri med flue og mellemstore gummidyr, så da der endelig var luft i kalenderen til en dags søfiskeri, blev flue- og spinnegrejet fundet frem. 

 

AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX

 

JEG STÆVNEDE UD i det tidlige morgenlys, og på vandet blev jeg budt velkommen af hvinænder, troldænder, skalleslugere og ikke mindst en hel del skarver. Jeg holdt et vågent øje med de sorte fugle, for hvor de fisker, er der som regel store koncentrationer af skaller og mindre aborrer. Og i hælene på dem kommer de store gedder.

Omstilling er afgørende i geddefiskeriet

Da mange byttefisk som antydet ofte er ensbetydende med en del gedder inden for et begrænset område, voksede troen på dagens projekt i takt med, at jeg nærmede mig spottet. Her havde jeg observeret mange fiskende skarver. 

Jeg indledte med at afsøge det dybe vand uden for den undersøiske skrænt med min gamle Sportex Styx 2T 7,2’ med kastevægt fra 82 til 120 gram. En belastet Pig Shad var monteret i hægten. Efter et par timers fiskeri uden kontakter skiftede jeg det halvkraftige grej ud med min Magnific Finesse 7,7’, som har kastevægt fra 7 til 23 gram. 

En mindre Shadteez på et 10 grams jighoved blev monteret for enden af min Climax Carat 12 fletline. Få kast senere inhalerede en lille gedde jiggen. Jeg blev øjeblikkeligt bekræftet i, hvorfor Magnific Finesse er en fantastisk stang. Jeg fornemmede hugget øjeblikkeligt gennem den yderst sensitive klinge, og med den kraftfulde rygrad kunne jeg sætte krogen med et vip i håndleddet. Gedden var ingen kæmpe, men den var til gengæld gudesmuk og yderst kærkommen. Det var en skøn følelse på en vinterdag, hvor intet er givet på forhånd. 

Jeg noterede mig, at fisken havde taget jiggen på 1,5 meter vand på toppen af skrænten. Derfor skiftede jeg fokus og fiskede nu ind mod land. Kort efter var der igen bud efter jiggen, men fisken blev ikke hængende. Det gav mig dog fornyet energi, og derfor blev fluestangen pakket ud. 

 

Endnu en fin gedde på off-set fluen til Christian Lang Jensen.

Endnu en fin gedde på off-set fluen til Christian Lang Jensen.

Fantastiske fluegedder

Jeg forsøgte mig med lidt forskellige fluer, men der skete først noget, da jeg fik en lys flue med neongule øjne og en neonrød bug på. Min bror, Martin, er manden bag fluen, og han havde bundet den på en offset-krog for at muliggøre fiskeri helt nede ved bunden, hvor gedderne typisk opholder sig om vinteren. 

De første fem kast udmøntede sig i to fine fisk og en enkelt mistet fisk. Det sitrede helt i kroppen, for fluefiskeri efter søens rovfisk er noget af det bedste, jeg ved. Motivationen var nu helt i top, og jeg kørte på. 

Et nyt område blev afsøgt, og her var der tydeligvis fisk hjemme. De første to gedder i nettet var fine fisk mellem 4 og 5 kilo. Efter et par mindre fisk huggede en af de bedre. Fruen synede ikke af meget, da hun tog fluen helt inde ved sivene på mindre end en meter vand, men da hun fik lidt mere vand under sig, tog fanden ved hende. Fighten var formidabel, og efter nogle hektiske minutter kunne jeg nette den smukke fisk. Vægten lød på 7,2 kilo, og efter et hurtigt foto fik hun sin frihed. 

Dagen afsluttes med en flot gedde

Herefter lagde vinden sig, og fiskeriet døde. Jeg gav mig derfor god tid til at indtage en sen frokost. Mens jeg spiste og sugede indtrykkene fra dagen til mig, kom der igen lidt vind i sejlene. Derfor besluttede jeg at afsøge dagens mest givtige plads endnu en gang. 

Denne gang greb jeg dog spinnestangen påmonteret en mellemstor Pig Shad. Første kast udløste et hug fra en god fisk, men den slog sig desværre af krogen kort efter. Endnu et kast blev lagt ud i området, og efter få omgange på hjulet bankede endnu en god fisk på. Hun søgte ud over dybere vand, og her satte madammen stang og fisker på prøve. Efter nogle intense og ikke mindst underholdende minutter gled skønheden dog ned i netposen. Hun var en skøn fisk at runde dagen af med. Vægten lød på 8,1 kilo. 

Efter at have nydt synet af den smukke dame på vej mod dybet, gik turen hjemad. Det havde været en helt igennem skøn dag. Forhåbentligt bliver der tid til endnu en gang at jagte søens krokodiller, før legen indledes.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel