– Der sker noget magisk her i januar. Det er næsten som om, at man kan stille uret og rette kalenderen ind efter det. Sådan lyder det fra Rasmus Hachmann. – Jeg snakker om de store fine overspringere, dem vi alle sammen jagter og drømmer om. Den ultimative gave til den ihærdige lystfisker.
Hvordan kan jeg dog komme med sådan en påstand! Jo, flere år i træk har der været noget specielt ved dagene omkring 21 januar, for af uransaglige årsager er det altid denne dato +/- få dage, at jeg år efter år bliver beriget med disse smukke fisk. Og i år har heller ikke været en undtagelse. Det skete næsten som en tro kopi af forløbet sidste år – blot to dage senere.
– Det lugtede af forår, noget var blevet mildere, fuglene kunne man høre tydeligere og vejret var næsten lige slået om til noget, der var mere stabilt og lunt. I kender det måske; man har det bare på fornemmelsen, at nu er det nu – ganske som sidste og forrige år. Også i år skulle den teori vise sig at holde stik:
– Jeg havde været tidligt oppe, og lugten af fisk havde hængt i mit hoved. Jeg inviterede derfor min veninde med på overspringerjagt, og lidt over middag rykkede vi ud. Vejret var friskt med en lun, vestlig vind. Der var en let sidevind på en stor lavvandet plads, hvor solen kiggede frem og lunede kinderne. Det var fine forhold, så det måtte give lidt fisk! Vi gik direkte til en lille pynt og rundt om den. Bag pynten er der et stort fladt område, hvor man vader i 50-70 cm vand, og kaster ud over overvejende sandbund med spredte mørke områder. Min erfaring viser, at fiskene elsker at gemme sig på de lune dage her. Agnvalget var relativt småt, og med blink samt woblere i kradse rød/sorte farver fik vi hurtigt de første fisk i hånden. Det var fine grønlændere i fuld galop og en fin blanding af både udsatte samt vilde fisk. Vi fiskede roligt tilbage og mødte spredte fisk i de mørke områder. En enkelt fisk nåede de 40cm, men generelt lå de omkring 30-35cm.
Rasmus´s veninde fik også en god fisk på krogen, men den røg desværre af. Men som hun siger – så ved vi, hvor vi skal fiske næste gang…
Havørredhugget vi alle drømmer om
– Efter en halvanden time ramte vi et væsentligt lavere område. Hun landede hurtigt to fine små blanke fisk, og vi var enige om, at turen var en succes. Bedst som jeg stod og tænkte på de kolde fødder og en varm stue, satte wobleren sig i en sten – typisk. Men så flyttede stenen sig pludselig stik imod alt fornuft, og så tog fanden ellers ved ”stenen”, som i et ryk forvandlede sig til en stor, fed sølvglinsende overspringer, der ikke havde til hensigt at skulle tættere på land.
– Pulsen røg straks i vejret, og bremsen blev slækket en anelse. Den her skulle ikke have lov at slippe væk, tænkte jeg. Den var tung, gik dybt samt zigzaggede frem og tilbage foran mig. Jeg havde lavet den fejl før, at være for hurtig med nettet, men den hoppede jeg ikke på igen. Vi trak derfor tov i en 6-7 minutter, før den lod sig trække længere ind. Her kunne jeg se, at det ikke var nogen yngling, og jeg vidste instinktivt, at den nok havde mere at give af, end den lod mig tro. Min makker kom hen og betragtede slagsmålet i behørig afstand, for man ved aldrig, hvad de kan finde på. Endelig lagde den sig om på siden, og beslutsomt lod jeg nettet slutte sig om den. For satan blev der vidst råbt. Sikke en fisk – kort, tung, fed og stålblank.
– Der blev givet krammere og taget sejrsfotoer, for hvilken belønning kunne man ellers ønske sig. Vi fortsatte fiskeriet en 30 minutter mere, og pludselig hørte jeg et plask og en bremse skrige bagved mig. Hvad satan! Jeg nåede lige at se hendes lille 7 fods stang krølle sammen, og en halerod piske som en gal. Det er løgn, tænkte jeg, samme størrelse! Det varede måske 20 sekunder, hvor jeg glemte at trække vejret, men pludselig blev der stille. Jeg så stangen rette sig op, og et skuffet blik se efter hvirvlen, der gik ud fra kysten. Æv, knækket line, hvordan i H…… kunne der gå til.
– Det er altid de største fisk, vi ikke fanger, trøstede jeg. – Men nu ved vi da, hvor vi skal fiske i morgen, grinede hun. Der var klubaften den aften i fiskeklubben, og med sådan en fisk her kunne jeg være heldig at lægge hårdt fra land i årskonkurrencen – igen. Derfor røg den med til indvejning, hvor vægten skrev præcis 3,75 kg fordelt på flotte 67 cm – knald blank var den.
– Fiskeguderne er sgu stadig med mig. Nu glæder jeg mig bare til den anden magiske dato, som er d. 23 marts.
