apr 23, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg vil gerne dele historien om en helt fantastisk fangst, jeg oplevede ved Bredvad Mølle på Gudenåen i Midtjylland forleden, skriver Sebastian Hanibal Guldmann Pedersen. – Jeg tog derud sammen med min familie, som gik en tur, mens jeg startede fiskeriet.
– Den første halve time skete der ingenting, og jeg havde ikke mærket det mindste. Da min familie kom tilbage, sagde de, at vi snart skulle hjem. Klokken var omkring 18.15, da jeg sagde de berømte ord – ét sidste kast. Så kastede jeg min 1,5 grams spinneren ud i åen og lod den synke helt ned til bunden. Lige inden jeg begyndte at trække den ind, kom hugget voldsomt og kontant. Fisken tog straks udløb, og jeg kunne med det samme mærke, at det var noget helt særligt.
– Jeg fiskede med en UL-stang, da jeg egentlig var taget afsted for at fange aborrer, så kampen blev både intens og nervepirrende. Fisken kæmpede utrolig hårdt og gav mig kamp til stregen i over fem minutter. Da jeg endelig fik fisken tættere på, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Det var en kæmpe stalling – den største jeg nogensinde har set, og min allerførste stalling nogensinde.
– Hurtigt fik jeg nettet den flotte fisk, kaldte på familien, og sammen fik vi taget nogle billeder. Efterfølgende blev den selvfølgelig genudsat igen, så den kan give en anden lystfisker samme oplevelse en dag. Det blev en tur, der næsten var slut efter en halv times fiskeri, men endte med at blive en af mine absolutte yndlingsture.
Den massive stalling, der blev skønnet til omkring 45 centimeter, blev hverken vejet eller målt, da den skulle hurtigt ud igen. Danmarksrekorden på længde tilhører Poul Erik Jørgensen med en fisk på 45 cm taget næsten helt præcist for 25 år siden i Gudenåen den 24 april 2001. Vægtrekorden på 1,4 kilo blev taget i 1984 af Kim Jacobsen i Alsted Mølleå.
Beretningen deltager i Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen om en tur efter giant trevally langs Egyptens kyst i Rødehavet sponsoreret af iFish Travel.
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
dec 18, 2024 | Nyheder
Det unaturligt høje prædationstryk fra skarv på vores ferskvandsfiskebestande, er efterhånden bedre end godt dokumenteret – blandt andet af DTU Aqua, der netop har publiceret endnu en rapport som underbygger dette:
– Stallingbestandens udvikling er fulgt tæt i Gudenå siden 1980’erne, lyder det på fiskepleje.dk. – DTU Aqua har nu lavet en ny og større undersøgelse, som viser, at forekomsten af stalling i øvre Gudenå kun er en tiendedel af, hvad den var i de bedste år i 1980’erne og 1990’erne. DTU Aqua vurderer, at tilbagegangen i høj grad kan forklares af et stort prædationspres, især fra skarv.
– I de bedste stallingår i 1980’erne og 1990’erne, var der en stallingbestand bestående af 30.000-40.000 ældre individer i Gudenå-systemet – mod kun 3.000 i dag, præciseres det i stallingrapporten, som du kan læse her.
FOTO: JOHNNY JENSEN, jjphoto.dk
aug 12, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Siden syvårsalderen har jeg drømt om at fiske stallinger på tørflue og nymfe, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. – Jeg har imidlertid aldrig haft muligheden for dette fiskeri. Det ændrede sig dog i år, da min gode ven Rasmus inviterede min bror og mig med på en tur til Lapland, hvor han har fisket gennem flere år.
– Det er ikke nogen nem opgave at regne ud, hvornår fiskeriet vil toppe, da vinterens varighed er en væsentlig faktor i denne sammenhæng. Dybest set handler det om at ramme det tidspunkt, hvor insekterne sværmer over elven i stort antal. Er man for tidligt på den, er stallingerne ikke villige til at tage tørfluer, og fiskeriet er generelt svært, hvis temperaturen er for lav. Kommer man for sent på sæsonen, er der en risiko for, at de store klækninger af insekter er ovre, hvilket også besværliggør fiskeriet. Heldigvis har Rasmus fisket området så mange gange, at han ved nogenlunde, hvornår fiskeriet vil toppe.
– Derfor var turen sat til uge 27, da det før har vist sig at være et godt tidspunkt på året deroppe, og i år var på ingen måde en undtagelse. Allerede den første aften var der insekter i luften, og min bror Martin, min kammerat Brian og jeg fik alle vores første stalling nogensinde. Jeg havde sågar held med at overliste en sand drømmefisk på 50 centimeter på nymfe. På nogle få timer landede vi 15 stallinger og en håndfuld fine bækørreder. Vi troede derfor, at vi allerede nu oplevede højdepunktet for fiskeriet, men vi tog fejl.
– Fiskeriet blev kun bedre og bedre de efterfølgende dage, og et meget forsigtigt estimat efter små fire dages fiskeri lød på mere end 250 landede stallinger, hvoraf hovedparten var mellem 45 og 50 centimeter. Vi fik sågar allesammen fisk på 52-53 centimeter, og til sidst holdt vi ganske enkelt op med at måle dem, da vi ikke kunne følge med. Mange blev taget på nymfe, og vi fik flere fine fisk på små spinnere. Dog var tørfluerne helt eminente de to sidste dage, og man skulle næsten anstrenge sig for ikke at få fiskene til at tage tørfluerne.
– Jeg eksperimenterede sågar med at strippe en stor majflue-imitation hurtigt hen over overfladen, hvilket stallingerne til min store overraskelse elskede. De tog fluen utroligt aggressivt – nærmest som aborrer – og det var ganske enkelt noget af det mest underholdende fiskeri, jeg nogensinde har oplevet. Min Sportex Synoris Fly kom dermed på arbejde et utal af gange, og det samme gjorde brormands Sportex Kyanite Fly.
– Alt i alt havde vi oplevelser, jeg aldrig vil glemme, og jeg håber på, at vi kan få lov at opleve bare en smule af dette fiskeri igen næste år. Udover at vi havde et unikt fiskeri, var det sociale samvær også helt i top, og jeg håber, at hele banden er klar på endnu en tur næste år, slutter han.
Se den flotte og stemningsfulde video fra turen på Fisk & Fris Youtube kanal her.
aug 6, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Video
Christian Lang Jensen fra Team Sportex og hans venner har været et smut i Lapland, for at opleve et uspoleret fiskeri efter ørred, stalling, gedder og aborrer – på både flue og spinnegrej. I denne stemningsfulde teaser fra vildmarken får du en lille forsmag på, hvad der venter dig af artikler og fangstberetninger på fiskogfri.dk i august 2023. Glæd dig.
Du kan se videoen her på Fisk & Fris Youtube, hvor det selvfølgelig er gratis at abonnere.
aug 1, 2023 | Artikler, Fluefiskeri
Fiske- og fjeldguiden Jesper Larsson med en smuk stalling fra en af Kirunafjeldenes mange søer.
Lige så hugvillig og nem stallingen kan være den ene dag, lige så selektiv og umulig kan den være den næste. Mathias Larsson har været på fjeldet for at lære vejen til et givtigt stallingfiskeri af guiden Jesper Larsson, der har mange års erfaring med »The Lady of the Stream«. Sug til dig og vær klar til kommende fjeldture.
AF MATHIAS LARSSON
KIRUNAFJELDENES SMUKKE LANDSKAB strækker sig så langt øjet rækker. Eftermiddagsbrisen laver små krusninger på vandspejlet, og små ti meter ude anes små diskrete ringe fra stigende fisk. Bagved mig står Jesper Larsson, fjeldguide med mange års erfaring udi fluefiskeri og livet på fjeldet. Jesper har en forkærlighed for stallingen – det er svært at forstille sig en bedre lærermester. Jeg er yderst fiskesulten, men behersker mig og lader være med at lægge linen ud. Jeg vil nemlig gerne have Jespers mange stallingknep inden jeg tager hul på fiskeriet.
Vinden er en stor faktor, når man fisker i fjeldområder, og man må forberede sig på, at vejrskiftet kommer hurtigt. Høj sol og lunt vejr kan hurtigt bliver til strid vind med slagregn. – Jeg vil derfor klart anbefale, at man har en ekstra – og kraftigere – stang med sig, pointerer Jesper som det første tip. – Hvis du fx fisker med en klasse 5 er det ikke en dum ide at have en 6 eller 7’er med, når vinden bliver drilsk. Det er vigtigt at bruge vinden, især ved søfiskeri. Er der fx en odde, skaber den ofte strømkanter, når vinden presser vandet forbi. Præcist på kanten mellem vindkrusningerne og det blanke vand på læsiden, samles både land- og klækkende insekter. Da stallingerne hellere vil have maden serveret end at jage rundt i større områder, stimer de ofte sammen på sådanne pladser. Brug desuden også vinden og strømrenderne til at få fluen lidt længere ud en normalt.
De største er de sværeste, og sådan er det også med stallingen. Mange af søerne i fjeldene har meget klart vand, og fiskene i dem har helt styr på hvad der sker på overfladen. Lad derfor være med at kaste skygger ud over vandet, og når du nærmer dig vandet skal det gå langsomt.
– Udfør det første kast i god afstand til vandet, især hvis stallingen spiser landinsekter langs bredden, anbefaler Jesper. – De mest sky fisk er oftest også de største og små forsigtige ringe bare en meter fra land, kan vise sig at være drømmestallingen på langt over kiloet. Jo mere forsigtigt du sniger dig, desto færre og kortere behøver dine kast at være.
Udover stallinger i størrelse XXL byder de laplandske fjelde på storslåede naturoplevelser.
Praktiske fisketips til stalling
– Forstyr ikke vandet og vad så lidt som overhovedet muligt. Unaturlige bølger på overfladen skræmmer fisken. Smådønningerne fra vadning spredes meget længere end man tror – og til tider længere end du kan kaste… – Jeg plejer at sige til mine kunder, at hvis du absolut skal vade, så skal du kunne kaste længere end bølgerne, du laver, når du vader, fortsætter Jesper. – Lydbølger forplanter sig længere og tydeligere under vandet. Jo dybere du vader, desto mere vand skubber du foran dig, og desto længere flytter fisken sig ud som følge af det. Selvom visse fisk bliver i området, vil de være mere vagtsomme og selektive. Det er derfor en god idé at finde en plads, hvor du kan stå helt stille og kaste. Bliv på pladser i flere minutter, indtil du ser stallingen begynde at tage føde til sig igen. I søer plejer jeg at kaste så langt som muligt. Nogle gange venter jeg endda flere minutter, indtil overfladen er helt »urørt«, inden jeg stripper fluen hjem. Det giver ofte en højere hugvillighed, og det er også mere effektivt til de større individer, slutter han.
Jesper anvender tørfluer med et islæt af pink i vingen for bedre at kunne se dem på afstand.
De bedste fluer til stalling
– Stallingfluer er der nok af. Der findes alt fra forskellige stadier af vårfluer og døgnfluer over i myg og sågar fiskeimitationer. Jesper har de fleste i arsenalet, men der er nogle fluer som skiller sig ud og bliver brugt mere flittigt end andre. – Jeg plejer at binde mine Klinkhamer med lyserød og hvid vinge, så jeg let kan se den på afstand, forklarer Jesper. – Fisker jeg om natten, bruger jeg samme mønster med en kulsort vinge. Det giver fluen en tydeligere silhuet, der let ses på overfladen. Ligegyldigt om man vælger at binde fluerne selv eller købe dem, er det en god ide at gå efter fluer med klare farver på vingen, der skiller sig ud, så man ikke forveksler den med skum eller drivende møg på overfladen.
Til tider er stallingen overordentligt svær at få til at tage hverken tørt eller nymfer, men heldigvis spiser de også småfisk. Derfor er det en god ide at prøve en streamer, når fiskeriet er svært. Det er ikke ualmindeligt, at stallingen sluger selv store streamerkroge. På de dybere partier kan man med fordel fiske streameren forenden af et synkeforfang, og derved fiske den længere nede i vandet. Alternativt kan man klemme et blyhagl fast på forfanget umiddelbart foran fluen.
Et andet kneb til selektive stallinger er at binde en lille bid line i tørfluens krogbøjning. For enden af tavsen bindes en lille og let nymfe eller puppe. På den måde fisker du med to insekter – en på overfladen og en lige under. Stallingen har ofte svært ved at modstå den lille nymfe under tørfluen, og nogle gange tager den til og med begge fluer! – Men husk at kaste roligere med to fluer på forfanget, ellers kan det blive et farligt kludder.
En saks til at trimme fluerne er et uundværligt værktøj, når man skal tilpasse sig fiskesituationen.
Trim dine stallingfluer
– En saks er et yderst brugbart værktøj ved fiskevandet. For at finde dagens melodi er det en god ide at have rigeligt med mønstre med, men man kan også klippe fluerne til med en saks. At klippe fluerne ned for at finde den rette størrelse, kan desuden have positiv indvirkning på fluens aftryk på overfladen, da en flue der er lidt for overdresset flyder noget højt. Barberer man derimod fibrene en anelse ned, kan man få fluen til at hænge dybere i overfladefilmen, og på den måde lokke fiskene til hug. Fluer som fungerer godt i strømmende vand er ofte for buskede til søfiskeri, hvor stallingen har længere tid til at granske bedraget. – Mine knotimitationer binder jeg derfor med vilje ekstra buskede, for senere at klippe dem til ved vandet, forklarer Jesper. Superpuppernes hackler bliver også klippet ned, for at få dem til at hænge dybere. Døgnfluernes øvre og underdel kan også klippes ned, for at få dem til at ligne spent spinners, og hvis man klipper halen af, kan de også gå for vårfluer. Brug tiden på at studere de insekter, som er på overfladen. Tag et fintmasket insektnet eller et akvarienet med. Fang insekterne og tjek om de stemmer overens med fluen for enden af dit forfang. Test også hvordan fluen ser ud fra fiskens synsvinkel. Læg dem i et glas vand og studer dem nedenfra. Mange af nutidens fluer er en anelse overdresset. Brug saksen og få det perfekte overfladeaftryk!
Dagens fangst skal med hjem og nydes. Der er godt med stallinger i Norrland, så man kan godt tage sig en madfisk i ny og næ.
Lok stalling med ”din egen klækning”
– At skabe sin egen klækning er en glimrende metode, når stallingerne viser sig fra sit lunefulde hjørne. – Tricket fungerer godt, når man tidligere har set aktive fisk, som pludselig stopper med at vise sig, pointerer han. – Teknikken er enkel. Man skal drifte en flue hurtigt over det samme sted igen og igen, og på den måde at imiterer en klækning i stedet for et enkelt insekt. Vil man i tale med en stalling, der står lidt dybere, kan to nymfer være vejen frem. Som hovedflue anvender man en lidt større og tungere nymfe, der fungerer som ankerflue. I »ankerfluens« krogbøjning binder man en bid line på 30-40 centimeter med en ubelastet micronymfe for enden. Strømrenderne får micronymfen til at danse forførende, og ankerfluen sørger for at det sker på den rette dybde. Brug gerne en rapalaknude for at give micronymfen endnu mere liv.
Jespers strikeindikator består af rød bindetråd på løkken mellem flueline og forfang. Simpelt men effektivt.
Brug hugindikator til stalling
– På afstand eller ved fiskeri i dybt vand, ser du huggene meget lettere med en eller anden form for hugindikator. En hugindikator eller strikeindikator kommer i mange udformninger. Det kan være alt fra den farvede overgang mellem flueline og forfang til et stykke højtflydende garn, eller sågar noget der minder om et lille bobleflåd. – Jeg plejer at lave løkkerne på mine flueliner med noget rødt bindetråd, forklarer Jesper. – Det giver et stærkt og fleksibelt resultat, og så er det let at se opstramninger fra fisk, som nipper til fluen, slutter Jesper.
Stallingtipsne fungerede og efter lektionen ved søbredden, begyndte jeg pludselig at fange storstallinger. Under mit ophold i Kirunafjeldene lykkedes det mig at lande mange stallinger og flere flotte fisk over kiloet.
Hyr Jesper Larsson som stallingguide
Jesper Larsson er professionel fiske og fjeldguide og driver til daglig firmaet JLGuiding – jlguiding.com. Desuden driver han hjemmesiden fishing-in-sweden.com, der formidler guider i hele Sverige.
Artiklen blev opårindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
Et splithagl er en nem løsning, når blåmændene står dybt.
En flydering kan være et godt våben, når stallingerne ringer ude for kastehold.
feb 1, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.
Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.
AF MATHIAS LARSSON
DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.
– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.
Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.
Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.
Hårdtfightende fjeldørreder
Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.
Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.
Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.
Ørred langs den dybe kant
Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så
længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.
Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.
Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.
Nye fiskepladser
Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.
Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.
– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.
At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.
Flot natur og masser af ørreder
Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.
Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.
En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.
Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.
Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.
Lækker mad og flotte fisk
Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på den’ sorte overflade.
Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.
Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.
Super stallingfiskeri
Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.
Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.
Mæt af det vildeste fiskeri
Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.
Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.
Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.
Dejlige fiskeminder fra fjeldet
Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.
Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.
sep 16, 2021 | Nyheder
– Egentlig er det efterår, for ifølge kalenderen er vi i midten af september, men i aften er det sommer. Sådan lyder det fra fluefiskeren Per Kofoed. – Vi sidder ude og spiser lidt sen aftensmad – frisk Slethvar stegt i smør. Men det snurrer lidt i kroppen, og da klokken er lidt over syv rejser jeg mig hurtigt og siger til familien, at jeg lige snupper en time ved åen.
– Åen er Storåen bare fem minutter fra hjemadressen. En lodsejer, jeg kender, har et stræk langt oppe i åen, tæt ved Sunds hvor jeg bor. Her er den store å lille bitte, men med dybe huller og brændenælder i mandshøjde langs brinkerne, så jeg lister mig frem nede i åen, og mine hænder svier allerede rigeligt.
– Der er en ret god klækning af store klodsede insekter, der gir´den sidste dans, inden livet er forbi. Jeg sætter håbefuldt en stor klodset tørflue på, som jeg bandt en aften, hvor lyset var svagt og brillerne ligeså. Den første fisk, der tager fat er en flot skalle, som grådigt snupper den store flue i sin lille mund.
– Jeg går længere opstrøms og laver en del blindkast, da der ikke er noget der ringer, men reaktionen udebliver. Jeg kommer rundt om et hjørne, ja det er nærmere et hjørne end et sving, for åen er desværre stadig reguleret her. Den savner sine naturlige fine sving, som jeg håber den en dag får igen. Rundt hjørnet er der et roligt dybt parti lige efter et lille stræk med masser af store sten, der ilter vandet godt. Jeg laver et blindkast og et par meter inden topøjet, er der en lille reaktion på fluen, nærmest bare et ”jeg checker den lige ud”.
Det var denne tørflue, der lokkede Per Kofoeds fine stalling til overfladen.
– Med det samme lægger jeg den ud igen og samme sted kommer reaktionen prompte: En meget grådig fisk vender i overfladen, og i et stort slurp snupper den fluen. Jeg kan straks mærke, at det er en god fisk. Efter lidt tovtrækkeri på alt for lidt plads kommer den i nettet, og mine øjne spærrer sig lidt op i det tiltagende mørke. Det er en super fin stalling, som jeg måler på min vadestav. Herefter snupper jeg et par hurtige billeder og guider den stille tilbage i vandet og lader den svømme, da den får pusten igen. Det her er helt sikkert den fineste stalling jeg har fået på strækket, hvor jeg nu efterhånden har fisket i over 10 år. Fisken var 39 cm. YES, det er måske den positive effekt af genudsætning af fangsterne igennem årene.
– Flagermusene og halvmånen er kommet frem, og det er blevet for mørkt til mere fiskeri, men det her var også rigeligt for i aften – og måske for i år. Sæsonen er ved at klinge af, og der er ingen garanti for flere ture med tørfluen. Jeg tar´godt fat i planterne og brænder mine hænder endnu en gang, da jeg trækker mig op på brinken, men lige nu er det lige meget, for oplevelsen ligger på kameraet og nethinden. Snart har mørket og kulden taget over, og så sidder jeg igen og binder mine håbløse fluer ved bordet i værkstedet. Stadig med svage briller og for lidt lys. Men i nat vil jeg drømme om, at det en dag bliver forår og sommer, hvor insekterne klækker, og jeg binder en håbløs tørflue for enden af forfanget, Stallingen tilgiver mig og vender sig i overfladen med åben mund.
Det var her Per fik sin stalling i det tiltagende mørke ved øvre Stor Å.
