feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
feb 7, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
At fiske fra isen efter rødding er en fiskeoplevelse langt ud over de sædvanlige. Følg med Martin Falklind og hans familie til svenske Abborrträsk ved Arvidsjaur. Her er der dygtige guides, god mad, bløde renskind og opvarmede samekåter – samt masser af hugvillige storrøddinger.
TEKST: MARIA ÅLANDER, FOTO: MARTIN FALKLIND
SKOV, SKOV OG ATTER SKOV. Så simpelt kan en tur gennem Norrland beskrives. Men bagved den grønne mur af skov gemmer sig tusindvis af praktisk talt uberørte fiskevande, og bag ved de store skove – langt ude vestpå – åbner landskabet sig op.
De lokale, der igennem generationer har dyrket garnfiskeri i Norrland, bliver ældre og ældre – og der er ikke kommet nye til. Det betyder, at en stor del af fiskeriet med net er ophørt. Søerne har derfor stået urørte, hvilket selvsagt har gavnet fiskepopulationerne – både i antal og snitstørrelse.
Martin Falklind med en gudeskøn rødding taget på mormyscka fisket under et lokkeblink.
Kæmpestore røddinger på isfiskeri
Det er en februaraften, da Martin ringer fra sin foredragsturné i Norrland. Han lyder desperat: – Jeg skal være i Arjeploug i morgen, men nu sidder jeg hjemme hos nogle fisketosser langt ude i ingenting. De har tvangsindlangt mig på at fiske imorgen tidlig, og det virker ikke, som om jeg har noget valg. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Alt er mørkt og hvidt.
Klokken ni næste morgen ringer telefonen igen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd: – Jeg har fanget den største pimpelrødding i hele mit liv, jubler Martin i den anden ende af røret. – Det var lige før, jeg ikke kunne få den op af hullet. Den vejde lidt over to kilo, men jeg havde ikke nogen vægt. Og jeg som troede, det bare var varmluft, da de sad der og blabrede løs om kæmperøddinger… Han snubler over ordene og kan knapt nok få luft. – Jeg har fået flere over kiloet – du må straks booke hele familien på nattoget i påsken. Jeg må løbe nu, hvis jeg skal nå mit foredrag. Bip, bip, biiip… Jeg booker nattoget, og vi får langfredagens sidste pladser.
Sonny Holmberg passer godt på sine vande – og supplerer bestandene i mange af søerne med hjemmeavlede fisk. Det betyder, at der altid er rigeligt med flotte fisk i søerne.
Klar til et pimpeleventyr på isen i Lapland
Klokken 4.30 stopper toget på Jörn station. Familien er knapt nok vågne, da vi hopper ind i Sonny Holmgrens bus, for inden længe af stige af og blive bakset ind under et stort renskind på en snescooter. Langsomt begynder vores søvndrukne hjerner at suge indtrykkende fra det snedækkede landskab til sig, og lidt efter lidt forstår vi for alvor, at vi er meget langt hjemmefra.
Vi er på vej til det vildeste isfiskeeventyr i vildmarken uden for byen Abborrträsk i svenske Norrbotten. Et svagt lys gennemskærer mørket, og snart breder en liflig duft sig i den iskolde luft. Efter en god gang kaffe og varm chokolade er vi pludselig lysvågne. Sonny skruer godt og grundigt op for forventningerne, når han med uspoleret entusiasme fortæller om storrøddingerne i søen. Martin forsøger af pædagogiske årsager at nedtone historierne en anelse, så børnene ikke skal tro, at der er garanti for fangstsucces. Men det preller af på Sonny, som lover røddinger i både et- og to-kilos klassen. Ifølge ham er der uendeligt mange og grotesk store fisk – og ordet fangstgaranti mangler på ingen måde i hans vokabularie. – Jeg kan godt forstå, at du forholdt dig lidt skeptisk over for denne mand, hvisker jeg til Martin. – Det lyder jo som de rene røverhistorier. Er du sikker på, at det ikke var en tilfældighed, at du fik så godt med fisk sidst?
Røddingsucces på isen
Fiskeriet begynder med, at vi saver hul i isen for at få vores undervandskamera ned på fiskepladsen. Med lidt held kan det jo være, at et par røddinger lægger vejen forbi. Derefter borer vi hul til børnene og lægger dem på hvert sit renskind, hvorefter vi koncentrerer os om at få styr på undervandsudstyret.
– Jeg har hug, råber Andrea pludselig, og snart efter er hun i færd med at bakse en fire hundrede grams rødding op igennem hullet. Fiskelykken er total. – Du skal nok få en, der er større, siger Sonny undskyldende, mens Martin og jeg kigger undrende på hinanden. For det første er det en utrolig flot fisk, og for det andet er det hendes livs første rødding! Det kan meget vel blive den eneste fisk vi får. Det er sket før. Der er ikke noget der hedder fiskegaranti…
Tjärnheden er navnet på området, vi fisker i. Det er et dødisområde, hvor gamle afsnørede isblokke fra dengang indlandsisen trak sig tilbage, har dannet massevis af søer. Området er næsten et hundrede kvadratkilometer stort og rummer intet mindre end 365 småsøer – eller tjärn, som de hedder på svensk. Så der er et nyt tjärn at fiske i hver eneste dag året rundt…
En flot rødding hilser på Johan Falklind med lidt luftakrobatik og en skylle iskoldt vand.
Livesending med sky røddinger under isen
På computeren oppe på isen, kan vi gennem undervandskameraet se, at vandet er fyldt med små bananlignende dyreplankton, som fiskene elsker. Nogle tjärn er rige på gedder og aborrer, mens andre er propfyldte med rødding og ørred. Og så er der også dem, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Sonny og hans søster Sara har nogle søer som de selv forvalter. Her har de naturligvis gjort, hvad de kan for at sikre, at der er masser af fisk. Blandt de mange tiltag er eget fiskeopdræt, som han bruger til at supplere bestandene i søerne. De fleste fisk genudsættes, men af og til griller vi en fisk eller to.
Spændingen er intens, for med hjælp fra vores virtuelle glasøjne nede på bunden, kan vi se alt, hvad der foregår under isen. Sonny sænker sit røddingblink ned med en enkelt maddike på krogen, mens Martin filmer – og som en anden sportsreporter refererer han levende alt, hvad han ser. Snart ser han en skygge nærme sig: En nysgerrig rødding har direkte kurs mod blinket. Fisken cirkler først rundt på to meters afstand, men kommer gradvist nærmere.
– Hæv blinket og lave et par nyk, råber Martin til Sonny. – Nu taber den interessen, nej nu vender den. Sænk lidt, Vibrer, vibrer mere, VIBRER. Nu tar’ den, nu, nu, nu ….NEEEEJJJJ. Den vender, den er væk. Snart står vi alle rundt om skærmen og skiftes til at kigge på, hvad der foregår under vandet. Det er mildest talt vildt spændende. Og som vi står der, får vi den ene a-ha oplevelse efter den anden. Mængder af fisk passerer forbi kameraet, men de fleste nøjes med at kigge. Hvis ikke lige det var fordi, at vi transmitterede live fra kameraet ved bunden, ville vi måske havde troet, at der ikke var nogle fisk i søen.
Sara og Sonny tager godt hånd om sine gæster – og der er altid lidt god mad og varme drikke. Her tager Andrea en lille pause og fornyer energireserverne.
Nye agn giver mere interesse fra røddingerne
Mange røddinger er rigtig interesserede, men lige præcis som vi tror, de skal til at tage, svømmer de væk. Nogle fisk tager på selve blinket, men da krogen sidder nedenfor med en maddike, nytter det ikke noget. Andre fisk er helt fokuseret på at æde direkte fra bunden – og kigger slet ikke op. Vi sætter derfor maddiken på en mormyska istedet – og det er tydeligt, at interessen stiger. Nu begynder røddingerne at hugge. Røddingerne er utroligt nysgerrige og elsker nye ting. Så længe vi varierer vores agn, kommer huggene, men fisker vi for længe med det samme – og med for monotone bevægelser, så sker der intet. Da vi har svært ved at variere os særlig meget mere, laver vi den vildeste disco agn: En blinkende lysdiode, der skramler mod blinket plus en mormyscka med masser af maddiker.
Da agnen når bunden, går der blot ti sekunder, inden fisk fra nær og fjern stimler sammen under hullet – og kappes om at hugge efter disco-kuglen. De maser og skubber til hinanden for at komme til – og det gentager sig, hver gang vi sænker ned. Efter sjette gang daler interessen, men totalt set er der ingen tivvl om, at disco-taklet er det, der har vakt mest interesse hos fiskene.
På anden dagen bruger vi ikke nær så meget tid med UV-kameraet og fisker i stedet på god gammeldags manér ved at kigge ned i hullet, mens vi ligger på hvert sit store renskind og nyder aprilsolen bage på ryggen. Den afslappede fiskestil gør, at man kan blive umanerlig døsig, men man når aldrig rigtig at falde i søvn, inden der er hug…
Fiskene er blændende smukke og kæmper godt, men tager sjældent line. To tre udløb er som regel toppen. I løbet af weekenden slår alle deres PR på isfisket rødding. Den flotteste fisk – en knaldrød hanrødding på omkring to kilo får 11-årige Andrea. Det er næsten en lidt for god start på isfiskekarrieren… Det her er røddingfiskeri, når det er aller bedst.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Se vores film om isfiskeri efter gedder med Forshaga Akademin her.
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
aug 30, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Christian Lang Jensen med sin flotte 121 cm gedde taget på spin i Lapland.
At udforske nyt vand er spændende og ikke mindst udfordrende – især uden brug af elektroniske hjælpemidler. I sådan en situation er man nødt til at trække på sin intuition og erfaring samt andres lokalkendskab. Ofte udebliver de gode fangster, men nogle gange tilsmiles man af lykken. Tag med til Lapland.
AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX
PÅ MIN SENESTE TUR TIL LAPLAND, hvor jeg var afsted med min bror og to gode venner, stod den på det helt enkle geddefiskeri efter fire dages uforglemmeligt stalling- og ørredfiskeri, som du har kunnet læse om her på fiskogfri.dk tidligere på måneden. Alt vi havde til rådighed, var to joller med to små benzinmotorer. Dermed skulle der kastefiskes med spinnestang samt fluefiskes efter gedder i tre hele dage, hvilket passede mig særdeles godt.
Jeg foretrækker at fiske gedderne aktivt uden brug af en masse elektroniske hjælpemidler, og jeg nyder i fulde drag, når jeg skal lære et nyt vand at kende. Vi startede dog ikke helt på bar bund, da min gode ven Rasmus, som var turleder, har fisket området tidligere.
Lokalisering af gedderne og vigtigt lokalkendskab
Vi havde på forhånd en formodning om, at vi kunne finde nogle gode gedder over en til tre meter vand. Her var mit vigtigste hjælpemiddel et par gode polaroid solbriller, så jeg havde mulighed for at danne mig et overblik over det undersøiske landskab.
Rasmus indledte med en introduktion til nogle af de pladser, hvor han før har fanget gode fisk, hvorefter vi lagde ud med at fiske ved udmundingen af en elv. Her skabte mange store sten og masser af byttefisk de perfekte betingelser for gedderne.
Det resulterede i en række fine fisk til os alle den første aften. Min kammerat Brian fik sig endda en ny PR-gedde på 95 cm, og jeg var heldig at overliste en smuk 103 cm madamme på fluestangen. Vi var derfor fortrøstningsfulde, da vi stævnede ud den næste morgen. Planen var, at vi skulle drive over et stort stenplateau, som tidligere har kastet flotte fisk af sig. Rasmus forklarede imidlertid, at der ikke altid står store fisk på plateauet, da den rette vandstand og vandtemperatur samt fødetilgængeligheden er afgørende for, om de store damer opholder sig over det lave vand.
Der var en del vind denne dag, og dermed drev vi meget hurtigt hen over plateauet. Det gjorde det svært at danne sig et overblik over plateauets udformning, og andendagen endte desværre kun med en håndfuld mindre gedder. Min bror Martin fik sig dog en flot aborre på 44 cm på flue. Den inhalerede den store flashflue i det spritklare vand for næsen af os, hvilket var en fed oplevelse. Vi fik desuden lidt mindre stallinger og aborrer samt tre søørreder op til 44 cm. De blev fanget på det lette fluegrej og UL-spinnegrejet, hvilket var særdeles underholdende. Dagen havde dog ikke boostet vores selvtillid i relation til gedderne, så på tredjedagen fyldte hyggen mere end fiskeriet fra morgenstunden.
Gedder omkring meteren er en sand fornøjelse på fluestangen. Denne smukke dame målte 103 cm, og hun tog en hurtigt fisket flashflue lige under overfladen.
Tilbage til gedde-plateauet
Jeg besluttede imidlertid at afsøge det store stenplateau endnu en gang, mens de andre fiskede fra land. Vinden havde lagt sig en del og tilmed vendt sig 180 grader. Dermed kunne jeg nu drive over det lave vand med solen i ryggen. Det gav mig en langt bedre fornemmelse af plateauets udformning, da det var nemmere at se ned gennem vandet.
Jeg konstaterede hurtigt, at der et stykke inde på plateauet strakte sig en lang kam, hvor stenene lå en halv meter under overfladen. På hver side af denne stenkam var vanddybden en til halvanden meter, og flere steder var der åbne sand- og gruspartier med en del vegetation. Disse åbne pletter var omgivet af store sten. Jeg besluttede derfor at sejle båden op til enden af plateauet for at tage et langt drev inden for kasteafstand af stenkammen.
Hver gang jeg drev lidt for langt ud over det dybe vand, bakkede jeg jollen et stykke tilbage mod stenkammen. Jeg havde en fornemmelse af, at gedderne her havde gode betingelser for at angribe intetanende byttefisk, som kunne tænkes at trække på langs med stenkammen.
Kast på kast blev lagt ud i retning af stenkammen, men jeg brugte også tid på at affiske det dybere vand ved yderkanten af plateauet. Timerne gik, og jeg hverken så eller mærkede noget – ud over et par sten.
Da stenen blev levende
For enden af min 0,20 mm Climax Carat 12 fletline havde jeg en Climax Ultra Flexsteel Leader 7×7 på omkring 60 cm. I hægten sad en ubelastet Pig Shad Junior i 15 cm. Jeg benyttede min nye Sportex Nobun Vertical på syv fod med kastevægt fra 11 til 53 gram til at sende agnen afsted. Det lette setup med en samlet vægt på 290 gram for stang, hjul og line gjorde, at jeg problemfrit kunne fiske effektivt i flere timer uden en eneste pause. Så selvom jeg intet havde set eller mærket, var motivationen helt i top, og jeg kløede på.
Pludselig skete det, jeg havde drømt om. Efter et langt kast ind mod stenkammen følte jeg, at jeg ramte en sten – endnu en gang. Tilslaget faldt øjeblikkeligt som en ren og skær refleks, og da jeg mærkede, at intet gav sig i den anden ende, troede jeg et øjeblik, at den lille agn havde kilet sig fast under en sten. Men da ”stenen” pludselig eksploderede i overfladen, var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg havde fat i en særdeles god gedde.
Den grove dame gik derefter meget tungt, og da hun begyndte at tage udløb ind mod stenkammen, piblede sveden frem på min pande. Jeg var nødt til at holde stangen højt for at undgå at skære linen på sten, hvilket fik den store dame til at vride sig i overfladen af flere omgange. Det var på ingen måde optimalt, men jeg havde intet valg.
At se en grov aborre på 44 cm tage fluen for næsen af en i krystalklart vand, er en fed oplevelse!
Storgedden kom i nettet
Minutterne gik, og da hun endelig besluttede at svømme mod båden, var jeg klar med mit store Sportex Predator-net. Heldigvis svømmede den prægtige fisk direkte ind i nettet, da jeg for anden gang forsøgte at lande hende. Derefter gik hun amok med det resultat, at krogen slap sit greb i underkæben. Jeg havde svært ved at fatte, hvad der netop var sket. Mit sejrsbrøl gjaldede ud over hele søen, så gutterne på land fløj op.
Under fighten var jeg drevet en del tættere på land, hvor de andre fiskede. Derfor besluttede jeg at sejle de sidste 50-60 meter ind i ro og mag med den prægtige fisk i nettet ved siden af båden. Dermed kunne jeg håndtere hende ude i vandet, så hun ikke led overlast på nogen måde.
Målebåndet strakte sig 121 dejlige centimeter, og vægten stoppede ved flotte 12,5 kilo. Det var dermed en tangering af min længste gedde nogensinde. Hun var dog et par kilo lettere end min tungeste gedde til trods for, at hun var i fin sommerform.
Jeg var ikke til at skyde igennem resten af dagen. Da vi genoptog fiskeriet, lykkedes det Rasmus at lande en flot madamme på 99 cm. Jeg fik yderligere to på 97 og 100 cm, og Martin var uheldig at miste et par gode fisk. Han beklagede sig dog ikke, da vi tidligere på ugen havde haft et uforglemmeligt nymfe- og tørfluefiskeri efter store stallinger og bækørreder. Alt i alt var det en perfekt afrunding på en uforglemmelig uge i Lapland.
Se den flotte og stemningsfulde video fra turen på Fisk & Fris Youtube kanal her.
aug 8, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Lapland er noget ganske særligt – især når det kommer til store stallinger og ikke mindst ørreder, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. – På min første tur til Lapland oplevede min bror, Martin, og jeg noget helt fabelagtigt fiskeri i selskab med vores gode venner Rasmus og Brian. Selvom fokus var på stallingerne, da Martin, Brian og jeg selv aldrig havde fanget stallinger før, havde vi også mange store oplevelser med de smukkeste ørreder.
– Vi havde alle held med at lande flotte ørreder på både UL-grejet og det lette fluegrej, hvilket var afsindigt underholdende. Jeg fik blandt andre en smuk 48 centimeter lang hanfisk på min Sportex Graphenon Seatrout ULR 9 fod med kastevægt fra 1-9 gram. På hjulet havde jeg Climax miG8 i 0,08 mm. Den stærke fisk tog en lille Mepps 2 i kobber.
– Jeg fiskede dog det meste af tiden med min Sportex Synoris Fly på 8,6 fod i klasse 5. Den gjorde det fortrinligt. I løbet af dagene i stalling- og ørred-campen fik jeg mig udover flere fine bækørreder omkring de 40 cm en smuk hunfisk på 47 cm på nymfe samt en gudesmuk, velkonditioneret hanfisk på tørflue, som målte 50 centimeter. Den leverede en uforglemmelig fight med mange udløb og spring, og at fange den på tørflue var noget helt særligt.
– Selvom jeg har fanget fine bækørreder i danske åer, må jeg sige, at ørrederne mod nord er gjort af et andet stof. De fighter helt ubeskriveligt godt, og at se dem inhalere en tørflue i det spritklare vand for derefter at diske op med den vildeste luftakrobatik er intet mindre end vanedannende. Jeg kan ikke vente med at vende tilbage næste år i håbet om nye fantastiske oplevelser.
Se videoen fra Christian og hans venners tur til Lapland på Fisk & Fris Youtube kanal her.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da disse skønheder på en halv meters penge tog Christians Europa 12 tørflue i det strømmende vand.
aug 6, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Video
Christian Lang Jensen fra Team Sportex og hans venner har været et smut i Lapland, for at opleve et uspoleret fiskeri efter ørred, stalling, gedder og aborrer – på både flue og spinnegrej. I denne stemningsfulde teaser fra vildmarken får du en lille forsmag på, hvad der venter dig af artikler og fangstberetninger på fiskogfri.dk i august 2023. Glæd dig.
Du kan se videoen her på Fisk & Fris Youtube, hvor det selvfølgelig er gratis at abonnere.
feb 1, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Arvids smukke fjeldørred faldt for en Bloody Mary i str. 14.
Hvert år arrangerer Artic Heli en rejse for en lille heldig skare fluefiskere, som får lov at følge med til nogle af Laplands hotteste fiskepladser. Mathias Larsson var for et par år siden en af de heldige. Målet for turen var store fjeldørred, stalling og ørred – en Laplands Grand Slam. Følg med langt mod nord og drøm dig væk til de lyse sommernætter i Lapland.
AF MATHIAS LARSSON
DET ER SVÆRT AF AFGØRE, om det er vibrationerne fra helikopteren eller den begyndende fiskeiver, som pulserer i kabinen. Under os breder et mylder af søer, elve og bække sig i alle retninger. Der er sneklædte bjerge i horisonten og skovområderne bliver så småt afløst af tundra. Vi flyver over det nordlige Lapland – Europas sidste vildmark. Nu om dage er det et unikt stykke natur, overvældene smukt, men også skræmmende.
– Kan i se den lille sø dernede, Siger rejselederen fra Artic Heli, Kalle Bergdahl, mens han peger på en sø, der har form som en bønne. – Der skal vi fiske efter store fjeldørreder. Den stejle kant på nordsiden har været superhot. Sidste gang vi var her fik vi flerestorfisk på den side. Ja den største trak tokilosvægten i bund, smiler han.
Søen fremstår som en typisk fjeldsø, omgivet at små dværgbirketræer og åbne vidder. Landtungen, som skyder ud midt på søen, hvor vi lander, bliver vores lejrplads. Her længst ude har vi et godt overblik over søen. Her findes ikke antydninger af trådte stier rundt om søen – det føles totalt urørt. Diskrete ringe på vandspejlet afslører, at nogle af fiskene tager føde til sig på overfladen. – Min chef på Artic Heli, Andreas Mikko rekognoscerede i årevis inden han fandt denne fjeldørredperle blandt de mange tusinde laplandske vande, fortæller Kalle.
Nogle stallinger har så ekstremt mange prikker, at man næsten skulle tro, at de var hybridiseret med ørreder.
Hårdtfightende fjeldørreder
Vi spreder os ud rundt om søen, og der går ikke længe før min makker for dagen, Daniel får en smag for de hårdt kæmpende fjeldørreder. Efter et par eksplosive udløb og en fin fight ligger den flotte hunfisk og hviler i hans hænder. – Den tog min vårflue med ekstra lange følehorn, griner Daniel, mens han genudsætter fisken og tilføjer, at han er sikker på, at fiskene er vilde med lange følehorn.
Som lystfisker skiller Daniel sig lidt ud fra gruppen. Hans idéer om, hvordan fiskene skal fanges samt interesse for både natur og fluefiskeri smitter af på os andre. Vi fortsætter vores vandring uden for den lavt bevoksede søbred i håbet om flere fjeldørreder. Fjeldet på den anden side af søen reflekteres i vandspejlet, insekterne summer over fjeldlandskabet og naturens sommerdufte frigives, mens vi vader langs strandkanten. Eftermiddagen går over til aften og festmåltidet på søens overflade begynder at klinge af. Det eneste som bryder stilheden er susende flueliner.
Arctic Helis helikoptere er den eneste hurtige vej frem i det øde landskab.
Ørred langs den dybe kant
Augustsolen sænker sig bag et fjeld i vest. Jeg og min kollega Arvid begiver os til den »berygtede« dybkant. Arvid binder en Bloody Mary-nymfe på – en lille rød kreation med guldhoved, som for det meste. I et mageligt tempo begynder vi at fiske den cirka 30 meter lange kant af. Ingen fisk skalundgå at se vores fluer. Efter nogle kast står Arvid med en spændt stang, så det knager i korken. Fisken i den anden ende vil absolut ikke følge med op og går kun dybere og længere væk. – Sådan nogle fisk skulle man have derhjemme, så var man fri for at gå i fitnesscentret, smiler Arvid. Fisken stikker af og det eneste Arvid kan gøre er at holde fast. Så
længe forfanget holder, skal det nok gå. Efter noget tid giver fisken efter, og man kan ane de letgenkendelige hvide streger på finnerne mod den mørke bund. – Hvilken fisk, udbryder Arvid da den glider over netkanten. Fjeldørreden er i superkondition. Bred over ryggen og flammende rød – fjeldets skønhed nummer et.
Aftenen afsluttes omkring bålet ved lejrpladsen. Nyanskaffede fiskeerfaringer deles flittigt mellem holdet. Alle syntes at have oplevet noget unikt. Vi tilbereder en fjeldørred over den åbne ild – en passende afslutning på en vellykket fiskedag.
Sörens superpuppe her har landet femten statllinger, så den har set bedre dage, men den fanger fortsat fisk.
Nye fiskepladser
Helikopteren henter os tidligt om morgenen næste dag. Der er ingen vind, og solen skinner. – Jeg ville egentligt helst have lidt drivende skyer, men luften er lummer og det varsler klækninger, skratter Kalles stemme over kommunikationsanlægget i helikopteren.
Indflyvningen over dagens fiskeplads er blændende smuk. Dalen, som skal være vores nye lejr, er fyldt med et virvar af frække strømme. Her er uendeligt med fiskemuligheder og ikke et menneske at se så langt øjet rækker. Fjeldene som indrammer dalen er høje og stejle – og på ingen måde farbare. På de mørke klippevægge lyser små pletter af sne, hvilket vidner om at sæsonen er kort. – Det fine ved det her sted er, at her kun findes fjeldørred og ørred… storørred, siger Kalle. Stallingen kan nemlig ikke komme over faldet længere nedstrøms.
– Fisker i på nordsiden langs det store langsomme parti, får i fjeldørred og hernede svømmer ørreden, indskyder han, mens han peger ud mod strømmen. Det viser sig, at Kalle har ret med hensyn til klækninger. Det vrimler med alt fra små lyse døgnfluer til forskellige vårfluer og myg. Vi spreder os ud. Arvid og jeg tager med Kalles hold på en bådtur længere ned af elven til en plads, der før har kastet grove ørreder af sig.
At opleve Laplands fjeldverden fra oven er en utrolig smuk oplevelse.
Flot natur og masser af ørreder
Sceneriet ved elvstranden er påfaldende smukt. På en klippeblok sidder en lille dværgfalk og iagttager os. Vandet er klart og bunden er spættet med grøn vegetation. Der er rigeligt med standpladser til fiskene med dybe huller og store sten over alt. I løbet af dagen leverer pladsen en hel del ørreder. Vi får fisk på både tørt og nymfe op mod kiloet. Jeg sætter en lidt større sort streamer på og begynder at kaste mod et stort mørkt område cirka tyve meter ude i strømmen. På den fjerne side for enden af partiet anes toppen af en stor sten.
Jeg lader fluen flyde med strømmen og mender nogle gange. Et par meter oven for stenen påbegynder jeg hjemtagningen rykvis tværs over elven. I tredje kast, præcis når fluen vender op mod strømmen, flås linen ud af hånden på mig. Det eneste jeg kan gøre er at se på, mens fem meter line forsvinder ud i elven. Da jeg igen får fat i linen, er der ingen hjemme i den anden ende.
En skrækkelig fornemmelse. Frustrerende. I min iver lægger jeg yderligere tre kontaktløse kast over vandet og går derefter ind til de andre fiskere, som sidder på bredden med spørgende blikke.
Ristet fjeldørred giver masser af næring og smager fortræffeligt.
Kalle har været her før og beretter indlevende om strømmenes storørreder. – Vil man have de store ørreder, skal man huske at bruge ret grov udrustning med forfang på op mod 0,30 mm. – Fluevalget bør lande på zonkers og rørfluer, understreger han og fortsætter. Jeg plejer at fokusere på dybere rolige partier og store pools, hvor jeg kaster diagonalt nedstrøms og fisker fluen forholdsvist hurtigt hjem. Du behøver ikke at lægge mere end tre kast på et sted, før du skal flytte dig tre-fire meter nedstrøms. – Fiskeriet minder egentligt meget om laksefiskeri. Systematisk og kedeligt, smiler han.
Lækker mad og flotte fisk
Duften af ny grillet rensteak samler holdet om bålstedet. Nogle af os har været i kontakt med storfisk, men ingen har lykkedes at få dem op. Efter middagen er natten ved at indfinde sig, og mørket falder hurtigt. Daniel, som er en stædig fisker, binder en stor streamer på og går ned mod strømmen nærmest lejrpladsen. Man kan stadig høre ørrederne, som tager for sig af klæbningerne, men det er svært er skelne ringende på den’ sorte overflade.
Efter noget tid brydes tavsheden af Daniels gjaldende stemme. En stor fisk har taget hans flue og hjulets knarrer, og Daniel skriger nu om kap. Han kan intet stille op mod den store fisk, der suser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rigtigt stor, jeg skulle ha’ taget havørredstangen i stedet, beklager Daniel med skælvende stemme. Hjulet vræler mekanisk og monotont. Ligegyldigt hvor meget pres Daniel lægger, går fisken målrettet nedstrøms og backingen forsvinder hastigt. Uventet giver fisken nogle hårde rusk, og Daniel mistet kontakt. Daniel er knust og helt tom i blikket. Hans livs fisk er borte.
Når først stallingen spiler sin store rygfinne ud i strømmen, hjælper det den til at give kamp til stregen.
Super stallingfiskeri
Vores pilot laver en elegant James Bond-landing mellem nogle større birketræer og nogle minutter senere er fiskeriet atter i gang. Vi befinder os længere nede i vandsystemet på et nyt stræk, hvor stallingerne skulle være talrige og rigtigt store. På trods af, at det kun er formiddag, varmer solen godt, og vadejakken får lov at blive i tasken.
Her nede er birkene lidt højere, og der er god fart i elven. På begge sider af hovedstrømmen er der flere blankpartier med fine dybe huller under, og mindre stenpartier giver interessante sidestrømme. Strækket ender i en fin fosnakke. – Sådan skal et rigtigt stallingvand se ud, tænker jeg for mig selv. Der går ikke længe før festen er i gang. Stallingerne er i hugget og tager lige villigt på og under overfladen. Finder man én fisk, får man ofte to eller tre mere på samme plads, for de står tæt pakket. Det særlige ved fiskene i strømmen er, at nogle af individerne har små prikker på hovedet og gællelågene. Ved første øjekast kan man tro, at det er hybrider mellem stalling og ørred. Stallingens interessante udseende bliver et af samtaleemnerne på dagen – ingen har set dette fænomen før.
Mæt af det vildeste fiskeri
Alle i gruppen får stillet fiskesulten. Sören, en af gruppens flittigste tørfluefiskere, kan fremvise en superpuppe, der ser ud som om, den har været et par ture under en kampvogn. Der er næsten ingen dubbing tilbage, og hacklet ligner et vissent græsstrå. – På den her flue har jeg fanget 15 stallinger og den virker stadig, smiler han. Udover Sörens sønderbidte superpuppe har forskellige versioner af guldhovednymfer og lyse Klinkhammer fungeret bedst. Mængden af fisk har været overvældende, og der har også været nogle fisk oppe omkring kiloet. Kalle fortæller, at de store stallinger plejer at stå på de dybe kanter til hovedstrømmen, i dybe huller eller i bagvande. – De bedste standpladser er der, hvor fisken får mest føde for færrest anstrengelser – og det er de store fisk, som tager de bedste pladser, fastslår Kalle.
Selv om fisken kun viser sig som en lille ring på overfladen, er det ikke det samme, som at det er små fisk – især ikke når de fouragerer på pupper.
Ud på eftermiddagen rykker vi os til en anden fosnakke længere opstrøms. Her er elven bredere og slet ikke lige så hurtig. I strømkanten til elvens hovedstrøm har der samlet sig et lille »transportbånd« med insekter, som stallingerne mæsker sig i. Tørfluefiskeriet er mageløst. Alle får masser af fine stallinger, og her er rigeligt med fisk op mod halvmeteren.Timerne flyver af sted. Folk begynder at kaste mere og mere ivrigt i takt med, at lyden fra helikopteren tiltager. Hele holdet er gået i »sidste kast-mode« – for alle vil vride det sidste ud af rejsen og ingen vil tilbage til civilisationens hårde virkelighed.
Dejlige fiskeminder fra fjeldet
Tilbage på lodgen i Kiruna sidder Daniel og jeg og snakker om dagene på fjeldet. – Den der storørred jeg mistede deroppe har sat sine spor, siger Daniel. – Jeg vil tilbage og prøve igen med grovere grej og fokusere på natfiskeriet. Jeg nikker istemmende og tænker for mig selv; hvem ville ikke tilbage og fange sådan en ørred. Hvem ville ikke lave en Lapland Grand Slam?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
Guldhovednymfer, sorte streamers og fyldige Klinkhammere kommer man langt med.
Fiskeguiden Kalle Bergdahl har guidet adskillige sæsoner på fjeldet – hvilket er til stor hjælp for gæsterne på turen.
