Fiske- og fjeldguiden Jesper Larsson med en smuk stalling fra en af Kirunafjeldenes mange søer.
Lige så hugvillig og nem stallingen kan være den ene dag, lige så selektiv og umulig kan den være den næste. Mathias Larsson har været på fjeldet for at lære vejen til et givtigt stallingfiskeri af guiden Jesper Larsson, der har mange års erfaring med »The Lady of the Stream«. Sug til dig og vær klar til kommende fjeldture.
AF MATHIAS LARSSON
KIRUNAFJELDENES SMUKKE LANDSKAB strækker sig så langt øjet rækker. Eftermiddagsbrisen laver små krusninger på vandspejlet, og små ti meter ude anes små diskrete ringe fra stigende fisk. Bagved mig står Jesper Larsson, fjeldguide med mange års erfaring udi fluefiskeri og livet på fjeldet. Jesper har en forkærlighed for stallingen – det er svært at forstille sig en bedre lærermester. Jeg er yderst fiskesulten, men behersker mig og lader være med at lægge linen ud. Jeg vil nemlig gerne have Jespers mange stallingknep inden jeg tager hul på fiskeriet.
Vinden er en stor faktor, når man fisker i fjeldområder, og man må forberede sig på, at vejrskiftet kommer hurtigt. Høj sol og lunt vejr kan hurtigt bliver til strid vind med slagregn. – Jeg vil derfor klart anbefale, at man har en ekstra – og kraftigere – stang med sig, pointerer Jesper som det første tip. – Hvis du fx fisker med en klasse 5 er det ikke en dum ide at have en 6 eller 7’er med, når vinden bliver drilsk. Det er vigtigt at bruge vinden, især ved søfiskeri. Er der fx en odde, skaber den ofte strømkanter, når vinden presser vandet forbi. Præcist på kanten mellem vindkrusningerne og det blanke vand på læsiden, samles både land- og klækkende insekter. Da stallingerne hellere vil have maden serveret end at jage rundt i større områder, stimer de ofte sammen på sådanne pladser. Brug desuden også vinden og strømrenderne til at få fluen lidt længere ud en normalt.
De største er de sværeste, og sådan er det også med stallingen. Mange af søerne i fjeldene har meget klart vand, og fiskene i dem har helt styr på hvad der sker på overfladen. Lad derfor være med at kaste skygger ud over vandet, og når du nærmer dig vandet skal det gå langsomt.
– Udfør det første kast i god afstand til vandet, især hvis stallingen spiser landinsekter langs bredden, anbefaler Jesper. – De mest sky fisk er oftest også de største og små forsigtige ringe bare en meter fra land, kan vise sig at være drømmestallingen på langt over kiloet. Jo mere forsigtigt du sniger dig, desto færre og kortere behøver dine kast at være.
Praktiske fisketips til stalling
– Forstyr ikke vandet og vad så lidt som overhovedet muligt. Unaturlige bølger på overfladen skræmmer fisken. Smådønningerne fra vadning spredes meget længere end man tror – og til tider længere end du kan kaste… – Jeg plejer at sige til mine kunder, at hvis du absolut skal vade, så skal du kunne kaste længere end bølgerne, du laver, når du vader, fortsætter Jesper. – Lydbølger forplanter sig længere og tydeligere under vandet. Jo dybere du vader, desto mere vand skubber du foran dig, og desto længere flytter fisken sig ud som følge af det. Selvom visse fisk bliver i området, vil de være mere vagtsomme og selektive. Det er derfor en god idé at finde en plads, hvor du kan stå helt stille og kaste. Bliv på pladser i flere minutter, indtil du ser stallingen begynde at tage føde til sig igen. I søer plejer jeg at kaste så langt som muligt. Nogle gange venter jeg endda flere minutter, indtil overfladen er helt »urørt«, inden jeg stripper fluen hjem. Det giver ofte en højere hugvillighed, og det er også mere effektivt til de større individer, slutter han.
De bedste fluer til stalling
– Stallingfluer er der nok af. Der findes alt fra forskellige stadier af vårfluer og døgnfluer over i myg og sågar fiskeimitationer. Jesper har de fleste i arsenalet, men der er nogle fluer som skiller sig ud og bliver brugt mere flittigt end andre. – Jeg plejer at binde mine Klinkhamer med lyserød og hvid vinge, så jeg let kan se den på afstand, forklarer Jesper. – Fisker jeg om natten, bruger jeg samme mønster med en kulsort vinge. Det giver fluen en tydeligere silhuet, der let ses på overfladen. Ligegyldigt om man vælger at binde fluerne selv eller købe dem, er det en god ide at gå efter fluer med klare farver på vingen, der skiller sig ud, så man ikke forveksler den med skum eller drivende møg på overfladen.
Til tider er stallingen overordentligt svær at få til at tage hverken tørt eller nymfer, men heldigvis spiser de også småfisk. Derfor er det en god ide at prøve en streamer, når fiskeriet er svært. Det er ikke ualmindeligt, at stallingen sluger selv store streamerkroge. På de dybere partier kan man med fordel fiske streameren forenden af et synkeforfang, og derved fiske den længere nede i vandet. Alternativt kan man klemme et blyhagl fast på forfanget umiddelbart foran fluen.
Et andet kneb til selektive stallinger er at binde en lille bid line i tørfluens krogbøjning. For enden af tavsen bindes en lille og let nymfe eller puppe. På den måde fisker du med to insekter – en på overfladen og en lige under. Stallingen har ofte svært ved at modstå den lille nymfe under tørfluen, og nogle gange tager den til og med begge fluer! – Men husk at kaste roligere med to fluer på forfanget, ellers kan det blive et farligt kludder.
Trim dine stallingfluer
– En saks er et yderst brugbart værktøj ved fiskevandet. For at finde dagens melodi er det en god ide at have rigeligt med mønstre med, men man kan også klippe fluerne til med en saks. At klippe fluerne ned for at finde den rette størrelse, kan desuden have positiv indvirkning på fluens aftryk på overfladen, da en flue der er lidt for overdresset flyder noget højt. Barberer man derimod fibrene en anelse ned, kan man få fluen til at hænge dybere i overfladefilmen, og på den måde lokke fiskene til hug. Fluer som fungerer godt i strømmende vand er ofte for buskede til søfiskeri, hvor stallingen har længere tid til at granske bedraget. – Mine knotimitationer binder jeg derfor med vilje ekstra buskede, for senere at klippe dem til ved vandet, forklarer Jesper. Superpuppernes hackler bliver også klippet ned, for at få dem til at hænge dybere. Døgnfluernes øvre og underdel kan også klippes ned, for at få dem til at ligne spent spinners, og hvis man klipper halen af, kan de også gå for vårfluer. Brug tiden på at studere de insekter, som er på overfladen. Tag et fintmasket insektnet eller et akvarienet med. Fang insekterne og tjek om de stemmer overens med fluen for enden af dit forfang. Test også hvordan fluen ser ud fra fiskens synsvinkel. Læg dem i et glas vand og studer dem nedenfra. Mange af nutidens fluer er en anelse overdresset. Brug saksen og få det perfekte overfladeaftryk!
Lok stalling med ”din egen klækning”
– At skabe sin egen klækning er en glimrende metode, når stallingerne viser sig fra sit lunefulde hjørne. – Tricket fungerer godt, når man tidligere har set aktive fisk, som pludselig stopper med at vise sig, pointerer han. – Teknikken er enkel. Man skal drifte en flue hurtigt over det samme sted igen og igen, og på den måde at imiterer en klækning i stedet for et enkelt insekt. Vil man i tale med en stalling, der står lidt dybere, kan to nymfer være vejen frem. Som hovedflue anvender man en lidt større og tungere nymfe, der fungerer som ankerflue. I »ankerfluens« krogbøjning binder man en bid line på 30-40 centimeter med en ubelastet micronymfe for enden. Strømrenderne får micronymfen til at danse forførende, og ankerfluen sørger for at det sker på den rette dybde. Brug gerne en rapalaknude for at give micronymfen endnu mere liv.
Brug hugindikator til stalling
– På afstand eller ved fiskeri i dybt vand, ser du huggene meget lettere med en eller anden form for hugindikator. En hugindikator eller strikeindikator kommer i mange udformninger. Det kan være alt fra den farvede overgang mellem flueline og forfang til et stykke højtflydende garn, eller sågar noget der minder om et lille bobleflåd. – Jeg plejer at lave løkkerne på mine flueliner med noget rødt bindetråd, forklarer Jesper. – Det giver et stærkt og fleksibelt resultat, og så er det let at se opstramninger fra fisk, som nipper til fluen, slutter Jesper.
Stallingtipsne fungerede og efter lektionen ved søbredden, begyndte jeg pludselig at fange storstallinger. Under mit ophold i Kirunafjeldene lykkedes det mig at lande mange stallinger og flere flotte fisk over kiloet.
Hyr Jesper Larsson som stallingguide
Jesper Larsson er professionel fiske og fjeldguide og driver til daglig firmaet JLGuiding – jlguiding.com. Desuden driver han hjemmesiden fishing-in-sweden.com, der formidler guider i hele Sverige.
Artiklen blev opårindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014