feb 24, 2021 | Nyheder
– Den 23. februar kom endelig dagen, som jeg havde ventet længe på. – Min foretrukne geddesø i det midtjyske var næsten isfri. Den var ihvert fald isfri nok til, at jeg i min Savage Gear High Rider uden problemer kunne komme ud på søen. Jeg har fisket i søen mange gange og ved, at der kan være fisk næsten overalt, men regnede i dag med, at de skulle findes på de dybeste steder, og at jeg skulle fiske tæt på bunden samt meget langsomt. De første par timer gik derfor med at prøve forskellige steder og diverse agn, mens jeg nærmede mig stedet i søen, hvor der er dybest – nemlig omkring 6 meter. Her regnede jeg egentlig med, at jeg kunne finde fiskene. Men efter at have af fisket dybet af med både store gummi dyr, solide jerk baits og spinner baits uden kontakt, gik jeg over til at dørge med en Holigan Roach i motoroil farve, og jeg kom ikke langt, før en fin 85 cm og 4 kilos gedde lod sig friste. Jeg tog et hurtigt billede, hvorefter den fik friheden igen.
– Jeg fortsatte med dørgningen lidt rundt i søen og endte på modsatte side af, hvor jeg gik i land. Jeg frøs nu ret meget om fødderne, så jeg begyndte derfor at dørge hjemad og tænkte, at én fisk jo også er fint, så er det da ikke en nultur. Pludselig fleksede min stang for vildt, og jeg fik den taget ud af stangholderen. Jeg mærkede med det samme, at det var en god fisk. Hvor god kunne jeg ikke lige vurdere, da den havde hugget ude på 40-50 meter. Jeg lagde lidt pres på og kunne se fisken plaske i overfladen ca. 40 meter ude. Herefter fulgte den pænt med, indtil ca. 5 meter fra flyderingen. Så gik den dybt, og her kunne jeg for alvor mærke, at det var en stor fisk, og den var bare tung.
– Til sidst fik jeg presset den op til overfladen, og her tog den 2-3 gode udløb, hvor jeg blev trukket godt med. Så var det lige som, at kræfterne slap op, og jeg fik den hen til flyderingen. Jeg fandt nettet frem og kunne her se, at det godt kan blive problematisk at lande den, da den var meget stor i forhold til nettet. Det lykkedes mig dog at nette den fra halen af første gang og tænkte – yes den var der, men der gjorde jeg regning uden vært: Pludselig sprang gedden helt ud af nettet og tog endnu et vildt udløb mod bunden. Heldigvis var den kroget supergodt, og det lykkedes mig at lande den kort efter. Det var vel egentlig først der, da den lå i nettet, at jeg rigtig kunne se, hvor stor den egentlig var, og hvor tung den føltes. – Den da måtte da slå min tidligere PR på 1. meter og 7,6 kg, tænkte jeg. Jeg sejlede derfor ind til land, hvor vægten sagde 10,8 kg, efter at jeg havde trukket nettes vægt fra. Storgedden var hele 109 fuldfede cm. Hvilken fisk og hvilken oplevelse. Efter lidt billeder fik den lov til at svømme ud i friheden. Tak for kampen, slutter Kristian Knudsen.
feb 22, 2021 | Nyheder
– I går besluttede jeg mig for at tage ud og fiske gedder, fortæller Samuel Gertsen. – Jeg tog ud til en privat sø bevæbnet med mine to flådstænger. Fremme ved pladsen satte jeg en 700 gram’s rimte på det ene takel og en skalle på 400 gram på det andet. Så kastede jeg ud med begge takler.
– Det første hug kom allerede efter 10 minutter, og jeg var slet ikke rigtig klar. Jeg så bare lige pludselig, at flåddet var under, og det endte så med, at jeg mistede en god fisk. Det andet hug kom på rimten, og den gav jeg 12 sekunder efter den hev flådet ned, hvorefter jeg gav et solidt modhug. Så sagde det bare “BANG”, hvorefter gedden tog et par vanvittige udløb samt sprang en hel meter fri af vandet. Efter 10 minutters fight kunne jeg lande fisken og få taget nogle gode billeder. Fisken, der vejede 8.3 kilo, var ny PR. Alt i alt en fantastisk dag i det lækre solskin.
feb 22, 2021 | Nyheder
– Søndag den 21/2 havde jeg og min rigtig gode fiske makker besluttet os for, at vi skulle ud efter nogle gedder fra flyderingen, nu hvor isen var begyndt at tø, fortæller Anders Nielsen. – Vi havde aftalt at mødes kl 09:00 ved et hemmeligt sted nær Harboøre. Det er et sted, vi har fiske mange gange før både fra land, båd og fra flydering, så vi vidste, at der ville være gedder at fange der.
– Solen var ved at komme frem, da vi begyndte at køre klar. D det blæste dog lidt, men ikke så meget, at vi ikke kunne komme ud og fiske. Det skulle så vise sig at være en god ide, at vi tog der hen den dag. Vi havde blot fisket i en halv times tid, da den første fisk var oppe i flyderingen. Det var en pæn lille hangedde på de små 50cm. Da klokken blev 12:00 besluttede vi os for at sejle ind for at få noget frokost.
– Da vi havde fået fyldt brændstof på rugbrødsmotoren igen, sejlede vi ud. Vi besluttede os for at ligge op af nogle siv og spinnefiske lidt, mens vi lå lidt i læ. Jeg smed en stang med en død skalle på ud og tænkte, at det kunne jo være, at der var en gedde, som ville lege med der. Den nåde dog ikke at være ude i mere end 20-30 minutter, før flåddet forsvandt og kampen gik i gang. Det tog lidt tid, men til sidst kom gedden ind. Det vidste sig at være en stor hungedde som målte 101cm og vejede 7,2kg. Der blev taget nogle billeder, og ud kom den igen.
– Så var det ellers på med en ny skalle, og ud med den. Efter små fem minutter var flåddet væk igen. Denne gang var det en lidt mindre hungedde, som målte 95cm og vejede 6,9kg. Det blev dog ikke til en større gedde de to første. Alt i alt fik vi 10 gedder fra 50cm – 101cm og fra 3 – 7,2kg.
feb 20, 2021 | Nyheder
– Min kammerat Mads Kaagaard og jeg havde en teori om, at et af vores spots i en lille sø/udbredning på gudenåen nok var isfrit, fortæller Anders Mosegaard Rasmussen. – Så torsdag i vinterferien tog vi chancen og pakkede geddegrejet, en masse uldent tøj og resterne af en flaske Doktor Nielsen bag i “Det Gule Lyn” og kørte mod Gudenåen. Vi ankom til P-pladsen og affiskede et par små lommer på vej ned til spottet, dog uden den store kontakt, udover et enkelt måske-nap i Mads’ softbait. Vi opgav derfor lommerne og tog de sidste par hundrede meter uden flere svinkeærinder inden, “hotspottet” skulle affiskes.
– Hotspottet var perfekt… Et stort bagvand med sporadisk grøde lå lige foran os med dybt strømvand længere ude Det lugtede jo nærmest af fisk. 20 minutter inde i fiskeriet og 15 meter ude i bagvandet var der pludselig en rigtig tyksak, der tog Mads’ agn… “YES!”… blev der råbt … Jublen blev dog hurtigt til panik, da Mads stod i mudder, og derfor ikke kunne gøre meget, da gedden styrede mod sivene til højre for ham. Så jeg måtte på banen og vove mig ud i mudderet med mit net. Jeg fik, efter et par minutters slåskamp med mudder, siv og grene, puffet til sivene fisken sad i, så fisken kom fri, og Mads kunne styre tyksakken ind i nettet.
– Det var en 77cm gedde på den gode side af 3,5 kg. Det var en fin start, men det kunne jeg jo ikke have siddende på mig, så to kast efter lavede jeg et taktisk kast ud i hovedstrømmen, lod min gyldne softbait glide ned i dybet og trak den forsigtigt ind i bagvandet i et aftagende tempo. Så tog jeg to hurtige tørn for at få den lidt op i vandsøjlen og “SMACK!” – så var der vægt i den anden ende! Jeg ville ikke ende i samme situation som Mads … så jeg tog et håbefuldt skridt ud i uvisheden og fik anbragt mig selv, så jeg kunne komme fri af sivene, mens Mads rumsterede rundt bag mig efter net og mobiltelefon.
– Fisken drejede ud mod hovedstrømmen, som få meter senere ender i lavt hurtigt strømmende vand, så der ville jeg ikke have den hen. Gedden vendte heldigvis, men benyttede muligheden til at forsøge at vriste sig fri med nogle store hovedryst i overfladen cirka 10 meter fra stangspidsen. Der kom dog ro på den igen, og Mads blev klar med nettet, så vi sammen kunne lande en 6,1 kg tung, 92 cm lang, jysk krokodille. Turen bød også på en trekilos fisk til mig, der dog ikke blev målt og vejet.
– Jeg var godt tilfreds, men Mads havde fået geddefeber. Så dagen efter fik han mig til at hente ham i Det Gule Lyn igen, og manden fik sku sin revance. Han fik nemlig en rigtig fin fisk på 93 cm og 5,7kg efter en egentlig ret udramatisk fight. Damen havde dog gemt på dramatikken, for da vi skulle have et billede valgte den at gøre oprør og vriste sig fri af Madses greb og forsvinde ned i det mørke mudrede vand mellem os… Eller det troede vi, for 20 minutter senere opdagede Mads, at den stadig stod i siden på 30-40 cm vand, som var den i trance. Han fik den vendt, så den selv kunne finde sin vej ud af mørket igen. Alt i alt to fremragende dage ved Gudenåen med fire gedder på land, godt selskab, masser af konkurence og venskabligt mundhuggeri – samt nænsom forplejning fra Doktor Nielsen. Det var helt klart ikke en dårlig måde at bruge et par dage af vinterferien på.
feb 11, 2021 | Nyheder
– Min faste makker Nicolai Akselsen og jeg skulle afsted igen, fortæller Nikolai Weile. – Dagen var sat af til geddefiskeri med død agn på bunden, som er noget fiskeri, vi begge går meget op i. Vi ankom til “spottet” og pakkede lige så stille ud. Efter en del kæmpen med bank-sticks, fordi vi have glemt gummihammer, fik vi sat fælderne og gik i gang med kaffen. Men som altid, nåede vi kun lige at trykke stempelkanden i bund, før det første forsigtige bib kom. Vi tænkte begge driv-is, men da vi kiggede, kunne vi godt se på hangeren, at der var noget andet i gang. Så kaffen måtte være kaffe, for nu skulle der landes fisk. Det blev en flot krabat til stor-gedde fangeren Nicolai på 12 kg. Derefter var det tilbage til den lunkne kaffe.
– Efter en times tid med stilhed ændrede jeg taktik og fiskede tæt på egen bred. Det viste sig ikke at være en helt dårlig ide, for efter cirka 10 minutter kom der et lille bib, så jeg gik hen til stangen. Efter et par hop i stangspidsen tog jeg chancen og rykkede til, og her kunne jeg mærke, at den var god. Jeg fik damen i nettet og vejet den. Jeg kunne til min store glæde konstatere, at jeg også havde fanget en god en, for hun havde også en imponerende kampvægt på 10,3 kg. Alt i alt en god dag: To makkere, to timer og to gedder over 10 kilo.

Nikolaj med sin fine fisk. Øverst ses Nicolai med sin 12 kilos gedde.
feb 5, 2021 | Nyheder
Vandet på vores søer er efterhånden stift de fleste steder nu, men der er enkelte steder, som ikke er lukket endnu. Blandt dem er især enkelte åer og kanaler, hvor strømmen stadig er kraftig nok til at holde tilisningen i skak. Men – det holder nok ikke længe isfrit med de frostprognoser, der er lige nu.
En af de geddefiskere, der har trodset det kolde vejr, er Andreas Lindegaard, som netop har fået en ny PR fra en af de kanaler, som endnu ikke er lukket:
– Der er egentligt ikke det helt store at fortælle, for jeg havde blot valgt et sted at fiske, og sagde til mig selv, at nu tager jeg tre kast her, og så kører jeg hjem og får varmen… 1. Kast = intet… 2. Kast…en stor gren fra bunden… 3. Kast… troede det var endnu en gren på bunden, men da grenen skred men en masse line, gik det op for mig, at det nok IKKE var en gren…
– Til sidst fik jeg den endelig ind til kanten, hvorefter den viklede sig ind i en masse siv. Mit net kunne ikke nå, uden at jeg gik i vandet, så mine skridtstøvler var jeg MEGET glade for der. Jeg fik bæstet i nettet efter endnu en fight, for hun var ikke klar til landjorden endnu. Og – for at det ikke skal være løgn, så var min line knækket ved jig’en, for jeg var egentlig ude efter aborrer, så jeg havde ikke forfang på. Der kom heldigvis et pænt ægtepar gående, og de ville gerne tage et par billeder af fisken og mig, så et stort tak skal der lyde til dem.
feb 3, 2021 | Nyheder
– Vi var to kammerater, som havde planlagt en tur efter gedder i det kolde vejr, fortæller Nikolai Lindholm. – Der var ”låg” på de fleste fiskevande, hvilket gjorde mulighederne få. Men vi fandt dog et vand, som vi ikke havde prøvet før. Vi mødtes tidligt for at få første valg på pladserne, men det viste sig dog ikke at være tidligt nok, da et par fiskere var ankommet lige før os. Vi placerede os et stykke fra de to første fiskere, som vi fik en rigtig god snak med i løbet af dagen.
– Planen var, at fiske med levende agn fra land præsenteret lige over bunden. Det var et stykke tid siden, vi sidst havde fisket på denne måde, så rigs og teknik skulle lige genopfriskes. Det var åbenbart ikke en hindring for gedderne, for vi nåede knap at få stang nummer 2 i vandet, før der var fisk på den første. Og sådan fortsatte det stort set, indtil alle stængerne var sat. Næsten hver gang vi havde sat en stang, var der hug på den stang, vi havde sat lige forinden. Så de første par timer var meget hektiske, og der var fuld smæk på adrenalinen.
– De første par hug resulterede i et par flotte gedder på henholdsvis 6 og 7.5 kg. Selvom vi var meget tilfredse med sådan en start, blev det snart meget bedre! Vi snakkede begge om, at det nok var svært at finde større fisk især i nye vande, man ikke havde fisket før. Men dog viste de endnu større gedder hurtigt interesse, og de to følgende hug gav to gedder på intet mindre end 9 og 9,5 kg. Jamen så var dagen ligesom startet, og kunne faktisk ikke blive bedre. Alligevel var Nikolai hurtig, da den næste bidmelder bimlede, og han hev på lidt dramatisk vis en gedde på hele 10,3 kg! Og alt dette skete inden for de første tre timer af turen!
– Vi havde bestemt at fiske hele dagen, da vi begge havde en længere køretur hjem. Dette hjalp dog ikke på fiskeriet, da det efter en vild morgen stilnede af. Men man skulle være et skarn for ikke at være mere end tilfreds med dagens udbytte! Alle fisk blev selvfølgelig genudsat på bedste vis.

jan 27, 2021 | Nyheder
– Søndag blev der dømt geddefiskeri i den lokale sø, fortæller Lars Laursen. – Søen har hele efteråret været relativt klar med en sigt på over to meter, men efter en del nedbør var sigten i søen i søndags faldet til 50 centimeter. Helt ærligt, så troede jeg, at det ville blive en nul-tur, da vi kun havde spinnestænger med.
– De første par timer sker der ikke rigtigt noget andet end, at vejret er flot med ingen vind. På midten af søen er der ikke noget liv, så vi prøver inde mod kanten. Jeg fisker med min “Fitness-stang” og en 93 grams Line Thru Trout i orange/hvid. Det er lidt tungt at kaste med, men den agn går bare så frækt. Den har i øvrigt givet mig tre gedder over 9 kilo siden 1. maj 2019.
– Jeg kaster ud igen. Plask siger det, da agnen lander på den stille overflade. Så får den tid til at synke, hvorefter jeg lige så stille spinner ind afbrudt af et par spinstop. Pludselig kommer hugget:
– Stangen, der er ret stiv, bøjer, og der er en tung fisk for enden af linen. Efter lidt pumperi kommer fisken i overfladen. Det er en fin gedde på 7-8 kilo, anslår vi. Den har slugt krogen, så den skal en tur op i båden. Efter et par udløb i det kolde vand kommer gedden op i båden. Da den ligger på dørken, kan jeg se hvor dyb den er. Det er helt sikkert en gedde over 8 kilo. Vægten siger 10.8 kilo, og den er 105 cm. lang. Dagen gav ellers fire mindre gedder op til 4 kilo til min makker Stef, som brugte mindre gummiagn, slutter Lars.
jan 26, 2021 | Nyheder
– Vi stod tidligt op og mødtes ved en privat sø, hvor vi har fået lov til at fiske i, fortæller Jesper Ambo & Thomas Jensen. – Det tager ca 10 minutter at gå til søen med båden på traileren, desværre var der is på hele søen… Fuck tænkte vi og tog en hurtig beslutning om at pakke det hele sammen og prøve en anden sø i stedet. Men her tog vi tog fejl igen…
– Denne dag var bare dømt til at gå galt, men vi prøve alligevel og fandt hurtig ud af, at vores Limbo jolle kunne bryde isen. Så sejlede vi ud midt på søen, hvor der var 4-500m2 hul i isen, og her blev vi med tre stænger til død agn og to stænger med spin. Der gik tre timer uden et hug, men så fik jeg et hug. En lille trekilos gedde kom op, og blev hurtigt afkroget samt genudsat. Min makker Thomas fik et godt hug på den ene agnstang, men lykkedes ikke med at kroge den. Jeg besluttede så at kaste mit Abu garcia Toby 60g blink i vandet, og farven holder jeg hemmelig…nej det var kobber farvet. Jeg gav nogle små ryk med stangen hen over bunden , og så var der gevinst. Dette hug var helt klart ikke som første fisk, men alligevel virkede den sløv. Den tog nogle rigtig tunge udløb, og jeg sagde til makkeren, at den kunne godt være stor den her. Og ganske rigtigt. Da hun kom til overfladen, skreg vi begge skreg som to små skole drenge, der havde set et par bryster for første gang. Jeg var straks klar over, at det var min nye PR. Vægten var 10,3 kg og den målte 109 cm samt var i rigtig god stand.
– Vi tog et par billeder, og så blev hun blev genudsat. En dårlig start på dagen blev altså hurtigt overskygget af den ene kæmpe, som fik de to ældre drenge til at smile resten af dagen. I alt fik vi tre gedder.
