– I går besluttede jeg mig for at tage ud og fiske gedder, fortæller Samuel Gertsen. – Jeg tog ud til en privat sø bevæbnet med mine to flådstænger. Fremme ved pladsen satte jeg en 700 gram’s rimte på det ene takel og en skalle på 400 gram på det andet. Så kastede jeg ud med begge takler.
– Det første hug kom allerede efter 10 minutter, og jeg var slet ikke rigtig klar. Jeg så bare lige pludselig, at flåddet var under, og det endte så med, at jeg mistede en god fisk. Det andet hug kom på rimten, og den gav jeg 12 sekunder efter den hev flådet ned, hvorefter jeg gav et solidt modhug. Så sagde det bare “BANG”, hvorefter gedden tog et par vanvittige udløb samt sprang en hel meter fri af vandet. Efter 10 minutters fight kunne jeg lande fisken og få taget nogle gode billeder. Fisken, der vejede 8.3 kilo, var ny PR. Alt i alt en fantastisk dag i det lækre solskin.