– Endelig kom der en dag med lidt bedre vejr, som forhåbentlig ville sætte gang i klækningerne, fortæller Danni Klikkenborg. – Efter en rask gåtur kom jeg til et stræk af åen, som efter min erfaring plejer at holde på en del fisk. Denne dag var der også massive mængder af flyvemyrer i luften og på vandet, som virkelig fik fiskene på finnerne. Aktiviteten fortsatte så til sent aften med et stort BWO spinnerfald. BWO er betegnelsen for den lille døgnflue Blue Winged Olive, som er meget talrig i juli, august og september.
– Dette resulterede i et helt fantastisk tørfluefiskeri, da fiskene simpelthen gik helt AMOK i det store ædegilde. Da dagen var omme, kunne jeg konstatere, at jeg havde haft intet mindre end 16 fine stallinger i hånden op til 42 cm og 700 gram. Og så mistede jeg et par store i dagens sidste lys, slutter han.
Har du selv været ved åen for at svinge fluekæppen, hører vi meget gerne fra dig på jb@bursell.dk eller telefon 30 70 02 36.