jan 30, 2024 | Nyheder
– Det er ikke blevet til meget kystfiskeri de seneste måneder, fortæller David Johnsen fra Team Westin. – Årsagen er, at aborrefiskeriet har fyldt meget for mig, men i går kom jeg endnu engang afsted på en kold men solrig kysttur, hvor man nærmest kunne mærke forårsfornemmelser helt ude i fingerspidserne. Solen stod højt og bølgerne skyllede indover revet med en perfekt farve i vandet. Allerede på vej ned til spottet mødte jeg en anden lystfisker, som kom gående med et pragteksemplar af en blankfisk!
– Der skulle kæmpes for det, men efter en times tid lykkedes det os at finde fiskene, hvorefter jeg kunne lande fire flotte havørreder i forskellige størrelser. På billedet her ses den største fisk fra i går, der ligesom de andre alle fik friheden igen efter et par billeder. Nu glæder jeg mig for alvor til foråret, hvor der forhåbentlig bliver lidt flere fiskedage for mit vedkommende. Alle fiskene blev fanget på Westin Sømmet 22 & 28g, som jeg præsenterede med min W10 10,2’ 10-34g stang.
jan 29, 2024 | Nyheder
– Jeg har netop været på fællestur med Ærø Sportsfisker Forening, fortæller Jan Pryds. – Vi startede årets første tur med rundstykker og kaffe, for der skal jo hygge lidt og snakkes pladser, ind vi drager ud. 3-4 mand ville ud til “Rensningsanlægget”, hvor Rasmus nogle dage før fik en smuk overspringer.
– Udfordringen med alt det vind, vi har haft, gjorde at vandet rundt om øen var meget beskidt og ikke fiskebart. Jeg valgte at starte i Marstal direkte langs kirkegården, hvor vandet så rigtig fint ud. Jeg troede derfor på fisk i hvert kast, og der kom hurtigt lidt “grønlændere” i nettet på 38-40cm. Det er sjovt, men det dur jo ikke på en dag, hvor der skal vejes fisk ind, som gerne skal have en konditionsfaktor på 1,0.
– Jeg skulle kun 30 minutter længere ned ad standen, før jeg fik et rigtigt tungt hug helt ude i kastet. Så vidste jeg, at chancen var der. Fighten tog en 3-4 minutter, hvorefter der lå en smuk havørred i nettet i god kondition. Jeg målte den til 50cm og tog den med ud til indvejning. Fisken, der var 49cm og 1195 gram, blev den eneste fisk på dagen, men vi var ni mand der hyggede og havde en kongetur.
– Den næste tur er lørdag den 17. februar, hvor vi starter ud med morgenkaffe/rundstykker klokken 08:30 i klublokalerne og slutter med varm suppe og en øl klokken 17:00. Vil du med og snuse lidt til foreningen, kan du få yderligere info hos Hans Henrik på telefon 20 15 17 89 og hhburkal@gmail.com
jan 29, 2024 | Nyheder
– Da jeg vågnede i går søndag og så, at der var sol på himlen, samtidig med, at vandtemperaturen var steget en grad siden sidste weekend, tænkte jeg med det samme, at jeg skulle på kysten i dag, fortæller Jess Normann Andersen. – Sidste weekend havde jeg haft en rigtig god følger om lørdagen og missede et hug om søndagen, så forventningerne var gode.
– Jeg gik straks ned og ringede til min fiskemakker under morgenmaden og fik pakket grejet – og så var det ellers bare afsted mod vandet. Da vi kom på kysten, var der dog helt dødt. Vi fiskede og fiskede uden at se skyggen af fisk. Efter lidt tid skiftede jeg agn og fiskede stykket tilbage, hvorefter jeg forsatte videre den anden vej. Og netop her kom hugget helt inde i kanten. Den tog straks et rigtig godt udløb, og var flere gange fri af vandet. Havørreden gik efter de store sten, men det lykkedes at lande denne fine fisk på 65 cm og 2775 gram. Så kan man da sige, at 2024 er skudt i godt i gang, slutter han.
Husk at du kan finde massevis af fede artikler om kystfiskeri efter havørred på fiskogfri.dk i artikelarkivet her.
jan 28, 2024 | Nyheder
– Jeg elsker bare vinterfiskeriet, specielt når solen skinner og vinden er lige tilpas. Og så selvfølgelig også, når der er en fin fisk på krogen – det er klart. Sådan lyder det fra Afif Kurjeih, som lige har været et smut på svenskekysten.
– Chancen for den helt store på denne tid er der hver gang, man er ude og fiske. Jeg søger stadig den helt store, og jeg har allerede haft den på flere gange i år på fluestangen, men mistede den hver gang. Det er trist, men en del af gamet.
– Jeg klager dog ikke, for jeg har allerede haft en fin start på sæsongen, og jeg har været heldig med nogle fine fisk, på trods af, at vi er lige gået i gang igen efter en lang fredningstid. Den her, som du ser på billedet, tog jeg på en rejeflue i naturlige farver på min Scott Sector stang.
Læs mere om kystfiskeri efter havørred på flue om vinteren i artiklerne her.
Med kystflue i vinterhalvåret
Havørred – Tre sikre vinterkystfluer
jan 27, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var en af de fiskedage, som bare var noget ud over det sædvanlige, fortæller Mads Kentov. – Selvom jeg formåede at lande seks fisk, var det Big Silver, som imponerede og satte prikken over i’et – samt gjorde dagen til en, som skal huskes.
– Frostens stramme greb havde lige sluppet sit tag, og de stigende plusgrader havde fået gang i fiskene igen, så det var ikke tilfældigt, at jeg måtte afsted. Som medlem af Westin Pro Team benyttede jeg også lejligheden til at testfiske nogle kommende nyheder, og det viste sig at være en afgørende beslutning. Hugget faldt – og overspringeren var bomstærk. Den tog agnen helt ude i kastet i let kakaofarvet vand, og det krævede flere forsøg, før jeg endelig kunne få hende i nettet. Selvom det ikke er min første i den størrelse, bliver jeg stadig lige lamslået over at se sådan en blank bredside gennem netmaskerne.
– Det er sådan en dag som denne, hvor jeg føler mig ekstra heldig. At være i stand til at tage ud at arbejde for at teste nyt udstyr og samtidig få disse oplevelser. Det at kunne stole på mit udstyr er afgørende, og det gjorde sig også gældende med denne fangst. W10-stangen viste virkelig, hvorfor den er en del af mit faste arsenal. Det er en fornøjelse at være en del af et team, hvor der prioriteres kvalitet og præstation af det udstyr, der gør det hele muligt.
– Januar har vist sig at være en gavmild måned med mange fisk, og jeg ser virkelig frem til flere ture – forhåbentlig fyldt med lignende øjeblikke som med den flotte havørred, du ser på billedet.
jan 26, 2024 | Nyheder
– Jeg kørte til vandet ved omkring 12-13 tiden, fortæller Rasmus Krabbe. – Jeg kunne se, at der var helt unormalt meget vand på pladsen, så jeg troede faktisk ikke rigtig på det. Men solen havde stået på hele dagen, så chancen skulle jo komme. Jeg havde fisket i lidt under en time, da denne store havørred huggede til min Sandeel Ghost tobis – helt inde foran fødderne på mig, hvorefter den tog et par lange udløb. Lidt tovtrækkeri senere kunne jeg lande denne store flotte, knald tykke fjordfisk på 70+.
Har du selv fanget en flot fisk for nylig, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer og et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk. Hvis du vil deltage i Kinetic Fiskecup 2024 så kan du se reglerne og præmierne her.
Husk at du kan fede masser af fede artikler om hvordan man fisker kystørred i artikelarkivet her.
jan 26, 2024 | Nyheder
– Der sker noget magisk her i januar. Det er næsten som om, at man kan stille uret og rette kalenderen ind efter det. Sådan lyder det fra Rasmus Hachmann. – Jeg snakker om de store fine overspringere, dem vi alle sammen jagter og drømmer om. Den ultimative gave til den ihærdige lystfisker.
Hvordan kan jeg dog komme med sådan en påstand! Jo, flere år i træk har der været noget specielt ved dagene omkring 21 januar, for af uransaglige årsager er det altid denne dato +/- få dage, at jeg år efter år bliver beriget med disse smukke fisk. Og i år har heller ikke været en undtagelse. Det skete næsten som en tro kopi af forløbet sidste år – blot to dage senere.
– Det lugtede af forår, noget var blevet mildere, fuglene kunne man høre tydeligere og vejret var næsten lige slået om til noget, der var mere stabilt og lunt. I kender det måske; man har det bare på fornemmelsen, at nu er det nu – ganske som sidste og forrige år. Også i år skulle den teori vise sig at holde stik:
– Jeg havde været tidligt oppe, og lugten af fisk havde hængt i mit hoved. Jeg inviterede derfor min veninde med på overspringerjagt, og lidt over middag rykkede vi ud. Vejret var friskt med en lun, vestlig vind. Der var en let sidevind på en stor lavvandet plads, hvor solen kiggede frem og lunede kinderne. Det var fine forhold, så det måtte give lidt fisk! Vi gik direkte til en lille pynt og rundt om den. Bag pynten er der et stort fladt område, hvor man vader i 50-70 cm vand, og kaster ud over overvejende sandbund med spredte mørke områder. Min erfaring viser, at fiskene elsker at gemme sig på de lune dage her. Agnvalget var relativt småt, og med blink samt woblere i kradse rød/sorte farver fik vi hurtigt de første fisk i hånden. Det var fine grønlændere i fuld galop og en fin blanding af både udsatte samt vilde fisk. Vi fiskede roligt tilbage og mødte spredte fisk i de mørke områder. En enkelt fisk nåede de 40cm, men generelt lå de omkring 30-35cm.

Rasmus´s veninde fik også en god fisk på krogen, men den røg desværre af. Men som hun siger – så ved vi, hvor vi skal fiske næste gang…
Havørredhugget vi alle drømmer om
– Efter en halvanden time ramte vi et væsentligt lavere område. Hun landede hurtigt to fine små blanke fisk, og vi var enige om, at turen var en succes. Bedst som jeg stod og tænkte på de kolde fødder og en varm stue, satte wobleren sig i en sten – typisk. Men så flyttede stenen sig pludselig stik imod alt fornuft, og så tog fanden ellers ved ”stenen”, som i et ryk forvandlede sig til en stor, fed sølvglinsende overspringer, der ikke havde til hensigt at skulle tættere på land.
– Pulsen røg straks i vejret, og bremsen blev slækket en anelse. Den her skulle ikke have lov at slippe væk, tænkte jeg. Den var tung, gik dybt samt zigzaggede frem og tilbage foran mig. Jeg havde lavet den fejl før, at være for hurtig med nettet, men den hoppede jeg ikke på igen. Vi trak derfor tov i en 6-7 minutter, før den lod sig trække længere ind. Her kunne jeg se, at det ikke var nogen yngling, og jeg vidste instinktivt, at den nok havde mere at give af, end den lod mig tro. Min makker kom hen og betragtede slagsmålet i behørig afstand, for man ved aldrig, hvad de kan finde på. Endelig lagde den sig om på siden, og beslutsomt lod jeg nettet slutte sig om den. For satan blev der vidst råbt. Sikke en fisk – kort, tung, fed og stålblank.
– Der blev givet krammere og taget sejrsfotoer, for hvilken belønning kunne man ellers ønske sig. Vi fortsatte fiskeriet en 30 minutter mere, og pludselig hørte jeg et plask og en bremse skrige bagved mig. Hvad satan! Jeg nåede lige at se hendes lille 7 fods stang krølle sammen, og en halerod piske som en gal. Det er løgn, tænkte jeg, samme størrelse! Det varede måske 20 sekunder, hvor jeg glemte at trække vejret, men pludselig blev der stille. Jeg så stangen rette sig op, og et skuffet blik se efter hvirvlen, der gik ud fra kysten. Æv, knækket line, hvordan i H…… kunne der gå til.
– Det er altid de største fisk, vi ikke fanger, trøstede jeg. – Men nu ved vi da, hvor vi skal fiske i morgen, grinede hun. Der var klubaften den aften i fiskeklubben, og med sådan en fisk her kunne jeg være heldig at lægge hårdt fra land i årskonkurrencen – igen. Derfor røg den med til indvejning, hvor vægten skrev præcis 3,75 kg fordelt på flotte 67 cm – knald blank var den.
– Fiskeguderne er sgu stadig med mig. Nu glæder jeg mig bare til den anden magiske dato, som er d. 23 marts.
jan 24, 2024 | Nyheder
– I tålmodighedens tegn, hvor kast efter kast blev sendt ud i det blanke vand uden så meget som et nysgerrigt nip, begyndte håbet at dale, fortæller Filippo Bernardis. – Men det er jo det, fiskeriet handler om – håbet og den konstante tro på, at næste kast kan være det magiske. Så der stod vi, næsten klar til at pakke sammen, da en energisk rystelse sendte et chok gennem linen – og dér var den! En storslået vinter overspringer med sølvskinnende skæl.
– Da den imponerende blankfisk endelig overgav sig efter en energisk kamp, var det min kammerat Stefano, der var klar med sit net. Han guidede nettet under fisken samt sikrede vores fælles triumf og et mindeværdigt øjeblik ved Stevns’ kyster.
– Efter et par hurtige billeder, for at forevige øjeblikket (og fisken!), satte jeg den fri igen. På turen brugte jeg den nye line fra SeaRun Fly Fish. Det er som om, at fluen lander lige der, hvor den skal, hver eneste gang. Fisken tog en meget simpel Polar Magnus, som jeg selv havde bundet, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk, så send meget gerne din beretning og et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.
jan 20, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Når du som her fisker med to fluer på forfanget, undgår man lettest kludder med den dobbeltkrogede version. Denne fisk huggede på Henning Triers Karl Marx flue.
Når du fisker med mindre enkeltkrogede fluer på kysten – fx Kobberbassen str. 8, lander man normalt kun 40-50 % af de fisk, der hugger, men det kan du meget let gøre noget ved: Bind præcis den samme flue på en dobbeltkrog str. 10-12 – og du vil nu lande omkring 70 % af fiskene. Få forklaringen – og en guide til de bedste dobbeltkroge på markedet.
AF JENS BURSELL
JEG HAR i en del år brugt små dobbeltkroge på kysten – eksempelvis, når jeg skulle fiske med små kobberbasser eller skrigende pink fnullerfluer som Karl Marx. Og de virker bare forrygende. Det samme gør præcis de samme fluer – blot bundet på små trekroge. Årsagen er præcis den samme, som når man bruger de småkroge på småkrogstakler som fx release-takler og L-rigs: De små kroge penetrerer markant bedre – og afstanden fra krog-spidsen til bagsiden af modhagen er så lille, at modhagen let får fat i det tynde, bløde væv over de benhårde kæbeben, hvor normale kroge aldring trænger ind. Alt det kan du læse meget mere om i mit afsnit ”De sidste 50 %” fra bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor jeg allerede i 2013 beskrev, hvordan fluer bundet direkte på små dobbelt og trekroge, var en hurtig genvej til betydeligt højere landingsrater på de mindre fluer.


Dobbeltkroge – høj landingsrate på en nem måde
Fordelen ved fluer bundet direkte på små dobbeltkroge i stedet for små trekroge er, at det bliver lidt nemmere for urutinerede fluefiskere at undgå ophægtninger. Og – fisker man med to fluer på forfanget, bliver denne fordel blot endnu mere udtalt – selv for bombardafiskere. Har man styr på sine fluekast, og er man blot nogenlunde med bombardastangen – så er de små trekroge dog intet problem overhovedet.
Ulempen ved dobbeltkroge frem for små trekroge i samme størrelse, er at de oftere vil kroge på to grene end én – i modsætning til trekrogene. Netop fordi to grene vender nedad ret tæt på hinanden vil tyngdekraften i 90 % af tilfældene gøre, at to krogspiser rammer fiskens kæbe samtidig. Det betyder, at der ofte skal dobbelt så stor kraft til at få dem til at penetrere ordentligt. Tilsvarende er det mindre skånsomt, hvis en højre procentdel af krogningerne sker på flere grene samtidigt. De små trekroge vil typisk penetrere med én gren 50 % af tilfældene, 40 % på to grene og blot 10 % på alle tre grene.
Uden at have ført decideret statistik på det, er det således mit indtryk, at eksempelvis en trekrog str. 12 giver en lidt højere landingsrate end en str. 12 dobbeltkrog – samt er lidt lettere at få ud. Dels fordi de oftere sidder på to grene, men også fordi de fleste mønstre af dobbeltkroge har noget større modhager end de micromodhager, der er på eksempelvis Owner ST 36 BC X, Savage Gears Y-treble og Westins Treble.

Er du uøvet med fluestangen, undgår du lettere kludder med dobbeltkrogede fluer i forhold til trekroge.
Dobbeltkroge og småkrogstakler
Som de fleste ved, fungerer de små trekroge eminent til L-rigs og release-takler til fluer. Men hvad med dobbeltkrogene? Jo – på grund af den måde øjet er vinklet i forhold til grenene fungerer de faktisk ikke godt til fx L-rigs og releasetakler. På begge disse takler vil krogen nemlig komme til at hænge forkert i ophængerknuden, så den går sidelæns i vandet og kroger dårligt, samt giver et skævt træk i fluen. Det går dog fint at fiske den i en lille rapalaløkke efter en rørflue, eftersom øjets vinkel i forhold til løkkens vinkling, gør at krogen ligger fint i vandet uden at trække skævt i fluen.
Små fluer bliver lettere indhaleret end større fluer og blink, hvilket i dette tilfælde er en medvirkende faktor til den høje landingsrate. Derfor er det utroligt vigtigt, at du medbringer de rette krogløsere, så du uden problemer kan genudsætte de fisk, som skal ud igen – så skånsomt som muligt. I praksis betyder det en lille kirurgtang eller pean, der er perfekt til, når krogen sidder yderligt – samt en push back disgorger, som kan bruges til en nem afkrogning af de dybtkrogede fisk. Du kan læse mere om disgorgers her: http://bursell.dk/articles/fishing/ freshwater/salmonids/show/333
Små dobbeltkroge er altså et rigtig godt valg, hvis du som fluefisker ønsker en højere landingsrate på de mindre fluer – især hvis du bruger to fluer på forfanget. Tilsvarende er dobbeltkrogen det oplagte krogvalg for bombardafiskeren, der fisker med to fluer for at give fisken noget at vælge imellem. I dette tilfælde er det oplagt med rørflue og L-rig på den yderste flue og en dobbeltkroget flue som den øverste, der lettest hægter op.
Læs mere om dobbeltkroge til kystfluer i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).

Med en pangfarve – og en neutral flue – her Kobberbassen og Karl Marx – er du godt helgarderet.