FJELDØRRED PÅ ISLAND – I SAGAERNES LAND

Laksefiskeriet er enestående og dyrt, men der lever andre fisk i de islandske elve og søer, som er værd at rette opmærksomheden mod. Faktisk findes der masser af vande med mulighed for pragtfulde oplevelser med bæk-, sø- og fjeldørred – for et rørende billigt beløb. Eller måske slet intet – ud over en god snak med indehaveren af retten til herlighederne.

 

TEKST OG ILLUSTRATIONER: LASSE SØRENSEN

 

VÆLDIGE ISLAND. Denne flotte ø er fantastisk spændende – naturmæssigt, geografisk, geologisk, historisk og sprogligt. Ofte har jeg stødt på danskere med den faste overbevisning, at der er tale om et lille land. Drejer det sig om folketallet, har de ret, men et tag i nakken med tvungent kig på verdenskortet får selv vildfarne sjæle til at revidere deres opfattelse. I geografisk henseende er Island nemlig langt større end Danmark. Endelig er der – ikke at forglemme – selve rammen omkring fiskeriet: Islands i sandhed storslåede natur.

 

 

Jeg har efterhånden oplevet landet adskillige gange. Første gang var ganske vist nødtvungent forårsaget af en orkanagtig storm, som selv for Icelandairs ekvilibristiske piloter umuliggjorde landing på Færøernes dengang primitive flyveplads – anlagt af britiske okkupationstropper under anden verdenskrig. Så det lille »Fokker Friendship« fly måtte fortsætte til den alternative flyveplads ved Egilstaðir i Island. Her er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at flyets navn på ingen måde må mistydes som noget i retning af »fuck«, der beklageligvis ser ud til at have snyltet sig ind i nudansk.

 

 

Fantastiske naturoplevelser på Østlandet

Det ufrivillige ophold på Østlandet strakte sig over en uges tid og satte sine spor, der heldigvis udelukkende var positive. Herefter skete fremtidige efter eget ønske. I lighed med Grønland og Afrika slipper heller ikke Island tag i gæsten uden videre. Det efterlader ofte et latent begær efter genoplevelse – samt ønsket om et gensyn med nogle af de uforglemmelige personligheder, man kommer til at kende. Om fiske- og jagtoplevelser – om – ja, kort sagt om landet.

Vatnajökull, der ligger i Øst-Island, har en højde på godt 2.000 meter og er Islands største gletcher. Landskabet neden for det gigantiske sne- og isdækkede område gennemstrømmes af adskillige kolde og strømhårde vandløb, der til overflod præges af maleriske vandfald. På de vidtstrakte sletter lever den islandske vildren, der på visse årstider samles i enorme rudler.

Bortset fra den er polarræven det eneste landpattedyr, og mærkværdigt nok findes sneharen – der optræder i mængder hos naboerne Grønland og Færøerne – ikke på Island. Der er imidlertid tale om et rigt og varieret fugleliv, men vidderne er kolossale, så den fugleinteresserede må ikke forvente at finde et mylder af spændende arter, hvor man end går eller står. Faktisk kan man tit færdes over enorme områder uden at se andre levende væsener end spredte får, nogle få prægtige islandske heste, et par ravne eller ryper samt enkelte flokke kortnæbbede gæs.

Engang var jeg dog så heldig at passere et stort fjeldhede-strøg, der nærmest var dækket af fouragerende regnspover. Årsagen til, at de mange vidunderlige fugle netop befandt sig lige dér, var at jorden formelig var dækket af blåbærris med store plukkemodne bær. Både synet af dem og spoverne fik unægtelig mine tænder til at løbe i vand.

 

 

Glæden ved at være i naturen

Lige her løber jeg ind i risikoen ved at lufte en af mine kongstanker: Et ønske om, at lystfiskeriet aldrig må synke så dybt, at fiskeren glemmer – eller helt mister evnen til – at glæde sig over den natur, han/hun har det privilegium at færdes i. Ej heller, at begrebet rekord, som så mange desværre har fået galt i halsen – ikke mindst i Danmark – helt må overskygge glæden ved det stille fiskeri.

Islandske fjeldørreder

Fjeldørreden– også kaldet »rødding« – er en særdeles interessant ørredart, der optræder i mange varianter spredt over store geografiske områder i verden. Uden for legetiden ses den som regel beskrevet som sølvblank – altså i lighed med blanklaks og blanke havørreder. I modsætning til dem har den dog meget små skæl og ingen sorte pletter, men er oversået med lyse punkter – og iøvrigt finder jeg beskrivelsen forkert. Fjeldørreden er ikke blank som sølv uden for legetiden, men kan bedre sammenlignes med rustfrit stål.

Der er tale om en udpræget koldtvandsfisk, omfattende mange stationære former i søer. I en stor del af fjeldørredens nordlige udbredelsesområde vandrer den imidlertid ud i havet, hvor det er muligt, for senere – i gydetiden – at søge op i ferskvand. Legedragten er smuk og farverig – deraf dens andet navn rødding. Størrelsesmæssigt forekommer den lige fra »tusindbrødrenes« dværgform til – omend sjældne – eksemplarer i drømmevægtklassen fem kilo eller mere. Mange danske lystfiskere kender nok især fjeldørreden fra Grønland, hvor den optræder så talrigt og bider så livligt, at stort set enhver, der er i stand til at kyle en stump blankt metal bundet på en snøre ud i et af de utallige vandløb, hvor den forekommer, kan fange den.

 

Maleriske islandske landskaber

Et ældgammelt ord siger, at »når fanden bliver gammel, gå han i kloster«. Af en eller anden grund randt dette mig i hu, da jeg engang fik en invitation med tilhørende luksuriøs indkvartering til at udstille solo i et tidligere kloster på Østlandet. Jeg havde været på de kanter før i forbindelse med rensdyrjagt ved foden af Vatnajökull, og efter at have følt – heldigvis forgæves – efter tendens til frembrydende gevækster i panden, accepterede jeg det generøse tilbud. Under et tidligere ophold havde jeg gennemkrydset landsdelen på alle leder og kanter efter veloverstået jagt.

Først og fremmest med opmærksomheden rettet mod de overvældende maleriske landskabs-panoramaer, men med vandløbene i fokus. Da indtrykkene ikke lod min permanent hungrende fiskersjæl i fred efter hjemkomsten, var der egentlig ikke noget valg: Pak fiskegrejet, bestil billet og kom afsted. Ikke langt fra det fordums kloster tordner en elv afsted med smalle og skarpt afgrænsede strømme af uigennemsigtigt mælket vand fra bræen og det reneste klareste fjeldvand. Dér, hvor det var muligt at færdes på bredderne langs den rivende strøm, tilbragte jeg et par dage efter ankomsten adskillige timer med rekognoscering – uden fiskestang. Håbet var at finde egnede steder for det planlagte spinnefiskeri efter fjeldørreden, der på grund af årstiden endnu ikke var moden til at bære navnet rødding.

Her vil jeg venligst, men bestemt, bede eventuelle medlemmer af FFFF – Foreningen For Frelste Fluefiskere – om at undlade at rynke på næsen, da deciderede præcisionskast faktisk var en absolut forudsætning for at kunne placere vingespinneren lige dér. Ikke mindst, fordi der var tale om lange kast i sidevind, og den hver gang skulle falde indenfor et relativt lille område i en af de smalle klartvands-striber, der afgrænses på begge sider af »mælket« vand eller tæt grøde. I øvrigt anede jeg ikke, om der i det hele taget fandtes fjeldørreder i elven – der var kun tale om en instinktiv fornemmelse.

 

 

Med spinner efter fjeldørred

Undervejs mod de udvalgte steder den morgen, hvor det første slag skulle slås, mødtes jeg af et trist syn. På asfaltvejen lå en trafikdræbt hjejle – og i vejkanten et par meter derfra stod dens mage. 

Hjejlen er en af hedens smukkeste fugle, og dens karakteristiske fløjtetoner opfattes nok oftest af det menneskelige øre som vemodigt klagende. Her var der grund til det – scenen var intet mindre end hjerteskærende. I det første kast fløj spinneren ad Hekkenfeldt til, hvilket lyder pænere end et andet udtryk, der også begynder med stort H, selvom meningen er den samme. Det flyvske stykke isenkram havde langtfra været billigt, men da jeg ville være nødt til at gå en omvej på flere kilometer i håb om at finde et sted, hvor elven kunne krydses, endda uden større sandsynlighed for at finde den tabte skat, opgav jeg. Omend med tænderskærende glæde over at have skænket et bidrag til den hårdt trængte islandske økonomi.

Til afveksling lykkedes det efterfølgende at fæstne kunstagnen lige så mange gange, som den har kroge, i en af grødestrimlerne, der med ægte islandsk stædighed kun modvilligt gav slip på sit bytte. Da man for fjerde gang gentog genistregen, overvejede jeg faktisk seriøst at opsøge, hvad man kunne fristes til at kalde andre græsgange – for at »fiske i rørte vande«.

Liv i bunden

Efter talrige forgæves forsøg på at få spinneren fri, går sandheden pludselig op for den oversøiske amatørfisker i den anden ende af strikken – krogen sidder nemlig ikke fast i bundens forbandede grødebevoksning denne gang, men i kæften på en sejt kæmpende stålblank ørred, der pludselig viser sig i vilde spring over den glitrende elv. Det presserende problem er imidlertid, at jeg på grund af den belastende kombination alder/terrænforhold ikke er i stand til at flytte mig tilstrækkeligt langt fra min position, der blandt andet er udvalgt med henblik på acceptable

landingsforhold af en eventuel kroget fisk. Det er frustrerende at se ørreden så håbløst langt nedstrøms springe og plaske rundt i elvens strømhårde overflade, men selvom jeg egentlig ikke havde troet det muligt, lykkes det ikke desto mindre at lande den prægtige fisk. Og for at det ikke skal være løgn, får den det næste par timer følgeskab af to mere i kiloklassen.

På tilbageturen til klosteret passerer jeg atter den døde. Magen sad stadig lige i nærheden og græd.

 

 

Et nyt fiskested

Dagen efter havde jeg udset mig et nyt sted ved den samme elv betydeligt længere nedstrøms. Det var i nærheden af en bred fos mellem et par store sten, hvor jeg havde tænkt mig ubemærket at kunne udøve mine trolddomskunster. Størsteparten af formiddagen var der nu ikke megen trolddom at spore, men pladsen var i det mindste fri for grøde og andre irritationsmomenter.

Vejret var klart og stille, så der af og til var tid til at lade fiskestangen blive afløst af skitseblokken. Et par oplivende momenter var synet af et par jagtbare renbukke, der krydsede en fjeldhammer – en nysgerrig ravn – og et par småflokke kortnæbbede gæs, der så ud til at varme op til det forestående efterårstræk. I det hele taget er der på sagaøens umådelige vidder er der enestående muligheder for at nyde freden i naturen og høre stilheden. Det er den helt rette medicin for den stressede storbybeboer.

Hvilken fisker kender ikke det dér med, at man lige skal ha’ det sidste kast med, for det kunne jo være… Og når det ikke giver gevinst, hvad det stort set kun giver i efterfølgende beretninger, så skal man lige have det allersidste. Og når eventuelle ledsageres protester bliver for påtrængende, så snakker vi »det ALLERSIDSTE«.

Den helt store fjeldørred

I et af de aller-aller-allersidste kast huggede den islandske fjeldørred på så mange pund, at jeg slet ikke vil nævne det her, for ikke at friste endnu flere fisketurister over evne. Den kom med hjem – og udgjorde et festmåltid sammen med mine kære. Hjejlen stod stadig æresvagt, da jeg ikke gik, men kørte tilbage i kloster…