At fiske fra isen efter rødding er en fiskeoplevelse langt ud over de sædvanlige. Følg med Martin Falklind og hans familie til svenske Abborrträsk ved Arvidsjaur. Her er der dygtige guides, god mad, bløde renskind og opvarmede samekåter – samt masser af hugvillige storrøddinger.
TEKST: MARIA ÅLANDER, FOTO: MARTIN FALKLIND
SKOV, SKOV OG ATTER SKOV. Så simpelt kan en tur gennem Norrland beskrives. Men bagved den grønne mur af skov gemmer sig tusindvis af praktisk talt uberørte fiskevande, og bag ved de store skove – langt ude vestpå – åbner landskabet sig op.
De lokale, der igennem generationer har dyrket garnfiskeri i Norrland, bliver ældre og ældre – og der er ikke kommet nye til. Det betyder, at en stor del af fiskeriet med net er ophørt. Søerne har derfor stået urørte, hvilket selvsagt har gavnet fiskepopulationerne – både i antal og snitstørrelse.
Martin Falklind med en gudeskøn rødding taget på mormyscka fisket under et lokkeblink.
Kæmpestore røddinger på isfiskeri
Det er en februaraften, da Martin ringer fra sin foredragsturné i Norrland. Han lyder desperat: – Jeg skal være i Arjeploug i morgen, men nu sidder jeg hjemme hos nogle fisketosser langt ude i ingenting. De har tvangsindlangt mig på at fiske imorgen tidlig, og det virker ikke, som om jeg har noget valg. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Alt er mørkt og hvidt.
Klokken ni næste morgen ringer telefonen igen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd: – Jeg har fanget den største pimpelrødding i hele mit liv, jubler Martin i den anden ende af røret. – Det var lige før, jeg ikke kunne få den op af hullet. Den vejde lidt over to kilo, men jeg havde ikke nogen vægt. Og jeg som troede, det bare var varmluft, da de sad der og blabrede løs om kæmperøddinger… Han snubler over ordene og kan knapt nok få luft. – Jeg har fået flere over kiloet – du må straks booke hele familien på nattoget i påsken. Jeg må løbe nu, hvis jeg skal nå mit foredrag. Bip, bip, biiip… Jeg booker nattoget, og vi får langfredagens sidste pladser.
Sonny Holmberg passer godt på sine vande – og supplerer bestandene i mange af søerne med hjemmeavlede fisk. Det betyder, at der altid er rigeligt med flotte fisk i søerne.
Klar til et pimpeleventyr på isen i Lapland
Klokken 4.30 stopper toget på Jörn station. Familien er knapt nok vågne, da vi hopper ind i Sonny Holmgrens bus, for inden længe af stige af og blive bakset ind under et stort renskind på en snescooter. Langsomt begynder vores søvndrukne hjerner at suge indtrykkende fra det snedækkede landskab til sig, og lidt efter lidt forstår vi for alvor, at vi er meget langt hjemmefra.
Vi er på vej til det vildeste isfiskeeventyr i vildmarken uden for byen Abborrträsk i svenske Norrbotten. Et svagt lys gennemskærer mørket, og snart breder en liflig duft sig i den iskolde luft. Efter en god gang kaffe og varm chokolade er vi pludselig lysvågne. Sonny skruer godt og grundigt op for forventningerne, når han med uspoleret entusiasme fortæller om storrøddingerne i søen. Martin forsøger af pædagogiske årsager at nedtone historierne en anelse, så børnene ikke skal tro, at der er garanti for fangstsucces. Men det preller af på Sonny, som lover røddinger i både et- og to-kilos klassen. Ifølge ham er der uendeligt mange og grotesk store fisk – og ordet fangstgaranti mangler på ingen måde i hans vokabularie. – Jeg kan godt forstå, at du forholdt dig lidt skeptisk over for denne mand, hvisker jeg til Martin. – Det lyder jo som de rene røverhistorier. Er du sikker på, at det ikke var en tilfældighed, at du fik så godt med fisk sidst?
Røddingsucces på isen
Fiskeriet begynder med, at vi saver hul i isen for at få vores undervandskamera ned på fiskepladsen. Med lidt held kan det jo være, at et par røddinger lægger vejen forbi. Derefter borer vi hul til børnene og lægger dem på hvert sit renskind, hvorefter vi koncentrerer os om at få styr på undervandsudstyret.
– Jeg har hug, råber Andrea pludselig, og snart efter er hun i færd med at bakse en fire hundrede grams rødding op igennem hullet. Fiskelykken er total. – Du skal nok få en, der er større, siger Sonny undskyldende, mens Martin og jeg kigger undrende på hinanden. For det første er det en utrolig flot fisk, og for det andet er det hendes livs første rødding! Det kan meget vel blive den eneste fisk vi får. Det er sket før. Der er ikke noget der hedder fiskegaranti…
Tjärnheden er navnet på området, vi fisker i. Det er et dødisområde, hvor gamle afsnørede isblokke fra dengang indlandsisen trak sig tilbage, har dannet massevis af søer. Området er næsten et hundrede kvadratkilometer stort og rummer intet mindre end 365 småsøer – eller tjärn, som de hedder på svensk. Så der er et nyt tjärn at fiske i hver eneste dag året rundt…
En flot rødding hilser på Johan Falklind med lidt luftakrobatik og en skylle iskoldt vand.
Livesending med sky røddinger under isen
På computeren oppe på isen, kan vi gennem undervandskameraet se, at vandet er fyldt med små bananlignende dyreplankton, som fiskene elsker. Nogle tjärn er rige på gedder og aborrer, mens andre er propfyldte med rødding og ørred. Og så er der også dem, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Sonny og hans søster Sara har nogle søer som de selv forvalter. Her har de naturligvis gjort, hvad de kan for at sikre, at der er masser af fisk. Blandt de mange tiltag er eget fiskeopdræt, som han bruger til at supplere bestandene i søerne. De fleste fisk genudsættes, men af og til griller vi en fisk eller to.
Spændingen er intens, for med hjælp fra vores virtuelle glasøjne nede på bunden, kan vi se alt, hvad der foregår under isen. Sonny sænker sit røddingblink ned med en enkelt maddike på krogen, mens Martin filmer – og som en anden sportsreporter refererer han levende alt, hvad han ser. Snart ser han en skygge nærme sig: En nysgerrig rødding har direkte kurs mod blinket. Fisken cirkler først rundt på to meters afstand, men kommer gradvist nærmere.
– Hæv blinket og lave et par nyk, råber Martin til Sonny. – Nu taber den interessen, nej nu vender den. Sænk lidt, Vibrer, vibrer mere, VIBRER. Nu tar’ den, nu, nu, nu ….NEEEEJJJJ. Den vender, den er væk. Snart står vi alle rundt om skærmen og skiftes til at kigge på, hvad der foregår under vandet. Det er mildest talt vildt spændende. Og som vi står der, får vi den ene a-ha oplevelse efter den anden. Mængder af fisk passerer forbi kameraet, men de fleste nøjes med at kigge. Hvis ikke lige det var fordi, at vi transmitterede live fra kameraet ved bunden, ville vi måske havde troet, at der ikke var nogle fisk i søen.
Sara og Sonny tager godt hånd om sine gæster – og der er altid lidt god mad og varme drikke. Her tager Andrea en lille pause og fornyer energireserverne.
Nye agn giver mere interesse fra røddingerne
Mange røddinger er rigtig interesserede, men lige præcis som vi tror, de skal til at tage, svømmer de væk. Nogle fisk tager på selve blinket, men da krogen sidder nedenfor med en maddike, nytter det ikke noget. Andre fisk er helt fokuseret på at æde direkte fra bunden – og kigger slet ikke op. Vi sætter derfor maddiken på en mormyska istedet – og det er tydeligt, at interessen stiger. Nu begynder røddingerne at hugge. Røddingerne er utroligt nysgerrige og elsker nye ting. Så længe vi varierer vores agn, kommer huggene, men fisker vi for længe med det samme – og med for monotone bevægelser, så sker der intet. Da vi har svært ved at variere os særlig meget mere, laver vi den vildeste disco agn: En blinkende lysdiode, der skramler mod blinket plus en mormyscka med masser af maddiker.
Da agnen når bunden, går der blot ti sekunder, inden fisk fra nær og fjern stimler sammen under hullet – og kappes om at hugge efter disco-kuglen. De maser og skubber til hinanden for at komme til – og det gentager sig, hver gang vi sænker ned. Efter sjette gang daler interessen, men totalt set er der ingen tivvl om, at disco-taklet er det, der har vakt mest interesse hos fiskene.
På anden dagen bruger vi ikke nær så meget tid med UV-kameraet og fisker i stedet på god gammeldags manér ved at kigge ned i hullet, mens vi ligger på hvert sit store renskind og nyder aprilsolen bage på ryggen. Den afslappede fiskestil gør, at man kan blive umanerlig døsig, men man når aldrig rigtig at falde i søvn, inden der er hug…
Fiskene er blændende smukke og kæmper godt, men tager sjældent line. To tre udløb er som regel toppen. I løbet af weekenden slår alle deres PR på isfisket rødding. Den flotteste fisk – en knaldrød hanrødding på omkring to kilo får 11-årige Andrea. Det er næsten en lidt for god start på isfiskekarrieren… Det her er røddingfiskeri, når det er aller bedst.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Se vores film om isfiskeri efter gedder med Forshaga Akademin her.
