– Egentlig er det efterår, for ifølge kalenderen er vi i midten af september, men i aften er det sommer. Sådan lyder det fra fluefiskeren Per Kofoed. – Vi sidder ude og spiser lidt sen aftensmad – frisk Slethvar stegt i smør. Men det snurrer lidt i kroppen, og da klokken er lidt over syv rejser jeg mig hurtigt og siger til familien, at jeg lige snupper en time ved åen.

– Åen er Storåen bare fem minutter fra hjemadressen. En lodsejer, jeg kender, har et stræk langt oppe i åen, tæt ved Sunds hvor jeg bor. Her er den store å lille bitte, men med dybe huller og brændenælder i mandshøjde langs brinkerne, så jeg lister mig frem nede i åen, og mine hænder svier allerede rigeligt.

– Der er en ret god klækning af store klodsede insekter, der gir´den sidste dans, inden livet er forbi. Jeg sætter håbefuldt en stor klodset tørflue på, som jeg bandt en aften, hvor lyset var svagt og brillerne ligeså. Den første fisk, der tager fat er en flot skalle, som grådigt snupper den store flue i sin lille mund.

– Jeg går længere opstrøms og laver en del blindkast, da der ikke er noget der ringer, men reaktionen udebliver. Jeg kommer rundt om et hjørne, ja det er nærmere et hjørne end et sving, for åen er desværre stadig reguleret her. Den savner sine naturlige fine sving, som jeg håber den en dag får igen. Rundt hjørnet er der et roligt dybt parti lige efter et lille stræk med masser af store sten, der ilter vandet godt. Jeg laver et blindkast og et par meter inden topøjet, er der en lille reaktion på fluen, nærmest bare et ”jeg checker den lige ud”.

Det var denne tørflue, der lokkede Per Kofoeds fine stalling til overfladen.

Det var denne tørflue, der lokkede Per Kofoeds fine stalling til overfladen.

 

– Med det samme lægger jeg den ud igen og samme sted kommer reaktionen prompte: En meget grådig fisk vender i overfladen, og i et stort slurp snupper den fluen. Jeg kan straks mærke, at det er en god fisk. Efter lidt tovtrækkeri på alt for lidt plads kommer den i nettet, og mine øjne spærrer sig lidt op i det tiltagende mørke. Det er en super fin stalling, som jeg måler på min vadestav. Herefter snupper jeg et par hurtige billeder og guider den stille tilbage i vandet og lader den svømme, da den får pusten igen. Det her er helt sikkert den fineste stalling jeg har fået på strækket, hvor jeg nu efterhånden har fisket i over 10 år. Fisken var 39 cm. YES, det er måske den positive effekt af genudsætning af fangsterne igennem årene.

– Flagermusene og halvmånen er kommet frem, og det er blevet for mørkt til mere fiskeri, men det her var også rigeligt for i aften – og måske for i år. Sæsonen er ved at klinge af, og der er ingen garanti for flere ture med tørfluen. Jeg tar´godt fat i planterne og brænder mine hænder endnu en gang, da jeg trækker mig op på brinken, men lige nu er det lige meget, for oplevelsen ligger på kameraet og nethinden. Snart har mørket og kulden taget over, og så sidder jeg igen og binder mine håbløse fluer ved bordet i værkstedet. Stadig med svage briller og for lidt lys. Men i nat vil jeg drømme om, at det en dag bliver forår og sommer, hvor insekterne klækker, og jeg binder en håbløs tørflue for enden af forfanget, Stallingen tilgiver mig og vender sig i overfladen med åben mund.

 

Kizuma line

 

Det var her Per fik sin stalling i det tiltagende mørke ved øvre Stor Å.

Det var her Per fik sin stalling i det tiltagende mørke ved øvre Stor Å.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This