okt 23, 2020 | Nyheder
– Mellem Silkeborg og Herning er der udgravet mange søer lige ud til motorvejen, og de gemmer på masser af liv, fortæller Rasmus Wølck. – Dagen’s mål var at fange en af Tazsøs giganter på død agn løftet fra bunden. Jeg riggede mit stykke makrel op, og kastede det ud i søen. Da jeg kender denne sø temmelig godt, og har en viden om hvor der er lidt dybere partier, kastede jeg derud. Søerne er ikke ret dybe – blot 2-3 meter, så man finder temmelig hurtigt ud af, hvor højt agnen skal svæve over bunden.
– Mens min deadbait lå derude, kunne jeg ligeså godt fiske lidt aktivt efter, hvad der lige gemte sig. Jeg kunne hurtigt konstatere, at der var en del smågedder, som ville lege med. 11 styks fra 25-50 cm var inde og vende samt retur igen, inden der kom en lille lyd ovre fra baitrunneren. Nu var det min døde agn, der var blevet taget, så jeg måtte over og se, hvad det kunne være. Tilslaget blev givet, og jeg kunne temmelig hurtigt mærke, at det ikke var en af de små gedder. Noget tungt svømmede rundt der ude med min agn i munden. Til sidst kom den så langt ind, at jeg kunne nette denne efterårs skønhed på 101 cm, som blev vejet til 8,3 kg. Hvilken super slutning på dagen. Efter et hurtigt billede kom gedden retur til søen, slutter han.
Hvis du vil se opsætningen af hans rig, så smut ind på hans facebookside – Team fish’on og se den video han har lavet.

Rasmus Wølcks fine otte-kilos gedde taget på død agn.
okt 22, 2020 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Vertikalfiskeri efter gedder er et super spændende og visuelt fiskeri. Følg med Mathias Larsson og Martin Falklind ud for at lære fiskeriet af en fuldblods professionel – Henrik Olsson.
AF MATHIAS LARSSON
FOTO: MARTIN FALKLIND OG MATHIAS LARSSON
GEDDEN er ikke søens største. Det er derimod dagens første farvestrålende fisk, som vi netop har landet i det lune morgenlys. Den er tæt på stålgrøn med et stænk af guld, og seriøst bred over ryggen. Med andre ord, en super flot gedde.
Jeg vasker hænderne i vandet under rælingen. Det er egentligt formålsløst, for jeg ved jo, at duften sidder dybt forseglet i håndfladerne. Duften af gedde, forstås. Min ven Martin og jeg, har hyret fiskeguiden Henrik Olssons båd, for at lære en ny fiskemetode: Vertikalfiskeri efter gedder. Henrik har lagt hundredevis af timer i jagten på vores elskede gedde med denne, for mange, sandart-baserede fisketeknik. Og det med enestående resultater, så nu skal vi på intensivkursus.
Vejrudsigten viser to til tre meter per sekund, og strålende solskin, så jeg rynker lidt på næsen, og viser dagens møg-prog-nose til Martin som er helt enig i, at gedder skal fiskes i dårligt vejr. Henrik der lytter med på sidelinjen udbryder: – Hvad snakker i om? Svag sydvestlig vind, stabilt lufttryk og sol er vejen til en vellykket fiskedag. Jeg har haft mine bedste ture i kongevejr. Solskin trigger desuden den pelagiske geddes jagtinstinkt, og den svage men vigtige brise får vandoverfladen til at brydes, så bådens skygge ikke forstyrrer fisken.

Spar ikke på titaniumwiren. Når fisken kommer i fuld fart fra dybet, er det til tider ikke engang nok med en meter.
Vertikalt efter gedder
Henrik styrer båden mellem nogle øer og videre ud over åbent vand. I samme øjeblik som motorens omdrejningstal sænkes, glider vores kaptajn ind i en tilstand af dyb koncentration. Med venstrehånd på motoren, begynder hans øjne at vandre henover skærmene. Hver eneste pixel studeres og analyseres, om og om igen. Henrik fortæller, at vertikalfiskeri efter gedde fungerer fint det meste af året, hvis man ser bort fra gydeperioden. Gedder der lever livet pelagisk, bruger nemlig ikke mere tid end højst nødvendigt på lavt vand.
– Jeg har bedst held med metoden i sommermånederne. Dermed ikke sagt at man skal glemme årets sidste måneder, fortæller Henrik, der dog også afslører, at han har haft fantastiske fiskepas i efterårsmånederne og helt ind i december, når byttefisken står tæt.
På jagt efter de pelagiske gedder
Solen klatrer højere op på himlen og søen er næsten flad som et spejl, alt imens Henrik krydser frem og tilbage i håbet om, at støde på et fiskebart ekko på Humminbird-skærmene der tegner gule kugler af agnfisk i frivandet. Henrik forklarer: – Nu kommer vi ind i et hot område. De tydelige kugler med agnfisk et godt stykke oppe i vandsøjlen plejer at lokke rovfisk til, og denne sø er den perfekte arena for metoden. Skal der vertikalfiskes efter gedder, ser jeg helst en klar og relativ dyb sø, med rigelige mængder byttefisk som eksempelvis smelt og løje lyder det fra kaptajnen, der fortsætter:
– Størstedelen af gedderne i disse typer søer har nemlig tillagt sig en pelagisk livsstrategi, til forskel fra de gedder der lever i mere grumsede søer. Helt uventet afbrydes Henriks talestrøm af, at han stopper båden. På ekkoloddet, lige over en klump byttefisk, tårner et fint ekko sig op. Henrik slipper hurtigt jiggen ned, og forklarer teknikken: – Eftersom den pelagiske gedde altid er i bevægelse så gælder det om, at få agnen ned så hurtigt som muligt når fisken befinder sig lige under båden. Stands så agnen højt over fisken – gerne fire til fem meter. En gedde kigger nemlig altid op, og gennem at holde en god afstand mellem fisk og agn øger du chancen for, at fiskens interesse skal vende sig mod agnens mørke silhuet mod den lyse vandoverflade.

Oftest er det nok med en enkelt trekrog for, at gedden bliver siddende. Det er desuden noget nemmere at afkroge fisken.
Fisk aktivt med jiggen efter gedderne
I modsætning til vertikalfiskeriet efter sandart – hvor man oftest præsenterer jiggen med diskrete bevægelser – fisker Henrik gedde-jiggen med ivrige bevægelser, kombineret med op og nedsænkninger gennem vandmasserne: – De bevægelser jeg laver er ikke til for, at lokke gedden til at hugge, men snarere for at gøre den opmærksom på agnen, fortæller han og fortsætter: – Hvilke bevægelser du laver er ikke så vigtigt, og der er ingen grund til at være forsigtig, som ved sandartfiskeriet. Agnen skal mærkes! Gedden skal trigges til at hugge, beretter Henrik og tager en halv omgang på hjulet.
På skærmen vises jiggen som et zig-zag mønster over gedde-ekkoet, der nu er tegnes som en kraftig streg tværs over skærmen, og gedden glider nu langsomt op mod jiggen. Henrik fortæller, at fisken nu virker til at have sin opmærksomhed rettet mod agnen. Pludseligt sætter ekkoet i en afsindig fart op mod agnen, og det tykke røde ekko forvandles på et splitsekund til en tynd sytråd, der skyder op mod jiggen.
Henrik tager et par hurtige omgange på hjulet. Så et par stykker mere, og så eksploderer det. Stangen står i en kraftig bue mod vandoverfladen, og Henrik smiler over hele femøren mens han sætter pres på fisken og fastslår: – Når jeg ser at gedden har fået interesse for agnen og svømmer op mod den så plejer jeg, at tage nogle hurtige drej på hjulet for at trigge angrebet. Oftest så kommer hugget præcist som nu, i en helt afsindig fart hvor du knapt når at reagere. Laver du ikke den vigtige indspinning, så sker det desværre alt for ofte, at fisken skyder op som et missil mod agnen, for blot at stoppe en centimeter fra den. Den har altså opdaget dit bluf, og du kan ikke gøre andet end at hive op og begynde, at søge efter en ny fisk…

Hugget fra en pelagisk gedde er brutalt! Fokus, og en hård stillet bremse, er alfa og omega.
En smuk gedde på vertikalgrejet
Henrik Løfter en 90 centimers fisk ind i båden, og bemærker de smukke grøngule tegninger der strækker sig rundt om hele fisken. Fisken har grådigt taget jiggen, der sidder perfekt i kæbekrogen. Efter en hurtig fotosession frigør Henrik krogen, sætter den tilbage i sit rette element og forklarer: – Skulle fisken være af den dovne type, der ikke med det samme angriber agnen så trækker jeg altid agnen væk fra den, og så snart den glider et par meter ind under agnen, så tager jeg hurtigt et par omgange på hjulet. Nogle gange må jeg gentage dette 5-6 gange inden fisken hugger. Kommer gedden for tæt på, så den kan studere agnen i det glasklare vand er løbet kørt, fortæller Henrik og tørrer hænderne i et viskestykke.
Jeg har selv vertikalfisket en del sandart gennem årene, og har da fået nogle gedder under fiskeriet. Alligevel føler jeg mig temmelig hooked af den nye metode, og er ved at udvikle en kraftig smag for mere.
Den pelagiske gedde er i konstant bevægelse, hvilket vanskeliggør fiskeriet, men samtidigt øger udfordringen. Henrik fortæller, at det ikke er usædvanligt, at man må køre ned flere gange på den samme fisk, da fisken måske slet ikke har opdaget agnen: – Sædvanligvis slipper man agnen lige bagved fisken, udenfor dens synsfelt. Båden ligger måske lige ovenpå fisken når man begyndte at køre ned, men når jiggen når den rette dybde, så har fisken flyttet sig et par meter fremad og misser på den måde agnen, fortæller han og fortsætter: – Får du ingen reaktion når du fører agnen ned over gedde-ekkoet, så skal du ikke give op med det samme, men følge efter fisken. Det er altså meget vigtigt, at være opmærksom på hvilken retning fisken svømmer, for at kunne positionere båden og præsentere agnen korrekt, uddyber han.

Her kan du se gedden tage agnen. Gedden kommer nedefra – jiggen ovenfra.
Sådan styres båden hen over gedden
At styre båden og tyde ekkoloddet er, ifølge Henrik, det mest vanskelige ved denne type fiskeri, og kræver en del timer på vandet før man har knækket koden: – Det er her fårene skilles fra bukken, fortæller han: – Koden er præcis som med sandartfiskeriet: Bruger du meget tid på elektronik og bådkontrol, så lykkedes du bedre med fiskeriet. Der findes ingen genveje til at lære sig, at tyde ekkolodsbilledet, forklarer Henrik og specificerer ekkolodsteknikken:
– For at finde fisken skal du både kunne beherske det traditionelle 2D billede og sidescan-funktion. Når jeg søger efter fisken er det vigtigt at have en fair chance for finde den i et relativt stort område, og det er her, sidescan kommer ind i billedet. Eftersom gedden ofte står dybt – mellem ti og tyve meter – sætter jeg følsomheden så højt som muligt, for at kunne tolke selv de svage ekkoer. Se her, udbryder han, og peger på en lille prik på skærmen: – Det kan være en fisk.
– At gedden ofte står i direkte tilslutning til byttestimerne, gør jo blot det hele endnu mere vanskeligt. Jeg stiller oftest Sidescan funktionen på 25 meter til hver side, altså ikke særligt bredt, og oftest ser jeg gedden på sidescan samtidigt med, at en svag skygge fremtræder på 2D ekkoloddet. At søge bredere anser jeg som totalt værdiløst, da det er for svært at se, når fisken står dybt og langt ude.
Vores kaptajn tager et sving rundt om en lang holme og videre ind i en større vig. Han justerer lidt på ekkoloddet, tager solbrillerne op i panden, og peger på den højre skærm der er delt op i to vertikale felter: – 2D ekkoloddet har jeg delt op i to vinduer med hver sin frekvens. En lav frekvens der giver en bred kegle og en høj med en smallere. Den lave frekvens virker godt sammen med sidescan når jeg søger efter fisk på dybere vand mens den smalle viser, om jeg ligger præcist ovenpå fisken. Slutteligt har jeg så et lille vindue med Down Scan, der har en bedre målseparation end det almindelige 2D lod – Det hjælper meget hvis der er fyldt med byttefisk under båden, fortæller han.

På trods af Henriks overbevisning om, at farven ikke betyder noget kan han ikke lade være med, at sætte et personligt præg på jiggen.
De helt rette farver på softbaitet til gedder
En kasse med agn kommer nu frem, og Henrik tager en rød sprit tusch op. Han samler en af jiggsne på dækket op, farvelægger halen, og giver agnen og stangen til Martin. Henrik fortæller at han tror, at agnens farve og bevægelsesmønster er mindre vigtigt, da gedden har svært ved at adskille farver i stærkt modlys. Trods det skifter han jævnligt farve for at matche lysforholdene:
– På solrige dage, er jeg af den opfattelse at gedden ser alt, men er det skyet så har jeg mest succes med mørke agn.
Det vigtigste er jiggens profil, det er her du skal lægge din fokus siger han, mens han finder en 30 centimeters jig frem, og fuldfører sætningen: – Nu og da bruger jeg store agn. En større agn er lettere at opdage, og i nogle søer trigger de ganske enkelt flere hug. Problemet med en stor agn er, at den kroger dårligere. Den sultne gedde har en fantastisk evne til totalt at misse en stor agn, når den angriber lige nedefra, fortæller Henrik, der kun bruger lange smalle jigs uden den store aktion, så den hurtigt finder tilbage til sin plads under båden når positionen korrigeres.

Nu og da kan det være en god ide, at forsøge sig med en stor agn. Her er har Henrik byttet shadden ud med en bred v-hale, hvilket giver mindre vandmodstand, og en bredere kontur.
Den perfekte jig til gedder
En sølv/gul-grøn jig med stor, flad, V-formet hale kommer frem, og Henrik begynder at tale med begejstring om dens egenskaber: – For mig er dette noget nær den ultimative agn til denne type fiskeri. Den har en bred profil og er i størrelse som en stor helt, som gedden kan sluge uden besvær. Jeg bruger altid kun en enkelt trekrog på denne agn, da det letter afkrogningen, men den skal så til gengæld også være stor og med et bredt kroggab. Krogen skal stikke lidt ud til siderne af agnens fulde bredde for at kroge så godt som muligt, fortæller han og beder Martin køre ned, da en fisk ud af det blå er dukket op lige under båden.
Fisken reagerer øjeblikkeligt, og inden Martin når at spørge om han har placeret jiggen rigtigt, hamrer fisken på agnen. Den piler afsted i et kraftigt udløb, og Martin er nødt til at tage en halv piruette for at følge med den godt knotne fisks tempo. Til sidst overvindes gedden dog af den stive klinge og lander i nettet. Martin, der er en kende overrumplet, sætter sig ned på dækket og puster ud, mens Henrik griner og kommenterer: – Det er lige præcis dette som er fedt, i forhold til sløve sandarter – Alt sker med lysets hastighed!
Mens solen langsomt går ned bag båden, filosoferer jeg lidt over hvor uudnyttet en ressource den pelagiske gedde er, for os lystfiskere. Belønningen er nemlig bare så stor, når man behersker metoden, for middelvægten og huggene er ganske simpelt i en liga for sig selv…
PÅ FISKETUR MED HENRIK?
Vil du også på intensivkursus i vertikalfiskeri efter gedder? Så kontakt Henrik, og hans firma ”Fishing in Sweden” Henrik laver også guidede ture efter sandart og rødding: info@fishing-in-sweden.com, +46 76 815 20 29. Under fisketuren kan du spise og bo på Wiredaholm Golf & Konferens. info@wiredaholm.se, +46 390 31 140
Du kan lære mere om vertikalfiskeriet efter gedder i Henrik Olssons kapitel i bogen Geddefeber, som du kan købe her.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018
okt 21, 2020 | Nyheder
– For nylig var jeg til en fest, hvor jeg tilfældigvis kom til at høre, at der sad en ivrig lystfisker lidt ved siden af mig, fortæller Tom Søgaard. – Og da jeg selv er kommet i gang med at fiske for et par år siden, tænkte jeg, at ham skulle jeg da lige have snakket med i løbet af dagen. Det viste sig, at han var ivrig geddefisker, og fangede mange fine gedder, så jeg gav ham mit nummer, og sagde at han bare kunne ringe, hvis han kom til at mangle selskab på en tur.
– Allerede ugen efter om torsdagen, kom der en besked om, at hans normale makker ikke kunne den kommende weekend, så hvis jeg var frisk, var der plads. Selv om jeg havde en aftale lørdag aften, og skulle afsted allerede kl. 6 søndag morgen, sprang jeg til med det samme, for den chance ville jeg ikke lade gå fra mig.
– Jeg mødtes med min nye fiskeven ved solopgang, og der var pragtfuldt vejr, så forventningerne var høje. Efter at have rigget båden til, og fået den sat i vandet, begyndte vi jagten på gedderne. Heldigvis var der skønt vejr, varm kaffe og et par sprøde rundstykker…for fisk var der ingen af, de første timer. Snakken begyndte snart at gå på, at en nultur jo også kunne være en god tur. Umiddelbart efter dette, skiftede vi position, og så begyndte der at ske noget. Pludselig fik jeg hug på skallen, og fisken tog godt med line. Jeg ventede til den faldt lidt til ro, så slog jeg bøjlen over, og spandt langsomt ind til der var kontakt, hvorefter jeg gav et kraftigt modhug. Det var som at rykke i en sten. Herefter startede en spændende fight, hvor man tydeligt kunne mærke, hvem der bestemte tempoet. Men sikke en oplevelse, da min første gedde lå i nettet, og så var det oven i købet et pragteksemplar på godt en meter.
– Fisken blev hevet op på landingsmåtten, afkroget, fotograferet og vejet, og så sat nænsomt ud igen. Når man ser så stor en gedde på tæt hold, kan man kun blive imponeret. Den er en fuldblods jæger, der bedst kan beskrives som én stor muskel med store spidse tænder. Herefter var der bid med jævne mellemrum, og vi fik landet seks flotte gedder mellem 88-102cm. Derudover mistede vi ligeså mange, som var snu nok til at snuppe skallerne, som vi brugte som madding, hvorefter de smuttede igen. Jeg havde ikke tidligere tænkt på geddefiskeri som en aktivitet for mig, der normalt fisker ørreder i fjord eller å, men jeg er ikke i tvivl om, at det bestemt ikke er sidste gang jeg har jagtet dette smukke dyr.
okt 17, 2020 | Nyheder
– Jeg skyndte mig hjem fra job, fortæller Line Feddersen Jensen. – Manden havde allerede fyldt bilen med alt fra stænger til grej, måtte og vejeslynge. Jeg tænkte han var lidt optimistisk, da vi ikke havde fanget noget større, der ligefrem krævede landingsmåtte i laaaang tid, men skidt med det – nu var det jo pakket. Vi susede afsted til spottet og fik sat majs på krogen, da der lige skulle fanges agnfisk først.
– Planen var nemlig at smide død agn på en krog en halv til en meter over bunden og så vente. Skallerne bed hurtigt, så de blev dræbt, rigget og kastet ud. Bidmelderne var sat på tre skaller, og så var det bare at vente.
– Da det var ved at være aften cirka 30 minutter efter skallerne blev rigget, begyndte fiskene at hoppe i overfladen. Små splask, store splask. Vi når lige at sige “hold da op, der er gang i den” før vi hører verdens bedste lyd. Bip.. bip-bip.. biip-biip-biiiiiip. Vi kiggede på hinanden, og det var min stang. Jeg væltede næsten i mine gummistøvler i vandkanten på vej hen til stangen. Spændt og lidt nervøs greb jeg stangen, spandt lidt ind og slog baitrunner-mode fra. Jeg spandt lidt mere og så satte jeg modhugget. Jeg var lidt i tvivl, om der var noget til at starte med, indtil jeg mærkede et ordentligt ryk!
– Den fightede, tog line og hoppede endda op over vandet! Efter nogle minutters kamp om at holde den ude af sivene, fik vi endelig landet den! Vi målte og vejede den til 88 cm og 4,93 kg. Jeg tog nogle billeder og fik den skånsomt sat ud igen. Heldigvis var den hurtigt klar, selv efter en fantastisk fight. Det var en rigtig skøn måde at bruge en efterårs aften på.
okt 17, 2020 | Nyheder
– Nu var det tid, fortæller Anders Nørgaard. – Jeg har aldrig har jeg fisket med død agn med mere end én stang, og en afbrækket gren som stangholder, men jeg havde nu investeret i et geddesæt. Sættet bestod af tre stænger, rod pod, bidmeldere osv, så alt det rigtige grej var i orden nu. Aftenen inden blev der smurt madpakke, bundet deadbait rigs, testet bidmeldere, og meget mere. Nu var alt klar. Fredag morgen blev bilen startet klokken 7:30 og den første stang kom i vandet 8:30. Der var en følelse af spænding i luften. Alt var musestille, der var tåget og kun 1 grad varmt. Tågen var så tyk, at flådende forsvandt, trods den orange farve. Godt jeg havde bidmeldere.
– Efter blot 10 minutter gik den første bidmelder og jeg løb fra en spot, hvor jeg kastefiskede. Gedden svømmede med agnen i ca. 15 sekunder, og jeg gav modhug. Her fandt jeg hurtigt ud af, hvor tyk grøden var i søen, i det jeg mistede fisken cirka 15 meter ude. Nu var taktikken at få fisken så hurtigt op til overfladen, så de ikke blev tabt til grøden igen. Sådan fortsatte det indtil klokken 10.00, hvor i alt 7 fisk tog min deadbait. Desværre landede jeg dog kun to – øv øv. I mellemtiden blev der kastefisket fra forskellige spots, hvor yderligere to blev landet. Den største var 78 cm.
– Tågen var klaret op, solen skinnede, temperaturen steg brat og der kom en let brise. Her begyndte troen på flere gedder at forsvinde. Erfaringsmæssigt fanger jeg ikke så mange midt på dagen. Derfor besluttede jeg mig for at pakke sammen klokken 13:30, og så måske tage en morgen/aftentur senere på weekenden.
– Klokken 13:15 går den ene bidmelder, men kun en lille smule. Der var helt sikkert noget på, men gedden svømmede ikke med agnen i munden. Derfor tænkte jeg ”nå ja, det er bare en af de små igen som bare gnasker lidt i den”. Efter 20-30 sekunder giver jeg modhug, og jeg kan med det samme mærke, at det er en større fisk. Den var måske 90 og 5 kilo. Gedden bliver trukket ind som var det en 60’er, lige indtil den når 20 meter ind fra bredden. Det bliver til en mindre fight på lidt over 5 minutter, hvorefter hun kommer i nettet. Gedden var 108 cm lang og 50 i omkreds. Desværre blev hun ikke vejet, men er estimeret til 9 – 10 kilo. Hun blev lige så fint genudsat, og nu glæder jeg mig til at fange hende når hun får vinterform og vejer over de 10 kg. En helt fantastisk afslutning på en geddetur med mange mistet, og mange små.
okt 14, 2020 | Nyheder
De faldende temperaturer byder på et bedre og bedre geddefiskeri.
– Her i går ville knægten – Phillip Enbrico Jensen – forsøge at slå sin rekord i antal gedder på en enkelt tur med sin egen geddestang, fortæller Bejamin Jensen. – Og det gik ikke stille for sig, for Phillip fik intet mindre end ni på land med fire mistet under fighten. Han øver lige pt på at håndtere og afkroge dem uden sine handsker, så længe de er under fem kilo, men det blev alligevel til et par smuttere med snittede fingre. Og så faldt han ned af en skrænt med mudder op af siden, så han fik oversvømmet sine gummistøvler, så far her måtte ofre sin ene sok til knægten fusser. Men – der var intet jammer og intet piveri. Han kørte bare på den seje knægt. Og ja – han klarede den selv, både med modhug, fight, håndtering og afkrogning.
– Det hele endte med, at han afsluttede turen med en flot madame på 8,6 kg. Billedet kunne godt have været bedre, da det er svært at se, hvor enormt tyk og bred den faktisk var, men den var sindssyg tung for ham at holde, slutter Benjamin.
okt 11, 2020 | Nyheder
Efterårsgeddesæsonen er godt i gang, og der bliver fanget fint med gedder derude i det ganske land.
– Både manden og knægten er gået til den med gedderne den sidste måneds tid, så jeg tænkte, at jeg lige skulle vise drengene, hvordan det skulle gøres, fortæller Betina Louise Lorentsen. – Så jeg tog manden med ned efter nogle agnfisk, og satte kursen ned mod Herlufsholm ved Susåen, hvor vi målrettet gik efter de spots, hvor alle andre tænker “Der kan jeg ikke komme til” og går videre.
– Vi kravlede gennem krat, buske og skov og kastede underhåndskast under udhængene grene til de dybe huller, som vi kunne finde. Vi fik først tre mindre gedder, men vi vidste, at der måtte stå en stor madamme i et af hullerne – og ganske rigtigt. Den allersidste agnfisk, en rimte på cirka 400 gram, blev nemlig hapset hårdt af denne gedde. Det var en fed oplevelse for en forholdsvis ny fisker som mig.
okt 10, 2020 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Trolling, Trolling efter gedder
Det varer ikke længe, inden efterårsfiskeriet går i gang og kulden sætter ind, så hvad kan være mere naturligt end at mindes en god sommer på søerne. Følg med Daniel Stormly på vandet.
AF DANIEL STORMLY
Uret ringer som altid klokken lort, og jeg er hamrende træt! De første tanker, der slår mig, er at for én gangs skyld ville det nok ikke gøre noget at blive liggende, men jeg er langt over halvvejs i mit personlige projekt, så som de utallige andre morgener kommer jeg afsted.
I marts fandt jeg jo hurtigt ud af, at Covid-19 nok ville sætte en stopper for alle mine rejser, og det betød, at jeg måtte aflyse en Thailands tur, fire ture til Spanien og en tur til Afrika, som jeg skulle have været på, imens jeg skriver dette. Kun en enkelt tur til Spanien blev trumfet igennem, men den var heldigvis vellykket. Så set i bakspejlet var det dét helt rigtige at gøre, at få året til at gå med et større personligt projekt herhjemme, og der var jo ingen tvivl om, at det skulle handle om min absolutte ynglingsfisk, siden jeg kunne gå – gedden!
Drømmen om storgedden
Netop gedden har spøgt i mit sind så længe, jeg kan huske. Rent instinktivt har jeg altid haft en urokkelig respekt for den fisk, måske fra da jeg måtte smide min fars net og løbe skrigende væk, da jeg som meget ung knægt skulle nette et ordentligt svin for ham, som så sprang direkte op i hovedet på mig. Fisken blev desværre ikke landet, da det hele som sagt gik lidt galt, og den gamle måtte kæmpe med stærke mavekramper af ren grineflip over synet!
Der har bare altid været noget med lige dén fisk. Så under dette års geddefredning blev planerne lagt, grejet blev optimeret, teorier i massevis skulle bekræftes eller afkræftes, og så skulle jeg lære de største søer vi har på Sjælland at kende, så jeg kunne fiske amok med bådene i min fantastiske forening – LF.
Efter gedde på de store sjællandske søer
Slagene skulle stå på Arresø, Tissø, Furesø, og Esrum sø. Det skulle foregå med trolling og udelukkende med store softbaits. Hvis vejrforholdene og bookingsystemer osv tillod det, skulle jeg fiske hver anden dag fra den første maj til og med efteråret. I lange perioder lykkedes det at gøre det på den måde, men i korte perioder hist og her var vinden for hård, eller også skulle jeg lige have et break i form af en karpetur.
Det kunne mærkes på psyken, at jeg havde kørt på så længe, og at det var begyndt at blive meget dejavú agtigt om morgenen, når jeg tog ud. Men jeg havde haft et vanvittigt godt fiskeri i mange måneder nu, og vejret var perfekt. Jeg skulle have en god kammerat med i båden den dag, så jeg kom selvfølgelig afsted som altid. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange fisketure, jeg selv har aflyst i hele mit liv – selvfølgelig i håbet om den helt store fisk.

Daniel Stormly med belønningen for en hel sommers hårdt arbejde på de sjællandske søer.
Afsted på geddetur
Ved ankomsten bliver båden som oftest tømt for vand, og jeg får pakket LF båden med grej og udstyr. Vi glider ud af havnen, og den store sø åbner sig for os. Mod øst kan vi se den orange solopgang, imens mosekonen brygger så langt øjet rækker. Min kammerat slubrer lidt kaffe, og vi bliver enige om, at det ikke kan føles mere rigtigt i maven.
Vi når sættedybden, og får sat seks stænger med forskellige softbaits i den dybde, som jeg havde fundet den røde tråd i på de forrige ture netop hér. Vi fisker kun med seks stænger, da jeg syntes otte eller ti, som nogle bruger, bliver for meget. Personligt har jeg haft langt bedre fiskeri med langt mellemrum imellem mine lures, så de fremstår alene i vandet frem for tæt på hinanden. Og så er der meget mindre kaos, hvis næsten alle stænger går samtidig, hvilket jeg fik prøvet fire gange denne sommer. Når det sker, så er seks stænger MERE end rigeligt…
Der går ikke længe, før der kommer lidt i båden, og min makker får en rigtig fin fisk et par timer inde i fiskeriet, som selvfølgelig bliver taget op i båden og fotograferet. Hovedparten af alle fisk bliver altid bare afkroget ved siden af båden, uden fisken nogensinde forlader vandet. På dette tidspunkt har jeg fået hundredevis af gedder siden starten af sæsonen, så alt under omkring otte kg har været meningsløst at bakse med i båden-
Gang i gedderne
Det gode fiskeri fortsætter, og vejret ændrer sig ikke ligefrem til vores fordel. Vi ved, at om to timer når vinden over 8 sekundmeter. Så er det ikke sjovt mere, og turen har jo allerede været fantastisk. Men – som alle kender til, så havde jeg jo lige et område vi lige SKULLE sejle over, inden vi tog hjem.
På vej derover foreslår makkeren at hive stængerne op, så vi kan komme hurtigt derover, fordi tiden går, men jeg foreslår, at vi holder kursen, for jeg har mange gange erfaret, at de helt store kommer ud af de blå, hvor man slet ikke har regnet med det.
Som tiden går, og vi intet har fanget et stykke tid på vej imod det sidste område, sidder jeg og viser makkeren ét af mange store halvfriske ar på mine hænder fra denne blodige geddesommer. Mens jeg gør det, fortæller jeg ham om en af de rigtig store gedder, som jeg fik for nogle uger siden på en af de andre søer. Jeg fik aldrig et billede af den, for storgedden fik revet sig løs efter afkrogningen i vandet – lige som jeg begyndte at løfte i den tunge krop. Den fik smadret min hånd så meget, at jeg måtte gøre båden rent for blod bagefter for at kunne være bekendt at aflevere den, uden at den næste bruger skulle tro, at der var blevet begået en forbrydelse…
Midt i denne historie – omkring hundrede meter fra destinationen – krøller min midterste styrbord stang sammen ud af ingenting, og i det samme hører jeg lyden af knarren på mit hjul, hvor linen bliver trukket af – langsomt og jævnt. Det er næsten altid en stor fisk, når det foregår på denne måde, da de mindre ikke har vægten til at kunne gøre sådan.
Jeg får lagt pres på fisken uden modhug, hvilket er nødvendigt grundet bådens fremdrift og mine løse krogopsætninger på alle de agn jeg bruger. Jeg bliver hurtigt overbevidst om, at hugget er bedre ud end det så ud til at være. Nogen gange tager fisken røven på én, og dette blev også tilfældet her: Da fisken vender rundt efter at have fulgt med omkring ti meter, tager den et jævnt langsomt og tungt udløb på halvtreds fod, som jeg kan følge på min line tæller. Og det sker uden, at jeg føler et eneste hovedryst eller hale slag. I samme sekund jeg er overbevist om, at det bare SKAL være en af de helt store +’ere.

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait. Alle tre geddefotos i artiklen er den samme fisk, der fortjente mere end bare et eneste foto.
Tovtrækkeri med kæmpegedden
Min kammerat skruer ned for bådens tempo og fremstammer, at dét der kraftedeme ligner en stor fisk. Og han selv har fisk på samvittigheden, som jeg stadig drømmer om. Vi er efter et par minutter nødt til at stoppe båden og sætte den frontmonterede på anker, imens min kammerat trækker sine stænger ind. Imens presser jeg fisken, da det klart er en fisk, som behøver det.
Efter nogle minutters tovtrækkeri ser min makker fisken under mig, hvorefter han lynhurtigt flyver ned gennem båden og henter nettet. Idet han kommer tilbage i min ende af båden, krøller min yderste stang sammen, uden at båden har fremdrift eller noget. Jeg kan bare se, at det er en god fisk, der trækker afsted med mit store softbait. Bremsen får et par klik, og fisken jeg stadig ikke kan se for min kammerat og bådkanten, bliver tvunget op.
Pludselig kan jeg høre hans sejersbrøl, hvorefter jeg med det samme kaster stangen fra mig og tager den anden fisk. Der er ingen tvivl om, at den også er god, men den er ikke helt samme kaliber som den anden, får jeg overbevist mig selv om. Imens står min kammerat og siger, at den fisk jeg stadig ikke har kastet et eneste blik på, 100% sikkert er en plusser. Spørgsmålet er kun hvor meget. Jeg får ivrigt banket fisken ind, og det er en fantastisk smuk fisk, som vi skyder til omkring otte kilo, mens jeg kun lige når at skimte, hvad der venter på mig i nettet.
Alle stænger er oppe, og stressen er ovre. En dyb vejrtrækning bliver taget, idet jeg kommer over og kigger ned i nettet: Hvilket syn! Intet kan give mig den følelse, som en gedde i den kaliber gør. Den ligger bare der og stirrer på mig med de knivskarpe øjne, og ryggen er så bred, at den ligner mere en krokodille end noget andet!
Jeg laver et hurtigt filmklip til min Instagram @monsterangling. Hun er lidt rundtosset, men kommer sig, og følelsen af at se dette monster svømme stille og roligt ned i dybet igen behøver vel ikke beskrives yderligere. C & R er super vigtigt, hvis vi skal bevare et godt fiskeri. Sikken afslutning på en god dag med min kammerat, og ikke mindst mit sommerprojekt, som var ved at synge på sidste vers.
Hun ramte desværre ikke mit gedde mål på 15+, men havde klart længden og genetikken. Denne sommer har jeg blandt 10+’erne fra tre af de fire vande fået tre fisk, der UDEN tvivl er over de fantastiske 15 kg her til vinter eller op til legen – så mon ikke hun kommer til mig en dag. Denne sommer har været hård, men også den mest lærerige nogensinde. Den har bragt mange fantastiske bekendtskaber med sig, plus selvfølgelig fangster, minder og ej at forglemme ar for livet skabt med dryppende bloddråber ned i de store dybe søer. Nu banker efteråret og vinteren på døren. Hvem ved, hvad det bringer!
okt 8, 2020 | Nyheder
– Tirsdag d. 6. oktober 2020 havde jeg allernådigst fået tideligt fri fra det gods, hvor jeg arbejder, da vejrforholdende ikke tillod, at vi fortsatte arbejder, fortæller Alexander Schultz Rothausen. – Jeg havde netop hentet en pakke med endegrej fra Hig5 lures, og da jeg nu havde eftermiddagen fri, kriblede det for at komme på vandet og prøve de nye sager af.
– Vejret så fortsat ikke for lovende ud, men fast besluttet pakkede jeg regntøjet og drog så ellers ned til en privat sø, som jeg har fisket i siden barnsben. Da jeg ankom til broen, var min ene stang allerede rigget til med en SG Goby shad, så omend jeg var ivrig efter at afprøve det nye grej, skulle den dog have et skud forinden. Jeg tjekkede bremsen og lagde så ellers et kast langs et sivstykke, der som oftest huser en gedde eller to. Det gjorde jeg klogt i! For efter at have halet agnen bare et par meter ind, lavede jeg et spinstop og mærkede da med det samme et hug. Jeg gav tilslag, så et stort plask i overfladen og vidste med det samme, at der var tale om en god fisk, idet den ellers stramme bremse begyndte at give lyd fra sig.
– Jeg strammede bremsen yderligere og holdt fisken hårdt, alt imens jeg med én hånd febrilsk forsøgte at folde nettet ud. Fisken gik dybt i det mørke vand og efter, hvad der føltes som en evighed, havde jeg endnu ikke set den ordentligt. Med et kom en stor bred skikkelse dog op til overfladen. Jeg rakte ud efter den med nettet, men den tog udløb. Jeg trak den endnu engang ind mod nettet, men den trak igen afsted. Først 3. gang lykkedes det at nette den store dame, og det var ikke et sekund for tideligt. For ligesom hun kom i nettet, mistede krogen sit greb, og agnen var fri. En smule forvirret og fuld af beundring betragtede jeg kort den enorme madame, inden jeg skyndte mig at finde vægten og målebåndet frem. 123 cm lang og 13,5 kg tung var fisken, og den toppede dermed min forhenværende PR fra i vinters på 11 kg og en estimeret længde på 115cm. Jeg fik taget et par hurtige billeder, der dog var besværliggjort af den tiltagende regn og det faktum, at jeg var alene. Herefter genudsatte fisken jeg, der uden videre slog hårdt med halen og forsvandt ned i dybet.