jan 18, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.
TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN
VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.
Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.
Island byder på et fantastisk fiskeri efter blandt andet fjeldørred.
Fantastiske naturoplevelser på Østlandet
Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.
Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.
Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.
Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.
Island byder på fantastiske naturoplevelser – også for fuglekiggerne. Her en hjejle.
Glæden ved at være i naturen
Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.
Islandske fjeldørreder
Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.
Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.
Maleriske islandske landskaber
Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.
Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.
Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.
Artiklens forfatter Lasse er født i Danmark, men har siden 1960 været bosat på Færøerne, hvor han ernærer sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator. Udover en en lang række bøger, har han skrevet utallige artikler i danske og tyske jagt- og fiskemagasiner – bl.a. Jagt & Fiskeri, Sportfiskeren, Strandjægeren samt Big Game Magazine – og altid illustreret af ham selv. Lasse har i 2014 udgivet bogen »På kroen« fra forlaget Corvus – der rummer en række sjove, spændende og velskrevne fortællinger fra fiskevandet og jagtmarkerne i Nordatlanten.
Med spinner efter fjeldørred
Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage.
Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.
Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.
Liv i bunden
Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable
landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.
På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.
Et nyt fiskested
Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.
Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.
Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.
Den helt store fjeldørred
I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…
jun 20, 2022 | Nyheder
– Min historie tager sin begyndelse i 2021, da jeg deltog i en fiskekonkurrence på Bornholm, arrangeret af Jari P. Sådan lyder der fra Flemming Nielsen. – Her var jeg så heldig at fange den største havørred, og præmien var en guidet tur til Island i juni 2022. Det var godt nok en lang ventetid, men den der venter på noget godt, venter længe nok.
– Jeg blev afhentet i Keflavik lufthavn af Jari, og kørt direkte til vores base. Efter en hurtig udpakning, blev grejet pakket i bilen, og så var det ellers afsted til det første fiskested, som var en sø. Her fortalte han om pladsen samt fiskemetoderne, og der gik heller ikke lang tid, før der var kontakt med den første fjeldørred, som blev genudsat. Efter at pladsen var affisket, var det videre til en ny plads ved søen, og her blev der igen fortalt om pladsen, og alt hvad der blev fortalt passede. Mens der blev fisket, kunne man nyde stilheden og de ringende fisk – og også denne plads gav fine fjeldørreder.
– Der blev fisket på nye pladser hver dag, og tiden blev brugt godt med besøg i søer og elve, hvor vi fiskede i op til 12 timer om dagen. Den største søørred jeg fangede var på 77 centimeter, og den vejede små fem kilo. Der knytter sig en lille sjov historie til den: Fordi vi havde fiske så meget, var jeg brugt, og havde lige brug for at slappe lidt af grundet problemer med ryggen. Efter et kort hvil på cirka 10 minutter følte jeg mig klar igen. Men jeg var lidt doven, så jeg satte mig op med benene dinglende ud over vandet, og kastede ud. Da jeg begyndte at spinne ind blev der pludselig trukket hårdt i enden af linen. Først antog jeg, at jeg havde fat i bunden, men næ nej gamle jas, der kom også liv i stangen. Jeg sprang derfor op, og begyndte at fighte fisken. Da jeg godt kunne mærke, at der var noget vægt bag, kaldte jeg på Jari, der kom springende som en lækat. Fisken lavede nogle kraftige udløb, men efter små 10 minutter kunne jeg lande min personlige PR, som du ser på billedet ovenfor.
Flemming Nielsen med en af turens mange smukke ørreder.
jan 7, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Arni Baldursson har fisket laks på tværs af den nordlige halvkugle fra Canada via Europa til Rusland.
Arni Baldursson er måske den mand i verden, som har fanget flest laks på fluestang. Med flere end 15.000 – ja, ‘femten tusinde’ – laks på land, er han en kapacitet, man bør lytte til, hvis man er blot den mindste smule interesseret i fluefiskeri efter laks.
AF RASMUS OVESEN
ARNI BALDURSSON er én af disse attråværdige personer, som har en nærmest foruroligende evne til at fange laks. Han gør det på en tilsyneladende intuitiv og uanstrengt måde, men sandheden er vel snarere, at det er den akkumulerede erfaring fra knap 50 års laksefluefiskeri, som taler sit tydelige sprog. Og med hen imod 200 lakseture om året, så er det ikke så underligt, at Arni har fornemmelse for laks.
Som grundlægger og direktør i den famøse islandske guidevirksomhed Lax-A, handler alt i Arni’s professionelle liv om fiskeri. Og hans private liv handler først og fremmest om laksefiskeriet – og det har det altid gjort. Nu til dags rejser Arni på kryds og på tværs af den nordlige halvkugle i jagten på laks, men fascinationen med at fange disse viljestærke vandrefisk blev vakt til live i en tidlig alder – i hans hjemland, Island.
Jeg har haft fornøjelsen af at fiske med Arni på hans hjemmebane i Island, oplevet hans troldmands-agtige laksefiskeevner på nært hold og fået et indblik i hans enorme visdom. Det følgende er et uddrag af et interview, jeg lavede med Arni, mens vi hang ud sammen på Stora Laxa elven nogle stille og smukke højsommerdage for et par år tilbage.
Arni Baldursson er uden tviv l en af de mest erfarne læakdsefluefiskere i verden.
En lang laksefluefiskekarriere
Fortæl lidt om din fluefiskekarriere, og hvordan det hele startede? – Tjae, min far var poet, så på mange måder var han den diametrale modsætning til mig, beretter han. – Han sad som oftest bare derhjemme og skrev poesi. Da jeg var seks eller syv år gammel fik jeg noget, der mindede om et nervøst sammenbrud, fordi jeg ikke fik lov til at være langs med elven på egen hånd. Sådan var min natur!
– Min far fattede ikke interesse for laksefiskeri overhovedet, og han forstod ikke, hvor min besættelse kom fra. Men i en alder af syv år lejede min far rettighederne til en lille elv for sommeren, og min mor fragtede en lille campingvogn derhen og tilbragte tre måneder sammen med mig der. Jeg fiskede dag og nat – hele tiden!
– Senere hen sendte mine forældre mig af sted for at arbejde på mindre gårde hver sommer. Og jeg sørgede altid for at udvælge mig en gård med en lakseelv i nær tilknytning. Så arbejdede jeg i dagtimerne og fiskede om aftenen og Sådan gik barndoms- og ungdomsårene. Jeg har med andre ord fisket hele mit liv.For mig er fiskeri lidt som at trække vejret eller tage næring til mig. Jeg blev sågar smidt ud af skolen, da jeg var 15 år, fordi jeg fiskede i stedet for at passe undervisningen.
Let tohåndsudstyr er Arni Baldurssons foretrukne våben, når han fisker laks. Men han skalerer altid udstyret alt efter forholdene.
Fra mede og spin til flue
– Hvordan er du blevet til den fluefisker, du er i dag? – For det første, så dyrkede jeg en del mede- og spinnefiskeri i mine barndomsår. Og jeg tror, det har hjulpet med at give mig et godt fundament som fluefisker. Især medefiskeri efter laks er effektivt, og jeg blev hurtigt klog på, hvor og hvornår fiskene skulle opsøges. Samtidigt lærte jeg rigtigt meget om laksens adfærd, som jeg kunne omsætte og bruge i mit fluefiskeri.
– Det smukke i fluefiskeriet er, at det er en livsskole, som man aldrig færdiguddannes fra. Og hver gang man tror, at man mestrer det til fulde, begynder man at begå fejl. Det er sikkert en af grundene til at fluefiskeri er så populært. Fordi det er en konstant rejse, som man aldrig fuldender – og man lærer hele tiden nye ting.
Arni Baldursson driver guide-virksomheden, Lax-A, som udbyder en masse spændende laksefiskeri på Island.
Vild med laksefluefiskeri
– Laksen er ubestridt min yndlingsfisk, fortsætter han. Jeg har fisket efter utallige arter af fisk, men laksen forbliver min favorit. Jeg rejser ind imellem til Sydamerika for at fiske havørred, men jeg kan godt overleve uden. Det samme gælder mit bonefish-, tarpon-, sejlfisk- og marlinfiskeri. Det er på en måde undværligt. Med laksefiskeriet hænger det anderledes sammen. Det er vanedannende, og til sidst har man ikke noget valg. Man må bare af sted. Det er forskellen.
– Desuden er det fascinerende, at alle lakseelve er så forskellige fra hinanden. Laksefiskeri på Island er lidt som pürschjagt eller stalking. Her spotter man fisken, gerne kravlende på sine knæ eller mavende sig frem, og så gælder det om at lægge et præcist og forsigtigt kast.
– I Rusland fisker man blindt med tungt og kraftigt grej i håbet om en fisk i omegnen af 15 – 20 kilo, og det samme gør sig ofte gældende i Norge. Skotland er også helt væsensforskellig. Her skal man arbejde ekstremt indædt for hver eneste fisk – selvom mange af pools’ne er fyldt til bristepunktet med fisk. På River Dee, for eksempel, er intet givet på forhånd – og for at fange en fisk, skal man være ekstremt dygtig. At fange en laks på River Dee er den ultimative udfordring for en laksefluefisker.
Arni har stort set altid én eller flere af sine trofaste hunde med på sine lakseture.
Mere end 15.000 laks på flue
Er du optaget af fangsttal og statistik? – I mine yngre dage fangede jeg 850 laks på én enkelt sommer, svarer han. – Jeg var her, der og alle vegne. Nu fanger jeg betragteligt færre fisk, sikkert i omegnen af 250 fisk. Men jeg er stadigvæk ved vandet næsten hver dag.
– Nu om dage handler det mere om udfordringen og kvalitet fremfor kvantitet. Jo ældre man bliver, desto mere nyder man stilheden, udfordringerne, det sociale samvær og æstetikken. Sådan er det med livet i al almindelighed.
– Jeg har fanget 32 fisk over 30lbs og fire over 40lbs – men jeg har også arbejdet hårdt igennem mange år for de fisk. Jeg har rundet 50 år, så det er omtrent én 30lb’er om året i de sidste 32 år. Det er mit gennemsnit – en 30lb’er om året, men et år var helt specielt. Og det vil jeg aldrig glemme:
– Det var en lang fisketur på omkring seks uger – som med al tydelighed illustrerer, hvor heldig man kan være ind imellem, og hvor meget man skal påskønne de gode øjeblikke. At være laksefluefisker involverer nemlig også en masse nederlag. Man skal være ihærdig og viljestærk samt acceptere enhver udfordring!
– Nå, men nu til selve historien, som startede i Norge og endte i Rusland. På denne ene rejse fangede jeg i alt ni laks mellem 32 og 36lb – samt en massiv fisk på 44lb. Mine venner fangede også laks, men ikke i 30 – 40lbs størrelsesordenen. Det var helt tilfældigt alt sammen! Moder Natur havde simpelthen bare besluttet sig for at begunstige mig med alle de store fisk på denne tur.
Ifølge Arni er det vigtigt at lade pools’ne hvile, og ellers ”angribe” dem med stor forsigtighed og lav profil.
Laksekongens udstyr
Hvilket udstyr foretrækker du? – Jeg bruger mere eller mindre alt; fra klasse-5 enhåndsstænger til 15-fod lange tohåndsstænger i klasse 11/12, fortæller Arni. – Det afhænger alt sammen af, hvor jeg er, hvor fremskreden sæsonen er, elvens størrelse og vandets temperatur. Jeg prøver at fiske så let, som jeg kan, og det er kun, når jeg fisker store, frådende elve efter massive opgangsfisk, at jeg finder det helt tunge skyts frem.
– Mine favoritforhold er når, der ingen andre er ved elvene, fordi forholdene efter sigende er håbløse – enten fordi vandet er alt for højt eller alt for lavt. Men selvom forholdene kan virke håbløse, så er de det sjældent. Man skal blot tilpasse udstyret og affiskningen! Eksempelvis fiskede jeg en elv mod nord her på Island sammen med en japansk kammerat. Det var i slutningen af maj for et par år siden, og vi var de eneste ved elven. Alle andre var taget hjem, fordi fiskeriet var “håbløst”. Jeg var opsat på at få hul på fiskeriet, så vi vandrede op til en lille lavvandet pool, hvor vi fandt 10 laks. Vi bandt nogle 5-meter lange 6lbs forfang for enden af vores flueliner og en størrelse 20 lakseflue. Og så bad jeg min ven om at vente lidt. – Vi kan ikke fiske endnu, forklarede jeg ham, vi må vente på lidt vind. Vi ventede en halv times tid, og da vandet endelig begyndte at rifle under vinden, fangede vi øjeblikkeligt en fisk. Herefter ventede vi yderligere en times tid, indtil endnu en vejrfront passerede og vandet begyndte at rifle på ny, og på den måde fangede vi i løbet af eftermiddagen i alt fem fisk.
I de islandske elve kan man bedrive en god del sight-fiskeri. Det giver en fantastisk forståelse for, hvad laksen reagerer på.
– Det illustrerer alt sammen, at det ofte handler om ikke at skræmme fiskene – og at man skal placere fluen præcist. Men det er altså mine favoritforhold: Når fiskeriet er udfordrende og vanskeligt, og man må tænke sig om samt yde sit bedste. I sidste ende – når man endelig lykkes, så er det ens egen fortjeneste. Og det er en fantastisk følelse.
– I modsætning til hvad mange tror, så kan lavt vand fiske rigtig godt. Man skal blot huske på, at man skal fiske med stor forsigtighed. Eksempelvis, så vil de fleste fisk i en pool blive skræmt, hvis du først har kroget og landet en fisk der. Det, du så gør, er at forlade poolen, og komme tilbage tre timer senere og fange en fisk mere. Det handler alt sammen om, hvordan man behandler elven.
– Det er det samme med høj vandstand og flom. Her skal man være klar over, at man har med en stor og voldsom flod at gøre, og det betyder samtidig, at de egnede standpladser er begrænsede. Her skal man søge fiskene i strømlæ, bag store sten og klippefragmenter og ellers fiske dybt. At fiske blindt og vilkårligt er det mest ineffektive, man kan gøre i den sammenhæng.
Årstidernes skiften med laksefluegrejet
Sæsonernes skiften – hvordan griber du det an? – Tidligt på sæsonen – i løbet af foråret, er vand forholdene som oftest ganske favorable, og selvom der kan være langt mellem fiskene, så er de som regel ret aggressive, afslører han. – Her gælder det om at dække vandet effektivt af. Fisk aldrig den samme plads af flere gange! Hold dig i bevægelse og fisk alle de mest attraktive pladser. De tidlige laks kan frit vælge mellem de allerbedste standpladser, og de holder gerne til langs strømrender, øverst i poolsne samt på skærmede pladser med jævn og moderat strøm.
Når andre har vanskeligt ved at få et eneste hug har Arni som regel nogle tricks i baghånden.
– I foråret er jeg ikke specielt optaget af grej eller fluer. Her bruger jeg, hvad der nu lige dækker vandet bedst – uanset om det er enhånds- eller tohåndsudstyr. Her bruger jeg som regel flydeliner, men jeg kan godt – efter behov – kombinere med synke-4 spidser. Typisk anvender jeg sparsomt dressede fluer bundet på messingrør, eksempelvis Snaelda eller Sunray Shadow, og dem fisker jeg på korte og kraftfulde 0,35 – 0,40mm spidser lidt afhængig af sigtbarheden.
– I takt med, at sæsonen skrider frem og sommeren presser sig på, gælder det i højere og højere grad om at fiske sine fluer korrekt. I løbet af sommeren bliver floderne som regel lavere og mere klarvandede, men selvom lakseopgangen sagtens kan tænkes at intensiveres, så er det ikke nødvendigvis let at lokke fiskene til hugget. Jeg bruger som regel lettere og lettere grej igennem sommersæsonen, og så anvender jeg typisk flydeliner, lange forfang og 0,25 – 0,28mm forfangssspidser.
– Præsentationen er altafgørende i løbet af sommermånederne. Her handler det om finesse og forsigtighed. Fiskene er letskræmte, så jeg kaster altid et stykke opstrøms standpladserne, og jeg sørger for at holde lav profil. Husk på, at hvis du kan se fiskene, så kan de også se dig!
– Helt grundlæggende gælder det om at vide, hvor fiskene er, ved blot at se på vandet, og så ellers være bevidst om, hvordan du tilnærmer dig dem. Pürschfiskeri kan være effektivt, når der fiskes i klart vand med sommerlige temperaturer. Faktum er nemlig, at ikke alle pools holder fisk – langt fra. Så det at spejde efter fisk – fremfor blot at fiske sig mekanisk igennem en masse vand, kan faktisk optimere ens tidsforbrug og ens chancer for at få et hug.
Når vandet er lavt og gin-klart er det som regel enhåndsudstyr, lange, tynde forfang og hitch fluer Arni tyr til.
Laks i sommervarmen
– Normalt starter jeg ud med en lille Sunray Shadow bundet på et 1,5 – 2 centimeter langt rør og monteret med #14 – 18 trekroge, beretter han. – Mine sommerfluer er gerne sparsomt dressede med vinger, der er 2-3 centimeter længere end selve rørene og med meget lidt flash. Krogene skal gerne være diskrete og sorte – ingen sølv eller guld, og så binder jeg gerne fluerne med dæmpede traditionelle farver såsom sort, blå og grøn. Husk på, at laks har et skarpt blik, og i klart vand er det vigtigt at være lidt subtil.
– I hurtigt strømmende vand fisker jeg gerne fluerne umiddelbart nedstrøms. Og her prøver jeg at fiske fluerne så langsomt som overhovedet muligt, så de hænger og dingler hen over standpladserne. Så snart strømhastigheden aftager, begynder jeg at fiske mere tværstrøms, og når jeg når til det relativt stillestående bagvand kaster jeg helt tværstrøms – og måske en smule opstrøms, så jeg opnår en god bugt i linen, som kan bruges til at accellerere fluen henover de mest interessante standpladser. Særligt i løbet af højsommeren kan accellerering af fluen tirre fiskene til at hugge.
– Om sommeren fisker jeg også tit med belastede nymfer. Dem bruger jeg til at fiske opstrøms efter laks i stillestående eller langsomt flydende vand. Det, jeg gør, er at kaste en smule opstrøms – eller på tværs af elven – og ellers hjemtage fluen, så jeg akkurat har kontakt med den til enhver tid. For enden af et langt, tyndt forfang vil fluen blive ført lige så stille nedstrøms, og alt hvad laksen skal gøre er at samle den op. Det kan være en fantastisk effektiv metode, så effektiv at jeg indimellem får lidt dårlig samvittighed. For eksempel husker jeg en tur til Skotland – på Tweed Elven, hvor teknikken resulterede i 58 laks på en uge, hvor alle andre kæmpede for overhovedet at få et enkelt hug.
– Ja, lavt vand betyder ikke nødvendigvis, at der skal fiskes med små fluer – særligt ikke i stillestående vand, hvor fiskene stimler sammen og samler kræfter, fortæller han. – Nogle gange kan en 6 centimeter-lang men let-dresset Sunray Shadow få disse fisk på finnerne, men den skal fiskes korrekt! I sådan en situation anvender jeg lange forfang, kaster en smule opstrøms, venter fire-fem sekunder, indtil elven har lavet en dyb bugt i linen, og så holder jeg kontakt med fluen, alt imens den baner sig skråt nedover elven i relativ høj fart. Det er utroligt, hvor mange tilsyneladende nonresponsive laks, som pludselig reagerer, når de ser fluen komme hvirvlende nedstrøms.
– Ellers så ser jeg gerne efter fisk i den allerøverste del af pools’ne. Mange sommerfisk gemmer sig under det hvide, skummende vand, fordi her er læ og fordi vandet er iltrigt. En Sunray Shadow, som danser forførende igennem de skummende strømrender kan ofte medføre fantastiske resultater.
Med adskillige laks over 40lb er det ikke kun mellemstore islandske laks, Arni evner at fange.
Lakseflue fra sommer til efterår
– Med køligere temperaturer og mere ustabilt vejr, så vender jeg tilbage til forårets taktik, pointerer Arni. – Her bruger jeg sorte Snaeldaer, tungt-dressede Sunray Shadows og i tillæg lange Munroe Killers, Black Sheep og Francis fluer.
– Jeg anvender sjældent mere end 6 – 7 forskellige fluer igennem sæsonen. Som oftest handler det om at dække vandet effektivt med en god flue og den rette teknik, fremfor at fiske den samme pool med mange forskellige fluer. Selvfølgelig har fiskene en tendens til at blive mere og mere vanskelige, som sæsonen skrider frem og fiskene bliver mere farvede, men jeg har erfaret, at det først og fremmest er præsentationen, vinklen på driftet og fluens hastighed – og ikke fluen i sig selv, som udløser hugget.
– Generelt handler laksefiskeri meget om at læse vandet – og at læse det godt! Alle elve er naturligvis forskellige, og forskellige elve har ofte stammer af fisk med forskellig adfærd og temperament. I Skotland, for eksempel, kan elvene koge af fisk og alligevel kan det være vanskeligt at få et eneste hug. Her må man sætte sig ned, tage en pause, skifte flue, skifte strategi og prøve helt forfra – igen og igen, indtil den rette medicin er fundet. På andre elve – for eksempel de kolde og iltrige elve, som er typiske for Island og Rusland, er fiskene som oftest mere aggressive. Her handler det i højere grad om at lokalisere fiskene end at eksperimentere med forskellige fluer og teknikker.
– Så på den ene hånd, handler laksefiskeri altså om at læse vandet rigtigt og så tilpasse sig forholdene. Og så gælder det om at bruge den intuition, som kommer med øget erfaring. Laksefiskeri er en skole, som man aldrig bliver færdig med. Man bliver gradvist bedre og bedre, men man bliver aldrig helt klog på laksen, og hvordan den skal fanges. Det er det, der fascinerer mig så meget, slutter han – og begiver sig ned mod elven!
For yderligere informationer om Arni Baldursson’s Lax-A Angling Club, tjek følgende link: www.lax-a.net
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018.
sep 19, 2021 | Nyheder
– Fluestangen var pakket og destinationen hed West Ranga, Island, hvor den stod på tre hele dage med fiskeri i flodens øvre del, fortæller Mads Bangshaab. – Den øvre del af West Ranga byder på noget helt særligt fiskeri efter bækørreder, hvor gennemsnitsstørrelsen på de fisk, der bliver fanget, er over to kilo, og der kan fanges fisk på over 10 kg.
– Forhåbningerne var selvsagt ret høje, og da min fiskemakker allerede tidligt på den første dag landede en flot fisk på omkring de 2,5 kg, blev de kun højere. Det skulle dog ikke fortsætte med at være så nemt. Forholdene var dårlige, og fiskene var forsigtige, hvilket resulterede i flere hug på fluen, uden at fiskene blev kroget ordentligt. Derfor måtte vi skuffede gå uden fangst hele resten af første dag og hele andendagen med.
– På tredjedagen fik vi det, som vi havde bedt om, nemlig regn – og masser af det. Det viste sig dog stadig at være svært, og i løbet af det meste af dagen, havde vi kun fået to små fisk. Lidt slukørede kom vi til det sidste spot, vi skulle fiske. Efter få kast kom jeg i kontakt med en fisk, men den spyttede hurtigt fluen, og jeg kunne se en kæmpe fisk vende i overfladen. Frustreret fiskede jeg stykket færdigt, hvorefter jeg satte en ny flue på og fiskede det igen.
– Uden nogen kontakt på anden omgang var jeg noget nedslået, og vi blev enige om, at vi skulle afslutte fiskeriet. Jeg valgte alligevel at sige, at jeg lige ville give fisken fem kast mere. Til mit held og store forundring huggede fisken hårdt og kontant på mit første kast. Mit hjerte hamrede i samtlige af de tyve minutter, som fighten tog, og da vi endelig fik fisken nettet kunne jeg slet ikke styre mine glædesråb. Vi målte og vejede fisken til cirka syv kg fordelt på præcist 80 cm.
– Jeg kunne slet ikke stoppe med at smile resten af dagen. Mit livs fisk blev fanget på det allersidste kast jeg tog på hele turen, hvilket vist ikke kan beskrives som andet end den perfekte afslutning.
aug 25, 2021 | Nyheder
– I år gik turen til elven Myraquist og Laxa Adaldal nordpå i Island, fortæller Jan Larsen. – Trods store Covid-19 udfordringer lykkes det, at komme fire mand afsted, og så var vores sommerferie i gang! Vi ankom på logden med vores guide i 29 grader og høj sol, hvilket er møgvejr til laksefiskeri. Og for at det ikke skulle være løgn, så var elven desuden lav med masser af søgræs.
– Men – med et stort gå-på-mod og samarbejde med vores dygtige guide Daniel, lykkes det at lande fire laks og tabe fem på tre dage, så turen var reddet! Myraquist anses for at være en af de mest tekniske og sværeste elve på Island at fiske laks i. Til gengæld udvides ens kunnen og lærdom enormt , når vi er sammen med de islandske guider. De udøver eksempelvis en form for ”samarbejds sight fishing”, som er utrolig effektiv. Det foregår således, at guiden sidder oppe på en klippe og spotter laksen samt vores flue i elven, hvorefter han råber, hvordan fluen skal fiskes: højre, venstre , frem og tilbage, henover over laksen m.m. Og til sidst bliver laksen så irriteret, at den hugger!
– De sidste to dage blev det køligere, og på dette tidspunkt ankom vi til vores ørredbeat. Her prøvede vi kræfter med nogle af de smukke samt stærke Islandske ørreder, der gav lange udløb, blotlagt bagline og spring ud af elven. Og med dette sluttede vores fantastiske tur til Island.
Grejet, der blev brugt på turen, var 7/8 fods klasse 7 enhåndsfluestænger med flyde liner, og metoderne var tørflue, nymfe og vådflue.
maj 27, 2021 | Nyheder
– Jeg er netop kommet tilbage fra endnu en spændende tur med gode venner til de kendte ION Beats ved den store islandske sø Thingvallavatn, fortæller danske Nils Jørgensen, der for snart mange år siden bosatte sig på den smukke ø. – Fiskeriet var generelt godt, men det solrige forår heroppe har betydet, at vandstanden allerede nu er ret lav i elvene, hvilket også bidrog til at gøre fiskeriet til en udfordring, hvor man skulle søge lidt mere efter fiskene i stedet for blot at fiske stationært på et enkelt hot-spot.
– Vejret var primært stille og solrigt, hvilket gav perfekt muligheder for at spotte fiskene, som til gengæld var ret sky. Der var en hel del fisk, som ofte gik i flokke, men netop det at kaste til flokke uden at skræmme fiskene kan være svært samt stille store krav til ens taktik og fisketeknik. Men – det er jo også netop dette, som er så spændende.
– Over det sidste stykke tid har mine fangster ligget i spektret 8-31 fisk pr dag, så selvom det har været udfordrende, har det også været underholdende. En af aftenerne fik jeg fornøjelsen at lande hele tre fisk over 80 cm. Den her sø er simpelthen fantastisk! Vi fiskede to beats, og der var stor forskel på hvilke fluer, der virkede bedst. Generelt var str. 14 Black Gnat Klink Hammer og min egen CDC Hopper sikre mønstre, men i Thorsteinsvik fik skumfluer fiskene til at gå amok. Hovedparten af ørrederne tog tørfluer.
Da jeg kom tilbage til civilisationen, så jeg pludselig folk med mundbind og kom i tanke om, at jeg slet ikke havde skænket Corona en tanke I vildmarken. En befriende tanke!
aug 14, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Island byder på nogle af Europas smukkeste og mest produktive lakseelve – og Stora Laxa er iblandt de allerbedste. Følg med Rasmus Ovesen til det forjættede vand.
Af Rasmus Ovesen
JEG SENDER endnu et forventningsfuldt kast ud over flodens rislende og glasagtige hinde. Den lille #14 Sun Ray Shadow lander med et diskret »plop« ved modsatte bred og tynger sig kortvarigt nedefter i vandsøjlen, inden strømmen og de første indtag hanker op i den, og får den til at stejle opefter i vandet.
Floddalens bratte, frodiggrønne flader spejler sig knægtende i vandet og flimrer om kap heri med himlens fortonende blå dyb, alt imens det vulkanske landskabs storladne og dramatiske omgivelser trænger sig på – kærkomment, hypnotisk og forsonende. Her er hjerteskærende smukt, men jeg har ikke sindsro til for alvor at nyde det – ikke endnu. Min skrantende laksefluekarriere, der aldrig for alvor er kommet i gang, kræver min fulde opmærksomhed, og hvert skæbnesvangert kast med den lette #5 enhåndsstang er derfor ladet med den største koncentration og de mest intense forhåbninger.
ET KAST TVÆRSTRØMS efterfulgt af en hurtig mendning af linen, fører nu fluen ned over et stryg, hvor vandet accelereres henover store og trodsigt hvilende klippefragmenter. Mit fokus er stift rettet mod fluelinens spids, og allerede inden jeg mærker suget i linen ser jeg, hvordan den pludselig holder igen og trodser vandets flommende flugt nedstrøms. Lettere mekanisk løfter jeg stangen, og øjeblikkeligt mærker jeg tyngden af en fisk, der netop har klappet sine stålsatte kæber sammen om den minutiøse flue.
Hektiske glimt af sølv i overfladen følger, idet laksen med arrige haleslag og voldsom rullen forsøger at undslå sig. Lige lidt hjælper det dog. Fisken er solidt kroget, og selv ikke flere tumultiske luftture med bratte, kollisionsagtige landinger ændrer på udfaldet af kampen. Som drevet af en usynlig kraft føres fisken modvilligt ind over det helt lave vand langs den stenede bred, hvor den til sidst kæntrer. Her ligger den et kort øjeblik med sitrende muskler under et forkromet skind, før jeg får et solidt greb om dens halerod. Det er ikke nogen kæmpefisk, men euforien er ikke til at tage fejl af. Min første islandske laks er en realitet; en kompakt Stora Laxa fisk på omkring tre velproportionerede kilo, der som en kampklar ridder har iført sig sin allermest skinnende rustning. En mere formfuldendt, stilfuld og elegant fisk har jeg svært ved at forestille mig!
Fiskene i Stora Laxa er bomstærke, men med stærke forfang og et solidt pres, er det alligevel muligt at fiske dem på let grej – akkurat som forfatteren, der her er i gang med at fighte laks på en 9’#5 fluestang.
DE NÆSTE FEM DAGE fisker min kammerat Martin og jeg nogle af de mest spektakulært smukke pools, jeg nogensinde har set – og vi fanger flere laks, end der tilkommer de fleste skandinaviske laksefiskere på en hel sæson. Desuden byder fiskeriet på lidt afveksling i form af nogle ukueligt fightende og hypnotisk smukke bæk- og fjeldørreder i fuldvoksne størrelser, som kaster sig over vores fluer, når vi mindst venter det.
Fra Beat I & II’s utallige gentlemen pools, hvor alt lige fra tilgangen til floden, vadningen og fiskeriet er uproblematisk og bekvemt går turen videre opstrøms. Vi er efterhånden blevet småerfarne i kontrollerede drev med små hitch- og standardrørfluer, og er nu klar til at prøve kræfter med nogle af de mere udfordrende pools, som man finder på Beat III og IV. Heroppe er mængderne af laks ikke helt så store, og det forestående arbejde består derfor ikke blot i at forcere stejle klippevægge og dybe kløfter, vandre lange stræk i voldsomt kuperet terræn samt vade i tung strøm, men også i overhovedet at lokalisere fiskene og lokke dem til at hugge.
At fiskene i Stora Laxa generelt er voldsomt aggressive bliver vores redning, for selvom vi er på usikker grund, lykkes det alligevel at lokalisere nogle sammenstimlende laks i enkelte strømrender, pools og bagvande. Én af de pladser, hvor vi oplever konsekvent godt fiskeri, er poolen Heljathrem på Beat III. Her tårner en monumental rustrødlig klippe sig op over en strømrende med relativt god dybde og læ.
For ikke at forstyrre pladsen alt for meget, fisker vi den kun tidlig morgen og sen aften. Alt giver sig selv her, og de sidste tre dage har vi et stabilt fiskeri med flere forkromede fisk i 6-kilos klassen, der presser vores lette enhåndsgrej til det yderste. Fiskeriet her kommer til at stå for mig, som et billede på laksefluefiskeriets egentlighed og essens. Der er ingen mystik eller hokus-pokus involveret, ingen underliggende usikkerheder eller uforløste spekulationer! Så længe vi svinger vores små rørfluer sagte tværstrøms falder huggene med den største selvfølgelighed – som meningsfulde eksplosioner af gnistrende sølv i overfladen.
STORA LAXA, der uden tvivl er blandt Islands allersmukkeste elve, producerer massive mængder laks fra starten af august og frem til oktober, hvor sæsonen slutter. Gennemsnitsstørrelsen på fiskene ligger typisk på omkring tre-fire kilo, og når fiskeriet for alvor er godt, løber man med jævne mellemrum ind i stridbare muskelbundter på omkring seks kilo. Disse fisk er fantastisk underholdende at fange, og bliver på ingen måde trættende at fange i rå mængder. Skulle man alligevel have hang til større fisk, er det betryggende at vide, at der med lidt held kan fanges fisk op mod 15 kilo i Stora Laxa – og at 10-kilos fisk bliver fanget med relativt jævne mellemrum. Laks i denne kaliber giver kamp til stregen, og det er akkurat, hvad jeg får, da jeg på tredjedagen fisker en lovende pool på Beat 1 og får kontakt med én af elvens helt store fisk – en fisk, der kommer til at ætse sig ind i min hukommelse.
Stora Laxa’s Beat IV rummer en del pools, som i løbet af efteråret nærmest tilstoppes af laks. Først på sæsonen kan der være en anelse længere mellem fiskene, men sceneriet er uanset hvad alle
pengene værd.
ALLEREDE VED FØRSTE GENNEMFISKNING falder hugget ud af ingenting. En knitrende blank slagside lyner bag min flue, og med ét strammes fluelinen voldsomt op. Jeg løfter stangen, sætter krogen og mærker nu den sitrende modvægt af en fisk, der uimodståeligt søger tilbage mod standpladsen ved flodens kuperede bund. En række brutale rusk forplanter sig igennem fluestangens klinge, som serier af dybe kulfiber-kramper, efterfulgt af en pludselig og stump dødvægt.
Fisken er ikke til at rokke ud af stedet, og jeg bliver pludselig i tvivl om, om den er fejlkroget. Uanset hvad er jeg nødt til at tvinge fisken fri af bunden – spørgsmålet er blot, om det lette #5 grej, 0.30mm forfanget og den spinkle #14 trekrog vil stå distancen. Jeg lægger sidepres på fisken og stemmer hårdhændet imod, så korken knirker og linen synger kakofonisk i øjerne, og til sidst – efter lidt tovtrækkeri frem og tilbage, giver fisken sig endelig. Den slår udefter i de åbne vandmasser, vælder forvildet nedstrøms og kaster sig hovedkulds fri af vandet med den lille Sun Ray Shadow fast forankret i dens stålsatte gummer. Fighten er nu for alvor i gang! Fluelinen skærer sig med kirurgisk præcision igennem flodens flygtige vandmasser og kortlægger fiskens flugtrute. Efter at have opgivet standpladsens falske tryghed søger den med voldsomme finneslag ned af elven, med mig halsende stakåndet efter i en hektisk forfølgelse henover glatte og afrundede sten. Længere nedstrøms falder floden og terrænet brat, vandet accelereres voldsomt – og skummende vand hvirvler og fosser nedover store, skarptskårne klippefragmenter.
Fisken må for alt i verden ikke nå herned! For at forhindre denne potentielle katastrofe, må jeg hurtigst muligt få lagt et godt sidepres på fisken – og jeg sætter derfor i et rask løb nedstrøms, imens jeg gør mit bedste for at samle linen op på hjulet og holde et godt pres på fisken. Umiddelbart ovenover fossen får jeg langt om længe vendt fisken, der nu skifter taktik og slår og vrider sig kaotisk i overfladen. Langsomt men sikkert får jeg bragt fisken mod land, hvor Martin står klar til at assistere med landingen.
Meget kan dog stadig gå galt, for fisken er endnu ikke træt, og for hver gang den ruller forvildet i overfladen føres den yderligere nedefter, hvor fossens frådende vandmasser venter. Det er nu eller aldrig, så jeg presser grejet til det yderste, får fisken bragt helt ind over det lave vand – og i andet forsøg får Martin grebet fisken omkring dens massive halerod og slæbt den ind på bredden. Her kan vi juble over og beundre en mageløst smuk laks på 97cm, som uden tvivl må veje på den rigtige side af 10 kilo. Jeg løfter den smukke fisk op til en række hurtige billeder og nedsænker den så i vandet, hvor den hurtigt genfinder sin fulde styrke.
Martin Ejler Olsen med en gudesmuk islandsk laks på omkring 6 kilo. Den blev fanget på Beat III’s Heljathrem Pool – en pool, der konsekvent giver godt fiskeri.
En rislende varme skyller ind over mig, da fisken slår udefter mod dybere vand og bliver ét med elven på ny. Tilbage står jeg med en pludselig forståelse af, hvad laksefiskeriet egentlig handler
om. Alt forarbejdet – hvert sirlige kast, hver viljestærke kraftanstrengelse og hvert anspændte indtag leder hen mod det sublime og lades med den største mening. Jeg har tabt min sjæl til laksefiskeriet og ikke mindst til Stora Laxa – stedet, hvor selv den mest fortrøstningsløse laksefisker kan få styrket selvtilliden og få oplevet, hvad laksefiskeri egentlig handler om!
STORA LAXA Elven Stora Laxa i det sydlige hjørne af Island administreres af den islandske laksefluefisker Arni Baldursson og firmaet Lax-A (www.lax-a.net). Lax-A råder over sammenlagt 40 kilometer af Stora Laxa elven, som er et tilløb til den massive gletcher-elv Ölfusá. I alt 10 stænger er til rådighed på elvens fire beats, og alt afhængig af beatet og sæsonen koster en stangmellem
250-700 euro/dag, og lejen er inklusiv overnatning i én af de store, komfortable og velforsynede hytter, der hører til hvert beat. Disse hytter har plads til hen mod 12 overnattende gæster, og de ligger
klods op af elven.
Stora Laxa er blandt de 10 mest produktive lakseelve på Island, og i sæsonen 2013 blev der landet imponerende 1776 laks, hvilket er i omegnen af 2,5 laks per stang/dag. I højsæsonen, som strækker sig fra august til slutningen af september er dagsfangster på 10-15 laks ikke ualmindelige. Her er masser af fisk i elven, og rammer man en periode med nedbør og vandstigning kan fiskeriet eksplodere fuldstændigt. Yderligere informationer kan fås ved henvendelse hos Lax-Aper email: lax-a@lax-a.is
Lax-A administrerer fiskeriet på Stora Laxa elven. Der er et begrænset antal stænger til rådighed, og fiskeriet et populært. Så man skal være i god tid med bookingerne.
Der er rig mulighed for hygge og gode middage i de veludstyrede hytter, som følger med fiskeriet på de enkelte beats. Her har Lax-A’s Arni Baldursson gjort en lækker lammesteg i stand.
Smukke og fightvillige fjeldørreder findes også i Stora Laxa elven. De bliver mere og mere talrige, jo længere nedstrøms man fisker, og de ynder at holde til på flade stræk med jævn strøm.
dec 20, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, Rejsefiskeri
Lavafiltreret krystalklart vand, varmekilder og uendelige mængder føde året rundt resulterer i nogle grådige ørreder med en gennemsnitsvægt på over tre kilo. Dette forår har Nils Jørgsensen oplevet et fiskeri, som er så fantastisk, at vi næsten ikke tør trykke artiklen… Følg jagten på monsterørreder i Islands største sø – Thingvallavatn
Af Nils Jørgensen
(mere…)
