– For nylig var jeg til en fest, hvor jeg tilfældigvis kom til at høre, at der sad en ivrig lystfisker lidt ved siden af mig, fortæller Tom Søgaard. – Og da jeg selv er kommet i gang med at fiske for et par år siden, tænkte jeg, at ham skulle jeg da lige have snakket med i løbet af dagen. Det viste sig, at han var ivrig geddefisker, og fangede mange fine gedder, så jeg gav ham mit nummer, og sagde at han bare kunne ringe, hvis han kom til at mangle selskab på en tur.

– Allerede ugen efter om torsdagen, kom der en besked om, at hans normale makker ikke kunne den kommende weekend, så hvis jeg var frisk, var der plads. Selv om jeg havde en aftale lørdag aften, og skulle afsted allerede kl. 6 søndag morgen, sprang jeg til med det samme, for den chance ville jeg ikke lade gå fra mig.

– Jeg mødtes med min nye fiskeven ved solopgang, og der var pragtfuldt vejr, så forventningerne var høje. Efter at have rigget båden til, og fået den sat i vandet, begyndte vi jagten på gedderne. Heldigvis var der skønt vejr, varm kaffe og et par sprøde rundstykker…for fisk var der ingen af, de første timer. Snakken begyndte snart at gå på, at en nultur jo også kunne være en god tur. Umiddelbart efter dette, skiftede vi position, og så begyndte der at ske noget. Pludselig fik jeg hug på skallen, og fisken tog godt med line. Jeg ventede til den faldt lidt til ro, så slog jeg bøjlen over, og spandt langsomt ind til der var kontakt, hvorefter jeg gav et kraftigt modhug. Det var som at rykke i en sten. Herefter startede en spændende fight, hvor man tydeligt kunne mærke, hvem der bestemte tempoet. Men sikke en oplevelse, da min første gedde lå i nettet, og så var det oven i købet et pragteksemplar på godt en meter.

– Fisken blev hevet op på landingsmåtten, afkroget, fotograferet og vejet, og så sat nænsomt ud igen. Når man ser så stor en gedde på tæt hold, kan man kun blive imponeret. Den er en fuldblods jæger, der bedst kan beskrives som én stor muskel med store spidse tænder. Herefter var der bid med jævne mellemrum, og vi fik landet seks flotte gedder mellem 88-102cm. Derudover mistede vi ligeså mange, som var snu nok til at snuppe skallerne, som vi brugte som madding, hvorefter de smuttede igen. Jeg havde ikke tidligere tænkt på geddefiskeri som en aktivitet for mig, der normalt fisker ørreder i fjord eller å, men jeg er ikke i tvivl om, at det bestemt ikke er sidste gang jeg har jagtet dette smukke dyr.

Grejxperten - Black November

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This